Velfærdsstaten – utopi, eller et blændværk fra starten?

NY BOG: Henrik Christoffersen er desillusioneret efter en lang karriere, der for det mestes vedkommende er foregået i velfærdsstatens maskinrum. Han er måske sin generations skarpeste analytiker, når det kommer til offentlig økonomi og forvaltning. Alligevel har han en blind vinkel og synes ikke at se, det kun var i en begrænset kreds af teknokrater, at den unge velfærdsstat i 60’erne blev betragtet som en utopi, der var inden for rækkevidde.

Henrik Christoffersens far var kommunaldirektører i Korsør. Det var før den slags stillinger blev besat af akademikere. Faren var i sin tid begyndt som elev i kommunen og havde langsomt arbejdet sig op gennem rækkerne. Han var i den forstand selv en arbejder, og han var da også selv socialdemokrat. Dette i en socialdemokratisk kommune i en periode, hvor den unge velfærdsstat blev rullet ud. De fremskridt, han så, glædede ham meget.

Alligevel var ikke alt idel lykke. Han fik også fjender, eller i hvert fald folk, som ikke kunne lide ham. Ikke alle var jo tilhængere af det, kommunaldirektøren så som fremskridt, og der var også nogle, der skulle betale en særlig høj pris – for eksempel dem, hvis jord blev eksproprieret til kommunens byggeprojekter. Han taklede det ved at isolere sig lidt – at være ensom på sin bro, som en leder må være. Men også hans søn måtte forholde sig til det. Han oplevede et par gange, at undervisere – den ene af dem endda den præst, der skulle have forberedt ham til konfirmationen – lod deres vrede gå ud over ham.

Henrik Christoffersen fortæller om det i sin nye bog Utopia t/r, som handler om hans livslange karriere, først som en af velfærdsstatens tjenere, siden som dens analytiker i forskningsinstitutionen AKF, og senest som kritisk, udenforstående analytiker i den liberale tænketank CEPOS.

I dag er han måske mest kendt for at være en af mændene bag tesen om den såkaldte velfærdskoalition; altså tanken om, at et vælgerflertal af offentligt ansatte og modtagere af overførselsindkomst har blokeret en sund udvikling af den offentlige sektor og samfundet som sådan. Er man journalist eller økonom, har man så mange gange mødt Henrik Christoffersens navn, at man ikke forbinder det med et bestemt emne, men mere generelt med dybdegående analyser.

Udviklingens i hans karriere afspejler ikke den gamle talemåde om, at livets afdrift går mod højre. I stedet er der tale om en støt voksende desillusion. Christoffersen nævner selv, at han aldrig har forliget sig med, hvad han har set og erfaret i sig arbejdsliv.

Illusionerne startede så også på et højt niveau. Fuld af entusiasme lod han sig allerede som ung stud. polit. ansætte i Danida i slutningen af 60’erne. Men kun for at konstatere, at ulandsbistanden var befængt med korruption, og desværre ikke kun i modtagerlandene. Han undlod at købe de i tiden ellers så populære ulandskalendere til sine børn, da han havde set, hvad pengene gik til.

Men ellers bed han det i sig som en uheldig undtagelse og lod sig i stedet ansætte i Kommunernes Landsforening, hvor han da også umiddelbart fandt langt større engagement, professionalisme og retskaffenhed. Men så alligevel ikke ubetinget. Der var for eksempel den jyske borgmester, der efter en aften på den københavnske natklub Kakadu, tilsyneladende uden at skamme sig over dette åbenlyse misbrug af offentlige midler, afleverede et bilag, hvoraf det kortfattet fremgik, at der var brugt 5000 kroner på ”drinks”. Og der var den rå behandling af hæderlige kolleger, hvis de kom i vejen for spidserne i politik og administration.

Det blev for meget, og han skiftede til amternes og kommunernes forskningsinstitution AKF, hvor han blev forskningschef. Her kunne han formelt virke uafhængigt, men virkeligheden var anderledes, og de mange eksempler er lærerige for dem, som tror, at fake news er en ny opfindelse. Det nye er kun, at systematikken nu også bliver brugt målrettet af dem, som angriber systemet, og ikke kun af dem som arbejder i det. Et eksempel på Christoffersens frustrationer: Han påviste, at provenuet af en påtænkt affaldsafgift ville blive spist op af omkostningerne ved, at alt affald skulle køres et sted hen, hvor det kunne vejes. Men i forbindelse med planen om afgiften var det tanken, at en del af provenuet skulle bruges til at udvide staben i Miljøministeriet, og gæt selv hvem der fik sat en stopper for, at dette forskningspapir blev udgivet.

På dagen for sit 25-års jubilæum sagde han i protest, eller måske snarere i afmagt, op i AKF, hvorefter han kom til CEPOS. Nu kunne han offentliggøre, hvad han ville, men til gengæld blev han lagt på is af nogle af de medier, der ellers flittigt havde brugt ham, mens han tilsyneladende var systemets mand.

Og således emmer bogen af – bitterhed er måske det forkerte ord, men det bedste alternativ er tragedie. Det er så nok for dramatisk, men der er ingen tvivl om, at Christoffersen er en skuffet mand, der trods masser af arbejde og indsats blot er kommet længere og længere væk fra sin ungdoms drømme og idealer. Bogen slutter med en hyldest til det civilsamfund, der træder til, når systemet falder igennem, for eksempel med skolereformen.

De stærke følelser gør også bogen stærk. Den er desuden velskrevet og giver et godt tidsbillede, især for perioden fra 1970 til nu. Bogen er nok særligt en pageturner for læsere, der har et forhold til de institutioner, Christoffersen beskriver – herunder den verden af kunst, som er Christoffersens store passion.

Men der er et væsentlig aber dabei: Bogens præmis, som også ligger i titlen, holder ganske enkelt ikke.

Christoffersens oplevelse er, at der i hans ungdom var en generel entusiasme omkring den unge velfærdsstat – at ikke bare han, men også alle andre (firkantet sagt), arbejdede glade hen mod utopien om det gode samfund, og at det er denne utopi, der er faldet sammen.

Jeg tvivler ikke på, at der har været den form for entusiasme blandt nogle unge akademikere og offentlig ansatte. Sikkert også blandt nogle politikere. Men ikke mange: Intet parti havde haft på programmet, at vi skulle have en altomsluttende stat, der opkræver så meget skat, som det overhovedet er muligt. Det opstod ved en tilfældighed og dårlig økonomistyring i staten. Man havde simpelthen ikke overblik over, hvor meget de søsatte projekter kostede, og da man fandt ud af det (i forbindelse med, at man i 60’erne indførte tre overslagsår i finansloven; en systematik, der stadig bruges), var det for sent.

Og selv om almindelige danskere nok var glade for folkepension og nye boliger, er der også klare vidnesbyrd om, at man så på den fremvoksende velfærdsstat med irritation og vrede. Som Christoffersen nævner, lykkedes det den venstreorienterede økonomiprofessor Jørgen S. Dich at sælge 100.000 eksemplarer af sin kradse kritik af velfærdsstaten i bogen ”Den herskende klasse” fra 1973. Et abnormt højt salgstal for en økonomisk fagbog. Samme år kom Mogens Glistrups Fremskridtsparti i Folketinget med 28 mandater – på et program, der blandt andet indebar, at de offentligt ansatte skulle sendes ud og grave grøfter.

Og nej, der var ikke bare lydhørhed for Dich og Glistrup, fordi kassen var tømt i forbindelse med oliekrisen. Begge nåede at komme på banen inden oliepriserne tordnede i vejret og smadrede statens hidtidige planlægning. Og allerede i 60’erne var lagerforvalter Rindal brudt gennem lydmuren med sin ramsaltede kritik af den statslige kunststøtte. Den nærmest hadefulde tone, som både Glistrup og Rindal brugte, genfindes talrige steder i populærkulturen. Tænk for eksempel på filmen Vi er alle sammen tossede fra 1959. Se også Cirkusrevyen fra 1967, som desværre ikke findes på Youtube længere. Den indeholder harmløse klassikere som Sonny Boy og Hvem har du kysset i din gadedør, men også i dag næsten glemte sketches, som den hvis pointe er, at danskerne ville være mere lykkelige, hvis de ledende økonomiske ministre blev smidt ud af en flyvemaskine. Uden faldskærm.

Henrik Christoffersen har et blindt øje over for denne del af virkeligheden. Han har ikke set den, selv når den var helt tæt på. Og det var for den jo allerede i hans barndom. Så grænseoverskridende og uacceptabelt det er at lade sin vrede mod en mand gå over dennes søn, så meget mere viser dét, at det alligevel skete, og endda i flere tilfælde, styrken af denne vrede.

Det er mærkeligt, at en så stærk analytiker som Henrik Christoffersen ikke ser dette. Det er også ærgerligt, for der er brug for at få punkteret myten om, at vi er nødt til at acceptere velfærdsstaten, som vi kender den, inklusive korruptionen, eller at acceptere en rå kapitalisme, hvor fanden tager de sidste. I 60’erne og 70’er, hvor det hele var nyt, og alle kunne huske det, der var før, kunne man endnu sætte ord på, hvad man konkret var vred over – administrativt bøvl med den nye moms, skrankepaver, støtte til at uforståelig kunst eller høj indkomstskat. I dag bliver det ikke til meget mere end brok over en diffus elite, og sådan er det, fordi politikere og analytikere ikke kan, tør eller vil skære igennem tågerne og fortælle, hvor velfærdsstaten fejler, og hvilke alternativer, der findes.

For den, som gerne vil høre absurditeten i velfærdsstaten penslet ud, så tag med  tilbage til 1959 og se nøglescenen fra den førnævnte film. Den første del er vist utallige gange på tv, men snyd ikke dig selv for embedsmandens monolog sidst i klippet.

Henrik Christoffersen: Utopia t/r. Udgivet på forlaget Multivers. 228 sider på Saxo.com.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *