Da Lene Espersen snød ved Danmarks eksamen

Verden ændrer sig hurtigt, og man glemmer næsten, at det kun er et år siden, at det var godt stof i medierne, hver gang Lene Espersen meldte afbud til et møde.

Et af de møder, den daværende udenrigsminister ikke deltog i, fandt sted i Geneve den 2. maj sidste år. Danmark var for første gang til ”eksamen” i FN’s menneskerettighedsråd. I ministerens fravær blev Danmark repræsenteret af Udenrigsministeriets departementschef Claus Grube.

Lene Espersen selv var på officielt besøg i Tyrkiet i de dage, og det har sikkert været mindre pinagtigt. Hvad Danmark stillede med i Geneve, var nemlig regulært eksamenssnyd.

Danmark overholdt ikke eksamensproceduren, og dermed undgik VK-regeringen at få udstillet de talrige retssikkerhedsmæssige problemstillinger, der er opstået i kølvandet på 00’ernes værdipolitik, med dens stramninger i blandt andet udlændingepolitikken, retspolitikken og forvaltningen af lovgivning om skat og sociale ydelser.

Snyderiet fremgår af en aktindsigt, jeg har fået i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Social- og Integrationsministeriet.

Eksamenen i Geneve var et led i den såkaldte UPR-proces. Den han handler om, at FN’s medlemslande, på lige vilkår, skal testes på deres overholdelse af menneskerettigheder. Det skal ske hvert fjerde år – bogstaverne står for Universal Periodical Review – og denne gang var første gang, Danmark var ved eksamensbordet.

Processen er tænkt som en fairness over for nogle af de lande, der normalt bliver kritiseret i henseende til menneskerettigheder. De vil få lejlighed til at vise, at det heller ikke er sådan, at alt er rosenrødt i de lande, de bliver kritiseret af. Danmark er blandt de lande, der hyppigt optræder som kritiker.

UPR-processen foregår ved, at hvert land først afholder en bred, offentlig høring, hvor aktuelle problemer med menneskerettigheder kommer på bordet. På baggrund af denne høring skriver regeringen en rapport på op til 20 sider, og det var danske udgave af denne rapport, man diskuterede på den formelle ”eksamen” i Geneve. Der bliver skrevet en ny rapport på baggrund af eksamensmødet, og efterfølgende får alle medlemslande lejlighed til at komme med deres anbefalinger til det eksaminerede land. Disse anbefalinger kan landet så sige ja eller nej til, og så er UPR-processen slut.

Det var den allerførste del af dette forløb, Danmark snød med. I rapporten kom der til at stå, at ”Den danske regering har lagt vægt på, at rapporten udarbejdedes på basis af en bred, national konsultationsproces i overensstemmelse med Menneskerettighedsrådets retningslinjer.”

Men det var ikke sandt.

Ganske vist afholdt man højtideligt offentlige møder i København, Århus, Nuuk og Thorshavn, hvor alle kunne møde op og give deres besyv med. Møderne i Danmark blev afholdt henholdsvis den 23. og 24. september 2010. De, som ikke kunne være til stede, havde mulighed for at sende deres input på en e-mailadresse, som man kunne finde på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Men de bidrag, der kom ind på denne måde, blev aldrig brugt i processen. De embedsmænd, der i praksis skrev rapporten, så først borgernes bidrag, da de stort set havde skrevet færdigt. Der er heller ingen spor af, at borgernes synspunkter er blevet drøftet eller overvejet.

Det var embedsmænd fra de forskellige ministerier, der var penneførere på de afsnit af rapporten, der lå inden for hver deres områder. Allerede den 27. august 2010 sendte Udenrigsministeren en mail rundt med en disposition af rapporten, så hvert ministerium vidste, hvor meget det skulle skrive, og om hvilke emner. Den 27. september kom en ny mail, hvor ministerierne blev opfordret til at forholde sig til bemærkninger i allerede eksisterende FN-rapporter om menneskerettigheder i Danmark.

Først den 6. oktober kl. 16.39 modtog ministerierne en mail med et referat af borgermøderne. På det tidspunkt var der mindre end to døgn tilbage, før ministerierne havde deadline for at aflevere deres bidrag.

Referatet fra borgermøderne bestod af seks tekstsider med ganske korte statements. Her er for eksempel, hvad der er noteret om emnet indvandrere, i relation til demokrati og frihedsrettigheder:

”Med 4-års-reglen kan man leve et helt liv i DK uden at opnå varigt ophold og statsborgerskab og dermed retten til at stemme. Herunder undtagelsesreglernes uigennemsigtighed for familiesammenførte kvinder og deres børn. Udlændinge, der prøver at klage over fx løn smides ud fordi de er her på falske forudsætninger. Manglende tolkning er et problem.”

Den argumentation og de eksempler, der er blevet bragt op på borgermøderne, er ikke med i referatet. Man kan også stille spørgsmålstegn ved, om referatet er dækkende. I hvert fald var Udenrigsministeriet referat af de skriftlige henvendelser, der kom ind via e-mailadressen, af en eller anden grund skrevet om i samme stakato-form som referatet fra borgermøderne, og en række kritikpunkter og pointer fra borgerne var helt udeladt.

Dette sidste referat er dateret den 11. november. På dette tidspunkt var første udkast til rapporten for længst færdigt. Hvad borgermøderne i Nuuk og Thorshavn havde resulteret i, fremgår ingen steder.

En ny høringsrunde – denne gang kun skriftlig, og specielt adviseret over for diverse interesseorganisationer – på basis af det første udkast til rapporten, gav en ny anledning til at inddrage resultaterne fra den første og bredeste høring. Men heller ikke her er der noget spor af, at embedsmændene har inddraget folkehøringerne.

Der var heller ikke meget plads til det. I den nye høringsrunde var der svar fra organisationer, der øjensynligt blev tillagt større status. Det gjaldt for eksempel Amnesty International. På deres foranledning blev der ændret i teksten.

Men selv i anden høringsrunde var de indholdsmæssige ændringer få. Og i øvrigt vanskelige for den udenforstående læser at forstå. Et høringssvar beskæftigede sig for eksempel med det problematiske i at udvise asylansøgere til Grækenland, som angiveligt ikke giver asylansøgere betryggende forhold. Resultatet i rapporten blev en længere forklaring om, at Danmark ikke i flæng udviser personer til Grækenland. At der havde været tale om kritik, skulle læseren gætte sig til.

Og når nye emner skulle ind, måtte noget andet ud, fordi man efter UPR-reglerne stadig kun havde 20 sider at skrive på. Det var altså ikke oplagt yderligere at inddrage emner fra borgerhøringerne.

Det endelige resultat var en rapport, der i al væsentlighed beskrev hvor fortrinligt Danmark overholder menneskerettighederne. Den eneste kritik, der blev plads til, var den, der allerede var kendt – enten fra FN-rapporter eller fra medierne.

Men heller ikke her var der megen imødekommenhed. Rapporten nævner for eksempel, at terrorpakkernes udvidelse af politiets muligheder under efterforskning, blandt andet til at spore borgernes brug af internettet, er blevet kritiseret. Men regeringen selv havde, uden nærmere forklaring, ikke selv fundet noget kritisabelt ved terrorpakkerne. Som det hedder i rapporten:

”Regeringen vil tage kritikken i betragtning i bestræbelserne på også fremover at sikre, at terrorlovgivningen giver grundlag for en effektiv terrorbekæmpelse uden at kompromittere borgernes grundlæggende rettigheder.”

Naturligvis var der en del af borgernes input, der var baseret på en misforståelse af begrebet menneskerettigheder. Men omvendt kunne man sagtens have skrevet en god rapport, alene på basis af borgerhøringerne. I et senere indlæg skal jeg vende tilbage til nogle af de særdeles relevante problemstillinger, som borgerne bragte op, men som aldrig fandt vej til rapporten.

Blandt andet på grund af påsken har det ikke været muligt at få en kommentar fra Udenrigsministeriet. Såfremt ministeriet efter påske ønsker at kommentere sagen, beskriver jeg det i et nyt indlæg.

Udenrigsministeriets departementschef Claus Grube får alligevel det sidste ord i denne omgang. Han fik ikke sved på panden under eksaminationen i Geneve den 2. maj.

”Det var en god oplevelse. Jeg synes, det var en god dialog med en stor kreds af FN’s medlemslande,” sagde han til Politiken.

________________________________________________________________

Læs om UPR-processen på Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor man også kan finde Danmarks endelige rapport.

Social- og Integrationsministeriet har ikke behandlet min ansøgning om aktindsigt korrekt. Der mangler alle indgående skrivelser og mails i sagen, herunder Udenrigsministeriets referater af borgernes input. Det fremgår imidlertid af aktindsigten i Justitsministeriet, at både social- og integrationsministerierne, som de var organiseret under den daværende VK-regering, har modtaget disse dokumenter. Men de er altså øjensynligt ikke blev lagt ved sagen.

Foto: Torben Svane.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , . Bookmark the permalink.

2 Responses to Da Lene Espersen snød ved Danmarks eksamen

  1. Bo Jensen, Butik Go'aften says:

    Hvor må det dog være irriterende for statsapparatet, at de er tvunget til at skulle spilde deres tid på sådan nogle folkehøringer. Hvorfor kan borgerne ikke bare stemme hvert fjerde år og så i øvrigt blande sig uden om?

    Artiklen giver et eksempel på, at borgerne ikke engang gider forsøge at forstå magtens sprog.

    ”Den danske regering har lagt vægt på, at rapporten udarbejdedes på basis af en bred, national konsultationsproces i overensstemmelse med Menneskerettighedsrådets retningslinjer.”

    Denne påstand anfægtes. Men læg mærke til, at der IKKE står, at rapporten ER baseret på en bred, national konsultationsproces. Der står bare, at regeringen har lagt vægt på, at den skulle være det.

    Papir er taknemmeligt og regeringen står for legitimiteten. Og festtalerne.

    Men embedsværket styres ikke af festtaler. Bag kulisserne betragtes det bare som pjat og spild af skattekroner, at man skal sådan en omstændelig procedure igennem, før staten kan komme videre med sit magtmisbrug.

    mvh. Bo Jensen, Butik Go’aften

  2. Sten Thorup Kristensen says:

    Du har en god pointe omkring formuleringen.

    I de mails, som Udenrigsministeriet har sendt til de andre ministerier, er der en standardformulering om, at man lægt vægt på at inddrage borgerne. Men for så vidt angår første høringsrunde er der bare ingen, der har syntes, at dette var noget de selv skulle tage sig af. Jeg ser det mest som et eksempel på, at den usynlige hånd også virker i offentlig forvaltning: Selv om ingen tager nogen formel styring af det, og man principielt bekender sig til en åben proces, så ender resultatet alligevel med at være den lukkede proces, som politikernes og forvaltningernes fælles interesse tilsiger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *