Lad de små børn fjernes fra forældrene

Antallet af tvangsfjernelser er steget drastisk siden kommunalreformen trådte i kraft i 2007. Jurister taler om, at de biologiske forældres retssikkerhed er blevet udhulet, og at økonomiske interesser hos plejeforældre og kommunalt lønnede eksperter skaber en ond cirkel i sagsbehandlingen.                                                                                                   

Tornved Kommune var ganske forbeholdne, da Jeannelle Jensen i 2004 søgte den om frivillig anbringelse af to af hendes fire børn.  Ansøgningen gik først igennem i 2007.

På det tidspunkt var kommunalreformen netop gennemført, og det var den nye Holbæk Kommune, der stod for anbringelsen. Nu vendte bøtten ret hurtigt, og kommunen fik stærkere og stærkere meninger om, hvad der var godt for de to drenge. I 2011, da de var henholdsvis 9 og 11 år gamle, blev den frivillige anbringelse uden for hjemmet konverteret til en tvangsfjernelse.

Undervejs har der været et ulykkeligt forløb, hvor drengene bl.a., mod deres udtrykkelige ønske, er blevet skilt ad, så de er anbragt hver sit sted, og hvor der er sat stærke begrænsninger på deres mulighed for at få besøg af Jeannelle og hendes nuværende kæreste. En lang række klager og juridiske processer er det også blevet til, og sagen har bl.a. været omkring Landsretten.

Jeannelles historie er ikke enestående – den er tværtimod typisk for en udvikling, der er sket de seneste år. Med en stribe lovændringer har kommunerne fået mere magt i børnesager. Uden at der har været den store opmærksomhed om det, er den magt i vidt omgang brugt til at tvangsfjerne børn.

Det viser beregninger ud fra Danmarks Statistiks tal for antallet af anbringelser uden for hjemmet. Ved indgangen til 2007 var det således 1,09 ud af tusind børn og unge under 18 år, der var tvangsanbragt uden for hjemmet. Det var fem år senere steget til 1,54.

Umiddelbart lyder tallene måske ikke af så meget. Men der er tale om, at sandsynligheden for, at en person under 18 år er tvangsfjernet, er steget med hele 40 procent.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks tal. Tallene er primo året, idet der er benyttet tal for tvangsfjernelsede børn den 31. december foregående år.
Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks tal.
Tallene er primo året, idet der er benyttet tal for tvangsfjernelsede børn pr. 31. december foregående år.

Og alt tyder på, at stigningen vil fortsætte de kommende år. Det er nemlig især for de helt små børn, at tendensen til flere tvangsfjernelser slår igennem. Folk, der får børn i dag, må regne med, at risikoen for, at barnet er tvangsfjernet ved toårsalderen, er 70 procent højere, end den var i 2007. Det vil sige, at først når alle børn og unge under 18 er født efter at de nye regler er trådt i kraft, vil der være fuldt gennemslag af den nye praksis.

Alt dette er sket, uden at der er sket væsentlige ændringer i antallet af anbringelser med samtykke – altså situationer som den, hvor Jeannelle i sin tid selv bad om aflastning, men i første omgang ikke kunne få det. Gennem alle årene har lidt færre end ni ud af tusind børn været anbragt uden for hjemmet med forældrenes samtykke.

Som nævnt fik Jeannelle Jensen først sit ønske opfyldt efter, at kommunalreformen trådte i kraft i januar 2007. Og får år senere skred den nye storkommune altså til en tvangsanbringelse. Statistikken viser altså, at tilsvarende forløb er sket i mange andre kommuner.

I hvor høj grad udviklingen direkte skyldes den ændrede organisering efter kommunalreformen, fremgår naturligvis ikke af tallene. Der kan da også være tale om et tilfældigt, tidsmæssigt sammenfald mellem reformen og stigningen i antallet af tvangsanbringelser. Under alle omstændigheder nævner de fagfolk, der repræsenterer forældrene, flere andre drivkræfter.

Advokat Lars Buurgaard Sørensen fra Brønderslev har ført en række sager om tvangsanbringelser, og han peger på den megen opmærksomhed om de virkelig grimme overgrebssager – som den, der nu bærer hans egen hjembys navn – som en faktor. Kommunerne får kritik fra oven, fra neden og fra begge sider, hver gang en sådan sag kommer frem i lyset, og har fået dem til at reagere mere drastisk end tidligere, når de mener at se et problem i en familie.

Men dertil kommer, at kommunerne har fået nye instrumenter til de drastiske tiltag. Det er blandt andet sket med Anbringelsesreformen, der trådte i kraft i 2006, og med Barnets Reform fire år senere. Begge reformer tager sigte på at styrke barnets rettigheder. Men da ikke ret mange børn er juridiske eksperter, og deres interesser skal varetages et eller andet sted, er der i praksis sket en overførsel af magt fra forældre til kommuner.

Det har i dag betydet, mener Lars Buurgaard Sørensen, at forældrene på flere punkter mangler elementær retssikkerhed, når kommunen vurderer, at et barn er bedst tjent med at blive anbragt uden for hjemmet.

”Man har nogle helt andre briller på i dag, og forældrene får simpelthen ikke en chance. Der er nærmest indført omvendt bevisbyrde. Efter serviceloven er det sådan, at forvaltningen skal bevise, at der ikke er anden udvej end en tvangsanbringelse uden for hjemmet, og at der er en åbenbar risiko, hvis barnet forbliver i hjemmet. Men i dag er det som om det er forældrene, der skal bevise, at de er gode nok, og hvis de ikke er stand til det, så skrider man til tvangsfjernelse.

Et andet problem opstår, når kommunerne indhenter en forældrekompetenceundersøgelse med assistance fra en psykolog. Det er typisk kommunen, der betaler, og psykologen vil ofte give kommunen ret i, at der er noget om snakken. ”Ingen andre steder i dette retssamfund ville vi lade den ene part i en sag udpege den ekspert, der skal komme med en objektiv vurdering i en sag om noget meget væsentligt,” påpeger Lars Buurgaard Sørensen.

Nanna W. Gotfredsen fra Gadejuristen i København peger på andre parter, der også er hyret i kommunen, og som kan have en tilbøjelighed til at tegne et mere sort billede end rimeligt er af forældrene og de børn, det handler om: Plejefamilierne og de private konsulentvirksomheder inden for familiepleje. Nanna Godtfredsen mener, at den nuværende konstruktion indebærer habilitetsproblemer.

Plejeforældre får dækket alle omkostninger, og dertil får de i de simpleste tilfælde et normalvederlag på lige under 4000 kr. om måneden.  I de mest komplicerede tilfælde ganger man ifølge en taktstabel, som mange kommuner bruger, normalvederlaget med mindst syv, så det i stedet lyder på 27.000 kr. Springene fra det ene trin til det næste er ofte baseret på subjektive og flydende vurderinger – f.eks. bliver normalvederlaget ganget med to, hvis barnet ”har behov for ekstra støtte/stimulering” eller som følge af ”karakteren af forældresamarbejdet”.

”Plejeforældre vil måske ikke ligefrem underdrive de vanskeligheder, de har ved at tage sig af et barn, når indtægtsniveauet direkte bestemmes af det. Der er ganske enkelt en indbygget risiko for, at nogle vil lægge sig i den høje ende, når de forhandler vederlag med kommunen. Det er vel menneskeligt. Ulykken er, at så bliver der noteret nogle kedelige oplysninger, der ikke nødvendigvis holder vand, om barnet eller forældrene. Og de oplysninger lægger kommunerne til grund, når de f.eks. skal vurdere, om en anbringelse med samtykke skal konverteres til en tvangsanbringelse, eller når den skal tage stilling til omfanget af samvær med de biologiske forældre. Jeg er forarget over, at kommunerne meget ofte ser bort fra disse habilitetsproblemer, selv om de helt åbenlyst eksisterer,” siger Nanna W. Gotfredsen.

”De forældre, jeg møder, er typisk mødre, der har en stofafhængighed eller tidligere har haft det. Nogle kan have et helt reelt problem med at tage sig af børnene, og især hvis det er uden støtte. Men en del kan faktisk være lige så gode og kærlige mennesker som alle andre forældre, hvis de ellers fik lov. Det er vores klare erfaring, at der bestemt ikke i alle tilfælde er saglig grund til at udelukke forældrene, og slet ikke til at reducere samvær med de anbragte børn til det rene ingenting, svarende til f.eks. blot et enkelt døgn i løbet af et år. Men det sker alt for tit, og det knuser forældrene,” fortsætter Nanna W. Gotfredsen.

Også Lars Buurgaard Sørensen oplever konflikten mellem plejeforældre og biologiske forældre. ”Det forekommer i alle sager, at forældrene er uenige i de beskrivelser, plejefamilierne kommer med. Tit og ofte åbenbarer det sig omkring samværet, hvor forældrene får nogle negative skudsmål, som de ikke kan genkende. Men forvaltningerne kan ikke gøre andet end at tage imod den slags beskrivelser med kyshånd, fordi der er så få muligheder for uvildige vurderinger,” siger han.

Jane Findahl (SF), der er formand for børne- og kulturudvalget i KL er ikke enig i den kritik, Lars Buurgaard Sørensen og Nanna Gotfredsen rejser.

”Typisk er det faktisk også sådan, at vi får skyld for ikke at inddrage plejefamilierne tilstrækkeligt i hjemgivelsessager, samværssager og i sager om skift af anbringelsessted – den kritik kan jeg i øvrigt heller ikke nikke genkendende til,” skriver jan Jane Findahl hun i en kommentar, der er sendt pr. e-mail.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks tal. Tallene er primo året, idet der er benyttet tal for tvangsfjernede børn pr. 31 december foregårende år.
Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks tal. Tallene er primo året, idet der er benyttet tal for tvangsfjernede børn pr. 31 december foregårende år.

“Forklaringen på, at flere børn i dag tvangsfjernes, bør være langt mere nuanceret end blot systemfejl i kommunerne.  F.eks. mener jeg, at kommunerne er blevet bedre til at få øje på, at der kan være åbenlys fare for, at barnet eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af omsorgssvigt af forskellig art. Udviklingen hænger også sammen med, at der i flere år siden anbringelsesreformen i 2006 har været et kæmpe fokus på området for udsatte børn og unge. Flere reformer har haft fokus på, at børnenes retsstilling i nogle sammenhænge har fået forrang for forældrenes. Og med rette, fordi et manglende samtykke fra forældrene tidligere har kunnet bremse sagsbehandlingen til skade for barnet.  Senest har overgrebspakken gjort, at kommunerne nu kan samtale med barnet uden forældrenes tilstedeværelse allerede fra underretningen kommer ind i kommunen, hvis sagen drejer sig om seksuelle overgreb eller vold mod barnet. Det ser jeg kun som et plus,” fortsætter Jane Findahl.

Endelig peger Jane Findahl på, at der kan være sket en ændring i kulturen.

”Jeg tror i nogle sammenhænge, at forældrene generelt – uanset hvor meget eller hvor lidt forældreevne, de har – er blevet mindre samarbejdsvillige og dermed mere tilbageholdende med at ville give samtykke til en anbringelse. Jeg tænker, at det også kan handle om forældrenes manglende tillid til ”systemet”,” skiver hun.

For Jeannelle Jensen og hendes kæreste Jens Olsen, der har kæmpet en hård kamp for både deres og børnene rettigheder, er tilliden til systemet i hvert fald styrtdykket. Kampen har i lange stræk være forgæves, fordi kommunen altid er stærkest – uanset hvem der faktuelt har ret i de enkelte stridspunkter.

”Du er som forælder eller som barn i denne type sager uden retssikkerhed. Kommunen kan uden konsekvenser igen og igen bøje og bryde loven og fratage dig og dit barn rettigheder, man har ifølge serviceloven, retssikkerhedsloven og forvaltningsloven. Selv om du klager til samtlige instanser, kan kommunen fortsætte sine krænkelser uden konsekvenser for hverken kommune eller sagsbehandlere. Hvis de fine ord fra barnets reform og andre lovtekster skal blive til virkelighed, skal systemet ændres, så forældre og børn rettigheder bliver respekteret, og så de kommuner og kommunalt ansatte, der bryder disse love og regler, straffes hårdt og hurtigt. Før dette sker, vil der på ingen måde være retfærdighed for hverken forældre eller børn,” skriver Jeannelle Jensen i en kommentar, der ligeledes er tilsendt skriftligt.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

6 Responses to Lad de små børn fjernes fra forældrene

  1. Gertrud says:

    Det er, som altid, en virkeligt god artikel. Tak.

  2. Elisabeth Knudsen says:

    Synes det er på tide det kommer frem hvad der sker ude i virkeligheden. Jeg har også selv fået tvangsfjernet min dreng, på falske og ikke eksisterende grundlag. På trods af en forældrekompetence undersøgelse der godt og grundigt modsiger hvad forvaltningen tidligere har skrevet og benyttet som grundlag til tvangsfjernelse, så vil alligevel ikke hjemgive ham. Dette fordi man vælger og underkende dennes eksistens idet forvaltningen ikke fik ret i deres anklager. Næste skridt er derfor alligevel landsretten som forhåbentligt sætter en stopper for mit, og min families mareridt.

  3. winnie says:

    mine børnbørn er fjeret idag med en politi styrke på 14 biler. . i horsens, så kig lige fachboog under sabrina bøje og støt hende.. i det hun er ved at få på benene. i må gerne dele det …hun skriver,,

  4. Daniel says:

    Hvor kender jeg det bare fra vores datter er blev tvangsfjernet på nul grundlag 2 mdr efter vi fik hende og vi måtte ikke engang tage hjem vi blev direkte skrivet ind på et familie center uden at men tænkte på at jeg har en søn i forvejen vi bliver snydt og krænket vi fik aldrig en chance og vi fik afvide at hvis vi anket sagen ville det bliv til 3 år med genbehandling i sagen f…. Denne syddjurs kommune

  5. Tina Poulsen says:

    Endelig finder man en, der tør fortælle sandheden, som jo ikke ser bedre ud idag. Synes du skal skrive en ny artikel med tallene som de ser ud idag contra disse tal. Og har du brug for en historie til dem, så må du gerne få min. Jeg fik min 17 årige fjernet, da jeg forbød hende at besøge sin kæreste en enkelt weekend. Også Syddjurs Kommune. De er en af højdespringerne i forhold til fjernelser af børn, men de blev jo også pludselig en fattig kommune, under kommunesammenlægningerne

    • Sten Thorup Kristensen says:

      Hej Tina. Tak for din kommentar. Du har ret i, at det er på tide at få opdateret tallene – jeg håber, jeg får tid til at se på det løbet af sommeren. Mvh Sten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *