Vore egne liv

Murfalds-jubilæum, vol. 1: Man bliver i godt humør af at se filmen ”De andres liv”. Ganske vist handler den om den benhårde undertrykkelse af borgerne i DDR. Men den viser også menneskeligheden bryde igennem, da den højtstående Stasi-officer Gerd Wiesler får skrupler og bruger sin position til tværtimod at beskytte en familie mod statens overgreb.

Men der er, som man siger på de kanter, et aber dabei: Det er ikke kun filmens konkrete handling, der er fiktion – det er også hele dens præmis. Flere hundrede tusinde østtyskere nåede at være ansat i Stasi, de fleste gennem mange år. Men der er ikke et eneste kendt eksempel på det, man ser i filmen – en Stasi-ansat, der i en større sag bevidst og over længere tid handler stik modsat sine ordrer for at beskytte borgere. Det oplyser Gary Bruce, canadisk historiker med speciale i DDR, i bogen ”The Firm – The inside story of The Stasi.”

Leben1Den 9. november er det 25 år siden, at Berlinmuren faldt. En begivenhed, der er kommet til at stå som det helt store symbol på ikke blot DDR’s undergang, men også på den kolde krigs afslutning. I den anledning vil jeg over de næste måneder bringe en serie af indlæg her på bloggen.

Mit udgangspunkt er, at det ikke blot er ”De andres liv”, der har efterrationaliseret den kolde krig til ukendelighed. Det er et generelt fænomen. Men det entydige billede af kampen mellem de gode og de onde, som de gode vandt, holder ikke. Og når vi alligevel ser det sådan, overser vi, at de dynamikker mellem centralmagt og befolkning, der fandtes i østblokken, også findes hos os.

Faktisk, som en bitter ironi, så er det os selv, der i dag uforstandigt betragter de tidligere øst-regimer som ”de andres liv”; som noget isoleret og fortidigt, der intet har at gøre med os. Det er bittert – ikke fordi vi vil skal frikende øst-regimerne for deres dårligdomme, men fordi vi dermed nemt overser de samme dårligdomme, når de findes hos os selv.

Medarbejderne i Stasi så ikke den store principielle forskel på den myndighed, de arbejdede for, og så myndigheder i vesten, fremgår det af Gary Bruce’s undersøgelser. Det var derfor, der aldrig var nogen virkelighedens Gerd Wiesler.

Selv den bedste stat i verden udøver rå magt, der i nogle tilfælde har særdeles stor betydning for den enkelte borger. Man fanger og straffer forbrydere, man tvangsfjerner børn, man indkalder mænd til militærtjeneste, man nægter unge optagelse på studier, man giver udlændinge afslag på opholdstilladelse, men fratager ledige dagpenge og så videre. Langt fra i alle disse tilfælde er det givet, at magtudøvelsen må ske – faktisk sker der erfaringsmæssigt altid magtudøvelse, som er fortrudt allerede i næste generation. Der er da også hele tiden ansatte hos myndighederne, der føler skrupler eller ubehag ved, hvad de gør. Nogle af dem siger op. Andre undgår at avancere til positioner, hvor det konkret er dem, der skal træffe beslutningerne. Andre igen får et solidt forbrug af alkohol.

Men det sker praktisk talt aldrig, at nogen bliver i systemet med den hensigt diskret at bryde reglerne, for på den måde at beskytte borgerne. Og det skete altså heller ikke i Stasi.

Stasi-medarbejdere havde god grund til at se deres arbejde som en del af den store normalitet. DDR var et diktatur, men både dengang og nu glemte man, set fra vesten, nemt nogle vigtige faktorer omkring dette diktaturer. Andre diktaturer i historien har udelukkende tjent herskerne. Landet og borgerne har blot været brikker i et spil. Men i DDR var der fra starten en oprigtig hensigt om at skabe velfærd for borgerne. Der var en tro på kommunismen som det bedste system, og i hvert fald i første generation af ledere i DDR var der mange, der under nazismen selv havde lidt for denne overbevisning.

Havde deres ønske blot været at undertrykke befolkningen, havde de også kunnet finde mange kvalificerede håndlangere fra det foregående styre. Men det undlod de omhyggeligt. I stedet havde Stasi en forkærlighed for at rekruttere blandt arbejdere; ud fra en nærmest rørende naiv antagelse om, at disse ville være mest loyale over for arbejder- og bondestaten.

Leben2Også metoderne skulle være anderledes end nazisternes. Det var en væsentligt forklaring på, at organisationen blev så stor: Det var meget mere ressourcekrævende at overvåge hele befolkningen og forsøge at få dem ind på geled ved at give eller fratage privilegier, end det var blot at skræmme dem med vold, som Gestapo havde gjort. Stasi var, i hvert fald i begyndelsen, i vidt omfang underlagt almindelige regler i en retsstat. Man skulle på lovlig vis indsamle beviser, før man kunne straffe nogen. Stasi var i sin egen selvforståelse således en civiliseret sikkerhedstjeneste.

Det undgik naturligvis ikke medarbejdernes opmærksomhed, at de selv havde store privilegier, at de havde stor magt over borgerne, og at man kom stadigt længere væk fra begyndelsens idealistiske renfærdighed. Men der var altid forklaringer.

Nå ja, så forfulgte man borgere, der kunne mistænkes for at planlægge at rejse til vesten. Men det var jo heller ikke anderledes, end at hvis for eksempel en tandlæge flygtede, så måtte tusind patienter gå rundt med huller i tænderne. Så man kunne forstå, man hjalp folket.

Nå ja, så viste forestillingen om sabotører rundt omkring på fabrikker og kollektivlandbrug sig at være et fantasifoster. Men man fandt man masser af slendrian, og det var jo også i folkets interesse at få dén stoppet.

Nå ja, så indsamlede man alt hvad man kunne overkomme af oplysninger om borgernes privatliv og utilfredshed med styret. Men langt det meste af det var kun bureaukratisk amokløb, der aldrig blev brugt til noget alvorligt. Som en af de tidligere ansatte sagde til Gary Bruce: ”Hvad var der at være bange for? Firmaet (altså Stasi, STK) var et legitimt, statsligt organ. Vi var jo ikke nogen vild undergrundsorganisation.”

De historikere, der kom til DDR efter murens fald, tog udgangspunkt i, at de skulle analysere en totalitær stat. Men også de måtte hurtigt medgive, at det var mere nuanceret. Alle er enige om, at DDR og Stasi undertrykte borgerne og nægtede dem almindelige demokratiske rettigheder. Men alle er også enige om, at der var en god vilje, og at man må anerkende forsøgene på at skabe en stat med velstand og borgerrettigheder – forsøg, der i en del tilfælde lykkedes. Hvor man skal lægge snittet, er ifølge Gary Bruce anledning til store stridigheder mellem historikerne – op til et punkt, hvor den ene historiker ikke vil skrive i et tidsskrift, der har bragt artikler af en af de andre historikere.

De mærkater, man har forsøgt at sætte på DDR-styret, viser tydeligt, hvor svært det er på en gang fremhæve undertrykkelsen af borgerne, og på den anden side på et rent principielt plan at adskille styret fra vores egne samfund. Historikere har foreslået betegnelser som “Welfare dictatorship” (Fürsorgediktautur). ”Post-totalitarian bureaucratic dictatorship” og ”Thoroughly ruled society”.

Men måske ligger kvaliteten af en stat, eller mangel på samme, ikke primært i dens formelle opbygning, men i den praksis, der bliver almindelig. Praksis er nemmere at forstå intuitivt, og det blev tydeligt, når Gary Bruce spurgte Stasi-medarbejderne til deres oplevelser i de hektiske dage omkring murens fald for 25 år siden.

Meget få af dem havde hverken dengang eller senere væsentlige skrupler over deres gerninger. Nogle af dem fortalte også, at de aldrig havde oplevet ubehageligheder eller bebrejdelser fra almindelige borgere i den nu fortidige stat. Men en stor del af dem havde i revolutionsdagene haft stor angst. Nogle var bange for, at folkemængden skulle gå amok og klynge dem op i lygtepæle. Men mere typisk frygtede de, at de skulle blive udsat for samme metoder, som de selv havde været med til at udøve.

Leben3Et karakteristisk eksempel er et ældre ægtepar, der havde tjent på meget lavt niveau i Stasi – han som chauffør, hun som rengøringsassistent. De havde hurtigt fundet andet arbejde bagefter, og de levede stadig lykkeligt med hinanden. Kun én gang havde de oplevet noget ubehageligt: Efter systemskiftet forsvandt rengøringen en overgang i det boligkompleks, hvor de boede. Manden satte derfor en seddel op i receptionen, hvor han venligt opfordrede naboerne til at rydde op efter sig. Dagen efter var der sat et kryds over sedlen, og en anonym person havde skrevet: ”Hr. Paupst. Den røde æra er forbi!”

Denne situation, hvor en dem ukendt person afslørede et kendskab til deres liv, og gav dem en kun let truende reprimande, oplevede ægteparret som så ubehagelig, at de straks flyttede.

Måske er dette den simple formel for, om myndighedsudøvelse er undertrykkende eller legitim: Man skal forestille sig, hvordan det vil være, hvis staten pludselig falder væk. Ville en ny, og ligeledes velmenende stat overhovedet drømme om at genetablere de gamle myndigheder? Ville borgerne møde de gamle myndighederne med vrede? Ville de ansatte i myndighederne kunne udholde tanken om at være genstand for den type myndighedsudøvelse, de selv bedriver?

Billeder fra filmen De andres liv.

Bogen “The Firm – The Inside Story of the Stasi” kan blandt andet købes på Amazon.com.

Andre artikler i serien: Vol. 2, Vol 3, Vol. 4, Vol. 5, Vol. 6.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *