Tre ligheder mellem overvågningen i Danmark og DDR

Murfalds-jubilæum, vol. 3: ”Se, skatteminister (…). Da jeg var justitsminister, så gjorde vi tit det, at vi sendte SKAT sådan lidt i forvejen, fordi de havde flere bemyndigelser, end vi havde i politiet, til at lave nogen ting. Ja, man kan gå ind, som du selv nævner her, og gå ind og få nogle oplysninger, som politiet ikke bare kunne få uden dommerkendelse”.

Det er den konservative Brian Mikkelsen, der har sagt ordene. Han sagde dem på et samråd i Folketinget i oktober sidste år. Skatteministeren, han talte til, var Holger K. Nielsen fra SF. Emnet var SKAT’s brug af teleoplysninger.

Den udenforstående kan undre sig over, hvorfor man dog kan sætte SKAT til at hente oplysninger for politiet, når politiet ikke selv kan hente dem uden en retskendelse. Så er kravet om retskendelse jo værdiløst. Men det foregår altså på den måde, og det er blot et af mange eksempler på, at den voldsomme stigning i overvågningen af danskerne ikke er ”uskyldig”. Den går hånd i hånd med en udhuling af borgernes retssikkerhed, lige som det også var tilfældet i DDR.

Her er, som lovet i forrige artikel i serien, tre fællestræk mellem overvågningen af borgerne i Danmark i dag, og det, som man kendte i DDR.

mur31. Overvågning bliver normen. Overvågningen af borgerne i DDR eskalerede i regimets sidste årti. Det var groft sagt den brede overvågning, der kom til – forsøget på at holde øje med alt og alle, uden at der var en konkret anledning til de i de enkelte tilfælde. Efterspørgslen efter dette kom fra partiet. Det blev ført ud i livet ved, at de Stasi-ansatte blev målt på, hvor mange informanter, de havde inde i folden, og hvor ofte de høstede oplysninger fra disse informanter. Det var en praksis, som de Stasi-ansatte selv var frustrerede over. Det var svært at rekruttere informanterne, og møderne med dem skulle foregå i fritiden på hemmelige steder. Oveni havde de Stasi-ansatte en fornemmelse af, at deres mange rapporter om stemningen i befolkningen alligevel ikke blev læst. I hvert fald skete der sjældent noget, selv om man pegede på konkrete og reelle problemer, for eksempel om produktion, der blev hæmmet på grund af forældet udstyr.

Hvad partimedlemmerne har tænkt, ved de kun selv. Men de synes med tiden at være kommet til at betragte overvågningen som den normale, trygge tilstand, uanset om de ledte efter noget konkret eller ej.

En tilsvarende udviklingen har man set i Danmark. Det helt store spring i overvågningen herhjemme skete efter den 11. september 2001. Det var ved den lejlighed, at man pålagde teleselskaberne at gemme oplysninger om vores brug af telefon og internet. Man kan for så vidt forstå, at der i det første chok, hvor man havde fornemmelsen af at stå med en ukendt fjende iblandt os, blev taget drastiske midler i brug for at overvåge hele befolkningen. Men det forklarer ikke, at overvågningen ikke siden er blevet lempet, men tværtimod udvidet. Politi og efterretningstjeneste kan ikke længere være på bar bund – de må vide nogenlunde hvilke miljøer, de skal holde øje med for at finde mistænkte, som man så på traditionel vis kunne få retskendelse til at overvåge.

Men politiet argumenterer i dag også med, at teleoplysningerne er velegnede til at opklare andre forbrydelser, og selv om disse intet har med terror at gøre, er politikerne naturligvis utrygge ved, om mordere og indbrudstyve får lov at gå fri, hvis overvågningen bliver ophævet. Således har alle vænnet sig til overvågningen og til, at man dårligt kan købe et simpelt mobilabonnement uden at oplyse sit cpr-nummer.

Terrortruslerne var selvfølgelig en alvorlig baggrund. Men også meget banale hensyn har givet anledning til store udvidelser af overvågningen. For eksempel bragte DR i begyndelsen af 2014 nogle tv-udsendelser om tænkte eksempler på skatteunddragelse, hvor det blandt andet indgik, at man kunne skjule sin færden i udlandet ved at bruge et kreditkort uden navn på. Umiddelbart efter fik Emilie Turunen, daværende medlem af EU-parlamentet og i dag chef for public affairs (!) i Nykredit, bevirket, at denne mulighed blev lukket. Det skete uden den store polemik, selv om det i historisk sammenhæng er ganske ekstremt, at borgerne ikke kan foretage simple handler, uden at myndighederne skal have oplysninger om det.

mur5Også kontrollerne uden retskendelse på privat grund er blevet norm. Justitsministeriet oplyser ganske vist hvert år i en redegørelse, at man i forbindelse med nye love vil tilstræbe, at ”der ikke unødigt medtages bestemmelser, der gør det muligt for offentlige myndigheder at skaffe sig adgang til privat ejendom.” Men den formulering viser blot, at ministeriets bagatelgrænse er meget lav, i hvert fald i erhvervsrelateret lovgivning. Her er man ikke karrig med at give de relevante myndigheder ret til at gå ind i virksomhederne uden retskendelse, og man gør sig sjældent ulejlighed med at målrette hjemlerne til konkrete, konstaterede problemer. I stedet bliver hjemlerne formuleret bredt og rummeligt, så myndighederne selv kan fylde dem ud.

2. Finder man intet, bliver det et argument for at udvide overvågningen. I udgangspunktet var det langt fra kun paranoia, der drev DDR-lederne til at have en hemmelig sikkerhedstjeneste. De havde fuldstændig ret i, at var mange indre og ydre fjender, og med Vesttyskland som et meget direkte sammenligningsgrundlag for borgerne var DDR også mere sårbart end de andre østlande.

På et punkt viste det sig dog, at mistankerne var ubegrundede: Der gik rygter om, at nogle ude på arbejdspladserne saboterede produktionen. Disse rygter kunne være ganske fantasifulde – som at nogle på kollektivlandbrugene ikke malkede al mælken ud af køerne.

Men selv om efterforskningen med et hav af informanter viste, at rygtet ikke havde noget på sig, blev det ved med at leve – og man blev ved med at rekruttere informanter til ny efterforskning på området.

Igen er det kun partimedlemmerne, der kan sige, hvorfor man ikke lukkede efterforskningen, men tværtimod udvidede den. Måske var det et omvendt ræsonnement, hvor det totale fravær af faktiske tilfælde førte til den konklusion, at sabotørerne måtte være særligt snedige og farlige. Der kan også have været politiske hensyn – det har givet været bekvemt at skyde skylden for den kroniske varemangel på sabotører, som alternativ til, at partiet selv skulle påtage sig skylden. Også for Stasi selv var det bekvemt at holde rygtet om sabotører i live. De kunne bruge det i den besværlige hvervning af nye medarbejdere og informanter, fordi en sådan sabotage også forargede den almindelige østtysker, uanset hvad han eller hun mente politisk.

Lidt pudsigt har danske politikere i dag et problem, der ligner det, som partimedlemmerne i DDR stod med: Den økonomiske vækst i Danmark har de senere år været lavere end i de lande, vi sammenligner os med, og som noget usædvanligt er bruttonationalproduktet i Danmark endnu ikke oppe på niveauet fra før finanskrisen, der brød ud for seks år siden. Dette på trods af, der er vedtaget et større antal vækstpakker og lignede fra politisk hold.

Et af problemerne i Danmark er svag konkurrence i nogle sektorer. En del af dette kan skyldes ulovlige, konkurrencebegrænsende aftaler. Men sådanne aftaler er forholdsvis nemme at opklare, fordi de – i modsætning til for eksempel et almindeligt indbrud i et hjem – har en stor udstrækning i tid og rum, og dermed i højere grad efterlader fysiske beviser og vidner. Tilmed har konkurrencemyndighederne (dog med retskendelse) lov til at foretage såkaldte dawn raids i virksomheder, som de mistænker for at være med i karteller.

Alligevel finder man kun meget sjældent større sager på området. Og en svag konkurrence kan da også foregå fuldt lovligt. Ingen forretningsdrivende har pligt til at gå på strandhugst blandt konkurrenternes kunder, og det er god latin for virksomheder i alle brancher, at man helst vil konkurrere på alt andet end netop prisen.

mur6Imidlertid er politikerne tilsyneladende fortsat overbeviste om, at der bliver lavet ulovlige aftaler i større omfang. Derfor blev politiets og konkurrencemyndighedernes beføjelser på området væsentligt udvidet i 2012. Blandt andet har politiet fået mulighed for at aflytte telefoner i sagerne, og man har indført et instrument, som stadig er meget usædvanligt i Danmark, men som var hverdagspraksis i Stasi: Man har indført straffrihed til de virksomheder, der først erkender sin brøde, og som samtidig angiver de øvrige deltagere i et kartel.

3. Skellet mellem lovligt og ulovligt forsvinder. Skal man udpege blot én af de klassiske frihedsrettigheder, der er særligt vigtig for retssikkerheden, er det hjemmets ukrænkelighed. Altså det, at myndighederne kun kan tiltvinge sig adgang til privat grund, hvis det er nødvendigt for at opklare alvorlige forbrydelser – og i så fald kun efter tilladelse fra en domstol, der har vurderet, at hensynet er reelt.

Det er vigtigt, fordi det sikrer, at myndighederne ikke forfølger borgere af usaglige grunde. Uden kravet om retskendelse ville magthavere for eksempel kunne forfølge politiske eller religiøse minoriteter. En ransagning er så belastende, at den i sig selv vil blive oplevet som en straf. Desuden, med nutidens omfattende lovgivning gør vi mere eller mindre alle noget, vi ikke må. Dermed kan man stort set altid finde et formelt grundlag at straffe folk på, hvis man har adgangen til at efterforske dem grundigt nok.

Det var i høj grad på dette punkt, der gik galt i DDR. Fra begyndelsen var der for så vidt retssikkerhed. Loven indeholdt naturligvis begrænsninger i retten til politiske handlinger og ytringer. Men for at man kunne blive straffet, skulle det bevises, at man overtrådte disse love. Politiet skulle også i DDR have retskendelser for at foretage ransagninger. Stasi kunne heller ikke bare straffe folk, end ikke selv om man gennem sin hemmelige virksomhed fandt beviser på politiske forbrydelser. Informanternes oplysninger, for eksempel, kunne ikke bruges som bevismateriale ved domstolene.

Men Stasi udviklede med tiden metoder til at komme uden om disse begrænsninger. Havde man behov for at ransage med henblik på at fremskaffe beviser, kunne man for eksempel arrangere et hastigt indbrud i den pågældendes hjem – og derefter kontakte det almindelige politi, som så under sin efterforskning på ”gerningsstedet” ville støde på det belastende materiale. Så kunne dette bruges ved en domstol.

Ydermere fandt Stasi på sine egne måder at straffe på. Organisationen var magtfuld nok til at bestemme, om folk skulle forfremmes eller ej, om de skulle få adgang på læreanstalter, om de skulle have god eller dårlig løn, eller mere simpelt, om de skulle forrest i køen til at få en bolig, en bil, eller en telefon. Mere alvorligt kunne man også forpeste folks liv med falske breve, rygter og så videre. Naturligvis gik man ikke op i, om man havde beviser, før den slags sanktioner blev sat i værk – det skete på baggrund af fornemmelser og antagelser.

I Danmark har det i mange år været gængs praksis, at myndighederne går ind på privat grund uden retskendelse. Dog udtrykkeligt ikke for at efterforske forbrydelser, men for at kontrollere at for eksempel skattebetalingen foregår korrekt, at arbejdspladser ikke er farlige, og at der er tilstrækkelig hygiejne på restauranter. Politikerne fandt den slags nødvendigt, men i hvert fald tidligere var de meget bevidste om, at de var ude i noget, der var betænkeligt i forhold til retssikkerheden.

I 2001 besluttede den nye VK-regering at gøre noget ved denne gråzone. Det skete med ”Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter”, eller bare retssikkerhedsloven, der blev endelig vedtaget i 2004. Den nye lov lagde fælles rammer for myndighedskontroller, og politikerne opfattede den som en parallel til retsplejeloven, der regulerer myndighedernes arbejde på det strafferetlige område. Venstres ordfører Birthe Rønn Hornbech udtrykte det sådan, at ”vi nu endelig får en lille smule retssikkerhed for bagere og bønder og brugtvognshandlere, sådan som man altid har haft det for rockere og røvere og rovmordere.”

Et centralt punkt i loven er, at man under kontroller uden retskendelse ikke må efterforske strafbare handlinger. Eksperterne havde forinden en del diskussion om dette emne, for hvad nu hvis kontrollanterne tilfældigt faldt over en forbrydelse i en virksomhed? Men de blev enige om, at hvis kontrollanterne fik mulighed for at gå videre med det, ville der være for stor ”omgåelsesrisiko”. Altså risiko for, at myndighederne reelt brugte loven til at slippe uden om kravet om retskendelse i forbindelse med efterforskningen af strafbare handlinger.

mur7I praksis synes loven imidlertid at have fået den stik modsatte effekt af hensigten. Dårligt var den vedtaget, før man i stor skala begyndte at bruge myndighedskontrollerne uden retskendelse til at fange og straffe forbrydere.  Det er her, Brian Mikkelsens citat fra indledningen kommer ind i billedet. Han blev justitsminister i 2008, det vil sige blot fire år efter, at han selv var med til at vedtage retssikkerhedsloven, inklusive dens udtrykkelige forbud mod at bruge myndighedskontroller inden for strafferetten. Men allerede på det tidspunkt var det altså noget, man ”tit” gjorde, og endda helt bevidst og systematisk.

Det er især kommet til udtryk gennem den såkaldte Al Capone-model, hvorefter man bruger de administrative kontrolhjemler til at efterforske eller straffe formodede forbrydere – hvis ikke for den forbrydelse, de antages at have begået, så for noget andet. Modellen har blandt andet været brugt til at bekæmpe rockere, indvandrerbander, doping, rufferi, ulovlig indvandring og ulovlige sprøjtemidler. Hvor det måske lyder som ædle formål, så er pointen i mange tilfælde, at der netop ikke er nogen beviser for, at de ramte skulle have begået kriminalitet. Men alene på mistanken bliver de udsat for særlig hårdhændet kontrol på andre områder. I andre tilfælde er der end ikke nogen mistanke – her rammer kontrollerne i stedet bekendte og legale samarbejdspartnere til den, som myndighederne virkelig er ude efter.

Det bliver kun værre af, at udgangspunktet ofte er mere politisk end juridisk. Det er tilfældet, når enkeltsager i medierne eller politiske interesseorganisationer skaber et pres for at ”gøre noget”.

SKAT er ofte den centrale myndighed i disse aktioner. Det kan dårligt være anderledes, end at medarbejderne får det indtryk, at retssikkerhedsloven er uvæsentlig, og at deres reelle opgave tværtimod er at træde til, når politikerne oplever lovgivningens rammer som snærende.

Ti år efter, at retssikkerhedsloven blev vedtaget, har SKAT da endnu heller ikke fået etableret et system, der på blot det allermest elementære niveau gør det muligt for udenforstående at se den praksis, man har anlagt. SKAT tæller lige akkurat kontrollerne, men i mange år var der fejl i optællingerne. Man tæller slet ikke, hvor mange kontroller der er henholdsvis med og uden varsel (kontrollerne skal ifølge retssikkerhedsloven varsles, hvis det er muligt, uden at det underminerer formålet med kontrollerne), og man tæller ikke klager og indsigelser fra borgerne. I stedet holder man sig i den årlige afrapportering til Justitsministeriet til en standardformulering om, at ”den praktiske anvendelse af retssikkerhedsloven ikke generelt giver anledning til problemer eller klager i nævneværdig grad”.

Den sidste oplysning er usand. Siden seneste afrapportering er der kommet de spektakulære oplysninger om, at en kontrollant fra SKAT ifølge en bilforhandler har truet med rockere. Hvor der vel trods alt er en eller anden misforståelse involveret i dén historie, så tyder andre sager på, at der gået råd i kulturen i SKAT, og at man i mange tilfælde anvender regulære bøllemetoder. For eksempel er der historien om eleven, der på facebook pralede med, at hendes organisation (altså SKAT) var stærkere end rockerne. Eller den om erhvervsmanden, der blevet truet med, at man ville gå efter hans familiemedlemmer, hvis han ikke han godtog SKAT’s tvivlsomme beregning af hans egen skat. Eller den om fotomodellen, der først blev idømt fængsel, men som senere blev frikendt, fordi det i mellemtiden viste sig, at SKAT havde anlagt en meget mildere linje i en sag, der vedrørte en toppolitiker, nemlig Helle Thorning-Schmidt. Selv efter frifindelsen af fotomodellen har en ledende medarbejder i SKAT omtalt hende i nedladende vendinger i en artikel, hvor han kritiserer frifindelsen.

mur8Det kan meget vel være, at det er et mindretal af SKAT’s medarbejdere, der skejer ud på den måde. Men de er tilstrækkeligt mange til, at det er dem, der i dag tegner billedet af skattemyndigheden.

Den østtyske erfaring er, at det er særdeles giftigt for staten, når en central og meget magtfuld institution er frygtet, men ikke respekteret. Det er også en situation, det er svært at komme ud af igen, fordi man ikke kan foretage en troværdig oprydning, uden at politikerne påtager sig deres ansvar for situationen. Og at politikere, for at nå deres mål, skal fjerne sig selv er, i Danmark såvel som i DDR, en kortslutning af den politiske logik.

 

 

Se optagelsen fra det omtalte samråd i Folketingets skatteudvalg her. Vi kommer ind, hvor Brian Mikkelsen siger det citerede. Bemærk, at Holger K. Nielsen afviste, at den praksis, Brian Mikkelsen beskrev, blev anvendt af den daværende regering. Men det var ikke sandt. I det store og hele er praksis fortsat fra VK-regeringen, og man har desuden udvidet med indsatsen mod ”social dumping”, hvor der er også er sammenblanding af strafferetspleje og administrative kontroller. Læs mere om det i dette gamle indlæg.

Beskrivelsen af Stasis praksis er, som i de første artikler i serien, baseret på Gary Bruces’ bog ”The Firm – The Inside Story of the Stasi”.

Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia har i et notat gengivet, hvad registreringen af teleoplysninger ifølge politiet har ført til at resultater, i henseende til bekæmpelse af almindelig kriminalitet. Se notatets punkt 3. Resultaterne inden for terrorbekæmpelse vil politiet ikke oplyse om.

Et eksempel på, hvor bredt kontrolhjemlerne bliver formuleret, findes i den miljøskadelov, som daværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V) fik igennem Folketinget i 2008. Kontrolhjemlen findes i paragraf 34. Bemærk også paragraf 35. Den handler om den situation, hvor myndigheden må afbryde eller begrænse en kontrol, fordi der kan være sket en strafbar handling, således at det i stedet er retsplejelovens regler, der gælder. I dette tilfælde – altså bare ved en indikation om en strafbar handling – bliver virksomheden pålagt øgede omkostninger til dokumentation.

Jeg har tidligere skrevet om et par af kontrolhjemlerne. Her er et eksempel på en hjemmel, der er givet, på trods af det er praktisk talt ligegyldigt, om virksomhederne overholder den pågældende lov. Her er et eksempel på en hjemmel, som Justitsministeriet har godkendt, selv om den er meget vidtgående og giver en kommunal sagsbehandler magt til at trænge ind i en borges hjem, endda sammen med politiet, og selv om det pågældende fagministerium har argumenteret meget ringe for, at der skulle være behov for hjemlen.

Se dette tidligere indlæg om ændringen af konkurrenceloven, således at der blandt andet kan foretages telefonaflytninger.

Andre artikler i serien: Vol. 1., Vol. 2, Vol. 4, Vol. 5, Vol. 6.

Fotos: Lene Tymoshenko

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

One Response to Tre ligheder mellem overvågningen i Danmark og DDR

  1. Dennis jensen says:

    Der er registeret ulovlig overvågning af den danske befolkning i utallige databaser
    https://www.shellsec.pw/traad-gigant-gsm-netvaerk&highlight=gsm+netv%C3%A6rk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *