En bås til de hjemløse (og en del flere)

Næsten hver anden hjemløs har en psykisk sygdom. To tredjedele har også et misbrugsproblem; flest af alkohol eller hash, men en del misbruger også hård narko eller medicin. Det fremgår af en rapport, som SFI udgav sidste år.

Måske har vi vænnet os til, at det bare er sådan: Der må være noget galt i hovederne på de hjemløse. Det er der måske også i mange tilfælde. Men det er ikke dokumenteret, at det skulle være nær så udbredt, som det umiddelbart fremgår af rapporten. Hvad den viser er ikke direkte de hjemløses situation – men derimod myndighedernes syn på de hjemløse.

Rapporten afslører således også myndigheder, der er fordomsfulde, der ikke tøver med at sætte borgerne i bås som hjemløse, uanset hvad borgerne selv mener, og som mangler enhver selvkritik.

Unusual-Bench3Hjemløshed er, som følge af et tilfældigt sammenfald af forskellige begivenheder, blevet et af sommerens debatemner. En af disse begivenheder var en situation, hvor nogle kvinder på en måske ufølsom måde opfordrede en hjemløs til at finde et andet sted at sove end foran elevatoren på en metrostation. Episoden blev kendt, fordi tv-værten Hans Pilgaard efterfølgende kom i skænderi med de to kvinder. Han kaldte den ene af dem en ”arrogant kælling” og opfordrede hende råbende til at ”gå hjem til sit lille overklasseliv.”

Mange medier har nævnt, at der er cirka 6000 hjemløse i Danmark – se for eksempel her i Avisen.dk. Det er der dog ikke i den forstand af hjemløshed, som der var tale om i diskussionen på metrostationen. Her er tallet cirka en tiendedel: SFI fandt under sin optælling på en kold uge i februar sidste år, at 595 personer i denne uge havde tilbragt en eller flere nætter på gaden.

Men misforståelsen om tallet kommer ikke ud af den blå luft, for SFI tæller i alt 5820 hjemløse. Det er fordi, man regner langt flere end dem, der overnatter på gaden, med. De øvrige er i, hvad man betegner som ”en hjemløsesituation”. Der var i den pågældende uge et par tusinde, der overnattede i herberger og lignende. Dertil kom et par tusinde, som havde midlertidig bolig hos venner eller familie. Og så nogle andre mindre, og vidt forskellige, grupper. For eksempel folk, der bor i kolonihave, eller folk, der er under udslusning fra fængsler.

Et fællestræk for dem alle er, at de ikke enten har et hjem med egen lejekontrakt eller skøde, eller i hvert fald at et sådant hjem ikke er brugbart for dem.

Men som optællingen foregår, er der et fællestræk mere: At de pågældende har et eller andet socialt problem. Optællingen er nemlig foregået ved indberetninger fra ikke færre end 1160 sociale institutioner og lignende. Det vil sige, at man ikke opdager dem, der opfylder de formelle kriterier, men som ikke er i kontakt med sociale myndigheder. Det er tilfældet for rigtigt mange – efter den definition, som SFI anvender, har nærværende blogger har for eksempel strengt taget været hjemløs i to perioder. De fleste andre, jeg kender fra min egen generation, har tilsvarende prøvet hjemløshed, for eksempel i forbindelse med flytninger, hjemkomst fra udlandet eller brudte parforhold.

Man kan så sige, at der heller ikke er grund til at tælle borgere som hjemløse, hvis de, summa summarum, ikke har væsentlige, sociale problemer. Det efterlader bare et andet problem med SFI’s metode.

10563635_687340648026071_729331077_nFor hvem siger, at blot fordi man har et eller andet socialt problem, så er det også et væsentligt socialt problem, at man ikke har egen underskrift på lejekontrakt eller skøde? Der findes næppe noget land, hvor folk almindeligvis går mere op i deres bolig, end vi gør i Danmark. Men ude i verden er det helt normalt at prioritere boligen lavt, specielt hvis man ikke har så mange penge. Milliarder af mennesker i verden bor dårligt efter danske standarder, uden at de opfatter det som kernen i deres problem – eller som noget problem i det hele taget.

Og omvendt: Hvis man nu skal anskue boligproblemer, hvorfor så afgrænse det til, om man har en lejekontrakt eller et skøde? Man kan i høj grad have et problem med en bolig, man papir på, for eksempel hvis man bliver chikaneret eller truet af naboer. Fænomenet er særligt tydelig i forbindelse med dem, som er under udslusning fra fængsler. Et godt bud er vel, at de mere eller mindre alle synes, at deres boligforhold er blevet betragteligt bedre, i forhold til mens de sad i fængslet.

Hjemløshed, som SFI anskuer det, er således ikke noget, de pågældende selv definerer. Det er noget, de sociale myndigheder definerer hen over hovedet på dem.

Det fremgår også af det datamateriale, som SFI har arbejdet med. Det består af skemaer med oplysninger om hvert enkelt person. SFI foretrækker, at skemaerne er udfyldt af personerne selv, eller at de i det mindste har medvirket til at udfylde skemaet. Det har imidlertid kun kunnet lade sig gøre i 10 procent af skemaerne. De øvrige 90 procent har institutionerne udfyldt selv.

Det sætter også oplysninger om hvorfor ”hjemløshedssituationen” er opstået i relief. På spørgeskemaet er der mulighed for at angive flere væsentlige årsager, og dem, som har udfyldt skemaerne, har i hvert tilfælde angivet gennemsnitligt lidt over to årsager.

Det er her, psykisk sygdom og misbrug af alkohol eller stoffer vejer tungt. Hver af disse tre rubrikker er afkrydset i en tredjedel af spørgeskemaerne. Langt de fleste har mindst et af de tre problemer. Sådan er altså opfattelsen hos de medarbejdere i sociale institutioner, der betragter de registrerede hjemløse.

Det er særligt opsigtvækkende i forhold til de forklaringer, der handler om boligen selv. Man skulle tro, at hjemløshed i høj grad handlede om problemer med det tilgængelige boliger. Men kun 21 procent anfører ”mangel på bolig eller lignende botilbud” som en væsentlig årsag, og lige så få peger på ”udsættelse af bolig”.

Umiddelbart ville man også tro, at økonomiske vanskeligheder i praktisk talt alle tilfælde var en væsentlig årsag. Det er også det felt, flest har sat kryds i – men det er kun en smule flere, end der har sat kryds ved hver af forklaringerne om psykiske lidelser og misbrug.

Når man endelig er ovre i de indirekte forklaringer, kunne arbejdsløshed, eller et urummeligt arbejdsmarked, være oplagte årsager til hjemløshed. Men de muligheder er end ikke med i spørgeskemaet.

Spørgeskemaet mangler også andre muligheder. Der er for eksempel ikke mulighed for at angive, at de sociale medarbejdere har lavet dårligt arbejde, eller at det er systemet som sådan, der svigter. I hvert fald det sidste må ellers meget ofte være tilfældet, hvis udsagnene fra de sociale institutioner står det til troende. Af de hjemløse, de anser for at være psykisk syge, er der således kun 45 procent, der modtager behandling.

nathan-philips_homless_sleeping_bench_01Det er heller ikke muligt at anføre, at de hjemløse er hjemløse i den definerede forstand, fordi de foretrækker det sådan. På trods af, at det ikke er svært at forestille sig, at nogle foretrækker at bo hos familie eller venner eller i kolonihaver, og enkelte endda foretrækker at overnatte på gaden.

Så konklusionen er næsten forprogrammeret: Det er altid et problem, når folk afviger fra den normaldanske norm om at bo i en bolig, hvortil man har lejekontrakt eller skøde. Dette problem er aldrig systemets skyld. Samfundet i en bred forstand kan til dels være medskyldigt. Men først og sidst skyldes det, at den definerede hjemløse handler uforsvarligt og/eller er syg i hovedet.

Det er Socialministeriet, der har hyret SFI til at lave rapporten om hjemløse. Hensigten er at styrke hjælpen til denne gruppe. Men allerede inden man er nået til den praktiske hjælp har man altså stemplet og stigmatiseret 6000 borgere i Danmark, hvis eneste fællestræk er, at de hverken har skøde eller lejekontrakt på en bolig, og at de af en eller anden grund er konktakt med sociale institutioner. Det er en stempling, der ikke blot rammer dem som gruppe, men også individuelt: De spørgeskemaer, der er udfyldt, vil nu ligge i sagsmapperne hos de sociale institutioner. Institutionen havde måske ikke tidligere tænkt over, om den enkelte kunne karakteriseres som hjemløs, og hvorvidt han eller hun havde psykiske problemer eller et stort forbrug af alkohol eller stoffer. Men nu er der officielt papir på det – tilmed forsynet med de pågældendes cpr-numre.

Men også når man når til det praktiske arbejde med at hjælpe de 6000 mennesker til at få en bolig, har rapporten og dens syn på hjemløshed negative konsekvenser. Socialministeriet har som et led i en række målsætninger på det sociale område afgjort, at antallet af hjemløse skal nedbringes til 4000 i 2020. Men den definition, SFI’ har anvendt i sin optælling, indebærer, at man kan opføre de bedste bosteder og herberger i verden, uden at komme en hårsbredde tættere på at nå målet: Selv om en mand, der hidtil har sovet på gaden, får en seng på det nye bosted, vil han jo stadig tælle som hjemløs. Omvendt kunne man for så vidt også lukke alle herberger og sætte folk på gaden, uden at man officielt kom længere fra målet.

Konsekvensen er, at de sagsbehandlere, der i sidste ende bliver sat til at opfylde målsætningen, må sigte efter den del af målgruppen, der faktisk har en seng at sove i, og i mange tilfælde endda i det, de givetvis selv opfatter som et hjem. Altså dem, som har en midlertidig bolig hos venner og familie, i kolonihavehuse, på pensionater og lignende. De er de nemmeste at få over en i egen bolig med lejekontrakt. Men det er også blandt disse, at problemet er mindst – hvis der overhovedet er noget problem, set fra borgerens eget synspunkt.

MetroSå selv om de sociale målsætninger også har et punkt om at mindske det, man kunne kalde tilbagefald til egentlig hjemløshed, er der ikke rigtigt noget i dem, der hjælper den mand, som blev anledning til det højlydte skænderi i den københavnske metro.

Dette skænderi er således meget symbolsk for indsatsen mod hjemløshed: Der bliver stillet krav til de hjemløse. Der er grænser for den omsorg, man viser dem. Denne holdning repræsenterede de to kvinder. Om de handlede urimeligt og ufølsomt, ved kun de, som overværede episoden. Men denne del er også overdøvet af den højlydte, moralske markering om de bedste intentioner, som Hans Pilgaard repræsenterede.

Og det er også kun denne markering af principiel omsorg, der står tilbage, når sommeren er forbi, og det igen bliver koldt på gaden.

Øverste foto: BoGo Boo.

Næstøverste foto: Torben Svane

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , | 1 Comment

Det danske normskred om tvangsarbejde

Googler man begrebet ”Vor tids slaveri”, får man fluks over 300.000 tekster at læse. Det er ofte politikere og hel- og halvofficielle organisationer, der bruger begrebet. Der ligger i det, at der trods alt ikke er tale om slaveri i sin hårdeste form, som i sydstaterne før den amerikanske borgerkrig. Men budskabet er som regel, at vi fra Danmark må protestere mod de uacceptable arbejdsforhold, der angiveligt findes sig i udlandet – eller blandt udlændinge i Danmark.

Men det officielle Danmark er ikke i en position til at pege fingre. Et nøgternt blik på konventioner, som Danmark har tilsluttet sig langt tilbage i forrige århundrede, viser, at den danske stat i stor stil anvender det, som vi tidligere har defineret som uacceptabelt tvangsarbejde.

nyttejob02Så uanset hvad der sker eller ikke sker ude i den store verden, så er der her hos os sket et betragteligt normskred, når det gælder tvangsarbejde og lignende.

Der er tale om to konventioner fra den internationale arbejdsorganisation ILO, der er en del af FN-systemet. Konventionerne er nr. 29 fra 1930 og nr. 105 fra 1957. Danmark har ratificeret dem begge.

At definere og forbyde slaveri og tvangsarbejde er ikke nogen helt enkel sag. For det første må man slå fast, at der naturligvis ikke er tale om slaveri, blot fordi en person af økonomiske årsager føler sig nødsaget til at tage et job. Med en sådan definition ville samfundet bryde sammen i løbet af få minutter. For det andet må man tage højde for, at der faktisk er meget tvangsarbejde, som ikke kan eller skal forbydes gennem konventioner.

Konvention nr. 29 nævner en række eksempler på tvangsarbejde, der er accepteret af staterne. Det for eksempel arbejde i forbindelse med straf for forbrydelser. Det er værnepligt. Det er andre pligter til at give en hånd med ved naturkatastrofer og lignende. Det er i mindre grad ”lette” pligter, for eksempel over for den lokale skole.

Og så er der også en artikel, der handler om et fænomen, vi har glemt i mellemtiden. Nemlig at bruge tvangsarbejde som beskatning. Jeg kender ikke den historiske baggrund for artiklen. Men den refererer sandsynligvis til nogle situationer ude i verden, hvor man har ladet fattige, der ikke var i stand til at betale skat, arbejde i stedet. Med forbeholdene har man villet sikre, at tvangsarbejdet havde en selvstændig mening, så det ikke blot blev de mere velståendes nidkære hævn over de uformuende.

Artikel 10 stiller som målsætning helt af få afskaffet den type tvangsarbejde. Men indtil man kommer så langt, skal arbejdet have en betydelig væsentlighed for samfundet, og det skal foregå på en rimelig måde – for eksempel således at borgerne ikke skal rejse langt for det, at det ikke udmarver borgerne, og at arbejdets art ikke strider mod religiøse overbevisninger.

Også den 27 år yngre ILO-konvention, nr. 105, kredser omkring det med det acceptable tvangsarbejde. Men fra den anden side, således at man definerer nogle formål, man ikke kan bruge tvangsarbejde til. Af fem punkter, der er nævnt i artikel 1, er de tre fuldkomment logiske i en nutidig sammenhæng. Man må således ikke bruge tvangsarbejde som politisk pression, som straf for strejker eller som et middel til diskrimination i henseende til race, nationalitet og religiøs overbevisning.

nyttejob01Men de to resterende underpunkter i artikel 1 studser man over, når man som dansker læser dem i dag. De siger henholdsvis, at man ikke må bruge tvangsarbejde til det formål at mobilisere og bruge arbejdskraft til at fremme økonomisk udvikling, og at man ikke må bruge tvangsarbejde som disciplinering af arbejdstagere.

Begge dele gør man pt. i cirka 30.000 tilfælde hver eneste dag, når ledige bliver sendt i aktivering som en betingelse for at få understøttelse. Talrige gange siden 1980’erne er skruen blevet strammet på det felt. I begyndelsen skete stramningerne for at undgå, at ledige snød sig til en ydelse, således at de kunne holde fri for andres regning. Men i dag er stramningerne helt utilsløret en del af reformer, der ifølge den politiske retorik skal sikre vækst og/eller velfærdsstatens overlevelse. Og når man for eksempel med forkortelse af dagpengeperioden og samtidig indførelse af nyttejobs for unge på kontanthjælp bevidst spekulerer i, at ledige vil blive presset til at blive mindre kræsne med hvilke jobs, de vil have, er der ingen tvivl om, at det handler om disciplinering af arbejdsstyrken.

Nu kan man sige: Der er ingen pligt til at modtage offentlig forsørgelse. Hvis man afstår fra den, og finder en anden måde at forsørge sig selv på, med eller uden arbejde, slipper man for aktiveringen.

Men bemærk, at de skatteydere uden penge, man hentydede til i artikel 10 i konvention nr. 29, i princippet også ”bare” kunne finde på noget andet, så de kunne svare deres skat med rede penge. Det er den sammenlignelige situation. Ligesom vi i dag ikke kan forestille os at skulle arbejde en skat af, kunne man i 1930 ikke forestille sig vore dags aktivering af ledige – endsige et samfund, hvor man med skatter, mindstelønninger og diverse bureaukratiske regler lægger stærke hindringer for, at borgerne selv kan tjene til den basale forsørgelse.

Bemærk videre: Konventionen fra 1930 accepterede, at man sendte folk på tvangsarbejde, hvis de ikke kunne bidrage til statskassen på anden måde. Man for det første regnede man med, at den slags skulle udfases, og for det andet var der den betingelse, at der skulle være tale om rigtigt arbejde. Der måtte ikke være noget lusk, så den reelle hensigt var at presse de pågældende til at finde pengene på en eller anden måde.

Det er dette princip, man forbryder sig imod, når man i dag slår knuder på sig selv for at finde en form beskæftigelse til de aktiverede under den forudsætning, at det skal være noget, som ingen ville betale en normal løn for. Hvis tvangsaktiveringen bestod af rigtigt, anerkendt arbejde, ville det være i overensstemmelse med principperne i de konventioner, som Danmark har tilsluttet sig omkring tvangsarbejde.

nyttejob05Udtrykket ”vor tids slaveri” er efter min personlige mening noget hysterisk, og endvidere en fornærmelse mod alle, der gennem har tiderne har levet i rigtigt slaveri. Udtryk som tvangsarbejde er mere præcise til at beskrive noget, som faktisk foregår, og som man – alt efter smag, behag, tradition og kultur i de enkelte lande – kan overveje at sætte en lovgivningsmæssig stopper for. Det synes forfatterne af de gamle konventioner også at have været på det rene med.

Men når nu det officielle Danmark i fuld alvor bruger slaveribegrebet til at beskrive andre lande og kulturer, så kan man også tillade sig at hænge den selv op på det. Og konstatere, at den danske stat selv er fanget i de dilemmaer, som slavestater kommer til at stå i.

For det første kan man ikke bare lige afskaffe tvangsarbejdet igen. Alt for meget i det politiske og økonomiske system afhænger af det. At afskaffe tvangsaktiveringen vil sandsynligvis være lig med at afskaffe dagpenge- og kontanthjælpssystemerne i den form, vi kender dem. Som en kompensation måtte man fjerne barriererne, herunder de skattemæssige, for at også dem, der har sværest ved at begå sig på arbejdsmarkedet, kunne forsørge sig selv. Det ville være en stor luns, der blev hugget af velfærdsstatens magtsfære.

For det andet har man afskåret sig selv fra at diskutere tvang og udnyttelse af arbejdskraft på noget konkret plan. I Danmark har vi en omfattende arbejdsmarkedslovgivning, som ofte bliver anvendt, og som for eksempel sikrer rettigheder under sygdom og sætter grænser for fyringer. Men al den snak er i luksusenden af skalaen. Trods den megen snak er der ikke i nyere tid faldet en dom for tvangsarbejde herhjemme – byretten i Helsingør forkastede for få uger siden det første forsøg på at få sådan en dom igennem. Mig bekendt er der heller ikke tilfælde, hvor man efter dansk lov har sanktioneret danske virksomheders misbrug af arbejdskraft i udviklingslande. Det afspejler alt sammen, at det er mere end svært for de folkevalgte at lave en definition af ulovlig tvang eller udnyttelse af arbejdskraft, uden at de selv som de første bliver fanget i garnet, på baggrund af de ting, de har lavet på aktiveringsområdet.

Kort sagt: Den danske stat har malet sig op i et hjørne. Det er ikke nemt at komme ud af det igen. Men det ville være en start, hvis man, i stedet for at fokusere på hvad andre gør, fokuserer på, hvad virkeligheden er inden for vore egne grænser.

Foto: Torben Svane

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | Leave a comment

Offentlighedsloven: ”Vi skal bare blive ved med at protestere”

De, der sidste år lagde al deres tid, talent og energi ind i en kampagne mod den nye offentlighedslov – blandt fjender kaldet mørklægningsloven – led et forsmædeligt nederlag den 4. juli. Alle anstrengelserne til trods blev loven dén dag vedtaget af et stort flertal i Folketinget.

Men kampagnens mødre og fædre går ikke rundt i nederlagsstemning. De har tværtimod selvfølelsen på plads, og de har sat sig et mål, der synes endnu vanskeligere at nå, end det var at forhindre at loven blev vedtaget: Nemlig at den bliver ophævet igen.

ÑSelvfølelsen er velbegrundet, for det er ikke nederlaget, kampagnen mod offentlighedsloven vil blive husket for. Den vil i stedet blive husket for sin gennemslagskraft: Alle kom til at kende til loven, dens centrale konsekvenser og de politiske søforklaringer om, hvorfor den var så vigtig. De folketingsmedlemmer fra Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti, der stemte for loven, må leve med, at de én gang for alle har fået en plet på deres CV.

Det var ikke kendisser eller organisationer med store pengekasser, der satte kampagnen mod loven i gang. Den opstod tilsyneladende ud af ingenting. Ikke desto mindre lykkede det, på initiativ af Susanne Jespersen, at indsamle i skrivende stund 88.000 underskrifter mod loven online – en rekord, der næppe bliver slået foreløbigt. Informationer blev hurtigt og effektivt spredt via facebookgruppen Nej Tak Til Den Nye Offentlighedslov, og for eksempel er det helt usædvanligt lykkedes at samle pænt store demonstrationer mod loven. I Danmark er der som bekendt sjældent demonstrationer, med mindre der er optræk til krig, EU-afstemninger eller skuffende overenskomster.

Seneste tiltag er en indsamling, der skal gøre det muligt at producere en musikvideo med Fransk Dolkepartis støttesang De mørke fyrsters spil. Dét projekt står Gertrud Christensen, der er cand. mag. i litteraturvidenskab og formidling, i spidsen for. Hun er ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre at få loven ophævet. Men hun er heller ikke i tvivl om, at det ikke er et resultat, der kommer dumpende ned i hatten, uden at man gør noget for det.

”Det er en langsommelig proces. Men vi giver ikke op, og ideen om, at ’nu er loven vedtaget, og så er kampen tabt’ er noget sludder. Det tog ti år at få den nye offentlighedslov igennem. Så lang tid kommer det ikke til at tage at få den afskaffet igen. Vi skal bare blive ved med kæmpe, blive ved med at protestere og blive ved med at skabe opmærksomhed omkring det her,” siger Gertrud Christensen.

Hun er blandt andet kommet med i det nye Rådet for Åbenhed, som kritikere af offentlighedsloven har stiftet. I rådet sidder også flere med baggrund i politik – tidligere socialdemokratisk minister Torben Lund, tidligere folketingmedlem Leif Hermann fra SF og Pernille Boye, der er suppleant til Folketinget for de radikale. Rådet arbejder både på de overordnede, principielle linjer med at engagere befolkningen, og i det mere praktiske med at smide grus i maskineriet, når ministre bliver lidt for smarte.

I den henseende var største skalp indtil nu, da miljøminister Ida Auken i sidste måned måtte droppe et lovforslag, der indskrænkede retten til aktindsigt på miljøområdet. Auken måtte erkende, at stred mod både et EU-direktiv og den såkaldte Aarhuskonvention.

Den første del, at engagere befolkningen, forekommer Gertrud Christensen at være mere tung. Hvis folk undrer sig over, at man gider blive ved med at kæmpe mod en lov, der nu engang er vedtaget, undrer hun sig lige så meget over, hvis man ikke gider det.

Ñ”Taget i betragtning hvor meget folk skændes om racismeparagraffen, er det påfaldende, at folk ikke taler mere om offentlighedsloven. Jeg synes jo, den er langt værre. Racismeparagraffen blev trods alt lavet for beskytte jøderne i Danmark og var en politisk meget modig beslutning. Paragraf 22, 24 og 27 i den nye offentlighedslov er kujonagtige og uærlige”.

”I sidste ende må politikerne tage et ansvar for det makværk,” de har lavet. Jeg ved, at der er store skænderier i baglandet hos nogle af de partier, der har stemt for loven. Det gælder både de radikale og SF. Det har aldrig rigtigt været fremme i medierne, hvor store skænderierne har været, og i toppen har forskellige ministre – særligt Morten Bødskov – haft travlt med at give pressen skylden for den negative stemning over for offentlighedsloven. Men det her er altså slet ikke færdig og afgjort endnu,” siger Gertrud Christensen.

Hun nævner også, at der har været et egentlig gennembrud i et enkelt parti: Lars Barfoed var en af lovens stærkeste fortalere, og han har også som tidligere justitsminister været med til at forberede den. Så meget større var den begmand, han indkasserede, da et flertal af de menige partimedlemmer på landsmødet i september sidste år gjorde det til de konservatives officielle politik at afskaffe de kritiserede paragraffer i den nye offentlighedslov.

”Hvis vi kan blive ved med at skabe opmærksomhed omkring det i partiernes baglande, vil det forhåbentligvis sprede sig, lige som det har gjort hos de konservative. Dér var det først og fremmest Konservativ Ungdom, der var aktive. Det er også derfor, vi gerne vil lave videoen med støttesangen. Vi vil gerne nå ud til de unge, for vi har gode erfaringer med de politiske ungdomsorganisationer,” slutter Gertrud Christensen.

Du kan give et bidrag til musikvideoen på denne hjemmeside.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | 1 Comment

Så ring dog til politiet!

På denne blog skriver jeg blandt andet om, hvordan retsplejen bliver misbrugt til at chikanere borgere, der ikke har gjort andre ondt, og som i mange tilfælde end ikke har overtrådt nogen lov. Det synes at være en tendens i tiden, at politikere, myndigheder og medier har svært ved at adskille strafbare handlinger fra ting og sager, som man mere eller mindre velbegrundet bare ikke kan lide.

Denne manglende forståelse for retsplejens rolle i samfundet kan imidlertid også have det modsatte udtryk – nemlig at alvorlige forbrydelser sker lige for øjnene af os, uden at nogen aktiverer retsplejen og får forbryderne straffet.

Politiken havde et godt eksempel på det forleden, da man bragte et interview med et af ofrene i Tønder-sagen – Nadja, der er i dag er 19 år gammel.

Over årene har mange stillet det spørgsmål, hvorfor Tønder Kommune ikke greb ind på et langt tidligere tidspunkt. Det spørgsmål er for så vidt stadig relevant. Men når man læser beretningen, er det også slående, at det ikke i første række var kommunens indsats, der var behov for. Det var politiet, der på et langt tidligere tidspunkt skulle have opklaret overgrebene mod de to børn i familien. Derefter skulle de sociale myndigheder naturligvis have sørget for, at børnene blev tvangsfjernet og anbragt i en god plejefamilie.

Det var en politianmeldelse, der i sidste ende fik sagen til at rulle. Politiet aflyttede farens telefon, og på den måde blev det første egentlige bevis fundet. På det tidspunkt var Nadja 11 år. Men overgrebene mod hende begyndte allerede, da hun var to-tre år gammel, og allerede dengang havde kommunen hørt lokale rygter om, at moren solgte seksuelle ydelser, mens faren så på, og at faren lod børnene se pornofilm.

Ingen af delene var naturligvis ensbetydende med, at han også begik overgreb mod datteren, og i øvrigt kunne det have været ren bysladder. Men det var det altså ikke, og dét havde politiet formentligt fundet ud af ved tilstrækkelig efterforskning. Nogen i byen har tydeligvis haft en konkret viden om i hvert noget af det, der foregik i hjemmet. Måske havde den første efterforskning alligevel ikke ført til noget resultat. Men senere kom der endnu mere klare indikationer på de forbrydelser, der fandt sted.

Det fremgår ikke af artiklen, hvilke anmeldelser politiet over årene måtte have modtaget fra kommunen eller andre med kendskab til forholdene i familien, endsige hvordan sådanne anmeldelser er blevet behandlet. Men uanset: Indtil et meget sent tidspunkt synes alle at have været enige om, at dette først og fremmest var en socialsag for kommunen, og ikke en kriminalsag for politiet.

Jeg vil vove den påstand, at hvis nogen havde haft en berettiget mistanke om, at forældrene i denne socialt belastede familie forgreb sig på andres børn, eller for så vidt begik en anden og mildere form for kriminalitet – så havde alle som det mest naturlige forventet en hurtig og bestemt indgriben fra politiets side.

At denne forventning ikke fandtes, når det var parrets egne børn, det gik ud over, indikerer, at der er noget helt galt med den måde, vi anskuer socialt arbejde på. Der er en ’os og dem’-tankegang over det. Går socialt belastede menneskers handlinger ud over ’os”, skal det straffes. Går det kun ud over ’dem”, må de sociale myndigheder ligge og rode med det.

Er vi overhovedet i stand til at se socialt belastede mennesker som ligeværdige borgere, der har rettigheder og pligter som alle andre – også når de er henholdsvis ofre for og gerningsmænd i alvorlige forbrydelser?

Jeg udbreder det til at handle om mere end Tønder og omegn, for det efterfølgende forløb har vist, at resten af Danmark tænker på samme måde. Som den største selvfølge har den politiske reaktion på Tønder-sagen og Brønderslev-sagen været at give kommunerne meget vidtrækkende nye tvangsmidler over for familier i al almindelighed. I stedet for blot at indskærpe over for kommunerne, af de skulle melde sagerne til politiet, og over for politiet, at de skulle prioritere sådanne anmeldelser højt.

Sager om så alvorlige overgreb mod børn er heldigvis meget sjældne, og det er ikke sådan, at der generelt er mere ondskab indlejret i mennesker med sociale problemer, end der er i alle andre mennesker. For langt, langt de fleste familier har de nye magtmidler til kommunerne således blot betydet et alvorligt tab af retssikkerhed.

Men tilmed svigter man også kommende ofre i sager som dem fra Tønder og Brønderslev. Bevares, kommunernes nye magtmidler forøger vel chancen for, at de opdager sagerne tidligere. Men det er politiet, der har evner, uddannelse og erfaring til at efterforske kriminelle handlinger. Tilmed har de også skrappe efterforskningsmidler som ransagninger og telefonaflytninger til deres rådighed. Og i denne sammenhæng er det helt på sin plads, at disse efterforskningsmidler findes og bliver anvendt.

Læs også tidligere indlæg om tvangsfjernelser:

Brønderslev – og meget mere

In the ghetto

”Det er en væsentlig frihedsrettighed – derfor afskaffer vi den

Lad de små børn fjernes fra hjemmet

Posted in Ikke kategoriseret | 2 Comments

Det omvendte justitsmord efter Nordisk Fjer-skandalen

Forestil dig, at IT Factory havde været fem ti gange så stort, som det var – eller som man troede det var. Og langt mere kendt og respekteret; imagemæssigt i liga med for eksempel ECCO, B&O eller Royal Scandinavia. Og at den svindel, der pludselig en dag blev åbenbaret, var langt grovere end det, Stein Bagger stod for. Grovere i den forstand, at kredsen af hardcore-forbrydere var større end blot en enkelt mand, at de var mere udspekulerede, og at de ikke havde nogen skrupler med at ødelægge sagesløse menneskers tilværelse, hvis det kunne holde fiktionen – og dermed deres eget liv på første klasse – kørende.

Hvis du kan forestille dig det, så har du et billede af den snart et kvart århundrede gamle Nordisk Fjer-skandale. Som erhvervsskandale er den endnu ikke overgået på dansk jord. Den var naturligvis meget omtalt i samtiden, og den gav anledning til en del lovændringer, der skulle forhindre gentagelser. Men i dag – en finansiel krise, en it-boble, nogle terrorangreb, en håndfuld krige med dansk deltagelse og en endnu en finansiel krise senere – står dens betydning nok ikke lysende klart i bevidstheden hos ret mange.

NF4Charlotte Langkilde har her i efteråret bragt den gamle skandale tilbage i overskrifterne. Det har hun gjort med bogen ”Bedraget – Sagen om Nordisk Fjer”, som bringer væsentlige nye facetter af og perspektiver på sagen frem. Bogen er netop blevet udgivet i tredje oplag, og der skal også laves en film over den. Det er en højest fortjent succes til Charlotte Langkilde – hendes bog er fremragende; spændende som den bedste kriminalroman, men (bortset fra i det sidste og tilsyneladende lidt hurtigt nedskrevne kapitel) uden at forfalde til denne genres banaliteter. Bogen er en oplagt julegaveide for dem, der ikke har fået deres indkøb overstået endnu.

En af de spændende ting, man kan uddrage af bogen, er, at Nordisk Fjer-sagen bærer rundt på endnu en skandale; ud over den oprindelige med de kraftigt sminkede regnskaber. Den glemte skandale er, hvad man kan kalde et omvendt justitsmord.

Nordisk Fjer havde en meget prominent bestyrelse. Foruden nogle topfolk fra erhvervslivet var et af medlemmerne for eksempel den daværende formand for Nationalbanken. Et andet bestyrelsesmedlem, der endda gennem en årrække var formand, var ingen ringere end kammeradvokaten. Han er siden afgået ved døden, men det advokatfirma, han stiftede, bærer stadig hans navn, nemlig Poul Schmidt. Det har også stadig rollen som kammeradvokat.

Allerede så langt er historien ret utrolig – at staten uforstyrret lod sig repræsentere af en advokat, der havde været formand for et forhærdet og tungt skandaliseret svindlerfirma. At gøre det krævede dog en forklaring, og denne forklaring var, at det kun var ledende medarbejdere med Johannes Petersen i spidsen, der havde stået for svindlen, og at bestyrelsen ikke havde nogen mulighed realistisk mulighed for at gennemskue, hvad der foregik.

Charlotte Langkildes bog underminerer denne påstand. Hvert år inden generalforsamlingen skulle bestyrelsen godkende den såkaldte revisionsprotokol, hvor revisorerne klagede deres nød over de vanskelige betingelser, de arbejdede under, og de oplysninger, de manglede. Havde bestyrelsesmedlemmerne reageret på disse protokoller og afkrævet Johannes Petersen en forklaring, kunne svindlen være opdaget og stoppet langt tidligere end i 1990. Men sagen var, at bestyrelsesmedlemmerne aldrig læste disse protokoller. De lod sig spise af med en mundtlig – og falsk – forklaring om, hvad der stod i dem, og så satte de deres signaturer på underskriftsbladet.

Men kammeradvokaten, Nationalbankens formand og de andre bestyrelsesmedlemmer, der var blevet fragtet rundt i verden på ”forretningsrejser”, hvor de levede i en luksus, der får Lars Løkke Rasmussen til at ligne en passager på mellemrækken på monkey class, slap med bøder på mellem fem og tyve tusinde kroner. De slap endda for at komme for retten, hvis de accepterede bødeforlægget. Poul Schmidt blev slet ikke straffet.

Også revisorerne slap forholdsvis billigt med bøder på op til 40.000 kroner pr. person. Men det er noget mere forståeligt, selv om de forsynede Nordisk Fjers forfalskede regnskaber med blanke påtegninger. Revisorerne blev dygtigt viklet ind i et spind, som de dårligt kunne slippe ud af igen. Tog de en chance og så igennem et par små afvigelser fra de formelle regler det ene år, blev det brugt som pression mod dem det næste. Det gør det naturligvis ikke acceptabelt, men det var menneskeligt forståeligt, fordi de ved at blokere regnskabsprocessen også ville bringe en virksomhed, som de måtte tro grundlæggende var sund, i fare. Desuden var det altså ikke sådan, at de slet ikke reagerede – det gjorde de dels gennem revisionsprotokollerne til bestyrelsen, og dels ved at træde tilbage, så Johannes Petersen måtte finde mere og mere inferiøre revisionsselskaber til at tage over.

NF3Den hårde kreds af forbrydere slap i praksis også med små eller ingen straffe. Johannes Petersen begik selvmord. Et par af hans medsammensvorne var angiveligt for alderssvækkede til at aftjene andet end symbolsk straf. En tredje, Johannes Petersens søn, blev angiveligt ramt af en psykisk sygdom, der gjorde ham uegnet til fængselsstraf, men som dog ikke var mere alvorlig, end at han godt kunne overkomme at tørre en væsentlig del af ansvaret af på en fjerde mand.

Det er denne fjerde mand, der er hovedkilde til og hovedperson i Charlotte Langkildes bog. Ander Wejrup, hedder han, og han var i Nordisk Fjers sidste år administrerende finansdirektør i selskabet. Alene titlen fortæller en del om ham: Den findes ikke i en formel sammenhæng. Loven kræver, at et aktieselskab skal have en administrerende direktør, men Johannes Petersen, der på det tidspunkt havde indsat sig selv som arbejdende bestyrelsesformand, ønskede ikke, at andre end han selv skulle have det fulde overblik over selskabet. Hvad han skulle bruge var blot en mand, der kunne finde ud af at sætte de forfalskede regnskaber op, og som ville sætte sin signatur under dem.

Anders Wejrup havde tidligere været ansat i et af de revisionsselskaber, der arbejdede for Nordisk Fjer. Han var to gange dumpet til eksamen som statsautoriseret revisor, og så var der ikke flere chancer i den retning. Så det så ikke ud til, at han selv nogensinde skulle få nogen stor karriere. Men i Nordisk Fjer havde man netop brug for en mand som ham: Autoritetstro og pligtopfyldende, men ikke alt for dygtig eller selvstændigt tænkende.

Anders Wejrup blev idømt to års fængsel, og han endte med at være den af de involverede, der sad fængslet længst tid. Som en anden forsvunden fuldmægtig kom han også til at trives i de faste rammer i fængslet, og han var populær blandt fængselsbetjente og medfanger.

Under retssagen troede hverken anklagemyndighed eller dommer på hans egen forklaring om, at han var uvidende om svindlen. Charlotte Langkilde argumenterer ret overbevisende for, at det var tilfældet. Blandt andet taler det til hans fordel, at det faktisk var ham, der langt om længe tog sin skepsis uden for selskabets vægge, og dermed fik skandalen til at rulle. Han samarbejdede også pligtopfyldende med både kurator i konkursboet og med politiet. Mens sagen blev behandlet, stod det måske heller endnu ikke klart, hvor psykopatiske, manipulerende og løgnagtige, Johannes Petersen og hans medsammensvorne havde været.

På den anden side kan man heller ikke bebrejde dommerne eller anklagemyndigheden, at de ikke troede på Anders Wejrups gode vilje. Det er fremdeles ret utroligt, hvad han sad overhørigt. Nordisk Fjers forlis kom ikke mere overraskende, end at medier og aktieanalytikere i årevis havde været nakken af selskabet, på grund af dets underlige regnskab. Internt var Anders Wejruup år efter år vidne til stor ballade med revisorerne, og en administrerende direktør, der var blevet ansat, nægtede at underskrive regnskabet, hvorefter han blev degraderet, mens Anders Wejrup blev forfremmet til ”administrerende finansdirektør”, så han kunne levere den lovpligtige underskrift på direktionens vegne. En enkelt kvik bogholder havde endda indset, at det, der foregik, var dybt kriminelt. Hun undrede sig over mystiske bilag, der angiveligt kom ind fra forskellige hjørner af verden, men som hun ved at sammenligne typografien konstaterede var skrevet på én og samme skrivemaskine.

Der var altså en del alarmklokker, der ringede, og selv hvis Anders Wejrup ikke hørte dem, gjorde han sig stadig fortjent til straf. Det var så at sige hans pligt at høre efter, eller at indse, at han ikke besad kompetencerne til at forstå de informationer, han fik. Når man har ansvar for så mange menneskers tilværelse, job og formue, kan man bogstaveligt være dummere, end politiet tillader.

Det store problem i Anders Werjrups straf på to års fængsel ligger i stedet i forholdet til de straffe, som andre involverede fik. Som Charlotte Langkilde bemærker, var det en selvmodsigelse, når daværende chef for bagmandspolitiet Michael Clan forsvarede de ubetydelige straffe til bestyrelsen med, at de finansielle transaktioner, svindlen bestod i, var så avancerede, at end ikke en regnskabskyndig ville gennemskue dem. Hvorfor skulle finansdirektøren så straffes?

Læg dertil, at de personer, der aktivt udøvede kriminaliteten, også slap billigt. Noget kunne tyde på, at det lykkedes dem at besnakke retssystemet med samme kynisme, som de havde besnakket så mange andre, før svindlen blev opdaget.

NF2Nordisk Fjer-sagen var altså alt andet end nogen pryd for det danske retssystem. Alle, som var noget ved musikken, eller som havde gode forbindelser eller talegaver, slap med små straffe. Tilbage stod den enfoldige Anders Wejrup, som man så gav et ordentligt gok i nøden.

Nordisk Fjer-skandalen gav som nævnt anledning til at forskellige lovændringer, blandt andet om bestyrelsers og revisorers ansvar. Det har man også arbejdet meget med siden. Men, som finanskrisen åbenbarede, forhindrede det ikke nye skandaler, hvor direktionen (om end i langt de fleste tilfælde uden kriminelle handlinger) kørte selskaber ud over kanten, uden at bestyrelsen eller revisorerne ænsede det.

Man kan ikke lade være med at tænke over, hvordan danmarkshistorien siden havde formet sig, hvis man dengang var gået den mere direkte vej og havde statueret et bastant eksempel over for de fine folk i Nordisk Fjers bestyrelse. Og markeret, at de altså havde et væsentligt, strafferetligt ansvar, når de ikke passede deres job, men blot lejede deres troværdighed ud og høstede gevinsterne af det i form af honorarer, frynsegoder og rejser på første klasse til klodens mest eksotiske egne.

Charlotte Langkilde: Bedraget – sagen om Nordisk Fjer

Udkom fra Lindhardt & Ringhof 23. september 2013

Kr. 399,95. Bogen kan købes hos Saxo.

Fotos til denne artikel: Torben Svane

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , , | Leave a comment

Lad de små børn fjernes fra forældrene

Antallet af tvangsfjernelser er steget drastisk siden kommunalreformen trådte i kraft i 2007. Jurister taler om, at de biologiske forældres retssikkerhed er blevet udhulet, og at økonomiske interesser hos plejeforældre og kommunalt lønnede eksperter skaber en ond cirkel i sagsbehandlingen.                                                                                                   

Tornved Kommune var ganske forbeholdne, da Jeannelle Jensen i 2004 søgte den om frivillig anbringelse af to af hendes fire børn.  Ansøgningen gik først igennem i 2007.

På det tidspunkt var kommunalreformen netop gennemført, og det var den nye Holbæk Kommune, der stod for anbringelsen. Nu vendte bøtten ret hurtigt, og kommunen fik stærkere og stærkere meninger om, hvad der var godt for de to drenge. I 2011, da de var henholdsvis 9 og 11 år gamle, blev den frivillige anbringelse uden for hjemmet konverteret til en tvangsfjernelse.

Undervejs har der været et ulykkeligt forløb, hvor drengene bl.a., mod deres udtrykkelige ønske, er blevet skilt ad, så de er anbragt hver sit sted, og hvor der er sat stærke begrænsninger på deres mulighed for at få besøg af Jeannelle og hendes nuværende kæreste. En lang række klager og juridiske processer er det også blevet til, og sagen har bl.a. været omkring Landsretten.

Jeannelles historie er ikke enestående – den er tværtimod typisk for en udvikling, der er sket de seneste år. Med en stribe lovændringer har kommunerne fået mere magt i børnesager. Uden at der har været den store opmærksomhed om det, er den magt i vidt omgang brugt til at tvangsfjerne børn.

Det viser beregninger ud fra Danmarks Statistiks tal for antallet af anbringelser uden for hjemmet. Ved indgangen til 2007 var det således 1,09 ud af tusind børn og unge under 18 år, der var tvangsanbragt uden for hjemmet. Det var fem år senere steget til 1,54.

Umiddelbart lyder tallene måske ikke af så meget. Men der er tale om, at sandsynligheden for, at en person under 18 år er tvangsfjernet, er steget med hele 40 procent.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks tal. Tallene er primo året, idet der er benyttet tal for tvangsfjernelsede børn den 31. december foregående år.
Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks tal.
Tallene er primo året, idet der er benyttet tal for tvangsfjernelsede børn pr. 31. december foregående år.

Og alt tyder på, at stigningen vil fortsætte de kommende år. Det er nemlig især for de helt små børn, at tendensen til flere tvangsfjernelser slår igennem. Folk, der får børn i dag, må regne med, at risikoen for, at barnet er tvangsfjernet ved toårsalderen, er 70 procent højere, end den var i 2007. Det vil sige, at først når alle børn og unge under 18 er født efter at de nye regler er trådt i kraft, vil der være fuldt gennemslag af den nye praksis.

Alt dette er sket, uden at der er sket væsentlige ændringer i antallet af anbringelser med samtykke – altså situationer som den, hvor Jeannelle i sin tid selv bad om aflastning, men i første omgang ikke kunne få det. Gennem alle årene har lidt færre end ni ud af tusind børn været anbragt uden for hjemmet med forældrenes samtykke.

Som nævnt fik Jeannelle Jensen først sit ønske opfyldt efter, at kommunalreformen trådte i kraft i januar 2007. Og får år senere skred den nye storkommune altså til en tvangsanbringelse. Statistikken viser altså, at tilsvarende forløb er sket i mange andre kommuner.

I hvor høj grad udviklingen direkte skyldes den ændrede organisering efter kommunalreformen, fremgår naturligvis ikke af tallene. Der kan da også være tale om et tilfældigt, tidsmæssigt sammenfald mellem reformen og stigningen i antallet af tvangsanbringelser. Under alle omstændigheder nævner de fagfolk, der repræsenterer forældrene, flere andre drivkræfter.

Advokat Lars Buurgaard Sørensen fra Brønderslev har ført en række sager om tvangsanbringelser, og han peger på den megen opmærksomhed om de virkelig grimme overgrebssager – som den, der nu bærer hans egen hjembys navn – som en faktor. Kommunerne får kritik fra oven, fra neden og fra begge sider, hver gang en sådan sag kommer frem i lyset, og har fået dem til at reagere mere drastisk end tidligere, når de mener at se et problem i en familie.

Men dertil kommer, at kommunerne har fået nye instrumenter til de drastiske tiltag. Det er blandt andet sket med Anbringelsesreformen, der trådte i kraft i 2006, og med Barnets Reform fire år senere. Begge reformer tager sigte på at styrke barnets rettigheder. Men da ikke ret mange børn er juridiske eksperter, og deres interesser skal varetages et eller andet sted, er der i praksis sket en overførsel af magt fra forældre til kommuner.

Det har i dag betydet, mener Lars Buurgaard Sørensen, at forældrene på flere punkter mangler elementær retssikkerhed, når kommunen vurderer, at et barn er bedst tjent med at blive anbragt uden for hjemmet.

”Man har nogle helt andre briller på i dag, og forældrene får simpelthen ikke en chance. Der er nærmest indført omvendt bevisbyrde. Efter serviceloven er det sådan, at forvaltningen skal bevise, at der ikke er anden udvej end en tvangsanbringelse uden for hjemmet, og at der er en åbenbar risiko, hvis barnet forbliver i hjemmet. Men i dag er det som om det er forældrene, der skal bevise, at de er gode nok, og hvis de ikke er stand til det, så skrider man til tvangsfjernelse.

Et andet problem opstår, når kommunerne indhenter en forældrekompetenceundersøgelse med assistance fra en psykolog. Det er typisk kommunen, der betaler, og psykologen vil ofte give kommunen ret i, at der er noget om snakken. ”Ingen andre steder i dette retssamfund ville vi lade den ene part i en sag udpege den ekspert, der skal komme med en objektiv vurdering i en sag om noget meget væsentligt,” påpeger Lars Buurgaard Sørensen.

Nanna W. Gotfredsen fra Gadejuristen i København peger på andre parter, der også er hyret i kommunen, og som kan have en tilbøjelighed til at tegne et mere sort billede end rimeligt er af forældrene og de børn, det handler om: Plejefamilierne og de private konsulentvirksomheder inden for familiepleje. Nanna Godtfredsen mener, at den nuværende konstruktion indebærer habilitetsproblemer.

Plejeforældre får dækket alle omkostninger, og dertil får de i de simpleste tilfælde et normalvederlag på lige under 4000 kr. om måneden.  I de mest komplicerede tilfælde ganger man ifølge en taktstabel, som mange kommuner bruger, normalvederlaget med mindst syv, så det i stedet lyder på 27.000 kr. Springene fra det ene trin til det næste er ofte baseret på subjektive og flydende vurderinger – f.eks. bliver normalvederlaget ganget med to, hvis barnet ”har behov for ekstra støtte/stimulering” eller som følge af ”karakteren af forældresamarbejdet”.

”Plejeforældre vil måske ikke ligefrem underdrive de vanskeligheder, de har ved at tage sig af et barn, når indtægtsniveauet direkte bestemmes af det. Der er ganske enkelt en indbygget risiko for, at nogle vil lægge sig i den høje ende, når de forhandler vederlag med kommunen. Det er vel menneskeligt. Ulykken er, at så bliver der noteret nogle kedelige oplysninger, der ikke nødvendigvis holder vand, om barnet eller forældrene. Og de oplysninger lægger kommunerne til grund, når de f.eks. skal vurdere, om en anbringelse med samtykke skal konverteres til en tvangsanbringelse, eller når den skal tage stilling til omfanget af samvær med de biologiske forældre. Jeg er forarget over, at kommunerne meget ofte ser bort fra disse habilitetsproblemer, selv om de helt åbenlyst eksisterer,” siger Nanna W. Gotfredsen.

”De forældre, jeg møder, er typisk mødre, der har en stofafhængighed eller tidligere har haft det. Nogle kan have et helt reelt problem med at tage sig af børnene, og især hvis det er uden støtte. Men en del kan faktisk være lige så gode og kærlige mennesker som alle andre forældre, hvis de ellers fik lov. Det er vores klare erfaring, at der bestemt ikke i alle tilfælde er saglig grund til at udelukke forældrene, og slet ikke til at reducere samvær med de anbragte børn til det rene ingenting, svarende til f.eks. blot et enkelt døgn i løbet af et år. Men det sker alt for tit, og det knuser forældrene,” fortsætter Nanna W. Gotfredsen.

Også Lars Buurgaard Sørensen oplever konflikten mellem plejeforældre og biologiske forældre. ”Det forekommer i alle sager, at forældrene er uenige i de beskrivelser, plejefamilierne kommer med. Tit og ofte åbenbarer det sig omkring samværet, hvor forældrene får nogle negative skudsmål, som de ikke kan genkende. Men forvaltningerne kan ikke gøre andet end at tage imod den slags beskrivelser med kyshånd, fordi der er så få muligheder for uvildige vurderinger,” siger han.

Jane Findahl (SF), der er formand for børne- og kulturudvalget i KL er ikke enig i den kritik, Lars Buurgaard Sørensen og Nanna Gotfredsen rejser.

”Typisk er det faktisk også sådan, at vi får skyld for ikke at inddrage plejefamilierne tilstrækkeligt i hjemgivelsessager, samværssager og i sager om skift af anbringelsessted – den kritik kan jeg i øvrigt heller ikke nikke genkendende til,” skriver jan Jane Findahl hun i en kommentar, der er sendt pr. e-mail.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks tal. Tallene er primo året, idet der er benyttet tal for tvangsfjernede børn pr. 31 december foregårende år.
Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks tal. Tallene er primo året, idet der er benyttet tal for tvangsfjernede børn pr. 31 december foregårende år.

“Forklaringen på, at flere børn i dag tvangsfjernes, bør være langt mere nuanceret end blot systemfejl i kommunerne.  F.eks. mener jeg, at kommunerne er blevet bedre til at få øje på, at der kan være åbenlys fare for, at barnet eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af omsorgssvigt af forskellig art. Udviklingen hænger også sammen med, at der i flere år siden anbringelsesreformen i 2006 har været et kæmpe fokus på området for udsatte børn og unge. Flere reformer har haft fokus på, at børnenes retsstilling i nogle sammenhænge har fået forrang for forældrenes. Og med rette, fordi et manglende samtykke fra forældrene tidligere har kunnet bremse sagsbehandlingen til skade for barnet.  Senest har overgrebspakken gjort, at kommunerne nu kan samtale med barnet uden forældrenes tilstedeværelse allerede fra underretningen kommer ind i kommunen, hvis sagen drejer sig om seksuelle overgreb eller vold mod barnet. Det ser jeg kun som et plus,” fortsætter Jane Findahl.

Endelig peger Jane Findahl på, at der kan være sket en ændring i kulturen.

”Jeg tror i nogle sammenhænge, at forældrene generelt – uanset hvor meget eller hvor lidt forældreevne, de har – er blevet mindre samarbejdsvillige og dermed mere tilbageholdende med at ville give samtykke til en anbringelse. Jeg tænker, at det også kan handle om forældrenes manglende tillid til ”systemet”,” skiver hun.

For Jeannelle Jensen og hendes kæreste Jens Olsen, der har kæmpet en hård kamp for både deres og børnene rettigheder, er tilliden til systemet i hvert fald styrtdykket. Kampen har i lange stræk være forgæves, fordi kommunen altid er stærkest – uanset hvem der faktuelt har ret i de enkelte stridspunkter.

”Du er som forælder eller som barn i denne type sager uden retssikkerhed. Kommunen kan uden konsekvenser igen og igen bøje og bryde loven og fratage dig og dit barn rettigheder, man har ifølge serviceloven, retssikkerhedsloven og forvaltningsloven. Selv om du klager til samtlige instanser, kan kommunen fortsætte sine krænkelser uden konsekvenser for hverken kommune eller sagsbehandlere. Hvis de fine ord fra barnets reform og andre lovtekster skal blive til virkelighed, skal systemet ændres, så forældre og børn rettigheder bliver respekteret, og så de kommuner og kommunalt ansatte, der bryder disse love og regler, straffes hårdt og hurtigt. Før dette sker, vil der på ingen måde være retfærdighed for hverken forældre eller børn,” skriver Jeannelle Jensen i en kommentar, der ligeledes er tilsendt skriftligt.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , | 6 Comments

Dansk ulandsbistand hængt til tørre

Under et besøg i det bolivianske højland mødte udviklingsminister Christian Friis Bach en kvinde, der blandt meget andet var utilfreds med, at hun lavede for meget af husarbejdet derhjemme. Da han nu var ministeren, og folk har det med at stille forventninger til ministre, sagde han, at han gerne ville være med til at styrke kvinders rettigheder. ”Tak. Så vil jeg gerne have en opvaskemaskine,” svarede hun.

Christian Friis Bach har efter eget udsagn, på et debatmøde hos Cepos i København tilbage i august, fortalt historien mindst hundrede gange. Den skal illustrere, at for fattige mennesker rundt omkring i verden summer de langhårede diskussioner om menneskerettigheder ned til noget meget konkret og hverdagsagtigt. Hvorfor ministeren går ind for, at menneskerettighederne skal formuleres og tolkes bredt, og at de skal inkludere diverse såkaldte positive rettigheder til for eksempel en vis levestandard, rent vand, basal uddannelse og så videre.

CFB1Dette i modsætning til synspunktet hos debatmodstanderen på dagen; Cepos’ chefjurist Jacob Mchangama. Han går ind for, at menneskerettighederne kun skal omfatte de såkaldte negative rettigheder. Det vil sige dem, der begrænser statens magtanvendelse over for borgerne, for eksempel ved at fastslå ytringsfrihed, retten til at få sager prøvet ved en domstol, boligens ukrænkelighed og så videre. Argumentet for dette synspunkt er blandt andet, at en stat ikke i en absolut forstand kan garantere de positive rettigheder – de kræver nemlig, i modsætning til de negative rettigheder, penge. Så når man tilføjer de positive rettigheder, lader man det være op til staten at prioritere, i hvilken rækkefølge den vil opfylde de forskellige rettigheder. Og så er man tilbage i muddergrøften, hvor man slet ikke har nogen umistelige rettigheder, men er afhængig af magthavernes velvilje. Sådan groft sagt.

Så meget om baggrunden for mødet i Cepos og gang nummer 101, Christian Friis Bach fortalte om den bolivianske kvinde, der ønskede sig en opvaskemaskine. Da de tilstedeværende fik lejlighed til at stille spørgsmål til debattørerne, spurgte jeg ministeren, hvad hans syn på rettigheder konkret betød for denne kvinde. En opvaskemaskine skulle hun vel ikke have ret til. Men hvad så?

Nu ændrede ministeren historien. I virkeligheden var det slet ikke en opvaskemaskine, hun havde udtrykt ønske om. Det var et tøj-tørrestativ til erhvervsmæssig brug. Hun havde gang i en forretning med at fremstille nogle tekstiler, og de skulle vaskes, før hun kunne sælge dem.

Friis Bach forklarede videre, at hans budskab med historien heller ikke var, at netop hun skulle have noget bestemt, men blot dette, at man med de teoretiske diskussioner menneskerettigheder taler hen over hovedet på mange mennesker i verden, der har brug for at styrke deres situation.

Det har han utvivlsomt ret i. Men, bemærk at han også selv i den grad talte hen over hovedet på den bolivianske kvinde. Den historie om hende, som han rejser rundt med, har et helt andet indhold end den historie, hun selv fortalte.

Hun er erhvervskvinde, og hun vil gerne sætte noget skub i sin forretning. Men det interesserer ikke den danske udviklingsminister. Han sætter hende derimod ind i en ramme, der er relevant for en meget dansk debat om ligestilling mellem kønnene.

På den måde kom han til at illustrere sin debatmodstanders pointe: De positive rettigheder, Christian Friis Bach ønsker praktiseret, kommer i hvert fald i dette tilfælde ikke den enkelte borger til gode. De bliver i stedet et magtinstrument i hænderne på ministeren selv, der med henvisning til hendes ”rettigheder” uden blusel kan sætte en hvilken som helst dagsorden, han ønsker.

HiglandsI disse dage, hvor man diskuterer berettigelsen af bevillingen til GGGI, er der en pointe mere i det. Nemlig om hvor smart dansk udviklingspolitik er i det hele taget, ud fra en betragtning om demokrati og rettigheder.

Engang støttede vi kun områder i nød. Det kunne være fødevarehjælp, eller, hvis det skulle gå mere vildt for sig, en skole, en vandledning, eller en lille fabrik af en eller anden art. Nu om dage går ulandshjælpen også til at fremme diverse værdipolitiske dagsordner og, som i tilfældet med GGGI, en bestemt synsvinkel omkring vores ressourceforbrug her på jorden.

Hver gang vi penge til den slags formål, påvirker vi beslutningsprocessen i det pågældende land. Vil man have hjælp fra GGGI, skal man tilslutte sig et dansk syn på klimapolitik. Vil Bolivia have midler fra Danmark, skal fokus flyttes fra erhvervsudvikling til noget med ligestilling ud fra en dansk norm. Og dette forgår naturligvis hen over hovedet på de legitime beslutningsprocesser i de pågældende lande. Bolivia er for eksempel et demokratisk land, der ifølge Wikipedia lige nu første gang har en præsident – Evo Morales, hedder han –der har sine rødder i landets indianske historie. Altså fra før den første bølge af imperialister kom til Sydamerika.

Evo Morales er også socialist, han har gennemført nationaliseringer og meldt landet ud af Verdensbanken, og han havde et tæt samarbejde med Venezuelas kontroversielle præsident Hugo Chavez. Men sådan er det. Det er nu engang folkets vilje, og det skulle vel heller ikke vække anstød hos en dansk minister, der selv mister koncentrationen, når folk omkring ham taler om privat erhvervsvirksomhed.

Om positive og negative rettigheder – se dette tidligere indlæg.

Foto, øverst: Ulrik Jantzen. Nederst: Fine art america.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , | Leave a comment

Det var grundloven, og sov nu godt

Hvis du hører til dem, der går og taler om vores grundlovssikrede ytringsfrihed, så vis mig lige hvor i grundloven, der står, at vi har ytringsfrihed. Der er et link til den her.

Okay, jeg skal ikke spille smart: Jeg vidste det heller ikke selv, før jeg læste højesteretsdommer Jens Peter Christensens bog ”Grundloven – atten fortællinger”, der udkom i sidste uge. Men det er altså en myte, at ytringsfriheden er sikret i grundloven.

Dens paragraf 77 siger, at censur ingensinde kan indføres igen. Men det betyder blot, at myndighederne (”kongen”, som det er formuleret i grundloven) skal vente til efter ytringerne er fremkommet med at slå folk oven i hovedet. Folketinget har stadig i princippet fri adgang til at gøre ytringer strafbare.

Når man tænker over det, har Folketinget også flere gange brugt denne ret. Gennem årtier forbeholdt man staten eneret på at ytre sig gennem radio og tv, fordi man havde på fornemmelsen, at private ville ytre nogle forkerte ting gennem disse medier. Tilsvarende indeholder lovgivningen om markedsføring den dag i dag begrænsninger i ytringsfriheden, der rækker et pænt stykke ud over at beskytte forbrugere mod at blive snydt at usandfærdige reklamer. Der findes flere eksempler.

untitledEn anden ting, jeg ikke vidste, før jeg læste den nye bog: Folketinget kan vedtage, at der gælder én lov for Hansen og en anden for Jensen. I 1999 underkendte Højesteret den såkaldte tvind-lov, der blandt andet bestemte, at navngivne Tvind-skoler ikke kunne få tilskud efter samme regler som alle andre skoler. Jeg har hidtil troet, at det var den indlysende forskelsbehandling, Højesteret reagerede på. Det var det ikke – forskelsbehandlingen af borgerne var ikke i sig selv grundlovsstridig. Tvind-loven faldt i stedet på dens begrundelse: Det var anført i bemærkningerne til den, at Folketinget gik ud fra, at Tvind ville snyde på vægten. Derved påtog tinget sig en dømmende funktion, og så greb den højeste domstol ind.

I forhold til hvordan det er i andre lande, giver grundloven Folketinget meget stor magt. Det er der historiske årsager til. Det er ikke en ting, der står tindrende klart i den danske selvforståelse. Men fra den første grundlov i 1849 gik der mere end et århundrede, inden en moderne parlamentarisme, hvor alle borgeres stemme har samme vægt, blev formelt indført med grundloven fra 1953. For generation efter generation af folketingsmedlemmer gennem hele denne lange periode var det et vilkår, at de måtte være på vagt over for andre potentielle magthavere. Så da de endelig formelt fik den magt, der i et demokrati tilkommer et parlament valgt af folket, befæstede de den godt og grundigt. Måske også for grundigt.

Forholdet er tydeligt i en del andre tilfælde end dem, jeg har nævnt her. Generelt har borgerrettigheder meget svag beskyttelse i grundloven. Grundlovsgiverne har i stedet antaget, at Folketinget ville beskytte dem. Ordet ”ukrænkelig” går igen om den personlige frihed, boligen og ejendomsretten. Men reelt betyder ordet ingenting, fordi Folketinget selv bestemmer, hvad det vil gøre. Jens Peter Christensen citerer således afdøde ombudsmand Lars Nordskov Nielsen for, at paragraf 72 om boligens ukrænkelighed er ”vittig”, fordi den efter den bombastiske indledning om det ukrænkelige modsiger sig selv hele tre gange.

Jens Peter Christensen forklarer grundloven fyndigt og pædagogisk, og han udrydder en række misforståelser som dem, nærværende anmelder har gjort sig skyldig i. Så vidt så godt.

Derimod er hans allersidste sætning kritisabel. Her hævder han, at grundloven gennem 60 år har været et ”slidstærkt” værn om vores folkestyre og retssamfund. Med denne formulering fejer han problemerne med grundloven ind under gulvtæppet, og hans fortællinger ender som en enfoldig godnathistorie.

Betragtningen er god nok for så vidt angår folkestyret. Det fungerer i det store og hele som tiltænkt i 1953. Men retssamfundet har grundloven ikke værnet. Trods alt har Folketinget vist disciplin, når det gælder ytringsfriheden, og på det punkt har danskere stadig meget vidtrækkende rettigheder i forhold til, hvordan det er i andre landet. Desværre har Folketinget ikke vist samme disciplin i henseende til de andre borgerrettigheder. Grundlovsgiverne ville formentligt få et chok, hvis de kunne vågne op og se, hvordan det fungerer i dag.

Hvis kriteriet for et retssamfund blot var, at papirer blev flyttet rundt, at domme blev afsagt, og der sad folk i fængslerne, kunne man også med rette sige, at DDR havde et særdeles slidstærkt retssamfund. Men det vil ingen vel påstå.  Det afgørende er, at det er de rigtige, der bliver straffet, og at det sker efter en fair proces. Ellers er det blot en slidstærk politistat, man har opbygget, uanset om dens magthavere er folkevalgte.

I dag er hver tredje indsatte i fængslerne varetægtsfængslede. De er altså straffede allerede inden, der bliver afsagt en dom, hvilket i vidt omfang gør dommene ligegyldige. Inklusive appelsystemet. Når man allerede er straffet, kan det kun gøre ondt værre for en selv at bringe sagen for lands- og højesteret.

Dertil kommer, at der er skruet voldsomt op for politiets og andre myndigheders adgang til at anvende efterforskningsmidler, der er så hårde, at de i sig selv udgør en ubehagelig sanktion – uanset om dem, det går ud over, er skyldige i en forbrydelse eller ej. Antallet af telefonaflytninger er eksploderet inden for de seneste år, og husundersøgelser foregår i stor stil, også uden retskendelse, under dække af fredelige myndighedskontroller.

Værre bliver det hele af, at det i høj grad er Folketinget og regeringen, der bestemmer, hvilke grupper der skal gås særligt efter i sømmene. For tiden ser vi det for eksempel i indsatserne mod ”social dumping”. Dette begreb findes ikke i loven, og i stedet er der tale om, at politikerne af usaglige hensyn bestemmer, at der skal bruges rå magtmidler mod bestemte grupper af borgere, som åbenbart ikke passer ind i skabelonen.

8702152760Vilkårlige og politisk bestemte straffeaktioner uden domstolskontrol er således desværre ikke noget skræmmende fremtidsscenarie. Det er den skræmmende virkelighed i nutiden. Inden for strafferetten har politiet også for længst forstået det politiske budskab og måler deres effektivitet på, hvor mange de kan rejse sigtelse eller tiltale imod – ikke hvor mange der faktisk bliver dømt. Og det er jo også lidt lige meget, når folk alligevel bliver straffet allerede inden, de bliver dømt.

Mange af disse fænomener kommer aldrig frem til Jens Peter Christensens skranke i højesteret. I forbindelse med for eksempel varetægtsfængslingerne som nævnt fordi mange af de varetægtsfængslede i praksis er afskåret fra at anke sagerne. Men statistikken over antallet af varetægtsfængslinger er dog ikke hemmelig. Det er aviserne heller ikke, og her kan vi alle læse om kontrollerne mod social dumping, samt om talrige andre tilfælde, hvor politiet gennemfører kontroller. Noget, som hr. og fru Jensen måske ikke studser over. Men landets skarpeste jurister må da tænke deres, når de nu ved, at social dumping ikke er nogen forbrydelse, og at politiet stort set ikke har nogen kontrolbeføjelser på privat grund.

De mange brud på om ikke grundloven, så på dens ånd, giver sig ikke blot udslag i et stort antal konkrete uretfærdigheder, hvor borgere kommer meget alvorligt i klemme. Det giver sig også udslag i en ubalance i samfundet. Hver gang man, i fuld overensstemmelse med grundloven, fratager nogle borgere rettigheder, er det for at give andre borgere flere rettigheder. På den måde vokser spændingerne mellem dem, der får, og dem, der mister.

De er forstemmende, at en højesteretsdommer er blind for dilemmaet.

Jens Peter Christensen: Grundloven – Atten fortællinger

129,95 kr., 143 sider

Udkom 10. september fra Gyldendal

Posted in Ikke kategoriseret | 2 Comments

Omvend dig, synder

I USA har domstolene underkendt tvangsindskrivning til behandlingsformer, der er baseret på en direkte eller indirekte religiøst begrundet forudsætning om, at klienten skal omvendes. I Danmark har tankegangen bredt til det ene sociale område efter det andet.

”Prøv at folde jeres hænder,” sagde underviseren på førstedagen af et kursus for ledige, der fandt sted i Ålborg en efterårsdag i 2010.

Både underviseren og det pågældende kursus har siden opnået national berømmelse, fordi en af kursisterne – Lau Svendsen – muntert beskrev forløbet på bloggen Dagpengeland, der siden også er blevet til en bog. Mange læsere har således skiftevis nikket genkendende til og rystet på hovedet af den overfladiske og missionerende stil, de ledige blev udsat for.

Der er naturligvis ikke tale om, at kurset i en direkte forstand havde til hensigt at omvende de ledige til nogen religion. Men så alligevel: Det med foldede hænder var symbolsk for, hvad der foregik. Det var et led i en øvelse, hvor kursisterne skulle folde hænderne to gange, og bagefter konstatere, at de foldede hænderne på samme måde begge gange.

aa03”Det er det, vi kalder ’vaner’. Vanens magt er uhyggelig. Så ikke noget med at sætte sig ved siden af den samme person i morgen. Vi skal have ændret på jeres vaner på det her kursus,” sagde underviseren ifølge Lau Svendsen. Underviseren havde på det tidspunkt først lige mødt kursisterne – hun havde endnu ikke talt personligt med nogen af dem og kendte derfor heller ikke de vaner, hun ville ændre.

Denne tankegang – at folk med en eller anden form for socialt problem skal skifte identitet, og eftertrykkeligt lægge sit tidligere jeg bag sig – har spredt sig gennem en løbeild i det sociale arbejde i Danmark, mener cand. psyk. Liese Recke. I en artikel i det det norske tidskrift Matrix har hun en kritisk gennemgang af anvendelsen af de såkaldte 12-trinsprogrammer, som hun ser som tendensens rod.

12-trinsbehandlingen er oprindeligt opfundet af Anonyme Alkoholikere i USA i 1935. Den meget kontante religiøse opfattelse, der i hvert fald oprindeligt lå bag, kommer klart til udtryk allerede i andet og tredje trin: ”Vi kom til den erkendelse, at en magt større end os selv kunne give os vor sunde fornuft tilbage” og ”Vi besluttede at lægge vor vilje og vort liv over til Gud, sådan som vi opfattede Ham.” I femte trin ”indrømmede (vi) overfor Gud, for os selv og for et andet menneske, nøjagtigt hvordan det forholdt sig med vore fejl,” og i elvte trin ”søgte (vi) gennem bøn og meditation at forbedre vor bevidste kontakt med Gud sådan som vi opfattede Ham, idet vi bad om at få at vide, hvad der var Hans mening med os, og om styrke til at udføre den.”

Men selv om vi i Danmark opfatter USA som et meget religiøst land, så er der også en anden side af det – nemlig en religionskritik og et kontant krav til regeringens upartiskhed i forhold til religiøse strømninger. Det sidste er endda nedfældet i den amerikanske forfatnings første tillæg, der fastslår, at staten ikke må favorisere nogen bestemt religion. På den baggrund har amerikanske domstole siden midten af 90’erne sat foden i døren i forhold til 12-trinsbehandlingerne og fastslået, at ingen må blive påtvunget dem, f.eks. som betingelse for at få kørekortet tilbage efter en spritdom. I den forbindelse har dommerne ikke ladet sig overbevise af behandleres og myndigheders argumentation om, at klienterne selv kunne vælge hvilken guddom, de ville bekende sig til – herunder at guddommen kunne være en omskrivning for personlige værdier eller principper.

I Danmark har vi ikke en tilsvarende paragraf i vores grundlov. Hos os er det måske heller ikke en del af den kollektive erkendelse, at tro og religiøse følelser overhovedet har nogen plads ved siden af dokumentet viden. På den baggrund, mener Liese Recke, har en amerikansk vækkelses-tankegang i det sociale arbejde fået lov til at brede sig herhjemme – uden de restriktioner, den dog møder i sit hjemland.

”Socialt arbejde kommer i stadigt højere grad til at handle om identitet. Det bliver psykologiseret, hvor det dybest set handler om, i anførselstegn, at frisætte et menneske. Det er en radikal disciplinering, og det nærmeste, du kommer det, er en religiøs omvendelse, hvor et menneske i løbet af relativt kort tid fuldstændigt skal forandre selvopfattelse, forståelse af verden og relationer med andre. Det er banalt på rusmiddelområdet, hvor man kan sige, at hele antagelsen om, at afhængighed kan behandles, bygger på sådan en religiøs omvendelsestanke.  Men det findes også på en række andre sociale områder, og 12 trins-bevægelsen er den første og reneste udtryk for denne forståelse,” siger Liese Recke.

aa01Som et eksempel på en bannerfører for vækkelsen nævner Liese Recke den populære tv-vært Oprah Winfrey.  I Oprahs univers findes ikke fattigdom – kun dårligt selvværd og psykiske problemer, der skal overvindes. Men som dansker kan man også bare åbne for aftenmagasinerne på DR eller TV2 og se den grundlæggende samme historie repeteret igen og igen: ”Jeg levede i overhalingsbanen og troede, jeg havde det godt. Men så mødte jeg den store erkendelse, og nu ved jeg, at jeg dengang i virkeligheden havde det dårligt.”

Og ligeledes har mange behandlere helt eller halvt adopteret 12-trinsprogrammerne. Det er ikke mindst sket i forbindelse med, at den sociale sektor er blevet privatiseret gennem offentlige myndigheders samarbejde med NGO’er eller private behandlere.

Liese Recke bruger det amerikanske begreb ”recovery-bevægelsen”, og hun nævner nogle faste terminologier og tankesæt, man kan kende den på i den offentlige debat. F.eks. stammer begrebet ”clean” fra 12-trinsprogrammet og udtrykker den holdning, at man ikke bare skal frigøre sig fuldstændigt fra det, man er afhængig af. Man må heller ikke bruge medicin efter behandlingen. Et andet træk er, at erkendelsen ikke blot skal være personlig, men også formidles til andre.

”En del af recovery-bevægelsen handler om vidnesbyrd. Her trækker man fra det gamle AA, Oxford-bevægelsen og kristne vækkelsesbevægelser. Der er et udtryk, der siger, at du skal dele det for at beholde det. Det betyder, at du skal fortælle din historie for at holde fast i din egen identitetsændring. Hvis du forsømmer denne deling, vil du uhjælpeligt falde tilbage til den gamle identitet. Men mange andre, som har forholdt sig til deres problemer uden at være igennem en omvendelse, finder det pinligt at fortælle om deres privatliv på den måde,” siger Liese Recke.

Men hvad er problemet, hvis teknikkerne virker, og der er alkoholikere og stofbrugere, som bliver befriet for en afhængighed, der har været en stor belastning i deres liv?

”Omvendelse virker, og det virker kraftigt. Men hvad man ikke tænker på er, at det ikke kun virker på det problemområde, det sættes ind over for. De fleste – og det gælder ved stort set alle typer omvendelser – falder fra igen. De er måske ivrige i starten. Men hvad sker der så, når de falder fra? Hvordan skal sådan et menneske forstå og tænke om sig selv? I rusmiddelbehandlingen ser vi f.eks., at hvis en omvendt alkoholiker begynder at drikke igen, så drikker vedkommende mere end før. Fordi man har fået en selvopfattelse, hvor man ikke bare drikker for meget, men også synder. Man skammer sig i en grad, som man slet ikke har oplevet før,” siger Liese Recke, der anfører, at 12-trinsbehandlingen er baseret på nogle naive og meget forsimplede antagelser.

”Du har alle disse grupper, hvor du kan gå til 12-trinsmøder. Det er nøjagtig samme kur, der tilskrives, om du er afhængig af spil, sex, alkohol, cannabis, arbejde eller shopping. Det sker under ganske indoktrinerende gruppeprocesser.  Og en af karakterstikkerne ved de her grupper er, at det hele bliver kontekstløst. Det bliver ikke til et spørgsmål om fattigdom. Det bliver ikke til et spørgsmål om, om vi nu har en rigtig narkopolitik. Det hele bliver til et spørgsmål om dig og din tilstand og din sygdom, som skal kurreres gennem en radikal identitetsændring. Det er der, den alvorligste transformation af det sociale arbejde finder sted,” siger Liese Recke.

Lise Recke er ikke alene om sin kritik af 12-tringsprogrammerne. Den findes også blandt dem, det hele handler om – altså dem, som har en afhængighed, de ønsker at slippe ud af, eller som de har lagt bag sig. De er begyndt at organisere sig i blandt andet lukkede facebookgrupper. Her betegner man typisk sig selv som ”brugere”. Fraværet af den lille forstavelse ”mis” indikerer, at man ser nøgternt på, om en person bruger stoffer eller ej. Om det er negativt, og altså om der er tale en misbrug, afhænger af den enkelte persons opfattelse.

"Socialt arbejde kommer i stadigt højere grad til at handle om identitet. Det bliver psykologiseret, hvor det dybest set handler om, i anførselstegn, at frisætte et menneske. Det er en radikal disciplinering, og det nærmeste, du kommer det, er en religiøs omvendelse, hvor et menneske i løbet af relativt kort tid fuldstændigt skal forandre selvopfattelse, forståelse af verden og relationer med andre," siger Liese Recke.
“Socialt arbejde kommer i stadigt højere grad til at handle om identitet. Det bliver psykologiseret, hvor det dybest set handler om, i anførselstegn, at frisætte et menneske. Det er en radikal disciplinering, og det nærmeste, du kommer det, er en religiøs omvendelse, hvor et menneske i løbet af relativt kort tid fuldstændigt skal forandre selvopfattelse, forståelse af verden og relationer med andre,” siger Liese Recke.

Men i den sproglige detalje ligger ikke, at man afviser, at misbrug er problematisk, og en af aktiviteterne er, at man vil hjælpe stofbrugerne til en behandling uden 12-trinsbehandlingens religiøse elementer. I den sammenhæng har Ib Kostow fra Trinløse Tænkere f.eks. henvendt sig til Aalborg Kommune, i hvis behandlingstilbud til brugere af narko og hash der indgår 12-trinsbehandling gennem Anonyme Narkomaner (NA). Han fik i november sidste år et venligt svar fra rådmand Mai-Britt Iversen, der oplyste, at kommunen var ved at ændre sine behandlingstilbud, så der fremover i højere grad er fokus på den enkeltes behov, og så der ikke ville blive stillet noget ”absolut krav” om at deltage i en 12-trinsbehandling.

Dette løfte synes dog ikke være trængt ned i den kommunale organisation. Her har man ganske vist fjernet kravet om 12-trinsbehandling i den såkaldte primærbehandlings anden fase. Men i første fase findes kravet stadigvæk. Så sent som i april var det en forudsætning for, at Kell Torp, der er medlem af Trinløse Tænkere, kunne få behandling for et hash-misbrug, at han to gange om ugen gennem tre måneder skulle gå til NA-møder.

Samtidig var der et NA-indslag, når klienterne i kommunens egen dagbehandling mødte op hver dag. Her begyndte man – indtil klienterne frabad sig det – med oplæsning af en tekst fra NA op. Dagens tekst findes på hjemmesiden www.bareforidag.dk. Og teksterne vidner om, at der ikke er helt frit valg på alle hylder i den højere magt, man skal bekende sig til som en del af behandlingen. Den gud, hver enkelt skal opfatte, skal være mere end blot en spirituel eller moralsk opfattelse af verden. Det skal være en kraft, der konkret og med forsæt styrer det enkelte menneskes liv.

I tekst nr. 84 hedder det f.eks.: ”Jo længere vi er clean, desto stejlere og smallere lader vores vej til at blive. Men Gud giver os ikke mere, end vi kan håndtere. (…) Den fortsatte søgen efter svar på livets op- og nedture kan føre til, at vi sætter spørgsmålstegn ved alle sider af vores liv. Livet er ikke altid rart, og det er på disse tidspunkter, at vi må vende os til vores Højere Magt med endnu mere tro. Nogle gange er det eneste, vi kan gøre, at holde fast og tro på, at tingene vil blive bedre.”

Og i tekst 24: ”Fejltagelser er ikke katastrofer. Men kære Højere Magt, lad mig lære af dem.”

Så vidt kritikken af 12-trinsprogrammerne. Men inden, vi hører synspunkter fra Aalborg Kommune og fra dem, som arbejder med 12-trinsbehandlingerne, så lad os se på hvordan en fagmand – professor Mads Uffe Pedersen fra Center For Rusmiddelforskning – ser på situationen inden for behandlingsformens kerneområder – behandling mod alkoholisme og brug af stoffer.

Mads Uffe Pedersen mener ikke, man kan sige, at den religiøse tilgang i 12-trinsbehandlingen breder sig, i hvert fald ikke de offentlige behandlingstilbud, han har forstand på. Han vurderer tværtimod, at f.eks. Minnesota-behandlingen mod bl.a. stofmisbrug – som er baseret på 12-trinsprogrammer – er gået tilbage efter et toppunkt i 90’erne.

Han ser også en mulighed for at modificere 12-punktsprogrammerne til noget brugbart. Men han er helt enig med Liese Recke så langt, at nogen positiv effekt af de meget religiøse elementer venligt sagt er udokumenterede. ”Der er ikke noget bevis for overhovedet, at kernen i Minnesota-forståelsen om at tro på noget højere end en selv, eller at opfatte sig selv som kronisk alkoholiker, skulle virke på noget som helst ,” som Mads Uffe Pedersen udtrykker det.

Det udelukker imidlertid ikke, at selve teknikkerne i 12-trinsprogrammet – hvis man renser dem for de ideologiske elementer – kan have en positiv effekt. ”Selve teknikkerne i nogle af de 12 trin minder om så meget andet. F.eks. kan det med at opsøge sin familie og at skrive ting ned, være vældigt anvendeligt,” siger Uffe Mads Pedersen.

Dét, at 12-tringsbehandlingen ofte er modificeret, gør det også svært at måle effekten af den. Den synes at være bedre end ingen behandling, men omvendt ikke bedre end andre behandlingsformer. Kognitive behandlingsforløb og motiverende samtaler er det, man for tiden anser for at have den mest dokumenterbare effekt, oplyser Uffe Mads Pedersen.

Han kender ikke til undersøgelser, der belyser, om 12-trinsprogrammerne også kan have en decideret negativ effekt. Men han vil ikke udelukke, at der kan være sådanne effekter.

”Det kan gå over gevind, hvis man f.eks. lægger noget bestemt ind i, at man skal tro på noget, der er højere end en selv. Men også når man fastholder folk i at se sig selv som alkoholikere. Nogle gange går det også over i, at man skal være fuldstændig ren for medicin, så man ikke må tage psykofarmaka. Hvis man går over i den form for fundamentalisme, så er det håbløst. Men det tror jeg også kun er de færreste, der praktiserer i Danmark i dag,” siger Mads Uffe Pedersen.

Og så tilbage til misbrugsbehandlingen i Aalborg Kommune.

Rådmand Mai-Britt Iversen har ikke ønsket at blive interviewet til denne artikel. I stedet er det Stig Stavnskær, afdelingschef i kommunens misbrugsafsnit, der ringer tilbage på telefonbeskeden. Han oplyser, at det er en fejl, når en borger har oplevet, at deltagelse i NA-møder var en forudsætning i et behandlingstilbud. I et af tilbuddene er deltagelse i møderne en forudsætning. Men borgerne har mulighed for at vælge en andet tilbud.

aa06”Jeg er ked af at høre, at det er sket. Sådan skulle det ikke være. Vi har udarbejdet nye koncepter for både stof- og alkoholbehandling. Det helt gennemgående, som vi har arbejdet efter gennem et års tid, er, at vi skal tilrette metoderne efter borgerne. Det er ikke borgerne, der skal passe ind i vores metoder. Så vi skal lave en individuel vurdering. Der er mulig for at få individuelle samtaler eller at deltage i grupper. Det er rigtigt, at i et af vores forløb anbefaler vi deltagelse i NA-grupper. Men det er ikke et krav, ” siger Stig Stavnskær. 

Han er heller ikke glad for at høre eksemplerne fra www.bareforidag.dk læst op.”12-trinsbehandlinge er en meget gammel metode. Det, jeg har overtaget, er en kultur, der skal ændres. Nogle har været vældigt optaget af metoden. Det er jo heller ikke anderledes, end at det kan være godt for nogle borgere, at man får noget at tro på. Men andre er metoden ikke god for,” siger Stig Stavnskær.

Men det tager åbenbart tid at ændre den kultur. På kommunens egen hjemmeside kunne man indtil for helt nyligt stadig læse, at det er et krav for få ambulant behandling, at man deltager i NA-møder. ”Så hvis man ikke har fulgt med, har man ingen chance for at vide, at kommunen ikke stiller det som et krav, at man følger NA’s principper. Der er i praksis heller ikke noget andet tilbud, hvor man kan få den intensive behandling, man har brug for,” siger Kell Torp.

Der er – heller ikke i Danmark – nogen central organisation, der har ophavsret til 12-trinsbehandlingen eller andre behandlingsformer, der er i større eller mindre grad er inspireret af den. Der er i stedet et ukendt antal små såvel som store organisationer, der arbejder med området ud fra deres udgangspunkt. Nogle af dem samarbejder med hinanden; andre gør det ikke.

Men en af de organisationer, der udbreder 12-trinsbehandlingen herhjemme, er Dansk Center vedrørende Alkoholisme og andre Afhængighedssygdomme – DCAA. I al væsentlighed finansieret af Sundhedsministeriet arbejder organisationen med at formidle programmerne til ikke blot afhængige af alkohol, hash eller stoffer, men også en række andre afhængighedsfænomener, f.eks. af spil, mad, indkøb, arbejde, sex og kærlighed.

Ifølge sine vedtægter er det desuden et mål for DCAA at etablere kontakt til andre, der arbejder med 12-trinsprogrammer. Det gælder f.eks. Al-Anon familiegrupperne, der tilbyder møder til pårørende til alkoholikere. Også disse møder har et betydeligt religiøst element, og de afsluttes f.eks. med en bøn, som det dog er frivilligt at deltage i. Fra DCAA’s hjemmeside har man også under udarbejdelsen af denne artikel kunnet finde et link til Anonyme Incestoverlevere, der ligeledes har sit eget 12-trinsprogram. Hvilket altså indebærer, at også ofre for seksuelle krænkelser bliver behandlet efter et program, der tilsiger, at de skal erkende deres personlige fejl og hengive sig til en gud.

aa02John Kastrup er formand i DCAA. Jeg har kontaktet ham for en kommentar til kritikken af 12-trinsprogrammerne. Der har også været afholdt et møde, hvor der tillige var en anden højtstående person, der beskæftiger sig med 12-trinsbehandling, til stede. Der blev indgået aftaler om rammerne for samtalen og om muligheden for at godkende citater til denne artikel.

Men da de fik tilsendt et tidligere udkast, hvor de var citeret, meddelte de begge, at de ”af forskellige årsager” ikke ønskede at medvirke alligevel.

Hvad de forskellige årsager handlede om, fremgik ikke. Men et bud er, at de har sammenhæng med de ”12 traditioner”, der danner grundlaget for 12-trinsbehandlingen. Blandt traditionerne er bl.a. personlig anonymitet, at man som udgangspunkt ikke agiterer gennem pressen, og at navnene NA og AA ikke skal inddrages i offentlige kontroverser.

Disse traditioner afholder i praksis 12-trinsbehandlerne fra at deltage i debatter om deres eget virke – også selv om de, som DCAA, arbejder for offentlige midler og agiterer for ændringer af sygdomsbegreber på områder, hvor grænsen mellem hvad der bliver regnet for moral, og hvad der bliver regnet for sygeligt, er flydende.

Jeg bryder dog næppe interviewaftaler ved at afsløre, at 12-trinsfolkene ikke er enige i kritikken. Endsige at også deres holdninger er meget dybtfølte. Det er måske netop denne dybe alvor, der skaber hele kontroversen. Når man prøver at ændre arbejdsløses selvopfattelse under et jobtræningskursus, er det grundlæggende bare pop. Alle overlever.

Men dét er ikke tilfældet, når vi det handler om brug skadelige substanser.

Fotos (to første og to sidste): Torben Svane.

Posted in Ikke kategoriseret | 3 Comments

Da DR og Amnesty International gik amok i slikbutikken

Skal nigerianske Omo have asyl, fordi hun har vidnet i en retssag om menneskehandel, selv om de tiltalte blev frikendt for alle anklager om dette?

Umiddelbart er svaret klart ja. Netop i hendes sag var tilfældet, at væsentlige dele af de oplysninger, hun havde givet i forbindelse med straffesagen, var i strid med de dokumenterbare forhold. Men der kan være andre grunde til, at en straffesag falder. For eksempel at den sigtede undervejs stikker af. Det er sket i et enkelt tilfælde i en sag om menneskehandel. Det kan også være, at menneskehandlen er foregået, men at man bare ikke kan bevise det. Eller at angiveren oprigtigt har troet, at den sigtede har begået en handling, der falder ind under paragraffen om menneskehandel, selv om det viser sig ikke at være tilfældet.

Hvis man kun gav asyl i de tilfælde, hvor det var muligt at dømme nogen, ville man således afskrække nogle reelle ofre fra at bidrage til opklaringen. Derfor er det rimeligt og rigtigt, at Flygtningenævnet er mere large med at acceptere angivernes forklaring i asylsagerne, end domstolene er, når de skal tage stilling for eller imod en domfældelse af tiltalte.

DRSå langt er det hele klart og logisk: Man dømmer kun menneskehandlere, hvis deres skyld kan bevises. Men man giver også asyl til mulige ofre, selv om det ikke kan bevises, at der er foregået menneskehandel.

Forvirringen i Omos sag opstår, fordi det er besluttet, at man rent sprogligt ikke skal sondre mellem dokumenterede ofre for menneskehandel og mulige ofre for menneskehandel. De bliver alle betegnet som ”handlede”.

Det har stor betydning for de organisationer, der arbejder med menneskehandel. Center Mod Menneskehandel oplyser for eksempel i sin statistik for 2011, at man det år har identificeret 60 ofre for menneskehandel. Skulle man kun tælle de tilfælde, hvor der faktisk er identificeret – fastslået – menneskehandel, er det væsentligt færre, det er tale om. I gennemsnit cirka fem personer om året er ofre i sager, hvor der falder dom for menneskehandel, og hvor skyldsspørgsmålet altså er bevist.

Denne sammenblanding af begreber er nok forvirrende for den almindelige dansker. Men den almindelige dansker kunne også være ligeglad, hvis fagfolk og medier var i stand til at holde tungen lige i munden og tage højde for, at ordet ”handlet” blev brugt om to forskellige ting.

Men det er de ikke. Det er det, der går galt for DR. Mediehuset konstaterer, bakket op af Omos advokat, at Flygtningenævnet har taget hendes forklaring for gode varer i asylsagen. Og så konkluderer de ud fra det, at der også må være tale om skyld i straffesagen, og de udpensler de bestialske forbrydelser, som ægteparret blev pure frifundet for – som om disse forbrydelser havde fundet sted.

DR’s egen kommentar til de kritiske artikler, som Politiken har bragt, viser, at tv-stationen end ikke forstår relevansen af en byretsdom og den dokumentationsproces, som en sådan indebærer. Holdningen er, at når Flygtningenævnet har godtaget en forklaring, uden at efterprøve den, så må der foreligge skyld.

Det er samme fejl, Amnesty International begår i forbindelse med sin underskriftindsamling til fordel for Omo. Organisationen har vistnok rettet lidt i sin tekst, men man skriver stadig som en kendsgerning, at hun blev tvunget til prostitution, og at bagmændene tog alle pengene. På trods af, at de nemt identificerbare personer, der skulle have begået disse handlinger, er frikendt for dem.

AmnestySom sagt, det er vigtigt, at man i asylsager har mulighed for i et vist omfang at lade tvivlen komme ansøgerne til gode i asylsager. Ellers kunne meget få opnå asyl, og Danmark ville rutinemæssigt sende folk hjem til forfølgelse, eller endda død.

Men systemet beror på, at man ikke omvendt lader denne tvivl komme andre til skade. At asylansøgernes forklaringer i udgangspunktet bliver taget ad notam, uden at blive efterprøvet, kræver disciplin fra advokater, organisationer som Amnesty og medier som DR. De kan alle henvise til Flygtningenævnets velvilje, når de behandler eller beskriver konkrete sager. Men de skal undlade at bruge det til at skabe sensationen, hvor konkrete personer bliver hængt ud på et løsagtigt, udokumenteret eller direkte forkert grundlag. Gør de sig skyldige i et sådant misbrug, underminerer de også accepten af, at Flygtningenævnet lader tvivlen komme ansøgerne til gode. Og så går det ud over alle fremtidige asylansøgere.

Det svarer til at give et barn alle ugens lommepenge, og så slippe det løs i en slikbutik. På den måde får man efterprøvet, om barnet er ansvarligt, eller om det brænder alle pengene af og satser på, at det et par dage senere kan plage sig til ekstra lommepenge.

I Omo-sagen bestod hverken DR eller Amnesty International slikbutik-testen.

Men man må medgive, at det også er upædagogisk, når Center Mod Menneskehandel afviser at sondre sprogligt mellem beviselige ofre for menneskehandel, og mulige ofre for menneskehandel. Det er svært at se nogen saglig begrundelse for, at man fører denne linje.

___________________________________________________________________

Om definitionerne på handlede personer i henseende til blandt andet asylsager – læs tredje afsnit af min artikelserie Menneskehandlens to spor på Damefrokosten.com.

Om Omo-sagen – læs også det tidligere indlæg her på bloggen; Tre børn i klemme mellem jura og politik.

Denne artikel på dr.dk var et af de første elementer i DR’s dækning af sagen i juni 2013.

Politiken omtalte i sidste uge Omo-sagen og frifindelsen af de tiltalte for alle anklager om menneskehandel og vold. I en anden artikel kritiserede avisen DR’s journalistik i sagen. I en tredje artikel blev der fulgt op på sidstnævnte vinkel.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , | 1 Comment