Under den kolde krig var konkurrencestaten noget godt

Murfalds-jubilæum, vol. 4: Tyvende og sidste bind af Politiken Verdenshistorie har titlen ”Den nye verdensorden”. Men bindet udkom i 1987, to år før Berlinmurens fald, så det er altså ikke afslutningen af den kolde krig, forfatteren Erlings Bjøl havde i tankerne. I stedet tidsfæster han denne nye verdensorden til nogle år i begyndelsen af 70’erne, som få i dag husker som skelsættende:

Museum 1”Den militære overlegenhed, som i 1962 havde gjort det muligt for præsident John F. Kennedy at tvinge russerne til at opgive deres planer om at anbringe mellemdistanceraketter på Cuba, blev år for år formindsket under den systematiske oprustning, som blev iværksat i Sovjetunionen i de 18 år mellem 1964 og 1982, man kan kalde Brezjnev-tiden. Men samtidig blev den todeling af verden, der var opstået efter Anden Verdenskrig, afløst af et mindre polariseret system. Imellem eller snarere ved siden af en østblok og en vestblok dannede sig en tredje verden, og den fjerdedel af verden, der boede i Kina, fulgte en fjerde vej.”

Og videre: ”I den samme periode indtraf også forandringer i øst-vest forholdet i form af en afspændingspolitik, der gav sig udslag i en firemagtsaftale om Berlin i 1971, SALT-1 traktaten i 1972, vestlig anerkendelse af DDR i 1973, Helsingfors-slutakten i 1975 og SALT-2 traktaten i 1979. Kort efter brød afspændingen sammen, og man bevægede sig ind i 80’ernes mere barske internationale klima, undertiden betegnet som ”den anden kolde krig.””

Bemærk, at Bjøl allerede i 1987 talte om den kolde krig i datid, og ikke engang som noget, der lige var sluttet. Men som noget, der sluttede engang i 1960’erne. Det var ikke et syn på sagen, han var alene med. Ser man film eller læser bøger fra den tid, vil man bemærke, at folk konsekvent regnede den kolde krig som noget, der fandtes fra verdenskrigen til Cuba-krisen, cirka. Også efter denne krise var der kold luft og mistro mellem den kommunistiske og den liberal-demokratiske verden. Men man havde konkluderet, at man var nødt til at leve med hinanden, og man havde fundet nogenlunde civiliserede former at gøre det på.

OLYMPUS DIGITAL CAMERABjøls opfattelse af, at Sovjetunionen kom til at stå relativt stærkere militært over denne periode, er vistnok tilbagevist senere. Men det er ligegyldigt i denne sammenhæng. Det afgørende er, hvordan man oplevede det, mens det stod på. Og her mente man altså ikke, man var i nogen krig – hverken kold eller varm. Om man havde lyst til det eller ej, accepterede man, at man boede ved side af nogle lande, der gjorde ting helt anderledes, og at man også var nødt til at respektere dem. Alternativet var hele menneskehedens undergang – bogstaveligt talt.

Jeg vil, uden anden dokumentation end min egen erindring, tilføje, at i hvert fald for os, der var født efter verdenskrigen, og som aldrig havde oplevet andet end en verden delt i øst og vest, forekom det end ikke som en mulighed, at østblokken en dag ville bryde sammen. Det kom således også som en total overraskelse, da det alligevel skete.

For langt de fleste, selv for kommunister, var det indlysende, at man helst ville bo i vesten. Men det betød ikke, at man var fordømmende over for alt, hvad der skete i øst. Det var til dels fordi man ikke forstod, hvor rådden helheden var på den anden side af jerntæppet. Men i en tid med massearbejdsløshed gjorde det for eksempel indtryk, at alle fik et job i øst. Og netop den tredje verden, som Bjøl nævner, spillede også en stor rolle i vestlige borgeres opfattelse af situationen. Vietnam-krigen, CIA’s støtte til diverse despoter rundt omkring i verden, og den uhjælpelige fattigdom i nogle ellers kapitalistiske lande i Afrika og Asien, gjorde det klart, at hvis der var en absolut renhed i verden, så boede den i hvert fald ikke her hos os.

Det er en eftertid, der har gjort den kolde krig til noget, der begyndte i 1945 og sluttede i 1989, som har gjort alle kommunister i tiden til ”stalinister”, og som har gjort os selv og vores systemer til standhaftige helte på demokratiets side. Sådan var der ingen, der så det i samtiden.

Museum 2Disse forskelle mellem, hvordan den kolde krig blev opfattet før murens fald, og hvordan den er blevet opfattet sidenhen, har en betydning for de vestlige stater, som de ser ud i dag.

Det er kendt og accepteret, at de kommunistiske ledere havde et hyr med at tilfredsstille befolkninger, der kunne ane den overflod, vil levede med i vesten. Men det omvendte eksisterede også: Det var om ikke et problem, så en udfordring for politikere i vesten at overbevise vælgerne om, at det var bedre her end der. Som nævnt havde man noget at hænge sin hat på, hvis man ville hævde det modsatte. I nogle vestlige lande, hvor der var udbredt fattigdom, endog særdeles meget.

Resultatet var, at begrebet frihed var en stor ting i den vestlige retorik. Det var på det punkt, hvor man mest ubetinget distancerede de kommunistiske regimer, og det var en almindelig konstatering, at ”vi lever i et frit land” – enten ment højtideligt, bogstaveligt, eller ironisk, hvis det handlede om et punkt, hvor friheden var enten tvivlsom eller dyrt betalt.

Med andre ord: Under den kolde krig (i den nutidige forståelse af begrebet) var enhver stat en konkurrencestat. Staterne skulle hele tiden være oppe på tæerne for bevise deres værd over for borgerne. Konkurrenterne fandtes lige ovre på den anden side af jerntæppet.

Det er omvendt i forhold til, hvad der i nutiden går under den forkætrede betegnelse konkurrencestat. I denne handler det om, at velfærdsstaten skal ”trimmes”, som Bjarne Corydon udtrykker det, og det summer i praksis sammen til, at det er borgerne, der skal konkurrere om statens gunst.

britain_miners_strikeJeg vil påstå, at en række fænomener, som vi lever med i dag, havde været utænkelige under den kolde krig – simpelthen fordi det havde gjort det for svært at overbevise borgerne om, at vores stat var bedre end de kommunistiske regimer. Det gælder først og fremmest den overvågning, jeg har skrevet om i de foregående artikler i denne serie.

Men politikere og myndigheders bestræbelser på at fremelske borgere med en ”ideel” adfærd havde næppe heller været gangbare under den kolde krig. For eksempel er uddannelse og arbejde gået fra at være et gode for den enkelte, der på den måde kunne styrke egne og familiens muligheder, til at være en positivt bidrag til ”samfundslivet”. Fødevareminister Dan Jørgensens kampagner for at få os til at spise sundere er et andet eksempel. Det ser tilforladeligt ud, for herregud, det er jo kun godt at spise sundt. Men den slags kampagner havde mindsket kontrasten til øst-regimernes forkærlighed for bannere med opbyggelige slagord.

Staten sidder helt generelt på en stadigt voksende del af økonomien. Det stigende skattetryk tegner kun en del af billedet – oven i det kommer, at staten via regulering har lagt langt stærkere bånd på den formelt private del. Man kan ikke dokumentere, at det er derfor, at økonomien er gået ind i noget, der mere og mere ligner permanet lavvækst som den, man havde i østblokken. Men man kan konstatere, at dette er sket, og var det sket før 1989, havde staten haft et yderligere forklaringsproblem. For naturligvis var også den større velstand i vesten en af årsagerne til, at vi så vores samfundsform som overlegen.

Statens større magt er særligt synlig inden for medierne. Under den kolde krig var statslig dominans på dette felt noget, man forbandt østblokken med. Men i dagens Danmark skal man ned til små netmedier som det, du læser på her, for at finde medier, som ikke er enten ejet af staten, eller som er afhængige af dens tilskud.
Vi lever2

Naturligvis er det godt, at muren faldt og den kolde krig hørte op. Men det er ikke nødvendigvis kun godt, og meget tyder på, at konkurrencen fra østblokken var sund for de vestlige samfund. Indicierne er i hvert fald stærke nok til, at vi kan sende en venlig tanke de regimer og bevægelser i Mellemøsten og omegn, som vi stadig har et modsætningsforhold til. Hvem ved, hvor meget religions- og ytringsfrihed, vi ville have tilbage uden dem.

 

 

Kommunernes Landsforening udgav i marts 2013 debatoplægget Invester før det sker, der beskriver ”velfærdssamfundet version 3.0”. Oplægget er et af de tydeligste eksempler på, at det offentlige system bliver beskrevet med en retorik, der minder om den, man brugte i østblokken – herunder opfordringen til borgerne om at understøtte systemet med såvel frivilligt arbejde som med deres private adfærd i almindelighed. Det hedder blandt andet, at ”uddannelse og arbejde er to helt grundlæggende forudsætninger for at kunne deltage aktivt i samfundslivet”. En ret utrolig bemærkning i betragtning af, at det kun er cirka halvdelen af befolkningen, der har både arbejde og uddannelse.

Andre artikler i serien: Vol. 1, Vol. 2, Vol. 3, Vol. 5, Vol. 6.

Fotos (første og tredje): Stiftung Berliner Mauer, J. Hohmuth.

Nederste billede er et skærmprint, der viser mulighederne, hvis man prøver at google den nutidige anvendelse af talemåden om, at ”vi lever i et frit land”.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *