Finanssektorens fortsatte vej ud i sumpen

LEGO står for ”leg godt”, og det er et godt eksempel på, at Danmarks største virksomheder med få undtagelser i sin tid er stiftet med et ædelt formål, som ikke bare var at tjene penge. Nordisk Gentofte (i dag fusioneret til Novo Nordisk) ville hjælpe diabetikere, Arla har sin oprindelse i små andelsselskaber, der samlet befordrede en social og demokratisk revolution, og brygger Jacobsen ville med Carlsberg bringe sit fædreland op på et højere niveau inden for videnskab og kultur. Og så videre.

I disse år kæmper virksomheder ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden, med at finde tilbage til idealerne, eller at få sig nogle nye. Dette som modsætning til den såkaldte shareholder value-tankegang, der har domineret i 90’erne og 00’erne, og hvorefter virksomhederne netop kun skulle koncentrere sig om at skabe afkast til sine aktionærer. Det, lyder erkendelsen nu, er ikke gangbart i en tid, hvor vesten, i hvert fald i relative termer, er på retur, og hvor demokrati, retssikkerhed og social sikkerhed pludselig begynder at vakle.

I Danmark har bankerne mere end nogen en udfordring på den front. De har helt og holdent været gearet til at tjene penge, og mange af dem. Man kan diskutere, hvor stor deres brøde er i de aktuelle sager om skattely, hvidvask og udbytteskat, og jeg hører personligt til de mere milde og overbærende iagttagere. Men sikkert er det, at bankernes indtjeningsfokus er problematisk og uholdbart, og i hvert fald de to sidstnævnte skandaler havde set helt anderledes ud, og været meget mindre, hvis der havde været mere plads til idealer.

Derfor var det også naturligt, at formanden for Finans Danmark Michael Rasmussen brugte sin tale på dagens årsmøde i brancheforeningen til at sætte fokus på sektorens etik. Og han gjorde, sådan som kommunikationseksperter siger, man skal i den situation: Han lagde sig fladt ned.

”Vi har i årets løb set sager, hvor vi i sektoren har begået så alvorlige fejl, at der er tale om brud på den kontrakt med samfundet, vi som banker og kreditinstitutter, har til opgave at leve op til. For de fejl vil vi som samlet sektor gerne sige undskyld. Til vores kunder. Og til samfundet,” sagde Michael Rasmussen.

Og videre:

”Der er kun et sted at kigge hen for at finde et svar på, hvordan vi genskaber tilliden – og det er indad.”

Det lyder umiddelbart godt og ansvarligt, og jeg er heller ikke i tvivl om, at det er oprigtigt ment. Med ordene om brud på samfundskontrakten læner Michael Rasmussen sig op af en formulering, Mette Frederiksen har anvendt, og som et indeholder et stort, potentielt drama. Konsekvensen, når man bryder sin kontrakt, er som bekendt, at man kan blive smidt på porten.

Men desværre er Michael Rasmussen på galt spor. Det er godt for ethvert individ og enhver virksomhed at se indad. Men det kan ikke stå alene. Man kan sige, at det netop er finanssektorens problem, at den kun har kigget indad. En samfundsmæssig idealisme indebærer, at man både ser ud og ind, og at man forholder sig til, hvad man ser begge steder.

Det skulle finanssektoren have gjort noget før. I forbindelse med for eksempel udbytteskatterne vidste bankerne, at reglerne var defekte og kunne misbruges. Det kunne de have sagt, højt og utvetydigt. I stedet har de holdt lav profil. Ikke nødvendigvis fordi de selv ville misbruge reglerne, men fordi de dermed samtidig ville sætte en legitim brug af samme regler på spil, og fordi de ikke ville være ukollegiale over for konkurrenter, der valgte at gå til reglernes grænser.

Det var altså en diskussion, bankerne kunne have rejst, hver for sig eller i samlet flok. Men de valgte af opportunistiske grunde at lade være.

Det er endnu mere udpræget, når vi taler hvidvask. De regler, Danske Bank har overtrådt, er dels helt ekstremt dyre for bankerne at administrere, og det er en omkostning, der går videre til alle os kunder. Dels er reglerne retssikkerhedsmæssigt helt i skoven. De medfører en overvågning, der både ved sin form og sit omfang stiller hedengangne Stasi i et noget mere fordelagtigt lys. Så bankerne havde al mulig grund til at råbe vagt i gevær. Men igen gjorde de det ikke. De har vel tænkt, at omkostningerne var ens for alle, og så har de ikke villet ud i den svære diskussion, hvor politikere har ønsket reglerne med formelle grunde om at bekæmpe terrorisme, korruption og andet skidt.

Men den svære diskussion er engang imellem nødvendig for enhver, der vil vise ansvarlighed. Det er den eneste vej at gå. Det er dét, bankerne skylder sine kunder og samfundet – at fortælle, hvordan de fra deres position ser verden. Der er kun dem til det. Ingen kan forvente, at de almindelige danskere eller deres folkevalgte skal forstå noget så komplekst som den finansielle sektor, uden at få den forklaret.

Med andre ord: Hvis bankerne vil ud af tillidskrisen, skal de turde at være kontroversielle. At være i opposition.

Kollektive undskyldninger, derimod, er meningsløse og sagligt ubegrundede, hvormed de ikke bidrager til branchens troværdighed, men til det modsatte.

 

Fotos: Finans Danmark.

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *