Domstolene træder – måske – ind i facebook-alderen

Det sker engang imellem, at meget vigtige nyheder forputter sig i notespalterne, hvis de overhovedet bliver nævnt. Således gik det med en meddelelse, der mandag kom fra Justitsministeriet: Som led i finansloven er der afsat 14,9 mio. kroner til at lave en internetbaseret database over afsagte domme.

Det er et tiltag, der har potentiale til ikke blot at reformere retsplejen, men også at ændre hele den måde, vi betragter forbrydelse og straf på.

Domstolene er af uransaglige årsager årtier efter den teknologiske udvikling. Domme og afgørelser bliver stadig skrevet ned på papir og arkiveret manuelt. Da der er titusindvis af dem hvert år, og de er meget svære at systematisere, ud over de helt overordnede linjer, er det uhyre svært at finde dem frem, når der er brug for dem.

Københavns Byret_01Det er der ofte. For eksempel når dommere eller advokater søger indsigt i, hvordan tidligere sager med et lignende indhold som de sager, de sidder med her er og nu, er forløbet og afgjort. I dag er dommere og advokater i vidt omfang henvist til at søge viden om domspraksis i de få sager, der findes resumeer af i juridiske tidsskrifter eller hos Anklagemyndigheden. Bedre bliver det naturligvis ikke, hvis disse resumeer er upræcise, hvilket forekommer.

Også politikerne har brug for viden om domme. Når politikere for eksempel siger, at denne eller hin forbrydelse bliver straffet for mildt, hører det med til historien, at de som regel højest har overfladisk og rygtebaseret viden om, hvordan strafniveauet er.

Med en digital domsdatabase kan disse problemer blive løst. Men det er den mindste ændring, vi kan se frem til. Den store ændring ligger i noget andet: Nemlig at vi som almindelige danskere kan følge med i de enkelte domme.

Selv om der teoretisk set er åbenhed i retsplejen, kan offentligheden i praksis kun følge de mest spektakulære sager – for eksempel dem, hvor kendte mennesker sidder på anklagebænken. Her følger journalisterne retsmøderne, og de rapporterer om vidneudsagn og bevismateriale, så vi alle kan følge med.

Alle andre sager bliver højest fulgt af familie og venner. Så her er der ingen offentlighed, der tager stilling til, om det foregår, som det skal.

Det gør det ikke altid. Anklagede bliver dømt på enkeltstående vidneudsagn, eller uden beviser overhovedet. Varetægtsfængslinger bliver forlænget i halve og hele år af dommere, der ikke har set skyggen af et faktuelt bevis. Beskikkede advokater undlader at efterprøve det bevismateriale, anklagemyndigheden fremlægger, og forlader sig i stedet på sin egen argumentation.

Den slags optræder meget ofte i de sager, jeg søger nærmere indblik i – gennem aktindsigter i domsudskrifter, indkøbt til den faste takst på 175 kroner, eller ad anden vej. Mit indtryk er, at dommere – eller måske er det især domsmændene – ofte glemmer, at deres opgave er at sammenholde dokumenterede fakta med lovens paragraffer. I stedet tager de stilling på et politisk eller moralsk grundlag, eller de kommer ubevidst til at lægge for megen vægt på politiets vurderinger.

Ofrene for den slags er stort set magtesløse. De kan måske ved ihærdig indsats overbevise venner og bekendte om, at der begået uret mod dem. Men udenforstående vil næsten altid tænke, at Anklagemyndighed og domstole vel har gode grunde til at gøre, som de gør.

Som journalist får jeg naturligvis også kendskab til sagerne, netop fordi der er et eller andet problem med dem. Men blandt andet statistikken over, hvordan varetægtsfængslede faktisk bliver dømt, antyder, at der er tale om hyppigt forekommende problemer.

Københavns Byret_03Med den kommende domsdatabase kan det under alle omstændigheder være slut. Så kan domstolene så at sige komme ind i facebook-alderen: Vi får alle mulighed for at dele de afgørelser, der åbenlyst strider mod basale retsprincipper. Dommere og domsmænd vil være bevidste om, at de ikke nødvendigvis sætter et punktum med deres afgørelse. Også denne afgørelse vil blive efterprøvet.

Så oprettelsen af en digital domsdatabase kan altså være en meget stor ting. Forbeholdet skyldes, at det gør en stor forskel, hvor meget information man lægger ind i basen. Hvis man kun kan se tiltalen og dommen, men ikke referater af vidneudsagn, får vi alligevel ikke mulighed for at forholde os kritisk til dommene. Man kan også lægge store gebyrer på anvendelsen, hvilket vil gøre det dyrt at bruge databasen til at lave statistik, der for eksempel belyser, om nogle domstole dømmer hårdere end andre.

Jeg har spurgt både Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen om nærmere oplysninger om, hvad de har på tegnebrædtet. At man afsætter et beløb med en decimal til formålet viser, at man har regnet på en konkret model. Men begge steder har man afvist at uddybe, hvad man forventer af domsdatabasen, så længe finanslovsforslaget ikke er vedtaget.

Eftersom vi lever i et demokrati, kan et ministerium naturligvis oplyse om baggrunden for et lovforslag under behandling. Alt andet ville være absurd. At – af alle – Justitsministeriet og Domstolsstyrelsen alligevel afviser at give sådanne oplysninger, viser, hvor dybt kulturen af lukkethed stikker i retssystemet. Og dermed også, at vi skal vente med at fejre domsdatabasen, til vi ser, hvad den mere konkret består i.

Læs også tidligere indlæg om domsdatabasen og om varetægtsfængslinger.

Fotos fra domstol.dk: Per Johansen.

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *