”Det er en væsentlig frihedsrettighed – derfor afskaffer vi den”

Med en ny lov får kommuner og politi mulighed for, uden retskendelse, at tiltvinge sig adgang til børnefamiliers hjem.

Det får de fordi, at det i Danmark er en væsentlig frihedsrettighed, at myndigheder ikke kan tiltvinge sig adgang til folks hjem.

Hvis du ikke synes, de to sætninger hænger sammen, så er det ikke dig, der er noget galt med. Men sådan er altså argumentationen fra socialminister Karen Hækkerups side. Det viser ministerens svar på spørgsmål, som Pernille Skipper fra Enhedslisten har stillet i forbindelse med behandlingen af lovforslaget.

Loven skal bruges, når kommunerne udarbejder de såkaldte børnefaglige undersøgelser. Ministerens begrundelse for, at myndighederne skal kunne tiltvinge sig adgang til børnefamiliers hjem, er, at der nogle gange kan ligge vigtige oplysninger inden for familiens fire vægge, men at nogle forældre nægter at samarbejde. På den måde er man, igen ifølge ministeren, blevet forhindret i at få stoppet nogle af de meget alvorlige misbrugssager, som man for eksempel har set en af i Brønderslev. Jeg har skrevet om det tidligere i indlæggene Brønderslev, og meget mere og In the ghetto.

Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor kommunerne ikke skulle have pligt til at indhente den dommerkendelse, der som udgangspunkt er forudsætningen for, at myndigheder kan foretage tvangsindgreb i private hjem. Institut for Menneskerettigheder anførte i sit høringssvar, at blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 beskytter privatlivets fred, og at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol betragter dommerkendelse som en væsentlig garanti mod misbrug fra myndighedernes side.

Det udelukkede ikke, at lovforslaget kunne være i orden, fortsatte instituttet. For på den anden side vejer hensynet til barnets tarv meget højt. Så instituttet foreslog, at ministeriet begrundede, hvorfor der ikke skulle kræves dommerkendelse. Denne begrundelse kunne for eksempel være, at ”en retskendelse vil medføre en forsinkelse, hvorved formålet med at foretage en husundersøgelse kan forspildes.”

Netop denne begrundelse indføjede ministeriet så i form af et par linjer i lovens bemærkninger.

Der er bare et problem med denne begrundelse. Nemlig at den nye lov under ingen omstændigheder kan bruges til at foretage hurtige indgreb, hvis man har en mistanke om, at noget er helt galt. Det er nemlig ifølge lovforslaget en forudsætning, at ”forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.”

Det vil sige, at forældrene først skal have haft tid til at demonstrere deres manglende samarbejdsvilje. Det kan for eksempel ske ved, at forældrene ”kontinuerligt har aflyst planlagte møder eller ikke har åbnet døren, hvis kommunen er kommet for at aflægge besøg i hjemmet.” Altså en proces, der i sig selv kan tage uger eller måneder.

Også en anden forudsætning i lovforslaget taler imod, at der er tilfælde, hvor den skal bruges i al hast. Loven bliver som nævnt ikke lavet af hensyn til at stoppe et akut misbrug eller lignende – det har man i forvejen andre love til – men for at lave de børnefaglige undersøgelser. Disse undersøgelser er omfattende, så man er under alle omstændigheder ude i noget med en længere sagsbehandlingstid.

Loven kan altså kun bruges i tilfælde, hvor kommunen for længst har besluttet, at der skal foretages en børnefaglig undersøgelse, og hvor forældrene har haft tid til at vise, at de stiller sig på tværs. Men når der alligevel er gået så lang tid med alt dette, hvordan kan sagsbehandlingen så pludselig haste i en grad, så man end ikke har tid til at indhente en dommerkendelse?

Pernille Skipper fra Enhedslisten spurgte Karen Hækkerup, hvor lang tid det tager at indhente sådan en dommerkendelse. Det fik ministeren så Domstolsstyrelsen til at bedømme. Styrelsen svarede, at når sagerne åbenbart er så vigtige, så vil de få høj prioritet og blive behandlet snarest muligt. Det ville i gennemsnit tage 37 dage, vurderede man, ud fra den type af sager, der kommer nærmest til at være sammenlignelige – nemlig sager om fraskilte forældre, hvor den ene part ikke efterlever sin pligt til at give den anden samvær med børnene.

I for eksempel straffesager kan domstolene jævnligt give tilladelse til et tvangsindgreb fra den ene dag til den anden. Men her skal der altså gå 37 dage. Domsstolsstyrelsen forklarer det således:

”Da der er tale om et ret væsentligt indgreb i en grundlæggende frihedsrettighed efter grundloven, er det dog samtidig vigtigt, at sagerne bliver behandlet grundigt, og det må formentlig antages – selvom dette ikke foreligger beskrevet nærmere – at der vil skulle beskikkes en advokat for forældrene til barnet/den unge og måske tillige en bistandsadvokat til barnet/unge under sagens behandling. Der vil endvidere skulle afholdes et eller flere retsmøder i sagen.”

Altså: Domstolene må bruge tid på at vurdere sagerne, fordi indgrebet udgør ”et ret væsentligt indgreb i en grundlæggende frihedsrettighed.” Men netop derfor annullerer man helt denne frihedsrettighed. Den er for besværlig at håndtere for myndighederne.

Det er juridisk fuldmægtig Martin Futtrup, der har skrevet høringssvaret fra Institut for Menneskerettigheder. Det er dermed også ham, der har fundet på argumentet om, sagsbehandlingen skal gå hurtigt, og videre igen er det også på grund af hans bidrag, at Pernille Skipper har fået socialministeren til at undersøge, hvor lang tid det egentlig tager for domstolene at behandle den slags sager.

Det havde ministeriet ikke undersøgt forinden. Formuleringen om, at det kunne tage for lang tid at indhente retskendelsen, blev indføjet i lovforslagets bemærkninger, uden at man havde nogen anelse om, hvor lang tid det ville tage at få sådan en retskendelse.

Martin Futtrup kan ikke vurdere, om der er et reelt behov for den hurtige sagsbehandling, som ministeriet nu lægger op til, når det først har vist sig, at forældrene ikke vil samarbejde. På det punkt tager han ministeriets udsagn i de få linjer, der på hans egen foranledning er blevet sat ind i lovens bemærkninger, for pålydende.

Men givet, at der er dette behov for, at sagsbehandlingen pludselig går hurtigt, mener han fortsat, at det kan forsvares, at man dropper kravet om en dommerkendelse. Han og Institut For Menneskerettigheder kan således godt bakke op om den argumentation, at man fjerner kravet om retskendelse, netop fordi retskendelsen beskytter en grundlæggende frihedsrettighed og dermed skal overvejes omhyggeligt.

”Det ændrer ikke på, at der er to tungtvejende hensyn, der er oppe mod hinanden (frihedsrettigheder og barnets tarv, STK). Domstolene har forståelse for, at det skal gå hurtigt, men samtidig er det også tunge sager, som man skal behandle ordentligt. Det er den samme overvejelse, kommunerne vil have: Har man behov for at kunne reagere hurtigt, eller har man det ikke. Hvis det viser sig, at det er nødvendigt at reagere hurtigt, så kan det sagtens være retfærdiggjort, at man ikke kræver en retskendelse. Hvis man lige så godt kan afvente en retskendelse, er det derimod ikke retfærdiggjort. Jeg synes, det afhænger af de konkrete omstændigheder, og det bliver for detaljeret til, at jeg kan gå ind og sige: ’Sådan er det’,” siger Martin Futtrup.

Enhedslisten har stillet et ændringsforslag om, at indgrebene kun kan blive foretaget med retskendelse. Kun såfremt dette ændringsforslag bliver vedtaget, vil partiet stemme for den samlede lov.

Det betyder dog efter alt at dømme, at Enhedslisten kommer til at stemme imod. Der er nemlig ingen andre partier, der støtter ændringsforslaget.

Liberal Alliance har tilkendegivet, at man under andenbehandlingen af forslaget ville uddybe sine holdninger til blandt andet Enhedslistens forslag. Der var dog ingen ordførere, heller ikke fra Liberal Alliance, på talerstolen under andenbehandlingen

Alle andre partier end Enhedslisten vil stemme ja til forslaget under tredje og sidste behandling.

_____________________________________________________________

Dokumenterne og ordførertaler vedrørende lovforslaget findes på Folketingets hjemmeside.

Foto: Enhedslisten (fotograf Maibritt Kerner)

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to ”Det er en væsentlig frihedsrettighed – derfor afskaffer vi den”

  1. Tommy Jensen says:

    Efter at have været lidt rundt i verden må jeg sige, at ingen steder på jordkloden har jeg mødt så stupide molboer som i Danmark.

    I skanderborg sagen hvor en offentlig ansat institutionsleder gennem 10 år jævnligt voldtog 3-5 årige drenge, sad dansk politi, dansk kommune, danske institutionsansatte og danske familier i TI ÅR med åben mund og polypper og gloede ud i luften uden at gribe ind på samtlige anmeldelser og rapporter.

    Den dag (10 år efter) det blev for tydeligt og politiet derfor var nød til at gribe ind, er almindelig dansk efterrationalisering at en forkert lov var årsag til det skete, hvorfor man bare kan lave en ny ånsvag lov der forpester tilværelsen for alle, så er den sag løst.

    Derefter vil der nu igen og igen gå 10 år med dansk politi, dansk kommuner og danske offentlige ansatte og familier der igen vil sidde med åben mund og polypper og glo ud i luften i en tilsvarende sag i 10 år, hvorefter man igen vil skyde skylden på en regel og lave endnu en ny ånsvag lov etc etc etc.

    Kan vi ikke få et billede fra det danske folketing hvor alle medlemmer undtagen Enhedslisten sidder med åben mund og glor ud i luften som et billede på nationens tilstand.

    • Sten Thorup Kristensen says:

      Helt enig med dig!

      Det er grundlæggende hul i hovedet at lave nye love, hver gang man konstaterer at systemet svigter på grund af grove, menneskelige fejl. Så længe man lader disse fejl passere, er der ingen lov, der hjælper alligevel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *