Hvis dog bare DDR havde været cool

Murfalds-jubilæum, vol. 6. Hvis du læser dette indlæg igennem og har et positivt udbytte af det, har du oplevet en snert af Karl Marx’ vision. Tricket virker også, hvis du i stedet har haft udbytte af andre indlæg på gratis medier, som er drevet af udgivernes passioner, idealer eller hang til innovation.

Karl Marx må være en af de mest misforståede tænkere gennem alle tider. Hans formelle tilhængere – både nu og dengang, de var mange – undlader i mange tilfælde at holde næsen i sporet i forhold til hans betragtninger om udbytning. Og hans modstandere forbinder ham ofte med de ulykker, der er sket i hans navn, i stedet for, hvad han faktisk skrev.

På Karl Marx’ tid gik blomstrede en kapitalisme, der skabte ekstreme formuer, hånd i hånd med en ekstrem fattigdom. Derfor var der naturligvis efterspørgsel efter nogle teorier om, hvordan man kunne udjævne indkomsterne. Da det på det tidspunkt kun var teorier, har man ikke i nær samme grad hæftet sig ved farerne ved at etablere for eksempel et proletariatets diktatur. Det er anderledes klart for os, der lever i dag, at diktaturet bliver permanent i stedet for midlertidigt.

plan dKarl Marx havde absolut ingen planer om, at undertrykkelsen skulle vare ved. Hans forestilling om det endelige samfund var så smuk, at man ikke kan andet end holde af den. Marx forestillede sig et samfund, hvor der slet ikke behøvede at være arbejdsgivere eller arbejdstagere. Folks forbrug blev dækket af det, som nogen helt frivilligt og af personlig interesse valgte at producere. Det er det, man i nutiden ser i praksis med for eksempel internetmedier.

Disse visioner er ikke meget omtalt i dag. Men det var ud af dem, kommunismen opstod. Det var naturligvis ikke visioner om diktatur og hemmelige tjenester, der samlede folkemængder under de røde faner. Disse dårligdomme var bare noget, der kom.

I forbindelse med jubilæet for murens fald har Lindhardt & Ringhof udgivet en dansk version af en tre år gammel krimi af den tyske forfatter Simon Urban. Det er en såkaldt kontrafaktisk roman, hvor forfatteren forestiller sig, at staten DDR overlevede de urolige måneder for 25 år siden. Man får levende beskrivelser af, hvordan det er at leve i sådan et land. For eksempel i forbindelse med et terrorangrebet mod en regeringsbygning i Østberlin. Hovedpersonen, en østtysk kriminalkommissær, falder i staver over, hvordan han selv i denne dramatiske situation oplever samfundet som en teaterforestilling. For derefter at erkende, at alle de andre, der lige så pligtskyldigt udfylder deres roller, formentligt tænker det samme.

Det er næsten umuligt at gøre kontrafaktiske romaner realistiske. Man kan ikke bare fjerne en enkelt brik fra historiens udvikling. Men Simon Urbans bud er vel nogenlunde så realistisk, som det kan være.

Han tager først brikken ud efter, at muren faldt. Han forestiller sig, at Egon Krentz, der i statens sidste måneder fik opgaven at redde den, faktisk lykkedes med sin mission. Det er foregået ved, at han har lanceret en vision, som umiddelbart skabte opbakning om DDR, og som fik kapital og mennesker til at søge til landet. Hvormed det bestod, og genforeningen aldrig fandt sted.

Men i romanen kører visionen også af sporet efter få år, og så må Egon Krentz lukke muren igen. Staten består, dels fordi man nedlægger Stasi og bilder folk ind, at afløseren ikke er så slem, og dels fordi DDR bliver vært for en gasledning mellem Rusland (som er overgået til kapitalisme) og Vesttyskland. Indtægterne fra denne gasledning gør, at levestandarden kan holdes på et rimeligt niveau.

For det nye DDR er det således noget skidt, at folk i Vesttyskland bygger vindmøller og solenergianlæg. Det betyder, at man nærmer sig den dag, hvor indtægtsstrømmen stopper.

Ergo må DDR forinden have genoplivet Egon Krenz’ vision fra 1989. Disse bestræbelser er centrale for bogens plot.

Men hvad går så denne vision ud på? Uden at røbe for meget kan jeg godt afsløre, at den ville glide glat igennem en typisk folkevalgt forsamling i Danmark. Faktisk minder den en hel del om Borgerrepræsentationens visioner for Københavns Kommune. Den er cool og hip og politisk korrekt.

Måske er det mig, der tager en krimi mere alvorligt, end man bør gøre. Men jeg undrer mig over præmissen. DDR gik ikke under af mangel på et ideal. Intet ideal kunne være smukkere for menneskeheden end det kommunistiske. Det har bare aldrig ladet sig udføre i praksis. Dem, som har gjort forsøget, er kommet ind i en ond cirkel, hvor de har måttet bruge mere og mere vold og undertrykkelse for at holde visionen i live. Dermed er de blot kommet endnu længere væk fra visionen, indtil det hele brød sammen. Borgerne i DDR var heldige med, at sammenbruddet hos dem forløb stort set fredeligt.

Inddrager man også danske erfaringer fra efter murens fald, synes problemet ikke at være kommunismen i sig selv, men derimod det, at visionen er totalitær i den forstand, at den forudsætter centralisering og ensretning. Danske politikere og myndigheder bakser med at gennemføre deres egen Plan D, og man synes ikke at gøre antræk til at opgive den endnu. Men faktum er, bestræbelserne er gået hånd i hånd med nogle af de træk, som til sidst endte med at underminere DDR: Større og større overvågning, mere fokus på straf, offentlige institutioner, der holder op med at virke efter hensigten, og i de seneste år også økonomisk stagnation.

Plan D – altså bogen – indeholder som nævnt nogle fine betragtninger over, hvordan det er at leve i et kommunistisk diktatur. Også det kontrafaktiske perspektiv er ret vellykket, selv om en del af det nok kun er sjovt for tyskere, der for eksempel kan hygge sig med at fundere over, hvor stærkt det østtyske landshold i fodbold havde været i de forløbne årtier.

Jeg er ikke den rette til at anmelde en krimi. Selve genren med dens antihelte, der som de eneste forstår alting, men som alligevel aldrig kommer nogen vegne, trætter mig. Men kan man lide krimier, er Plan D vist udmærket. At dømme efter omslaget har den i hvert fald fået meget fine anmeldelser i seriøse, tyske medier.

Og dette var så sidste artikel i serien om Berlinmurens fald.

 

Simon Urban: Plan D. Udgivet på Lindhardt & Ringhof den 1. oktober. Vejl. pris: 299,95 kr.

Andre artikler i serien: Vol. 1, Vol. 2, Vol. 3, Vol. 4, Vol. 5.

Foto: Forlaget

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *