Vi er ikke engang civilister

Antonio Gramsci blev generalsekretær for det italienske kommunistparti i 1924. Det var ikke et supergodt tidspunkt at overtage den position på, for to år forinden var Mussolini kommet til magten, og han var nu godt i gang med at etablere det fascistiske diktatur. Gramsci blev fængslet, og her sad han frem til 1935. Han døde i 1937, men i kraft af sine skrifter fra fængslet står han tilbage som en af sit lands store tænkere.

På det tidspunkt var kommunister i hele verden begyndt at bemærke, at Karl Marx’ teorier måske ikke helt havde den forudsigelseskraft, man havde tillagt dem. Marx regnede revolutionen som en uomgængelig følge af kapitalismen. Men selv om man havde lige havde set revolutionen i Rusland, syntes det at være andre kræfter, der vandt frem. Det var revisionister (socialdemokrater), fascister og gammeldags kapitalister.

Gramscis bidrag til den kommunistiske tænkning var at indregne nogle elementer, som Marx havde fundet uvæsentlige – nemlig kultur, religion og ideologi. Gramsci mente, at revolutionen udeblev, fordi det lykkedes bourgeoisiet at fastslå en konsensus omkring nogle samfundsnormer, som arbejdsklassen tilsluttede sig i stedet for revolutionen.

For at vende spillet måtte arbejderklassen selv udvikle samfundsnormer, som så at sige kunne gå ind i puljen. Gramsci var ikke kommunist af den totalitære art. Han troede på kompromisser med og respekt for andre samfundsgrupper. Men en positiv udvikling afhang i hans optik af civilsamfundets rolle – civilsamfundet forstået som diverse religiøse, sociale, kulturelle organisationer og så videre.

Som bærere af samfundsnormerne kunne de være nøglen til frihed og værdighed for alle samfundsgrupper. Men i den modsatte grøft kunne de også, som i det samfund, Gramsci betragtede på den anden side af fængselstremmerne, være med til at understøtte og legitimere et grumt diktatur, der havde sat sig på statsmagten. Han var imod, at civilsamfundet blev statens forlængede arm. I stedet, mente han, skulle målet i sidste ende være, at civilsamfundet regulerede sig selv, og at staten dermed blev overflødig.

Gramscis tanker er højrelevante i dagens Danmark. Hver gang vi hører ministre tale om, at dette eller hint sociale område skal tackles ved i højere grad at forlade sig på borgernes mere eller mindre frivillige engagement, er de ved at gøre præcis det, som Gramsci advarede mod: De gør dele af civilsamfundet til statens forlængede arm.

Lige nu kender vi det mest fra socialdemokratiske ministre som Karen Hækkerup og Mette Frederiksen. Men VK-regeringen var på samme spor, og den nåede at udarbejde en 48 sider lang såkaldt civilsamfundsstrategi.

Denne strategi slog man også på tromme for i UPR-rapporten til Danmarks ”eksamen” i menneskerettigheder sidste år. Civilsamfundet bliver udnævnt som en af fem aktører, der har et ansvar for, at menneskerettigheder i Danmark bliver overholdt. (De øvrige fire er myndighederne, domstolene, ombudsmanden og Institut for Menneskerettigheder). Om civilsamfundet hedder det i UPR-rapporten:

”Danmark har en lang tradition for, at borgerne engagerer sig i frivillige organisationer. Regeringens ambition er at styrke civilsamfundet og sikre en mere systematisk inddragelse af civilsamfundet i den sociale indsats ved bl.a. at samtænke civilsamfundets aktiviteter og den sociale indsats. Regeringen har derfor afsat 100 mio. kr. over de næste fire år til at styrke civilsamfundet på det sociale område. I tillæg har regeringen lanceret en civilsamfundsstrategi, der har til formål at fremme aktivt medborgerskab og systematisk inddrage civilsamfundet og frivillige organisationer i arbejdet med socialt udsatte personer og familier.”

Som det fremgår, er det sociale opgaver, man har tiltænkt civilsamfundet. Blandt eksperterne i menneskerettigheder er der nogen uenighed om, hvorvidt det overhovedet giver mening at betragte sociale forhold som en del af menneskerettighederne. I praksis er sociale forskelle og ulighed en del af fundamentet i alle stater, så den relative fattigdom er vanskelig at definere og gøre noget ved. Det samme gælder den absolutte fattigdom. Hvis et land nu engang er forarmet, giver det ingen mening at sige, at staten har pligt til at give borgerne en bestemt standard.

Men når den daværende regering altså valgte at inkludere sociale forhold i rapporten om menneskerettigheder, så er det under alle omstændigheder meningsløst at give civilsamfundet et ansvar for det – for så vidt man betragter civilsamfundet som samfundet uden for staten i al almindelighed. Menneskerettigheder består pr. definition i statens grundlæggende forpligtelser over for dette samfund. At sige, at borgerne selv helt eller delvist skal løfte det, er goddag-mand-økseskaft.

Naturligvis ved vi godt, hvad den gamle regering mente. Den havde jo ret i, at Danmark har en tradition for foreningsliv, og at disse foreninger får en større rolle, er i sig selv vanskeligt at have noget imod.

Men i en menneskeretlig optik bør man lytte til Gramscis advarsel om det samfund, han så udvikle sig på den anden side af fængselstremmerne. Faren er, at staten i praksis bruger samarbejdet med civilsamfundet, ikke til at inddrage borgerne og grundfæste deres rettigheder, men som en undskyldning for netop ikke at gøre det. For at køre borgerne ud på et sidespor.

Og det er desværre i høj grad det, man ser.

Man ser det, når man højtideligt opfordrer hr. og fru dansker til at give deres mening til kende, og bagefter påstår, at man har baseret rapporten på disse tilkendegivelser – selv om de reelt er arkiveret lodret. Respektløsheden i dén handling er slående.

Man ser det også i de menneskeretligt særdeles tvivlsomme handlinger, som borgerne pegede på, men som Udenrigsministeriet overhørte. Tusinder og atter tusinder af fængslinger og tilbageholdelser af borgere, som man i bedste fald vil give chancen for at komme for en uafhængig domstol, når skaden er sket, og andre tusinder af krænkelser af private hjem, vidner ikke om en stat, der har stor respekt for sine borgere.

Og man ser det, når man, som det fremgår af citatet ovenfor, vil fremme ”aktivt medborgerskab” ved at inddrage civilsamfundet. At borgerne allerede betaler over halvdelen af deres arbejdsindkomst i skatter og afgifter, og at de dermed med rimelighed kan forvente, at staten tager sig af de svage og uarbejdsdygtige, er for længst glemt. Hvis ikke borgerne ud over dette bidrager med frivilligt arbejde til at understøtte staten, betragtes de som passive borgere.

Noget af problemets rod ligger i definitionen af begrebet civilsamfund.

Vi kender ordet ”civil” som alt andet end det, der er militært. Sådan blev begrebet også oprindeligt anvendt. Aristoteles skelnede mellem krigerne på den ene side, og det fredelige samfund derhjemme i den græske bystat, som var civilsamfundet, på den anden. Senere filosoffer satte skellet mellem staten på den ene side, og så alt det andet, som civilsamfundet, på den anden.

Den tankegang, at borgerne ikke er født som en del af civilsamfundet, er først opstået med marxismen. For Karl Marx var almindeligelige mennesker blot magtesløse proletarer, og civilsamfundet bestod kun af private, økonomiske aktører. Gramsci tog altså sociale og kulturelle organisationer med.

For begge var denne eksklusion fra civilsamfundet velment i udgangspunktet, og Gramsci havde altså blik for, at der lå en fælde i den. Men begge fastholdt begrænsningen af, hvad man skulle opfatte som civilsamfundet, og dermed fastholdt de også det, der har været et problem i alle praktiske forsøg med marxistisk inspirerede styreformer: At den, om end nok så velmente, omsorg for de magtesløse også indebar en potentiel nedladenhed. De magtesløse må vente under proletariatets diktatur, eller hvad man nu kalder det, mens de nye magthavere lige får samfundsstrukturerne på plads.

Selv borgerlige regeringer i nutiden kører efter marxistiske definitioner på civilsamfundet. Det består netop ikke af alle uden for staten, men af organisationer, man kan forhandle med, og knytte til sig med tilskud og privilegier. Borgerne kan eventuelt komme med ved at tilslutte sig disse organisationer, og dermed igen til staten og den øverste magt.

Gør borgerne ikke det, er de uden for nummer. De er ikke engang civilister.

_________________________________________________________________

Læs om Antonio Gramsci på Wikipedia.

Den tidligere regerings civilsamfundsstrategi findes på Socialministeriets hjemmeside.

Jeg har beskrevet UPR-rapporten og arbejdet med den i mine to foregående indlæg: Da Lene Espersen snød ved Danmarks eksamen og Folkets overhørte røst.

Gyldendals Den Store Danske opregner forskellige definitioner på begrebet “civilsamfund”. 

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Vi er ikke engang civilister

  1. Kasper says:

    Godt og læseværdigt. Men når du nu nævner den danske model, er det så ikke mere oplagt at sammenligne den med en korporativ stat? Jeg kunne godt tænke mig en analyse af ligheder og forskelle mellem Danmark og diverse korporative stater, der har eksisteret eller eksisterer.

    Danmark kan vel efterhånden beskrives som en demokratisk korporativ stat. (Til forskel fra en fascistisk korporativ stat – men med lighedspunkter). Det engang så stolte, frie foreningsliv overlever på statsstøtte. Pressen er heftigt statsstøttet, og journalister er ikke meget mere end funktionærer, især i fjernsyn og radio. Man er begyndt at fremhæve “danskhed” på en efterhånden ulidelig og overfladisk måde, som et mål i sig selv, fordi det holder sammen på nationen. Militære indsatser i udlandet var oprindelig en indsats for freden i verden, men glansen er som bekendt gået af dem, så nu fremhæver man især det nationale sammenhold, som de skal give. En ny militarisme. Militæret er der, og derfor skal det bruges til noget. Folkekirken havde engang et ret levende menighedsliv, men er i dag primært et dødt serviceorgan. I stedet for at slippe kirken fri og lade medlemmerne regere, så mener flere og flere at den skal bruges som redskab til at styrke det nationale sammenhold, et rent symbol.

    Partierne er stort set enige om alt det grundlæggende, de danner altså en slags blok, ligesom i korporative stater. Der er to-tre partier som skiller sig ud: Enhedslisten, Dansk Folkeparti, og i en vis grad Liberal Alliance – fordi de på hver sin måde er helt uenige i noget af den grundlæggende konsensus i den korporative velfærdsstat. Det er ikke tilfældigt at netop DF og EL (og i nogen grad LA) i den grad er lagt for had af store dele af befolkningen – af alle de etablerede borgere.

    Det er nok heller ikke tilfældigt at en systemkritiker som jeg har stemt på to af disse partier – og kunne overveje det tredje. Hvorimod jeg ikke giver meget for alle de andre partier.

    • Sten Thorup Kristensen says:

      Det, som nutidens samfund virkelig minder mig om, er privilegiesamfundet – som man kendte det før folkestyrets tid. En magtelite forsvarer sin status med henvisning til Gud, fædrelandet eller bare den almindelige orden. Dette forsvar bliver stadig mere skingert, efterhånden som magteliten påtager sig mere magt.

      Det er tankevækkende, at det kan foregå samtidig med folkestyret – for det virker jo upåklageligt i Danmark, i den forstand at valg bliver afholdt og respekteret i en grad, man ikke finder mage til mange andre steder på kloden. Men folkestyre garanterer nu engang kun for, at flertallet har magten – det garanterer absolut ikke mindretallenes rettigheder, og denne manglende garanti er blevet højrelevant.

      Jeg kan godt følge dit ræsonnement omkring partierne. Jeg har dog heller ikke så stor tillid til de tre partier, du nævner. Eller rettere – de kan bære en ændring, men det kan også være, at det bliver nogle af de “gamle” partier, der løfter denne opgave. Under alle omstændigheder ser jeg en pointe i, at borgerettigheder og mindretalsbeskyttelse ikke er tilknyttet nogen speciel ideologi. Om man er socialist, konservativ eller liberal, så er målet og udfordringen det samme i det stykke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *