Når skred i retssikkerheden koster arbejdspladser

Der er mere på spil end blot rimeligheden, når myndigheden begår grove overgreb på borgerne. For borgeren er det også et tillidsbrud, der underminerer en af pillerne under ethvert samfund – nemlig den, at borgere og myndigheder viser hinanden tillid. At man, trods hændelige fejl, trækker på samme hammel, og derfor viser fleksibilitet og giver lidt mere end det, man egentlig har pligt til.

Der er en hård virkelighed omkring dette element: Selv om vi foretrækker at se det sådan, at vi alle er lige, så gør det en stor forskel, om det er stofbrugeren på gaden på Vesterbro, der oplever tillidsbruddet, eller om det er erhvervslederen i en fin lejlighed på Østerbro. Sidstnævnte skal skabe arbejdspladser og velstand, der kommer alle til gode. Så her er loyaliteten over for samfundet ekstra vigtig i det store billede.

Ud fra den optik er der en ny lov, der er på vej gennem Folketinget, der er bemærkelsesværdig: Straffen for kartelvirksomhed har hidtil blot været bøde. Nu bliver den med ét slag hævet til seks års fængsel i særligt alvorlige tilfælde. Den nye strafferamme er lige akkurat høj nok til, at politiet ifølge reglerne i retsplejelovens paragraf 781 kan anvende telefonaflytninger i efterforskningen af sagerne.

Det betyder, at mange erhvervsfolk vil blive udsat for store ubehageligheder – uanset om de er skyldige i kartelvirksomhed eller ej. Erfaringsmæssigt er domstolene meget large med at godkende politiets grundlag for at foretage telefonaflytningerne, uanset at resultatet i sidste ende er enten frifindelser eller meget milde straffe. Værst vil det naturligvis være i de sager, der når helt frem til byretten, så journalisterne får den udsøgte fornøjelse at referere fra de private samtaler, der bliver afspillet.

Selve det at udvide strafferammen er ikke noget overgreb. Det er i mine øjne tværtimod rimeligt. Strukturen i dansk økonomi har ændret sig over de seneste årtier, og i dag virker det mest tidssvarende, at for eksempel koordinering af bud ved en licitation skal betragtes på linje med bedrageri.

Men intentionen med de højere strafferammer, og de deraf følgende ubehageligheder for erhvervsledere, går tilsyneladende langt videre. Det fremgår af et opsigtsvækkende interview med erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen i Dagbladet Børsen den 26. november. Her satte hun de hårde strafferetlige tiltag ind i en meget mere banal, fordelingspolitisk sammenhæng. Hun slog fast, at ”det offentlige og lønmodtagerne allerede har stået nok for skud,” og senere uddybede hun: ” Det (monopoler og karteller, STK) er samfundsundergravende. Og hvis erhvervslivet bliver ved med at sige, at der er for mange skatter og afgifter, så må vi sige til dem, at de undergraver samfundet, hvis de ikke kan finde ud af at samarbejde og invitere nye parter ind.”

Vilhelmsen er ny som minister – hun har arvet forslaget fra forgængeren Ole Sohn – og denne bitterhed over en skattediskussion er naturligvis ikke den officielle begrundelse for, at man vil bruge hårde strafferetlige sanktioner over for erhvervsfolk. Det er i stedet, at kartelvirksomhed koster samfundet dyrt, så man er nødt til at gribe hårdt ind over for det.

Denne pointe underbyggede ministeriet for nyligt med en undersøgelse, der viste, at rigtigt mange virksomheder havde oplevet at blive ofre for andres kartelvirksomhed. Men der var det besynderlige i undersøgelsen, at meget få virksomheder selv mente, de havde deltaget i kartelvirksomhed. Det rejser spørgsmålet om, hvor meget af opfattelsen af andres kartelvirksomhed der blot er baseret på myter; opstået ud fra sladder og fra uforståenhed over for, at konkurrenterne slet og ret kan gøre det bedre.

I mange tilfælde behøver virksomheder heller ikke bryde nogen lov for at koordinere priser. De kan slet og ret lægge deres egne priser op ad konkurrenternes priser, der jo i de fleste tilfælde er frit tilgængelige.

Det tæller også med, at politikerne i mange sammenhænge direkte tilskynder til, at virksomheder samarbejder. Hver gang politikerne siger, at de overlader det til erhvervslivet selv at finde en løsning på et eller andet problem, forudsætter de, at konkurrenter i et marked i en eller anden grad samordner deres praksis.

Der er altså ikke helt nemt at se nogen fast skillelinje mellem ulovlig kartelvirksomhed på den ene side, og almindeligt accepteret eller endda påskønnet branchekoordinering på den anden. Annette Vilhelmsen bidrager heller ikke til at gøre den skillelinje mere tydelig. Det er en af de bemærkelsesværdige ting ved citatet ovenfor, at ministeren på en og samme gang fordømmer kartelvirksomhed i de hidtil hårdeste vendinger – og opfordrer virksomhederne til at samarbejde.

Faktum er da også, at der hidtil har været ganske langt mellem de egentlige kartelsager, og specielt mellem de alvorlige af slagsen. Og de alvorlige sager, der har været, har endda været i meget afgrænsede brancher, så den samfundsskadelige effekt har været beskeden. Se her på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside en oversigt over samtlige afgørelser i konkurrencesager de seneste år. De alvorlige og meget samfundsskadelige kartelsager blandt rørproducenter og el-installatører skal man efterhånden en del år tilbage for at finde.

Det politiske ræsonnement er så, at der i virkeligheden findes mange flere kartelsager, men at de bare ikke bliver opdaget. Det har jeg meget svært ved at tro på. Jeg fulgte selv afsløringen af de nævnte rør- og el-karteller på forholdsvis tæt hold – jeg arbejdede dengang i Børsen Magasiner, og det var nogle af mine dygtige kolleger dér, som stod for det.

De præsterede dette uden nogensinde at aflytte en eneste telefon. De havde blot gode kilder. Og når en journalist eller to kan afsløre et stort kartel uden aflytninger, så må politiet – der i alle dimensioner har langt større resurser – også kunne gøre det. Hvis disse karteller altså overhovedet findes.

Men nu bliver straffene altså hævet, og politiet får lov til at bruge de skrappeste efterforskningsmidler. Tiden vil vise, om det så også fører til, at man afslører flere virkelige banditter.

Stensikkert er det derimod, at mange erhvervsfolk, der enten er helt uskyldige, eller højest har begået små forseelser, vil komme i fedtefadet. De vil få en de facto-straf for forbrydelser, de ikke har begået. De vil opleve det som et alvorligt tillidsbrud.

Det forekommer mig ganske naivt at tro, at de pågældende bagefter vil vise den danske stat samme veneration – eller nogen veneration overhovedet, i erhvervsmæssig sammenhæng. De vil være mindre tilbøjelige til at spille med, når politikerne appellerer om at oprette akutjob eller praktikpladser eller hvad det måtte være. De vil heller ikke i samme grad tøve med at lægge deres virksomheders indkøb uden for Danmark, eller endda flytte virksomheden helt ud af Danmark, hvis lejligheden byder sig.

Det er altså arbejdspladser, vækst og velstand, man gambler med. Foruden naturligvis retssikkerheden i Danmark. Og det i en sag, der ifølge den ansvarlige minister ikke handler om andet end fordelingspolitisk bitterhed.

Fotos til dette indlæg er dem, regeringen selv har anvendt i sit konkurrencepolitiske udspil Styrket konkurrence til gavn for Danmark.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *