Hjælp – nu følger de grundlovens ånd

Engang imellem, når en partiledelse disciplinerer et medlem til at stemme på en bestemt måde i Folketinget, bliver der mumlet om, at det er udemokratisk, fordi vores grundlov end ikke nævner partier, men tværtimod understreger det enkelte folketingsmedlems absolutte integritet.

Ræsonnementet er både rigtigt og forkert. Sandt er det, at partier helt bevidst ikke er nævnt i grundloven. Men hensigten var ikke at beskytte demokratiet – tværtimod.

Grundlovsfædrene fra 1849 var ikke demokrater i nogen nutid forstand, og dårlig nok i en datidig heller. De ønskede ikke magten overført til folket i almindelighed, men bare til dem selv, grundlæggende. Enevældens praksis var at administrere riget gennem en selvsupplerende kreds af adelige og embedsmænd. Men under velstandsstigningen i første halvdel af det 19. århundrede var der opstået et bredt lag af erhvervsfolk, præster med flere, som var belæste, og som i det daglige forvaltede ansvar. De mente, at de også ville være bedst til at styre landet.

Det var altså ikke en revolution, de ønskede sig. De ville bare overtage den rådgivende rolle over for kongen. Det var stadig tanken, at han skulle være suveræn – han skulle bare have bedre hjælp til at udføre sin opgave. Der var en forestilling om, at der for hvert problem var én og kun én rigtig beslutning, og at kongen, med den rette rådgivning, ville nå frem til den.

Det var derfor, partier ikke var tilladt. At have partier indikerer, at der kan være forskellige holdninger til, hvor samfundet skal hen. I de første år forbød Folketingets forretningsorden således medlemmerne at tale på vegne af grupperinger. I stedet brugte medlemmerne i taler formuleringer som at ”jeg, og flere af min kolleger, mener…” Så vidste alle hvilke kolleger, der var tale om.

Men bundlinjen var altså, at man med den første grundlov ikke vendte sig fra det princip, at det var en elite, der i praksis styrede landet. Man udvidede blot denne elite.

Det står noget i modsætning til nutidens normale opfattelse af Danmark som et land, hvor der er lighed, og hvor man søger en bred konsensus i befolkningen. Denne praksis er først opstået i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor den brede befolkning var stærkt organiseret i bevægelser for først bønder, siden arbejdere, og hvor meget af det internationale samarbejde i lange stræk lukkede ned efter første verdenskrig, så der for datidens danskere ikke var noget alternativ til, at de fandt ud af det med hinanden.

Ser man på de meget lange linjer i historien, har Danmark tværtimod været et land, hvor eliten var ret uinteresseret i den brede befolknings velbefindende. I århundrederne inden dét, hvor man opfandt grundloven, blev almuen brutalt undertrykt, og den var foragtet af undertrykkerne.

Det er altså også en del af vores historie, og det er vigtigt at gøre sig klart, fordi historien har det med at gentage sig selv, hvis man ikke er opmærksom.

For tiden er der særlig grund til opmærksomhed. Naturligvis er vi ikke på vej tilbage til en tilstand, hvor man, under trusler om tortur, må udføre slavearbejde for herremanden. Men større og større magt ligger hos nutidens førende stænder, i stedet for hos befolkningen som helhed.

Et eksempel: I oktober sidste år blev den københavnske overborgmester Frank Jensen afsat. Han havde ikke gjort noget ulovligt, som kunne betinge afsættelsen. I stedet havde han efter nogles mening opført sig socialt uacceptabelt. Der er en fin demokratisk proces for at afsætte politikere, som af den ene eller anden grund er blevet upopulære, og i forhold til denne proces var timingen endda næsten optimal, for der skal være kommunevalg allerede nu til efteråret. Alligevel så man stort på denne proces. Ønsket fra en lille, diffus kreds med adgang til politiske og administrative magtcirkler i kommunen overtrumfede vælgernes beslutning.

Et eksempel mere: For tiden er der meget fokus på, at virksomheder og investorer skal handle etisk og samfundsansvarligt. Det lyder fint, men det er langt fra entydigt, hvad der er etisk og ansvarligt. Definitionsretten lander hos nogle interessegrupper, der igen er kendetegnet ved at være diffuse. På den måde omgår man hele to demokratiske systemer. Dels Folketinget, der for eksempel kunne pålægge virksomhederne at gøre mere for at reducere CO2-udledning, hvis det var det, vælgerne ud fra en samlet vurdering ønskede. Dels pensionssektoren, der kommer med de fleste af pengene til erhvervslivet, og som i dag alt overvejende er ejet af borgerne, som har én stemme hver på generalforsamlingerne.

Grundloven har været højt oppe på dagsorden, siden vi sidste gang fejrede dens fødselsdag. Dels i forbindelse med Inge Støjbergs instrukser, dels i forbindelse med den ikke-lovhjemlede aflivning af mink.

Det er godt, at politikere bliver holdt op på deres ansvar over for grundloven. Det sker ikke så tit, som det kunne og burde. Men det er den nutidige grundlov, der efter et århundrede med forfatningskamp og revisioner er funderet i princippet om, at Folketinget er den højeste magt, vi skal fejre. Det er ikke grundloven fra 1849, der beskrev et styre ved en lille elite.

En detalje i mink-sagen illustrerer den praktiske forskel. Der er ingen tvivl om, at ordren om af aflive mink kom fra regeringen. Men det er påfaldende, at samtlige myndigheder valgte at følge ordren, selv om de vidste, at lovgrundlaget i bedste fald var problematisk.

Dermed viste de, at deres instinkt tilsagde dem at være loyale mod regeringen frem for mod Folketinget. Og i den handling fulgte de ånden fra den første grundlov, hvor meningen var, at magten skulle ligge hos en kreds af borgere, der havde hævet sig op over den almindelige befolkning.

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *