Dansk ulandsbistand hængt til tørre

Under et besøg i det bolivianske højland mødte udviklingsminister Christian Friis Bach en kvinde, der blandt meget andet var utilfreds med, at hun lavede for meget af husarbejdet derhjemme. Da han nu var ministeren, og folk har det med at stille forventninger til ministre, sagde han, at han gerne ville være med til at styrke kvinders rettigheder. ”Tak. Så vil jeg gerne have en opvaskemaskine,” svarede hun.

Christian Friis Bach har efter eget udsagn, på et debatmøde hos Cepos i København tilbage i august, fortalt historien mindst hundrede gange. Den skal illustrere, at for fattige mennesker rundt omkring i verden summer de langhårede diskussioner om menneskerettigheder ned til noget meget konkret og hverdagsagtigt. Hvorfor ministeren går ind for, at menneskerettighederne skal formuleres og tolkes bredt, og at de skal inkludere diverse såkaldte positive rettigheder til for eksempel en vis levestandard, rent vand, basal uddannelse og så videre.

CFB1Dette i modsætning til synspunktet hos debatmodstanderen på dagen; Cepos’ chefjurist Jacob Mchangama. Han går ind for, at menneskerettighederne kun skal omfatte de såkaldte negative rettigheder. Det vil sige dem, der begrænser statens magtanvendelse over for borgerne, for eksempel ved at fastslå ytringsfrihed, retten til at få sager prøvet ved en domstol, boligens ukrænkelighed og så videre. Argumentet for dette synspunkt er blandt andet, at en stat ikke i en absolut forstand kan garantere de positive rettigheder – de kræver nemlig, i modsætning til de negative rettigheder, penge. Så når man tilføjer de positive rettigheder, lader man det være op til staten at prioritere, i hvilken rækkefølge den vil opfylde de forskellige rettigheder. Og så er man tilbage i muddergrøften, hvor man slet ikke har nogen umistelige rettigheder, men er afhængig af magthavernes velvilje. Sådan groft sagt.

Så meget om baggrunden for mødet i Cepos og gang nummer 101, Christian Friis Bach fortalte om den bolivianske kvinde, der ønskede sig en opvaskemaskine. Da de tilstedeværende fik lejlighed til at stille spørgsmål til debattørerne, spurgte jeg ministeren, hvad hans syn på rettigheder konkret betød for denne kvinde. En opvaskemaskine skulle hun vel ikke have ret til. Men hvad så?

Nu ændrede ministeren historien. I virkeligheden var det slet ikke en opvaskemaskine, hun havde udtrykt ønske om. Det var et tøj-tørrestativ til erhvervsmæssig brug. Hun havde gang i en forretning med at fremstille nogle tekstiler, og de skulle vaskes, før hun kunne sælge dem.

Friis Bach forklarede videre, at hans budskab med historien heller ikke var, at netop hun skulle have noget bestemt, men blot dette, at man med de teoretiske diskussioner menneskerettigheder taler hen over hovedet på mange mennesker i verden, der har brug for at styrke deres situation.

Det har han utvivlsomt ret i. Men, bemærk at han også selv i den grad talte hen over hovedet på den bolivianske kvinde. Den historie om hende, som han rejser rundt med, har et helt andet indhold end den historie, hun selv fortalte.

Hun er erhvervskvinde, og hun vil gerne sætte noget skub i sin forretning. Men det interesserer ikke den danske udviklingsminister. Han sætter hende derimod ind i en ramme, der er relevant for en meget dansk debat om ligestilling mellem kønnene.

På den måde kom han til at illustrere sin debatmodstanders pointe: De positive rettigheder, Christian Friis Bach ønsker praktiseret, kommer i hvert fald i dette tilfælde ikke den enkelte borger til gode. De bliver i stedet et magtinstrument i hænderne på ministeren selv, der med henvisning til hendes ”rettigheder” uden blusel kan sætte en hvilken som helst dagsorden, han ønsker.

HiglandsI disse dage, hvor man diskuterer berettigelsen af bevillingen til GGGI, er der en pointe mere i det. Nemlig om hvor smart dansk udviklingspolitik er i det hele taget, ud fra en betragtning om demokrati og rettigheder.

Engang støttede vi kun områder i nød. Det kunne være fødevarehjælp, eller, hvis det skulle gå mere vildt for sig, en skole, en vandledning, eller en lille fabrik af en eller anden art. Nu om dage går ulandshjælpen også til at fremme diverse værdipolitiske dagsordner og, som i tilfældet med GGGI, en bestemt synsvinkel omkring vores ressourceforbrug her på jorden.

Hver gang vi penge til den slags formål, påvirker vi beslutningsprocessen i det pågældende land. Vil man have hjælp fra GGGI, skal man tilslutte sig et dansk syn på klimapolitik. Vil Bolivia have midler fra Danmark, skal fokus flyttes fra erhvervsudvikling til noget med ligestilling ud fra en dansk norm. Og dette forgår naturligvis hen over hovedet på de legitime beslutningsprocesser i de pågældende lande. Bolivia er for eksempel et demokratisk land, der ifølge Wikipedia lige nu første gang har en præsident – Evo Morales, hedder han –der har sine rødder i landets indianske historie. Altså fra før den første bølge af imperialister kom til Sydamerika.

Evo Morales er også socialist, han har gennemført nationaliseringer og meldt landet ud af Verdensbanken, og han havde et tæt samarbejde med Venezuelas kontroversielle præsident Hugo Chavez. Men sådan er det. Det er nu engang folkets vilje, og det skulle vel heller ikke vække anstød hos en dansk minister, der selv mister koncentrationen, når folk omkring ham taler om privat erhvervsvirksomhed.

Om positive og negative rettigheder – se dette tidligere indlæg.

Foto, øverst: Ulrik Jantzen. Nederst: Fine art america.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *