Østblokken fik demokrati – vi andre fik totalovervågning

Murfalds-jubilæum, vol. 2: Den danske stat kræver forvaring af ganske store mængder oplysninger om borgernes færden – oplysninger af den art, som der ikke er noget administrativt behov for, og som det heller ikke er i den enkelte borgers interesse bliver gemt, fordi de kun skal bruges, såfremt myndighederne en dag ønsker at straffe borgeren.

Det handler især om store mængder teleoplysninger: Under indtryk af terrorangrebene i 00’erne blev teleselskaberne pålagt at bevare oplysninger om, hvem vi taler i telefon med, hvem vi sms’er med (og vistnok også indholdet af sms’erne), hvor vi bevæger os med vores telefoner, hvor vi kobler bærbare computere på nettet, hvem vi mailer med, og hvilke hjemmesider, vi har besøgt. Oplysningerne skal gemmes for et år tilbage.

mur2Også bankerne skal gemme oplysninger om vores transaktioner – igen dels begrundet i hensynet til at kunne optrevle terrororganisationer, men i nok så høj grad for at kunne opklare sager om skatteunddragelse, skulle de opstå. Bankerne skal for eksempel gemme oplysninger om, hvor og hvornår vi har brugt vores kreditkort.

Som et slag på tasken vil jeg tro, at det for en almindelig dansker i gennemsnit ville fylde fem sider om dagen, hvis man printede det hele ud. Altså omkring 2000 sider i løbet af et år. Sat pænt ind i ringbind ville det vel fylde 20-30 centimeter.

Det indebærer, at Danmark overvåger almindelige borgere i langt højere grad, end DDR gjorde. Jeg har læst forskellige tal for omfanget af de arkiver, Stasi efterlod sig. Det højeste tal, jeg er stødt på, er 200 hyldekilometer. Læg dertil de arkiver, som de Stasi-ansatte nåede at destruere i revolutionsdagene for 25 år siden. Lad os sige, at der forinden har været 400 hyldekilometer arkiver. Men det er stadig allerhøjest et par centimeter pr. voksen borger i DDR gennem de 40 år, staten nåede at eksistere.

Nu kunne man måske tro, at de personlige oplysninger, som DDR indsamlede, var langt mere nærgående end dem, som den danske stat indsamler. Men det omvendte er tilfældet: Som efterretninger kommer, var Stasis viden om den almindelige østtysker af lav kvalitet.

I forhold til andre stater overvågede DDR en relativt stor del af sin befolkning helt tæt, med telefonaflytninger, åbning af post og infiltration. Men også i DDR var det trods alt kun nogle få procent af befolkningen, der blev udsat for den slags. For langt de fleste var oplysningerne meget mere sparsomme, og mange borgere havde Stasi slet ikke samlet informationer om. Systemet med informanter var meget effektivt, hvis man havde infiltreret en gruppe af personer, der lavede noget hemmeligt. Men det var ineffektivt i henseende til en generel screening for stort og småt. Oplysningerne fra informanterne i den henseende var utroværdige og svære at konkludere noget på, blandt andet fordi mange informanter var uvillige, andre var for tjenestivrige, og andre igen var simpelthen bare dårlige spioner. Selv hvis man endelig fandt ud af, at en borger for eksempel havde talt nedsættende om systemet, kunne man ikke rigtigt bruge det til noget, og gjorde det almindeligvis heller ikke. Sandsynligvis har mere eller mindre alle engang imellem i private sammenhænge sagt ting, de ikke måtte.

Læg dertil, at en stor del af materialet i Stasis arkiver var tæt på at være ren junk. Der var dokumenter fra store efterforskninger, der mundede i den konklusion, at der alligevel ikke var nogen forbrydelse eller trussel. Andre forbrydelser havde fundet sted og blev opklaret, men de var bare latterlige og bagatelagtige. Det var for eksempel Stasis sure lod at finde ud af, hvem det var, der hele tiden skrev platte kommentarer om det socialistiske enhedsparti på toiletvæggene. Efterforskningen kunne for eksempel foregå ved, at man indsamlede endeløse mængder af skriftprøver.

10720396_10152706743782381_1155090131_oSå når Stasi skulle efterforske eller intimidere en borger, man ikke havde efterforsket før, var man typisk mere eller mindre på bar bund. Helt anderledes forholder det sig for den danske stat, der har sikret sig adgang til tele- og bankoplysninger.

Skulle det ske, at Danmark bliver overrumplet af en fjendtlig magt, vil denne meget hurtigt kunne danne sig et overblik over, hvem der er dens modstandere i samfundet. Hvis man ved hvem en borger kommunikerer med, hvor ofte, og i hvilken rækkefølge, samt hvor borgeren har brugt penge, kan man danne sig et meget godt billede af denne borgers liv, omgangskreds og holdninger. De samme oplysninger kan man bruge til at intimidering, fordi de viser hele det private liv, som vores kulturs sociale koder tilsiger, at man skal lade forblive privat: Sløseri, forbrug af porno, kontakter med ”forkerte” personer, byture og rejser, der har udviklet sig uhensigtsmæssigt, og så videre. Det er alt sammen rigeligt til at fremstille borgeren i et ufordelagtigt lys.

Selv uden en fremmed magts indblanding har staten sikret sig en række midler til nemt at efterforske videre, hvis den finder indikationer på, at en borger bryder banal lovgivning. For også myndighedernes adgang til at foretage kontroller på privat grund er vokset stejlt. I 1989 var der cirka 100 love og bekendtgørelser, der gav forskellige myndigheder en sådan hjemmel. Ved seneste optælling var tallet oppe på 265. Disse hjemler bliver brugt til at foretage i omegnen af 200.000 tvangsmæssige kontroller på privat grund hvert eneste år.

Endvidere: Selv om det formentligt ikke har været hensigten fra starten, er det også blevet praksis, at politiet kan komme med på disse kontroller, hvorved de tager karakter af egentlige ransagninger – stadig uden retskendelse. Politiet har også på egen hånd fået meget nemmere adgang til at foretage egentlige telefonaflytninger og lignende.

Alt dette betyder naturligvis ikke, at det var bedre at bo i DDR i foråret 1989, end det er at bo i Danmark i 2014. Brugen af informanter i DDR skabte en konstant utryghed om, hvem man kunne betro sig til. Den lovgivning, som Stasi håndhævede, var på nogle afgørende punkter langt mere snærende end den danske er, idet den begrænsede ytringsfrihed og øvrige politiske rettigheder. Sidst, men ikke mindst, var der en vilkårlighed i systemet, hvor de enkelte Stasi-ansatte efter forgodtbefindende kunne ødelægge menneskers tilværelse på afskyelige måder. De Stasi-ansatte spillede selv på borgernes fornemmelse af, at de var holdt under strengt opsyn.

10717993_10152706734652381_1808288833_nAlligevel er det opsigtsvækkende, at omfanget af overvågningen i Danmark og andre vestlige lande i den grad er eksploderet. Det var bestemt ikke noget, man planlagde eller regnede med for 25 år siden. Dengang regnede man tværtimod fraværet af overvågningen som en af vestens største dyder. Det er heller ikke sådan, at den økonomiske eller sikkerhedspolitiske udvikling siden tilsiger, at der i dag må være meget tættere overvågning af borgerne end i 1989. Vi havde en mindst lige så avanceret velfærdsstat dengang, og de indre og ydre fjender under den kolde krig var nok nogle andre end i dag, men de var de bestemt ikke mindre bekymrende.

Som situationen er, er der en masse, vi kan lære af DDR. Heller ikke her var masseovervågningen en politisk intention fra starten. Den opstod bare, og den udviklede sig, indtil den virkede modsat hensigten: Den skulle beskytte samfundsformen, men endte med at blive en af de væsentligste faktorer for dens undergang, da samfundet efterhånden var lammet af apati, fordi ingen turde eller fandt det muligt at gøre noget på egen hånd.

Dertil er vi ikke kommet i Danmark. Men her er eskaleringen af overvågningen også stadig i gang, og ingen kan sige, hvor eller hvordan den ender. Vi kan bare konstatere, at der er nogle fællestræk mellem udviklingen i DDR og det, vi ser hos os selv i dag. Om det handler næste artikel i serien: Tre ligheder mellem overvågningen i Danmark og DDR.

 

Beskrivelsen af Stasis praksis er, som i første artikel i serien, baseret på Gary Bruces’ bog ”The Firm – The Inside Story of the Stasi”.

Denne hjemmeside – som jeg ikke kender udgiveren af – opgør forholdet mellem DDR’s datidige og vestens nutidige overvågning af egne borgere langt mere dramatisk, end jeg har gjort her. 

Oversigten over, hvilke oplysninger teleselskaberne skal gemme, findes i logningsbekendtgørelsen. Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia har uddybet baggrund og menneskeretlige problemstillinger i dette notat.

Ditlev Tamm har i bogen ”Mellem fortid og fremtid” opgjort, at der i 1996 var 111 love og bekendtgørelser, der gav myndigheder hjemmel til at foretage kontroller uden retskendelser (Kilde: CEPOS). I 2003 opgjorde Retssikkerhedskommissionen tallet til cirka 185. Ifølge denne artikel i Jyllands-Posten er tallet nu oppe på 265.

Ifølge seneste udgave til af Justitsministeriets årlige ”Redegørelse til Folketinget om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen” har Fødevaretilsynet gennemført 8106 kontroller på en enkelt måned sidste efterår. NaturErhvervsstyrelsen har gennemført 2642, SKAT 2559 og Arbejdstilsynet 5996. Alene det giver næsten 20.000 kontroller, hvortil kommer, at også mange andre myndigheder bruger kontroller (dog i mindre grad). Er de efterårsmåneder, hvor der er talt, typiske, vil det summe sammen til over 200.000 kontroller på et år.

Andre artikler i serien: Vol. 1, Vol. 3, Vol. 4, Vol. 5, Vol. 6.

Fotos: Lene Tymoshenko

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , | Leave a comment

Vore egne liv

Murfalds-jubilæum, vol. 1: Man bliver i godt humør af at se filmen ”De andres liv”. Ganske vist handler den om den benhårde undertrykkelse af borgerne i DDR. Men den viser også menneskeligheden bryde igennem, da den højtstående Stasi-officer Gerd Wiesler får skrupler og bruger sin position til tværtimod at beskytte en familie mod statens overgreb.

Men der er, som man siger på de kanter, et aber dabei: Det er ikke kun filmens konkrete handling, der er fiktion – det er også hele dens præmis. Flere hundrede tusinde østtyskere nåede at være ansat i Stasi, de fleste gennem mange år. Men der er ikke et eneste kendt eksempel på det, man ser i filmen – en Stasi-ansat, der i en større sag bevidst og over længere tid handler stik modsat sine ordrer for at beskytte borgere. Det oplyser Gary Bruce, canadisk historiker med speciale i DDR, i bogen ”The Firm – The inside story of The Stasi.”

Leben1Den 9. november er det 25 år siden, at Berlinmuren faldt. En begivenhed, der er kommet til at stå som det helt store symbol på ikke blot DDR’s undergang, men også på den kolde krigs afslutning. I den anledning vil jeg over de næste måneder bringe en serie af indlæg her på bloggen.

Mit udgangspunkt er, at det ikke blot er ”De andres liv”, der har efterrationaliseret den kolde krig til ukendelighed. Det er et generelt fænomen. Men det entydige billede af kampen mellem de gode og de onde, som de gode vandt, holder ikke. Og når vi alligevel ser det sådan, overser vi, at de dynamikker mellem centralmagt og befolkning, der fandtes i østblokken, også findes hos os.

Faktisk, som en bitter ironi, så er det os selv, der i dag uforstandigt betragter de tidligere øst-regimer som ”de andres liv”; som noget isoleret og fortidigt, der intet har at gøre med os. Det er bittert – ikke fordi vi vil skal frikende øst-regimerne for deres dårligdomme, men fordi vi dermed nemt overser de samme dårligdomme, når de findes hos os selv.

Medarbejderne i Stasi så ikke den store principielle forskel på den myndighed, de arbejdede for, og så myndigheder i vesten, fremgår det af Gary Bruce’s undersøgelser. Det var derfor, der aldrig var nogen virkelighedens Gerd Wiesler.

Selv den bedste stat i verden udøver rå magt, der i nogle tilfælde har særdeles stor betydning for den enkelte borger. Man fanger og straffer forbrydere, man tvangsfjerner børn, man indkalder mænd til militærtjeneste, man nægter unge optagelse på studier, man giver udlændinge afslag på opholdstilladelse, men fratager ledige dagpenge og så videre. Langt fra i alle disse tilfælde er det givet, at magtudøvelsen må ske – faktisk sker der erfaringsmæssigt altid magtudøvelse, som er fortrudt allerede i næste generation. Der er da også hele tiden ansatte hos myndighederne, der føler skrupler eller ubehag ved, hvad de gør. Nogle af dem siger op. Andre undgår at avancere til positioner, hvor det konkret er dem, der skal træffe beslutningerne. Andre igen får et solidt forbrug af alkohol.

Men det sker praktisk talt aldrig, at nogen bliver i systemet med den hensigt diskret at bryde reglerne, for på den måde at beskytte borgerne. Og det skete altså heller ikke i Stasi.

Stasi-medarbejdere havde god grund til at se deres arbejde som en del af den store normalitet. DDR var et diktatur, men både dengang og nu glemte man, set fra vesten, nemt nogle vigtige faktorer omkring dette diktaturer. Andre diktaturer i historien har udelukkende tjent herskerne. Landet og borgerne har blot været brikker i et spil. Men i DDR var der fra starten en oprigtig hensigt om at skabe velfærd for borgerne. Der var en tro på kommunismen som det bedste system, og i hvert fald i første generation af ledere i DDR var der mange, der under nazismen selv havde lidt for denne overbevisning.

Havde deres ønske blot været at undertrykke befolkningen, havde de også kunnet finde mange kvalificerede håndlangere fra det foregående styre. Men det undlod de omhyggeligt. I stedet havde Stasi en forkærlighed for at rekruttere blandt arbejdere; ud fra en nærmest rørende naiv antagelse om, at disse ville være mest loyale over for arbejder- og bondestaten.

Leben2Også metoderne skulle være anderledes end nazisternes. Det var en væsentligt forklaring på, at organisationen blev så stor: Det var meget mere ressourcekrævende at overvåge hele befolkningen og forsøge at få dem ind på geled ved at give eller fratage privilegier, end det var blot at skræmme dem med vold, som Gestapo havde gjort. Stasi var, i hvert fald i begyndelsen, i vidt omfang underlagt almindelige regler i en retsstat. Man skulle på lovlig vis indsamle beviser, før man kunne straffe nogen. Stasi var i sin egen selvforståelse således en civiliseret sikkerhedstjeneste.

Det undgik naturligvis ikke medarbejdernes opmærksomhed, at de selv havde store privilegier, at de havde stor magt over borgerne, og at man kom stadigt længere væk fra begyndelsens idealistiske renfærdighed. Men der var altid forklaringer.

Nå ja, så forfulgte man borgere, der kunne mistænkes for at planlægge at rejse til vesten. Men det var jo heller ikke anderledes, end at hvis for eksempel en tandlæge flygtede, så måtte tusind patienter gå rundt med huller i tænderne. Så man kunne forstå, man hjalp folket.

Nå ja, så viste forestillingen om sabotører rundt omkring på fabrikker og kollektivlandbrug sig at være et fantasifoster. Men man fandt man masser af slendrian, og det var jo også i folkets interesse at få dén stoppet.

Nå ja, så indsamlede man alt hvad man kunne overkomme af oplysninger om borgernes privatliv og utilfredshed med styret. Men langt det meste af det var kun bureaukratisk amokløb, der aldrig blev brugt til noget alvorligt. Som en af de tidligere ansatte sagde til Gary Bruce: ”Hvad var der at være bange for? Firmaet (altså Stasi, STK) var et legitimt, statsligt organ. Vi var jo ikke nogen vild undergrundsorganisation.”

De historikere, der kom til DDR efter murens fald, tog udgangspunkt i, at de skulle analysere en totalitær stat. Men også de måtte hurtigt medgive, at det var mere nuanceret. Alle er enige om, at DDR og Stasi undertrykte borgerne og nægtede dem almindelige demokratiske rettigheder. Men alle er også enige om, at der var en god vilje, og at man må anerkende forsøgene på at skabe en stat med velstand og borgerrettigheder – forsøg, der i en del tilfælde lykkedes. Hvor man skal lægge snittet, er ifølge Gary Bruce anledning til store stridigheder mellem historikerne – op til et punkt, hvor den ene historiker ikke vil skrive i et tidsskrift, der har bragt artikler af en af de andre historikere.

De mærkater, man har forsøgt at sætte på DDR-styret, viser tydeligt, hvor svært det er på en gang fremhæve undertrykkelsen af borgerne, og på den anden side på et rent principielt plan at adskille styret fra vores egne samfund. Historikere har foreslået betegnelser som “Welfare dictatorship” (Fürsorgediktautur). ”Post-totalitarian bureaucratic dictatorship” og ”Thoroughly ruled society”.

Men måske ligger kvaliteten af en stat, eller mangel på samme, ikke primært i dens formelle opbygning, men i den praksis, der bliver almindelig. Praksis er nemmere at forstå intuitivt, og det blev tydeligt, når Gary Bruce spurgte Stasi-medarbejderne til deres oplevelser i de hektiske dage omkring murens fald for 25 år siden.

Meget få af dem havde hverken dengang eller senere væsentlige skrupler over deres gerninger. Nogle af dem fortalte også, at de aldrig havde oplevet ubehageligheder eller bebrejdelser fra almindelige borgere i den nu fortidige stat. Men en stor del af dem havde i revolutionsdagene haft stor angst. Nogle var bange for, at folkemængden skulle gå amok og klynge dem op i lygtepæle. Men mere typisk frygtede de, at de skulle blive udsat for samme metoder, som de selv havde været med til at udøve.

Leben3Et karakteristisk eksempel er et ældre ægtepar, der havde tjent på meget lavt niveau i Stasi – han som chauffør, hun som rengøringsassistent. De havde hurtigt fundet andet arbejde bagefter, og de levede stadig lykkeligt med hinanden. Kun én gang havde de oplevet noget ubehageligt: Efter systemskiftet forsvandt rengøringen en overgang i det boligkompleks, hvor de boede. Manden satte derfor en seddel op i receptionen, hvor han venligt opfordrede naboerne til at rydde op efter sig. Dagen efter var der sat et kryds over sedlen, og en anonym person havde skrevet: ”Hr. Paupst. Den røde æra er forbi!”

Denne situation, hvor en dem ukendt person afslørede et kendskab til deres liv, og gav dem en kun let truende reprimande, oplevede ægteparret som så ubehagelig, at de straks flyttede.

Måske er dette den simple formel for, om myndighedsudøvelse er undertrykkende eller legitim: Man skal forestille sig, hvordan det vil være, hvis staten pludselig falder væk. Ville en ny, og ligeledes velmenende stat overhovedet drømme om at genetablere de gamle myndigheder? Ville borgerne møde de gamle myndighederne med vrede? Ville de ansatte i myndighederne kunne udholde tanken om at være genstand for den type myndighedsudøvelse, de selv bedriver?

Billeder fra filmen De andres liv.

Bogen “The Firm – The Inside Story of the Stasi” kan blandt andet købes på Amazon.com.

Andre artikler i serien: Vol. 2, Vol 3, Vol. 4, Vol. 5, Vol. 6.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , | Leave a comment

Domstolene træder – måske – ind i facebook-alderen

Det sker engang imellem, at meget vigtige nyheder forputter sig i notespalterne, hvis de overhovedet bliver nævnt. Således gik det med en meddelelse, der mandag kom fra Justitsministeriet: Som led i finansloven er der afsat 14,9 mio. kroner til at lave en internetbaseret database over afsagte domme.

Det er et tiltag, der har potentiale til ikke blot at reformere retsplejen, men også at ændre hele den måde, vi betragter forbrydelse og straf på.

Domstolene er af uransaglige årsager årtier efter den teknologiske udvikling. Domme og afgørelser bliver stadig skrevet ned på papir og arkiveret manuelt. Da der er titusindvis af dem hvert år, og de er meget svære at systematisere, ud over de helt overordnede linjer, er det uhyre svært at finde dem frem, når der er brug for dem.

Københavns Byret_01Det er der ofte. For eksempel når dommere eller advokater søger indsigt i, hvordan tidligere sager med et lignende indhold som de sager, de sidder med her er og nu, er forløbet og afgjort. I dag er dommere og advokater i vidt omfang henvist til at søge viden om domspraksis i de få sager, der findes resumeer af i juridiske tidsskrifter eller hos Anklagemyndigheden. Bedre bliver det naturligvis ikke, hvis disse resumeer er upræcise, hvilket forekommer.

Også politikerne har brug for viden om domme. Når politikere for eksempel siger, at denne eller hin forbrydelse bliver straffet for mildt, hører det med til historien, at de som regel højest har overfladisk og rygtebaseret viden om, hvordan strafniveauet er.

Med en digital domsdatabase kan disse problemer blive løst. Men det er den mindste ændring, vi kan se frem til. Den store ændring ligger i noget andet: Nemlig at vi som almindelige danskere kan følge med i de enkelte domme.

Selv om der teoretisk set er åbenhed i retsplejen, kan offentligheden i praksis kun følge de mest spektakulære sager – for eksempel dem, hvor kendte mennesker sidder på anklagebænken. Her følger journalisterne retsmøderne, og de rapporterer om vidneudsagn og bevismateriale, så vi alle kan følge med.

Alle andre sager bliver højest fulgt af familie og venner. Så her er der ingen offentlighed, der tager stilling til, om det foregår, som det skal.

Det gør det ikke altid. Anklagede bliver dømt på enkeltstående vidneudsagn, eller uden beviser overhovedet. Varetægtsfængslinger bliver forlænget i halve og hele år af dommere, der ikke har set skyggen af et faktuelt bevis. Beskikkede advokater undlader at efterprøve det bevismateriale, anklagemyndigheden fremlægger, og forlader sig i stedet på sin egen argumentation.

Den slags optræder meget ofte i de sager, jeg søger nærmere indblik i – gennem aktindsigter i domsudskrifter, indkøbt til den faste takst på 175 kroner, eller ad anden vej. Mit indtryk er, at dommere – eller måske er det især domsmændene – ofte glemmer, at deres opgave er at sammenholde dokumenterede fakta med lovens paragraffer. I stedet tager de stilling på et politisk eller moralsk grundlag, eller de kommer ubevidst til at lægge for megen vægt på politiets vurderinger.

Ofrene for den slags er stort set magtesløse. De kan måske ved ihærdig indsats overbevise venner og bekendte om, at der begået uret mod dem. Men udenforstående vil næsten altid tænke, at Anklagemyndighed og domstole vel har gode grunde til at gøre, som de gør.

Som journalist får jeg naturligvis også kendskab til sagerne, netop fordi der er et eller andet problem med dem. Men blandt andet statistikken over, hvordan varetægtsfængslede faktisk bliver dømt, antyder, at der er tale om hyppigt forekommende problemer.

Københavns Byret_03Med den kommende domsdatabase kan det under alle omstændigheder være slut. Så kan domstolene så at sige komme ind i facebook-alderen: Vi får alle mulighed for at dele de afgørelser, der åbenlyst strider mod basale retsprincipper. Dommere og domsmænd vil være bevidste om, at de ikke nødvendigvis sætter et punktum med deres afgørelse. Også denne afgørelse vil blive efterprøvet.

Så oprettelsen af en digital domsdatabase kan altså være en meget stor ting. Forbeholdet skyldes, at det gør en stor forskel, hvor meget information man lægger ind i basen. Hvis man kun kan se tiltalen og dommen, men ikke referater af vidneudsagn, får vi alligevel ikke mulighed for at forholde os kritisk til dommene. Man kan også lægge store gebyrer på anvendelsen, hvilket vil gøre det dyrt at bruge databasen til at lave statistik, der for eksempel belyser, om nogle domstole dømmer hårdere end andre.

Jeg har spurgt både Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen om nærmere oplysninger om, hvad de har på tegnebrædtet. At man afsætter et beløb med en decimal til formålet viser, at man har regnet på en konkret model. Men begge steder har man afvist at uddybe, hvad man forventer af domsdatabasen, så længe finanslovsforslaget ikke er vedtaget.

Eftersom vi lever i et demokrati, kan et ministerium naturligvis oplyse om baggrunden for et lovforslag under behandling. Alt andet ville være absurd. At – af alle – Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen alligevel afviser at give sådanne oplysninger, viser, hvor dybt kulturen af lukkethed stikker i retssystemet. Og dermed også, at vi skal vente med at fejre domsdatabasen, til vi ser, hvad den mere konkret består i.

Læs også tidligere indlæg om domsdatabasen og om varetægtsfængslinger.

Fotos fra domstol.dk: Per Johansen.

Posted in Ikke kategoriseret | Leave a comment

En bås til de hjemløse (og en del flere)

Næsten hver anden hjemløs har en psykisk sygdom. To tredjedele har også et misbrugsproblem; flest af alkohol eller hash, men en del misbruger også hård narko eller medicin. Det fremgår af en rapport, som SFI udgav sidste år.

Måske har vi vænnet os til, at det bare er sådan: Der må være noget galt i hovederne på de hjemløse. Det er der måske også i mange tilfælde. Men det er ikke dokumenteret, at det skulle være nær så udbredt, som det umiddelbart fremgår af rapporten. Hvad den viser er ikke direkte de hjemløses situation – men derimod myndighedernes syn på de hjemløse.

Rapporten afslører således også myndigheder, der er fordomsfulde, der ikke tøver med at sætte borgerne i bås som hjemløse, uanset hvad borgerne selv mener, og som mangler enhver selvkritik.

Unusual-Bench3Hjemløshed er, som følge af et tilfældigt sammenfald af forskellige begivenheder, blevet et af sommerens debatemner. En af disse begivenheder var en situation, hvor nogle kvinder på en måske ufølsom måde opfordrede en hjemløs til at finde et andet sted at sove end foran elevatoren på en metrostation. Episoden blev kendt, fordi tv-værten Hans Pilgaard efterfølgende kom i skænderi med de to kvinder. Han kaldte den ene af dem en ”arrogant kælling” og opfordrede hende råbende til at ”gå hjem til sit lille overklasseliv.”

Mange medier har nævnt, at der er cirka 6000 hjemløse i Danmark – se for eksempel her i Avisen.dk. Det er der dog ikke i den forstand af hjemløshed, som der var tale om i diskussionen på metrostationen. Her er tallet cirka en tiendedel: SFI fandt under sin optælling på en kold uge i februar sidste år, at 595 personer i denne uge havde tilbragt en eller flere nætter på gaden.

Men misforståelsen om tallet kommer ikke ud af den blå luft, for SFI tæller i alt 5820 hjemløse. Det er fordi, man regner langt flere end dem, der overnatter på gaden, med. De øvrige er i, hvad man betegner som ”en hjemløsesituation”. Der var i den pågældende uge et par tusinde, der overnattede i herberger og lignende. Dertil kom et par tusinde, som havde midlertidig bolig hos venner eller familie. Og så nogle andre mindre, og vidt forskellige, grupper. For eksempel folk, der bor i kolonihave, eller folk, der er under udslusning fra fængsler.

Et fællestræk for dem alle er, at de ikke enten har et hjem med egen lejekontrakt eller skøde, eller i hvert fald at et sådant hjem ikke er brugbart for dem.

Men som optællingen foregår, er der et fællestræk mere: At de pågældende har et eller andet socialt problem. Optællingen er nemlig foregået ved indberetninger fra ikke færre end 1160 sociale institutioner og lignende. Det vil sige, at man ikke opdager dem, der opfylder de formelle kriterier, men som ikke er i kontakt med sociale myndigheder. Det er tilfældet for rigtigt mange – efter den definition, som SFI anvender, har nærværende blogger har for eksempel strengt taget været hjemløs i to perioder. De fleste andre, jeg kender fra min egen generation, har tilsvarende prøvet hjemløshed, for eksempel i forbindelse med flytninger, hjemkomst fra udlandet eller brudte parforhold.

Man kan så sige, at der heller ikke er grund til at tælle borgere som hjemløse, hvis de, summa summarum, ikke har væsentlige, sociale problemer. Det efterlader bare et andet problem med SFI’s metode.

10563635_687340648026071_729331077_nFor hvem siger, at blot fordi man har et eller andet socialt problem, så er det også et væsentligt socialt problem, at man ikke har egen underskrift på lejekontrakt eller skøde? Der findes næppe noget land, hvor folk almindeligvis går mere op i deres bolig, end vi gør i Danmark. Men ude i verden er det helt normalt at prioritere boligen lavt, specielt hvis man ikke har så mange penge. Milliarder af mennesker i verden bor dårligt efter danske standarder, uden at de opfatter det som kernen i deres problem – eller som noget problem i det hele taget.

Og omvendt: Hvis man nu skal anskue boligproblemer, hvorfor så afgrænse det til, om man har en lejekontrakt eller et skøde? Man kan i høj grad have et problem med en bolig, man papir på, for eksempel hvis man bliver chikaneret eller truet af naboer. Fænomenet er særligt tydelig i forbindelse med dem, som er under udslusning fra fængsler. Et godt bud er vel, at de mere eller mindre alle synes, at deres boligforhold er blevet betragteligt bedre, i forhold til mens de sad i fængslet.

Hjemløshed, som SFI anskuer det, er således ikke noget, de pågældende selv definerer. Det er noget, de sociale myndigheder definerer hen over hovedet på dem.

Det fremgår også af det datamateriale, som SFI har arbejdet med. Det består af skemaer med oplysninger om hvert enkelt person. SFI foretrækker, at skemaerne er udfyldt af personerne selv, eller at de i det mindste har medvirket til at udfylde skemaet. Det har imidlertid kun kunnet lade sig gøre i 10 procent af skemaerne. De øvrige 90 procent har institutionerne udfyldt selv.

Det sætter også oplysninger om hvorfor ”hjemløshedssituationen” er opstået i relief. På spørgeskemaet er der mulighed for at angive flere væsentlige årsager, og dem, som har udfyldt skemaerne, har i hvert tilfælde angivet gennemsnitligt lidt over to årsager.

Det er her, psykisk sygdom og misbrug af alkohol eller stoffer vejer tungt. Hver af disse tre rubrikker er afkrydset i en tredjedel af spørgeskemaerne. Langt de fleste har mindst et af de tre problemer. Sådan er altså opfattelsen hos de medarbejdere i sociale institutioner, der betragter de registrerede hjemløse.

Det er særligt opsigtvækkende i forhold til de forklaringer, der handler om boligen selv. Man skulle tro, at hjemløshed i høj grad handlede om problemer med det tilgængelige boliger. Men kun 21 procent anfører ”mangel på bolig eller lignende botilbud” som en væsentlig årsag, og lige så få peger på ”udsættelse af bolig”.

Umiddelbart ville man også tro, at økonomiske vanskeligheder i praktisk talt alle tilfælde var en væsentlig årsag. Det er også det felt, flest har sat kryds i – men det er kun en smule flere, end der har sat kryds ved hver af forklaringerne om psykiske lidelser og misbrug.

Når man endelig er ovre i de indirekte forklaringer, kunne arbejdsløshed, eller et urummeligt arbejdsmarked, være oplagte årsager til hjemløshed. Men de muligheder er end ikke med i spørgeskemaet.

Spørgeskemaet mangler også andre muligheder. Der er for eksempel ikke mulighed for at angive, at de sociale medarbejdere har lavet dårligt arbejde, eller at det er systemet som sådan, der svigter. I hvert fald det sidste må ellers meget ofte være tilfældet, hvis udsagnene fra de sociale institutioner står det til troende. Af de hjemløse, de anser for at være psykisk syge, er der således kun 45 procent, der modtager behandling.

nathan-philips_homless_sleeping_bench_01Det er heller ikke muligt at anføre, at de hjemløse er hjemløse i den definerede forstand, fordi de foretrækker det sådan. På trods af, at det ikke er svært at forestille sig, at nogle foretrækker at bo hos familie eller venner eller i kolonihaver, og enkelte endda foretrækker at overnatte på gaden.

Så konklusionen er næsten forprogrammeret: Det er altid et problem, når folk afviger fra den normaldanske norm om at bo i en bolig, hvortil man har lejekontrakt eller skøde. Dette problem er aldrig systemets skyld. Samfundet i en bred forstand kan til dels være medskyldigt. Men først og sidst skyldes det, at den definerede hjemløse handler uforsvarligt og/eller er syg i hovedet.

Det er Socialministeriet, der har hyret SFI til at lave rapporten om hjemløse. Hensigten er at styrke hjælpen til denne gruppe. Men allerede inden man er nået til den praktiske hjælp har man altså stemplet og stigmatiseret 6000 borgere i Danmark, hvis eneste fællestræk er, at de hverken har skøde eller lejekontrakt på en bolig, og at de af en eller anden grund er konktakt med sociale institutioner. Det er en stempling, der ikke blot rammer dem som gruppe, men også individuelt: De spørgeskemaer, der er udfyldt, vil nu ligge i sagsmapperne hos de sociale institutioner. Institutionen havde måske ikke tidligere tænkt over, om den enkelte kunne karakteriseres som hjemløs, og hvorvidt han eller hun havde psykiske problemer eller et stort forbrug af alkohol eller stoffer. Men nu er der officielt papir på det – tilmed forsynet med de pågældendes cpr-numre.

Men også når man når til det praktiske arbejde med at hjælpe de 6000 mennesker til at få en bolig, har rapporten og dens syn på hjemløshed negative konsekvenser. Socialministeriet har som et led i en række målsætninger på det sociale område afgjort, at antallet af hjemløse skal nedbringes til 4000 i 2020. Men den definition, SFI’ har anvendt i sin optælling, indebærer, at man kan opføre de bedste bosteder og herberger i verden, uden at komme en hårsbredde tættere på at nå målet: Selv om en mand, der hidtil har sovet på gaden, får en seng på det nye bosted, vil han jo stadig tælle som hjemløs. Omvendt kunne man for så vidt også lukke alle herberger og sætte folk på gaden, uden at man officielt kom længere fra målet.

Konsekvensen er, at de sagsbehandlere, der i sidste ende bliver sat til at opfylde målsætningen, må sigte efter den del af målgruppen, der faktisk har en seng at sove i, og i mange tilfælde endda i det, de givetvis selv opfatter som et hjem. Altså dem, som har en midlertidig bolig hos venner og familie, i kolonihavehuse, på pensionater og lignende. De er de nemmeste at få over en i egen bolig med lejekontrakt. Men det er også blandt disse, at problemet er mindst – hvis der overhovedet er noget problem, set fra borgerens eget synspunkt.

MetroSå selv om de sociale målsætninger også har et punkt om at mindske det, man kunne kalde tilbagefald til egentlig hjemløshed, er der ikke rigtigt noget i dem, der hjælper den mand, som blev anledning til det højlydte skænderi i den københavnske metro.

Dette skænderi er således meget symbolsk for indsatsen mod hjemløshed: Der bliver stillet krav til de hjemløse. Der er grænser for den omsorg, man viser dem. Denne holdning repræsenterede de to kvinder. Om de handlede urimeligt og ufølsomt, ved kun de, som overværede episoden. Men denne del er også overdøvet af den højlydte, moralske markering om de bedste intentioner, som Hans Pilgaard repræsenterede.

Og det er også kun denne markering af principiel omsorg, der står tilbage, når sommeren er forbi, og det igen bliver koldt på gaden.

Øverste foto: BoGo Boo.

Næstøverste foto: Torben Svane

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , | 1 Comment

Det danske normskred om tvangsarbejde

Googler man begrebet ”Vor tids slaveri”, får man fluks over 300.000 tekster at læse. Det er ofte politikere og hel- og halvofficielle organisationer, der bruger begrebet. Der ligger i det, at der trods alt ikke er tale om slaveri i sin hårdeste form, som i sydstaterne før den amerikanske borgerkrig. Men budskabet er som regel, at vi fra Danmark må protestere mod de uacceptable arbejdsforhold, der angiveligt findes sig i udlandet – eller blandt udlændinge i Danmark.

Men det officielle Danmark er ikke i en position til at pege fingre. Et nøgternt blik på konventioner, som Danmark har tilsluttet sig langt tilbage i forrige århundrede, viser, at den danske stat i stor stil anvender det, som vi tidligere har defineret som uacceptabelt tvangsarbejde.

nyttejob02Så uanset hvad der sker eller ikke sker ude i den store verden, så er der her hos os sket et betragteligt normskred, når det gælder tvangsarbejde og lignende.

Der er tale om to konventioner fra den internationale arbejdsorganisation ILO, der er en del af FN-systemet. Konventionerne er nr. 29 fra 1930 og nr. 105 fra 1957. Danmark har ratificeret dem begge.

At definere og forbyde slaveri og tvangsarbejde er ikke nogen helt enkel sag. For det første må man slå fast, at der naturligvis ikke er tale om slaveri, blot fordi en person af økonomiske årsager føler sig nødsaget til at tage et job. Med en sådan definition ville samfundet bryde sammen i løbet af få minutter. For det andet må man tage højde for, at der faktisk er meget tvangsarbejde, som ikke kan eller skal forbydes gennem konventioner.

Konvention nr. 29 nævner en række eksempler på tvangsarbejde, der er accepteret af staterne. Det for eksempel arbejde i forbindelse med straf for forbrydelser. Det er værnepligt. Det er andre pligter til at give en hånd med ved naturkatastrofer og lignende. Det er i mindre grad ”lette” pligter, for eksempel over for den lokale skole.

Og så er der også en artikel, der handler om et fænomen, vi har glemt i mellemtiden. Nemlig at bruge tvangsarbejde som beskatning. Jeg kender ikke den historiske baggrund for artiklen. Men den refererer sandsynligvis til nogle situationer ude i verden, hvor man har ladet fattige, der ikke var i stand til at betale skat, arbejde i stedet. Med forbeholdene har man villet sikre, at tvangsarbejdet havde en selvstændig mening, så det ikke blot blev de mere velståendes nidkære hævn over de uformuende.

Artikel 10 stiller som målsætning helt af få afskaffet den type tvangsarbejde. Men indtil man kommer så langt, skal arbejdet have en betydelig væsentlighed for samfundet, og det skal foregå på en rimelig måde – for eksempel således at borgerne ikke skal rejse langt for det, at det ikke udmarver borgerne, og at arbejdets art ikke strider mod religiøse overbevisninger.

Også den 27 år yngre ILO-konvention, nr. 105, kredser omkring det med det acceptable tvangsarbejde. Men fra den anden side, således at man definerer nogle formål, man ikke kan bruge tvangsarbejde til. Af fem punkter, der er nævnt i artikel 1, er de tre fuldkomment logiske i en nutidig sammenhæng. Man må således ikke bruge tvangsarbejde som politisk pression, som straf for strejker eller som et middel til diskrimination i henseende til race, nationalitet og religiøs overbevisning.

nyttejob01Men de to resterende underpunkter i artikel 1 studser man over, når man som dansker læser dem i dag. De siger henholdsvis, at man ikke må bruge tvangsarbejde til det formål at mobilisere og bruge arbejdskraft til at fremme økonomisk udvikling, og at man ikke må bruge tvangsarbejde som disciplinering af arbejdstagere.

Begge dele gør man pt. i cirka 30.000 tilfælde hver eneste dag, når ledige bliver sendt i aktivering som en betingelse for at få understøttelse. Talrige gange siden 1980’erne er skruen blevet strammet på det felt. I begyndelsen skete stramningerne for at undgå, at ledige snød sig til en ydelse, således at de kunne holde fri for andres regning. Men i dag er stramningerne helt utilsløret en del af reformer, der ifølge den politiske retorik skal sikre vækst og/eller velfærdsstatens overlevelse. Og når man for eksempel med forkortelse af dagpengeperioden og samtidig indførelse af nyttejobs for unge på kontanthjælp bevidst spekulerer i, at ledige vil blive presset til at blive mindre kræsne med hvilke jobs, de vil have, er der ingen tvivl om, at det handler om disciplinering af arbejdsstyrken.

Nu kan man sige: Der er ingen pligt til at modtage offentlig forsørgelse. Hvis man afstår fra den, og finder en anden måde at forsørge sig selv på, med eller uden arbejde, slipper man for aktiveringen.

Men bemærk, at de skatteydere uden penge, man hentydede til i artikel 10 i konvention nr. 29, i princippet også ”bare” kunne finde på noget andet, så de kunne svare deres skat med rede penge. Det er den sammenlignelige situation. Ligesom vi i dag ikke kan forestille os at skulle arbejde en skat af, kunne man i 1930 ikke forestille sig vore dags aktivering af ledige – endsige et samfund, hvor man med skatter, mindstelønninger og diverse bureaukratiske regler lægger stærke hindringer for, at borgerne selv kan tjene til den basale forsørgelse.

Bemærk videre: Konventionen fra 1930 accepterede, at man sendte folk på tvangsarbejde, hvis de ikke kunne bidrage til statskassen på anden måde. Man for det første regnede man med, at den slags skulle udfases, og for det andet var der den betingelse, at der skulle være tale om rigtigt arbejde. Der måtte ikke være noget lusk, så den reelle hensigt var at presse de pågældende til at finde pengene på en eller anden måde.

Det er dette princip, man forbryder sig imod, når man i dag slår knuder på sig selv for at finde en form beskæftigelse til de aktiverede under den forudsætning, at det skal være noget, som ingen ville betale en normal løn for. Hvis tvangsaktiveringen bestod af rigtigt, anerkendt arbejde, ville det være i overensstemmelse med principperne i de konventioner, som Danmark har tilsluttet sig omkring tvangsarbejde.

nyttejob05Udtrykket ”vor tids slaveri” er efter min personlige mening noget hysterisk, og endvidere en fornærmelse mod alle, der gennem har tiderne har levet i rigtigt slaveri. Udtryk som tvangsarbejde er mere præcise til at beskrive noget, som faktisk foregår, og som man – alt efter smag, behag, tradition og kultur i de enkelte lande – kan overveje at sætte en lovgivningsmæssig stopper for. Det synes forfatterne af de gamle konventioner også at have været på det rene med.

Men når nu det officielle Danmark i fuld alvor bruger slaveribegrebet til at beskrive andre lande og kulturer, så kan man også tillade sig at hænge den selv op på det. Og konstatere, at den danske stat selv er fanget i de dilemmaer, som slavestater kommer til at stå i.

For det første kan man ikke bare lige afskaffe tvangsarbejdet igen. Alt for meget i det politiske og økonomiske system afhænger af det. At afskaffe tvangsaktiveringen vil sandsynligvis være lig med at afskaffe dagpenge- og kontanthjælpssystemerne i den form, vi kender dem. Som en kompensation måtte man fjerne barriererne, herunder de skattemæssige, for at også dem, der har sværest ved at begå sig på arbejdsmarkedet, kunne forsørge sig selv. Det ville være en stor luns, der blev hugget af velfærdsstatens magtsfære.

For det andet har man afskåret sig selv fra at diskutere tvang og udnyttelse af arbejdskraft på noget konkret plan. I Danmark har vi en omfattende arbejdsmarkedslovgivning, som ofte bliver anvendt, og som for eksempel sikrer rettigheder under sygdom og sætter grænser for fyringer. Men al den snak er i luksusenden af skalaen. Trods den megen snak er der ikke i nyere tid faldet en dom for tvangsarbejde herhjemme – byretten i Helsingør forkastede for få uger siden det første forsøg på at få sådan en dom igennem. Mig bekendt er der heller ikke tilfælde, hvor man efter dansk lov har sanktioneret danske virksomheders misbrug af arbejdskraft i udviklingslande. Det afspejler alt sammen, at det er mere end svært for de folkevalgte at lave en definition af ulovlig tvang eller udnyttelse af arbejdskraft, uden at de selv som de første bliver fanget i garnet, på baggrund af de ting, de har lavet på aktiveringsområdet.

Kort sagt: Den danske stat har malet sig op i et hjørne. Det er ikke nemt at komme ud af det igen. Men det ville være en start, hvis man, i stedet for at fokusere på hvad andre gør, fokuserer på, hvad virkeligheden er inden for vore egne grænser.

Foto: Torben Svane

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | Leave a comment

Offentlighedsloven: ”Vi skal bare blive ved med at protestere”

De, der sidste år lagde al deres tid, talent og energi ind i en kampagne mod den nye offentlighedslov – blandt fjender kaldet mørklægningsloven – led et forsmædeligt nederlag den 4. juli. Alle anstrengelserne til trods blev loven dén dag vedtaget af et stort flertal i Folketinget.

Men kampagnens mødre og fædre går ikke rundt i nederlagsstemning. De har tværtimod selvfølelsen på plads, og de har sat sig et mål, der synes endnu vanskeligere at nå, end det var at forhindre at loven blev vedtaget: Nemlig at den bliver ophævet igen.

ÑSelvfølelsen er velbegrundet, for det er ikke nederlaget, kampagnen mod offentlighedsloven vil blive husket for. Den vil i stedet blive husket for sin gennemslagskraft: Alle kom til at kende til loven, dens centrale konsekvenser og de politiske søforklaringer om, hvorfor den var så vigtig. De folketingsmedlemmer fra Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti, der stemte for loven, må leve med, at de én gang for alle har fået en plet på deres CV.

Det var ikke kendisser eller organisationer med store pengekasser, der satte kampagnen mod loven i gang. Den opstod tilsyneladende ud af ingenting. Ikke desto mindre lykkede det, på initiativ af Susanne Jespersen, at indsamle i skrivende stund 88.000 underskrifter mod loven online – en rekord, der næppe bliver slået foreløbigt. Informationer blev hurtigt og effektivt spredt via facebookgruppen Nej Tak Til Den Nye Offentlighedslov, og for eksempel er det helt usædvanligt lykkedes at samle pænt store demonstrationer mod loven. I Danmark er der som bekendt sjældent demonstrationer, med mindre der er optræk til krig, EU-afstemninger eller skuffende overenskomster.

Seneste tiltag er en indsamling, der skal gøre det muligt at producere en musikvideo med Fransk Dolkepartis støttesang De mørke fyrsters spil. Dét projekt står Gertrud Christensen, der er cand. mag. i litteraturvidenskab og formidling, i spidsen for. Hun er ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre at få loven ophævet. Men hun er heller ikke i tvivl om, at det ikke er et resultat, der kommer dumpende ned i hatten, uden at man gør noget for det.

”Det er en langsommelig proces. Men vi giver ikke op, og ideen om, at ’nu er loven vedtaget, og så er kampen tabt’ er noget sludder. Det tog ti år at få den nye offentlighedslov igennem. Så lang tid kommer det ikke til at tage at få den afskaffet igen. Vi skal bare blive ved med kæmpe, blive ved med at protestere og blive ved med at skabe opmærksomhed omkring det her,” siger Gertrud Christensen.

Hun er blandt andet kommet med i det nye Rådet for Åbenhed, som kritikere af offentlighedsloven har stiftet. I rådet sidder også flere med baggrund i politik – tidligere socialdemokratisk minister Torben Lund, tidligere folketingmedlem Leif Hermann fra SF og Pernille Boye, der er suppleant til Folketinget for de radikale. Rådet arbejder både på de overordnede, principielle linjer med at engagere befolkningen, og i det mere praktiske med at smide grus i maskineriet, når ministre bliver lidt for smarte.

I den henseende var største skalp indtil nu, da miljøminister Ida Auken i sidste måned måtte droppe et lovforslag, der indskrænkede retten til aktindsigt på miljøområdet. Auken måtte erkende, at stred mod både et EU-direktiv og den såkaldte Aarhuskonvention.

Den første del, at engagere befolkningen, forekommer Gertrud Christensen at være mere tung. Hvis folk undrer sig over, at man gider blive ved med at kæmpe mod en lov, der nu engang er vedtaget, undrer hun sig lige så meget over, hvis man ikke gider det.

Ñ”Taget i betragtning hvor meget folk skændes om racismeparagraffen, er det påfaldende, at folk ikke taler mere om offentlighedsloven. Jeg synes jo, den er langt værre. Racismeparagraffen blev trods alt lavet for beskytte jøderne i Danmark og var en politisk meget modig beslutning. Paragraf 22, 24 og 27 i den nye offentlighedslov er kujonagtige og uærlige”.

”I sidste ende må politikerne tage et ansvar for det makværk,” de har lavet. Jeg ved, at der er store skænderier i baglandet hos nogle af de partier, der har stemt for loven. Det gælder både de radikale og SF. Det har aldrig rigtigt været fremme i medierne, hvor store skænderierne har været, og i toppen har forskellige ministre – særligt Morten Bødskov – haft travlt med at give pressen skylden for den negative stemning over for offentlighedsloven. Men det her er altså slet ikke færdig og afgjort endnu,” siger Gertrud Christensen.

Hun nævner også, at der har været et egentlig gennembrud i et enkelt parti: Lars Barfoed var en af lovens stærkeste fortalere, og han har også som tidligere justitsminister været med til at forberede den. Så meget større var den begmand, han indkasserede, da et flertal af de menige partimedlemmer på landsmødet i september sidste år gjorde det til de konservatives officielle politik at afskaffe de kritiserede paragraffer i den nye offentlighedslov.

”Hvis vi kan blive ved med at skabe opmærksomhed omkring det i partiernes baglande, vil det forhåbentligvis sprede sig, lige som det har gjort hos de konservative. Dér var det først og fremmest Konservativ Ungdom, der var aktive. Det er også derfor, vi gerne vil lave videoen med støttesangen. Vi vil gerne nå ud til de unge, for vi har gode erfaringer med de politiske ungdomsorganisationer,” slutter Gertrud Christensen.

Du kan give et bidrag til musikvideoen på denne hjemmeside.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | 1 Comment

Så ring dog til politiet!

På denne blog skriver jeg blandt andet om, hvordan retsplejen bliver misbrugt til at chikanere borgere, der ikke har gjort andre ondt, og som i mange tilfælde end ikke har overtrådt nogen lov. Det synes at være en tendens i tiden, at politikere, myndigheder og medier har svært ved at adskille strafbare handlinger fra ting og sager, som man mere eller mindre velbegrundet bare ikke kan lide.

Denne manglende forståelse for retsplejens rolle i samfundet kan imidlertid også have det modsatte udtryk – nemlig at alvorlige forbrydelser sker lige for øjnene af os, uden at nogen aktiverer retsplejen og får forbryderne straffet.

Politiken havde et godt eksempel på det forleden, da man bragte et interview med et af ofrene i Tønder-sagen – Nadja, der er i dag er 19 år gammel.

Over årene har mange stillet det spørgsmål, hvorfor Tønder Kommune ikke greb ind på et langt tidligere tidspunkt. Det spørgsmål er for så vidt stadig relevant. Men når man læser beretningen, er det også slående, at det ikke i første række var kommunens indsats, der var behov for. Det var politiet, der på et langt tidligere tidspunkt skulle have opklaret overgrebene mod de to børn i familien. Derefter skulle de sociale myndigheder naturligvis have sørget for, at børnene blev tvangsfjernet og anbragt i en god plejefamilie.

Det var en politianmeldelse, der i sidste ende fik sagen til at rulle. Politiet aflyttede farens telefon, og på den måde blev det første egentlige bevis fundet. På det tidspunkt var Nadja 11 år. Men overgrebene mod hende begyndte allerede, da hun var to-tre år gammel, og allerede dengang havde kommunen hørt lokale rygter om, at moren solgte seksuelle ydelser, mens faren så på, og at faren lod børnene se pornofilm.

Ingen af delene var naturligvis ensbetydende med, at han også begik overgreb mod datteren, og i øvrigt kunne det have været ren bysladder. Men det var det altså ikke, og dét havde politiet formentligt fundet ud af ved tilstrækkelig efterforskning. Nogen i byen har tydeligvis haft en konkret viden om i hvert noget af det, der foregik i hjemmet. Måske havde den første efterforskning alligevel ikke ført til noget resultat. Men senere kom der endnu mere klare indikationer på de forbrydelser, der fandt sted.

Det fremgår ikke af artiklen, hvilke anmeldelser politiet over årene måtte have modtaget fra kommunen eller andre med kendskab til forholdene i familien, endsige hvordan sådanne anmeldelser er blevet behandlet. Men uanset: Indtil et meget sent tidspunkt synes alle at have været enige om, at dette først og fremmest var en socialsag for kommunen, og ikke en kriminalsag for politiet.

Jeg vil vove den påstand, at hvis nogen havde haft en berettiget mistanke om, at forældrene i denne socialt belastede familie forgreb sig på andres børn, eller for så vidt begik en anden og mildere form for kriminalitet – så havde alle som det mest naturlige forventet en hurtig og bestemt indgriben fra politiets side.

At denne forventning ikke fandtes, når det var parrets egne børn, det gik ud over, indikerer, at der er noget helt galt med den måde, vi anskuer socialt arbejde på. Der er en ’os og dem’-tankegang over det. Går socialt belastede menneskers handlinger ud over ’os”, skal det straffes. Går det kun ud over ’dem”, må de sociale myndigheder ligge og rode med det.

Er vi overhovedet i stand til at se socialt belastede mennesker som ligeværdige borgere, der har rettigheder og pligter som alle andre – også når de er henholdsvis ofre for og gerningsmænd i alvorlige forbrydelser?

Jeg udbreder det til at handle om mere end Tønder og omegn, for det efterfølgende forløb har vist, at resten af Danmark tænker på samme måde. Som den største selvfølge har den politiske reaktion på Tønder-sagen og Brønderslev-sagen været at give kommunerne meget vidtrækkende nye tvangsmidler over for familier i al almindelighed. I stedet for blot at indskærpe over for kommunerne, af de skulle melde sagerne til politiet, og over for politiet, at de skulle prioritere sådanne anmeldelser højt.

Sager om så alvorlige overgreb mod børn er heldigvis meget sjældne, og det er ikke sådan, at der generelt er mere ondskab indlejret i mennesker med sociale problemer, end der er i alle andre mennesker. For langt, langt de fleste familier har de nye magtmidler til kommunerne således blot betydet et alvorligt tab af retssikkerhed.

Men tilmed svigter man også kommende ofre i sager som dem fra Tønder og Brønderslev. Bevares, kommunernes nye magtmidler forøger vel chancen for, at de opdager sagerne tidligere. Men det er politiet, der har evner, uddannelse og erfaring til at efterforske kriminelle handlinger. Tilmed har de også skrappe efterforskningsmidler som ransagninger og telefonaflytninger til deres rådighed. Og i denne sammenhæng er det helt på sin plads, at disse efterforskningsmidler findes og bliver anvendt.

Læs også tidligere indlæg om tvangsfjernelser:

Brønderslev – og meget mere

In the ghetto

”Det er en væsentlig frihedsrettighed – derfor afskaffer vi den

Lad de små børn fjernes fra hjemmet

Posted in Ikke kategoriseret | 2 Comments

Det omvendte justitsmord efter Nordisk Fjer-skandalen

Forestil dig, at IT Factory havde været fem ti gange så stort, som det var – eller som man troede det var. Og langt mere kendt og respekteret; imagemæssigt i liga med for eksempel ECCO, B&O eller Royal Scandinavia. Og at den svindel, der pludselig en dag blev åbenbaret, var langt grovere end det, Stein Bagger stod for. Grovere i den forstand, at kredsen af hardcore-forbrydere var større end blot en enkelt mand, at de var mere udspekulerede, og at de ikke havde nogen skrupler med at ødelægge sagesløse menneskers tilværelse, hvis det kunne holde fiktionen – og dermed deres eget liv på første klasse – kørende.

Hvis du kan forestille dig det, så har du et billede af den snart et kvart århundrede gamle Nordisk Fjer-skandale. Som erhvervsskandale er den endnu ikke overgået på dansk jord. Den var naturligvis meget omtalt i samtiden, og den gav anledning til en del lovændringer, der skulle forhindre gentagelser. Men i dag – en finansiel krise, en it-boble, nogle terrorangreb, en håndfuld krige med dansk deltagelse og en endnu en finansiel krise senere – står dens betydning nok ikke lysende klart i bevidstheden hos ret mange.

NF4Charlotte Langkilde har her i efteråret bragt den gamle skandale tilbage i overskrifterne. Det har hun gjort med bogen ”Bedraget – Sagen om Nordisk Fjer”, som bringer væsentlige nye facetter af og perspektiver på sagen frem. Bogen er netop blevet udgivet i tredje oplag, og der skal også laves en film over den. Det er en højest fortjent succes til Charlotte Langkilde – hendes bog er fremragende; spændende som den bedste kriminalroman, men (bortset fra i det sidste og tilsyneladende lidt hurtigt nedskrevne kapitel) uden at forfalde til denne genres banaliteter. Bogen er en oplagt julegaveide for dem, der ikke har fået deres indkøb overstået endnu.

En af de spændende ting, man kan uddrage af bogen, er, at Nordisk Fjer-sagen bærer rundt på endnu en skandale; ud over den oprindelige med de kraftigt sminkede regnskaber. Den glemte skandale er, hvad man kan kalde et omvendt justitsmord.

Nordisk Fjer havde en meget prominent bestyrelse. Foruden nogle topfolk fra erhvervslivet var et af medlemmerne for eksempel den daværende formand for Nationalbanken. Et andet bestyrelsesmedlem, der endda gennem en årrække var formand, var ingen ringere end kammeradvokaten. Han er siden afgået ved døden, men det advokatfirma, han stiftede, bærer stadig hans navn, nemlig Poul Schmidt. Det har også stadig rollen som kammeradvokat.

Allerede så langt er historien ret utrolig – at staten uforstyrret lod sig repræsentere af en advokat, der havde været formand for et forhærdet og tungt skandaliseret svindlerfirma. At gøre det krævede dog en forklaring, og denne forklaring var, at det kun var ledende medarbejdere med Johannes Petersen i spidsen, der havde stået for svindlen, og at bestyrelsen ikke havde nogen mulighed realistisk mulighed for at gennemskue, hvad der foregik.

Charlotte Langkildes bog underminerer denne påstand. Hvert år inden generalforsamlingen skulle bestyrelsen godkende den såkaldte revisionsprotokol, hvor revisorerne klagede deres nød over de vanskelige betingelser, de arbejdede under, og de oplysninger, de manglede. Havde bestyrelsesmedlemmerne reageret på disse protokoller og afkrævet Johannes Petersen en forklaring, kunne svindlen være opdaget og stoppet langt tidligere end i 1990. Men sagen var, at bestyrelsesmedlemmerne aldrig læste disse protokoller. De lod sig spise af med en mundtlig – og falsk – forklaring om, hvad der stod i dem, og så satte de deres signaturer på underskriftsbladet.

Men kammeradvokaten, Nationalbankens formand og de andre bestyrelsesmedlemmer, der var blevet fragtet rundt i verden på ”forretningsrejser”, hvor de levede i en luksus, der får Lars Løkke Rasmussen til at ligne en passager på mellemrækken på monkey class, slap med bøder på mellem fem og tyve tusinde kroner. De slap endda for at komme for retten, hvis de accepterede bødeforlægget. Poul Schmidt blev slet ikke straffet.

Også revisorerne slap forholdsvis billigt med bøder på op til 40.000 kroner pr. person. Men det er noget mere forståeligt, selv om de forsynede Nordisk Fjers forfalskede regnskaber med blanke påtegninger. Revisorerne blev dygtigt viklet ind i et spind, som de dårligt kunne slippe ud af igen. Tog de en chance og så igennem et par små afvigelser fra de formelle regler det ene år, blev det brugt som pression mod dem det næste. Det gør det naturligvis ikke acceptabelt, men det var menneskeligt forståeligt, fordi de ved at blokere regnskabsprocessen også ville bringe en virksomhed, som de måtte tro grundlæggende var sund, i fare. Desuden var det altså ikke sådan, at de slet ikke reagerede – det gjorde de dels gennem revisionsprotokollerne til bestyrelsen, og dels ved at træde tilbage, så Johannes Petersen måtte finde mere og mere inferiøre revisionsselskaber til at tage over.

NF3Den hårde kreds af forbrydere slap i praksis også med små eller ingen straffe. Johannes Petersen begik selvmord. Et par af hans medsammensvorne var angiveligt for alderssvækkede til at aftjene andet end symbolsk straf. En tredje, Johannes Petersens søn, blev angiveligt ramt af en psykisk sygdom, der gjorde ham uegnet til fængselsstraf, men som dog ikke var mere alvorlig, end at han godt kunne overkomme at tørre en væsentlig del af ansvaret af på en fjerde mand.

Det er denne fjerde mand, der er hovedkilde til og hovedperson i Charlotte Langkildes bog. Ander Wejrup, hedder han, og han var i Nordisk Fjers sidste år administrerende finansdirektør i selskabet. Alene titlen fortæller en del om ham: Den findes ikke i en formel sammenhæng. Loven kræver, at et aktieselskab skal have en administrerende direktør, men Johannes Petersen, der på det tidspunkt havde indsat sig selv som arbejdende bestyrelsesformand, ønskede ikke, at andre end han selv skulle have det fulde overblik over selskabet. Hvad han skulle bruge var blot en mand, der kunne finde ud af at sætte de forfalskede regnskaber op, og som ville sætte sin signatur under dem.

Anders Wejrup havde tidligere været ansat i et af de revisionsselskaber, der arbejdede for Nordisk Fjer. Han var to gange dumpet til eksamen som statsautoriseret revisor, og så var der ikke flere chancer i den retning. Så det så ikke ud til, at han selv nogensinde skulle få nogen stor karriere. Men i Nordisk Fjer havde man netop brug for en mand som ham: Autoritetstro og pligtopfyldende, men ikke alt for dygtig eller selvstændigt tænkende.

Anders Wejrup blev idømt to års fængsel, og han endte med at være den af de involverede, der sad fængslet længst tid. Som en anden forsvunden fuldmægtig kom han også til at trives i de faste rammer i fængslet, og han var populær blandt fængselsbetjente og medfanger.

Under retssagen troede hverken anklagemyndighed eller dommer på hans egen forklaring om, at han var uvidende om svindlen. Charlotte Langkilde argumenterer ret overbevisende for, at det var tilfældet. Blandt andet taler det til hans fordel, at det faktisk var ham, der langt om længe tog sin skepsis uden for selskabets vægge, og dermed fik skandalen til at rulle. Han samarbejdede også pligtopfyldende med både kurator i konkursboet og med politiet. Mens sagen blev behandlet, stod det måske heller endnu ikke klart, hvor psykopatiske, manipulerende og løgnagtige, Johannes Petersen og hans medsammensvorne havde været.

På den anden side kan man heller ikke bebrejde dommerne eller anklagemyndigheden, at de ikke troede på Anders Wejrups gode vilje. Det er fremdeles ret utroligt, hvad han sad overhørigt. Nordisk Fjers forlis kom ikke mere overraskende, end at medier og aktieanalytikere i årevis havde været nakken af selskabet, på grund af dets underlige regnskab. Internt var Anders Wejruup år efter år vidne til stor ballade med revisorerne, og en administrerende direktør, der var blevet ansat, nægtede at underskrive regnskabet, hvorefter han blev degraderet, mens Anders Wejrup blev forfremmet til ”administrerende finansdirektør”, så han kunne levere den lovpligtige underskrift på direktionens vegne. En enkelt kvik bogholder havde endda indset, at det, der foregik, var dybt kriminelt. Hun undrede sig over mystiske bilag, der angiveligt kom ind fra forskellige hjørner af verden, men som hun ved at sammenligne typografien konstaterede var skrevet på én og samme skrivemaskine.

Der var altså en del alarmklokker, der ringede, og selv hvis Anders Wejrup ikke hørte dem, gjorde han sig stadig fortjent til straf. Det var så at sige hans pligt at høre efter, eller at indse, at han ikke besad kompetencerne til at forstå de informationer, han fik. Når man har ansvar for så mange menneskers tilværelse, job og formue, kan man bogstaveligt være dummere, end politiet tillader.

Det store problem i Anders Werjrups straf på to års fængsel ligger i stedet i forholdet til de straffe, som andre involverede fik. Som Charlotte Langkilde bemærker, var det en selvmodsigelse, når daværende chef for bagmandspolitiet Michael Clan forsvarede de ubetydelige straffe til bestyrelsen med, at de finansielle transaktioner, svindlen bestod i, var så avancerede, at end ikke en regnskabskyndig ville gennemskue dem. Hvorfor skulle finansdirektøren så straffes?

Læg dertil, at de personer, der aktivt udøvede kriminaliteten, også slap billigt. Noget kunne tyde på, at det lykkedes dem at besnakke retssystemet med samme kynisme, som de havde besnakket så mange andre, før svindlen blev opdaget.

NF2Nordisk Fjer-sagen var altså alt andet end nogen pryd for det danske retssystem. Alle, som var noget ved musikken, eller som havde gode forbindelser eller talegaver, slap med små straffe. Tilbage stod den enfoldige Anders Wejrup, som man så gav et ordentligt gok i nøden.

Nordisk Fjer-skandalen gav som nævnt anledning til at forskellige lovændringer, blandt andet om bestyrelsers og revisorers ansvar. Det har man også arbejdet meget med siden. Men, som finanskrisen åbenbarede, forhindrede det ikke nye skandaler, hvor direktionen (om end i langt de fleste tilfælde uden kriminelle handlinger) kørte selskaber ud over kanten, uden at bestyrelsen eller revisorerne ænsede det.

Man kan ikke lade være med at tænke over, hvordan danmarkshistorien siden havde formet sig, hvis man dengang var gået den mere direkte vej og havde statueret et bastant eksempel over for de fine folk i Nordisk Fjers bestyrelse. Og markeret, at de altså havde et væsentligt, strafferetligt ansvar, når de ikke passede deres job, men blot lejede deres troværdighed ud og høstede gevinsterne af det i form af honorarer, frynsegoder og rejser på første klasse til klodens mest eksotiske egne.

Charlotte Langkilde: Bedraget – sagen om Nordisk Fjer

Udkom fra Lindhardt & Ringhof 23. september 2013

Kr. 399,95. Bogen kan købes hos Saxo.

Fotos til denne artikel: Torben Svane

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , , | Leave a comment

Lad de små børn fjernes fra forældrene

Antallet af tvangsfjernelser er steget drastisk siden kommunalreformen trådte i kraft i 2007. Jurister taler om, at de biologiske forældres retssikkerhed er blevet udhulet, og at økonomiske interesser hos plejeforældre og kommunalt lønnede eksperter skaber en ond cirkel i sagsbehandlingen.                                                                                                   

Tornved Kommune var ganske forbeholdne, da Jeannelle Jensen i 2004 søgte den om frivillig anbringelse af to af hendes fire børn.  Ansøgningen gik først igennem i 2007.

På det tidspunkt var kommunalreformen netop gennemført, og det var den nye Holbæk Kommune, der stod for anbringelsen. Nu vendte bøtten ret hurtigt, og kommunen fik stærkere og stærkere meninger om, hvad der var godt for de to drenge. I 2011, da de var henholdsvis 9 og 11 år gamle, blev den frivillige anbringelse uden for hjemmet konverteret til en tvangsfjernelse.

Undervejs har der været et ulykkeligt forløb, hvor drengene bl.a., mod deres udtrykkelige ønske, er blevet skilt ad, så de er anbragt hver sit sted, og hvor der er sat stærke begrænsninger på deres mulighed for at få besøg af Jeannelle og hendes nuværende kæreste. En lang række klager og juridiske processer er det også blevet til, og sagen har bl.a. været omkring Landsretten.

Jeannelles historie er ikke enestående – den er tværtimod typisk for en udvikling, der er sket de seneste år. Med en stribe lovændringer har kommunerne fået mere magt i børnesager. Uden at der har været den store opmærksomhed om det, er den magt i vidt omgang brugt til at tvangsfjerne børn.

Det viser beregninger ud fra Danmarks Statistiks tal for antallet af anbringelser uden for hjemmet. Ved indgangen til 2007 var det således 1,09 ud af tusind børn og unge under 18 år, der var tvangsanbragt uden for hjemmet. Det var fem år senere steget til 1,54.

Umiddelbart lyder tallene måske ikke af så meget. Men der er tale om, at sandsynligheden for, at en person under 18 år er tvangsfjernet, er steget med hele 40 procent.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks tal. Tallene er primo året, idet der er benyttet tal for tvangsfjernelsede børn den 31. december foregående år.
Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks tal.
Tallene er primo året, idet der er benyttet tal for tvangsfjernelsede børn pr. 31. december foregående år.

Og alt tyder på, at stigningen vil fortsætte de kommende år. Det er nemlig især for de helt små børn, at tendensen til flere tvangsfjernelser slår igennem. Folk, der får børn i dag, må regne med, at risikoen for, at barnet er tvangsfjernet ved toårsalderen, er 70 procent højere, end den var i 2007. Det vil sige, at først når alle børn og unge under 18 er født efter at de nye regler er trådt i kraft, vil der være fuldt gennemslag af den nye praksis.

Alt dette er sket, uden at der er sket væsentlige ændringer i antallet af anbringelser med samtykke – altså situationer som den, hvor Jeannelle i sin tid selv bad om aflastning, men i første omgang ikke kunne få det. Gennem alle årene har lidt færre end ni ud af tusind børn været anbragt uden for hjemmet med forældrenes samtykke.

Som nævnt fik Jeannelle Jensen først sit ønske opfyldt efter, at kommunalreformen trådte i kraft i januar 2007. Og får år senere skred den nye storkommune altså til en tvangsanbringelse. Statistikken viser altså, at tilsvarende forløb er sket i mange andre kommuner.

I hvor høj grad udviklingen direkte skyldes den ændrede organisering efter kommunalreformen, fremgår naturligvis ikke af tallene. Der kan da også være tale om et tilfældigt, tidsmæssigt sammenfald mellem reformen og stigningen i antallet af tvangsanbringelser. Under alle omstændigheder nævner de fagfolk, der repræsenterer forældrene, flere andre drivkræfter.

Advokat Lars Buurgaard Sørensen fra Brønderslev har ført en række sager om tvangsanbringelser, og han peger på den megen opmærksomhed om de virkelig grimme overgrebssager – som den, der nu bærer hans egen hjembys navn – som en faktor. Kommunerne får kritik fra oven, fra neden og fra begge sider, hver gang en sådan sag kommer frem i lyset, og har fået dem til at reagere mere drastisk end tidligere, når de mener at se et problem i en familie.

Men dertil kommer, at kommunerne har fået nye instrumenter til de drastiske tiltag. Det er blandt andet sket med Anbringelsesreformen, der trådte i kraft i 2006, og med Barnets Reform fire år senere. Begge reformer tager sigte på at styrke barnets rettigheder. Men da ikke ret mange børn er juridiske eksperter, og deres interesser skal varetages et eller andet sted, er der i praksis sket en overførsel af magt fra forældre til kommuner.

Det har i dag betydet, mener Lars Buurgaard Sørensen, at forældrene på flere punkter mangler elementær retssikkerhed, når kommunen vurderer, at et barn er bedst tjent med at blive anbragt uden for hjemmet.

”Man har nogle helt andre briller på i dag, og forældrene får simpelthen ikke en chance. Der er nærmest indført omvendt bevisbyrde. Efter serviceloven er det sådan, at forvaltningen skal bevise, at der ikke er anden udvej end en tvangsanbringelse uden for hjemmet, og at der er en åbenbar risiko, hvis barnet forbliver i hjemmet. Men i dag er det som om det er forældrene, der skal bevise, at de er gode nok, og hvis de ikke er stand til det, så skrider man til tvangsfjernelse.

Et andet problem opstår, når kommunerne indhenter en forældrekompetenceundersøgelse med assistance fra en psykolog. Det er typisk kommunen, der betaler, og psykologen vil ofte give kommunen ret i, at der er noget om snakken. ”Ingen andre steder i dette retssamfund ville vi lade den ene part i en sag udpege den ekspert, der skal komme med en objektiv vurdering i en sag om noget meget væsentligt,” påpeger Lars Buurgaard Sørensen.

Nanna W. Gotfredsen fra Gadejuristen i København peger på andre parter, der også er hyret i kommunen, og som kan have en tilbøjelighed til at tegne et mere sort billede end rimeligt er af forældrene og de børn, det handler om: Plejefamilierne og de private konsulentvirksomheder inden for familiepleje. Nanna Godtfredsen mener, at den nuværende konstruktion indebærer habilitetsproblemer.

Plejeforældre får dækket alle omkostninger, og dertil får de i de simpleste tilfælde et normalvederlag på lige under 4000 kr. om måneden.  I de mest komplicerede tilfælde ganger man ifølge en taktstabel, som mange kommuner bruger, normalvederlaget med mindst syv, så det i stedet lyder på 27.000 kr. Springene fra det ene trin til det næste er ofte baseret på subjektive og flydende vurderinger – f.eks. bliver normalvederlaget ganget med to, hvis barnet ”har behov for ekstra støtte/stimulering” eller som følge af ”karakteren af forældresamarbejdet”.

”Plejeforældre vil måske ikke ligefrem underdrive de vanskeligheder, de har ved at tage sig af et barn, når indtægtsniveauet direkte bestemmes af det. Der er ganske enkelt en indbygget risiko for, at nogle vil lægge sig i den høje ende, når de forhandler vederlag med kommunen. Det er vel menneskeligt. Ulykken er, at så bliver der noteret nogle kedelige oplysninger, der ikke nødvendigvis holder vand, om barnet eller forældrene. Og de oplysninger lægger kommunerne til grund, når de f.eks. skal vurdere, om en anbringelse med samtykke skal konverteres til en tvangsanbringelse, eller når den skal tage stilling til omfanget af samvær med de biologiske forældre. Jeg er forarget over, at kommunerne meget ofte ser bort fra disse habilitetsproblemer, selv om de helt åbenlyst eksisterer,” siger Nanna W. Gotfredsen.

”De forældre, jeg møder, er typisk mødre, der har en stofafhængighed eller tidligere har haft det. Nogle kan have et helt reelt problem med at tage sig af børnene, og især hvis det er uden støtte. Men en del kan faktisk være lige så gode og kærlige mennesker som alle andre forældre, hvis de ellers fik lov. Det er vores klare erfaring, at der bestemt ikke i alle tilfælde er saglig grund til at udelukke forældrene, og slet ikke til at reducere samvær med de anbragte børn til det rene ingenting, svarende til f.eks. blot et enkelt døgn i løbet af et år. Men det sker alt for tit, og det knuser forældrene,” fortsætter Nanna W. Gotfredsen.

Også Lars Buurgaard Sørensen oplever konflikten mellem plejeforældre og biologiske forældre. ”Det forekommer i alle sager, at forældrene er uenige i de beskrivelser, plejefamilierne kommer med. Tit og ofte åbenbarer det sig omkring samværet, hvor forældrene får nogle negative skudsmål, som de ikke kan genkende. Men forvaltningerne kan ikke gøre andet end at tage imod den slags beskrivelser med kyshånd, fordi der er så få muligheder for uvildige vurderinger,” siger han.

Jane Findahl (SF), der er formand for børne- og kulturudvalget i KL er ikke enig i den kritik, Lars Buurgaard Sørensen og Nanna Gotfredsen rejser.

”Typisk er det faktisk også sådan, at vi får skyld for ikke at inddrage plejefamilierne tilstrækkeligt i hjemgivelsessager, samværssager og i sager om skift af anbringelsessted – den kritik kan jeg i øvrigt heller ikke nikke genkendende til,” skriver jan Jane Findahl hun i en kommentar, der er sendt pr. e-mail.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks tal. Tallene er primo året, idet der er benyttet tal for tvangsfjernede børn pr. 31 december foregårende år.
Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks tal. Tallene er primo året, idet der er benyttet tal for tvangsfjernede børn pr. 31 december foregårende år.

“Forklaringen på, at flere børn i dag tvangsfjernes, bør være langt mere nuanceret end blot systemfejl i kommunerne.  F.eks. mener jeg, at kommunerne er blevet bedre til at få øje på, at der kan være åbenlys fare for, at barnet eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af omsorgssvigt af forskellig art. Udviklingen hænger også sammen med, at der i flere år siden anbringelsesreformen i 2006 har været et kæmpe fokus på området for udsatte børn og unge. Flere reformer har haft fokus på, at børnenes retsstilling i nogle sammenhænge har fået forrang for forældrenes. Og med rette, fordi et manglende samtykke fra forældrene tidligere har kunnet bremse sagsbehandlingen til skade for barnet.  Senest har overgrebspakken gjort, at kommunerne nu kan samtale med barnet uden forældrenes tilstedeværelse allerede fra underretningen kommer ind i kommunen, hvis sagen drejer sig om seksuelle overgreb eller vold mod barnet. Det ser jeg kun som et plus,” fortsætter Jane Findahl.

Endelig peger Jane Findahl på, at der kan være sket en ændring i kulturen.

”Jeg tror i nogle sammenhænge, at forældrene generelt – uanset hvor meget eller hvor lidt forældreevne, de har – er blevet mindre samarbejdsvillige og dermed mere tilbageholdende med at ville give samtykke til en anbringelse. Jeg tænker, at det også kan handle om forældrenes manglende tillid til ”systemet”,” skiver hun.

For Jeannelle Jensen og hendes kæreste Jens Olsen, der har kæmpet en hård kamp for både deres og børnene rettigheder, er tilliden til systemet i hvert fald styrtdykket. Kampen har i lange stræk være forgæves, fordi kommunen altid er stærkest – uanset hvem der faktuelt har ret i de enkelte stridspunkter.

”Du er som forælder eller som barn i denne type sager uden retssikkerhed. Kommunen kan uden konsekvenser igen og igen bøje og bryde loven og fratage dig og dit barn rettigheder, man har ifølge serviceloven, retssikkerhedsloven og forvaltningsloven. Selv om du klager til samtlige instanser, kan kommunen fortsætte sine krænkelser uden konsekvenser for hverken kommune eller sagsbehandlere. Hvis de fine ord fra barnets reform og andre lovtekster skal blive til virkelighed, skal systemet ændres, så forældre og børn rettigheder bliver respekteret, og så de kommuner og kommunalt ansatte, der bryder disse love og regler, straffes hårdt og hurtigt. Før dette sker, vil der på ingen måde være retfærdighed for hverken forældre eller børn,” skriver Jeannelle Jensen i en kommentar, der ligeledes er tilsendt skriftligt.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , | 6 Comments

Dansk ulandsbistand hængt til tørre

Under et besøg i det bolivianske højland mødte udviklingsminister Christian Friis Bach en kvinde, der blandt meget andet var utilfreds med, at hun lavede for meget af husarbejdet derhjemme. Da han nu var ministeren, og folk har det med at stille forventninger til ministre, sagde han, at han gerne ville være med til at styrke kvinders rettigheder. ”Tak. Så vil jeg gerne have en opvaskemaskine,” svarede hun.

Christian Friis Bach har efter eget udsagn, på et debatmøde hos Cepos i København tilbage i august, fortalt historien mindst hundrede gange. Den skal illustrere, at for fattige mennesker rundt omkring i verden summer de langhårede diskussioner om menneskerettigheder ned til noget meget konkret og hverdagsagtigt. Hvorfor ministeren går ind for, at menneskerettighederne skal formuleres og tolkes bredt, og at de skal inkludere diverse såkaldte positive rettigheder til for eksempel en vis levestandard, rent vand, basal uddannelse og så videre.

CFB1Dette i modsætning til synspunktet hos debatmodstanderen på dagen; Cepos’ chefjurist Jacob Mchangama. Han går ind for, at menneskerettighederne kun skal omfatte de såkaldte negative rettigheder. Det vil sige dem, der begrænser statens magtanvendelse over for borgerne, for eksempel ved at fastslå ytringsfrihed, retten til at få sager prøvet ved en domstol, boligens ukrænkelighed og så videre. Argumentet for dette synspunkt er blandt andet, at en stat ikke i en absolut forstand kan garantere de positive rettigheder – de kræver nemlig, i modsætning til de negative rettigheder, penge. Så når man tilføjer de positive rettigheder, lader man det være op til staten at prioritere, i hvilken rækkefølge den vil opfylde de forskellige rettigheder. Og så er man tilbage i muddergrøften, hvor man slet ikke har nogen umistelige rettigheder, men er afhængig af magthavernes velvilje. Sådan groft sagt.

Så meget om baggrunden for mødet i Cepos og gang nummer 101, Christian Friis Bach fortalte om den bolivianske kvinde, der ønskede sig en opvaskemaskine. Da de tilstedeværende fik lejlighed til at stille spørgsmål til debattørerne, spurgte jeg ministeren, hvad hans syn på rettigheder konkret betød for denne kvinde. En opvaskemaskine skulle hun vel ikke have ret til. Men hvad så?

Nu ændrede ministeren historien. I virkeligheden var det slet ikke en opvaskemaskine, hun havde udtrykt ønske om. Det var et tøj-tørrestativ til erhvervsmæssig brug. Hun havde gang i en forretning med at fremstille nogle tekstiler, og de skulle vaskes, før hun kunne sælge dem.

Friis Bach forklarede videre, at hans budskab med historien heller ikke var, at netop hun skulle have noget bestemt, men blot dette, at man med de teoretiske diskussioner menneskerettigheder taler hen over hovedet på mange mennesker i verden, der har brug for at styrke deres situation.

Det har han utvivlsomt ret i. Men, bemærk at han også selv i den grad talte hen over hovedet på den bolivianske kvinde. Den historie om hende, som han rejser rundt med, har et helt andet indhold end den historie, hun selv fortalte.

Hun er erhvervskvinde, og hun vil gerne sætte noget skub i sin forretning. Men det interesserer ikke den danske udviklingsminister. Han sætter hende derimod ind i en ramme, der er relevant for en meget dansk debat om ligestilling mellem kønnene.

På den måde kom han til at illustrere sin debatmodstanders pointe: De positive rettigheder, Christian Friis Bach ønsker praktiseret, kommer i hvert fald i dette tilfælde ikke den enkelte borger til gode. De bliver i stedet et magtinstrument i hænderne på ministeren selv, der med henvisning til hendes ”rettigheder” uden blusel kan sætte en hvilken som helst dagsorden, han ønsker.

HiglandsI disse dage, hvor man diskuterer berettigelsen af bevillingen til GGGI, er der en pointe mere i det. Nemlig om hvor smart dansk udviklingspolitik er i det hele taget, ud fra en betragtning om demokrati og rettigheder.

Engang støttede vi kun områder i nød. Det kunne være fødevarehjælp, eller, hvis det skulle gå mere vildt for sig, en skole, en vandledning, eller en lille fabrik af en eller anden art. Nu om dage går ulandshjælpen også til at fremme diverse værdipolitiske dagsordner og, som i tilfældet med GGGI, en bestemt synsvinkel omkring vores ressourceforbrug her på jorden.

Hver gang vi penge til den slags formål, påvirker vi beslutningsprocessen i det pågældende land. Vil man have hjælp fra GGGI, skal man tilslutte sig et dansk syn på klimapolitik. Vil Bolivia have midler fra Danmark, skal fokus flyttes fra erhvervsudvikling til noget med ligestilling ud fra en dansk norm. Og dette forgår naturligvis hen over hovedet på de legitime beslutningsprocesser i de pågældende lande. Bolivia er for eksempel et demokratisk land, der ifølge Wikipedia lige nu første gang har en præsident – Evo Morales, hedder han –der har sine rødder i landets indianske historie. Altså fra før den første bølge af imperialister kom til Sydamerika.

Evo Morales er også socialist, han har gennemført nationaliseringer og meldt landet ud af Verdensbanken, og han havde et tæt samarbejde med Venezuelas kontroversielle præsident Hugo Chavez. Men sådan er det. Det er nu engang folkets vilje, og det skulle vel heller ikke vække anstød hos en dansk minister, der selv mister koncentrationen, når folk omkring ham taler om privat erhvervsvirksomhed.

Om positive og negative rettigheder – se dette tidligere indlæg.

Foto, øverst: Ulrik Jantzen. Nederst: Fine art america.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , | Leave a comment