Inger Støjbergs fornemmelse for grundlovsbrud

Den nuværende integrationsminister var allerede i 2010 ude i det, der efter alt at dømme var et klokkeklart og barokt brud på grundloven. Processen i den gamle sag ligner meget det, vi denne sommer kan følge i sagen om barnebrude. Så hvorfor er det først nu, kritikere fra venstre og højre er kommet på banen?

I 2010 gennemførte Pensionsstyrelsen en række kontroller i Københavns Lufthavn. Det handlede om at fange sociale bedragere – kort fortalt folk af udenlandsk herkomst, som modtog dagpenge og dermed skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men som i virkeligheden var på vej til hjemlandet. Beskæftigelsesministeren, som satte det i værk, sørgede for at medierne blev grundigt orienteret om, hvad der foregik.

Ministeren var Inger Støjberg, og hun deltog endda selv i en af kontrollerne.

Denne medieoffensiv var måske lige frisk nok, selv om det det var en populær sag at stoppe dette snyderi, og selv om der, ifølge DR, var mange snydere, der blev fanget. Pensionsstyrelsen havde nemlig ingen lovhjemmel til at foretage den slags tvangsmæssige kontroller. Og myndigheder skal ifølge Grundlovens paragraf 72 have enten lovhjemmel eller retskendelse, når de gennemfører ”husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden.”

Inger Støjberg gik nu i gang med at skaffe sig den lovhjemmel, hun manglede. Det lykkedes også i juni året efter, da hun fik vedtaget en lov om, at myndighederne på trafikknuder kan standse alle borgere og forlange, at vi redegør for, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen. Det er ganske DDR-agtigt, men mig bekendt er loven dog ikke blev anvendt så bredt, som den gav mulighed for.

Lovarbejdet var ikke gnidningsfrit. I det første udkast havde embedsmændene glemt at skrive, at der var tale om en undtagelse til den generelle formulering i grundlovens paragraf 72. Det siger retspraksis, at man skal – er det ikke specifikt nævnt, gælder det ikke som en undtagelse.

Formuleringen blev rettet, men det løste stadig ikke problemet med de kontroller, der allerede var gennemført. Spørgsmålet var, om Inger Støjberg havde begået et klokkeklart grundlovsbrud – endda i en så direkte form, at hun personligt i konkrete situationer havde afkrævet folk oplysninger og dokumentation, uden at have lovhjemmel til det. Der blev spurgt til det i Folketinget, men Støjberg svarede blot henholdende.

Jeg skrev den sommer en artikel om grundlovens paragraf 72 til Weekendavisen. I den forbindelse afviste Inger Støjberg lodret, at hun havde brudt grundloven.

”Det er en misforståelse på den måde at sammenligne de hidtidige tilsyn med det tilsyn, som lovforslaget nu giver mulighed for. Det hidtidige tilsyn i Pensionsstyrelsen er foregået med udgangspunkt i politiets og Skats sædvanlige myndighedsopgaver, mens L 187 giver hjemmel til, at Pensionsstyrelsen selvstændigt kan tilrettelægge og udføre sit tilsyn og ikke behøver at være afhængig af andre myndigheder,” udtalte hun.

Nu er det blot sådan ifølge den såkaldte retssikkerhedslov, at myndigheder ikke på den måde kan trække på hinandens lovhjemler. Hver myndighed, der vil gennemføre en tvangsmæssig kontrol, skal have sin egen hjemmel til det, og det tæller ikke at komme sammen med en anden myndighed, der har hjemlen.

På det tidspunkt, i 2011, var kontrolprincippet ret nyt, og hverken jeg eller Beskæftigelsesministeriet kunne vide, om der fandtes en eller anden teknikalitet, som gjorde, at lovens tekst ikke skulle forstås bogstaveligt. Men det har Indenrigsministeriet siden taget stilling til i en helt anden sag, som jeg har omtalt her. Og her fandt man, at loven skal opfattes bogstaveligt: En myndighed kan kun foretage tvangsmæssige kontroller på baggrund af egen lovhjemmel.

Alt tyder altså på, at Inger Støjberg i 2010 var ude i et ganske barokt brud på grundloven. I sin proces ligner sagen meget den aktuelle om barnebrude: Ministeren foretager et alt for hurtigt træk, når det matcher en aktuel folkestemning. Bagefter skal embedsmændene rydde op, men i første omgang bliver det hele bare mere rodet, alt imens Støjberg selv foretrækker at tale uden om.

Den store forskel er, dengang blev der ikke spurgt så meget. Som sagt – sagen døde igen.

Det, må jeg sige, undrer mig personligt. Jeg synes, at sagen dengang var noget mere graverende. Og når den fik lov til at fare, viser det som et minimum, at den nuværende kritik af Støjberg ikke er rigtigt dybtfølt: Det er ikke Danmark som retssamfund, der er i spil for kritikere fra såvel venstre som højre side. Hvis det var det, havde disse kritikere reageret for længst, og også i andre situationer, hvor grundloven er blevet bøjet og strakt til ukendelighed af ministre, uden at Inger Støjberg havde lod eller del i det.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *