Man bruger vold, fordi man kan og må

NY BOG: Da Ellef Henry Rasmussen gik i skole i Svendborg i 1930’erne, var han en af de store og stærke drenge. Nogle i denne position har brugt den til at holde orden og beskytte de svage i flokken. Ellef Rasmussen var ikke så ædel: Var der stridigheder, støttede han den part, der betalte ham mest for at give den anden part klø.

Han fortæller frejdigt om det i sine erindringer, der netop er udkommet som bogen ”Troskab” – med historikeren Peter Møller Hansen som pennefører. Ellef Rasmussens erindringer er interessante, fordi han hurtigt efter besættelsen meldte sig frivilligt på tysk side. Han kom ind i Waffen SS, og da han i 1945 var blandt de sidste forsvarere af Berlin, havde han nået rang af kaptajn.

MIN_AERE_HEDDER_TROSKAB_forside_x.inddPeter Møller Hansen nævner i forordet, at Ellef Rasmussens fortælling er interessant for os i dag, ”fordi ekstremisme også trives i nutidens polariserede verden, hvor unge mennesker drager i krig med et ophøjet ideologisk budskab som tilskyndelse”. Forordet blev skrevet i januar i år, og forfatteren kunne ikke vide, at denne vinkel skulle blive endnu mere relevant med terroren i den følgende måned. De første dages forsøg på afskrive forøget på massemord ved dels et politisk møde, dels en konfirmationsfest, med, at det var en enkelt gal mands værk, klingede hult allerede mens de blev udtalt. Teorien om den ensomme, gale mand blev just mere troværdig i de følgende dage, hvor forbløffende mange mennesker udtrykte forskellige grader af sympati med massemorderen og/eller hans gerning.

Men Ellef Rasmussen og de 6000 andre danskere, der frivilligt kæmpede for tyskerne under anden verdenskrig, kan hjælpe os til en forklaring. Ganske vist stod det fulde omfang af nazismens gru først klart efter krigen. Men uanset hvilke sympatier de frivillige måtte have haft for nazismens civile sider, må det allerede da have stået klart for dem, at nazisterne også var rovmordere. Vi kan analysere disse mange frivilliges motiver uden at blive ledt på afveje af, om deres handlinger var født af en anden kultur eller religiøs tro. Det var ikke tilfældet. De var utvetydigt børn af det danske samfund.

For Ellefs Rasmussens vedkommende er der endvidere – rent akademisk – den fordel, at han aldrig har fortrudt sine gerninger. Han står ved, hvad han har gjort, når han fortæller om det i dag.

Der var ingen social armod, der gjorde ham til en vred, ung mand. Ganske vist beskriver han sit barndomshjem som fattigt. Men den historie hænger ikke sammen – og den er vist i øvrigt heller ikke ment som en undskyldning. Ellef Rasmussens far havde en pænt høj tjenestemandsstilling i staten, hvilket mange har misundt ham under 1930’ernes krise. Rasmussen selv fortæller, hvordan han fra en tidlig alder måtte arbejde for at understøtte hjemmet. Men for en dreng, der således næsten ikke havde fritid, havde han påfaldende mange fritidsaktiviteter.

Men fattige eller ej, omtaler Ellef Rasmussen begge sine forældre med varme. Han oplevede dem som kærlige og ansvarlige. Det bliver understøttet af de mange billeder, der viser en sund og glad dreng.

Som stor dreng blev Ellef Rasmussen så medlem af de nazistiske ungdomsforbund. Han var inspireret af sin mor, der kom fra det tyske mindretal i Sønderjylland, og som hørte Hitler tale på tysk radio. Men intet i hans fortælling tyder på, at der var nogen væsentlig dybde i hans ideologiske tanker. Nationalismen blev indpodet i ham få år før krigen, og besættelsen i 1940 kom angiveligt som et chok for ham. Men det var et chok, der i al væsentlighed synes at have fortaget sig allerede hen på eftermiddagen den 9. april. Hans uvilje mod kommunismen virker også som en ren efterrationalisering fra en mand, der tilbragte krigen på østfronten. Da han meldte sig til tjeneste i sommeren 1940, var Tyskland således snarere allieret med end i krig mod Sovjetunionen. På det tidspunkt var England den tilbageværende fjende.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at manden var psykopat. Han kan naturligvis fortie eller bortforklare konkrete begivenheder, og gør det med meget stor sandsynlighed også. Derimod er det svært gennem 500 sider at skjule psykopatens karaktertræk. Men Ellef Rasmussen fortæller meget nøgternt. Han praler stort set ikke. Tværtimod anerkender han andres dygtighed. Han bemærker lidelser og har medfølelse, og han opfatter, at nogle viser ham venlighed, mens andre ikke gør.

Det eneste punkt, hvor han virkelig skiller sig ud, er i det noget skødesløse forhold, han har til vold. Det er en gentagelse af barndommens reaktioner, der får ham ind i tysk tjeneste. Han er sammen med en flok andre drenge fra den nazistiske ungdomsorganisation inviteret på et kursus i Østrig, og han tager glad imod dette for en 17-årig eventyrlige tilbud. Først da holdet er ankommet, får de at vide, at der er tale om militær træning. Det fleste fortsætter alligevel, selv om de frit kan rejse hjem på tyskernes regning. Som Ellef Rasmussen forklarer: På det tidspunkt ser krigen ud til at være næsten slut alligevel – man manglede bare lige at slå englænderne – og så ville han som veteran have stået forrest i køen til alle de gode jobs i den nazistiske stat.

Naturligvis er det usympatisk på den måde at øve hård vold mod andre for egen vindings skyld. Men for Ellef Rasmussen synes det at være en naturlig norm, og han accepterer det også, når det rammer ham selv. Det gør det ikke bare fra fjendens side. Han havde god grund til at være bitter over den hærledelse, der narrede ham og kammeraterne ud i en krig i et land med notorisk hårde vintre – men uden at give dem vinteruniformer med. Vi er vant til at opfatte perioden frem til slaget ved Stalingrad som en periode med tysk succes, hvad det selvfølgelig også var. Men det var også med hårde tyske lidelser i dette første år på østfronten. Mange frøs ihjel i den vinter, hvor fremrykningen var midlertidigt stoppet, og russerne holdt stressniveauet højt med nålestiksangreb, der tvang tyskerne ud i konstante vagttjenester i 30 eller 40 graders kulde. I Ellef Rasmussens division blev fire ud fem enten dræbt, såret eller taget til fange det første år. De, der kom i fangeskab, døde næsten alle i Gulag-lejrene.

Men der er ingen brok over alt dette.

Ellef Rasmussen er bare en enkelt mand, og naturligvis beviser hans historie i sig selv intet. Men de talrige andre danske frivillige, der er nævnt i bogen, har også helt almindelige danske slægtsnavne, som vi hele tiden støder på, også i dag. På billederne er de fleste flotte unge mænd med livet foran sig. Der er intet, der signalerer taber-typer, som Holger fra tv-serien Matador, der også melder sig i SS. Og man spekulerer på, om netop denne stereotyp ikke bare en bekvem, bortforklarende fordom. En ting er at være vred på grund af fattigdom eller uretfærdigheder, man med rette eller urette mener at have oplevet. Men der er trods alt et stykke vej derfra og så til at melde sig frivilligt som massemorder.

Og så kan man endvidere fundere over, hvor usædvanlige disse frivilliges forhold til vold egentlig var, når det kom til stykket. TV-programmet på en almindelig fredag eller lørdag aften, hvor vi rask væk ser en snes mord og drab, vidner om, at vi generelt finder afstumpet og ekstrem vold interessant. Vi fryder os sammen med heltene, når de pløkker folk, der ikke har gjort sig skyldige i meget mere end at have en stor kæft. Og vi undrer os ikke over, at heltene stort set ikke lader sig påvirke af disse drab. I nogle tilfælde får denne voldsfetichisme også afløb i den virkelige verden, som når det er nogenlunde socialt acceptabelt at kaste med brosten til demonstrationer eller at deltage på tæskehold i forbindelse med fodboldkampe.

Selv om vi lever i relativt fredelig tid, er det altså ingenlunde sådan, at vold er fremmed for os – heller ikke ekstrem vold. Den ligger lige under overfladen og er parat til at komme op, så snart vi giver den lov til det. Og når der er systemer eller strømninger, der tilbyder undskyldninger og anledninger, så ænser denne verdens Ellef Rasmussen’er ikke nogen årsag til at holde sig tilbage.

Det er altså undskyldningerne og anledningerne, der skal sættes ind overfor. Og det er ikke bare et spørgsmål om at sige fra over for visse imamers hadefulde retorik. Det er også et problem at give for eksempel dårlig integration af indvandrere skylden for miseren. For allerede dér begynder man at banalisere den ekstreme voldsanvendelse. Man gør terrorren lidt mindre socialt uacceptabel, hvis den alligevel bare har rod i nogle administrative misforståelser i velfærdsstaten.

Tolerancen for volden må man vente med, til problemet er løst og gået over i historien. Så er der til gengæld også plads til den. Ellef Rasmussen opbyggede efter krigen sit eget rejseselskab med op til 800 ansatte. Han drev blandt andet en af de berømte spritbåde fra Sønderborg. Her kunne han også en gang imellem give dem som vært for selskaber med venner fra nazitiden, og med sin velstand støttede han de forhenværende kampfæller, der havde klaret sig mindre godt.

Peter Møller Hansens og Ellef Rasmussens bog er overordentlig god – velfortalt og spændende. Dog lyser den mest i den nutidige kontekst. Man tror på de følelser og generelle erfaringer, Ellef Rasmussen formidler, hvorimod man sidder noget skeptisk tilbage omkring præcisionen af de historiske detaljer. Dels indgår tyske soldaters mord på civilbefolkningen stort set ikke, og det er næsten utænkeligt, at Rasmussen ikke i det mindste har hørt om den slags. Dels er der ingen, der husker detaljer så godt og udførligt, som Ellef Rasmussen angiveligt gør. Nogle af disse detaljer er synkroniseret med andre kilder for at gøre dem præcise, og af hensyn til kommende historikere må man håbe, at Peter Møller Hansen har bevaret notater om, hvad i beretningen der således er dokumenteret, og hvad der er baseret på ren erindring.

 

Peter Møller Hansen: Troskab. Dansk SS-frivillig  E.H. Rasmussens erindringer 1940-1945. Udgivet på Lindhardt og Ringhof den 10. marts 2015. 560 sider. Vejl. pris 349,95. kr.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , , | Leave a comment

Hvis dog bare DDR havde været cool

Murfalds-jubilæum, vol. 6. Hvis du læser dette indlæg igennem og har et positivt udbytte af det, har du oplevet en snert af Karl Marx’ vision. Tricket virker også, hvis du i stedet har haft udbytte af andre indlæg på gratis medier, som er drevet af udgivernes passioner, idealer eller hang til innovation.

Karl Marx må være en af de mest misforståede tænkere gennem alle tider. Hans formelle tilhængere – både nu og dengang, de var mange – undlader i mange tilfælde at holde næsen i sporet i forhold til hans betragtninger om udbytning. Og hans modstandere forbinder ham ofte med de ulykker, der er sket i hans navn, i stedet for, hvad han faktisk skrev.

På Karl Marx’ tid gik blomstrede en kapitalisme, der skabte ekstreme formuer, hånd i hånd med en ekstrem fattigdom. Derfor var der naturligvis efterspørgsel efter nogle teorier om, hvordan man kunne udjævne indkomsterne. Da det på det tidspunkt kun var teorier, har man ikke i nær samme grad hæftet sig ved farerne ved at etablere for eksempel et proletariatets diktatur. Det er anderledes klart for os, der lever i dag, at diktaturet bliver permanent i stedet for midlertidigt.

plan dKarl Marx havde absolut ingen planer om, at undertrykkelsen skulle vare ved. Hans forestilling om det endelige samfund var så smuk, at man ikke kan andet end holde af den. Marx forestillede sig et samfund, hvor der slet ikke behøvede at være arbejdsgivere eller arbejdstagere. Folks forbrug blev dækket af det, som nogen helt frivilligt og af personlig interesse valgte at producere. Det er det, man i nutiden ser i praksis med for eksempel internetmedier.

Disse visioner er ikke meget omtalt i dag. Men det var ud af dem, kommunismen opstod. Det var naturligvis ikke visioner om diktatur og hemmelige tjenester, der samlede folkemængder under de røde faner. Disse dårligdomme var bare noget, der kom.

I forbindelse med jubilæet for murens fald har Lindhardt & Ringhof udgivet en dansk version af en tre år gammel krimi af den tyske forfatter Simon Urban. Det er en såkaldt kontrafaktisk roman, hvor forfatteren forestiller sig, at staten DDR overlevede de urolige måneder for 25 år siden. Man får levende beskrivelser af, hvordan det er at leve i sådan et land. For eksempel i forbindelse med et terrorangrebet mod en regeringsbygning i Østberlin. Hovedpersonen, en østtysk kriminalkommissær, falder i staver over, hvordan han selv i denne dramatiske situation oplever samfundet som en teaterforestilling. For derefter at erkende, at alle de andre, der lige så pligtskyldigt udfylder deres roller, formentligt tænker det samme.

Det er næsten umuligt at gøre kontrafaktiske romaner realistiske. Man kan ikke bare fjerne en enkelt brik fra historiens udvikling. Men Simon Urbans bud er vel nogenlunde så realistisk, som det kan være.

Han tager først brikken ud efter, at muren faldt. Han forestiller sig, at Egon Krentz, der i statens sidste måneder fik opgaven at redde den, faktisk lykkedes med sin mission. Det er foregået ved, at han har lanceret en vision, som umiddelbart skabte opbakning om DDR, og som fik kapital og mennesker til at søge til landet. Hvormed det bestod, og genforeningen aldrig fandt sted.

Men i romanen kører visionen også af sporet efter få år, og så må Egon Krentz lukke muren igen. Staten består, dels fordi man nedlægger Stasi og bilder folk ind, at afløseren ikke er så slem, og dels fordi DDR bliver vært for en gasledning mellem Rusland (som er overgået til kapitalisme) og Vesttyskland. Indtægterne fra denne gasledning gør, at levestandarden kan holdes på et rimeligt niveau.

For det nye DDR er det således noget skidt, at folk i Vesttyskland bygger vindmøller og solenergianlæg. Det betyder, at man nærmer sig den dag, hvor indtægtsstrømmen stopper.

Ergo må DDR forinden have genoplivet Egon Krenz’ vision fra 1989. Disse bestræbelser er centrale for bogens plot.

Men hvad går så denne vision ud på? Uden at røbe for meget kan jeg godt afsløre, at den ville glide glat igennem en typisk folkevalgt forsamling i Danmark. Faktisk minder den en hel del om Borgerrepræsentationens visioner for Københavns Kommune. Den er cool og hip og politisk korrekt.

Måske er det mig, der tager en krimi mere alvorligt, end man bør gøre. Men jeg undrer mig over præmissen. DDR gik ikke under af mangel på et ideal. Intet ideal kunne være smukkere for menneskeheden end det kommunistiske. Det har bare aldrig ladet sig udføre i praksis. Dem, som har gjort forsøget, er kommet ind i en ond cirkel, hvor de har måttet bruge mere og mere vold og undertrykkelse for at holde visionen i live. Dermed er de blot kommet endnu længere væk fra visionen, indtil det hele brød sammen. Borgerne i DDR var heldige med, at sammenbruddet hos dem forløb stort set fredeligt.

Inddrager man også danske erfaringer fra efter murens fald, synes problemet ikke at være kommunismen i sig selv, men derimod det, at visionen er totalitær i den forstand, at den forudsætter centralisering og ensretning. Danske politikere og myndigheder bakser med at gennemføre deres egen Plan D, og man synes ikke at gøre antræk til at opgive den endnu. Men faktum er, bestræbelserne er gået hånd i hånd med nogle af de træk, som til sidst endte med at underminere DDR: Større og større overvågning, mere fokus på straf, offentlige institutioner, der holder op med at virke efter hensigten, og i de seneste år også økonomisk stagnation.

Plan D – altså bogen – indeholder som nævnt nogle fine betragtninger over, hvordan det er at leve i et kommunistisk diktatur. Også det kontrafaktiske perspektiv er ret vellykket, selv om en del af det nok kun er sjovt for tyskere, der for eksempel kan hygge sig med at fundere over, hvor stærkt det østtyske landshold i fodbold havde været i de forløbne årtier.

Jeg er ikke den rette til at anmelde en krimi. Selve genren med dens antihelte, der som de eneste forstår alting, men som alligevel aldrig kommer nogen vegne, trætter mig. Men kan man lide krimier, er Plan D vist udmærket. At dømme efter omslaget har den i hvert fald fået meget fine anmeldelser i seriøse, tyske medier.

Og dette var så sidste artikel i serien om Berlinmurens fald.

 

Simon Urban: Plan D. Udgivet på Lindhardt & Ringhof den 1. oktober. Vejl. pris: 299,95 kr.

Andre artikler i serien: Vol. 1, Vol. 2, Vol. 3, Vol. 4, Vol. 5.

Foto: Forlaget

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , | Leave a comment

I Danmark registrerer man politiske afvigere

Murfalds-jubilæum, vol. 5: Der er ét særligt svagt punkt i argumentationen for, at det overhovedet er nødvendigt med generel overvågning af hele befolkningen for at bekæmpe terror: Efterretningstjenesterne havde i forvejen stort set ad libitum-adgang til at registrere medlemmer af foreninger såvel som enkeltpersoner, som i kraft af politiske aktiviteter kunne have den mindste tilknytning til terrorister.

Det en praksis, der stammer fra den kolde krigs tid. Dengang var det venstrefløjen, man holdt øje med. Og man registrerede ikke blot kommunister med loyalitet over for Østblokken. Også andre enkeltpersoner og organisationer på den tids spraglede venstrefløj blev registreret, og yderligere en ring ude registrerede man endda også personer og organisationer, der for eksempel var pacifister eller modstandere af EF (nutidens EU).
Kejs2

Hvis man overfører den praksis på nutidens terrortrusler, kan man for eksempel ikke blot registrere personer og organisationer med voldelige intentioner eller med antidemokratiske holdninger. Man kan også registrere på basis af deltagelse i til dels overlappende debatter om religion og indvandring.

Allerede under den kolde krig var registreringerne problematiske. For når det nu var den politiske frihed, man kæmpede for at bevare, så det ikke godt ud, at man samtidig førte arkiver over dem, der gav udtryk for afvigende synspunkter. Det var og er da også officielt formuleret dansk politik, at man ikke gør det. Men det er altså lige så officielt, at man gør det alligevel, hvis man ønsker det.

Preben Wilhjelm har i bogen ”Demokratiets vogtere” fra 1999 beskrevet, hvordan denne besynderlige dobbelthed kom i stand. Det er en bog, der emmer af frustration. Wilhjelm var fra midten af 70’erne og cirka ti år frem folketingsmedlem for Venstresocialisterne, og han var blandt de fremmeste af dem, der med stor dygtighed afdækkede brud på retssikkerheden. Men ofte gjorde dette arbejde bare ondt værre. Når bruddene blev dokumenteret, blev de ofte ikke standset, men i stedet blåstemplet. Således også i denne sag.

Men det er af flere grunde værd at erindre historien om, hvordan og hvorfor vi i Danmark siger, at vi ikke registrerer lovlig politisk virksomhed, men så gør det alligevel. Når vi taler om den magtanvendelse, der fandt sted i østlandene, må den naturligvis stilles i forhold til den magtanvendelse, der skete i vores egne lande. Også i forhold til nutidens sikkerhedsrisici er forløbet relevant.

Så her er historien om registreringen af lovlige politiske aktiviteter; beskrevet med Preben Wiljhelms bog som kilde.

Mens SF under ”det røde kabinet” fra 1966 til 1968 våndede sig under ”magtens åg”, som socialdemokraten Per Hækkerup udtrykte det, var de radikale til gengæld for første gang i et par menneskealdre helt fri for ansvar. Partiet brugte situationen til at promovere nogle principielle sager, og blandt dem modstanden mod efterretningstjenesternes registrering af lovlige politiske aktiviteter. Det havde der været nogle medieomtalte tilfælde af. Partiet stillede blandt andet et beslutningsforslag om, at registreringer af den art skulle være ulovlige.

I 1968 svingede situationen 180 grader, da de radikale ikke blot kom i regering, men også fik statsministerposten. Partiet forsøgte nu – blandt andet presset af SF, der var tilbage i den trygge ansvarsfrihed – at få sine to regeringspartnere, Venstre og De Konservative, med på sit forbud mod registrering af lovlige politiske aktiviteter. Det lykkedes ikke, men som et kompromis fremsatte man det, der siden er blevet kendt som ”regeringserklæringen af 30. september 1968”. Det første afsnit, som også er det centrale, lyder:

Kejs3”Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.”

Efterfølgende søgte partiet at få meningen med erklæringen hamret fast. Den radikale Svend Haugaard bad i Folketinget sin partifælle, statsministeren Hilmar Baunsgaard, bekræfte, at ”det er rigtigt, når jeg opfatter det sådan, at den trufne beslutning giver sikkerhed for, at al politisk registrering nu ophører, at det indsamlede materiale tilintetgøres, og at der i fremtiden kun bliver tale om registrering af personer, der sigtes for ulovlig virksomhed.”

Det bekræftede Hilmar Baunsgaard. Og så skulle den ged jo være barberet.

Men allerede et år efter var den gal igen. I oktober 1969 indtraf en af den slags begivenheder, der lagde farver på den kolde krig, hvor aflytning endnu ikke kunne foregå diskret og digtalt. Man opdagede et aflytningsanlæg under nogle af Københavns Universitets lokaler i Kejsergade i det centrale København. Personalet måtte flygte over hals hoved. Der kom aldrig fuld klarhed over, hvad anlægget egentlig skulle, men dets primære funktion syntes at være at aflytte udenlandske ambassader, hvis kommunikation gik gennem det nærliggende Købermagergade Postkontor. Men der foregik måske også aflytning af de rebelske studenter, der engang imellem holdt politiske møder ovenpå.

Det var der masser af snak om, og det begyndte i det hele taget at blive påfaldende, at de konservative justits- og forsvarsministre lagde meget vægt på ordet ”alene” i regeringserklæringen. Altså: Efter deres mening måtte man gerne registrere lovlig politisk aktivitet, hvis der samtidigt kunne være et andet grundlag for registreringen. Allerede her var erklæringen jo udvandet noget i forhold til den måde, som for eksempel de radikale tolkede den på.

Et lille årti senere skulle det blive klart, at ordet ”alene” faktisk blev tolket så bredt, at erklæringen reelt ikke havde nogen værdi. Anledningen var endnu en af de farverige kold krigs-historier. Ekstra Bladet afslørede i en lang artikelserie, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde samarbejdet med en mand med det udmærkede navn Hans Hetler, der registrerede et meget stort antal personer af venstreorienteret observans – både enkeltpersoner og medlemmer af partier og organisationer. Hetler sagde selv, at det drejede sig om 60.000 personer, men det var nok trods alt snarere 5.000.

Socialdemokratiet havde på dette tidspunkt overtaget regeringsmagten, men regeringserklæringen fra 1968 var blevet stående som officiel dansk politik. Forsvarsminister Orla Møller afviste i meget, meget klare vendinger, at Ekstra Bladets oplysninger havde noget som helst på sig.

Men da en kommissionsdomstol blev sat til at undersøge sagen, viste det sig, at det faktisk i al væsentlighed var foregået sådan, som Ekstra Bladet havde beskrevet det.

Tilbage stod spørgsmålet, om FE så havde handlet retsstridigt, når den aktivt havde søgt at registrere de mange venstreorienterede. Og nu skete der noget underligt: Kommissionen, der havde landsommer Frank Poulsen i spidsen, frikendte over en bred kam FE.

Kejs1Også Frank Poulsen mente, at ordet ”alene” i regeringserklæringen betød, at man gerne måtte registrere politisk aktive, hvis der også var andre grunde til registreringen. Frank Poulsen var meget large med hvilke andre grunde, der kunne komme på tale. Det kunne for eksempel være, at den lovlige aktivitet, borgeren deltog i eller medvirkede til, ”efter almindelige erfaringssætninger må ventes at ville udarte til ulovligheder”. For en efterretningstjeneste, der arbejder uden daglig kontrol, kan stort set hvad som helst dækkes ind under den formulering.

I øvrigt talte regeringserklæringen kun om borgere, hvilket Frank Poulsen tolkede sådan, at man gerne måtte registrere selve organisationerne. Og der var jo ingen pointe i at registrere dem, hvis man ikke også kunne notere i hvert fald deres ledende medlemmers personoplysninger i sagsmapperne.

Frank Poulsen var ligeledes meget large med hvilke politiske organisationer, det kunne være relevant for FE at overvåge. For eksempel kunne man ifølge ham overvåge organisationer, der var mod EF, fordi de så også var imod en europahær, og dermed muligvis også mod NATO. Dette ræsonnement var meget yderliggående. Ikke blot fordi det naturligvis ikke i sig selv var statsfjendtligt at være NATO-modstandere, hvilket rundt regnet en tredjedel af befolkningen var. Men nogen europahær var der end ikke politisk tilslutning til på Christiansborg, så strengt taget var man mere statsfjendtlig hvis man gik ind for den, ind hvis man var imod den. Frank Poulsen regnede altså statens interesser som noget andet, end dens demokratisk valgte ledelse gik ind for.

Men det virkelig absurde i situationen kom efterfølgende. Politikerne fra de store partier henholdt sig til Frank Poulsens udredning, når de fastslog, at FE havde holdt sig inden for sine rammer. Men dermed godtog de også de facto-tilladelsen til at registrere personer, der udførte lovlige politiske aktiviteter.

Retstilstanden, som Frank Poulsen fortolkede, hvilede jo udtrykkeligt ikke på nogen lov, men kun på en erklæring. Havde politikerne ønsket en mindre omfattende adgang til at foretage registreringerne, kunne de bare have kommet med en ny og mere tydelig erklæring. I stedet brugte de Frank Poulsens tolkning af deres synspunkter til at hvidvaske den praksis, der havde udviklet sig.

Frank Poulsen blev kort tid efter udnævnt til præsident i Sø- og Handelsretten, og forsvarsminister Orla Møller, der havde givet forkerte oplysninger i forbindelse med Ekstra Bladets artikler, fik et job i NATO-hovedkvarteret, før han nåede at blive stillet til regnskab i Folketinget.

Preben Wilhjelms bog er som nævnt fra 1999. Regeringserklæringen har, også siden 1999 været til debat, og der er kommet nye oplysninger frem om, hvordan den blev håndteret. Men i al væsentlighed ikke noget, der er overraskende i forhold til det, der kom frem i forbindelse med Ekstra Bladets artikler i 70’erne og den efterfølgende kommissionsdomstol.

Alle regeringer siden dengang har overtaget regeringserklæringen fra 1968 som deres egen politik. I maj sidste år blev erklæringens indhold endda “i det væsentlige” lovfæstet i Lov om Politiets Efterretningstjeneste, uden at der var den store ballade om det. Alle undtagen Enhedslisten stemte for lovændringen.

Det er muligt, at efterretningstjenesterne ikke foretager registreringer af politiske aktiviteter for at forebygge terrorhandlinger, selv om de kan gøre det. Det kan jeg i sagens natur ikke vide.

Men det er påfaldende, at der er så lidt fokus på spørgsmålet. I hvilket omfang bliver vi i dag registreret, hvis vi for eksempel på facebook kritiserer lovgivning, myndigheder eller ledende politikere?

Kejs4Har vi under de 50 forløbne år vænnet os til, at efterretningstjenesterne kan registrere os? Eller er det omvendt sådan, at vi stadig regner det som så langt ude, at vi ikke rigtigt kan forestille os, at det sker?

Den radikale Jens Bilgrav Nielsen motiverede i Folketinget forslaget om at forbyde registrering ved at sige, at der ikke var noget demokrati, hvis man ikke kunne give sin mening til kende uden at blive registreret. Det er ret indlysende, at han ikke i en direkte forstand havde ret. Den politiske debat og de politiske institutioner levede videre, og det samme gjorde venstrefløjen.

Men man kan argumentere for, at registreringen skabte en forråelse af demokratiet. I hvert fald fordi den praksis, man anlagde, gav rum for udemokratiske tankerækker inden for staten, hvor efterretningstjenesterne selv definerede, hvad der politisk set var ”rigtigt” og ”forkert”. Men måske også fordi nogle af de organisationer, der blev overvåget, reagerede ved at skjule nogle af deres politiske aktiviteter, hvorved der netop blev lavet en rugekasse for anti-demokratiske tendenser.

Man kan ligeledes argumentere for, at den overvågning, vi er opmærksomme på i dag, har den samme effekt.

 

Wikipedia beskriver debatten om regeringserklæringen af 1968, også i tiden efter Preben Wiljhelms bog udkom i 1999.

Se en beskrivelse af regeringserklæringens nuværende tolkning, der i store træk flugter Frank Poulsens tolkning fra 1978, under punkt 5 i bemærkningerne til Forslag til lov om Politiets Efterretningstjenste, der blev vedtaget i maj 2013.

I 1999 udkom PET-kommissionens beretning, der blandt andet omhandlede registreringer af politiske aktiviteter. Pernille Boye Koch, der er lektor i offentlig ret ved RUC, skriver om det her.

Andre artikler i serien: Vol. 1, Vol. 2, Vol. 3, Vol. 4, Vol. 6.

Fotos: Torben Svane

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , , | Leave a comment

Under den kolde krig var konkurrencestaten noget godt

Murfalds-jubilæum, vol. 4: Tyvende og sidste bind af Politiken Verdenshistorie har titlen ”Den nye verdensorden”. Men bindet udkom i 1987, to år før Berlinmurens fald, så det er altså ikke afslutningen af den kolde krig, forfatteren Erlings Bjøl havde i tankerne. I stedet tidsfæster han denne nye verdensorden til nogle år i begyndelsen af 70’erne, som få i dag husker som skelsættende:

Museum 1”Den militære overlegenhed, som i 1962 havde gjort det muligt for præsident John F. Kennedy at tvinge russerne til at opgive deres planer om at anbringe mellemdistanceraketter på Cuba, blev år for år formindsket under den systematiske oprustning, som blev iværksat i Sovjetunionen i de 18 år mellem 1964 og 1982, man kan kalde Brezjnev-tiden. Men samtidig blev den todeling af verden, der var opstået efter Anden Verdenskrig, afløst af et mindre polariseret system. Imellem eller snarere ved siden af en østblok og en vestblok dannede sig en tredje verden, og den fjerdedel af verden, der boede i Kina, fulgte en fjerde vej.”

Og videre: ”I den samme periode indtraf også forandringer i øst-vest forholdet i form af en afspændingspolitik, der gav sig udslag i en firemagtsaftale om Berlin i 1971, SALT-1 traktaten i 1972, vestlig anerkendelse af DDR i 1973, Helsingfors-slutakten i 1975 og SALT-2 traktaten i 1979. Kort efter brød afspændingen sammen, og man bevægede sig ind i 80’ernes mere barske internationale klima, undertiden betegnet som ”den anden kolde krig.””

Bemærk, at Bjøl allerede i 1987 talte om den kolde krig i datid, og ikke engang som noget, der lige var sluttet. Men som noget, der sluttede engang i 1960’erne. Det var ikke et syn på sagen, han var alene med. Ser man film eller læser bøger fra den tid, vil man bemærke, at folk konsekvent regnede den kolde krig som noget, der fandtes fra verdenskrigen til Cuba-krisen, cirka. Også efter denne krise var der kold luft og mistro mellem den kommunistiske og den liberal-demokratiske verden. Men man havde konkluderet, at man var nødt til at leve med hinanden, og man havde fundet nogenlunde civiliserede former at gøre det på.

OLYMPUS DIGITAL CAMERABjøls opfattelse af, at Sovjetunionen kom til at stå relativt stærkere militært over denne periode, er vistnok tilbagevist senere. Men det er ligegyldigt i denne sammenhæng. Det afgørende er, hvordan man oplevede det, mens det stod på. Og her mente man altså ikke, man var i nogen krig – hverken kold eller varm. Om man havde lyst til det eller ej, accepterede man, at man boede ved side af nogle lande, der gjorde ting helt anderledes, og at man også var nødt til at respektere dem. Alternativet var hele menneskehedens undergang – bogstaveligt talt.

Jeg vil, uden anden dokumentation end min egen erindring, tilføje, at i hvert fald for os, der var født efter verdenskrigen, og som aldrig havde oplevet andet end en verden delt i øst og vest, forekom det end ikke som en mulighed, at østblokken en dag ville bryde sammen. Det kom således også som en total overraskelse, da det alligevel skete.

For langt de fleste, selv for kommunister, var det indlysende, at man helst ville bo i vesten. Men det betød ikke, at man var fordømmende over for alt, hvad der skete i øst. Det var til dels fordi man ikke forstod, hvor rådden helheden var på den anden side af jerntæppet. Men i en tid med massearbejdsløshed gjorde det for eksempel indtryk, at alle fik et job i øst. Og netop den tredje verden, som Bjøl nævner, spillede også en stor rolle i vestlige borgeres opfattelse af situationen. Vietnam-krigen, CIA’s støtte til diverse despoter rundt omkring i verden, og den uhjælpelige fattigdom i nogle ellers kapitalistiske lande i Afrika og Asien, gjorde det klart, at hvis der var en absolut renhed i verden, så boede den i hvert fald ikke her hos os.

Det er en eftertid, der har gjort den kolde krig til noget, der begyndte i 1945 og sluttede i 1989, som har gjort alle kommunister i tiden til ”stalinister”, og som har gjort os selv og vores systemer til standhaftige helte på demokratiets side. Sådan var der ingen, der så det i samtiden.

Museum 2Disse forskelle mellem, hvordan den kolde krig blev opfattet før murens fald, og hvordan den er blevet opfattet sidenhen, har en betydning for de vestlige stater, som de ser ud i dag.

Det er kendt og accepteret, at de kommunistiske ledere havde et hyr med at tilfredsstille befolkninger, der kunne ane den overflod, vil levede med i vesten. Men det omvendte eksisterede også: Det var om ikke et problem, så en udfordring for politikere i vesten at overbevise vælgerne om, at det var bedre her end der. Som nævnt havde man noget at hænge sin hat på, hvis man ville hævde det modsatte. I nogle vestlige lande, hvor der var udbredt fattigdom, endog særdeles meget.

Resultatet var, at begrebet frihed var en stor ting i den vestlige retorik. Det var på det punkt, hvor man mest ubetinget distancerede de kommunistiske regimer, og det var en almindelig konstatering, at ”vi lever i et frit land” – enten ment højtideligt, bogstaveligt, eller ironisk, hvis det handlede om et punkt, hvor friheden var enten tvivlsom eller dyrt betalt.

Med andre ord: Under den kolde krig (i den nutidige forståelse af begrebet) var enhver stat en konkurrencestat. Staterne skulle hele tiden være oppe på tæerne for bevise deres værd over for borgerne. Konkurrenterne fandtes lige ovre på den anden side af jerntæppet.

Det er omvendt i forhold til, hvad der i nutiden går under den forkætrede betegnelse konkurrencestat. I denne handler det om, at velfærdsstaten skal ”trimmes”, som Bjarne Corydon udtrykker det, og det summer i praksis sammen til, at det er borgerne, der skal konkurrere om statens gunst.

britain_miners_strikeJeg vil påstå, at en række fænomener, som vi lever med i dag, havde været utænkelige under den kolde krig – simpelthen fordi det havde gjort det for svært at overbevise borgerne om, at vores stat var bedre end de kommunistiske regimer. Det gælder først og fremmest den overvågning, jeg har skrevet om i de foregående artikler i denne serie.

Men politikere og myndigheders bestræbelser på at fremelske borgere med en ”ideel” adfærd havde næppe heller været gangbare under den kolde krig. For eksempel er uddannelse og arbejde gået fra at være et gode for den enkelte, der på den måde kunne styrke egne og familiens muligheder, til at være en positivt bidrag til ”samfundslivet”. Fødevareminister Dan Jørgensens kampagner for at få os til at spise sundere er et andet eksempel. Det ser tilforladeligt ud, for herregud, det er jo kun godt at spise sundt. Men den slags kampagner havde mindsket kontrasten til øst-regimernes forkærlighed for bannere med opbyggelige slagord.

Staten sidder helt generelt på en stadigt voksende del af økonomien. Det stigende skattetryk tegner kun en del af billedet – oven i det kommer, at staten via regulering har lagt langt stærkere bånd på den formelt private del. Man kan ikke dokumentere, at det er derfor, at økonomien er gået ind i noget, der mere og mere ligner permanet lavvækst som den, man havde i østblokken. Men man kan konstatere, at dette er sket, og var det sket før 1989, havde staten haft et yderligere forklaringsproblem. For naturligvis var også den større velstand i vesten en af årsagerne til, at vi så vores samfundsform som overlegen.

Statens større magt er særligt synlig inden for medierne. Under den kolde krig var statslig dominans på dette felt noget, man forbandt østblokken med. Men i dagens Danmark skal man ned til små netmedier som det, du læser på her, for at finde medier, som ikke er enten ejet af staten, eller som er afhængige af dens tilskud.
Vi lever2

Naturligvis er det godt, at muren faldt og den kolde krig hørte op. Men det er ikke nødvendigvis kun godt, og meget tyder på, at konkurrencen fra østblokken var sund for de vestlige samfund. Indicierne er i hvert fald stærke nok til, at vi kan sende en venlig tanke de regimer og bevægelser i Mellemøsten og omegn, som vi stadig har et modsætningsforhold til. Hvem ved, hvor meget religions- og ytringsfrihed, vi ville have tilbage uden dem.

 

 

Kommunernes Landsforening udgav i marts 2013 debatoplægget Invester før det sker, der beskriver ”velfærdssamfundet version 3.0”. Oplægget er et af de tydeligste eksempler på, at det offentlige system bliver beskrevet med en retorik, der minder om den, man brugte i østblokken – herunder opfordringen til borgerne om at understøtte systemet med såvel frivilligt arbejde som med deres private adfærd i almindelighed. Det hedder blandt andet, at ”uddannelse og arbejde er to helt grundlæggende forudsætninger for at kunne deltage aktivt i samfundslivet”. En ret utrolig bemærkning i betragtning af, at det kun er cirka halvdelen af befolkningen, der har både arbejde og uddannelse.

Andre artikler i serien: Vol. 1, Vol. 2, Vol. 3, Vol. 5, Vol. 6.

Fotos (første og tredje): Stiftung Berliner Mauer, J. Hohmuth.

Nederste billede er et skærmprint, der viser mulighederne, hvis man prøver at google den nutidige anvendelse af talemåden om, at ”vi lever i et frit land”.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , | Leave a comment

Tre ligheder mellem overvågningen i Danmark og DDR

Murfalds-jubilæum, vol. 3: ”Se, skatteminister (…). Da jeg var justitsminister, så gjorde vi tit det, at vi sendte SKAT sådan lidt i forvejen, fordi de havde flere bemyndigelser, end vi havde i politiet, til at lave nogen ting. Ja, man kan gå ind, som du selv nævner her, og gå ind og få nogle oplysninger, som politiet ikke bare kunne få uden dommerkendelse”.

Det er den konservative Brian Mikkelsen, der har sagt ordene. Han sagde dem på et samråd i Folketinget i oktober sidste år. Skatteministeren, han talte til, var Holger K. Nielsen fra SF. Emnet var SKAT’s brug af teleoplysninger.

Den udenforstående kan undre sig over, hvorfor man dog kan sætte SKAT til at hente oplysninger for politiet, når politiet ikke selv kan hente dem uden en retskendelse. Så er kravet om retskendelse jo værdiløst. Men det foregår altså på den måde, og det er blot et af mange eksempler på, at den voldsomme stigning i overvågningen af danskerne ikke er ”uskyldig”. Den går hånd i hånd med en udhuling af borgernes retssikkerhed, lige som det også var tilfældet i DDR.

Her er, som lovet i forrige artikel i serien, tre fællestræk mellem overvågningen af borgerne i Danmark i dag, og det, som man kendte i DDR.

mur31. Overvågning bliver normen. Overvågningen af borgerne i DDR eskalerede i regimets sidste årti. Det var groft sagt den brede overvågning, der kom til – forsøget på at holde øje med alt og alle, uden at der var en konkret anledning til de i de enkelte tilfælde. Efterspørgslen efter dette kom fra partiet. Det blev ført ud i livet ved, at de Stasi-ansatte blev målt på, hvor mange informanter, de havde inde i folden, og hvor ofte de høstede oplysninger fra disse informanter. Det var en praksis, som de Stasi-ansatte selv var frustrerede over. Det var svært at rekruttere informanterne, og møderne med dem skulle foregå i fritiden på hemmelige steder. Oveni havde de Stasi-ansatte en fornemmelse af, at deres mange rapporter om stemningen i befolkningen alligevel ikke blev læst. I hvert fald skete der sjældent noget, selv om man pegede på konkrete og reelle problemer, for eksempel om produktion, der blev hæmmet på grund af forældet udstyr.

Hvad partimedlemmerne har tænkt, ved de kun selv. Men de synes med tiden at være kommet til at betragte overvågningen som den normale, trygge tilstand, uanset om de ledte efter noget konkret eller ej.

En tilsvarende udviklingen har man set i Danmark. Det helt store spring i overvågningen herhjemme skete efter den 11. september 2001. Det var ved den lejlighed, at man pålagde teleselskaberne at gemme oplysninger om vores brug af telefon og internet. Man kan for så vidt forstå, at der i det første chok, hvor man havde fornemmelsen af at stå med en ukendt fjende iblandt os, blev taget drastiske midler i brug for at overvåge hele befolkningen. Men det forklarer ikke, at overvågningen ikke siden er blevet lempet, men tværtimod udvidet. Politi og efterretningstjeneste kan ikke længere være på bar bund – de må vide nogenlunde hvilke miljøer, de skal holde øje med for at finde mistænkte, som man så på traditionel vis kunne få retskendelse til at overvåge.

Men politiet argumenterer i dag også med, at teleoplysningerne er velegnede til at opklare andre forbrydelser, og selv om disse intet har med terror at gøre, er politikerne naturligvis utrygge ved, om mordere og indbrudstyve får lov at gå fri, hvis overvågningen bliver ophævet. Således har alle vænnet sig til overvågningen og til, at man dårligt kan købe et simpelt mobilabonnement uden at oplyse sit cpr-nummer.

Terrortruslerne var selvfølgelig en alvorlig baggrund. Men også meget banale hensyn har givet anledning til store udvidelser af overvågningen. For eksempel bragte DR i begyndelsen af 2014 nogle tv-udsendelser om tænkte eksempler på skatteunddragelse, hvor det blandt andet indgik, at man kunne skjule sin færden i udlandet ved at bruge et kreditkort uden navn på. Umiddelbart efter fik Emilie Turunen, daværende medlem af EU-parlamentet og i dag chef for public affairs (!) i Nykredit, bevirket, at denne mulighed blev lukket. Det skete uden den store polemik, selv om det i historisk sammenhæng er ganske ekstremt, at borgerne ikke kan foretage simple handler, uden at myndighederne skal have oplysninger om det.

mur5Også kontrollerne uden retskendelse på privat grund er blevet norm. Justitsministeriet oplyser ganske vist hvert år i en redegørelse, at man i forbindelse med nye love vil tilstræbe, at ”der ikke unødigt medtages bestemmelser, der gør det muligt for offentlige myndigheder at skaffe sig adgang til privat ejendom.” Men den formulering viser blot, at ministeriets bagatelgrænse er meget lav, i hvert fald i erhvervsrelateret lovgivning. Her er man ikke karrig med at give de relevante myndigheder ret til at gå ind i virksomhederne uden retskendelse, og man gør sig sjældent ulejlighed med at målrette hjemlerne til konkrete, konstaterede problemer. I stedet bliver hjemlerne formuleret bredt og rummeligt, så myndighederne selv kan fylde dem ud.

2. Finder man intet, bliver det et argument for at udvide overvågningen. I udgangspunktet var det langt fra kun paranoia, der drev DDR-lederne til at have en hemmelig sikkerhedstjeneste. De havde fuldstændig ret i, at var mange indre og ydre fjender, og med Vesttyskland som et meget direkte sammenligningsgrundlag for borgerne var DDR også mere sårbart end de andre østlande.

På et punkt viste det sig dog, at mistankerne var ubegrundede: Der gik rygter om, at nogle ude på arbejdspladserne saboterede produktionen. Disse rygter kunne være ganske fantasifulde – som at nogle på kollektivlandbrugene ikke malkede al mælken ud af køerne.

Men selv om efterforskningen med et hav af informanter viste, at rygtet ikke havde noget på sig, blev det ved med at leve – og man blev ved med at rekruttere informanter til ny efterforskning på området.

Igen er det kun partimedlemmerne, der kan sige, hvorfor man ikke lukkede efterforskningen, men tværtimod udvidede den. Måske var det et omvendt ræsonnement, hvor det totale fravær af faktiske tilfælde førte til den konklusion, at sabotørerne måtte være særligt snedige og farlige. Der kan også have været politiske hensyn – det har givet været bekvemt at skyde skylden for den kroniske varemangel på sabotører, som alternativ til, at partiet selv skulle påtage sig skylden. Også for Stasi selv var det bekvemt at holde rygtet om sabotører i live. De kunne bruge det i den besværlige hvervning af nye medarbejdere og informanter, fordi en sådan sabotage også forargede den almindelige østtysker, uanset hvad han eller hun mente politisk.

Lidt pudsigt har danske politikere i dag et problem, der ligner det, som partimedlemmerne i DDR stod med: Den økonomiske vækst i Danmark har de senere år været lavere end i de lande, vi sammenligner os med, og som noget usædvanligt er bruttonationalproduktet i Danmark endnu ikke oppe på niveauet fra før finanskrisen, der brød ud for seks år siden. Dette på trods af, der er vedtaget et større antal vækstpakker og lignede fra politisk hold.

Et af problemerne i Danmark er svag konkurrence i nogle sektorer. En del af dette kan skyldes ulovlige, konkurrencebegrænsende aftaler. Men sådanne aftaler er forholdsvis nemme at opklare, fordi de – i modsætning til for eksempel et almindeligt indbrud i et hjem – har en stor udstrækning i tid og rum, og dermed i højere grad efterlader fysiske beviser og vidner. Tilmed har konkurrencemyndighederne (dog med retskendelse) lov til at foretage såkaldte dawn raids i virksomheder, som de mistænker for at være med i karteller.

Alligevel finder man kun meget sjældent større sager på området. Og en svag konkurrence kan da også foregå fuldt lovligt. Ingen forretningsdrivende har pligt til at gå på strandhugst blandt konkurrenternes kunder, og det er god latin for virksomheder i alle brancher, at man helst vil konkurrere på alt andet end netop prisen.

mur6Imidlertid er politikerne tilsyneladende fortsat overbeviste om, at der bliver lavet ulovlige aftaler i større omfang. Derfor blev politiets og konkurrencemyndighedernes beføjelser på området væsentligt udvidet i 2012. Blandt andet har politiet fået mulighed for at aflytte telefoner i sagerne, og man har indført et instrument, som stadig er meget usædvanligt i Danmark, men som var hverdagspraksis i Stasi: Man har indført straffrihed til de virksomheder, der først erkender sin brøde, og som samtidig angiver de øvrige deltagere i et kartel.

3. Skellet mellem lovligt og ulovligt forsvinder. Skal man udpege blot én af de klassiske frihedsrettigheder, der er særligt vigtig for retssikkerheden, er det hjemmets ukrænkelighed. Altså det, at myndighederne kun kan tiltvinge sig adgang til privat grund, hvis det er nødvendigt for at opklare alvorlige forbrydelser – og i så fald kun efter tilladelse fra en domstol, der har vurderet, at hensynet er reelt.

Det er vigtigt, fordi det sikrer, at myndighederne ikke forfølger borgere af usaglige grunde. Uden kravet om retskendelse ville magthavere for eksempel kunne forfølge politiske eller religiøse minoriteter. En ransagning er så belastende, at den i sig selv vil blive oplevet som en straf. Desuden, med nutidens omfattende lovgivning gør vi mere eller mindre alle noget, vi ikke må. Dermed kan man stort set altid finde et formelt grundlag at straffe folk på, hvis man har adgangen til at efterforske dem grundigt nok.

Det var i høj grad på dette punkt, der gik galt i DDR. Fra begyndelsen var der for så vidt retssikkerhed. Loven indeholdt naturligvis begrænsninger i retten til politiske handlinger og ytringer. Men for at man kunne blive straffet, skulle det bevises, at man overtrådte disse love. Politiet skulle også i DDR have retskendelser for at foretage ransagninger. Stasi kunne heller ikke bare straffe folk, end ikke selv om man gennem sin hemmelige virksomhed fandt beviser på politiske forbrydelser. Informanternes oplysninger, for eksempel, kunne ikke bruges som bevismateriale ved domstolene.

Men Stasi udviklede med tiden metoder til at komme uden om disse begrænsninger. Havde man behov for at ransage med henblik på at fremskaffe beviser, kunne man for eksempel arrangere et hastigt indbrud i den pågældendes hjem – og derefter kontakte det almindelige politi, som så under sin efterforskning på ”gerningsstedet” ville støde på det belastende materiale. Så kunne dette bruges ved en domstol.

Ydermere fandt Stasi på sine egne måder at straffe på. Organisationen var magtfuld nok til at bestemme, om folk skulle forfremmes eller ej, om de skulle få adgang på læreanstalter, om de skulle have god eller dårlig løn, eller mere simpelt, om de skulle forrest i køen til at få en bolig, en bil, eller en telefon. Mere alvorligt kunne man også forpeste folks liv med falske breve, rygter og så videre. Naturligvis gik man ikke op i, om man havde beviser, før den slags sanktioner blev sat i værk – det skete på baggrund af fornemmelser og antagelser.

I Danmark har det i mange år været gængs praksis, at myndighederne går ind på privat grund uden retskendelse. Dog udtrykkeligt ikke for at efterforske forbrydelser, men for at kontrollere at for eksempel skattebetalingen foregår korrekt, at arbejdspladser ikke er farlige, og at der er tilstrækkelig hygiejne på restauranter. Politikerne fandt den slags nødvendigt, men i hvert fald tidligere var de meget bevidste om, at de var ude i noget, der var betænkeligt i forhold til retssikkerheden.

I 2001 besluttede den nye VK-regering at gøre noget ved denne gråzone. Det skete med ”Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter”, eller bare retssikkerhedsloven, der blev endelig vedtaget i 2004. Den nye lov lagde fælles rammer for myndighedskontroller, og politikerne opfattede den som en parallel til retsplejeloven, der regulerer myndighedernes arbejde på det strafferetlige område. Venstres ordfører Birthe Rønn Hornbech udtrykte det sådan, at ”vi nu endelig får en lille smule retssikkerhed for bagere og bønder og brugtvognshandlere, sådan som man altid har haft det for rockere og røvere og rovmordere.”

Et centralt punkt i loven er, at man under kontroller uden retskendelse ikke må efterforske strafbare handlinger. Eksperterne havde forinden en del diskussion om dette emne, for hvad nu hvis kontrollanterne tilfældigt faldt over en forbrydelse i en virksomhed? Men de blev enige om, at hvis kontrollanterne fik mulighed for at gå videre med det, ville der være for stor ”omgåelsesrisiko”. Altså risiko for, at myndighederne reelt brugte loven til at slippe uden om kravet om retskendelse i forbindelse med efterforskningen af strafbare handlinger.

mur7I praksis synes loven imidlertid at have fået den stik modsatte effekt af hensigten. Dårligt var den vedtaget, før man i stor skala begyndte at bruge myndighedskontrollerne uden retskendelse til at fange og straffe forbrydere.  Det er her, Brian Mikkelsens citat fra indledningen kommer ind i billedet. Han blev justitsminister i 2008, det vil sige blot fire år efter, at han selv var med til at vedtage retssikkerhedsloven, inklusive dens udtrykkelige forbud mod at bruge myndighedskontroller inden for strafferetten. Men allerede på det tidspunkt var det altså noget, man ”tit” gjorde, og endda helt bevidst og systematisk.

Det er især kommet til udtryk gennem den såkaldte Al Capone-model, hvorefter man bruger de administrative kontrolhjemler til at efterforske eller straffe formodede forbrydere – hvis ikke for den forbrydelse, de antages at have begået, så for noget andet. Modellen har blandt andet været brugt til at bekæmpe rockere, indvandrerbander, doping, rufferi, ulovlig indvandring og ulovlige sprøjtemidler. Hvor det måske lyder som ædle formål, så er pointen i mange tilfælde, at der netop ikke er nogen beviser for, at de ramte skulle have begået kriminalitet. Men alene på mistanken bliver de udsat for særlig hårdhændet kontrol på andre områder. I andre tilfælde er der end ikke nogen mistanke – her rammer kontrollerne i stedet bekendte og legale samarbejdspartnere til den, som myndighederne virkelig er ude efter.

Det bliver kun værre af, at udgangspunktet ofte er mere politisk end juridisk. Det er tilfældet, når enkeltsager i medierne eller politiske interesseorganisationer skaber et pres for at ”gøre noget”.

SKAT er ofte den centrale myndighed i disse aktioner. Det kan dårligt være anderledes, end at medarbejderne får det indtryk, at retssikkerhedsloven er uvæsentlig, og at deres reelle opgave tværtimod er at træde til, når politikerne oplever lovgivningens rammer som snærende.

Ti år efter, at retssikkerhedsloven blev vedtaget, har SKAT da endnu heller ikke fået etableret et system, der på blot det allermest elementære niveau gør det muligt for udenforstående at se den praksis, man har anlagt. SKAT tæller lige akkurat kontrollerne, men i mange år var der fejl i optællingerne. Man tæller slet ikke, hvor mange kontroller der er henholdsvis med og uden varsel (kontrollerne skal ifølge retssikkerhedsloven varsles, hvis det er muligt, uden at det underminerer formålet med kontrollerne), og man tæller ikke klager og indsigelser fra borgerne. I stedet holder man sig i den årlige afrapportering til Justitsministeriet til en standardformulering om, at ”den praktiske anvendelse af retssikkerhedsloven ikke generelt giver anledning til problemer eller klager i nævneværdig grad”.

Den sidste oplysning er usand. Siden seneste afrapportering er der kommet de spektakulære oplysninger om, at en kontrollant fra SKAT ifølge en bilforhandler har truet med rockere. Hvor der vel trods alt er en eller anden misforståelse involveret i dén historie, så tyder andre sager på, at der gået råd i kulturen i SKAT, og at man i mange tilfælde anvender regulære bøllemetoder. For eksempel er der historien om eleven, der på facebook pralede med, at hendes organisation (altså SKAT) var stærkere end rockerne. Eller den om erhvervsmanden, der blevet truet med, at man ville gå efter hans familiemedlemmer, hvis han ikke han godtog SKAT’s tvivlsomme beregning af hans egen skat. Eller den om fotomodellen, der først blev idømt fængsel, men som senere blev frikendt, fordi det i mellemtiden viste sig, at SKAT havde anlagt en meget mildere linje i en sag, der vedrørte en toppolitiker, nemlig Helle Thorning-Schmidt. Selv efter frifindelsen af fotomodellen har en ledende medarbejder i SKAT omtalt hende i nedladende vendinger i en artikel, hvor han kritiserer frifindelsen.

mur8Det kan meget vel være, at det er et mindretal af SKAT’s medarbejdere, der skejer ud på den måde. Men de er tilstrækkeligt mange til, at det er dem, der i dag tegner billedet af skattemyndigheden.

Den østtyske erfaring er, at det er særdeles giftigt for staten, når en central og meget magtfuld institution er frygtet, men ikke respekteret. Det er også en situation, det er svært at komme ud af igen, fordi man ikke kan foretage en troværdig oprydning, uden at politikerne påtager sig deres ansvar for situationen. Og at politikere, for at nå deres mål, skal fjerne sig selv er, i Danmark såvel som i DDR, en kortslutning af den politiske logik.

 

 

Se optagelsen fra det omtalte samråd i Folketingets skatteudvalg her. Vi kommer ind, hvor Brian Mikkelsen siger det citerede. Bemærk, at Holger K. Nielsen afviste, at den praksis, Brian Mikkelsen beskrev, blev anvendt af den daværende regering. Men det var ikke sandt. I det store og hele er praksis fortsat fra VK-regeringen, og man har desuden udvidet med indsatsen mod ”social dumping”, hvor der er også er sammenblanding af strafferetspleje og administrative kontroller. Læs mere om det i dette gamle indlæg.

Beskrivelsen af Stasis praksis er, som i de første artikler i serien, baseret på Gary Bruces’ bog ”The Firm – The Inside Story of the Stasi”.

Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia har i et notat gengivet, hvad registreringen af teleoplysninger ifølge politiet har ført til at resultater, i henseende til bekæmpelse af almindelig kriminalitet. Se notatets punkt 3. Resultaterne inden for terrorbekæmpelse vil politiet ikke oplyse om.

Et eksempel på, hvor bredt kontrolhjemlerne bliver formuleret, findes i den miljøskadelov, som daværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V) fik igennem Folketinget i 2008. Kontrolhjemlen findes i paragraf 34. Bemærk også paragraf 35. Den handler om den situation, hvor myndigheden må afbryde eller begrænse en kontrol, fordi der kan være sket en strafbar handling, således at det i stedet er retsplejelovens regler, der gælder. I dette tilfælde – altså bare ved en indikation om en strafbar handling – bliver virksomheden pålagt øgede omkostninger til dokumentation.

Jeg har tidligere skrevet om et par af kontrolhjemlerne. Her er et eksempel på en hjemmel, der er givet, på trods af det er praktisk talt ligegyldigt, om virksomhederne overholder den pågældende lov. Her er et eksempel på en hjemmel, som Justitsministeriet har godkendt, selv om den er meget vidtgående og giver en kommunal sagsbehandler magt til at trænge ind i en borges hjem, endda sammen med politiet, og selv om det pågældende fagministerium har argumenteret meget ringe for, at der skulle være behov for hjemlen.

Se dette tidligere indlæg om ændringen af konkurrenceloven, således at der blandt andet kan foretages telefonaflytninger.

Andre artikler i serien: Vol. 1., Vol. 2, Vol. 4, Vol. 5, Vol. 6.

Fotos: Lene Tymoshenko

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | 1 Comment

Østblokken fik demokrati – vi andre fik totalovervågning

Murfalds-jubilæum, vol. 2: Den danske stat kræver forvaring af ganske store mængder oplysninger om borgernes færden – oplysninger af den art, som der ikke er noget administrativt behov for, og som det heller ikke er i den enkelte borgers interesse bliver gemt, fordi de kun skal bruges, såfremt myndighederne en dag ønsker at straffe borgeren.

Det handler især om store mængder teleoplysninger: Under indtryk af terrorangrebene i 00’erne blev teleselskaberne pålagt at bevare oplysninger om, hvem vi taler i telefon med, hvem vi sms’er med (og vistnok også indholdet af sms’erne), hvor vi bevæger os med vores telefoner, hvor vi kobler bærbare computere på nettet, hvem vi mailer med, og hvilke hjemmesider, vi har besøgt. Oplysningerne skal gemmes for et år tilbage.

mur2Også bankerne skal gemme oplysninger om vores transaktioner – igen dels begrundet i hensynet til at kunne optrevle terrororganisationer, men i nok så høj grad for at kunne opklare sager om skatteunddragelse, skulle de opstå. Bankerne skal for eksempel gemme oplysninger om, hvor og hvornår vi har brugt vores kreditkort.

Som et slag på tasken vil jeg tro, at det for en almindelig dansker i gennemsnit ville fylde fem sider om dagen, hvis man printede det hele ud. Altså omkring 2000 sider i løbet af et år. Sat pænt ind i ringbind ville det vel fylde 20-30 centimeter.

Det indebærer, at Danmark overvåger almindelige borgere i langt højere grad, end DDR gjorde. Jeg har læst forskellige tal for omfanget af de arkiver, Stasi efterlod sig. Det højeste tal, jeg er stødt på, er 200 hyldekilometer. Læg dertil de arkiver, som de Stasi-ansatte nåede at destruere i revolutionsdagene for 25 år siden. Lad os sige, at der forinden har været 400 hyldekilometer arkiver. Men det er stadig allerhøjest et par centimeter pr. voksen borger i DDR gennem de 40 år, staten nåede at eksistere.

Nu kunne man måske tro, at de personlige oplysninger, som DDR indsamlede, var langt mere nærgående end dem, som den danske stat indsamler. Men det omvendte er tilfældet: Som efterretninger kommer, var Stasis viden om den almindelige østtysker af lav kvalitet.

I forhold til andre stater overvågede DDR en relativt stor del af sin befolkning helt tæt, med telefonaflytninger, åbning af post og infiltration. Men også i DDR var det trods alt kun nogle få procent af befolkningen, der blev udsat for den slags. For langt de fleste var oplysningerne meget mere sparsomme, og mange borgere havde Stasi slet ikke samlet informationer om. Systemet med informanter var meget effektivt, hvis man havde infiltreret en gruppe af personer, der lavede noget hemmeligt. Men det var ineffektivt i henseende til en generel screening for stort og småt. Oplysningerne fra informanterne i den henseende var utroværdige og svære at konkludere noget på, blandt andet fordi mange informanter var uvillige, andre var for tjenestivrige, og andre igen var simpelthen bare dårlige spioner. Selv hvis man endelig fandt ud af, at en borger for eksempel havde talt nedsættende om systemet, kunne man ikke rigtigt bruge det til noget, og gjorde det almindeligvis heller ikke. Sandsynligvis har mere eller mindre alle engang imellem i private sammenhænge sagt ting, de ikke måtte.

Læg dertil, at en stor del af materialet i Stasis arkiver var tæt på at være ren junk. Der var dokumenter fra store efterforskninger, der mundede i den konklusion, at der alligevel ikke var nogen forbrydelse eller trussel. Andre forbrydelser havde fundet sted og blev opklaret, men de var bare latterlige og bagatelagtige. Det var for eksempel Stasis sure lod at finde ud af, hvem det var, der hele tiden skrev platte kommentarer om det socialistiske enhedsparti på toiletvæggene. Efterforskningen kunne for eksempel foregå ved, at man indsamlede endeløse mængder af skriftprøver.

10720396_10152706743782381_1155090131_oSå når Stasi skulle efterforske eller intimidere en borger, man ikke havde efterforsket før, var man typisk mere eller mindre på bar bund. Helt anderledes forholder det sig for den danske stat, der har sikret sig adgang til tele- og bankoplysninger.

Skulle det ske, at Danmark bliver overrumplet af en fjendtlig magt, vil denne meget hurtigt kunne danne sig et overblik over, hvem der er dens modstandere i samfundet. Hvis man ved hvem en borger kommunikerer med, hvor ofte, og i hvilken rækkefølge, samt hvor borgeren har brugt penge, kan man danne sig et meget godt billede af denne borgers liv, omgangskreds og holdninger. De samme oplysninger kan man bruge til at intimidering, fordi de viser hele det private liv, som vores kulturs sociale koder tilsiger, at man skal lade forblive privat: Sløseri, forbrug af porno, kontakter med ”forkerte” personer, byture og rejser, der har udviklet sig uhensigtsmæssigt, og så videre. Det er alt sammen rigeligt til at fremstille borgeren i et ufordelagtigt lys.

Selv uden en fremmed magts indblanding har staten sikret sig en række midler til nemt at efterforske videre, hvis den finder indikationer på, at en borger bryder banal lovgivning. For også myndighedernes adgang til at foretage kontroller på privat grund er vokset stejlt. I 1989 var der cirka 100 love og bekendtgørelser, der gav forskellige myndigheder en sådan hjemmel. Ved seneste optælling var tallet oppe på 265. Disse hjemler bliver brugt til at foretage i omegnen af 200.000 tvangsmæssige kontroller på privat grund hvert eneste år.

Endvidere: Selv om det formentligt ikke har været hensigten fra starten, er det også blevet praksis, at politiet kan komme med på disse kontroller, hvorved de tager karakter af egentlige ransagninger – stadig uden retskendelse. Politiet har også på egen hånd fået meget nemmere adgang til at foretage egentlige telefonaflytninger og lignende.

Alt dette betyder naturligvis ikke, at det var bedre at bo i DDR i foråret 1989, end det er at bo i Danmark i 2014. Brugen af informanter i DDR skabte en konstant utryghed om, hvem man kunne betro sig til. Den lovgivning, som Stasi håndhævede, var på nogle afgørende punkter langt mere snærende end den danske er, idet den begrænsede ytringsfrihed og øvrige politiske rettigheder. Sidst, men ikke mindst, var der en vilkårlighed i systemet, hvor de enkelte Stasi-ansatte efter forgodtbefindende kunne ødelægge menneskers tilværelse på afskyelige måder. De Stasi-ansatte spillede selv på borgernes fornemmelse af, at de var holdt under strengt opsyn.

10717993_10152706734652381_1808288833_nAlligevel er det opsigtsvækkende, at omfanget af overvågningen i Danmark og andre vestlige lande i den grad er eksploderet. Det var bestemt ikke noget, man planlagde eller regnede med for 25 år siden. Dengang regnede man tværtimod fraværet af overvågningen som en af vestens største dyder. Det er heller ikke sådan, at den økonomiske eller sikkerhedspolitiske udvikling siden tilsiger, at der i dag må være meget tættere overvågning af borgerne end i 1989. Vi havde en mindst lige så avanceret velfærdsstat dengang, og de indre og ydre fjender under den kolde krig var nok nogle andre end i dag, men de var de bestemt ikke mindre bekymrende.

Som situationen er, er der en masse, vi kan lære af DDR. Heller ikke her var masseovervågningen en politisk intention fra starten. Den opstod bare, og den udviklede sig, indtil den virkede modsat hensigten: Den skulle beskytte samfundsformen, men endte med at blive en af de væsentligste faktorer for dens undergang, da samfundet efterhånden var lammet af apati, fordi ingen turde eller fandt det muligt at gøre noget på egen hånd.

Dertil er vi ikke kommet i Danmark. Men her er eskaleringen af overvågningen også stadig i gang, og ingen kan sige, hvor eller hvordan den ender. Vi kan bare konstatere, at der er nogle fællestræk mellem udviklingen i DDR og det, vi ser hos os selv i dag. Om det handler næste artikel i serien: Tre ligheder mellem overvågningen i Danmark og DDR.

 

Beskrivelsen af Stasis praksis er, som i første artikel i serien, baseret på Gary Bruces’ bog ”The Firm – The Inside Story of the Stasi”.

Denne hjemmeside – som jeg ikke kender udgiveren af – opgør forholdet mellem DDR’s datidige og vestens nutidige overvågning af egne borgere langt mere dramatisk, end jeg har gjort her. 

Oversigten over, hvilke oplysninger teleselskaberne skal gemme, findes i logningsbekendtgørelsen. Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia har uddybet baggrund og menneskeretlige problemstillinger i dette notat.

Ditlev Tamm har i bogen ”Mellem fortid og fremtid” opgjort, at der i 1996 var 111 love og bekendtgørelser, der gav myndigheder hjemmel til at foretage kontroller uden retskendelser (Kilde: CEPOS). I 2003 opgjorde Retssikkerhedskommissionen tallet til cirka 185. Ifølge denne artikel i Jyllands-Posten er tallet nu oppe på 265.

Ifølge seneste udgave til af Justitsministeriets årlige ”Redegørelse til Folketinget om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen” har Fødevaretilsynet gennemført 8106 kontroller på en enkelt måned sidste efterår. NaturErhvervsstyrelsen har gennemført 2642, SKAT 2559 og Arbejdstilsynet 5996. Alene det giver næsten 20.000 kontroller, hvortil kommer, at også mange andre myndigheder bruger kontroller (dog i mindre grad). Er de efterårsmåneder, hvor der er talt, typiske, vil det summe sammen til over 200.000 kontroller på et år.

Andre artikler i serien: Vol. 1, Vol. 3, Vol. 4, Vol. 5, Vol. 6.

Fotos: Lene Tymoshenko

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , | Leave a comment

Vore egne liv

Murfalds-jubilæum, vol. 1: Man bliver i godt humør af at se filmen ”De andres liv”. Ganske vist handler den om den benhårde undertrykkelse af borgerne i DDR. Men den viser også menneskeligheden bryde igennem, da den højtstående Stasi-officer Gerd Wiesler får skrupler og bruger sin position til tværtimod at beskytte en familie mod statens overgreb.

Men der er, som man siger på de kanter, et aber dabei: Det er ikke kun filmens konkrete handling, der er fiktion – det er også hele dens præmis. Flere hundrede tusinde østtyskere nåede at være ansat i Stasi, de fleste gennem mange år. Men der er ikke et eneste kendt eksempel på det, man ser i filmen – en Stasi-ansat, der i en større sag bevidst og over længere tid handler stik modsat sine ordrer for at beskytte borgere. Det oplyser Gary Bruce, canadisk historiker med speciale i DDR, i bogen ”The Firm – The inside story of The Stasi.”

Leben1Den 9. november er det 25 år siden, at Berlinmuren faldt. En begivenhed, der er kommet til at stå som det helt store symbol på ikke blot DDR’s undergang, men også på den kolde krigs afslutning. I den anledning vil jeg over de næste måneder bringe en serie af indlæg her på bloggen.

Mit udgangspunkt er, at det ikke blot er ”De andres liv”, der har efterrationaliseret den kolde krig til ukendelighed. Det er et generelt fænomen. Men det entydige billede af kampen mellem de gode og de onde, som de gode vandt, holder ikke. Og når vi alligevel ser det sådan, overser vi, at de dynamikker mellem centralmagt og befolkning, der fandtes i østblokken, også findes hos os.

Faktisk, som en bitter ironi, så er det os selv, der i dag uforstandigt betragter de tidligere øst-regimer som ”de andres liv”; som noget isoleret og fortidigt, der intet har at gøre med os. Det er bittert – ikke fordi vi vil skal frikende øst-regimerne for deres dårligdomme, men fordi vi dermed nemt overser de samme dårligdomme, når de findes hos os selv.

Medarbejderne i Stasi så ikke den store principielle forskel på den myndighed, de arbejdede for, og så myndigheder i vesten, fremgår det af Gary Bruce’s undersøgelser. Det var derfor, der aldrig var nogen virkelighedens Gerd Wiesler.

Selv den bedste stat i verden udøver rå magt, der i nogle tilfælde har særdeles stor betydning for den enkelte borger. Man fanger og straffer forbrydere, man tvangsfjerner børn, man indkalder mænd til militærtjeneste, man nægter unge optagelse på studier, man giver udlændinge afslag på opholdstilladelse, men fratager ledige dagpenge og så videre. Langt fra i alle disse tilfælde er det givet, at magtudøvelsen må ske – faktisk sker der erfaringsmæssigt altid magtudøvelse, som er fortrudt allerede i næste generation. Der er da også hele tiden ansatte hos myndighederne, der føler skrupler eller ubehag ved, hvad de gør. Nogle af dem siger op. Andre undgår at avancere til positioner, hvor det konkret er dem, der skal træffe beslutningerne. Andre igen får et solidt forbrug af alkohol.

Men det sker praktisk talt aldrig, at nogen bliver i systemet med den hensigt diskret at bryde reglerne, for på den måde at beskytte borgerne. Og det skete altså heller ikke i Stasi.

Stasi-medarbejdere havde god grund til at se deres arbejde som en del af den store normalitet. DDR var et diktatur, men både dengang og nu glemte man, set fra vesten, nemt nogle vigtige faktorer omkring dette diktaturer. Andre diktaturer i historien har udelukkende tjent herskerne. Landet og borgerne har blot været brikker i et spil. Men i DDR var der fra starten en oprigtig hensigt om at skabe velfærd for borgerne. Der var en tro på kommunismen som det bedste system, og i hvert fald i første generation af ledere i DDR var der mange, der under nazismen selv havde lidt for denne overbevisning.

Havde deres ønske blot været at undertrykke befolkningen, havde de også kunnet finde mange kvalificerede håndlangere fra det foregående styre. Men det undlod de omhyggeligt. I stedet havde Stasi en forkærlighed for at rekruttere blandt arbejdere; ud fra en nærmest rørende naiv antagelse om, at disse ville være mest loyale over for arbejder- og bondestaten.

Leben2Også metoderne skulle være anderledes end nazisternes. Det var en væsentligt forklaring på, at organisationen blev så stor: Det var meget mere ressourcekrævende at overvåge hele befolkningen og forsøge at få dem ind på geled ved at give eller fratage privilegier, end det var blot at skræmme dem med vold, som Gestapo havde gjort. Stasi var, i hvert fald i begyndelsen, i vidt omfang underlagt almindelige regler i en retsstat. Man skulle på lovlig vis indsamle beviser, før man kunne straffe nogen. Stasi var i sin egen selvforståelse således en civiliseret sikkerhedstjeneste.

Det undgik naturligvis ikke medarbejdernes opmærksomhed, at de selv havde store privilegier, at de havde stor magt over borgerne, og at man kom stadigt længere væk fra begyndelsens idealistiske renfærdighed. Men der var altid forklaringer.

Nå ja, så forfulgte man borgere, der kunne mistænkes for at planlægge at rejse til vesten. Men det var jo heller ikke anderledes, end at hvis for eksempel en tandlæge flygtede, så måtte tusind patienter gå rundt med huller i tænderne. Så man kunne forstå, man hjalp folket.

Nå ja, så viste forestillingen om sabotører rundt omkring på fabrikker og kollektivlandbrug sig at være et fantasifoster. Men man fandt man masser af slendrian, og det var jo også i folkets interesse at få dén stoppet.

Nå ja, så indsamlede man alt hvad man kunne overkomme af oplysninger om borgernes privatliv og utilfredshed med styret. Men langt det meste af det var kun bureaukratisk amokløb, der aldrig blev brugt til noget alvorligt. Som en af de tidligere ansatte sagde til Gary Bruce: ”Hvad var der at være bange for? Firmaet (altså Stasi, STK) var et legitimt, statsligt organ. Vi var jo ikke nogen vild undergrundsorganisation.”

De historikere, der kom til DDR efter murens fald, tog udgangspunkt i, at de skulle analysere en totalitær stat. Men også de måtte hurtigt medgive, at det var mere nuanceret. Alle er enige om, at DDR og Stasi undertrykte borgerne og nægtede dem almindelige demokratiske rettigheder. Men alle er også enige om, at der var en god vilje, og at man må anerkende forsøgene på at skabe en stat med velstand og borgerrettigheder – forsøg, der i en del tilfælde lykkedes. Hvor man skal lægge snittet, er ifølge Gary Bruce anledning til store stridigheder mellem historikerne – op til et punkt, hvor den ene historiker ikke vil skrive i et tidsskrift, der har bragt artikler af en af de andre historikere.

De mærkater, man har forsøgt at sætte på DDR-styret, viser tydeligt, hvor svært det er på en gang fremhæve undertrykkelsen af borgerne, og på den anden side på et rent principielt plan at adskille styret fra vores egne samfund. Historikere har foreslået betegnelser som “Welfare dictatorship” (Fürsorgediktautur). ”Post-totalitarian bureaucratic dictatorship” og ”Thoroughly ruled society”.

Men måske ligger kvaliteten af en stat, eller mangel på samme, ikke primært i dens formelle opbygning, men i den praksis, der bliver almindelig. Praksis er nemmere at forstå intuitivt, og det blev tydeligt, når Gary Bruce spurgte Stasi-medarbejderne til deres oplevelser i de hektiske dage omkring murens fald for 25 år siden.

Meget få af dem havde hverken dengang eller senere væsentlige skrupler over deres gerninger. Nogle af dem fortalte også, at de aldrig havde oplevet ubehageligheder eller bebrejdelser fra almindelige borgere i den nu fortidige stat. Men en stor del af dem havde i revolutionsdagene haft stor angst. Nogle var bange for, at folkemængden skulle gå amok og klynge dem op i lygtepæle. Men mere typisk frygtede de, at de skulle blive udsat for samme metoder, som de selv havde været med til at udøve.

Leben3Et karakteristisk eksempel er et ældre ægtepar, der havde tjent på meget lavt niveau i Stasi – han som chauffør, hun som rengøringsassistent. De havde hurtigt fundet andet arbejde bagefter, og de levede stadig lykkeligt med hinanden. Kun én gang havde de oplevet noget ubehageligt: Efter systemskiftet forsvandt rengøringen en overgang i det boligkompleks, hvor de boede. Manden satte derfor en seddel op i receptionen, hvor han venligt opfordrede naboerne til at rydde op efter sig. Dagen efter var der sat et kryds over sedlen, og en anonym person havde skrevet: ”Hr. Paupst. Den røde æra er forbi!”

Denne situation, hvor en dem ukendt person afslørede et kendskab til deres liv, og gav dem en kun let truende reprimande, oplevede ægteparret som så ubehagelig, at de straks flyttede.

Måske er dette den simple formel for, om myndighedsudøvelse er undertrykkende eller legitim: Man skal forestille sig, hvordan det vil være, hvis staten pludselig falder væk. Ville en ny, og ligeledes velmenende stat overhovedet drømme om at genetablere de gamle myndigheder? Ville borgerne møde de gamle myndighederne med vrede? Ville de ansatte i myndighederne kunne udholde tanken om at være genstand for den type myndighedsudøvelse, de selv bedriver?

Billeder fra filmen De andres liv.

Bogen “The Firm – The Inside Story of the Stasi” kan blandt andet købes på Amazon.com.

Andre artikler i serien: Vol. 2, Vol 3, Vol. 4, Vol. 5, Vol. 6.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , | Leave a comment

Domstolene træder – måske – ind i facebook-alderen

Det sker engang imellem, at meget vigtige nyheder forputter sig i notespalterne, hvis de overhovedet bliver nævnt. Således gik det med en meddelelse, der mandag kom fra Justitsministeriet: Som led i finansloven er der afsat 14,9 mio. kroner til at lave en internetbaseret database over afsagte domme.

Det er et tiltag, der har potentiale til ikke blot at reformere retsplejen, men også at ændre hele den måde, vi betragter forbrydelse og straf på.

Domstolene er af uransaglige årsager årtier efter den teknologiske udvikling. Domme og afgørelser bliver stadig skrevet ned på papir og arkiveret manuelt. Da der er titusindvis af dem hvert år, og de er meget svære at systematisere, ud over de helt overordnede linjer, er det uhyre svært at finde dem frem, når der er brug for dem.

Københavns Byret_01Det er der ofte. For eksempel når dommere eller advokater søger indsigt i, hvordan tidligere sager med et lignende indhold som de sager, de sidder med her er og nu, er forløbet og afgjort. I dag er dommere og advokater i vidt omfang henvist til at søge viden om domspraksis i de få sager, der findes resumeer af i juridiske tidsskrifter eller hos Anklagemyndigheden. Bedre bliver det naturligvis ikke, hvis disse resumeer er upræcise, hvilket forekommer.

Også politikerne har brug for viden om domme. Når politikere for eksempel siger, at denne eller hin forbrydelse bliver straffet for mildt, hører det med til historien, at de som regel højest har overfladisk og rygtebaseret viden om, hvordan strafniveauet er.

Med en digital domsdatabase kan disse problemer blive løst. Men det er den mindste ændring, vi kan se frem til. Den store ændring ligger i noget andet: Nemlig at vi som almindelige danskere kan følge med i de enkelte domme.

Selv om der teoretisk set er åbenhed i retsplejen, kan offentligheden i praksis kun følge de mest spektakulære sager – for eksempel dem, hvor kendte mennesker sidder på anklagebænken. Her følger journalisterne retsmøderne, og de rapporterer om vidneudsagn og bevismateriale, så vi alle kan følge med.

Alle andre sager bliver højest fulgt af familie og venner. Så her er der ingen offentlighed, der tager stilling til, om det foregår, som det skal.

Det gør det ikke altid. Anklagede bliver dømt på enkeltstående vidneudsagn, eller uden beviser overhovedet. Varetægtsfængslinger bliver forlænget i halve og hele år af dommere, der ikke har set skyggen af et faktuelt bevis. Beskikkede advokater undlader at efterprøve det bevismateriale, anklagemyndigheden fremlægger, og forlader sig i stedet på sin egen argumentation.

Den slags optræder meget ofte i de sager, jeg søger nærmere indblik i – gennem aktindsigter i domsudskrifter, indkøbt til den faste takst på 175 kroner, eller ad anden vej. Mit indtryk er, at dommere – eller måske er det især domsmændene – ofte glemmer, at deres opgave er at sammenholde dokumenterede fakta med lovens paragraffer. I stedet tager de stilling på et politisk eller moralsk grundlag, eller de kommer ubevidst til at lægge for megen vægt på politiets vurderinger.

Ofrene for den slags er stort set magtesløse. De kan måske ved ihærdig indsats overbevise venner og bekendte om, at der begået uret mod dem. Men udenforstående vil næsten altid tænke, at Anklagemyndighed og domstole vel har gode grunde til at gøre, som de gør.

Som journalist får jeg naturligvis også kendskab til sagerne, netop fordi der er et eller andet problem med dem. Men blandt andet statistikken over, hvordan varetægtsfængslede faktisk bliver dømt, antyder, at der er tale om hyppigt forekommende problemer.

Københavns Byret_03Med den kommende domsdatabase kan det under alle omstændigheder være slut. Så kan domstolene så at sige komme ind i facebook-alderen: Vi får alle mulighed for at dele de afgørelser, der åbenlyst strider mod basale retsprincipper. Dommere og domsmænd vil være bevidste om, at de ikke nødvendigvis sætter et punktum med deres afgørelse. Også denne afgørelse vil blive efterprøvet.

Så oprettelsen af en digital domsdatabase kan altså være en meget stor ting. Forbeholdet skyldes, at det gør en stor forskel, hvor meget information man lægger ind i basen. Hvis man kun kan se tiltalen og dommen, men ikke referater af vidneudsagn, får vi alligevel ikke mulighed for at forholde os kritisk til dommene. Man kan også lægge store gebyrer på anvendelsen, hvilket vil gøre det dyrt at bruge databasen til at lave statistik, der for eksempel belyser, om nogle domstole dømmer hårdere end andre.

Jeg har spurgt både Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen om nærmere oplysninger om, hvad de har på tegnebrædtet. At man afsætter et beløb med en decimal til formålet viser, at man har regnet på en konkret model. Men begge steder har man afvist at uddybe, hvad man forventer af domsdatabasen, så længe finanslovsforslaget ikke er vedtaget.

Eftersom vi lever i et demokrati, kan et ministerium naturligvis oplyse om baggrunden for et lovforslag under behandling. Alt andet ville være absurd. At – af alle – Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen alligevel afviser at give sådanne oplysninger, viser, hvor dybt kulturen af lukkethed stikker i retssystemet. Og dermed også, at vi skal vente med at fejre domsdatabasen, til vi ser, hvad den mere konkret består i.

Læs også tidligere indlæg om domsdatabasen og om varetægtsfængslinger.

Fotos fra domstol.dk: Per Johansen.

Posted in Ikke kategoriseret | Leave a comment

En bås til de hjemløse (og en del flere)

Næsten hver anden hjemløs har en psykisk sygdom. To tredjedele har også et misbrugsproblem; flest af alkohol eller hash, men en del misbruger også hård narko eller medicin. Det fremgår af en rapport, som SFI udgav sidste år.

Måske har vi vænnet os til, at det bare er sådan: Der må være noget galt i hovederne på de hjemløse. Det er der måske også i mange tilfælde. Men det er ikke dokumenteret, at det skulle være nær så udbredt, som det umiddelbart fremgår af rapporten. Hvad den viser er ikke direkte de hjemløses situation – men derimod myndighedernes syn på de hjemløse.

Rapporten afslører således også myndigheder, der er fordomsfulde, der ikke tøver med at sætte borgerne i bås som hjemløse, uanset hvad borgerne selv mener, og som mangler enhver selvkritik.

Unusual-Bench3Hjemløshed er, som følge af et tilfældigt sammenfald af forskellige begivenheder, blevet et af sommerens debatemner. En af disse begivenheder var en situation, hvor nogle kvinder på en måske ufølsom måde opfordrede en hjemløs til at finde et andet sted at sove end foran elevatoren på en metrostation. Episoden blev kendt, fordi tv-værten Hans Pilgaard efterfølgende kom i skænderi med de to kvinder. Han kaldte den ene af dem en ”arrogant kælling” og opfordrede hende råbende til at ”gå hjem til sit lille overklasseliv.”

Mange medier har nævnt, at der er cirka 6000 hjemløse i Danmark – se for eksempel her i Avisen.dk. Det er der dog ikke i den forstand af hjemløshed, som der var tale om i diskussionen på metrostationen. Her er tallet cirka en tiendedel: SFI fandt under sin optælling på en kold uge i februar sidste år, at 595 personer i denne uge havde tilbragt en eller flere nætter på gaden.

Men misforståelsen om tallet kommer ikke ud af den blå luft, for SFI tæller i alt 5820 hjemløse. Det er fordi, man regner langt flere end dem, der overnatter på gaden, med. De øvrige er i, hvad man betegner som ”en hjemløsesituation”. Der var i den pågældende uge et par tusinde, der overnattede i herberger og lignende. Dertil kom et par tusinde, som havde midlertidig bolig hos venner eller familie. Og så nogle andre mindre, og vidt forskellige, grupper. For eksempel folk, der bor i kolonihave, eller folk, der er under udslusning fra fængsler.

Et fællestræk for dem alle er, at de ikke enten har et hjem med egen lejekontrakt eller skøde, eller i hvert fald at et sådant hjem ikke er brugbart for dem.

Men som optællingen foregår, er der et fællestræk mere: At de pågældende har et eller andet socialt problem. Optællingen er nemlig foregået ved indberetninger fra ikke færre end 1160 sociale institutioner og lignende. Det vil sige, at man ikke opdager dem, der opfylder de formelle kriterier, men som ikke er i kontakt med sociale myndigheder. Det er tilfældet for rigtigt mange – efter den definition, som SFI anvender, har nærværende blogger har for eksempel strengt taget været hjemløs i to perioder. De fleste andre, jeg kender fra min egen generation, har tilsvarende prøvet hjemløshed, for eksempel i forbindelse med flytninger, hjemkomst fra udlandet eller brudte parforhold.

Man kan så sige, at der heller ikke er grund til at tælle borgere som hjemløse, hvis de, summa summarum, ikke har væsentlige, sociale problemer. Det efterlader bare et andet problem med SFI’s metode.

10563635_687340648026071_729331077_nFor hvem siger, at blot fordi man har et eller andet socialt problem, så er det også et væsentligt socialt problem, at man ikke har egen underskrift på lejekontrakt eller skøde? Der findes næppe noget land, hvor folk almindeligvis går mere op i deres bolig, end vi gør i Danmark. Men ude i verden er det helt normalt at prioritere boligen lavt, specielt hvis man ikke har så mange penge. Milliarder af mennesker i verden bor dårligt efter danske standarder, uden at de opfatter det som kernen i deres problem – eller som noget problem i det hele taget.

Og omvendt: Hvis man nu skal anskue boligproblemer, hvorfor så afgrænse det til, om man har en lejekontrakt eller et skøde? Man kan i høj grad have et problem med en bolig, man papir på, for eksempel hvis man bliver chikaneret eller truet af naboer. Fænomenet er særligt tydelig i forbindelse med dem, som er under udslusning fra fængsler. Et godt bud er vel, at de mere eller mindre alle synes, at deres boligforhold er blevet betragteligt bedre, i forhold til mens de sad i fængslet.

Hjemløshed, som SFI anskuer det, er således ikke noget, de pågældende selv definerer. Det er noget, de sociale myndigheder definerer hen over hovedet på dem.

Det fremgår også af det datamateriale, som SFI har arbejdet med. Det består af skemaer med oplysninger om hvert enkelt person. SFI foretrækker, at skemaerne er udfyldt af personerne selv, eller at de i det mindste har medvirket til at udfylde skemaet. Det har imidlertid kun kunnet lade sig gøre i 10 procent af skemaerne. De øvrige 90 procent har institutionerne udfyldt selv.

Det sætter også oplysninger om hvorfor ”hjemløshedssituationen” er opstået i relief. På spørgeskemaet er der mulighed for at angive flere væsentlige årsager, og dem, som har udfyldt skemaerne, har i hvert tilfælde angivet gennemsnitligt lidt over to årsager.

Det er her, psykisk sygdom og misbrug af alkohol eller stoffer vejer tungt. Hver af disse tre rubrikker er afkrydset i en tredjedel af spørgeskemaerne. Langt de fleste har mindst et af de tre problemer. Sådan er altså opfattelsen hos de medarbejdere i sociale institutioner, der betragter de registrerede hjemløse.

Det er særligt opsigtvækkende i forhold til de forklaringer, der handler om boligen selv. Man skulle tro, at hjemløshed i høj grad handlede om problemer med det tilgængelige boliger. Men kun 21 procent anfører ”mangel på bolig eller lignende botilbud” som en væsentlig årsag, og lige så få peger på ”udsættelse af bolig”.

Umiddelbart ville man også tro, at økonomiske vanskeligheder i praktisk talt alle tilfælde var en væsentlig årsag. Det er også det felt, flest har sat kryds i – men det er kun en smule flere, end der har sat kryds ved hver af forklaringerne om psykiske lidelser og misbrug.

Når man endelig er ovre i de indirekte forklaringer, kunne arbejdsløshed, eller et urummeligt arbejdsmarked, være oplagte årsager til hjemløshed. Men de muligheder er end ikke med i spørgeskemaet.

Spørgeskemaet mangler også andre muligheder. Der er for eksempel ikke mulighed for at angive, at de sociale medarbejdere har lavet dårligt arbejde, eller at det er systemet som sådan, der svigter. I hvert fald det sidste må ellers meget ofte være tilfældet, hvis udsagnene fra de sociale institutioner står det til troende. Af de hjemløse, de anser for at være psykisk syge, er der således kun 45 procent, der modtager behandling.

nathan-philips_homless_sleeping_bench_01Det er heller ikke muligt at anføre, at de hjemløse er hjemløse i den definerede forstand, fordi de foretrækker det sådan. På trods af, at det ikke er svært at forestille sig, at nogle foretrækker at bo hos familie eller venner eller i kolonihaver, og enkelte endda foretrækker at overnatte på gaden.

Så konklusionen er næsten forprogrammeret: Det er altid et problem, når folk afviger fra den normaldanske norm om at bo i en bolig, hvortil man har lejekontrakt eller skøde. Dette problem er aldrig systemets skyld. Samfundet i en bred forstand kan til dels være medskyldigt. Men først og sidst skyldes det, at den definerede hjemløse handler uforsvarligt og/eller er syg i hovedet.

Det er Socialministeriet, der har hyret SFI til at lave rapporten om hjemløse. Hensigten er at styrke hjælpen til denne gruppe. Men allerede inden man er nået til den praktiske hjælp har man altså stemplet og stigmatiseret 6000 borgere i Danmark, hvis eneste fællestræk er, at de hverken har skøde eller lejekontrakt på en bolig, og at de af en eller anden grund er konktakt med sociale institutioner. Det er en stempling, der ikke blot rammer dem som gruppe, men også individuelt: De spørgeskemaer, der er udfyldt, vil nu ligge i sagsmapperne hos de sociale institutioner. Institutionen havde måske ikke tidligere tænkt over, om den enkelte kunne karakteriseres som hjemløs, og hvorvidt han eller hun havde psykiske problemer eller et stort forbrug af alkohol eller stoffer. Men nu er der officielt papir på det – tilmed forsynet med de pågældendes cpr-numre.

Men også når man når til det praktiske arbejde med at hjælpe de 6000 mennesker til at få en bolig, har rapporten og dens syn på hjemløshed negative konsekvenser. Socialministeriet har som et led i en række målsætninger på det sociale område afgjort, at antallet af hjemløse skal nedbringes til 4000 i 2020. Men den definition, SFI’ har anvendt i sin optælling, indebærer, at man kan opføre de bedste bosteder og herberger i verden, uden at komme en hårsbredde tættere på at nå målet: Selv om en mand, der hidtil har sovet på gaden, får en seng på det nye bosted, vil han jo stadig tælle som hjemløs. Omvendt kunne man for så vidt også lukke alle herberger og sætte folk på gaden, uden at man officielt kom længere fra målet.

Konsekvensen er, at de sagsbehandlere, der i sidste ende bliver sat til at opfylde målsætningen, må sigte efter den del af målgruppen, der faktisk har en seng at sove i, og i mange tilfælde endda i det, de givetvis selv opfatter som et hjem. Altså dem, som har en midlertidig bolig hos venner og familie, i kolonihavehuse, på pensionater og lignende. De er de nemmeste at få over en i egen bolig med lejekontrakt. Men det er også blandt disse, at problemet er mindst – hvis der overhovedet er noget problem, set fra borgerens eget synspunkt.

MetroSå selv om de sociale målsætninger også har et punkt om at mindske det, man kunne kalde tilbagefald til egentlig hjemløshed, er der ikke rigtigt noget i dem, der hjælper den mand, som blev anledning til det højlydte skænderi i den københavnske metro.

Dette skænderi er således meget symbolsk for indsatsen mod hjemløshed: Der bliver stillet krav til de hjemløse. Der er grænser for den omsorg, man viser dem. Denne holdning repræsenterede de to kvinder. Om de handlede urimeligt og ufølsomt, ved kun de, som overværede episoden. Men denne del er også overdøvet af den højlydte, moralske markering om de bedste intentioner, som Hans Pilgaard repræsenterede.

Og det er også kun denne markering af principiel omsorg, der står tilbage, når sommeren er forbi, og det igen bliver koldt på gaden.

Øverste foto: BoGo Boo.

Næstøverste foto: Torben Svane

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , | 1 Comment

Det danske normskred om tvangsarbejde

Googler man begrebet ”Vor tids slaveri”, får man fluks over 300.000 tekster at læse. Det er ofte politikere og hel- og halvofficielle organisationer, der bruger begrebet. Der ligger i det, at der trods alt ikke er tale om slaveri i sin hårdeste form, som i sydstaterne før den amerikanske borgerkrig. Men budskabet er som regel, at vi fra Danmark må protestere mod de uacceptable arbejdsforhold, der angiveligt findes sig i udlandet – eller blandt udlændinge i Danmark.

Men det officielle Danmark er ikke i en position til at pege fingre. Et nøgternt blik på konventioner, som Danmark har tilsluttet sig langt tilbage i forrige århundrede, viser, at den danske stat i stor stil anvender det, som vi tidligere har defineret som uacceptabelt tvangsarbejde.

nyttejob02Så uanset hvad der sker eller ikke sker ude i den store verden, så er der her hos os sket et betragteligt normskred, når det gælder tvangsarbejde og lignende.

Der er tale om to konventioner fra den internationale arbejdsorganisation ILO, der er en del af FN-systemet. Konventionerne er nr. 29 fra 1930 og nr. 105 fra 1957. Danmark har ratificeret dem begge.

At definere og forbyde slaveri og tvangsarbejde er ikke nogen helt enkel sag. For det første må man slå fast, at der naturligvis ikke er tale om slaveri, blot fordi en person af økonomiske årsager føler sig nødsaget til at tage et job. Med en sådan definition ville samfundet bryde sammen i løbet af få minutter. For det andet må man tage højde for, at der faktisk er meget tvangsarbejde, som ikke kan eller skal forbydes gennem konventioner.

Konvention nr. 29 nævner en række eksempler på tvangsarbejde, der er accepteret af staterne. Det for eksempel arbejde i forbindelse med straf for forbrydelser. Det er værnepligt. Det er andre pligter til at give en hånd med ved naturkatastrofer og lignende. Det er i mindre grad ”lette” pligter, for eksempel over for den lokale skole.

Og så er der også en artikel, der handler om et fænomen, vi har glemt i mellemtiden. Nemlig at bruge tvangsarbejde som beskatning. Jeg kender ikke den historiske baggrund for artiklen. Men den refererer sandsynligvis til nogle situationer ude i verden, hvor man har ladet fattige, der ikke var i stand til at betale skat, arbejde i stedet. Med forbeholdene har man villet sikre, at tvangsarbejdet havde en selvstændig mening, så det ikke blot blev de mere velståendes nidkære hævn over de uformuende.

Artikel 10 stiller som målsætning helt af få afskaffet den type tvangsarbejde. Men indtil man kommer så langt, skal arbejdet have en betydelig væsentlighed for samfundet, og det skal foregå på en rimelig måde – for eksempel således at borgerne ikke skal rejse langt for det, at det ikke udmarver borgerne, og at arbejdets art ikke strider mod religiøse overbevisninger.

Også den 27 år yngre ILO-konvention, nr. 105, kredser omkring det med det acceptable tvangsarbejde. Men fra den anden side, således at man definerer nogle formål, man ikke kan bruge tvangsarbejde til. Af fem punkter, der er nævnt i artikel 1, er de tre fuldkomment logiske i en nutidig sammenhæng. Man må således ikke bruge tvangsarbejde som politisk pression, som straf for strejker eller som et middel til diskrimination i henseende til race, nationalitet og religiøs overbevisning.

nyttejob01Men de to resterende underpunkter i artikel 1 studser man over, når man som dansker læser dem i dag. De siger henholdsvis, at man ikke må bruge tvangsarbejde til det formål at mobilisere og bruge arbejdskraft til at fremme økonomisk udvikling, og at man ikke må bruge tvangsarbejde som disciplinering af arbejdstagere.

Begge dele gør man pt. i cirka 30.000 tilfælde hver eneste dag, når ledige bliver sendt i aktivering som en betingelse for at få understøttelse. Talrige gange siden 1980’erne er skruen blevet strammet på det felt. I begyndelsen skete stramningerne for at undgå, at ledige snød sig til en ydelse, således at de kunne holde fri for andres regning. Men i dag er stramningerne helt utilsløret en del af reformer, der ifølge den politiske retorik skal sikre vækst og/eller velfærdsstatens overlevelse. Og når man for eksempel med forkortelse af dagpengeperioden og samtidig indførelse af nyttejobs for unge på kontanthjælp bevidst spekulerer i, at ledige vil blive presset til at blive mindre kræsne med hvilke jobs, de vil have, er der ingen tvivl om, at det handler om disciplinering af arbejdsstyrken.

Nu kan man sige: Der er ingen pligt til at modtage offentlig forsørgelse. Hvis man afstår fra den, og finder en anden måde at forsørge sig selv på, med eller uden arbejde, slipper man for aktiveringen.

Men bemærk, at de skatteydere uden penge, man hentydede til i artikel 10 i konvention nr. 29, i princippet også ”bare” kunne finde på noget andet, så de kunne svare deres skat med rede penge. Det er den sammenlignelige situation. Ligesom vi i dag ikke kan forestille os at skulle arbejde en skat af, kunne man i 1930 ikke forestille sig vore dags aktivering af ledige – endsige et samfund, hvor man med skatter, mindstelønninger og diverse bureaukratiske regler lægger stærke hindringer for, at borgerne selv kan tjene til den basale forsørgelse.

Bemærk videre: Konventionen fra 1930 accepterede, at man sendte folk på tvangsarbejde, hvis de ikke kunne bidrage til statskassen på anden måde. Man for det første regnede man med, at den slags skulle udfases, og for det andet var der den betingelse, at der skulle være tale om rigtigt arbejde. Der måtte ikke være noget lusk, så den reelle hensigt var at presse de pågældende til at finde pengene på en eller anden måde.

Det er dette princip, man forbryder sig imod, når man i dag slår knuder på sig selv for at finde en form beskæftigelse til de aktiverede under den forudsætning, at det skal være noget, som ingen ville betale en normal løn for. Hvis tvangsaktiveringen bestod af rigtigt, anerkendt arbejde, ville det være i overensstemmelse med principperne i de konventioner, som Danmark har tilsluttet sig omkring tvangsarbejde.

nyttejob05Udtrykket ”vor tids slaveri” er efter min personlige mening noget hysterisk, og endvidere en fornærmelse mod alle, der gennem har tiderne har levet i rigtigt slaveri. Udtryk som tvangsarbejde er mere præcise til at beskrive noget, som faktisk foregår, og som man – alt efter smag, behag, tradition og kultur i de enkelte lande – kan overveje at sætte en lovgivningsmæssig stopper for. Det synes forfatterne af de gamle konventioner også at have været på det rene med.

Men når nu det officielle Danmark i fuld alvor bruger slaveribegrebet til at beskrive andre lande og kulturer, så kan man også tillade sig at hænge den selv op på det. Og konstatere, at den danske stat selv er fanget i de dilemmaer, som slavestater kommer til at stå i.

For det første kan man ikke bare lige afskaffe tvangsarbejdet igen. Alt for meget i det politiske og økonomiske system afhænger af det. At afskaffe tvangsaktiveringen vil sandsynligvis være lig med at afskaffe dagpenge- og kontanthjælpssystemerne i den form, vi kender dem. Som en kompensation måtte man fjerne barriererne, herunder de skattemæssige, for at også dem, der har sværest ved at begå sig på arbejdsmarkedet, kunne forsørge sig selv. Det ville være en stor luns, der blev hugget af velfærdsstatens magtsfære.

For det andet har man afskåret sig selv fra at diskutere tvang og udnyttelse af arbejdskraft på noget konkret plan. I Danmark har vi en omfattende arbejdsmarkedslovgivning, som ofte bliver anvendt, og som for eksempel sikrer rettigheder under sygdom og sætter grænser for fyringer. Men al den snak er i luksusenden af skalaen. Trods den megen snak er der ikke i nyere tid faldet en dom for tvangsarbejde herhjemme – byretten i Helsingør forkastede for få uger siden det første forsøg på at få sådan en dom igennem. Mig bekendt er der heller ikke tilfælde, hvor man efter dansk lov har sanktioneret danske virksomheders misbrug af arbejdskraft i udviklingslande. Det afspejler alt sammen, at det er mere end svært for de folkevalgte at lave en definition af ulovlig tvang eller udnyttelse af arbejdskraft, uden at de selv som de første bliver fanget i garnet, på baggrund af de ting, de har lavet på aktiveringsområdet.

Kort sagt: Den danske stat har malet sig op i et hjørne. Det er ikke nemt at komme ud af det igen. Men det ville være en start, hvis man, i stedet for at fokusere på hvad andre gør, fokuserer på, hvad virkeligheden er inden for vore egne grænser.

Foto: Torben Svane

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | Leave a comment