Hor, slegfred og socialt bedrageri

Når jeg nu gør lidt reklame for Jyske Lov, så hører det med til historien, at den ikke er noget forbillede hele vejen igennem. Tværtimod er der nogle ekstremt negative paragraffer i den.

Med Jyske Lov (og de andre landskabslove) blev det kristne syn på køn, sex og parforhold, i sin mest dogmatiske og intolerante form, mejslet ind i dansk ret.

Det skete i paragrafferne om arv. Horbørn mistede således enhver ret til arv, uanset om faderen havde anerkendt dem som sine og ønskede, at de skulle arve. For så vidt angår børn af par, der levede i slegfred – det vil sige papirløst – viste man mere pragmatisme i forhold til de kirkelige dogmer. Efter tre års samliv blev parret regnet som ægtepar, og børnene fik fuld arveret. Inden de tre års samliv fik børnene halv arveret i forhold til ægtebørn.

Med disse paragraffer blev børn uden for ægteskab en social katastrofe for både mødre og børn. Sådan var det de følgende mange århundreder, og det er som bekendt først op mod vores tid, at der er blevet lavet om på det. Hvor loven førhen var fastlagt ud fra en religiøs bekymring over folk, der levede i synd, er den i dag fastlagt ud fra en social bekymring for folk, der lever alene. På et utal af områder er der ekstra tilskud til enlige, og specielt til enlige forsørgere.

Det giver selvfølgelig også borgerne en motivation for at snyde – at sige til myndighederne, at man lever alene, selv om man i virkeligheden har en partner.

Og deri ligger den mest almindelige form socialt bedrageri.

I KMD’s analyse om socialt bedrageri, som jeg omtalte i et tidligere indlæg, fremgår det, at borgerne bedrager sig til mellem 3 og 5 procent af de sociale ydelser. Det er i sig selv ikke høje tal, når man sammenligner med andre former for indkomster, der bliver opnået ved at snyde på vægten.

Men der er stor forskel på, hvor meget der bliver snydt med de forskellige sociale ydelser. Topscoreren er børnetilskud – kommunerne skønner, at 24 procent, altså hver fjerde, snyder med dem. 21 procent snyder sig til boligstøtte. 18 procent sig til økonomisk friplads i daginstitution, mener kommunerne.

Til sammenligning er der kun 5-7 procent, der snyder med ydelser som fleksydelse, delpension og revalidering. I den folkelige forståelse af socialt bedrageri handler det måske mest om folk, der får en eller anden ydelse som ledige, men hvor de i virkeligheden bare ikke gider arbejde. Men hvor den slags nok er frustrerende for sagsbehandlere og skatteydere, så er det ikke socialt bedrageri i den forstand, at det kan bekæmpes med kontrol og straf. Det er kun socialt bedrageri, hvis man arbejder sort, samtidig med at man får støtte som ledig.

Kontrollen og straffen går i stedet helt ind i hjemme- og familielivet, hvor de fleste tilfælde af socialt bedrageri altså har sin rod, og hvor kommunerne derfor formentligt også kan spare flest penge ved at sætte ind.

Der er en kategori af borgere, hvis sager om privatbolig og samliv i forhold til offentlige ydelser, vi hører om særligt ofte – nemlig politikere. Politikere skal naturligvis for det første overholde de samme regler som os andre. Men derudover har de særlige regler. Et folketingsmedlem fra provinsen kan kun få tillæg til en ekstra bolig i København, hvis han eller hun i praksis stadigvæk bor på sin hjemegn. Og en borgmester eller et byrådsmedlem skal blive boende i den kommune, han eller hun er valgt i.

Engang imellem bliver disse regler overtrådt, eller der er i hvert fald mistanke om det, og så er det naturligvis gefundenes fressen for hele pressen.

Jeg vil undlade at nævne eksempler. Det bliver for personligt. Det slår mig næsten altid ved disse sager, at den politiker, der har rod i oplysningerne om sine boligforhold, ikke kan have haft økonomien som hovedmotiv. Så mange penge er der heller ikke i det. Når man prøver at forestille sig, hvad motivet har været i stedet, kommer der nogle næsten hjertegribende historier frem på den indre biograf. Det er mennesker, der har prøvet at få gamle parforhold til at fungere, eller som har prøvet at etablere nye. Og som måske endda også har børn at tage hensyn til.

Som bekendt kan parforhold være en kompliceret affære. Specielt efter at den gammelkristne moral gik af mode er der en masse variationer og mellemfaser, og tilmed er parterne ofte ikke på bølgelængde med hensyn til, hvilken fase man er i lige for tiden. Hvis den ene part mener, at man er kærester, mens den anden mener, at man bare er venner, hvad skal politikeren fra provinsen så fortælle Folketingets administration?

Men på samme måde: Hvad skal borgeren, der står midt i et rodet samliv, fortælle kommunen?

Kommunerne ved selv, at begrebet socialt bedrageri ikke skal forstås bogstaveligt. En stor del er ikke bedrag som sådan, men bare hændelige fejl, der blot skyldes, at borgerne ikke kender reglerne. Men også indimellem de hændelige fejl og den egentlige bedrageri er der en gråzone. Det er vel ikke andet end menneskeligt, hvis man er lidt hurtigere til at oplyse det til kommunen, når man i praksis ikke længere bor hos kæresten, og dermed kan få forhøjet boligstøtte, end man er til oplyse det, den dag man i praksis bor sammen med en nye kæreste.

Og det er altså alle disse dybt personlige forhold, vi accepterer, at kommunale sagsbehandlere skal have lov til at granske, med kontroller, med registersammenføringer og med oplysninger fra banker, Post Danmark, forsyningsselskaber og en stribe andre instanser.

Og vi accepterer det vitterligt. KMD fik lavet en holdningsundersøgelse om det, og kun når det gælder telefonaflytning og kameraovervågning af private hjem, står danskerne af. Selv en personlig overvågning af borgeren ved dennes hjem får accept fra et flertal af dem, der har en holdning til det. At kommunale medarbejdere føler med i sniksnak på folks facebookprofiler får endda aktiv opbakning fra et kvalificeret flertal på 58 procent af danskerne.

Måske er disse holdninger til dels baseret på, at folk ikke tænker over, at de også selv i perioder får nogle af de omhandlede ydelser – det er ikke bare ”de andre”, der bliver udsat for kontroller af privatlivet. Men under alle omstændigheder vil jeg tillade mig at gætte på, at accepten ville styrtdykke, hvis man vidste, hvor lidt vi får til gengæld for at lade kommunen kontrollere vores mest intime privatliv.

Sagen er: Hvis man tilpassede loven til den nutidige virkelighed, og lod folk leve med deres ægteskaber, slegfred, hor og hvad de nu har, og hverken favoriserede det ene eller det andet, så ville der ikke længere være noget at snyde med. Og dermed ville der heller ikke behov for kontrollerne.

Det ville indebære, at man ikke længere skulle give ekstra tilskud til enlige, og det er nok der, problemet ligger. For politikerne er det giftigt at skære i folks ydelser – det jager vælgere væk. Så er det langt nemmere at stemme for nye love om nye kontroller.

Eller sagt på en anden måde: Politikerne kunne stille og roligt begynde at skære i tilskuddene til enlige – efter salamimetoden; lidt ad gangen, så dem, der får ydelserne, har tid til at omstille sig. Men i stedet er det borgernes retssikkerhed og ret til privatliv, der bliver udsat for salamimetoden.  Og det glider tilsyneladende også ned.

Men er det sådan, vi ønsker det skal være?

__________________________________________________________________

Se KMD’s hjemmeside for analysen ”Socialt bedrageri – Omfang, adfærd og holdninger”. Listen over de forskellige ydelser, og kommunernes vurdering af frekvensen af snyd, findes side 14. Undersøgelsen af danskernes holdninger til forskellige kontrolforanstaltninger findes side 27.

Jyske Lovs regler om arv findes i første bog. Se den på Middelalderinfo.

Foto (satire): Torben Svane

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , . Bookmark the permalink.

4 Responses to Hor, slegfred og socialt bedrageri

  1. Cecilie Lolk Hjort says:

    Hvad får enlige af ydelser (ud over børnepenge i tilfælde af børn)?

    • Sten Thorup Kristensen says:

      Der er flere ydelser, hvor enlige får højere beløb – enten direkte, eller indirekte, fordi ydelsen er afhængig af hustandsinkomst, som jo er mindre, når der kun er én indkomst. Boligstøtte, økonomisk friplads i daginistitutioner og vistnok folkepensionens tillægsydelser er på den måde afghængig af samlivsform. Jeg vil også gætte på, at det også gælder barselsdagpenge, men det er uden, at jeg lige har slået det op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *