Epilog: Karsten Nonbos fortalelse

Kommunernes grå kontroller, vol. 5: Der var ikke mange folketingsmedlemmer, der hæftede sig særligt ved det, da de i 2003 vedtog den lov, der gav kommunerne hjemmel til at foretage tvangsmæssige kontroller i virksomheder. Altså den hjemmel, som i hvert fald Odense og Slagelse Kommune, men efter alt at dømme også andre kommuner, siden har trukket længere, end de måtte.

Hjemlen var kun et enkelt element i en større pakke, der skulle forhindre socialt bedrageri, og der var andre elementer, der vakte større opmærksomhed blandt politikerne. Det gjaldt særligt de muligheder, kommunerne fik til at belyse en social klients livforhold, blandt andet med oplysninger fra andre myndigheder, samt muligheden for at straffe borgere, der giver forkerte oplysninger.

Karsten-Nonbo2Disse regler, med senere stramninger, er da også kommet til at gå meget vidt. I anden artikel i denne serie er der en video fra et DR-program. I artiklen bliver der fokuseret på den kontrolaktion, man ser på skærmen. Men udsendelsen viser også, hvordan kommunale kontrollanter krydsforhører sociale klienter om nogle meget intime spørgsmål.

I sammenligning med dét virkede det meget uskyldigt, når man gav kommuner adgang til at gå ind i virksomheder og tjekke, om personer, som kommunerne udbetalte dagpenge til, samtidig gik på arbejde. Arbejdsdirektoratet havde allerede en tilsvarende hjemmel for dem, der fik dagpenge fra a-kasser.

Forinden måtte kommunerne nøjes med, at arbejdsgiverne og andre havde pligt til at give oplysninger. Men dels var disse regler uklare. Det blev der rådet bod på med nogle samtidige ændringer i paragrafferne. Dels var det stadig ikke nok, lød vurderingen fra embedsværket. ”Kontrol med sort arbejde kan kun gennemføres ved uanmeldte eftersyn i virksomhederne,” blev det fastslået i lovens bemærkninger.

Med ændringerne i loven dengang i 2003 blev kommunernes problem løst. Men i dag ved vi, at det ikke skyldtes, at uklarheden blev fjernet. Den bestod, men aben blev bare flyttet, så det nu var borgerne, og ikke kommunerne, der havde et problem med den.

Og borgerne står langt svagere, end kommunerne gør. Det skulle tage 12 år, før en protest nåede hele vejen igennem systemet, så kommunerne var nødt til at reagere på det.

I 2003 var VK-regeringen endnu ung, og særligt Venstre, der netop var blevet landets største parti, var i offensiven. Under behandlingen af lovforslaget var Karsten Nonbo ordfører for Venstre, og han kom for skade at sige, at ”retssikkerheden skal også gælde på det her område, men der skal ikke være retssikkerhed for dem, der begår bedragerierne.”

Enhedslistens Line Barfod fangede hurtigt fortalelsen. I et civiliseret samfund skal der være retssikkerhed for alle, og eneste alternativ er retssikkerhed for ingen: Man kan jo ikke på forhånd vide, hvem der er bedragerne. Karsten Nonbo – der i det civile liv er kriminalassistent – trak da også fluks i land, selv om hans gjorde med ord, der heller ikke var super-klare: ”Selvfølgelig skal der være retssikkerhed. Men der skal være mulighed for at dømme, men ingen tvivl om, at det var en fortalelse,” sagde han.

Af alt, hvad der blev sagt og skrevet under behandlingen af lovforslaget, var det Karsten Nonbos tågesnak, der kom tættest på den virkelighed, som opstod med loven.

Den omtalte hjemmel findes paragraf 12a i Lov om retssikkerhed på det sociale område. Paragraffen blev tilføjet ved L138, der blev vedtaget den 15. maj 2003.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *