En dukseplads for et demokrati

Hvidvask af penge har alle dage været ulovligt. Man må ikke hjælpe en forbryder med at få hans fortjeneste til at se lovlig ud. Over de seneste årtier er begrebet hvidvask imidlertid blevet udvidet meget i forhold til dette udgangspunkt. Groft sagt, hvis man er for eksempel bank, advokat, revisor eller ejendomsmægler, er der ikke længere noget, der hedder god tro. Det er ikke længere nok, at man undlader at gøre forretninger med nogle, som man må indse har tjent deres penge på uærlig vis. Man skal aktivt undersøge, om enhver kunde kunne være uærlig.

Den sidste store stramning af loven om hvidvask kom forrige sommer. Her blev de nævnte typer af virksomheder blandt andet pålagt at holde særligt øje med politikere og højtstående embedsfolk – ideen er, at man vil sikre sig, at disse ikke kan begå korruption. Også andre stramninger kom med.

Omkostningerne ved det er enorme. Alene omstillingen skønnedes at koste 1,4 mia. kroner, hvortil kommer årlige ”driftsudgifter” på 500 mio. kroner. Det svarer cirka til, at 500 ekstra personer skulle ansættes til at holde øje med, om økonomiske transaktioner har forbindelse til ulovligheder. Allerede inden den nye lov havde alene bankerne cirka 1000 ansatte, der beskæftiger sig med denne opgave.

Men hvem var det nu, der fandt på og bestemte, at den i forvejen brede definition af hvidvask skulle udvides endnu mere, og at en lang række virksomheder skulle have ikke bare ret, men pligt til at granske borgenes økonomiske forhold endnu mere, end de gjorde i forvejen?

Tjekker man processen, kan man dårligt sige, at der var tale om en demokratisk beslutning. Jo, det var det formelt, men reelt var det demokratiske element uhyre beskedent.

Fiskeri- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen og hendes særlige rådgiver Morten Flindt beskriver forløbet i deres nye bog Det forsømte Folketing.

Stramningen af hvidvaskloven kom som følge af et EU-direktiv. Folketinget hørte første gang om det i marts 2013, hvor daværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager orienterede Folketinget om, at EU ønskede at inkludere spillevirksomheder (for eksempel Danske Spil) i loven, og at man samtidig ville halvere bagatelgrænsen for kontantbetalinger fra 112.000 til 56.000 kroner. Ændringerne ville hverken medføre merudgifter for staten eller for samfundet, hed det.

I november samme år bad Vestager om et konkret forhandlingsmandat. Nu blev det oplyst, at regeringen regnede med at indgå kompromis om det med kontantbetalingerne, og at der nu kunne komme nogle økonomiske konsekvenser af en endnu ikke beskrevet størrelse.

Så hørte Folketinget ikke mere førend juli 2016, hvor lovforslaget, der skulle implementere direktivet, blev fremlagt. Nu var det vokset til 285 sider, og der var ikke længere tale om småjusteringer, men om helt nye elementer der blev bragt ind i loven, med de nævnte meget store omkostninger for virksomhederne til følge.

Juli er som bekendt sommerferietid, og det påvirkede høringsprocessen. De relevante erhvervsorganisationer måtte arbejde hårdt og kalde personale ind fra ferie, men de nåede alligevel ikke ned i detaljerne.

Politikerne nåede heller ikke at sætte sig ind i det, viste det sig under førstebehandlingen i Folketinget i oktober samme år. Det vil sige, de fleste af ordførerne havde forstået det intuitive element, som de havde hørt om i god tid i forvejen, at også spillevirksomhederne skulle ind under loven, og ordet ”spil” blev nævnt 30 gange under debatten. Men bankerne blev kun nævnt fire gange, revisorer to gange, og realkreditinstitutter og advokater slet ikke.

Kort sagt: Ingen politikere, og meget få af de berørte virksomheder eller brancheorganisationer, nåede at forstå den komplicerede og ganske drastiske lovændring, der siden har beskæftiget sindene så meget, før det var vedtaget.

Den daværende ordfører fra de konservative, Brian Mikkelsen, nåede slet ikke at sætte sig ind i lovforslaget, og nøjedes ved folketingsbehandlingen med at sende en hilsen gennem sin ordførerkollega fra Venstre. Det er interessant, fordi han var ansvarlig minister, da forslaget blev vedtaget i sommeren 2017, og senere blev han direktør i Dansk Erhverv, hvor mange medlemmer har besværet med at leve op til loven.

Nå, men var den demokratiske behandling rent symbolsk, nåede Danmark til gengæld at implementere EU-direktivet til tiden.

Netop denne rolle indtager Danmark ofte. Senest i september i år viste den årlige opgørelse fra EU-kommissionen, at Danmark er det medlemsland, hvor der er færrest åbne sager om direktiver, som ikke er blevet indføjet i lovgivningen til den ansatte tidsfrist.

Dette er en kilde til ikke ubetydelig stolthed blandt politikere og embedsfolk. Førstepladsen er kommet i hus ved en smidig arbejdsgang, hvor ministrene løbende orienterer Folketingets Europaudvalg om forhandlingerne i EU, og får udvalgets mandat til at arbejde videre. På den måde er partierne – i teorien – godt forberedte, når det endelige direktivudkast ankommer til København.

Men praksis er altså noget anderledes. Reelt er det mere retvisende at sige, at EU-lovteksterne kan behandles så hurtigt i Danmark, fordi vi springer det med demokratiet over.

Hvidvaskloven er måske et grelt eksempel, men Eva Kier Hansen og Morten Flindt beskriver, hvordan de forhandlingsmandater, Europaudvalget giver ministrene, er så brede, at det sjældent er nødvendigt for dem at komme tilbage til udvalget og meddele, at mandatet må diskuteres igen. Det er kun sket i 7 ud af 166 tilfælde i perioden fra 2010 til 2014.

Læg hertil, at mandaterne ofte blive givet under tidspres, og at langt de fleste lovtekster fra EU ikke er direktiver, men forordninger, som træder i kraft, uden at Folketinget får lejlighed til at se dem igen.

At Folketinget således i lange stræk er koblet af lovgivningsprocessen i EU er mere end et demokratisk problem. Det er også et praktisk problem.

Folketinget er ikke blot folkets valgte repræsentanter – de udfylder i en ideel verden også rollen som de lægfolk, der tjekker, om ny lovgivning er intuitivt rimelig og til at forstå. I deres fravær bliver loven lavet af teknokrater, der i et eller andet omfang er under indflydelse af lobbyister.

Det sidste kan for eksempel meget vel være baggrunden for, at sagen om udbytteskatter er opstået. Der er givetvis en eller anden forklaring på, hvorfor systemet er indrettet sådan, at en part kan få refunderet en skat, som en anden part har betalt. Men en almindeligt fornuftig lægmand eller -kvinde, der så det som sit ansvar, at borgernes skattebetalinger blev håndteret forsvarligt, ville næppe nogensinde have accepteret det.

Det er mere usikkert, hvad den fornuftige, ansvarlige lægmand ville gøre på hvidvaskområdet. Men han/hun ville næppe have accepteret et system, der indebærer totalovervågning af borgerne. Og under alle omstændigheder havde han/hun krævet at få tid og ro til at sætte sig ind i et så omfattende lovforslag.

 

Fotos: Flickr. Henholdsvis Sébastien Bertrand for EU-kommissionen (øverst) og dkpto (nederst).

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *