Den er gal med kompasset, Olav Hergel

NY BOG: Journalisten Olav Hergel beskriver i en ny roman dagspressens forfald som følge af konkurrencen fra nettet. Men det er formentligt utilsigtet, når han også udstiller en mangel på basal dømmekraft i journalist-standen.

Da jeg var barn og ung i 70’erne og 80’erne, og endnu kun drømte om at blive journalist, talte man meget om bladdøden. Den kendsgerning, at den ene provinsavis efter den anden smed håndklædet i ringen, skyggede for det overordnede billede: Det var dagspressens storhedstid. Koncentrationen i branchen gav de tilbageværende aviser muskler, og da deres ejere næsten uden undtagelse prioriterede de publicistiske traditioner over de økonomiske ambitioner, blev disse muskler brugt til at lave god, uafhængig journalistik. Det betød også, at den tids journalister havde uhørt gode vilkår.

Nedturen begyndte midt i 90’erne, da internettet kom frem. Siden er dagbladenes oplagstal styrtdykket. Det samme er indtægterne, og journalister bliver i dag holdt i stram snor. Ingen får lov at dandere den, og en journalist, der gerne vil have tid og resurser til at grave den helt store historie frem, skal argumentere virkelig godt for det: Der skal produceres linjer, de skal produceres hurtigt, og væsentlighedskriteriet bliver udvandet af behovet for sidevisninger.

Journalisten Olav Hergel behandler i sin nye roman ”Punktum” dette forfald. Hovedpersonen, den 49-årige stjernerapporter Mikkel Haslund, kan ikke leve med, at han nu om dage skal skrive historier om, at det har været den varmeste august måned i 17 år. I et anfald af dårligt humør gør han oprør og insisterer på at lave en væsentlig historie, hvor han faktisk skal ud i den virkelige verden og tale med mennesker. Det får han så lidt heldigt mulighed for, men det bringer ham også i dybe problemer, for omstændighederne og konkurrencen fra nettet ændrer sig jo ikke. Herefter går det ud over stepperne med sex, vold, dødsfald over 484 sider.

De er velskrevne, siderne, og det er en bog, man har lyst til at læse videre i. Men samtidig sidder man også tilbage med den samme fornemmelse af have indtaget tomme kalorier, som man ofte sidder tilbage med, når man har læst eller set mange af nutidens medier.

En ting er, at det ikke rigtigt rækker til et stort drama, at en tidligere uhyre privilegeret faggruppe nu kun er almindeligt privilegeret. Det er trist for os, at nyhedsmedierne fyrer folk. Men andre – virksomheder og offentlige organisationer – skruer til gengæld op. Der bliver kommunikeret som aldrig før, og vi tjener godt på det.

Værre er det, at bogen illustrerer, at problemerne i nyhedsmedierne stikker noget dybere end blot den manglende indtjening i nyhedsmedierne og nettets krav om hastighed og simple, men fængende emner – som sex, vold og dødsfald. Der er også et problem, der har mere med psykologi og mentalitet at gøre: Kan medierne holde nyhederne ud i så strakt arm, at de faktisk kan overskue dem, og dermed beskrive dem på en måde, der bringer værdi til nutidsmennesker, der i forvejen får et bjerg af informationer på sociale medier?

Et spor i romanen handler om prostitution. En kvindelig, radikal politiker, der optræder som totredjedelsheltinde, får et købesexforbud bragt på banen. Det spøjse er, at Olav Hergel her beskriver virkeligheden, sådan som 00’ernes forbudsbevægelse beskrev den. Dermed godtager han en stor bunke fake news, fra før dette begreb opstod. Og det var ikke fake news som i ”vi er lidt uenige om, hvordan det her skal tolkes.” Det var lodrette usandheder i hobetal om fakta og forskningsresultater, og det var fupnumre, der langt hen ad vejen blev betalt af skatteyderne.

En roman er fiktion, og forfatteren har naturligvis lov til at dreje virkeligheden, så den passer ind i teksten. Men det er næppe, hvad der er sket her. Det ville i hvert fald gå helt skævt af bogens underliggende præmis – at journalister nu om dage kun kradser i overfladen. Mere sandsynligt er det, at Olav Hergel simpelthen ikke er orienteret om, hvad der lå bag forbudsargumentationen. Hans hovedperson er træt af, at moderne journalister blot sidder og googler, i stedet for at gå ud i virkeligheden. Men selv synes Hergel hverken at have gjort det ene eller det andet.

Men værre er det med bogens hovedspor, som er inspireret af en virkelig begivenhed: En gartner fra Taastrup bliver efter 41 års ansættelse i kommunen fyret, fordi han hver formiddag sætter sig for selv på en bænk og ryger en smøg. Det er selvfølgelig godt pressestof, og det bliver ikke ringere af, at den chef, der fyrer ham, er en smuk og velhavende kvinde – trekvartheltinden fra før, der på det tidspunkt endnu ikke er minister. Men sagen bliver mudret af, at den radikale politiker jo også er et menneske, der har familie, som lider under en mediestorm mod hende, at hun jo i øvrigt bare har haft en vision om et røgfrit Danmark, og at gartneren havde fået sine lovformelige advarsler inden fyringen.

Jeg har til min undren set flere anmeldere af bogen købe denne præmis: At der kan siges både for og imod, så det ikke er entydigt. Men jo, det er naturligvis entydigt: Uanset hvordan man vender og drejer det, er det ude af proportion at ødelægge et menneskes tilværelse på grund af en formel detalje, der ikke har betydning for nogen andre – gartneren var omhyggelig med ikke at genere andre og samlede endda troligt sit cigaretskod op hver dag. Og nej – i sig selv er det ikke et argument for at bruge noget som helst magtmiddel, at man har en vision. Det havde Stalin, Hitler og Pol Pot også.

Med en sådan mangel på moralsk kompas er der ikke noget at sige til, at medierne er fyldt til randen med ligegyldige politiske drillerier og analyser. Hvis man ikke kan kende forskel på godt og skidt, står fakta og retfærdighed tilbage som ligegyldige faktorer. Kun synspunkter har værdi.

Olav Hergel: Punktum. Politikens Forlag. 484 sider.

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.

One Response to Den er gal med kompasset, Olav Hergel

  1. Bo Jensen says:

    Jeg har ikke læst bogen, men ud fra denne anmeldelse får jeg lyst til at sige: Selvmål. Det er da en katastrofe, at en journalist, som til hverdag er utilfreds med, at journalister kun får lov til at kradse i overfladen – at denne journalist, når han så får stillet alverdens tid til rådighed (som man jo har, når man skriver en bog), så også selv bare kradser i overfladen og videregiver løgn og fake news som var det den skinbarlige sandhed om prostitution.
    mvh. Bo Jensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *