Borgerne er magtesløse ved ulovlige kontroller

Kommunernes grå kontroller, vol. 4: Offentlig forvaltning er på godt og ondt som en supertanker. Den manøvrerer trægt og besværligt – men med stor kraft.

Da Indenrigsministeriet i maj afgjorde, at en tvangsmæssig kontrol i Odense Kommune tilbage i 2010 havde været uden lovhjemmel (se første artikel i serien), skete der umiddelbart ikke andet, end at afgørelsen blev lagt på hjemmesiden og sendt til parterne.

Bag linjerne skete der dog mere, oplyser pressechef Søren Kudahl Sørensen fra Kommunernes Landsforening i en mail. ”På konferencen ”Den kommunale jurist” i juni måned, hvor over 100 kommunale jurister deltog, gennemgik afdelingschefen fra det daværende Økonomi- og Indenrigsministerium under sit oplæg blandt andet denne udtalelse. Vi påtænker desuden at tage den med på vores juridiske netværk, som afholdes i oktober måned, hvor de kommunale jurister ligeledes er målgruppen,” skriver han.

Horsens_4På den måde spredes informationerne om, hvordan kommunernes hjemmel til at fortage kontroller på det sociale område skal tolkes. Men det sker 12 år efter, at denne lovhjemmel blev vedtaget. Denne langsommelige proces skyldes blandt andet, at det er er så vanskeligt for borgerne at komme gennem klagesystemet, og at borgerne heller ikke har det store incitament til det: Selv hvis de får ret, skal de hverken regne med at få nogen form erstatning, eller at se de ansvarlige straffet, for så vidt det er relevant. Dermed er det meget få sager, der kommer så langt, at der bliver truffet principielle afgørelser i dem.

Sysette Vinding Kruse er formand for Advokatrådets strafferetsudvalg. Som forsvarsadvokat har hun også erstatningssager for personer, der har været ude for en uberettiget ransagning. Den slags sager er der en del af. Derimod har hun ikke tidligere hørt om tilfælde hvor borgere har fået erstatning, såfremt en administrativ kontrol har været uberettiget.

Men hun har svært ved at tro, at det skyldes, at der aldrig bliver begået fejl ved det sekscifrede antal administrative kontroller. Borgerne opgiver bare at gøre noget ved det, antager hun. ”Jeg kunne godt forestille mig, at folk ikke aner, hvor de skal klage til. Det er lige før, at jeg ikke engang selv ville vide det. Jeg vil tro, at de personer under den sociale lovgivning, det handler om, kender deres rettigheder dårligt og heller ikke har resurserne til at føre sager. Og det er kun i det omfang, at det bliver til en straffesag, at de får juridisk bistand,” siger Sysette Vinding Kruse.

Det er imidlertid heller ikke sådan, at borgerne kan vælge bare at melde forholdet til politiet med henblik på at få rejst en straffesag mod kontrollanterne. At en kontrol er ulovlig er ikke ensbetydende med, at der også er et strafbart forhold. Men der kan være det, hvis for eksempel kriterierne i straffelovens paragraf 155 er opfyldt: ”Misbruger nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret, straffes han med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Sker det for at skaffe sig eller andre uberettiget fordel, kan fængsel indtil 2 år anvendes.”

Men politiet vil som den absolutte hovedregel henvise borgeren til de klageinstanser, som typisk vil findes i forbindelse med forvaltningsopgaver. Så borgeren skal under alle omstændigheder under dette system – uden juridisk vejledning.

Selv hvis sagen, som i tilfældet fra Odense Kommune, falder ud til borgerens fordel, og fejlen er så grov, at den falder ind under straffelovens bestemmelser, vil der typisk ikke ske mere, fordi forældelsesfristen er overskredet. Forældelsesfrister har sin egen komplicerede jura, men i tilfældet med paragraf 155 hedder den som udgangspunkt to år, hvis det er i den milde ende med en strafferamme på fire måneder, og fem år, hvis det er i den hårde ende med en strafferamme på to år. I Odense-tilfældet kom afgørelsen fra Indenrigsministeriet cirka fem år og en måned efter, at den kontrol, afgørelsen handlede om, havde fundet sted. Selv efter den hårde del af paragraffen var sagen altså forældet, da den endelige afgørelse kom.

Falder afgørelsen inden for forældelsesfristen, er det borgerens eget ansvar at få rejst en politisag. Anklagemyndigheden vil ifølge chefanklager Jan Stick kun i helt særlige tilfælde tage sådan et initiativ. Et særligt tilfælde kan være, hvor en sag er blevet kendt gennem medierne medierne, og der efter mediernes udlægning åbenlyst er tale om en alvorlig overtrædelse af straffeloven, men hvor den forurettede af den ene eller anden grund ikke selv vil anmelde sagen. Så går anklagemyndigheden, af hensyn til befolkningens retsfølelse, ind og sørger for, at det bliver undersøgt, hvorvidt nogen kan drages strafferetligt til ansvar.

I sagen fra Odense stod Indenrigsministeriet selv for næsten fire af de fem års sagsbehandlingstid. Kontorchef Christina Ekman forklarer i en mail: ”Som det fremgår af udtalelsen beklager ministeriet meget den lange sagsbehandlingstid. Der er ikke tale om, at ministeriet har prioriteret sagen lavere end andre sager, som ministeriet har realitetsbehandlet som øverste tilsynsmyndighed. Set over perioden 2007 – 2014 er ministeriets gennemsnitlige sagsbehandlingstid for realitetsbehandlede tilsynssager godt 2 år. Det dækker naturligvis over, at nogen sager kan behandles på kortere tid, mens andre sager – som f.eks. sagen vedrørende Odense Kommune – tager længere tid, ofte fordi fagministerier skal høres.”

Christina Ekman forklarer også, at afgørelsen ikke har nogen retsvirkning i den forstand, at Odense Kommune bliver pålagt nogen sanktioner. ”Men hvis udtalelsen ikke efterleves, vil Statsforvaltningen efter omstændighederne kunne følge op herpå, jf. §§ 50 a- 51 i lov om kommunernes styrelse. Der er uhyre sjældent nødvendigt at bruge andre reaktioner med henblik på at få den enkelte kommune til at efterleve de kommunale tilsynsmyndigheders udtalelser. Ministeriet fandt på baggrund af sagens omstændigheder derfor heller ikke anledning til – ud over afgivelsen af den vejledende udtalelse – at foretage videre i anledning af den konkrete sag fra Odense,” skriver Christina Ekman.

Odense_2Hun oplyser, at det ikke hører til ministeriets opgaver som tilsynsmyndighed at tage stilling til, om borgeren skal have nogen form for erstatning. Den opgave ligger også hos domstolene.

Status lige nu er, at i hvert fald Odense Kommune ændrer i sine procedurer omkring tvangsmæssige kontroller. Andre kommuner vil måske også gøre det, efterhånden som kendskabet til afgørelsen fra Indenrigsministeriet når ud til de kommunale jurister.

Men hvis kommunerne ikke retter ind, og der fortsat sker kontroller uden lovhjemmel, vil der ikke ske noget, før en ny borger går den lange og tunge vej gennem klagesystemet. Der vil heller ikke blive gjort noget for at undersøge, hvor stor en del af kommunernes hidtidige kontroller, der har været uden lovhjemmel. Der vil så naturligvis heller ikke blive givet kompensation til dem, som sådanne kontroller er gået ud over, og det vil aldrig blive undersøgt, om forseelserne fra kommunernes side har været så grove, at der er grundlag for at rejse straffesager mod de ansvarlige.

Klagemulighederne for at håndhæve grundlovens ord om boligens ukrænkelighed er så svage, at Sysette Vinding Kruse ikke vil udelukke, at det kunne indbringe Danmark en dom fra den europæiske menneskerettighedsdomstol, hvis nogen en dag anlægger en sag her.

”Hvis man ikke overholder grundlovens ord om, at boligen er ukrænkelig, og man går videre end den lovhjemmel, man har vedtaget – ja, så vil man da på sigt kunne indbringes for menneskerettighedsdomstolen. Men i givet fald skal det først igennem danske domstole, og der har jeg altså endnu ikke set ved sager om administrative kontroller uden for retsplejelovens område,” siger Sysette Vinding Kruse.

Fotos (fra byretterne i henholdsvis Horsens og Odense): Per Johansen.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *