Institut for Menneskerettigheder på vej mod bristepunktet

Den 9. november havde jeg en kronik i Jyllands-Posten. Her foreslog jeg, at man nedlægger Institut for Menneskerettigheder. Kronikken var forkortet en anelse. En af de ting, der var gledet ud, var, at det trods alt ikke er sådan, at jeg mener, at instituttet ikke gør gode ting overhovedet. Men min pointe var – og er – at instituttet overordnet set giver danskerne en falsk fornemmelse af, at det står værn om vores menneskerettigheder. På den måde er instituttets tilstedeværelse, når det kommer til stykket, mere skadeligt end gavnligt.

Instituttets direktør Jonas Christoffersen svarede i et indlæg den 14. november på min kronik.

På overfladen ligner det måske bare en diskussion om, hvorvidt Institut for Menneskerettigheder gør deres arbejde godt nok. Om de er skarpe nok og besidder evnen til at komme ind i debatten. Men der er mere i det. Det grundlæggende spørgsmål handler om, hvad menneskerettigheder er.

Inden for menneskeretten taler man om negative og positive rettigheder. Ordene står ikke for, om det er godt eller skidt. De negative rettigheder er dem, der forbyder myndigheder eller andre magthavere at foretage visse indgreb i borgernes liv. De positive rettigheder er dem, der siger, at sådanne magthavere aktivt skal gøre noget for folk.

Klassiske menneskerettigheder og frie forfatninger er paragraf efter paragraf med negative rettigheder: Det er ytringsfrihed, privat ejendomsret, hjemmets fred og lignende. Derimod fylder positive rettigheder ikke meget. Men mange taler for, at de skal med. For eksempel i form af ret til velfærd eller ret til at leve i et rent miljø.

For eksempel Amnesty International og Forbrugerrådet ser det som et gammeldags synspunkt, at menneskerettigheder kun består af negative rettigheder. Institut for Menneskerettigheder er på samme hold, uden at jeg dog har hørt dem bruge formuleringen om det gammeldags i negative rettigheder.

Umiddelbart lyder tilføjelsen af positive rettigheder måske også som en fin modernisering, hvor man sikrer, at alle får del i glæderne fra et samfund i overflod. Men så enkelt er det ikke. Mange andre – blandt andet jeg – mener, at menneskerettigheder bliver udhulet, når man blander positive rettigheder ind i sagen. Disse positive rettigheder må nødvendigvis kannibalisere på de negative rettigheder, og så er det altså nogle af de virkelig dyre ting, som ytringsfriheden og hjemmets ukrænkelighed, der står på spil.

Humlen er, hvis den centrale magt skal have pligt til at sikre for eksempel et vist velfærdsniveau, så skal den naturligvis også have midlerne til at gøre det. Herunder til at anvende tvang over for borgerne. Og det står i modsætning til de klassiske negative rettigheder, der netop handlede om at begrænse den centrale magts beføjelser i mødet med borgeren.

Oven i det: Hvis menneskerettigheder bare bliver et samlebegreb for alt, hvad der er godt og pænt (og generel velfærd og rent miljø er bestemt godt og pænt), så bliver begrebet meget diffust. Så kan magthaverne i enhver situation henvise til, at de er forpligtet af menneskerettighederne – også når de vælger et indsatsområde frem for et andet. De positive rettigheder forsyner altså den centrale magt med endnu flere beføjelser, og dermed også flere muligheder for at lave rævekager.

På Institut for Menneskerettigheders hjemmeside finder man et godt eksempel på, hvordan instituttet på denne vis forplumrer menneskerettighedsbegrebet – til skade for borgerne.

Den 29. oktober afholdt instituttet og Kommunernes Landsforening således en konference om ”fordelene ved mangfoldighed i kommunerne”.

”Mangfoldighed” er et af tidens politiske buzzwords. Imidlertid er det ikke andet end netop dét: Med blot lidt kritisk sans vil man se, at de forskellige politiske systemer i Danmark næppe gennem hele folkestyrets epoke har vist større intolerance over for afvigende adfærd, end det er tilfældet for øjeblikket. Hashrygere, tobaksrygere, folk, der spiser fed mad, sexarbejdere eller endog folk, der tillader at bosætte sig i nærheden af andre af deres egen etnicitet eller socialgruppe, bliver udsat for mistænkeliggørelse og ofte ganske hårdhændede sanktioner.

Hvad politikerne mener, når de taler om mangfoldighed, er således ikke, at der skal være plads til alle. De forestiller sig i stedet et samfund, hvor man gør en særlig indsats for at skaffe plads til udvalgte minoriteter. Det er en ærlig sag, at de selv gerne vil bo i et samfund, hvor netop disse minoriteter er fremtrædende. Men det har lige så lidt med ægte mangfoldighed at gøre, som hjorten ved skovsøen har at gøre med ægte kunst.

Ægte mangfoldighed består i at lade der være plads til alle – også til dem, man ikke synes om, eller som man endda føler ubehag ved.

Ulykken er, at mens man markedsfører denne forlorne mangfoldighed ud fra et rettighedsperspektiv – så havde en simpel overholdelse af bogstav såvel som ånd i de klassiske negative rettigheder sikret al den ægte mangfoldighed, man overhovedet kunne ønske sig. Menneskerettighederne forbyder som bekendt diskrimination baseret på køn, race, religion eller seksuel orientering, og forbuddet mod at krænke hjemmets fred, åbne breve, aflytte telefoner og så videre ville oven i det sætte markante grænser for, hvor meget myndighederne kunne genere minoriteter gennem den daglige administrative praksis.

Det er netop på disse fronter, der er stærk tilbagegang i disse år. Statens brug af sit voldsmonopol er eskaleret ud over alle bredder.

Institut for Menneskerettigheder hænger fast i denne sump. Med sin forkærlighed for de positive rettigheder ender man med at retfærdiggøre voldsanvendelsen, i stedet for at forsvare dem, som volden går ud over.

På det lange sigt er det en interessant udvikling, for mens Institut for Menneskerettigheder tilsyneladende ikke hæfter sig ved magtanvendelsen, går den naturligvis ikke hen over hovedet på de stadigt flere danskere, den rammer. Fortsætter den nuværende udvikling, er det et spørgsmål om tid, før instituttet møder bristepunktet, og dets virke bliver for absurd i forhold til den virkelighed, borgerne oplever.

Jeg har holdt en længere pause med indlæg her på bloggen. I den kommende tid vil der komme flere nye indlæg – blandt andet med fokus på erhvervsdrivendes menneskerettigheder. Disse er blevet angrebet gennem flere bemærkelsesværdige nye love det seneste år.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , . Bookmark the permalink.

One Response to Institut for Menneskerettigheder på vej mod bristepunktet

  1. Birger Sørensen says:

    Den 28/6 vedtog folketinget kontanthjælpsreformen (og hver gang jeg skriver det, undres jeg over hvorfor man kalder nedskæringer og forringelser for en reform?).
    Ud over at være kontroversiel, ved at den samme lov for 11 år siden blev afvist som værende grundlovsstridig af socialdemokraterne, men altså ikke er grundlovsstridig når socialdemokraterne selv fremsætter den, så bryder denne lov med EUs charter om grundlæggende rettigheder (en del af Lissabon-Traktaten), og med FNs menneskerettigheder, med FNs handikapkonvention og med FNs børnekonvention.
    Gensidig Forsørgelsespligt
    Man kan undre sig over, hvordan folketinget overhovedet kan vedtage en sådan lov, der faktisk målrettet og bevidst fratager danskere frihed.
    Spørger man Institut for menneskerettigheder, får man ikke noget svar – bliver man ved med at spørge, får man besked om at de “holder øje med udviklingen”.
    Men det er ikke med i deres årsberetning.
    Den 1/1-2014 – om halvanden måned – tager loven op til en trediedel af eksistensgrundlaget fra anslået 80.000 af de fattigste danske familier. Langt de fleste familier vil ikke kunne overleve dette indgreb.
    Faktisk er mange allerede flyttet fra hinanden.
    Men regeringen har holdt kortene tæt til kroppen, så det er ikke alle der bliver ramt, der ved det endnu.
    Scenariet de første par måneder af 2014, er ikke til at spå om. Panik blandt de fattigste – mange vil blive henvist til at bo på gaderne – børn vil miste forældre, og forældre vil miste deres børn og deres partner.
    Nogen spår om revolution.
    Så der bliver da lidt at holde øje med for Institut for Menneskerettigheder.
    Jeg har lidt svært ved at forestille mig hvilken forskel det gør, at der bliver “holdt øje” og hvad man vil bruge det til.
    Gensidig forsørgelsespligt er en katastrofe – og den rammer i løbet af januar måned.
    Institut for Menneskerettigheder ved det – og gør absolut ingenting for at forhindre det.
    Hvad skal vi med dem?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *