Alle nødløgnes moder

I et år har vi i Danmark haft den besynderlige situation, at det i nogle tilfælde er helt legitimt for embedsmænd at lyve for de folkevalgte. Princippet blev endeligt knæsat, da det såkaldte nødløgnsudvalg indirekte blåstemplede, at Justitsministeriet over for Folketingets Retsudvalg havde løjet om baggrunden for, at et besøg på Christiana måtte udsættes.

For den udenforstående var og er det svært at forstå, hvorfor nødløgnen var nødvendig. Alle forstår, at en efterretningstjeneste skal have hemmeligheder. Men politimyndigheder har masser af gange fået ændret, flyttet eller helt aflyst arrangementer med den helt overordnede begrundelse, at man ikke så sig i stand til at garantere sikkerheden ved dem. Så hvorfor kunne retsudvalget ikke blot få denne forklaring?

Man får en fornemmelse af svaret i Morten Skjoldagers nye bog ”Syv år for PET” – den bog, som efterretningstjenesten fik bremset udgivelsen af, hvorefter Politiken optrykte den. Det konkrete problem var en trussel mod Pia Kjærsgaard, der som suppleant i udvalget ville med på udflugten. Da PET jo beskytter hende døgnet rundt, kender de også hendes kalender, og så fik daværende PET-chef Jakob Scharf den smarte ide, at man kunne lægge udflugten på en dag, hvor Pia Kjærsgaard skulle noget andet vigtigt.

Det var naturligvis stærkt grænseoverskridende, at man på denne måde ville misbruge fortrolige oplysninger, man havde fået fra en person for at kunne beskytte denne. Andre i PET fik da også sat en stopper for ideen. Men en psykologisk mekanisme synes at være gået i gang: Har man en gang haft tanken om en nedrig handling, vil man pr. refleks være tilbøjelig til at lyve om det, som handlingen angår, også selv om man aldrig førte den ud i livet.

Forløbet var medvirkende til, at Scharf måtte forlade PET. Men han var i forvejen så upopulær blandt medarbejderne, at de, blandt andet med lækager til Ekstra Bladet om chefens forbrug på rejser, søgte at fælde ham. Også Pia Kjærsgaard har udtalt sig rasende om Scharf, og efter at have læst bogens sidste kapitel, forstår man hende. Scharf forsvarer for eksempel sit påtænkte bedrag over for hende med, at det er helt normalt, at politikere og embedsmænd lyver om vigtige møder, de skal til, for på den måde at slippe for andre møder. Sikkert nok, men det er naturligvis ikke det samme at lyve lidt om egne aftaler som at misbruge fortrolig viden om en anden persons aftaler.

Måske er uviljen mod og mistilliden til Scharf også baggrunden for det uskønne forløb, hvor udgivelsen af bogen blev bremset. Måske har nogen i PET ikke evnet at holde hovedet koldt.

Under alle omstændigheder er det godt, at bogen kom på gaden. Det kan ikke udelukkes, at den indeholder detaljer om efterforskning, som PET helst havde holdt for sig selv. Men de historier, der fortælles over de 15 kapitler, er ikke nye, og for så vidt angår metoderne er de farverige, men uden at overraske nogen, som har set blot en enkelt spionfilm. Som når PET skulle arrangere en rumaflytning af en potentiel terrorist, der havde en tudsegammel computerskærm. Agenterne fandt langt om længe en skærm af samme mærke, påførte den omhyggeligt samme skader og ridser, som terroristens skærm havde, byggede tre bittesmå kameraer ind i den – og byttede de to skærme ud, så de fra da af kunne følge med i, hvad der skete i lejligheden.

krasnikDenne operation var succesfuld, og den afværgede med al sandsynlighed en eller flere alvorlige terrorhandlinger. Desværre har mange over årene arbejdet med tilsvarende planer. Scharf stod for en linje, hvor PET i højere grad end hidtil kommunikerede med – eller i hvert fald til – offentligheden, og selv om efterretningsarbejde i sagens natur må være hemmeligt, er det sundt, at befolkningen i overordnede træk ved, hvad dens efterretningstjeneste arbejder med, hvorfor og hvordan.

Man kan også nemt argumentere for, at der endda er behov for mere offentlighed. Martin Krasniks berømte interview med Lars Hedegaard i Deadline, hvor det mere end antydes, at denne selv havde opdigtet attentatforsøget, var meget omtalt i tiden. Men her spildte offentligheden sin tid på et vildspor, og givetvis til stor og urimelig belastning for Lars Hedegaard: Ifølge Scharf var dem, som efterforskede attentatforsøget, aldrig i tvivl om, at det havde fundet sted.

Og så er der den fare ved efterretningstjenester, som man så illustreret i nødløgns-affæren: En tjeneste, som allerede i lovgivningen har fået tildelt ekstraordinære redskaber, og som man heller ikke kan kontrollere efter sædvanlige metoder, kan nemt blive fristet over evne til at misbruge sine beføjelser, og så er man inde, hvor det truer demokrati og borgerrettigheder. Helt afværges kan det næppe, men gennem offentlighed kan risikoen dog begrænses. Så alene af den grund fortjener såvel Morten Skjoldager som Jakob Scharf en tak for bogen.

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *