Folkets overhørte røst

Nogle mødte op til borgermøder i København, Århus, Nuuk eller Thorshavn for at gøre opmærksom på problemer med menneskerettigheder i Danmark. Andre satte sig ned og skrev til Udenrigsministeriet.

Men for alle var det spildt indsats. For selv om Udenrigsministeriet selv havde opfordret borgerne til at give deres meninger til kende, blev resultatet af disse forskellige borgerhøringer aldrig brugt i den rapport, der for blev udarbejdet i forbindelse med Danmarks ”eksamen” i menneskerettigheder sidste forår. Jeg beskrev det i mit forrige indlæg.

Rapporten kunne højest være på 20 sider. Det er en begrænsning, der er lagt ind fra FN’s side, for at arbejdet ikke skal blive for stort, så det optager uforholdsmæssigt mange ressourcer fra fattige lande, der også skal til eksamen. Så selv om Udenrigsministeriet havde haft den bedste vilje af verden, havde man ikke haft plads til en gennemgang af alt det materiale, der kom ind ved høringerne.

En del af det var også baseret på misforståelser af, hvad menneskerettigheder er.

Men omvendt var andre af borgernes henvendelser særdeles relevante i en rapport om menneskerettigheder. Her er fire eksempler på, at rapporten blev forringet af, at man ikke lyttede til borgerne.

Første eksempel: Danmarks asylpolitik

Er Danmark forpligtet at internationale formuleringer af menneskerettigheder, når vi tilrettelægger vores udlændinge- og asylpolitik? Blandt andre Dansk Folkeparti har argumenteret for, at det ikke er tilfældet: Danmarks suverænitet tager forrang, mener partiet, og vi kan selv bestemme, hvem vi giver adgang Danmark, og hvem vi ikke giver adgang.

Men der er et dybere lag i diskussionen om menneskerettigheder i forbindelse med asyl og udlændingepolitikken generelt: Uanset hvad dansk lov siger, så er det en rimelig forventning, at asylansøgerne får en fair behandling af deres ansøgninger, ud fra den lovgivning, der nu engang er.

Det svarer til, at man som dansker kommer til et land, hvor der er begrænsninger i ytringsfriheden, som vi ikke er vant til hjemmefra. Det kan vi finde kritisabelt. Men skulle en dansker i udlandet forbryde sig mod en begrænsning i ytringsfriheden, eller blive anklaget for det, vil han eller hun som et minimum forvente, at sagen bliver behandlet og afsluttet ved en uafhængig domstol.

Men asylansøgere, der kommer til Danmark uden valide identitetspapirer, og som ikke af den ene eller anden grund ikke kan sendes tilbage til hjemlandet, får ikke deres sag afsluttet. De får hverken opholdstilladelse eller bliver udvist, men sidder i stedet år efter år indespærret i en flygtningelejr.

Problemet for Danmark er, at hvis man som fast praksis lod tvivlen komme asylansøgerne til gode, så ville udlændingeloven være hullet som en si. Alle og enhver ville kunne opnå asyl, blot ved at smide deres identitetspapirer ud. Omvendt, hvis man som fast praksis udviste de pågældende, ville man også ramme dem, der ikke prøvede at snyde.

Løsningen er altså blevet, at man lader asylansøgerne sidde indespærret i asylcentrene, mens politiet prøver at fastslå deres identitet. Det kan, ifølge et høringssvar fra Komitéen Flygtninge Under Jorden, trække ud i op til ti år. Asylansøgere har ingen rettigheder til at få politiets vurderinger afprøvet ved en domstol.

Det er Flygtningenævnet, der afgør spørgsmålet om asyl. Organisationen Bedsteforældre for Asyl påpeger i sit høringssvar, at nævnet ikke er uafhængigt som dømmende myndighed, da der altid en repræsentant for Integrationsministeriet med i afgørelserne. Det udgør en sammenblanding af udøvende og dømmende magt. Desuden kan afgørelserne ikke appelleres.

Samme organisation nævner, at børn i asylsystemet får en klart ringere undervisning end børn i det almindelige skolesystem. I det hele taget er der mange høringssvar, der kritiserer de forhold, som asylansøgere lever under, mens deres sager bliver behandlet.

Den undervisning, de asylansøgernes børn modtager, er faktisk nævnt i den endelige rapport. Men ikke fra den kritiske vinkel – tværtimod: ”Asylansøgerbørn modtager i indkvarteringssystemet undervisning, der i indhold og omfang svarer til den undervisning, som herboende tosprogede børn modtager i den danske folkeskole, ligesom asylansøgerbørn på visse betingelser kan få adgang til at følge undervisningen direkte på en lokalt beliggende skole,” kan man læse i rapporten.

Asylområdet optager cirka halvanden ud af de 20 sider i rapporten. Men også den øvrige tekst om asyl er renset for kritik. Det er en faktuel beskrivelse af de rettigheder og ydelser, som dansk lovgivning tilstår asylansøgere. Kun til allersidst er der indirekte en erkendelse af, at alt muligvis ikke er rosenrødt. Det er, hvor man skriver om bestræbelser på at forbedre forholdene i asylcentrene. Her kan læserne af rapporten slutte sig til, at børnefamilier i udgangspunkt bliver indkvarteret på ét værelse under de lange ophold i asylcentrene. Det er nemlig indført ”tiltag med det formål bl.a. at forbedre forholdene for børnefamilier på asylcentrene, herunder indførelse af en to-værelsespolitik for familier med børn som giver familierne mere plads og privatliv.”

Andet eksempel: Hjemmets ukrænkelighed

”Privatlivets fred. Ufatteligt mange myndigheder har adgang til dit hjem.”

Sådan hedder det lakonisk i referatet fra borgermøderne i København og Århus. Men myndighedernes forvaltning i forhold til borgerne er slet ikke nævnt i rapporten.

Det havde der ellers været god grund til. Imens embedsmændene skrev på rapporten om menneskerettigheder, var der andre embedsmænd, der skrev på et lovforslag, der voldsomt udvidede myndighedernes adgang til at gå ind folks hjem og virksomheder. VK-regeringen ville fjerne nogle af de barrierer, man havde mødt, mens man i stødt voksende omfang brugte tvangsindgreb som instrument til at forhindre socialt bedrageri og skattesnyd.

Det kommer oveni, at man også på andre forvaltningsområder gør langt mere brug af tvangsindgreb i form af uanmeldte kontroller, end man tidligere gjorde.

Som nævnt i et tidligere indlæg giver den danske grundlov ingen beskyttelse, hvis Folketinget ønsker at udvide adgangen til at foretage kontroller i private hjem eller af private papirer. På dette punkt må vi som borgere sætte vores lid til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der gennem sin artikel 8 giver en mere præcis beskrivelse af, hvad der skal til, før myndighederne må gribe ind i private hjem og privat korrespondance.

Når Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter hjemmets ukrænkelighed, og når grundloven i hvert fald i sit udgangspunkt gjorde det samme, er det ikke for at give forbrydere frit spil eller for at lægge hindringer i vejen for myndighedernes rimelige forvaltning af lovgivningen. Det er for at forhindre, at disse magtinstrumenter bliver misbrugt til at forfølge borgere og grupper af borgere, men af andre grunde har noget imod.

Det bliver ofte omtalt i medierne, når en myndighed har gennemført kontroller, og det fremgår, at man særligt på det sociale område og skatteområdet næsten konsekvent danser på grænsen mellem rimelig forvaltning og magtmisbrug. Dem, der bliver kontrolleret, er næsten altid borgere, som i forvejen er politisk kontroversielle eller omdiskuterede.

Det gælder særligt udlændinge, og mange skattekontroller går for eksempel direkte mod små servicevirksomheder, der i mange tilfælde er ejet af indvandrere. Men oprustningen af kontroller mod socialt bedrageri falder også sammen med, at næsten alle politiske partier er nået til den konklusion, at sociale ydelser og rettigheder skal begrænses.

Tredje eksempel: Lømmelpakken

Med en ny lov fra november 2009 – den såkaldte uro-pakke eller lømmelpakke – fik politiet lov til at foretage administrative anholdelser og tilbageholde folk i op til 12 timer alene ud fra en antagelse om, at de kunne finde på at begå noget ulovligt.

Dette er naturligvis en begrænsning i den personlige frihed, og den er endda på flere måder ganske vidtgående som sådan. For den enkelte, der end ikke har overvejet at begå noget ulovligt, er selv en kortvarig anholdelse en voldsom oplevelse, og på et overordnet plan er der en modstrid mod den forsamlingsfrihed, der hører til i et demokratis fundament.

Lømmelpakken var da også et af emner, der er blevet rejst på borgermøderne. Den er også omtalt i rapporten om menneskerettigheder. Men det er i en anden form end det, borgerne havde givet udtryk for.

Rapporten forholder sig således ikke kritisk til lømmelpakken som sådan, men til anvendelsen af den under klimakonferencen COP15 i december 2009. Denne anvendelse har ”været genstand for kritik i den offentlige debat,” hedder det.

Embedsmændene ændrede i afsnittet undervejs, fordi der, mens de skrev på rapporten, faldt en dom, hvor byretten fandt 250 administrative anholdelser under COP15 i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette bliver nævnt, med den tilføjelse, at anklagemyndigheden havde anket dommen til landsretten (som siden har stadfæstet byrettens dom).

Om rapporten fokuserer på princippet i lømmelpakken, eller på en konkret anvendelse af den, kan synes som en detalje. Men det er det ikke. Tværtimod er det et eksempel på, at de borgere, der i den brede høringsrunde havde misforstået begrebet menneskerettigheder, ikke behøver at føle mindreværd i forhold til embedsmændene. De er heller ikke selv sikre i begrebet menneskerettigheder.

Når en borger begår umotiveret vold mod en anden, er det et brud på den sidstes rettigheder. Men det er kun et menneskeretligt problem, hvis myndighederne lader det passere – enten ved at gøre det lovligt, eller ved ikke at håndhæve den lovgivning, der skal beskytte os mod vold.

Lovbrud vil på den måde forekomme i ethvert samfund, også fra myndighedernes side. Problemet er, hvis allerede loven eller den praktiske forvaltning af den ikke giver borgerne de fornødne rettigheder. Derfor er det ikke et menneskeretligt problem, at der er skete administrative anholdelser fra politiet, som domstolene siden har underkendt, og der var heller ikke noget menneskeretligt problem, der var blevet løst, selv om landsretten havde givet politiet medhold. Tværtimod: Dommen mod politiet viser netop, at der trods alt er en grænse for, hvornår det kan foretage administrative anholdelser.

Men administrative anholdelser af borgere, der ikke har brudt nogen lov, kan altså stadig finde sted. Dermed er der også fremdeles en menneskeretlig problemstilling. Den har Udenrigsministeriet ikke forholdt sig til i rapporten.

Fjerde eksempel: Ligestilling

Det første emne, der bliver taget op i Udenrigsministeriets rapport, er ligestilling mellem mænd og kvinder. Man beskriver, at der lovgivningsmæssigt er fuld ligestilling mellem mænd og kvinder, men så tilføjer man: ”På grund af strukturelle og kulturelle forhold i det danske samfund er målet dog endnu ikke helt nået, og der arbejdes politisk på en række fokusområder bl.a. for at få flere kvinder i ledelse og nedbryde kønsstereotyper i forbindelse med uddannelsesvalg.”

Dette, at ”målet dog endnu ikke her helt nået”, er det eneste sted i rapporten, hvor man direkte erkender et problem med menneskerettigheder i Danmark. Men ironisk nok er der her netop ikke tale om menneskeretlige problemstillinger, uanset hvad mener om de to forhold, der konkret bliver nævnt.

Når asylansøgere sidder indespærret, uden at kunne få deres sag behandlet af en uafhængig domstol, er der en objektiv og veldefineret begivenhed som, der udgør en menneskeretlig problemstilling. Det samme er tilfældet, når myndighed tiltvinger sig adgang til borgernes hjem, eller når borgere bliver anholdt, selv om de hverken har gjort, eller er mistænkt for at have gjort, noget ulovligt.

Men at kønsstereotyper har betydning for uddannelsesvalg, eller at strukturelle og kulturelle forhold er årsag til, at der relativt er flest mænd i topledelse, er derimod kun subjektive vurderinger. Dermed bliver debatten om menneskerettigheder sludrevorn, og den centrale magt kan unddrage sig de skarpe forpligtelser over for borgerne, som er hele humlen i menneskerettigheder.

Og endnu værre: Hvor menneskerettigheder skulle være det, der beskytter borgerne mod emsige politiske tiltag fra centralmagtens side, bliver menneskerettighederne i stedet til et politisk instrument for centralmagten. Som her, hvor både teserne om kvinder i ledelse og kønsstereotyper er udgangspunkt for at bringe tvangsinstrumenter i anvendelse.

Men alt dette kunne Udenrigsministeriet have undgået, hvis man – som lovet – havde skrevet rapporten ”på basis af en bred, national konsultationsproces i overensstemmelse med Menneskerettighedsrådets retningslinjer.” Det fremgår ikke af høringsmaterialet, at nogen borger har nævnt hverken andelen af kvinder i topledelse eller kønsstereotyper som menneskeretlige problemer i Danmark.

________________________________________________________________

Læs om UPR-processen på Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor man også kan finde Danmarks endelige rapport.

Den daværende VK-regering fik vedtaget sit forslag om at øge adgangen til at gå ind i virksomheder og privat ejendom for at foretage kontroller rettet mod socialt bedrageri. Jeg skrev om det i indlægget Til brug for en enkelt sag.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention findes her.

Blandt andet Danmarks Radio skrev om landsretsdommen, der underkendte nogle af politiets administrative anholdelser under COP15.

Foto: Torben Svane

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Folkets overhørte røst

  1. Utroligt. Blev Danmarks udstrakte brug af isolationsfængsling ikke nævnt?

    Og hvad ligestillingen angår er jeg meget trist over at rapporten åbenbart blev brugt som forsvar for kvindekvoter. Det er endnu en grundlæggende misforståelse af hvad menneskerettigheder er: Kvinder kan, må og bliver optaget på uni/ansat i virksomheder/kommer til tops. Det er ulig situationen for fx kvinder i Saudi Arabien, hvis grundlæggende menneskerettigheder knægtes hver dag (kvinder må fx hverken køre bil eller på cykel).

    • Sten Thorup Kristensen says:

      Jeg har kun taget nogle eksempler med, og isolationsfængsling er faktisk en af de ting, der bliver nævn. Jeg har pastet den fulde tekst om det ind herunder. Det er en faktuel beskrivelse af, hvad der foregår, og så langt er den del ok. Men det virker underligt på mig, at man ikke tager en diskussion om det menneskeretlige aspekt i det, men bare konstaterer, at det i nogle tilfælde er “nødvendigt”. Måske nok, men er det virkelig nødvendigt i så mange tilfælde, som det bliver anvendt?

      Den fraværende stillingtagen stikker også ud, når man i afsnittet om ligestilling eksplicit nævner det som en mangel, at der er relativt få kvinder i ledelse. Det bliver ikke hæftet sammen med kvoter, og det gik den daværende regering heller ikke ind for. Men den havde andre (om end mildere) tvangsmidler på programmet.

      Afsnittet om isoloationsfængslinger:
      Isolationsfængsling i Danmark, herunder særligt længerevarende varetægtsfængsling i isolation, har ført til kritik fra FN’s Torturkomité.

      73. I visse alvorlige sager om f.eks. organiseret kriminalitet, bandekriminalitet, grov narkotikakriminalitet eller terrorisme, og hvor der er flere gerningsmænd, kan det af hensyn til politiets efterforskning være nødvendigt at isolationsfængsle mistænkte i en periode.

      74. Isolationsfængsling kan være meget belastende for den fængslede, og der er derfor fokus på, hvordan antallet og varigheden af isolationsfængslinger kan begrænses uden at kompromittere hensynet til efterforskning og opklaring af forbrydelser. Regeringen har taget flere initiativer på dette område, og i 2007 blev reglerne om isolationsfængsling ændret med henblik på en generel begrænsning af varigheden af isolationsfængslinger.

      75. Med lovændringen blev retsplejelovens tidsgrænser for isolationsfængsling forkortet, og der skete et meget betydeligt fald i antallet af isolationsfængslinger fra 2006 til 2007. Fra 2007 til 2008 skete der en stigning i antallet af isolationsfængslinger, men samtidig et fald i den gennemsnitlige længde af isolationsfængslingerne. Det betyder, at det samlede antal dage i isolation i 2008 var det laveste, der hidtil er registreret. Den foreløbige opgørelse for 2009 er endnu ikke endeligt på plads.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *