Man bruger vold, fordi man kan og må

NY BOG: Da Ellef Henry Rasmussen gik i skole i Svendborg i 1930’erne, var han en af de store og stærke drenge. Nogle i denne position har brugt den til at holde orden og beskytte de svage i flokken. Ellef Rasmussen var ikke så ædel: Var der stridigheder, støttede han den part, der betalte ham mest for at give den anden part klø.

Han fortæller frejdigt om det i sine erindringer, der netop er udkommet som bogen ”Troskab” – med historikeren Peter Møller Hansen som pennefører. Ellef Rasmussens erindringer er interessante, fordi han hurtigt efter besættelsen meldte sig frivilligt på tysk side. Han kom ind i Waffen SS, og da han i 1945 var blandt de sidste forsvarere af Berlin, havde han nået rang af kaptajn.

MIN_AERE_HEDDER_TROSKAB_forside_x.inddPeter Møller Hansen nævner i forordet, at Ellef Rasmussens fortælling er interessant for os i dag, ”fordi ekstremisme også trives i nutidens polariserede verden, hvor unge mennesker drager i krig med et ophøjet ideologisk budskab som tilskyndelse”. Forordet blev skrevet i januar i år, og forfatteren kunne ikke vide, at denne vinkel skulle blive endnu mere relevant med terroren i den følgende måned. De første dages forsøg på afskrive forøget på massemord ved dels et politisk møde, dels en konfirmationsfest, med, at det var en enkelt gal mands værk, klingede hult allerede mens de blev udtalt. Teorien om den ensomme, gale mand blev just mere troværdig i de følgende dage, hvor forbløffende mange mennesker udtrykte forskellige grader af sympati med massemorderen og/eller hans gerning.

Men Ellef Rasmussen og de 6000 andre danskere, der frivilligt kæmpede for tyskerne under anden verdenskrig, kan hjælpe os til en forklaring. Ganske vist stod det fulde omfang af nazismens gru først klart efter krigen. Men uanset hvilke sympatier de frivillige måtte have haft for nazismens civile sider, må det allerede da have stået klart for dem, at nazisterne også var rovmordere. Vi kan analysere disse mange frivilliges motiver uden at blive ledt på afveje af, om deres handlinger var født af en anden kultur eller religiøs tro. Det var ikke tilfældet. De var utvetydigt børn af det danske samfund.

For Ellefs Rasmussens vedkommende er der endvidere – rent akademisk – den fordel, at han aldrig har fortrudt sine gerninger. Han står ved, hvad han har gjort, når han fortæller om det i dag.

Der var ingen social armod, der gjorde ham til en vred, ung mand. Ganske vist beskriver han sit barndomshjem som fattigt. Men den historie hænger ikke sammen – og den er vist i øvrigt heller ikke ment som en undskyldning. Ellef Rasmussens far havde en pænt høj tjenestemandsstilling i staten, hvilket mange har misundt ham under 1930’ernes krise. Rasmussen selv fortæller, hvordan han fra en tidlig alder måtte arbejde for at understøtte hjemmet. Men for en dreng, der således næsten ikke havde fritid, havde han påfaldende mange fritidsaktiviteter.

Men fattige eller ej, omtaler Ellef Rasmussen begge sine forældre med varme. Han oplevede dem som kærlige og ansvarlige. Det bliver understøttet af de mange billeder, der viser en sund og glad dreng.

Som stor dreng blev Ellef Rasmussen så medlem af de nazistiske ungdomsforbund. Han var inspireret af sin mor, der kom fra det tyske mindretal i Sønderjylland, og som hørte Hitler tale på tysk radio. Men intet i hans fortælling tyder på, at der var nogen væsentlig dybde i hans ideologiske tanker. Nationalismen blev indpodet i ham få år før krigen, og besættelsen i 1940 kom angiveligt som et chok for ham. Men det var et chok, der i al væsentlighed synes at have fortaget sig allerede hen på eftermiddagen den 9. april. Hans uvilje mod kommunismen virker også som en ren efterrationalisering fra en mand, der tilbragte krigen på østfronten. Da han meldte sig til tjeneste i sommeren 1940, var Tyskland således snarere allieret med end i krig mod Sovjetunionen. På det tidspunkt var England den tilbageværende fjende.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at manden var psykopat. Han kan naturligvis fortie eller bortforklare konkrete begivenheder, og gør det med meget stor sandsynlighed også. Derimod er det svært gennem 500 sider at skjule psykopatens karaktertræk. Men Ellef Rasmussen fortæller meget nøgternt. Han praler stort set ikke. Tværtimod anerkender han andres dygtighed. Han bemærker lidelser og har medfølelse, og han opfatter, at nogle viser ham venlighed, mens andre ikke gør.

Det eneste punkt, hvor han virkelig skiller sig ud, er i det noget skødesløse forhold, han har til vold. Det er en gentagelse af barndommens reaktioner, der får ham ind i tysk tjeneste. Han er sammen med en flok andre drenge fra den nazistiske ungdomsorganisation inviteret på et kursus i Østrig, og han tager glad imod dette for en 17-årig eventyrlige tilbud. Først da holdet er ankommet, får de at vide, at der er tale om militær træning. Det fleste fortsætter alligevel, selv om de frit kan rejse hjem på tyskernes regning. Som Ellef Rasmussen forklarer: På det tidspunkt ser krigen ud til at være næsten slut alligevel – man manglede bare lige at slå englænderne – og så ville han som veteran have stået forrest i køen til alle de gode jobs i den nazistiske stat.

Naturligvis er det usympatisk på den måde at øve hård vold mod andre for egen vindings skyld. Men for Ellef Rasmussen synes det at være en naturlig norm, og han accepterer det også, når det rammer ham selv. Det gør det ikke bare fra fjendens side. Han havde god grund til at være bitter over den hærledelse, der narrede ham og kammeraterne ud i en krig i et land med notorisk hårde vintre – men uden at give dem vinteruniformer med. Vi er vant til at opfatte perioden frem til slaget ved Stalingrad som en periode med tysk succes, hvad det selvfølgelig også var. Men det var også med hårde tyske lidelser i dette første år på østfronten. Mange frøs ihjel i den vinter, hvor fremrykningen var midlertidigt stoppet, og russerne holdt stressniveauet højt med nålestiksangreb, der tvang tyskerne ud i konstante vagttjenester i 30 eller 40 graders kulde. I Ellef Rasmussens division blev fire ud fem enten dræbt, såret eller taget til fange det første år. De, der kom i fangeskab, døde næsten alle i Gulag-lejrene.

Men der er ingen brok over alt dette.

Ellef Rasmussen er bare en enkelt mand, og naturligvis beviser hans historie i sig selv intet. Men de talrige andre danske frivillige, der er nævnt i bogen, har også helt almindelige danske slægtsnavne, som vi hele tiden støder på, også i dag. På billederne er de fleste flotte unge mænd med livet foran sig. Der er intet, der signalerer taber-typer, som Holger fra tv-serien Matador, der også melder sig i SS. Og man spekulerer på, om netop denne stereotyp ikke bare en bekvem, bortforklarende fordom. En ting er at være vred på grund af fattigdom eller uretfærdigheder, man med rette eller urette mener at have oplevet. Men der er trods alt et stykke vej derfra og så til at melde sig frivilligt som massemorder.

Og så kan man endvidere fundere over, hvor usædvanlige disse frivilliges forhold til vold egentlig var, når det kom til stykket. TV-programmet på en almindelig fredag eller lørdag aften, hvor vi rask væk ser en snes mord og drab, vidner om, at vi generelt finder afstumpet og ekstrem vold interessant. Vi fryder os sammen med heltene, når de pløkker folk, der ikke har gjort sig skyldige i meget mere end at have en stor kæft. Og vi undrer os ikke over, at heltene stort set ikke lader sig påvirke af disse drab. I nogle tilfælde får denne voldsfetichisme også afløb i den virkelige verden, som når det er nogenlunde socialt acceptabelt at kaste med brosten til demonstrationer eller at deltage på tæskehold i forbindelse med fodboldkampe.

Selv om vi lever i relativt fredelig tid, er det altså ingenlunde sådan, at vold er fremmed for os – heller ikke ekstrem vold. Den ligger lige under overfladen og er parat til at komme op, så snart vi giver den lov til det. Og når der er systemer eller strømninger, der tilbyder undskyldninger og anledninger, så ænser denne verdens Ellef Rasmussen’er ikke nogen årsag til at holde sig tilbage.

Det er altså undskyldningerne og anledningerne, der skal sættes ind overfor. Og det er ikke bare et spørgsmål om at sige fra over for visse imamers hadefulde retorik. Det er også et problem at give for eksempel dårlig integration af indvandrere skylden for miseren. For allerede dér begynder man at banalisere den ekstreme voldsanvendelse. Man gør terrorren lidt mindre socialt uacceptabel, hvis den alligevel bare har rod i nogle administrative misforståelser i velfærdsstaten.

Tolerancen for volden må man vente med, til problemet er løst og gået over i historien. Så er der til gengæld også plads til den. Ellef Rasmussen opbyggede efter krigen sit eget rejseselskab med op til 800 ansatte. Han drev blandt andet en af de berømte spritbåde fra Sønderborg. Her kunne han også en gang imellem give dem som vært for selskaber med venner fra nazitiden, og med sin velstand støttede han de forhenværende kampfæller, der havde klaret sig mindre godt.

Peter Møller Hansens og Ellef Rasmussens bog er overordentlig god – velfortalt og spændende. Dog lyser den mest i den nutidige kontekst. Man tror på de følelser og generelle erfaringer, Ellef Rasmussen formidler, hvorimod man sidder noget skeptisk tilbage omkring præcisionen af de historiske detaljer. Dels indgår tyske soldaters mord på civilbefolkningen stort set ikke, og det er næsten utænkeligt, at Rasmussen ikke i det mindste har hørt om den slags. Dels er der ingen, der husker detaljer så godt og udførligt, som Ellef Rasmussen angiveligt gør. Nogle af disse detaljer er synkroniseret med andre kilder for at gøre dem præcise, og af hensyn til kommende historikere må man håbe, at Peter Møller Hansen har bevaret notater om, hvad i beretningen der således er dokumenteret, og hvad der er baseret på ren erindring.

 

Peter Møller Hansen: Troskab. Dansk SS-frivillig  E.H. Rasmussens erindringer 1940-1945. Udgivet på Lindhardt og Ringhof den 10. marts 2015. 560 sider. Vejl. pris 349,95. kr.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *