Til brug for en enkelt sag

Lige før sommerferien sidste år vedtog Folketinget at sætte nogle ekstra sætninger ind i paragraf 12a i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Bl.a. denne sætning:

”Kontrollen kan foregå som generel kontrol eller til brug for en enkelt sag.”

Paragraffen giver kommunerne lov til at foretage uanmeldte kontrolbesøg på virksomheder for at se, om der er nogle, der svindler med sociale ydelser – f.eks. ved at være på arbejde samtidig med, at de modtager sygedagpenge.

Før lovændringen kunne man kun kontrollere generelt; det vil sige gå ind på tilfældigt udvalgte virksomheder og se, om alt i berøring med sociale ydelser foregår, som det skal, og i modsat fald fortælle folk, at de skal bringe det i orden. Efter lovændringen behøver det ikke mere at være tilfældigt udvalgte virksomheder, man går ind i. De kommunale kontrollanter kan gå specifikt efter de sager, hvor de har mistanke om, at de har fået forkerte eller ufuldstændige oplysninger.

Det lyder måske umiddelbart meget rimeligt og u-sensationelt. Men det er det ikke, og her er forklaringen:

Det er en fast bestanddel af selv den mest simple opfattelse af menneskerettigheder, at enhver har ret til en privatsfære, der er ukrænkelig. Myndighederne kan ikke bare bryde ind i borgernes hjem, de kan ikke åbne borgernes post, aflytte deres telefoner og så videre. Det er et sæt rettigheder, der er fundamentale, fordi borgeren ellers er magtesløs over for den store, stærke, ansigtsløse stat.

Men staten skal så også beskytte borgerne mod overgreb fra andre borgere. Derfor kan staten alligevel gå ind i folks hjem, åbne post og aflytte telefoner, hvis det er et led i at bekæmpe kriminalitet. Men det kræver, igen ifølge både internationale menneskerettigheder og vores egen grundlov, en dommerkendelse i hvert enkelt tilfælde. Myndighederne skal overfor dommeren angive en grund til en konkret mistanke mod den, hvis privatsfære, man vil bryde ind i.

Det indebærer groft sagt, at myndighederne ikke bare kan ransage the usual suspects, uanset hvor intuitivt klart det forekommer, at disse er nogle skiderikker. Kravet om en dommerkendelse, der er begrundet i konkret mistanke, bliver da også ofte anset for en beskyttelse af de kriminelle. Det er det for så vidt også, men det er ikke hensigten: Hensigten er i stedet netop at beskytte de lovlydige. Myndighederne skal ikke kunne misbruge en strafferetslig efterforskning som en undskyldning for at bryde ind hos borgere, de af andre grunde har noget imod.

I det moderne samfund er det så blevet lidt mere kompliceret. Der er en række andre situationer end strafferetslige efterforskninger, hvor det er hensigtsmæssigt, at myndighederne kan gå ind i privatsfæren og kontrollere. Det gælder for eksempel, når fødevarekontrollen kommer ud i restauranter og tjekker, at maden bliver tilberedt uden at bringe gæsterne i fare. Hvis ikke Skat kunne komme på uanmeldte kontroller i virksomheder, ville skatteprovenuet også falde drastisk.

Derfor har man i en lang række situationer givet tilladelse til, at myndighederne kan bryde ind i borgernes privatsfære, uden dommerkendelse, og uden nogen konkret mistanke. Det er muligheder, der tværtimod bliver givet under den udtrykkelige forudsætning, at der ikke er nogen konkret mistanke. Borgeren skal ikke have nogen frygt for kontroller, der bliver foretaget uden dommerkendelse. Den slags kontroller skal kun have til hensigt at vejlede borgere og virksomheder om, hvordan de fremover gør tingene rigtigt.

De her principper kender vi alle fra toldkontrollerne i for eksempel lufthavne. Det er lidt ubehageligt at se tolderen rode ens kuffert igennem, og det er selvfølgelig ærgerligt, hvis man har tænkt sig at smugle en flaske spiritus ind, og den så bliver konfiskeret. Men med mindre, man ligefrem har våben, narko eller tilsvarende i bagagen, behøver man ikke frygte en straf.

Blandt de myndigheder, der har fået beføjelser til at gå ind i folks privatsfære, er altså kommunerne. Sådan har det været længe. Det nye, med lovændringen fra sidste sommer, er, at de også kan kontrollere for en enkelt sag. Her har man brudt sondringen mellem de rent administrative kontroller, som nok kan vække ubehag, men ikke frygt, og så ransagninger mod en mistænkt. Det er vanskeligt at forestille sig, at kommunerne vil bruge den nye paragraf i andre situationer end dem, hvor de har en intuitiv mistanke om, at borgeren har givet forkerte oplysninger, og dermed begået en strafbar handling.

Med andre ord: Man har givet kommunerne adgang til at føre en særlig kontrol med the usual suspects. Det hele lyder umiddelbart harmløst og ganske rimeligt, men virkeligheden er, at man har åbnet en ladeport for at kommunerne kan invadere privatsfæren hos borgere og virksomheder, de ikke kan lide, eller som de bare har en eller anden diffus uvilje imod.

Paragraf 12a blev i forvejen brugt meget bredt. Da den kom ind i loven i 2002, blev der i lovens bemærkninger nævnt nogle begrænsninger på, hvordan den kan bruges. Men de er svære at tolke, og kommunerne selv har tolket dem derhen, at de må gå ind i en hvilken som virksomhed.

Så hvis man spørger sig selv, hvilke begrænsninger kommunerne har på at kontrollere borgere, når de er på arbejde, så er det hurtige svar: Der er kun én begrænsning tilbage: Kommunerne må ikke kontrollere arbejde, der foregår i private hjem. Bortset fra det har kommunerne ret til at foretage efterforskning hvor de vil, og uden overholde normale retsgarantier.

Det er i det lys, man skal se det, når flere medier i december skrev om, at både befolkningen og kommunerne selv efterlyste udvidet kontroladgang for at forhindre socialt bedrageri. Det var DR, der åbnede historien, som efterfølgende blev taget op af flere andre medier.

Hvis myndighederne skal have en udvidet kontroladgang, så må det nødvendigvis være en adgang, der handler om at kontrollere borgerne i deres egne hjem, eller i hvert fald uden for arbejdspladserne. Der er ikke andre muligheder. På arbejdspladserne er kontroladgangen allerede fuldstændig.

Nu kan man sige, at de private hjem er også det relevante sted at kontrollere, hvis man vil afsløre socialt bedrageri. Historierne i december kom på baggrund af en analyse om socialt bedrageri, som KMD (der tidligere hed Kommunedata) lige havde udgivet. Af den fremgik det, at den mest almindelige form for socialt bedrageri vedrører borgere, der reelt ikke bor, hvor de oplyst, at de bor, og som på den måde får adgang til diverse tillæg. Typisk fordi de er blevet regnet som singler, mens de efter myndighedernes opfattelse i virkeligheden lever i parforhold.

Men kommunerne har også allerede en lang række muligheder for at tjekke borgernes private oplysninger. De kan, ifølge KMD-analysen, få oplysninger fra blandt andet Post Danmark, boligforeninger, forsyningsvirksomheder, banker, politiet og a-kasser.

Faktisk er kontroladgangen netop blev udvidet ganske voldsomt. Tilbage i Poul Nyrups regeringstid var Venstre og Konservative stærke modstandere af de uanmeldte kontroller. Men de skiftede mening, da de selv kom i regering. Kontrollerne blev et mere og mere anvendt instrument, og det kulminerede med den lov, jeg har omtalt her ovenfor. Det var stort set den sidste lov, VK-regeringen nåede at få gennem Folketinget, og den gav også på en lang række andre punkter myndighederne øget mulighed for at foretage kontroller i privatsfæren, til at sammenkøre registre og til at straffe borgere, der træder ved siden af.

Der var en anden af paragrafferne i loven, der var meget nyskabende i forhold til den respekt for privatsfæren, der eller har været en selvfølge for borgere i Danmark: Pensionsstyrelsen (tidligere Arbejdsdirektoratet) kan nu stoppe folk ved trafikknudepunkter – for eksempel lufthavne, banegårde og større rastepladser – og kræve, at de identificerer sig selv med blandt andet cpr-nummer. Selv i situationer, hvor der rent faktisk er optræk til en eller anden form for ballade, har end ikke politiet så vidtgående rettigheder. Pensionsstyrelsen kan endda også kræve at se rejsedokumenter, hvis de får ”en formodning” om at en borger er i gang med at overtræde rådighedsreglerne.

Paragraffens ædle formål er netop at hindre den form for socialt bedrag, hvor man rejser til udlandet, samtidig med at man herhjemme får en ydelse for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet eller til at tage en uddannelse. Men prisen er altså, at alle borgere, uanset om de modtager sociale ydelser eller ej, kan blive kontrolleret i et hidtil uset omfang. Foruden ved, at man også med denne paragraf gør vold på princippet om, at myndigheden skal have dommerkendelse, når der er en formodning om en strafbar handling.

På trods af alt dette sprang både KMD og de medier, der tog analysen op, helt ureflekteret med på vognen og vinklede på behovet for mere kontrol. Det kan, i hvert fald for mediernes vedkommende, skyldes uvidenhed om hvor omfattende kontrolmulighederne allerede er, og hvor meget de er blevet udvidet i de seneste år. Det kan også skyldes en meget høj tillid til, at kontrolmyndighederne ikke misbruger kontrolmulighederne.

Men i virkeligheden viser netop hele denne fokus på socialt bedrageri, at præmissen ikke holder. Der er i høj grad stadig behov for de gode, gamle retsregler, der sikrer, at myndighederne ikke udpeger tilfældige syndebukke.

Det sociale bedrageri omfatter nemlig, ifølge KMD-analysen, kun 3-5 procent af de sociale ydelser. Det er på niveau med det snyd og spild, der også findes på alle områder. Det er en myte, at modtagere af sociale ydelser skulle være særligt bedrageriske, og man kunne med samme logik gennemføre vidtgående kontrolforanstaltninger mod butikstyveri, pjækkeri fra arbejdet eller forsikringssvindel.

Det ville også være underligt, hvis modtagere af sociale ydelser var særligt bedrageriske. De er nemlig – os selv. Langt de fleste modtager sociale ydelser i perioder af livet. Sådan fungerer det i Danmark. Og nu fungerer det altså også sådan, at vi har accepteret en voldsom udhuling i vores borgerrettigheder, for at beskytte os mod os selv.

_______________________________________________________________

Se KMD’s hjemmeside for analysen ”Socialt bedrageri – Omfang, adfærd og holdninger”.

Se DR’s dækning af analysen her, og Politikens dækning her. Kommunale medarbejdere er citeret for et ønske om øgede kontrolmuligheder, men det er fejlagtigt, når det bliver beskrevet som et generelt ønske fra kommunerne. De svarede kun på, om øget kontrol ville have effekt, og det mente de fleste. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de også ønsker at få flere kontrolmuligheder. Kommunerne anser regelforenkling som det mest effektive instrument.

Den omtalte lov hed L 187 – ”Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., integrationsloven og forskellige andre love.” Den blev fremsat af daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) den 6. april 2011. Find loven på Folketingets hjemmeside under 1. samling 2010-2011. Her kan man også finde blandt andet bemærkningerne til loven og ordførernes taler under Folketingets behandling.

Se Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område på Retsinformation.

Foto: Torben Svane

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

5 Responses to Til brug for en enkelt sag

  1. Ebbe Kallmeyer says:

    Meget interessant og væsentligt.
    Du skriver: “Der er i høj grad stadig behov for de gode, gamle retsregler, der sikrer, at myndighederne ikke udpeger tilfældige syndebukke”. Det er vel ikke det myndighederne gør.
    Eller er der eksempler på det ?
    Interessant var det måske at undersøge, om folk generelt føler sig krænket af at skulle vise billet og cpr.nr. til pensionsstyrelsen i lufthavnen.
    Kan du uddybe hvor pensionsstyrelsen har større beføjelser end politiet ?

    • Sten Thorup Kristensen says:

      Politiets rettigheder i denne forbindelse fremgår af retsplejelovens paragraf 750: “Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring, og ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale sig. Enhver er dog pligtig på forlangende at opgive navn, adresse og fødselsdato til politiet. Undladelse heraf straffes med bøde.”
      Pensionsstyrelsen kan altså gå videre og forlange både fuldt cpr.nr. og at se rejsedokumenter.
      Nogle vil givet føle sig krænkede, men hvor mange ved jeg ikke. Jeg synes heller ikke det har betydning for det principielle: Basale rettigheder bør være uahængige af, om nogle borgere alligevel ikke bruger dem til noget.
      Sikkert er det i hvert fald, at et mindretal af danskerne bliver krænkede over, at andre bliver danskere end dem selv bliver udsat for den slags kontroller 🙂 Det fremgår af en undersøgelse, KMD har fået lavet, og som også er med i analysen. Den vender jeg tilbage til senere.
      Det gør jeg også med nogle konkrete enkeltsager – håber jeg i hvert fald. Af gode grunde er der jo ofte om ikke fortrolighed, så i hvert fald et ønske om diskretion i sådan nogle tilfælde. Men at grupper af borgere bliver udpeget som syndebukke, er for mig at se klart. Det er tilfældet her med modtagere af sociale ydelser.

  2. Betyder denne lovændring at alle danskere kan checkes nu? Hvis svaret er ja, så har vi vel fået os en fin lille politistat.

    Er der forresten tegn på at den smarte åbning i loven kan anvendes til andet? Terrorpakken var jo fx som sendt fra himlen. Nu behøver polisen ikke længere bøvle med at få dommerkendelser eller etablere ret meget sag mod et røvhul, nu kan de bare frit aflytte telefonsamtaler og snuppe folk for en gros stofsalg, selvom det slet ikke var meningen at det skulle bruges således.

    • Sten Thorup Kristensen says:

      Ja, det betyder lovændringen. Formelt må politiet kun komme med på kontroller for at beskytte de andre myndigheder, og det skal kun være hvor der er særligt behov for denne beskyttelse. Men i hvert fald i nogle tilfælde ser politiet stort på denne restriktion. Det er formentligt sådan, at opfattelsen af det skrider hen ad vejen: I begyndelsen opfatter man det som noget særligt – som en undtagelse – at myndigheden kan foretage kontroller uden dommerkendelse. Men efterhånden vænner man sig til, at den ret har myndigheden altså bare – og så kan man jo lige så godt inddrage politiet med det samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *