I Danmark registrerer man politiske afvigere

Murfalds-jubilæum, vol. 5: Der er ét særligt svagt punkt i argumentationen for, at det overhovedet er nødvendigt med generel overvågning af hele befolkningen for at bekæmpe terror: Efterretningstjenesterne havde i forvejen stort set ad libitum-adgang til at registrere medlemmer af foreninger såvel som enkeltpersoner, som i kraft af politiske aktiviteter kunne have den mindste tilknytning til terrorister.

Det en praksis, der stammer fra den kolde krigs tid. Dengang var det venstrefløjen, man holdt øje med. Og man registrerede ikke blot kommunister med loyalitet over for Østblokken. Også andre enkeltpersoner og organisationer på den tids spraglede venstrefløj blev registreret, og yderligere en ring ude registrerede man endda også personer og organisationer, der for eksempel var pacifister eller modstandere af EF (nutidens EU).
Kejs2

Hvis man overfører den praksis på nutidens terrortrusler, kan man for eksempel ikke blot registrere personer og organisationer med voldelige intentioner eller med antidemokratiske holdninger. Man kan også registrere på basis af deltagelse i til dels overlappende debatter om religion og indvandring.

Allerede under den kolde krig var registreringerne problematiske. For når det nu var den politiske frihed, man kæmpede for at bevare, så det ikke godt ud, at man samtidig førte arkiver over dem, der gav udtryk for afvigende synspunkter. Det var og er da også officielt formuleret dansk politik, at man ikke gør det. Men det er altså lige så officielt, at man gør det alligevel, hvis man ønsker det.

Preben Wilhjelm har i bogen ”Demokratiets vogtere” fra 1999 beskrevet, hvordan denne besynderlige dobbelthed kom i stand. Det er en bog, der emmer af frustration. Wilhjelm var fra midten af 70’erne og cirka ti år frem folketingsmedlem for Venstresocialisterne, og han var blandt de fremmeste af dem, der med stor dygtighed afdækkede brud på retssikkerheden. Men ofte gjorde dette arbejde bare ondt værre. Når bruddene blev dokumenteret, blev de ofte ikke standset, men i stedet blåstemplet. Således også i denne sag.

Men det er af flere grunde værd at erindre historien om, hvordan og hvorfor vi i Danmark siger, at vi ikke registrerer lovlig politisk virksomhed, men så gør det alligevel. Når vi taler om den magtanvendelse, der fandt sted i østlandene, må den naturligvis stilles i forhold til den magtanvendelse, der skete i vores egne lande. Også i forhold til nutidens sikkerhedsrisici er forløbet relevant.

Så her er historien om registreringen af lovlige politiske aktiviteter; beskrevet med Preben Wiljhelms bog som kilde.

Mens SF under ”det røde kabinet” fra 1966 til 1968 våndede sig under ”magtens åg”, som socialdemokraten Per Hækkerup udtrykte det, var de radikale til gengæld for første gang i et par menneskealdre helt fri for ansvar. Partiet brugte situationen til at promovere nogle principielle sager, og blandt dem modstanden mod efterretningstjenesternes registrering af lovlige politiske aktiviteter. Det havde der været nogle medieomtalte tilfælde af. Partiet stillede blandt andet et beslutningsforslag om, at registreringer af den art skulle være ulovlige.

I 1968 svingede situationen 180 grader, da de radikale ikke blot kom i regering, men også fik statsministerposten. Partiet forsøgte nu – blandt andet presset af SF, der var tilbage i den trygge ansvarsfrihed – at få sine to regeringspartnere, Venstre og De Konservative, med på sit forbud mod registrering af lovlige politiske aktiviteter. Det lykkedes ikke, men som et kompromis fremsatte man det, der siden er blevet kendt som ”regeringserklæringen af 30. september 1968”. Det første afsnit, som også er det centrale, lyder:

Kejs3”Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.”

Efterfølgende søgte partiet at få meningen med erklæringen hamret fast. Den radikale Svend Haugaard bad i Folketinget sin partifælle, statsministeren Hilmar Baunsgaard, bekræfte, at ”det er rigtigt, når jeg opfatter det sådan, at den trufne beslutning giver sikkerhed for, at al politisk registrering nu ophører, at det indsamlede materiale tilintetgøres, og at der i fremtiden kun bliver tale om registrering af personer, der sigtes for ulovlig virksomhed.”

Det bekræftede Hilmar Baunsgaard. Og så skulle den ged jo være barberet.

Men allerede et år efter var den gal igen. I oktober 1969 indtraf en af den slags begivenheder, der lagde farver på den kolde krig, hvor aflytning endnu ikke kunne foregå diskret og digtalt. Man opdagede et aflytningsanlæg under nogle af Københavns Universitets lokaler i Kejsergade i det centrale København. Personalet måtte flygte over hals hoved. Der kom aldrig fuld klarhed over, hvad anlægget egentlig skulle, men dets primære funktion syntes at være at aflytte udenlandske ambassader, hvis kommunikation gik gennem det nærliggende Købermagergade Postkontor. Men der foregik måske også aflytning af de rebelske studenter, der engang imellem holdt politiske møder ovenpå.

Det var der masser af snak om, og det begyndte i det hele taget at blive påfaldende, at de konservative justits- og forsvarsministre lagde meget vægt på ordet ”alene” i regeringserklæringen. Altså: Efter deres mening måtte man gerne registrere lovlig politisk aktivitet, hvis der samtidigt kunne være et andet grundlag for registreringen. Allerede her var erklæringen jo udvandet noget i forhold til den måde, som for eksempel de radikale tolkede den på.

Et lille årti senere skulle det blive klart, at ordet ”alene” faktisk blev tolket så bredt, at erklæringen reelt ikke havde nogen værdi. Anledningen var endnu en af de farverige kold krigs-historier. Ekstra Bladet afslørede i en lang artikelserie, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde samarbejdet med en mand med det udmærkede navn Hans Hetler, der registrerede et meget stort antal personer af venstreorienteret observans – både enkeltpersoner og medlemmer af partier og organisationer. Hetler sagde selv, at det drejede sig om 60.000 personer, men det var nok trods alt snarere 5.000.

Socialdemokratiet havde på dette tidspunkt overtaget regeringsmagten, men regeringserklæringen fra 1968 var blevet stående som officiel dansk politik. Forsvarsminister Orla Møller afviste i meget, meget klare vendinger, at Ekstra Bladets oplysninger havde noget som helst på sig.

Men da en kommissionsdomstol blev sat til at undersøge sagen, viste det sig, at det faktisk i al væsentlighed var foregået sådan, som Ekstra Bladet havde beskrevet det.

Tilbage stod spørgsmålet, om FE så havde handlet retsstridigt, når den aktivt havde søgt at registrere de mange venstreorienterede. Og nu skete der noget underligt: Kommissionen, der havde landsommer Frank Poulsen i spidsen, frikendte over en bred kam FE.

Kejs1Også Frank Poulsen mente, at ordet ”alene” i regeringserklæringen betød, at man gerne måtte registrere politisk aktive, hvis der også var andre grunde til registreringen. Frank Poulsen var meget large med hvilke andre grunde, der kunne komme på tale. Det kunne for eksempel være, at den lovlige aktivitet, borgeren deltog i eller medvirkede til, ”efter almindelige erfaringssætninger må ventes at ville udarte til ulovligheder”. For en efterretningstjeneste, der arbejder uden daglig kontrol, kan stort set hvad som helst dækkes ind under den formulering.

I øvrigt talte regeringserklæringen kun om borgere, hvilket Frank Poulsen tolkede sådan, at man gerne måtte registrere selve organisationerne. Og der var jo ingen pointe i at registrere dem, hvis man ikke også kunne notere i hvert fald deres ledende medlemmers personoplysninger i sagsmapperne.

Frank Poulsen var ligeledes meget large med hvilke politiske organisationer, det kunne være relevant for FE at overvåge. For eksempel kunne man ifølge ham overvåge organisationer, der var mod EF, fordi de så også var imod en europahær, og dermed muligvis også mod NATO. Dette ræsonnement var meget yderliggående. Ikke blot fordi det naturligvis ikke i sig selv var statsfjendtligt at være NATO-modstandere, hvilket rundt regnet en tredjedel af befolkningen var. Men nogen europahær var der end ikke politisk tilslutning til på Christiansborg, så strengt taget var man mere statsfjendtlig hvis man gik ind for den, ind hvis man var imod den. Frank Poulsen regnede altså statens interesser som noget andet, end dens demokratisk valgte ledelse gik ind for.

Men det virkelig absurde i situationen kom efterfølgende. Politikerne fra de store partier henholdt sig til Frank Poulsens udredning, når de fastslog, at FE havde holdt sig inden for sine rammer. Men dermed godtog de også de facto-tilladelsen til at registrere personer, der udførte lovlige politiske aktiviteter.

Retstilstanden, som Frank Poulsen fortolkede, hvilede jo udtrykkeligt ikke på nogen lov, men kun på en erklæring. Havde politikerne ønsket en mindre omfattende adgang til at foretage registreringerne, kunne de bare have kommet med en ny og mere tydelig erklæring. I stedet brugte de Frank Poulsens tolkning af deres synspunkter til at hvidvaske den praksis, der havde udviklet sig.

Frank Poulsen blev kort tid efter udnævnt til præsident i Sø- og Handelsretten, og forsvarsminister Orla Møller, der havde givet forkerte oplysninger i forbindelse med Ekstra Bladets artikler, fik et job i NATO-hovedkvarteret, før han nåede at blive stillet til regnskab i Folketinget.

Preben Wilhjelms bog er som nævnt fra 1999. Regeringserklæringen har, også siden 1999 været til debat, og der er kommet nye oplysninger frem om, hvordan den blev håndteret. Men i al væsentlighed ikke noget, der er overraskende i forhold til det, der kom frem i forbindelse med Ekstra Bladets artikler i 70’erne og den efterfølgende kommissionsdomstol.

Alle regeringer siden dengang har overtaget regeringserklæringen fra 1968 som deres egen politik. I maj sidste år blev erklæringens indhold endda “i det væsentlige” lovfæstet i Lov om Politiets Efterretningstjeneste, uden at der var den store ballade om det. Alle undtagen Enhedslisten stemte for lovændringen.

Det er muligt, at efterretningstjenesterne ikke foretager registreringer af politiske aktiviteter for at forebygge terrorhandlinger, selv om de kan gøre det. Det kan jeg i sagens natur ikke vide.

Men det er påfaldende, at der er så lidt fokus på spørgsmålet. I hvilket omfang bliver vi i dag registreret, hvis vi for eksempel på facebook kritiserer lovgivning, myndigheder eller ledende politikere?

Kejs4Har vi under de 50 forløbne år vænnet os til, at efterretningstjenesterne kan registrere os? Eller er det omvendt sådan, at vi stadig regner det som så langt ude, at vi ikke rigtigt kan forestille os, at det sker?

Den radikale Jens Bilgrav Nielsen motiverede i Folketinget forslaget om at forbyde registrering ved at sige, at der ikke var noget demokrati, hvis man ikke kunne give sin mening til kende uden at blive registreret. Det er ret indlysende, at han ikke i en direkte forstand havde ret. Den politiske debat og de politiske institutioner levede videre, og det samme gjorde venstrefløjen.

Men man kan argumentere for, at registreringen skabte en forråelse af demokratiet. I hvert fald fordi den praksis, man anlagde, gav rum for udemokratiske tankerækker inden for staten, hvor efterretningstjenesterne selv definerede, hvad der politisk set var ”rigtigt” og ”forkert”. Men måske også fordi nogle af de organisationer, der blev overvåget, reagerede ved at skjule nogle af deres politiske aktiviteter, hvorved der netop blev lavet en rugekasse for anti-demokratiske tendenser.

Man kan ligeledes argumentere for, at den overvågning, vi er opmærksomme på i dag, har den samme effekt.

 

Wikipedia beskriver debatten om regeringserklæringen af 1968, også i tiden efter Preben Wiljhelms bog udkom i 1999.

Se en beskrivelse af regeringserklæringens nuværende tolkning, der i store træk flugter Frank Poulsens tolkning fra 1978, under punkt 5 i bemærkningerne til Forslag til lov om Politiets Efterretningstjenste, der blev vedtaget i maj 2013.

I 1999 udkom PET-kommissionens beretning, der blandt andet omhandlede registreringer af politiske aktiviteter. Pernille Boye Koch, der er lektor i offentlig ret ved RUC, skriver om det her.

Andre artikler i serien: Vol. 1, Vol. 2, Vol. 3, Vol. 4, Vol. 6.

Fotos: Torben Svane

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *