I ren kærlighed gælder ingen regler

Københavnere vil måske have bemærket, at de kommunale skraldebøtter er pyntet med en lysegrøn plakat, hvorpå der står ”Ren kærlighed til København.”

Man kunne tro, at det blot er et smart ordspil, som et eller andet reklamebureau har fundet på. Men det er det ikke: Det er ment helt bogstaveligt.

Jeg ved det, fordi jeg i forbindelse med mit arbejde jævnligt er til konference med de politikere og embedsmænd, der skal udvikle kommunen. I de kredse er idealet ikke blot, at byen skal være god, så borgerne kan lide at være i den. Det er heller ikke nok, at de elsker byen. Meningen er, at folk decideret skal forelske sig deres by.

Det er ikke bare noget dansk eller københavnsk fænomen. Jeg har så sent som i denne uge hørt en højtstående chef i Stockholm Kommune fortælle, at hun elsker København – men er forelsket i sin egen by.

Folk, som ikke går til konferencer om byplanlægning, har også set et eksempel på fænomenet i denne uge. Den radikale Anna Mee Allerslev greb således til det, der var en tilsyneladende malplaceret kærlighedserklæring til København, da hun skulle forsvare, at hun gratis havde brugt den store rådhushal.

”Vi valgte at holde vores bryllupsreception på Rådhuset, fordi København og Københavns Rådhus betyder meget for mig. Jeg elsker København, og jeg elsker mit arbejde. Derfor besluttede vi at holde vores bryllupsreception på Rådhuset,” skrev hun på facebook.

Jeg må sige for mit eget vedkommende, at det altid krymper i mig, når jeg hører den slags snak. En by er i sidste ende blot en masse sten, stål og beton, der er ramme for nogle institutioner, og der er noget dehumaniserende over, at man reserverer sine største følelser til dette miks.

Eller sagt på en anden måde: Det er en nationalisme, der er gået over sine bredder, selv om den er rettet mod byen og ikke mod nationen. Og den indeholder alle de samme farer, som ekstrem nationalisme gør. Som at menneskene bliver ligegyldige instrumenter, der kun får værdi for så vidt de fremmer nationens/byens sag. Og at dem, som ikke gør dette, tværtimod i en eller anden grad bliver folkefjender.

I den sammenhæng er det naturligvis isoleret set et meget lille problem, at kommunen risikerer et indtægtstab, fordi dens politikere uretmæssigt holder private fester i den rådhushal, der ellers kunne lejes ud til betydelige beløb.

Men det er et pænt stort strå på kamelens ryg, når borgerne kan se, at regler bliver sat til side af og for dem, der direkte er i byens tjeneste.

For Anna Mee Allerslev og hendes kolleger på rådhuset hænger det dog sikkert fint sammen. Som talemåden siger, gælder ingen regler i kærlighed. Man er storsindet, og så forventer man også storsind fra den elskede. Det manglede bare andet.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *