Martin Lidegaards særegne undtagelse

Den personlige frihed er ukrænkelig. Det samme er boligen. Og ejendomsretten. Det står alt sammen i kapitel 8 i den grundlov, vi fejrer i morgen, og det bliver ofte brugt som et argument i sager om for eksempel ekspropriation og myndighedskontroller.

Men den slags argumenter er baseret på en misforståelse. I virkeligheden er det snarere grundloven selv, der er ukrænkelig, i den forstand at den er så vag, at politikerne kan gøre stort set hvad de vil – uden at bryde grundloven.

I praksis betyder formuleringerne nemlig ikke, at hverken den personlige frihed, boligen eller ejendomsretten er ukrænkelige. Blot at politikerne skal gøre det klart, i hvilke tilfælde de vil foretage disse krænkelser. Husker de det, er der stort set frit slag.

2012_9_18_Holbaek_Hoejskole_028Det er også med den indsigt, at politikerne i disse år med den ene lov efter den anden har begrænset frihedsrettighederne.

Særligt én ny lov illustrerer grundlovens svaghed. Om dén lov handler dette indlæg. Loven er ikke illustrativ, fordi den er særligt vigtig, men tværtimod fordi den ikke er det: Bagatelgrænsen for de motiver, der ligger bag, når man begrænser frihedsrettighederne, er stort set reduceret til ingenting.

Siden 1. juli sidste år har ejere af bygninger med offentlig adgang haft pligt til at hænge bygningens energimærke op på en måde, så det er synligt for de besøgende. Det er tænkt som en forbrugeroplysning, der ligesom smileyen på restauranter skal formidle et budskab om, hvorvidt der er afvigelser fra det ideelle. Og således motivere virksomhederne til at gå efter det ideelle; her blot på klimaområdet.

Myndighederne (Energistyrelsen) har samtidig fået lov til uden retskendelse at gå ind i bygningerne for at kontrollere, om energimærkerne hænger, som de skal. Den slags hører under grundlovens paragraf 72, der siger, at boligen (herunder alle private ejendomme, som for eksempel en erhvervsbygning) er ukrænkelig, og at myndighederne ikke kan foretage husundersøgelser, med mindre der findes en ”særegen undtagelse” i lovgivningen, der tillader det.

Loven, inklusive den særegne undtagelse, er vedtaget på foranledning af klimaminister Martin Lidegaard. Der er tale om et EU-direktiv, der på den måde er implementeret. Danmark havde altså, i kraft af vores EU-medlemskab, pligt til at lave en lov om synlige energimærker. Pligten omfatter dog ikke kontrolhjemlen. Den har de danske politikere selv fundet på. Samtlige partier undtagen Dansk Folkeparti stemte for loven, da den blev vedtaget den 17. april sidste år.

De danske politikere har de seneste ti års tid fundet masser af anledninger til på tilsvarende vis at indskrænke de frihedsrettigheder, grundlovens paragraf 8 handler om. Den her omtalte lov er langt fra den mest indgribende. De pågældende bygninger er jo netop kendetegnet ved, at der i hvert fald en del af tiden er offentlig adgang til dem. Så kontrollanterne kunne bare gå ind som alle andre, også uden kontrolhjemmel. Denne vil altså kun være relevant i nogle specialtilfælde. Embedsmændene, der har formuleret loven, nævner ikke eksempler. Men man kunne for eksempel forestille sig et teater, hvor der var adgang for publikum om aftenen, men hvor dørene var låst om dagen, når skuespillere øver til næste forestilling.

Der er altså tale om tvangsmæssige kontroller, men næppe mange – om nogen overhovedet – vil opleve det som sådan. Også fordi det med energimærkerne ikke er nogen stor ting, når det kommer til stykket.  

Men når det nu er så uvæsentligt, hvorfor så overhovedet gå ind og slække på boligens ukrænkelighed? Man kunne jo godt tænke sig en situation, hvor ejeren af ejendom havde gode grunde til at holde kontrollanterne ude. I eksemplet med teatret fra før kunne det være, at det også tjente som privatbolig for direktøren. I sådan en situation kunne kontrollanten enten komme om aftenen i den almindelige åbningstid – eller helt springe kontrollen over. Som sagt, det er ikke noget vigtigt, det angår.

Alligevel har embedsmændene, der har skrevet loven, og politikerne, der har vedtaget den, ment, at sådanne hensyn til privatlivet ikke må stå i vejen for Energistyrelsen, når den er ude og kontrollere.

Grundlovens paragraffer om frihedsrettigheder er 164 år gamle, og det er uklart, hvad grundlovsgiverne har ment med ordet ”ukrænkelig”. Hvis de overhovedet har ment noget, der er relevant for os i dag – politikerne i 1849 kunne umuligt forudsige det samfund, vi har nu. Så domstolene er lidt på bar bund og blander sig uden om. Derfor er det op til politikerne at definere, hvad ”ukrænkelig” betyder.

Hvor grundloven altså, trods sit bastante sprogbrug, er uklar, er der mere hjælp at hente i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som også har retsvirkning i Danmark. I den er det netop præciseret, at der skal være en væsentlighed, for at man kan foretage et tvangsindgreb i en privat ejendom. I artikel 8 hedder det:

”Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

2012_9_12_Vallekilde_Hoejskole_0070Jeg har haft en længere korrespondance med klimaminister Martin Lidegaard – eller i praksis, hans embedsmænd – om, hvordan kontrolhjemlen i forbindelse med energimærkerne harmonerer med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg spurgte ham først hvilke af de hensyn, der er nævnt i artikel 8, han mener, at energimærkerne falder ind under. Ministeren skrev i et svar, at der ikke var brud på konventionen, ”da der kun er tale om kontrol af offentligt tilgængelige lokaler.”

Men i de tilfælde, hvor den ”særegne undtagelse” fra grundloven er relevant, er der jo netop ikke tale om, at lokalerne er offentligt tilgængelige – selv om de er det på andre tidpunkter end der, hvor kontrollanterne ønsker adgang. I et nyt svar skiftede ministeren da også forklaring, så det nu i stedet handlede om, at indgrebet var ”proportionalt”. Det vil sige, at nok var anledningen til indgrebet ikke så vigtigt, men indgrebet selv var heller ikke så alvorligt.

Jeg spurgte igen, hvorfra ministeriet havde den opfattelse, at et indgreb var i orden, alene fordi man anså det for at være ”proportionalt”. Energimærkerne er jo stadig ikke nævnt i artikel 8. Embedsmændene henviste så til værket ”Den europæiske menneskerettighedskonvention med kommentarer” af Per Lorentzen m.fl., fra side 644.

Dette afsnit har jeg læst igennem. Men her er det noget helt andet, man taler om: Nemlig de tilfælde, hvor et tvangsinstrument samtidig beskytter andres rettigheder. Det kan for eksempel være en lov, der regulerer anvendelsen af overvågningskameraer, der peger ud mod gaden. En sådan lov vil gribe ind i, hvad butiksejeren må gøre på sin private ejendom. Men den vil sikre privatlivets fred for de uskyldige forbipasserende, der slipper for at få deres eventuelle dumheder dokumenteret for tid og evighed. Så man må afveje hensynet til de forbipasserende med hensynet til butiksejeren. Der skal være proportionalitet.

Men afsnittet siger i intet om, at der er særligt spillerum for tvangsindgreb af hensyn, der ikke er nævnt i artikel 8, blot disse tvangsmidler ikke er alvorlige.

Embedsmændene henviser også til et afsnit, der siger, at indgreb skal have et vist ”minimum af intensitet”, for at de er relevante i forhold til beskyttelsen i kapitel 8. Men heller ikke her taler teksten til ministeriets forsvar: Afsnittet siger netop, at når det gælder indgreb i boliger, er denne minimumsgrænse lav. Det er den, fordi indgreb i boligen er meget entydige, i modsætning til for eksempel anvendelsen af tortur. Der må være et vist spillerum for, hvor meget fysisk magt betjente kan anvende, før det bliver regnet som tortur.

Et tredje afsnit, ministeriet henviser til, handler om, at der trods alt er en sondring mellem, om det konkret er en bolig, man griber ind i, eller om det bare er erhvervsmæssig ejendom. Men heller ikke det understøtter den særegne undtagelse i loven om energimærkninger, for den gælder jo uanset om ejendommen også tjener om som bolig. Som for eksempel et teater gør, hvis direktøren også bor der. Der er mange andre eksempler på ejendomme, hvor der en del af tiden er offentlig adgang, mens de til andre tider helt eller delvist tjener som boliger.

Jeg skal ikke kunne sige, hvad der præcis er sket i Klimaministeriet. Med den offentlighedslov, der er vedtaget i dag, er det også for sent at få det afklaret gennem en aktindsigt. Men min fornemmelse er denne:

De embedsmænd i centraladministrationen, der har skrevet lovforslaget, har været omhyggelige med at få indsat bemærkningen om den særegne undtagelse. På den måde har de foregrebet problemer, som ministeren eller kollegerne i Energistyrelsen kunne komme i.

Men at privat ejendom netop i udgangspunktet er privat, så der også er en menneskeretlig vinkel, når man vedtager at foretage tvangsmæssige kontroller, er der ingen, der har skænket en tanke. Så når man bliver spurgt til det efterfølgende, må man famle efter en forklaring, der lyder nogenlunde plausibel.

Men selv om Martin Lidegaard og hans embedsmænd ikke har fundet den rigtige forklaring, kan der godt være en anden forklaring, der holder. Og det er formentligt tilfældet.

Ministeren får således opbakning til sin vurdering fra en af Danmarks få specialister i forfatningsret – nemlig professor Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet. Han hæfter især ved, at det handler om virksomheder, og i de tilfælde sker det i praksis meget sjældent, at menneskerettighedsdomstolen underkender lovgiverne. Dét er mere sandsynligt, hvis det handler om boliger. Desuden lover ministeriet at bruge kontroladgangen lempeligt og at tage hensyn til de virksomheder, der skal kontrolleres.

Men Jørgen Albæk Jensens synspunkt hænger også sammen en almindelig misforståelse om de forskellige frihedsrettigheder, der er nævnt i grundloven. Trods den bastante formulering af dem, er deres funktioner kun undtagelsesvis at afholde myndighederne fra at begrænse frihedsrettighederne – det er i stedet at anskueliggøre den slags begrænsninger.

hojskolerne0215”Det er det, som jurister plejer at kalde programerklæringer. Det er principper, man tager udgangspunkt i, men i virkeligheden handler paragrafferne om, hvornår man så kan krænke disse principper. Man vil gerne signalere, at når man gør indgreb i rettighederne, skal man formulere sig så tydeligt, at folk i det mindste ved, hvad de er oppe imod,” siger Jørgen Albæk Jensen.

Altså: Såvel Grundloven som menneskerettighederne yder en meget ringe beskyttelse af de centrale borgerrettigheder. Politiske flertal kan ganske enkelt ophæve dem ved lov. Som de har gjort et stort antal gange de seneste år.

”Der har blandt jurister været en del diskussion om, hvorvidt formulereingen om ’særegne undtagelser’ betød, at der noget i retning af et maksimalt antal undtagelser, man må lave, for at det skal give mening. De fleste mener ikke, at det er tilfældet. Formuleringen løfter selvfølgelig en finger om, at man skal være tilbageholdende fra lovgivningsmagtens side. Men i sidste ende er det Folketingets afgørelse, hvornår det skal være muligt at krænke hjemmet. Ordet ’særegen” betyder, at det skal være tydligt, at der er en undtagelse. Man kan ikke bare lade det være noget underforstået. Det er rigtigt, at beskyttelsen ikke er særligt kraftig, fordi Folketinget bare kan sætte den ud af kraft. Men det er nu engang den ordning, der er fastlagt i grundloven,” siger Jørgen Albæk Jensen.

Billederne her på siden er fra højskoler – et eksempel på ejendomme, der i nogle sammenhænge er offentlige, mens de i andre sammenhænge tjener som private boliger.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

One Response to Martin Lidegaards særegne undtagelse

  1. Pingback: Martin Lidegaards særegne undtagelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *