Østblokken fik demokrati – vi andre fik totalovervågning

Murfalds-jubilæum, vol. 2: Den danske stat kræver forvaring af ganske store mængder oplysninger om borgernes færden – oplysninger af den art, som der ikke er noget administrativt behov for, og som det heller ikke er i den enkelte borgers interesse bliver gemt, fordi de kun skal bruges, såfremt myndighederne en dag ønsker at straffe borgeren.

Det handler især om store mængder teleoplysninger: Under indtryk af terrorangrebene i 00’erne blev teleselskaberne pålagt at bevare oplysninger om, hvem vi taler i telefon med, hvem vi sms’er med (og vistnok også indholdet af sms’erne), hvor vi bevæger os med vores telefoner, hvor vi kobler bærbare computere på nettet, hvem vi mailer med, og hvilke hjemmesider, vi har besøgt. Oplysningerne skal gemmes for et år tilbage.

mur2Også bankerne skal gemme oplysninger om vores transaktioner – igen dels begrundet i hensynet til at kunne optrevle terrororganisationer, men i nok så høj grad for at kunne opklare sager om skatteunddragelse, skulle de opstå. Bankerne skal for eksempel gemme oplysninger om, hvor og hvornår vi har brugt vores kreditkort.

Som et slag på tasken vil jeg tro, at det for en almindelig dansker i gennemsnit ville fylde fem sider om dagen, hvis man printede det hele ud. Altså omkring 2000 sider i løbet af et år. Sat pænt ind i ringbind ville det vel fylde 20-30 centimeter.

Det indebærer, at Danmark overvåger almindelige borgere i langt højere grad, end DDR gjorde. Jeg har læst forskellige tal for omfanget af de arkiver, Stasi efterlod sig. Det højeste tal, jeg er stødt på, er 200 hyldekilometer. Læg dertil de arkiver, som de Stasi-ansatte nåede at destruere i revolutionsdagene for 25 år siden. Lad os sige, at der forinden har været 400 hyldekilometer arkiver. Men det er stadig allerhøjest et par centimeter pr. voksen borger i DDR gennem de 40 år, staten nåede at eksistere.

Nu kunne man måske tro, at de personlige oplysninger, som DDR indsamlede, var langt mere nærgående end dem, som den danske stat indsamler. Men det omvendte er tilfældet: Som efterretninger kommer, var Stasis viden om den almindelige østtysker af lav kvalitet.

I forhold til andre stater overvågede DDR en relativt stor del af sin befolkning helt tæt, med telefonaflytninger, åbning af post og infiltration. Men også i DDR var det trods alt kun nogle få procent af befolkningen, der blev udsat for den slags. For langt de fleste var oplysningerne meget mere sparsomme, og mange borgere havde Stasi slet ikke samlet informationer om. Systemet med informanter var meget effektivt, hvis man havde infiltreret en gruppe af personer, der lavede noget hemmeligt. Men det var ineffektivt i henseende til en generel screening for stort og småt. Oplysningerne fra informanterne i den henseende var utroværdige og svære at konkludere noget på, blandt andet fordi mange informanter var uvillige, andre var for tjenestivrige, og andre igen var simpelthen bare dårlige spioner. Selv hvis man endelig fandt ud af, at en borger for eksempel havde talt nedsættende om systemet, kunne man ikke rigtigt bruge det til noget, og gjorde det almindeligvis heller ikke. Sandsynligvis har mere eller mindre alle engang imellem i private sammenhænge sagt ting, de ikke måtte.

Læg dertil, at en stor del af materialet i Stasis arkiver var tæt på at være ren junk. Der var dokumenter fra store efterforskninger, der mundede i den konklusion, at der alligevel ikke var nogen forbrydelse eller trussel. Andre forbrydelser havde fundet sted og blev opklaret, men de var bare latterlige og bagatelagtige. Det var for eksempel Stasis sure lod at finde ud af, hvem det var, der hele tiden skrev platte kommentarer om det socialistiske enhedsparti på toiletvæggene. Efterforskningen kunne for eksempel foregå ved, at man indsamlede endeløse mængder af skriftprøver.

10720396_10152706743782381_1155090131_oSå når Stasi skulle efterforske eller intimidere en borger, man ikke havde efterforsket før, var man typisk mere eller mindre på bar bund. Helt anderledes forholder det sig for den danske stat, der har sikret sig adgang til tele- og bankoplysninger.

Skulle det ske, at Danmark bliver overrumplet af en fjendtlig magt, vil denne meget hurtigt kunne danne sig et overblik over, hvem der er dens modstandere i samfundet. Hvis man ved hvem en borger kommunikerer med, hvor ofte, og i hvilken rækkefølge, samt hvor borgeren har brugt penge, kan man danne sig et meget godt billede af denne borgers liv, omgangskreds og holdninger. De samme oplysninger kan man bruge til at intimidering, fordi de viser hele det private liv, som vores kulturs sociale koder tilsiger, at man skal lade forblive privat: Sløseri, forbrug af porno, kontakter med ”forkerte” personer, byture og rejser, der har udviklet sig uhensigtsmæssigt, og så videre. Det er alt sammen rigeligt til at fremstille borgeren i et ufordelagtigt lys.

Selv uden en fremmed magts indblanding har staten sikret sig en række midler til nemt at efterforske videre, hvis den finder indikationer på, at en borger bryder banal lovgivning. For også myndighedernes adgang til at foretage kontroller på privat grund er vokset stejlt. I 1989 var der cirka 100 love og bekendtgørelser, der gav forskellige myndigheder en sådan hjemmel. Ved seneste optælling var tallet oppe på 265. Disse hjemler bliver brugt til at foretage i omegnen af 200.000 tvangsmæssige kontroller på privat grund hvert eneste år.

Endvidere: Selv om det formentligt ikke har været hensigten fra starten, er det også blevet praksis, at politiet kan komme med på disse kontroller, hvorved de tager karakter af egentlige ransagninger – stadig uden retskendelse. Politiet har også på egen hånd fået meget nemmere adgang til at foretage egentlige telefonaflytninger og lignende.

Alt dette betyder naturligvis ikke, at det var bedre at bo i DDR i foråret 1989, end det er at bo i Danmark i 2014. Brugen af informanter i DDR skabte en konstant utryghed om, hvem man kunne betro sig til. Den lovgivning, som Stasi håndhævede, var på nogle afgørende punkter langt mere snærende end den danske er, idet den begrænsede ytringsfrihed og øvrige politiske rettigheder. Sidst, men ikke mindst, var der en vilkårlighed i systemet, hvor de enkelte Stasi-ansatte efter forgodtbefindende kunne ødelægge menneskers tilværelse på afskyelige måder. De Stasi-ansatte spillede selv på borgernes fornemmelse af, at de var holdt under strengt opsyn.

10717993_10152706734652381_1808288833_nAlligevel er det opsigtsvækkende, at omfanget af overvågningen i Danmark og andre vestlige lande i den grad er eksploderet. Det var bestemt ikke noget, man planlagde eller regnede med for 25 år siden. Dengang regnede man tværtimod fraværet af overvågningen som en af vestens største dyder. Det er heller ikke sådan, at den økonomiske eller sikkerhedspolitiske udvikling siden tilsiger, at der i dag må være meget tættere overvågning af borgerne end i 1989. Vi havde en mindst lige så avanceret velfærdsstat dengang, og de indre og ydre fjender under den kolde krig var nok nogle andre end i dag, men de var de bestemt ikke mindre bekymrende.

Som situationen er, er der en masse, vi kan lære af DDR. Heller ikke her var masseovervågningen en politisk intention fra starten. Den opstod bare, og den udviklede sig, indtil den virkede modsat hensigten: Den skulle beskytte samfundsformen, men endte med at blive en af de væsentligste faktorer for dens undergang, da samfundet efterhånden var lammet af apati, fordi ingen turde eller fandt det muligt at gøre noget på egen hånd.

Dertil er vi ikke kommet i Danmark. Men her er eskaleringen af overvågningen også stadig i gang, og ingen kan sige, hvor eller hvordan den ender. Vi kan bare konstatere, at der er nogle fællestræk mellem udviklingen i DDR og det, vi ser hos os selv i dag. Om det handler næste artikel i serien: Tre ligheder mellem overvågningen i Danmark og DDR.

 

Beskrivelsen af Stasis praksis er, som i første artikel i serien, baseret på Gary Bruces’ bog ”The Firm – The Inside Story of the Stasi”.

Denne hjemmeside – som jeg ikke kender udgiveren af – opgør forholdet mellem DDR’s datidige og vestens nutidige overvågning af egne borgere langt mere dramatisk, end jeg har gjort her. 

Oversigten over, hvilke oplysninger teleselskaberne skal gemme, findes i logningsbekendtgørelsen. Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia har uddybet baggrund og menneskeretlige problemstillinger i dette notat.

Ditlev Tamm har i bogen ”Mellem fortid og fremtid” opgjort, at der i 1996 var 111 love og bekendtgørelser, der gav myndigheder hjemmel til at foretage kontroller uden retskendelser (Kilde: CEPOS). I 2003 opgjorde Retssikkerhedskommissionen tallet til cirka 185. Ifølge denne artikel i Jyllands-Posten er tallet nu oppe på 265.

Ifølge seneste udgave til af Justitsministeriets årlige ”Redegørelse til Folketinget om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen” har Fødevaretilsynet gennemført 8106 kontroller på en enkelt måned sidste efterår. NaturErhvervsstyrelsen har gennemført 2642, SKAT 2559 og Arbejdstilsynet 5996. Alene det giver næsten 20.000 kontroller, hvortil kommer, at også mange andre myndigheder bruger kontroller (dog i mindre grad). Er de efterårsmåneder, hvor der er talt, typiske, vil det summe sammen til over 200.000 kontroller på et år.

Andre artikler i serien: Vol. 1, Vol. 3, Vol. 4, Vol. 5, Vol. 6.

Fotos: Lene Tymoshenko

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *