Coronakrisen er vor tids Titanic

Lars Løkke Rasmussen blev formand for Venstre og statsminister i 2009, og nu stod han med samme udfordring, som Jacob Ellemann-Jensen står med i dag: Han skulle finde på en politik. Det skulle være et eller andet, danskerne kunne lide, så han søgte efter ”den danske drøm” på google. Han fortalte om det i sin første landsmødetale som formand. Ud af analysearbejdet kom ti punkter. Et af dem hed, at middellevetiden i Danmark i 2020 skulle være blandt de ti højeste i verden.

Det var noget, der var politisk fokus på dengang. To år senere var nogle betragtninger om danskernes levetid indledningen til afsnittet om sundhed i den nye SSFR-regeringens regeringsgrundlag. ”Vi lever kortere tid end borgerne i næsten alle andre OECD-lande, f.eks. har en dansker udsigt til at leve 2½ år kortere end en svensker,” hed det.

Det er lidt en smagssag, om de politiske målsætninger dengang lykkedes. Middellevetiden havde allerede været pænt stigende siden 1990. Men denne udvikling forsatte i hvert fald, og siden 2010 er middellevetiden øget med to-tre år. Det er blandt andet opnået med bedre behandling og medicinering.

Kigger man nærmere på tallene, er der noget andet opsigtsvækkende ved dem end blot det, at vi lever længere: Det er især mænd, der lever længere.

Man kan beskrive det på forskellige måder. Det er velkendt, at kvinder lever længere tid end mænd. Men hvor forskellen i 1990 begyndte at materialisere sig i 60-årsalderen, sker det nu først i 70-årsalderen. Og hvor der i 1990 for eksempel var 17 80-årige kvinder for hver 10 mænd i samme årgang, er forholdet i dag kun 12 til 10.

Det er dog ikke en udvikling, der rækker til de ældste aldersgrupper. Oppe i 90’erne er mænds dødelighed meget højere end kvinders – forskellen er her endnu større, end den var i 1990. Måske har den medicin, der holder mænd i 60’erne, 70’erne og 80’erne i live, også nogle bivirkninger, som øger dødeligheden i en meget høj alder.

Med andre ord: Dem, som er holdt i live, er præcis dem, som covid-19 nu rækker ud efter. I nogle lande er det meget konkret. Italien og Spanien, der har – eller havde – meget høje middellevetider, er blandt de hårdest ramte.

Det er også i det lys, man skal se sygdommen. Var den kommet for 20, 30 eller 40 år siden havde der være noget sandhed i udsagnet om, at sygdommen blot skal ses som en mere alvorlig influenza-epidemi. Så havde den ikke slået nær så mange ihjel, fordi den sårbare gruppe dengang var langt mindre. Omvendt kan det også være, at nogle af datidens epidemier havde haft langt mere dramatiske konsekvenser, hvis de blev sluppet løs på nutidens befolkning.

Den længere levetid har altså gjort vores samfund langt mere sårbart. Som bekendt er det i Danmark tilsyneladende lykkedes at begrænse smittespredningen så meget, at der ikke har været nogen overdødelighed. Men det er en triumf, der kommer til en høj pris. En ny virus, der er lige så slem eller værre, kan komme igen næste år, om fem år, eller om ti år. Eller i morgen, for den sags skyld. Og vi kan ikke lukke samfundet ned hver gang.

Den økonomiske pris ved en lockdown er det mindste af det. Værre er de forskydninger, en nedlukning betyder i henseende til velstand, privilegier og magt. Dem kan man leve med nogle måneder i et enkelt mindeværdigt år, men hvis nedlukning skal være noget, der kommer igen med korte mellemrum, ændrer det hele vores samfund, væk fra demokrati og lighed.

Man kan udtrykke det sådan, at selv om de politiske målsætninger om forlænge borgernes levetid er lykkedes, er de alligevel en fiasko. Målsætningerne blev fastlagt med en uudtalt forudsætning om, at vi kunne forlænge levetiden, uden at det ville koste os andet end nogle flere penge til sundhedsvæsenet. Sådan er det ikke på det lange sigt. Prisen er langt højere, og selv om vi betaler den, er det endda ikke sikkert, at vi får det, vi betaler for. Ingen ved jo, om den næste virus vil være endnu mere aggressiv og umulig at inddæmme.

Man kan sammenligne coronaen i 2020 med Titanics forlis i 1912. Når vi stadig husker den begivenhed, er det ikke fordi det var historiens største skibskatastrofe. Det var det langt fra. Men den sidder fast i den kollektive erindring, fordi en illusion om, at mennesket havde elimineret endnu en dødsrisiko, på dramatisk vis bristede på en enkelt nat.

Det er også en illusion om sorgløs udødelighed, der er bristet nu. Men hvad var det egentlig, der lå i Lars Løkkes danske drøm?

Jeg har i de senere år kommet meget på plejehjem, hvor jeg har besøgt familiemedlemmer fra generationen over mig. Det har slået mig, hvor lidt politikerne ved om de mennesker, der bliver holdt i live. Helle Thorning-Schmidt foreslog for eksempel i sin statsministertid – vistnok ved en pludselig indskydelse – at de gamle på plejehjemmene skulle have et klippekort, så de selv kunne vælge ekstra ydelser, for eksempel en gåtur eller et særligt godt måltid. Sophie Løhde vendte sig som sundhedsminister mod ”sutsko-mentaliteten” på plejehjemmene og foreslog, at de beboerne skulle hjælpe til, hvor de kunne, for eksempel i køkkenet.

Sandheden er, at hvis man er i stand til at lave arbejde af nogen betydning, kan man ikke få en plads på et plejehjem. Det er også et mindretal, der har kognitive evner til at forstå et klippekort med flere valgmuligheder (den ordning blev faktisk senere indført). Beboerne på et plejehjem er meget svækkede, og mange af dem lider frygteligt, uanset hvor godt plejehjemmet er.

Når politikerne ikke ved dette, selv om de selv har lagt stor vægt på at forlænge levetiden, og selv om ældreomsorg generelt har stor fokus i valgkampe, siger det mig, at det måske i virkeligheden ikke handler så meget om de gamle. Det handler om noget andet: Politikernes egen dødsangst. De vil typisk være i 40’erne og 50’erne – det vil sige i den alder, hvor man for alvor forstår, at uret tæller ned, og man har et behov for at fortrænge det.

I den fortrængning hjælper det, hvis man kan google sig frem til, at man statistisk set har tre eller fire årtier tilbage at leve i. Men den nøgne statistik snyder, for den formidler ikke de lidelser, man sandsynligt skal igennem i sit sidste årti. Det kan være mere nådigt at blive taget af covid-19 forinden.

Titanics forlis stoppede ikke skibstrafik, og det stoppede heller ikke ambitionen om at bygge mere sikre skibe. Coronakrisen vil naturligvis heller ikke få os til at holde op med at prøve at holde syge og gamle i live. Jeg taler heller ikke for eksempelvis aktiv dødshjælp. I det hele taget har jeg ingen færdigpakkede forslag til, hvad vi bare skal gøre anderledes, nu hvor vi har oplevet coronaen.

Det vil være en hjælp, hvis vi ser vores dødelighed i øjnene. Heller ikke det udsagn indeholder nogen dyb visdom. Det er mest noget, man siger, for så straks at ryste det af sig igen. Men denne gang kan det være nødvendigt at tage en konsekvens af det.

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *