Kontrollerne & kontrakten med borgerne

Kommunernes grå kontroller, vol. 3: At boligen er ukrænkelig, som det hedder i grundlovens paragraf 72, betyder, at offentlige myndigheder ikke for godt befindende kan gå ind i folks hjem eller virksomheder. Hvis en myndighed skal tiltvinge sig adgang til privat grund, skal der enten være en retskendelse i forbindelse med efterforskningen af en strafbar handling, eller også skal der være en lov, der specificerer, at myndigheden som følge af en eller anden væsentlig og omhyggeligt defineret situation kan gå ind på grunden.

Det er ikke bare den danske grundlov, der holder dette princip helligt. Det er standardstof i forfatninger kloden rundt, og det er for eksempel også nævnt i den europæiske menneskerettighedskonvention.

Det er klart nok, hvorfor myndighederne ikke bare kan invitere sig selv ind, hvor de vil. Sådanne påtvungne besøg vil ofte blive oplevet som ubehagelige. Men der er så meget, der er ubehageligt, uden at det af den grund bliver nævnt i forfatninger. Så hvad giver netop boligens ukrænkelighed denne status?

Det handler helt grundlæggende om, hvad en stat består i. Vi tænker ikke så tit over det, men vi har overladt en enorm magt, også over vores personlige liv, til staten. Den kan tage vores penge som skatter, den kan sætte os i fængsel, den kan tvinge os til at gøre militærtjeneste, og så videre.

bakalowicz-wladyslaw-joannaVi accepterer naturligvis alt dette, fordi staten til gengæld beskytter os. Og vi indser for eksempel, at hvis staten skal fængsle folk, der begår forbrydelser mod os, må vi også acceptere selv at ryge i fængsel, hvis vi begår de samme forbrydelser mod andre.

Men helt siden middelalderen, da man gjorde de første forsøg på at skrive noget, der ligner moderne forfatninger, har man også set i øjnene, at magt kan og vil blive misbrugt. Boligens ukrænkelighed er på linje med andre borgerrettigheden, som brevhemmeligheden og princippet om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Den slags skal sørge for, at staten ikke misbruger den enorme magt, borgerne har givet den, over for de samme borgere. Uden borgerrettighederne kunne staten til enhver tid disciplinere os til at gøre, hvad den måtte ønske, vi skal gøre.

Der er så at sige tale om en kontrakt mellem borger og stat. Staten får sine magtmidler, mod at passe sin pligter og samtidig garantere, at den respekterer borgernes privatsfære og i øvrigt behandler os lige.

Borgerrettighederne er opfundet i en tid, hvor statsmagten var en konge. Men de bliver ikke mindre relevante af, at vi nu har demokrati. Tværtimod. I det demokrati kan der være flertal, eller bare stærke mindretal, som mener demokratiet har givet dem ret til at forfølge eller chikanere udvalgte befolkningsgrupper. Desuden giver demokratiets komplekse regelsæt mange flere muligheder for, at myndighederne kan finde bevis på lovbrud, hvis de får lov at lede ned i borgernes personlige gemmer.

Set i det lys er Danmark netop i disse år hjemsted for det, der måske er begyndt tilfældigt, men som har udviklet sig til et spændende eksperiment.

Som nævnt er der love, der giver myndigheder hjemmel til at gøre undtagelse fra hovedprincippet om, at myndigheder kan gå ind på privat grund uden. For eksempel har brandmyndighederne adgang til gå ind og se, om ejendomme er brandsikre. Hensynet – at undgå frygtelige dødsulykker i ildebrande – overtrumfer de ulemperne ved de tvangsmæssige kontroller.

Med velfærdsstaten begyndte den slags love at brede sig til stadigt mindre dramatiske situationer. For eksempel fik skattemyndighederne adgang til at gå ind i virksomheder for at undersøge, om de afregnede deres skat på den rigtige måde. I slutningen af 1990’erne var den slags love blevet så omfattende, at der var behov for at gå hele området igennem. Det førte i 2004 til en markant reform: På VK-regeringens foranledning vedtog man Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (LINK), der fastslog borgernes rettigheder, når de blev udsat for en tvangsmæssig kontrol uden retskendelse. Det blev blandt andet fastslået, at den type administrative kontroller ikke måtte bruges i straffesager. Det skulle være sådan, at borgerne naturligvis godt kunne sidde tilbage med en ærgrelse, hvis de efter en kontrol var blevet standset i at bryde love og regler. Men de skulle ikke frygte kontrollerne.

Om det var tilsigtet eller ej, så åbnede den nye lov for en strøm af nye lovhjemler til at foretage kontroller uden retskendelse. De følger næsen som fast praksis med love om nye opgaver til myndigheder, selv når lovene er uvæsentlige. Da man for eksempel i 2013 satte begrænsninger i anvendelsen af kanel i bagværk, markerede sundhedsmyndighederne regelændringen med tvangsmæssige kontroller i 300 bagerier.

Bloggeren Gordon Flemming foretog i juli i år en simpel optælling af dokumenter i dokumenter på retsinformation.dk, der indeholder ordene ”uden retskendelse”. Han fandt, at antallet af nye dokumenter med disse ord var steget ekspotentielt siden 2004. Se hans grafik på nederste billede til denne artikel.

Uden retskendelseI alt vil jeg skønne, at der hvert år bliver gennemført op mod 300.000 tvangsmæssige, administrative kontroller på de forskellige områder. Det er baseret ud fra en årlig opgørelse i Justitsministeriet, men denne opgørelse er noget løs, den har heller ikke alle fagområder med. For eksempel de kommunale kontroller på det sociale område – som den nye afgørelse fra Indenrigsministeriet handler om – er der ingen, der tæller.

Spørgsmålet er, hvordan hele denne udvikling har påvirket kontrakten mellem centralmagten og borgerne. Er der tale om fredsommelige og velmente kontroller, der blot skal opretholde samfundets gode orden, uden at genere nogen urimeligt? Eller er centralmagten trådt ud over sine grænser, så de tvangsmæssige kontroller ikke bliver brugt i et administrativt, men i et politisk ærinde?

I de to problematiske kontrolaktioner, jeg har skrevet om i det foregående artikler (se første og anden artikel i serien), er det henholdsvis udlændinge og sexarbejdere, det er gået ud over. Det er et tilfælde fra min side. Men måske er det alligevel ikke helt tilfældigt, at de eksempler, der umiddelbart ligger dokumentation, netop handler om tidens to måske nok varmeste, værdipolitiske emner: Indvandring og prostitution.

Næste artikel i serien handler om en ironi i det hele: Samtidig med, at antallet af tvangsmæssige kontroller skyder i vejret, er der meget ringe kontrol med, om staten overholder sin egen lovgivning i forbindelse med disse kontroller. For en borger, der er blevet udsat for en ulovlig kontrol, er det praktisk talt umuligt at få erstatning eller at få de ansvarlige straffet. Og selv når en praksis er kendt ulovlig, er der i bedste fald med meget stor træghed, at myndighederne ændrer den.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *