15 år og en værdidebat senere

Daværende skatteminister Carsten Koch måtte komme med dyre løfter til Folketinget, da han i 1997 fremlagde et lovforslag om skattemyndighedernes adgang til at kontrollere virksomhedernes skatteregnskaber på virksomhedernes egne adresser.

Selv om der ifølge forslaget kun var tale om en tilpasning og harmonisering af lovteksterne, var samtlige partier både til højre og til venstre for SR-regeringen bekymrede. Både for selve det at give en myndighed lov til at foretage et tvangsindgreb uden dommerkendelse, og for det forehold, at politiet i nogle situationer kunne følge med skat. For hvordan kunne man sikre, at skattemyndighedernes kontroller ikke blev misbrugt til at foretage strafferetslige efterforskninger uden dommerkendelse?

Bekymringerne skulle i høj grad vise sig at være berettigede. I dag foregår Skats og andre myndigheders administrative kontroller i en uskøn sammenblanding med strafferetslige efterforskninger.

Men truslen kom fra en uventet kant. Det er nemlig de samme partier – og i nogle tilfælde endda de samme politikere – som dengang advarede mod de mange lovhjemler til at foretage kontroller uden retskendelse, der siden selv har misbrugt disse lovhjemler.

Hjemmets ukrænkelighed har været den store taber gennem halvandet årtis diskussioner om værdier og velfærdsstat. Et samlet Folketing er vendt på en tallerken, når det gælder borgernes rettigheder under tvangsmæssige kontroller.

Dette er historien om, hvordan det er foregået.

Tilbage i slutningen af 90’erne forsikrede Carsten Koch, at der ikke var grund til panik. I begyndelsen af 1998 skrev han blandt andet til Folketingets skatteudvalg:

”Skulle situationen opstå, at skattemyndighederne på trods af en mistanke om et konkret strafbart forhold alligevel skaffer sig adgang til virksomheden uden en retskendelse, vil der foreligge en omgåelse af de straffeprocessuelle regler om tvangsindgreb og en overtrædelse af reglerne om administrative kontrolbesøg. (…)

De administrative tilsyn foretages alene med henblik på at kontrollere, om der er overensstemmelse mellem det, der fremgår af virksomhedens regnskaber, og de faktiske forhold i virksomheden. Såfremt skattemyndighederne inden et sådant kontrolbesøgs foretagelse har en formodning om et strafbart forhold og eventuelt vurderer, at der er grundlag for at rejse sigtelse, er skattemyndighederne udelukket fra at anvende de administrative kontrolbeføjelser. (…)

”Det (vil) kun i sjældne tilfælde blive aktuelt at indhente politiets bistand. En sådan politibistand kræver, at skattemyndighederne har en begrundet formodning om, at adgangen vil blive nægtet, eller om, at der vil opstå problemer af en sådan karakter, at politiets tilstedeværelse er påkrævet fra starten af besøget.  I øvrigt er politiets opgave alene at overvinde fysiske forhindringer for kontrollens gennemførelse.”

Sådan forklarede en skatteminister altså skattemyndighedernes kontrolbeføjelser i 1998. I dag, nu 14 år senere, bliver de samme kontrolbeføjelser bl.a. brugt til at gennemføre den indsats mod ”social dumping”, som regeringen og Enhedslisten aftalte under finanslovsforhandlingerne. Politiet deltager rutinemæssigt i aktionerne. Justitsminister Morten Bødskov forklarer i en pressemeddelelse:

”Jeg lægger stor vægt på, at politiet indgår i et målrettet samarbejde med både SKAT og Arbejdstilsynet, så myndighederne kan gå direkte efter de arbejdspladser, hvor vi ved, at der findes illegal arbejdskraft. Politiet kan således bidrage med nyttig, efterforskningsbaseret viden, som kan bruges til at målrette aktionerne mod social dumping i endnu højere grad. Politiet vil samtidig tage sig af sager, hvor udenlandske medarbejdere ikke har arbejds- eller opholdstilladelse.”

Politiet deltager altså ikke blot i aktionerne, der foregår uden dommerkendelse – politiet går specifikt efter steder, hvor de ifølge ministeren ved, at der foregår strafbare handlinger. At ansætte illegal arbejdskraft kan give op til to års fængsel. De ansatte selv kan få op til et års fængsel.

Men ministrene kan gøre den slags uden at frygte tæsk. På grund af det samlede Folketings kovending i synet på administrative kontroller uden retskendelse.

Vi spoler tilbage til 1998. Arbejdet med lovforslaget blev afbrudt af folketingsvalget i marts. Men efter SR-regeringens valgsejr blev det genfremsat i 1999. Nu var Ole Stavad skatteminister, og også han måtte på spørgsmål efter spørgsmål fra folketingsmedlemmer forsikre, at kontroladgangen ikke skulle eller kunne bruges til strafferetslige efterforskninger, og at politiet i øvrigt kun skulle med i ekstraordinære situationer, som han udtrykte det.

Trods alle bekymringer blev loven vedtaget med stemmer fra alle partier undtagen Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet. Venstre tilsluttede sig kun nølende forslaget. Partiet havde gennem flere år ført en offensiv omkring retssikkerhed, og som den vikarierende ordfører Kristian Jensen understregede under førstebehandlingen, så man allerhelst, at behovet for kontroller blev revurderet, eller at man helt lukkede for muligheden for kontroller uden dommerkendelse.

”Der skal heller ikke herske tvivl om, at Venstre er modstander af en yderligere omgåelse af ånden i grundlovens paragraf 72 ved overdreven brug af en såkaldt særegen undtagelse. (…)Retssikkerhedsmæssigt er det ikke tilfredsstillende blot gennem lovgivningen at give hjemmel til adgang, idet retssikkerhedsdebatten stikker langt dybere,” sagde Kristian Jensen fra Folketingets talerstol.

Et par år senere blev Venstre selv regeringsparti, og man gik straks i gang med at reformere området ud fra det princip, man syntes at have tænkt sig frem til under forhandlingerne i 1999. Myndighederne skulle have adgang til at kontrollere, men borgernes og virksomhedernes rettigheder i den forbindelse skulle skæres ud i pap. En fastlæggelse af retstilstanden ved myndighedskontroller uden dommerkendelse var med i regeringsgrundlaget for den allerførste VK-regering i 2001.

Retssikkerhedskommissionen blev nedsat, og på baggrund af dens anbefalinger vedtog Folketinget i 2004 ”Lov om retssikkerhed ved forvaltningernes anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.” Det var en banebrydende lov – ikke bare i dansk sammenhæng.

Loven indeholdt en yderligere stramning af grænsen mellem forvaltningsmæssige kontroller og strafferetslige efterforskningen. Forinden havde reglen været, at for eksempel Skat skulle undlade at udføre en kontrol – eller afbryde den undervejs – hvis man blev opmærksom på et forhold, der ville udløse en sigtelse mod den kontrollerede. Nu blev grænsen rykket endnu længere tilbage, så kontroladgangen faldt bort allerede inden et strafbart forhold var tilstrækkeligt belyst til, at der var grundlag for en politianmeldelse.

Det var et stort flertal i retssikkerhedskommissionen, der stod bag denne stramning, fordi man frygtede, at kontroladgangen ellers ville blive misbrugt til at finde bevismateriale for strafbare forseelser.

Men hvis loven blot sluttede der, ville der opstå en række uhensigtsmæssige situationer. Nogle kontroller er vigtige, og det ville for eksempel være skidt, hvis veterinærkontroller eller kontroller med forurenende virksomheder skulle afbrydes, fordi der var en mistanke om blot en lille strafbar handling. Indehaverne kunne for så vidt også helt undgå at blive kontrolleret, blot ved at opføre sig mistænkeligt.

Retssikkerhedskommissionens løsning var, at kontrollen skulle kunne fortsætte, men kun hvis formålet alene var kontrollen. Nøgleordet her er ”alene”. Det vil sige, kontrollanterne ikke må have nogen parallel intention om at opklarestrafbare forbrydelser.

Men hvordan afgør man, om kontrollanten har haft andre intentioner end selve den rent administrative kontrol? Det er en kunstart for sig, og praksis er blevet, at myndigheder foretager kontroller som de vil, så længe det kan forsvares inden for deres egne lovhjemler. Også selv om det ganske åbenlyst har været et sideordnet mål at samle bevismateriale til straffesager, eller endda selv om det har været det overordnede mål.

Den slags har i mange tilfælde været forbundet til 00’ernes værdipolitiske dagsordner. Det er f.eks. ikke Morten Bødskov, der har opfundet, at Skat skal lede efter illegal arbejdskraft. Det er noget, han har overtaget fra sine forgængere. Også den strafferetslige indsats mod almindelige borgeres brug af doping er stærkt forbundet med Skats kontroller, i dette tilfælde med hjemmel i toldloven. Indsatsen mod prostitutionens bagmænd ville være praktisk talt uden effekt, hvis ikke flere hold af skatte- og justitsministre helt officielt havde anvendt Skats kontrolbeføjelser til at fremskaffe bevismateriale og til at give politiet adgang til bordellerne uden dommerkendelse.

Ironisk er meget af denne praksis udviklet, mens skatteministeren hed Kristian Jensen. Han kom meget effektivt bort fra sit standpunkt fra 1999 om, at kontroller uden retskendelse allerhelst helt skulle afskaffes.

Men han var ikke alene om holdningsskiftet. Det gjaldt for både Venstre og Konservative, og hvor de to partier havde indledt deres regeringssamarbejde med at nedsætte retssikkerhedskommissionen, indeholdt en af de allersidste love, de sammen fik vedtaget lige før sommerferien 2011, en lang række udvidelser af forskellige myndigheders kontroladgang.

Blandt nyskabelserne er, at Personalestyrelsen på alt, hvad der kan tolkes som trafikale knudepunkter, kan stoppe folk og kræve at se legitimation og rejsedokumenter. Kommunerne har samtidig fået lov til at målrette kontroller til virksomheder, hvor de har en mistanke om, at borgere begår socialt bedrageri. En adgang, som kommunerne vanskeligt kan forene med retssikkerhedslovens generelle regel om, at kontroller alene skal have formål at bringe orden i ikke-strafbare forhold.

Om det at bekæmpe socialt bedrageri er værdipolitik eller økonomisk politik, er en smagssag. Men i hvert fald havde hensynet til velfærdsstatens overlevelse i den christiansborgske prioritering klart overhalet borgernes rettigheder i egne hjem og virksomheder, fremgik det, da loven blev behandlet sidste sommer.

Venstres ordfører Ulla Tørnæs forklarede synspunktet i Folketinget:

”Et grundvilkår for vores skatteyderfinansierede velfærdssamfund er jo, at vi alle yder efter evne og nyder efter behov. Et misbrug har derimod efter min opfattelse en undergravende effekt på respekten for de skatteyderbetalte ydelser. Derfor skal misbrug af sociale ydelser af enhver art bekæmpes, ellers risikerer vi, at vores skattefinansierede velfærd mister sin legitimitet i borgernes øjne, og det er der jo ingen af os der har nogen som helst interesse i.”

Ulla Tørnæs nævnte derimod ikke borgernes retssikkerhed med et ord.

Kun Enhedslisten og de radikale stemte sidste år mod den nye lov. Men også de to partier er kommet med på bølgen nu, hvor deres stemmer tæller med i det regerende flertal.

Enhedslisten tæller det som en af partiets sejre, at kontrollerne mod social dumping bliver gennemført, og pakken fra finanslovsaftalen indeholder yderligere et pikant element: Nemlig et lovforslag, der for første gang skal give Skat mulighed for at foretage kontroller i private boliger – eller i hvert fald på grunde tilknyttet private boliger. Hvis Morten Bødskovs politifolk følger med på disse fremtidige kontroller, er konsekvensen, at politiet uden dommerkendelse kan foretage ransagninger i private boliger.

Tilbage i slutningen af 90’erne kunne både SF og Enhedslisten godt acceptere lidt mere vidtgående kontrolbeføjelser i virksomheder. Når begge partier stemte for, var det bl.a. med henvisning til, at forslaget netop ikke omhandlede private boliger. Frank Aaen var ordfører for Enhedslisten ved debatten i 1997, og han udtrykte synspunktet således:

”Det er jo en oplagt anledning til betænkeligheder, når man åbner for at give adgang til et privat område uden retskendelse, men vi opfatter nu det vigtigste i denne bestemmelse som værende, at man ikke kan tiltvinge sig adgang til menneskers private boliger uden retskendelse. Dels ud fra mit principielle synspunkt og holdning til ejendomsforholdene i erhvervslivet, men sådan set også ud fra mange andre betragtninger, kan man godt betragte virksomheder som i højere grad en del af det offentlige rum, end en privat bolig er.”

Men det var altså dengang. I dag står et samlet Folketing bag en praksis, der giver myndighederne langt videre rammer for at foretage tvangsindgreb i virksomheder og boliger, end nogen havde forstillet sig for 15 år siden.

Men det er ikke ensbetydende med, at praksis også er lovlig. Førende jurister mener, at indsatsen mod social dumping er i strid med lov og ret. Det vender jeg tilbage til i et kommende indlæg.

________________________________________________________________

De omtalte lovforslag, samt debatterne om dem, høringssvar og så videre, kan findes i databasen på Folketingets hjemmeside.

Carsten Kochs lovforslag var L 77 fra første samling i folketingsåret 1997-98.

Ole Stavads genfremsættelse af forslaget var L 73 fra folketingsåret 1998-99.

Forslag til Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter er fremsat som L 96 af justitsminister Lene Espersen i Folketingsåret 2003-04.

Forslaget om at udvide kontroladgangen i forbindelse med socialt bedrageri er fremsat som L 187 af beskæftigelsesminister Inger Støjberg i første samling i folketingsåret 2010-11. Om dette forslag – se også det tidligere indlæg Til brug for en enkelt sag.

This entry was posted in Ikke kategoriseret and tagged , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *