Dansk juras sjæl lever stadig i enevælden

NY BOG: Folketinget havde nok befolkningen imod sig, da det for nogle år siden vedtog ”mørklægningsloven”. Men den havde i det mindste historien på sin side: Danmark har gennem århundreder været langt bagude efter nabolandene, når det gælder offentlighed i forvaltningen. Denne forvaltning har aldrig rigtig taget princippet til sig, og det er blot en del af det omfattende arvegods fra enevælden, som – ukendt for de fleste – stadig præger administrationen af Danmark. Ditlev Tamm minder om det i en ny bog om juraens historie.

Det 17. århundrede er nok det mest begivenhedsrige i danmarkshistorien. I første del af det byggede en velstående og magtfuld Christian IV de monumenter, der i hvert fald indtil de seneste årtiers byggeboom dominerede hovedstadens visuelle udtryk. Senere tabte han og hans efterfølger en stribe krige. Civilbefolkningens lidelser var frygtelige, og bagefter var riget forarmet og reduceret.

Måske er det på grund af disse store omvæltninger, at en anden vigtig arv fra århundredet er mere eller mindre glemt: Det var også i det 17. århundrede, at den moderne jura kom til Danmark. Forløbet er med i Ditlev Tamms bog ”Juraens bedste historier”, der udkom i november sidste år.

Juraen er opstået længe før, man var i stand til at skrive om det, og dermed efterlade sig kilder. Retsregler lyder måske meget lærde, men selv i de mest primitive samfund har man kunnet finde ud af at lave nogle faste regler, med tilknyttede sanktioner, mod for eksempel tyveri og vold, og til at regulere ægteskaber, arv og så videre. Man skal heller ikke have håndhævet den slags regler ret mange gange, før man erfarer, at det er nødvendigt at tage bevisførelse og lignende, som vi i dag har nedfældet i højtidelige menneskerettighedserklæringer, alvorligt, hvis reglerne skal bevare deres autoritet.

Det bliver lidt mere avanceret, når samfundene begynder at samle sig i fyrstedømmer, og når religioner kommer ind med arbitrære moralbud. Men stadig er der blot tale om mindre tilføjelser til den basale jura.

Rigtigt komplekst bliver det først, når der opstår en egentlig centralmagt, som har videre ambitioner end blot det at eksistere og at føre krige mod de onde naboer. Det var det, der skete i 1600-tallet. Christian IV førte en aktiv erhvervspolitik, hvor han søgte at opbygge nye virksomheder, og det var også i denne periode, København fik sin status som hovedstad. Alle de bygninger, kongen stod fadder til, skulle medvirke til, eller skulle som symboler markere, at Danmark ikke blot var summen af et antal mennesker af forskellig stand, men også en stat, der havde interesser i egen ret.

Christian IV blandede sig i alt stort og småt, der foregik i riget. Instrumentet var forordninger, og som han en dag sagde til sin rigsfuldmægtig: ”Nå, har du drømt en forordning i nat?” Når man læser disse forordninger, er det slående, så lidt mentaliteten blandt lovgiverne har ændret sig i mellemtiden. På den tid handlede det om at spare penge, så der kom en række forordninger om, hvordan personer af forskellig stand måtte klæde sig, hvordan de skulle feste og så videre. Det skulle på den ene side ikke være for prangende og dyrt, men på den anden side skulle det også foregå ordentligt og standsmæssigt. Intet tyder på, at alle disse forordninger blev overholdt, men kongen og hans folk blev optimistisk ved med at udstede dem.

Det, som Christian IV virkelig gerne ville, var at få magten for sig selv, altså at blive enevældig, og hvis han ikke havde været så uduelig, var det nok også lykkedes for ham. Hans langt mere politisk begavede søn, Frederik III, fik den i hvert fald ret hurtigt fikset. Enevælden blev indført i 1660, og den blev i de følgende årtier stadfæstet med juridiske dokumenter, blandt andet kongeloven og Danske Lov. Sidstnævnte var reelt ikke meget mere end en samling af, hvad man kunne finde af gammel jura og retspraksis, men nu havde Danmark en samlet lovbog på sit eget sprog, hvilket var usædvanligt i samtiden.

I det hele taget udviklede enevælden sig anderledes i Danmark, end den gjorde uden for grænserne. I andre lande blev den i højere grad en parentes. I for eksempel Sverige og Frankrig kom der pompøse og dygtige eneherskere, men med deres kraft skabte de også en dynamik, der æggede til forandringer. I Danmark var der aldrig en overnormalt begavet enevoldskonge, så det nyoprettede embedsværk på Slotsholmen kørte butikken mere hverdagsagtigt, og da man samtidig havde været omhyggelige med det juridiske fundament, kom enevælden til at bestå i næsten 200 år.

Og meget af enevælden lever stadig i den statslige administration og praksis. Det er ikke blot det, at vi opretholder det formelle teater med, at dronningen giver love og lægger navn til diverse udnævnelser. Mere konkret betydning har for eksempel den tradition, der er indlejret i for eksempel Højesteret, som var en af de første institutioner, der blev oprettet under enevælden, og som oprindeligt blot skulle tjene og adlyde kongen. Den dag i dag er Højesteret meget nølende med dømme imod den politiske magt.

Retssystemet er heller ikke meget for at dømme embedsmænd, der har overtrådt loven som led i deres erhverv. Der er bygget talrige klageinstanser op omkring offentlig forvaltning i Danmark, men de tager sjældent mere alvorlige sanktioner end beklagelser og påtaler i brug. Måske er der andre grunde til, at denne praksis er taget med over i folkestyret, men det står ikke til diskussion, at den er opfundet under enevælden: Embedsmændene var kongens tjenere, så en dom mod dem ville reelt være en dom mod kongen, og det ville kortslutte hele tankegangen om, at kongen var ophøjet og havde sin kompetence fra Gud, intet mindre.

Efter samme logik tilkom det ikke borgerne at blande sig i, eller blot at få indsigt i, hvad kongen foretog sig. Det ser man, som Ditlev Tamm påpeger, i forhold til offentlighed i forvaltningen. Der var stor ballade om den nye offentlighedslov, men allerede den gamle var skrabet i forhold til, hvordan praksis for eksempel er hos vores svenske naboer. Den kom også med meget sent. Sverige fik en lov om offentlighed i forvaltningen i 1700-tallet. Vi fik vores i 1970.

Ditlev Tamm er en meget vidende mand, og hans viden omfatter meget andet end jura. Men desværre er hans bog ikke entydigt vellykket. Første halvdel af bogen forekommer meget lang – hvilket også er grunden til, at denne anmeldelse først kommer nu, et halvt år efter udgivelsen af bogen.

Miseren med juraen op til og med middelalderen er, at nok kender vi til en række sager, men vi mangler detaljerne om dem. For eksempel ved vi, at Erik Klipping blev myrdet i en lade i Finderup i 1286, men vi ved ikke, på hvilket grundlag Marsk Stig og otte andre blev dømt for det. Så er vi lige vidt og kan ikke konkludere noget om retssystemets funktion eller troværdighed. Ditlev Tamm vil heller ikke bevæge sig ud i spekulationer, og det er jo videnskabeligt set meget redeligt. Men det betyder altså, at der end ikke er en god røverhistorie at underholde læseren med.

I stedet øser Tamm af sin generelle viden om historie, filosofi, teologi og en masse andet. Denne viden er som nævnt stor, men det er ikke det, man kommer efter i en bog om juraens historie. Det virker som om forlaget, Gyldendal, ikke har mandet sig op til at holde forfatteren på sporet og få ham til at fortælle om det, som læseren med rette vil forvente af det, som skulle være en let tilgængelig bog om retshistorie.

Samme fornemmelse sidder man med ved læsningen af bogens mere medrivende anden halvdel, hvor der ellers er kilder til at belyse såvel de enkelte afgørelser som udviklingen af loven. For eksempel kunne Ditlev Tamm have valgt at gået mere i dybden med de hekseprocesser, der også var en fremtrædende del af det 17. århundredes jura. Juridisk set er hekseprocesserne særdeles spændende derved, at man af et ærligt hjerte mente, at man havde løftet bevisbyrden i sagerne.

I dag ved vi, at det var nonsens og indbildning. Men det er lærerigt, fordi der også i dag er områder, hvor juraen bliver rullet ud i maksimal længde, selv om dokumentationen for problemer nøgternt set er tynd. Et eksempel er de senere års megen fokus på ulovlig brug af skattely. Der er ingen dokumentation for, at det skulle have noget væsentligt omfang, og slet ikke i forhold til skadevirkningen af skattemyndighedernes selvskabte plager. Men i politik, administration og medier bliver det set som kæmpestort. Og sådan er det: Det var ikke kun i fortiden, at hver by havde sine heks og hvert sogn sine trolde. Vi har dem også i dag, de bliver født ud af de samme psykologiske mekanismer som altid – og de bliver stadig retsforfulgt.

Ditlev Tamm: Juraens bedste historier rettens kulturhistorie fra middelalderen til i dag. Udgivet på Gyldendal. 348 kroner på Saxo.com.

Illustrationer: Øverst det skæbnesvangre øjeblik i danmarkshistorien, hvor en ung Christian IV i 1594 får overrakt nøglen til skatkammeret. Nederst hyldes Frederik den 3. som arvekonge i 1660, som en konsekvens af det netop indførte enevælde. Det store skrummel til højre i billedet er det daværende Christiansborg Slot, som besøgende fyrster, ifølge historikeren Palle Lauring, fandt komisk. 

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *