In the ghetto

by Sten Thorup Kristensen Posted on 14. maj 2012

I oktober 2010 fremlagde den daværende VK-regering sin ghettoplan. Det var – som vanligt ved ny lovgivning om indvandring dengang – en del af den dynamik, man havde sammen med Dansk Folkeparti.

På et pressemøde forklarede Lars Løkke Rasmussen behovet for ghettoplanen. ”Fordi børn kan lege ude på gaden om aftenen, fordi forældrene ikke skal op til noget næste dag,” sagde han blandt andet, ifølge Politiken.

Denne problematisering af, at børn leger udenfor om aftenen, tjener som et godt eksempel på, hvor nemt de i udgangspunktet ædle intentioner om, at samfundet skal beskytte børn, kan komme til at indgå i en mudret politisk sammenhæng.

Politikere fra regeringen og dens parlamentariske grundlag kan selv lægge to og to sammen og se på fremtidsperspektiverne, når de om kort tid giver de sociale myndigheder og politiet lov til at tiltvinge sig adgang til børnefamiliers hjem, uden retskendelse.

Regeringen vil naturligvis bruge loven i nogle sammenhænge, hvor den selv finder det hensigtsmæssigt. Men en dag vil der komme et nyt flertal, og det vil have sine egne meninger om, hvad loven bedst kan bruges til.

Camilla Paaske Hjort og jeg skriver om loven i Information i dag. Læs artiklen her.

Et tidligere indlæg om emnet: Brønderslev, og meget mere.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | Leave a comment

Dumping af borgerrettigheder

by Sten Thorup Kristensen Posted on 1. maj 2012

I dag er det 1. maj, og politikere fra venstre side i Folketinget vil rundt omkring i landet holde taler for større eller mindre forsamlinger. Mange af disse politikere vil særligt fremhæve ét konkret resultat af magtskiftet sidste efterår. Nemlig den indsats mod såkaldt social dumping, som regeringen har aftalt med Enhedslisten.

Det vil sikkert også være et populært budskab, for der er for tiden høj arbejdsløshed blandt byggefolk, og mange af dem var i forvejen bekymrede for den konkurrence, de bliver udsat for fra østeuropæiske kolleger, der er villige til at acceptere en lavere løn.

Men der er nogle alvorlige ulemper ved denne indsats – ulemper, som politikerne næppe vil fortælle om blandt faner, kaffekopper og håndbajere: For det første er indsatsen efter alt at dømme i lodret strid med lands lov og ret. For det andet inkluderer den en lovændring, der vil gøre det muligt for Skat og politiet at gå ind i private hjem – uden dommerkendelse.

Indsatsen består af kontroller gennemført at Skat, Arbejdstilsynet og politiet. De går sammen ud på byggepladserne for at finde lov- og regelbrud fra udenlandske byggefirmaer, eller fra danske virksomheder, der benytter sig af udenlandsk arbejdskraft.

Kontrollerne blev sat i værk i begyndelsen af marts, og i den anledning udsendte de tre involverede ministre – beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, skatteminister Thor Möger Pedersen og justitsminister Morten Bødskov – en fælles pressemeddelelse. Sidstnævnte udtalte:

”Jeg lægger stor vægt på, at politiet indgår i et målrettet samarbejde med både SKAT og Arbejdstilsynet, så myndighederne kan gå direkte efter de arbejdspladser, hvor vi ved, at der findes illegal arbejdskraft. Politiet kan således bidrage med nyttig, efterforskningsbaseret viden, som kan bruges til at målrette aktionerne mod social dumping i endnu højere grad. Politiet vil samtidig tage sig af sager, hvor udenlandske medarbejdere ikke har arbejds- eller opholdstilladelse.”

Morten Bødskovs problem er, at politiet slet ikke har lov til at deltage fast i den slags kontroller, hvor myndigheder uden retskendelse tiltvinger sig adgang til private hjem eller virksomheder. Det er kun Skat og Arbejdstilsynet, der har den slags hjemler. Politiet kan kun deltage, hvis der er en begrundet formodning om, at de andre myndigheder vil blive nægtet at udføre kontrollerne.

Jeg beskrev i mit forrige indlæg, hvordan de daværende skatteministre Casten Koch og Ole Stavad højt og helligt lovede, at politiet ikke havde andre opgaver, dengang i slutningen af 90’erne, hvor Skats lovhjemmel til at foretage kontroller blev indføjet i loven. Ole Stavad formulerede det sådan, at politiet kun skulle med i ekstraordinære situationer.

Jan Pedersen, professor dr. jur. ved Aarhus Universitet, var blandt dem, der allerede advarede om de mulige konsekvenser, dengang SR-regeringen justrede lovgivningen om skattemyndighedernes kontroladgang. I dag mener han, at politiets faste deltagelse i kontrollerne er strid med den retstilstand, som Ole Stavad støbte ind i beton med sine gentagne løfter til Folketingets skatteudvalg i 1999.

”Det, som Morten Bødskov udtaler i pressemeddelelsen, svarer ikke ret godt til det, som Ole Stavad har oplyst over for Folketinget. Ministersvarene udtrykker retsstillingen meget klart. Politiets opgave er at overvinde forhindringer, men det skal der være en konkret anledning til det. Man kan ikke bare rykke fast ud med politiet,” siger Jan Pedersen.

Jeg har spurgt Rigspolitiet, hvordan det alligevel kan lade sig gøre, at politiet er med hver gang, når der bliver gennemført kontroller mod social dumping. Svaret er, at man altid betragter den slags kontroller som ekstraordinære.

Men ud over at den forklaring rent sprogligt ikke hænger sammen, er den heller ikke tilnærmelsesvist sand. Jeg har også fået aktindsigt i de forskellige myndigheders arbejde med at udforme den konkrete model for kontrollerne mod social dumping. Det foregik i al hast hen over finanslovsforhandlingerne i november og december sidste år. Og her fremgår det klart, at der er et ganske andet mål med politiets tilstedeværelse end at sikre adgang til byggepladserne.

I det notat, som cirkulerede mellem embedsmændene, mens man udarbejdede den præcise model for kontrollerne, er der afprøvet flere forskellige formuleringer om politiets rolle. En af dem lyder: ”Politiet inddrages med henblik på at sikre hurtig opfølgning, såfremt der er grundlag for at iværksætte sanktioner eller skridt til retlig sikring af tilgodehavender.” Den endelige formulering blev: ”SKAT og politiet indgår i udrykningsenhedernes indsats bl.a. for at sikre en hurtigere og mere effektiv sanktionering ved lovovertrædelser”.

Så politiet deltager altså i tvangsindgreb uden dommerkendelse, uden at have nogen lovhjemmel til det. Dette problem kunne Morten Bødskov og hans ministerkolleger dog muligvis løse ved at få vedtaget en lov, der giver lovhjemlen.

Anderledes indviklet er et andet element i kontrollerne mod social dumping. Det handler om det såkaldte specialitetsprincip, der går ud på, at myndigheder kun må bruge deres magtmidler inden for hvert deres forvaltningsområde. Hvilket skal sikre, at regering og myndigheder ikke misbruger samme magtmidler til at forfølge borgere, de af andre grunde har noget imod.

Hvis regeringen en dag skulle få en særlig modvilje mod de rødhårede, kunne den i princippet få skovlen under dem ved med særlig nidkærhed at håndhæve lovgivningen over for borgerne med rødt hår. Færdselspolitiet kunne for eksempel give bøder til rødhårede cyklister, der kørte over for rødt, mens det lod borgere med andre hårfarver slippe. Men kun i princippet, for det er den slags, specialitetsprincippet sætter en stopper for.

Kontrollerne mod social dumping retter sig mod bl.a. skattesnyd og brud på arbejdsmiljøloven. Begge dele er myndighederne i deres gode ret til at gribe ind over for – også ved hjælp af tvangsindgreb uden dommerkendelse.

Men hvis det reelle formål er at bekæmpe grupper af borgere, der i udgangspunktet overholder loven, så stiller sagen sig ganske anderledes. Og det er der ganske meget, der tyder på, at den gør.

”Social dumping” er udelukkende et politisk begreb. Da der er fri løndannelse i Danmark, er der, på nær i nogle få undtagelsestilfælde, juridisk set ikke noget, der hedder underbetaling. Hvis et område er omfattet af overenskomster, skal de naturligvis overholdes. Men det er ikke noget, der angår regeringen eller myndighederne.

Der er konkrete grunde til, at man ikke bare fastsætter en mindsteløn i lovgivningen. Blandt andet ville det svække den rolle, arbejdsmarkedets parter har i den danske model, hvis statsmagten blander sig i løndannelsen. Men netop i henseende til udenlandske håndværkere er den frie løndannelse ubekvem.

Men Enhedslisten lagde i forbindelse med finanslovsforliget ikke skjul på, at det var ”underbetalingen” – som altså i sig selv er fuldt lovlig – man var ude efter.

”Der går tusindvis af danske håndværkere arbejdsløse, fordi der er nogle arbejdsgivere der ser en fidus i at importere underbetalt arbejdskraft under kummerlige vilkår. Det vil vi ikke stå model til,” udtalte ordføreren Finn Sørensen i forbindelse med aftalen med regeringen om at bekæmpe social dumping.

En udtalelse fra et forligsparti hverken forpligter eller miskrediterer regeringen. Men embedsmændene, der udformede kontrolindsatsen, var heller ikke i tvivl om, at det var Enhedslistens politiske ønske, man skulle opfylde. I det notat, der åbnede kommunikationen mellem embedsmændene, hedder det under overskriften ”Problem”:

”Enhedslisten har tilkendegivet, at de vil rejse social dumping som et tema under forhandlingerne om finansloven for 2012. Det bemærkes, at fagbevægelsen også har stor fokus på social dumping, som således også kan forventes at blive et tema under de forestående trepartsforhandlinger.”

Ole Christensen, socialdemokratisk EU-parlamentsmedlem, var på samme spor i et debatindlæg i Dagbladet Børsen den 12. marts.

”Gennem landsdækkende razziaer har regeringen indledt kampen mod underbetalt udenlandsk arbejdskraft og skuffeselskaber,” skrev han.

Og hvis det ikke var nok, så er skatteministeren også klar i mælet i de tre ministeriers fælles pressemeddelelse:

”Det (er) en central politisk opgave at sikre, at de danske virksomheder ikke også skal slås med unfair konkurrence fra udenlandske virksomheder eller miste ordrer, fordi andre danske virksomheder hyrer udenlandsk arbejdskraft på klart ringere vilkår, end hvad der gælder for danske medarbejdere. Derfor er jeg meget tilfreds med, at den styrkede indsats nu vil sætte et klart fokus på, at alle virksomheder, danske og udenlandske, skal leve op til reglerne,” udtalte han.

På baggrund af det sidste citat mener advokat Christian Harlang, at aktionerne udgør et klart brud på specialitetsprincippet.

”Jeg undrer mig virkelig over, at der ikke er nogen i embedsværket, der stopper ministeren. Det er meget, meget mærkeligt. Hvis man overtræder specialitetsprincippet, er det ofte udtryk for en magtfordrejning,” siger Christian Harlang.

Indsatsen er indtil nu foregået på byggepladser, der er ejet af virksomheder og institutioner. Men mange af de firmaer, som regeringen og Enhedslisten gerne vil ramme, arbejder i private hjem. Dér har indtil videre kun Arbejdstilsynet kontrolbeføjelser, og det er hidtil foregået stille og roligt, og meget sjælendt med politiets deltagelse.

Men det vil regeringen lave om på med et lovforslag, der er på vej gennem Folketinget. Det skal også give Skat ret til at gå ind på privat grund – dog ikke ind i selve hjemmene, men i for eksempel haver og indkørsler. Hvis regeringen tolker politiets hjemler som hidtil, vil politiet altså som fast praksis følge med.

Og så har man følgende situation: Politiet går, uden nogen dommerkendelse, ind på privathjemmets grund hos borgere, som politikerne af helt andre grunde end de formelt juridiske ønsker at få ram på, i håb om at finde ud af, at disse borgere har begået handlinger, man kan straffe dem for.

Fortsat god 1. maj.

__________________________________________________________________

Villy Søvndals 1. maj-tale blev lækket før tid og bragt i Politiken. I talen bliver netop kontrollerne mod social dumping fremhævet som et af de markante resultater, regeringen har opnået.

Forslaget om Skats lovhjemmel til at foretage kontroller uden dommerkendelse ved private hjem findes på Skatteministeriets hjemmeside.

Mette Frederiksen og Thor Möger Pedersen brugte den første kontrolaktion i marts som photo opportunity. Billedet er hentet på Mette Frederiksens væg på Facebook.

Se også fotograf Keld Navntofts fortrinlige billede fra samme lejlighed – det blev brugt til BT’s dækning af den første kontrolrunde. Bemærk, at journalisten også har forstået det sådan, at kontrollerne skal afdække ”unfair konkurrence på lønområdet”.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment

15 år og en værdidebat senere

by Sten Thorup Kristensen Posted on 25. april 2012

Daværende skatteminister Carsten Koch måtte komme med dyre løfter til Folketinget, da han i 1997 fremlagde et lovforslag om skattemyndighedernes adgang til at kontrollere virksomhedernes skatteregnskaber på virksomhedernes egne adresser.

Selv om der ifølge forslaget kun var tale om en tilpasning og harmonisering af lovteksterne, var samtlige partier både til højre og til venstre for SR-regeringen bekymrede. Både for selve det at give en myndighed lov til at foretage et tvangsindgreb uden dommerkendelse, og for det forehold, at politiet i nogle situationer kunne følge med skat. For hvordan kunne man sikre, at skattemyndighedernes kontroller ikke blev misbrugt til at foretage strafferetslige efterforskninger uden dommerkendelse?

Bekymringerne skulle i høj grad vise sig at være berettigede. I dag foregår Skats og andre myndigheders administrative kontroller i en uskøn sammenblanding med strafferetslige efterforskninger.

Men truslen kom fra en uventet kant. Det er nemlig de samme partier – og i nogle tilfælde endda de samme politikere – som dengang advarede mod de mange lovhjemler til at foretage kontroller uden retskendelse, der siden selv har misbrugt disse lovhjemler.

Hjemmets ukrænkelighed har været den store taber gennem halvandet årtis diskussioner om værdier og velfærdsstat. Et samlet Folketing er vendt på en tallerken, når det gælder borgernes rettigheder under tvangsmæssige kontroller.

Dette er historien om, hvordan det er foregået.

Tilbage i slutningen af 90’erne forsikrede Carsten Koch, at der ikke var grund til panik. I begyndelsen af 1998 skrev han blandt andet til Folketingets skatteudvalg:

”Skulle situationen opstå, at skattemyndighederne på trods af en mistanke om et konkret strafbart forhold alligevel skaffer sig adgang til virksomheden uden en retskendelse, vil der foreligge en omgåelse af de straffeprocessuelle regler om tvangsindgreb og en overtrædelse af reglerne om administrative kontrolbesøg. (…)

De administrative tilsyn foretages alene med henblik på at kontrollere, om der er overensstemmelse mellem det, der fremgår af virksomhedens regnskaber, og de faktiske forhold i virksomheden. Såfremt skattemyndighederne inden et sådant kontrolbesøgs foretagelse har en formodning om et strafbart forhold og eventuelt vurderer, at der er grundlag for at rejse sigtelse, er skattemyndighederne udelukket fra at anvende de administrative kontrolbeføjelser. (…)

”Det (vil) kun i sjældne tilfælde blive aktuelt at indhente politiets bistand. En sådan politibistand kræver, at skattemyndighederne har en begrundet formodning om, at adgangen vil blive nægtet, eller om, at der vil opstå problemer af en sådan karakter, at politiets tilstedeværelse er påkrævet fra starten af besøget.  I øvrigt er politiets opgave alene at overvinde fysiske forhindringer for kontrollens gennemførelse.”

Sådan forklarede en skatteminister altså skattemyndighedernes kontrolbeføjelser i 1998. I dag, nu 14 år senere, bliver de samme kontrolbeføjelser bl.a. brugt til at gennemføre den indsats mod ”social dumping”, som regeringen og Enhedslisten aftalte under finanslovsforhandlingerne. Politiet deltager rutinemæssigt i aktionerne. Justitsminister Morten Bødskov forklarer i en pressemeddelelse:

”Jeg lægger stor vægt på, at politiet indgår i et målrettet samarbejde med både SKAT og Arbejdstilsynet, så myndighederne kan gå direkte efter de arbejdspladser, hvor vi ved, at der findes illegal arbejdskraft. Politiet kan således bidrage med nyttig, efterforskningsbaseret viden, som kan bruges til at målrette aktionerne mod social dumping i endnu højere grad. Politiet vil samtidig tage sig af sager, hvor udenlandske medarbejdere ikke har arbejds- eller opholdstilladelse.”

Politiet deltager altså ikke blot i aktionerne, der foregår uden dommerkendelse – politiet går specifikt efter steder, hvor de ifølge ministeren ved, at der foregår strafbare handlinger. At ansætte illegal arbejdskraft kan give op til to års fængsel. De ansatte selv kan få op til et års fængsel.

Men ministrene kan gøre den slags uden at frygte tæsk. På grund af det samlede Folketings kovending i synet på administrative kontroller uden retskendelse.

Vi spoler tilbage til 1998. Arbejdet med lovforslaget blev afbrudt af folketingsvalget i marts. Men efter SR-regeringens valgsejr blev det genfremsat i 1999. Nu var Ole Stavad skatteminister, og også han måtte på spørgsmål efter spørgsmål fra folketingsmedlemmer forsikre, at kontroladgangen ikke skulle eller kunne bruges til strafferetslige efterforskninger, og at politiet i øvrigt kun skulle med i ekstraordinære situationer, som han udtrykte det.

Trods alle bekymringer blev loven vedtaget med stemmer fra alle partier undtagen Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet. Venstre tilsluttede sig kun nølende forslaget. Partiet havde gennem flere år ført en offensiv omkring retssikkerhed, og som den vikarierende ordfører Kristian Jensen understregede under førstebehandlingen, så man allerhelst, at behovet for kontroller blev revurderet, eller at man helt lukkede for muligheden for kontroller uden dommerkendelse.

”Der skal heller ikke herske tvivl om, at Venstre er modstander af en yderligere omgåelse af ånden i grundlovens paragraf 72 ved overdreven brug af en såkaldt særegen undtagelse. (…)Retssikkerhedsmæssigt er det ikke tilfredsstillende blot gennem lovgivningen at give hjemmel til adgang, idet retssikkerhedsdebatten stikker langt dybere,” sagde Kristian Jensen fra Folketingets talerstol.

Et par år senere blev Venstre selv regeringsparti, og man gik straks i gang med at reformere området ud fra det princip, man syntes at have tænkt sig frem til under forhandlingerne i 1999. Myndighederne skulle have adgang til at kontrollere, men borgernes og virksomhedernes rettigheder i den forbindelse skulle skæres ud i pap. En fastlæggelse af retstilstanden ved myndighedskontroller uden dommerkendelse var med i regeringsgrundlaget for den allerførste VK-regering i 2001.

Retssikkerhedskommissionen blev nedsat, og på baggrund af dens anbefalinger vedtog Folketinget i 2004 ”Lov om retssikkerhed ved forvaltningernes anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.” Det var en banebrydende lov – ikke bare i dansk sammenhæng.

Loven indeholdt en yderligere stramning af grænsen mellem forvaltningsmæssige kontroller og strafferetslige efterforskningen. Forinden havde reglen været, at for eksempel Skat skulle undlade at udføre en kontrol – eller afbryde den undervejs – hvis man blev opmærksom på et forhold, der ville udløse en sigtelse mod den kontrollerede. Nu blev grænsen rykket endnu længere tilbage, så kontroladgangen faldt bort allerede inden et strafbart forhold var tilstrækkeligt belyst til, at der var grundlag for en politianmeldelse.

Det var et stort flertal i retssikkerhedskommissionen, der stod bag denne stramning, fordi man frygtede, at kontroladgangen ellers ville blive misbrugt til at finde bevismateriale for strafbare forseelser.

Men hvis loven blot sluttede der, ville der opstå en række uhensigtsmæssige situationer. Nogle kontroller er vigtige, og det ville for eksempel være skidt, hvis veterinærkontroller eller kontroller med forurenende virksomheder skulle afbrydes, fordi der var en mistanke om blot en lille strafbar handling. Indehaverne kunne for så vidt også helt undgå at blive kontrolleret, blot ved at opføre sig mistænkeligt.

Retssikkerhedskommissionens løsning var, at kontrollen skulle kunne fortsætte, men kun hvis formålet alene var kontrollen. Nøgleordet her er ”alene”. Det vil sige, kontrollanterne ikke må have nogen parallel intention om at opklarestrafbare forbrydelser.

Men hvordan afgør man, om kontrollanten har haft andre intentioner end selve den rent administrative kontrol? Det er en kunstart for sig, og praksis er blevet, at myndigheder foretager kontroller som de vil, så længe det kan forsvares inden for deres egne lovhjemler. Også selv om det ganske åbenlyst har været et sideordnet mål at samle bevismateriale til straffesager, eller endda selv om det har været det overordnede mål.

Den slags har i mange tilfælde været forbundet til 00’ernes værdipolitiske dagsordner. Det er f.eks. ikke Morten Bødskov, der har opfundet, at Skat skal lede efter illegal arbejdskraft. Det er noget, han har overtaget fra sine forgængere. Også den strafferetslige indsats mod almindelige borgeres brug af doping er stærkt forbundet med Skats kontroller, i dette tilfælde med hjemmel i toldloven. Indsatsen mod prostitutionens bagmænd ville være praktisk talt uden effekt, hvis ikke flere hold af skatte- og justitsministre helt officielt havde anvendt Skats kontrolbeføjelser til at fremskaffe bevismateriale og til at give politiet adgang til bordellerne uden dommerkendelse.

Ironisk er meget af denne praksis udviklet, mens skatteministeren hed Kristian Jensen. Han kom meget effektivt bort fra sit standpunkt fra 1999 om, at kontroller uden retskendelse allerhelst helt skulle afskaffes.

Men han var ikke alene om holdningsskiftet. Det gjaldt for både Venstre og Konservative, og hvor de to partier havde indledt deres regeringssamarbejde med at nedsætte retssikkerhedskommissionen, indeholdt en af de allersidste love, de sammen fik vedtaget lige før sommerferien 2011, en lang række udvidelser af forskellige myndigheders kontroladgang.

Blandt nyskabelserne er, at Personalestyrelsen på alt, hvad der kan tolkes som trafikale knudepunkter, kan stoppe folk og kræve at se legitimation og rejsedokumenter. Kommunerne har samtidig fået lov til at målrette kontroller til virksomheder, hvor de har en mistanke om, at borgere begår socialt bedrageri. En adgang, som kommunerne vanskeligt kan forene med retssikkerhedslovens generelle regel om, at kontroller alene skal have formål at bringe orden i ikke-strafbare forhold.

Om det at bekæmpe socialt bedrageri er værdipolitik eller økonomisk politik, er en smagssag. Men i hvert fald havde hensynet til velfærdsstatens overlevelse i den christiansborgske prioritering klart overhalet borgernes rettigheder i egne hjem og virksomheder, fremgik det, da loven blev behandlet sidste sommer.

Venstres ordfører Ulla Tørnæs forklarede synspunktet i Folketinget:

”Et grundvilkår for vores skatteyderfinansierede velfærdssamfund er jo, at vi alle yder efter evne og nyder efter behov. Et misbrug har derimod efter min opfattelse en undergravende effekt på respekten for de skatteyderbetalte ydelser. Derfor skal misbrug af sociale ydelser af enhver art bekæmpes, ellers risikerer vi, at vores skattefinansierede velfærd mister sin legitimitet i borgernes øjne, og det er der jo ingen af os der har nogen som helst interesse i.”

Ulla Tørnæs nævnte derimod ikke borgernes retssikkerhed med et ord.

Kun Enhedslisten og de radikale stemte sidste år mod den nye lov. Men også de to partier er kommet med på bølgen nu, hvor deres stemmer tæller med i det regerende flertal.

Enhedslisten tæller det som en af partiets sejre, at kontrollerne mod social dumping bliver gennemført, og pakken fra finanslovsaftalen indeholder yderligere et pikant element: Nemlig et lovforslag, der for første gang skal give Skat mulighed for at foretage kontroller i private boliger – eller i hvert fald på grunde tilknyttet private boliger. Hvis Morten Bødskovs politifolk følger med på disse fremtidige kontroller, er konsekvensen, at politiet uden dommerkendelse kan foretage ransagninger i private boliger.

Tilbage i slutningen af 90’erne kunne både SF og Enhedslisten godt acceptere lidt mere vidtgående kontrolbeføjelser i virksomheder. Når begge partier stemte for, var det bl.a. med henvisning til, at forslaget netop ikke omhandlede private boliger. Frank Aaen var ordfører for Enhedslisten ved debatten i 1997, og han udtrykte synspunktet således:

”Det er jo en oplagt anledning til betænkeligheder, når man åbner for at give adgang til et privat område uden retskendelse, men vi opfatter nu det vigtigste i denne bestemmelse som værende, at man ikke kan tiltvinge sig adgang til menneskers private boliger uden retskendelse. Dels ud fra mit principielle synspunkt og holdning til ejendomsforholdene i erhvervslivet, men sådan set også ud fra mange andre betragtninger, kan man godt betragte virksomheder som i højere grad en del af det offentlige rum, end en privat bolig er.”

Men det var altså dengang. I dag står et samlet Folketing bag en praksis, der giver myndighederne langt videre rammer for at foretage tvangsindgreb i virksomheder og boliger, end nogen havde forstillet sig for 15 år siden.

Men det er ikke ensbetydende med, at praksis også er lovlig. Førende jurister mener, at indsatsen mod social dumping er i strid med lov og ret. Det vender jeg tilbage til i et kommende indlæg.

________________________________________________________________

De omtalte lovforslag, samt debatterne om dem, høringssvar og så videre, kan findes i databasen på Folketingets hjemmeside.

Carsten Kochs lovforslag var L 77 fra første samling i folketingsåret 1997-98.

Ole Stavads genfremsættelse af forslaget var L 73 fra folketingsåret 1998-99.

Forslag til Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter er fremsat som L 96 af justitsminister Lene Espersen i Folketingsåret 2003-04.

Forslaget om at udvide kontroladgangen i forbindelse med socialt bedrageri er fremsat som L 187 af beskæftigelsesminister Inger Støjberg i første samling i folketingsåret 2010-11. Om dette forslag – se også det tidligere indlæg Til brug for en enkelt sag.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , , , | Leave a comment

Brønderslev, og meget mere

by Sten Thorup Kristensen Posted on 18. april 2012

Få måneder mere – så kan forældrene ikke længere frabede sig besøg fra socialforvaltningen, hvis denne mener, at der er behov for at undersøge et barns trivsel inden for hjemmets fire vægge.

Det følger af et lovforslag – L 141 – der lige nu bliver behandlet i Folketinget.

Ganske vist taler ordførerne ikke om noget, der skal være normal praksis. De henviser til tragiske sager de seneste år. Det kan for eksempel være Brønderslevsagen. Der er vel også en folkelig forståelse for, at myndighederne skal have gode instrumenter til at stoppe den slags.

Men lovændringen rækker langt videre. De nye regler kan også bruges i mange tilfælde, hvor det at anbringe børnene uden for hjemmet ikke er på tale – og endda hvor kommunen end ikke vil tilbyde familien hjælp eller støtte.

Det fremgår af dette afsnit i lovens bemærkninger:

”Der har de senere år været en række sager, hvor børnene er vokset op under stærkt bekymrende, herunder sundhedsfarlige forhold, men hvor forældrene kontinuerligt har aflyst planlagte møder eller ikke har åbnet døren, hvis kommunen er kommet for at aflægge besøg i hjemmet. Det må formodes, at den blotte konstatering af forholdene i hjemmet i nogle af sagerne ville have kunnet været medvirkende til, at der var iværksat relevant støtte til familien på et langt tidligere tidspunkt. I visse af sagerne havde en konstatering af forholdene i hjemmet formentlig ført til en akut anbringelse af barnet uden for hjemmet.”

Teksten tager altså udgangspunkt i nogle sager fra virkelighedens verden, hvor børn har levet under ”stærkt bekymrende” forhold, OG hvor forældrene har nægtet kommunens folk adgang til hjemmet. For den udeforstående lyder det som Brønderslevsagen – indtil man læser næste sætning. Embedsmændene, der har skrevet teksten, har en meget bredere fortolkning af ordene ”stærkt bekymrende”, for når det kommer til stykket er det kun i nogle af de sager man har i tankerne, at besøget kunne have medført ”relevant støtte”. Og det endda kun som en formodning.

I stedet er det i første række papirgangen, det handler om.   

De påtvungne besøg skal bruges til at gennemføre en såkaldt børnefaglig undersøgelse. Den foretager man, ifølge Servicelovens paragraf 50, når man antager, at et barn trænger til særlig støtte. Det kan være på grund af handicaps, men det kan også være af andre årsager.

Det er imidlertid ikke kun barnets eventuelle konkrete problem, den børnefaglige undersøgelse handler om. Den skal, ifølge paragraffen, i udgangspunktet omfatte hele barnets tilværelse: Familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber – samt andre relevante forhold. Kort sagt: Alt. Der er ikke noget at sige til, hvis sagsbehandlerne i kommunerne har behov for at komme ind i hjemmet, hvis de skal gøre det arbejde, den allerede eksisterende lov pålægger dem.

For store børn mellem 16 og 18 bliver kravene til kommunens engagement endda udvidet med den ny lov. I et tidligere udkast til loven var de ”handleplaner”, som kommunerne udarbejder for det enkelte barn, omdøbt til ”fremtidsplaner”. Det blev pillet ud efter høringsrunden. Men noget af substansen består, og bliver loven vedtaget, skal handleplaner for unge fremover også omfatte senere uddannelse og erhverv.

Forældre kan have gode grunde til at lukke af for sociale myndigheder. De kan have dårlige erfaringer med dem, og det er under alle omstændigheder ydmygende og belastende at skulle forsvare sine evner til noget så basalt i livet som at tage sig af sit eget barn.

Men stadigvæk: Hvis nu kommunen ved ét ud af ti, hundrede eller tusinde besøg fanger en Brønderslevsag i opløbet, er det så ikke prisen værd for de forældre, der, når det kommer til stykket, kun lider en i sammenligning beskeden overlast ved kommunens besøg?

Brønderslevsagen handlede ikke bare om sociale forhold – den handlede også om dybt kriminelle forhold. Det vil sige, at politiet i forvejen kunne have foretaget ransagninger, hvis kommunen, skolen eller nogen anden havde haft en konkret begrundet mistanke om, hvad der foregik i hjemmet.

I andre alvorlige sager er der ikke tale om direkte kriminelle forhold. Men her har en kommune til gengæld i forvejen visse muligheder for at komme ind i et hjem uden retskendelse. Det gælder for eksempel hvis et barn er sygt, men forældrene af stædighed, uvidenhed eller manglende formåen ikke vil lade det undersøge eller sætte i behandling.

Der er altså i forvejen vide muligheder for at foretage tvangsindgreb i de grove sager. Derfor taler Tabuka  - Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte – i sit høringssvar også imod loven. Foreningen mener, at problemet ligger et helt andet sted end i manglende muligheder for kommunerne.

”Vi er ikke i tvivl om (…) at kommunerne ikke bruger de muligheder, de allerede har. De taler ikke tilstrækkeligt grundigt med børnene, og de er passive over for de ganske mange henvendelser, de ofte får om sagerne,” skriver Tabuko i sit høringssvar. Foreningen mener, at det er viljen, det kniber med – måske fordi det er meget dyrt for en lille kommune, hvis den først beslutter, at en familie skal have hjælp.

Landsforeningen af Aktive Bedsteforældre (LaAb) advarer mod at svække familiernes retssikkerhed. ”LaABs rådgivere har erfaring for, at det i langt de fleste tilfælde er muligt at nå ’besværlige’ forældrene med samtale. Må vi foreslå kurser, som styrker sagsbehandlernes kommunikationsevner?,” hedder det lettere syrligt i det ganske kortfattede høringssvar.

Jeg har her fremhævet to høringssvar, der taler imod lovændringen. Flere andre høringsparter støtter derimod lovændringen. Det vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

I denne omgang ville jeg blot introducere én vinkel på én paragraf i ét lovforslag i én folketingssamling, der på den eller anden måde betydeligt indskrænker borgernes rettigheder over for myndighederne. Den slags forslag kommer hele tiden – i denne folketingssamling er mindst tre undervejs.

___________________________________________________________________

L 141 findes på Folketingets hjemmeside. Se menuen til venstre for lovforslag som fremsat (altså med bemærkninger), ordførertaler og høringsdokumenter (under bilag).

Serviceloven findes på Retsinfo.

Foto: Torben Svane

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | 3 Comments

Vi er ikke engang civilister

by Sten Thorup Kristensen Posted on 17. april 2012

Antonio Gramsci blev generalsekretær for det italienske kommunistparti i 1924. Det var ikke et supergodt tidspunkt at overtage den position på, for to år forinden var Mussolini kommet til magten, og han var nu godt i gang med at etablere det fascistiske diktatur. Gramsci blev fængslet, og her sad han frem til 1935. Han døde i 1937, men i kraft af sine skrifter fra fængslet står han tilbage som en af sit lands store tænkere.

På det tidspunkt var kommunister i hele verden begyndt at bemærke, at Karl Marx’ teorier måske ikke helt havde den forudsigelseskraft, man havde tillagt dem. Marx regnede revolutionen som en uomgængelig følge af kapitalismen. Men selv om man havde lige havde set revolutionen i Rusland, syntes det at være andre kræfter, der vandt frem. Det var revisionister (socialdemokrater), fascister og gammeldags kapitalister.

Gramscis bidrag til den kommunistiske tænkning var at indregne nogle elementer, som Marx havde fundet uvæsentlige – nemlig kultur, religion og ideologi. Gramsci mente, at revolutionen udeblev, fordi det lykkedes bourgeoisiet at fastslå en konsensus omkring nogle samfundsnormer, som arbejdsklassen tilsluttede sig i stedet for revolutionen.

For at vende spillet måtte arbejderklassen selv udvikle samfundsnormer, som så at sige kunne gå ind i puljen. Gramsci var ikke kommunist af den totalitære art. Han troede på kompromisser med og respekt for andre samfundsgrupper. Men en positiv udvikling afhang i hans optik af civilsamfundets rolle – civilsamfundet forstået som diverse religiøse, sociale, kulturelle organisationer og så videre.

Som bærere af samfundsnormerne kunne de være nøglen til frihed og værdighed for alle samfundsgrupper. Men i den modsatte grøft kunne de også, som i det samfund, Gramsci betragtede på den anden side af fængselstremmerne, være med til at understøtte og legitimere et grumt diktatur, der havde sat sig på statsmagten. Han var imod, at civilsamfundet blev statens forlængede arm. I stedet, mente han, skulle målet i sidste ende være, at civilsamfundet regulerede sig selv, og at staten dermed blev overflødig.

Gramscis tanker er højrelevante i dagens Danmark. Hver gang vi hører ministre tale om, at dette eller hint sociale område skal tackles ved i højere grad at forlade sig på borgernes mere eller mindre frivillige engagement, er de ved at gøre præcis det, som Gramsci advarede mod: De gør dele af civilsamfundet til statens forlængede arm.

Lige nu kender vi det mest fra socialdemokratiske ministre som Karen Hækkerup og Mette Frederiksen. Men VK-regeringen var på samme spor, og den nåede at udarbejde en 48 sider lang såkaldt civilsamfundsstrategi.

Denne strategi slog man også på tromme for i UPR-rapporten til Danmarks ”eksamen” i menneskerettigheder sidste år. Civilsamfundet bliver udnævnt som en af fem aktører, der har et ansvar for, at menneskerettigheder i Danmark bliver overholdt. (De øvrige fire er myndighederne, domstolene, ombudsmanden og Institut for Menneskerettigheder). Om civilsamfundet hedder det i UPR-rapporten:

”Danmark har en lang tradition for, at borgerne engagerer sig i frivillige organisationer. Regeringens ambition er at styrke civilsamfundet og sikre en mere systematisk inddragelse af civilsamfundet i den sociale indsats ved bl.a. at samtænke civilsamfundets aktiviteter og den sociale indsats. Regeringen har derfor afsat 100 mio. kr. over de næste fire år til at styrke civilsamfundet på det sociale område. I tillæg har regeringen lanceret en civilsamfundsstrategi, der har til formål at fremme aktivt medborgerskab og systematisk inddrage civilsamfundet og frivillige organisationer i arbejdet med socialt udsatte personer og familier.”

Som det fremgår, er det sociale opgaver, man har tiltænkt civilsamfundet. Blandt eksperterne i menneskerettigheder er der nogen uenighed om, hvorvidt det overhovedet giver mening at betragte sociale forhold som en del af menneskerettighederne. I praksis er sociale forskelle og ulighed en del af fundamentet i alle stater, så den relative fattigdom er vanskelig at definere og gøre noget ved. Det samme gælder den absolutte fattigdom. Hvis et land nu engang er forarmet, giver det ingen mening at sige, at staten har pligt til at give borgerne en bestemt standard.

Men når den daværende regering altså valgte at inkludere sociale forhold i rapporten om menneskerettigheder, så er det under alle omstændigheder meningsløst at give civilsamfundet et ansvar for det – for så vidt man betragter civilsamfundet som samfundet uden for staten i al almindelighed. Menneskerettigheder består pr. definition i statens grundlæggende forpligtelser over for dette samfund. At sige, at borgerne selv helt eller delvist skal løfte det, er goddag-mand-økseskaft.

Naturligvis ved vi godt, hvad den gamle regering mente. Den havde jo ret i, at Danmark har en tradition for foreningsliv, og at disse foreninger får en større rolle, er i sig selv vanskeligt at have noget imod.

Men i en menneskeretlig optik bør man lytte til Gramscis advarsel om det samfund, han så udvikle sig på den anden side af fængselstremmerne. Faren er, at staten i praksis bruger samarbejdet med civilsamfundet, ikke til at inddrage borgerne og grundfæste deres rettigheder, men som en undskyldning for netop ikke at gøre det. For at køre borgerne ud på et sidespor.

Og det er desværre i høj grad det, man ser.

Man ser det, når man højtideligt opfordrer hr. og fru dansker til at give deres mening til kende, og bagefter påstår, at man har baseret rapporten på disse tilkendegivelser – selv om de reelt er arkiveret lodret. Respektløsheden i dén handling er slående.

Man ser det også i de menneskeretligt særdeles tvivlsomme handlinger, som borgerne pegede på, men som Udenrigsministeriet overhørte. Tusinder og atter tusinder af fængslinger og tilbageholdelser af borgere, som man i bedste fald vil give chancen for at komme for en uafhængig domstol, når skaden er sket, og andre tusinder af krænkelser af private hjem, vidner ikke om en stat, der har stor respekt for sine borgere.

Og man ser det, når man, som det fremgår af citatet ovenfor, vil fremme ”aktivt medborgerskab” ved at inddrage civilsamfundet. At borgerne allerede betaler over halvdelen af deres arbejdsindkomst i skatter og afgifter, og at de dermed med rimelighed kan forvente, at staten tager sig af de svage og uarbejdsdygtige, er for længst glemt. Hvis ikke borgerne ud over dette bidrager med frivilligt arbejde til at understøtte staten, betragtes de som passive borgere.

Noget af problemets rod ligger i definitionen af begrebet civilsamfund.

Vi kender ordet ”civil” som alt andet end det, der er militært. Sådan blev begrebet også oprindeligt anvendt. Aristoteles skelnede mellem krigerne på den ene side, og det fredelige samfund derhjemme i den græske bystat, som var civilsamfundet, på den anden. Senere filosoffer satte skellet mellem staten på den ene side, og så alt det andet, som civilsamfundet, på den anden.

Den tankegang, at borgerne ikke er født som en del af civilsamfundet, er først opstået med marxismen. For Karl Marx var almindeligelige mennesker blot magtesløse proletarer, og civilsamfundet bestod kun af private, økonomiske aktører. Gramsci tog altså sociale og kulturelle organisationer med.

For begge var denne eksklusion fra civilsamfundet velment i udgangspunktet, og Gramsci havde altså blik for, at der lå en fælde i den. Men begge fastholdt begrænsningen af, hvad man skulle opfatte som civilsamfundet, og dermed fastholdt de også det, der har været et problem i alle praktiske forsøg med marxistisk inspirerede styreformer: At den, om end nok så velmente, omsorg for de magtesløse også indebar en potentiel nedladenhed. De magtesløse må vente under proletariatets diktatur, eller hvad man nu kalder det, mens de nye magthavere lige får samfundsstrukturerne på plads.

Selv borgerlige regeringer i nutiden kører efter marxistiske definitioner på civilsamfundet. Det består netop ikke af alle uden for staten, men af organisationer, man kan forhandle med, og knytte til sig med tilskud og privilegier. Borgerne kan eventuelt komme med ved at tilslutte sig disse organisationer, og dermed igen til staten og den øverste magt.

Gør borgerne ikke det, er de uden for nummer. De er ikke engang civilister.

_________________________________________________________________

Læs om Antonio Gramsci på Wikipedia.

Den tidligere regerings civilsamfundsstrategi findes på Socialministeriets hjemmeside.

Jeg har beskrevet UPR-rapporten og arbejdet med den i mine to foregående indlæg: Da Lene Espersen snød ved Danmarks eksamen og Folkets overhørte røst.

Gyldendals Den Store Danske opregner forskellige definitioner på begrebet “civilsamfund”. 

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | Leave a comment

Folkets overhørte røst

by Sten Thorup Kristensen Posted on 10. april 2012

Nogle mødte op til borgermøder i København, Århus, Nuuk eller Thorshavn for at gøre opmærksom på problemer med menneskerettigheder i Danmark. Andre satte sig ned og skrev til Udenrigsministeriet.

Men for alle var det spildt indsats. For selv om Udenrigsministeriet selv havde opfordret borgerne til at give deres meninger til kende, blev resultatet af disse forskellige borgerhøringer aldrig brugt i den rapport, der for blev udarbejdet i forbindelse med Danmarks ”eksamen” i menneskerettigheder sidste forår. Jeg beskrev det i mit forrige indlæg.

Rapporten kunne højest være på 20 sider. Det er en begrænsning, der er lagt ind fra FN’s side, for at arbejdet ikke skal blive for stort, så det optager uforholdsmæssigt mange ressourcer fra fattige lande, der også skal til eksamen. Så selv om Udenrigsministeriet havde haft den bedste vilje af verden, havde man ikke haft plads til en gennemgang af alt det materiale, der kom ind ved høringerne.

En del af det var også baseret på misforståelser af, hvad menneskerettigheder er.

Men omvendt var andre af borgernes henvendelser særdeles relevante i en rapport om menneskerettigheder. Her er fire eksempler på, at rapporten blev forringet af, at man ikke lyttede til borgerne.

Første eksempel: Danmarks asylpolitik

Er Danmark forpligtet at internationale formuleringer af menneskerettigheder, når vi tilrettelægger vores udlændinge- og asylpolitik? Blandt andre Dansk Folkeparti har argumenteret for, at det ikke er tilfældet: Danmarks suverænitet tager forrang, mener partiet, og vi kan selv bestemme, hvem vi giver adgang Danmark, og hvem vi ikke giver adgang.

Men der er et dybere lag i diskussionen om menneskerettigheder i forbindelse med asyl og udlændingepolitikken generelt: Uanset hvad dansk lov siger, så er det en rimelig forventning, at asylansøgerne får en fair behandling af deres ansøgninger, ud fra den lovgivning, der nu engang er.

Det svarer til, at man som dansker kommer til et land, hvor der er begrænsninger i ytringsfriheden, som vi ikke er vant til hjemmefra. Det kan vi finde kritisabelt. Men skulle en dansker i udlandet forbryde sig mod en begrænsning i ytringsfriheden, eller blive anklaget for det, vil han eller hun som et minimum forvente, at sagen bliver behandlet og afsluttet ved en uafhængig domstol.

Men asylansøgere, der kommer til Danmark uden valide identitetspapirer, og som ikke af den ene eller anden grund ikke kan sendes tilbage til hjemlandet, får ikke deres sag afsluttet. De får hverken opholdstilladelse eller bliver udvist, men sidder i stedet år efter år indespærret i en flygtningelejr.

Problemet for Danmark er, at hvis man som fast praksis lod tvivlen komme asylansøgerne til gode, så ville udlændingeloven være hullet som en si. Alle og enhver ville kunne opnå asyl, blot ved at smide deres identitetspapirer ud. Omvendt, hvis man som fast praksis udviste de pågældende, ville man også ramme dem, der ikke prøvede at snyde.

Løsningen er altså blevet, at man lader asylansøgerne sidde indespærret i asylcentrene, mens politiet prøver at fastslå deres identitet. Det kan, ifølge et høringssvar fra Komitéen Flygtninge Under Jorden, trække ud i op til ti år. Asylansøgere har ingen rettigheder til at få politiets vurderinger afprøvet ved en domstol.

Det er Flygtningenævnet, der afgør spørgsmålet om asyl. Organisationen Bedsteforældre for Asyl påpeger i sit høringssvar, at nævnet ikke er uafhængigt som dømmende myndighed, da der altid en repræsentant for Integrationsministeriet med i afgørelserne. Det udgør en sammenblanding af udøvende og dømmende magt. Desuden kan afgørelserne ikke appelleres.

Samme organisation nævner, at børn i asylsystemet får en klart ringere undervisning end børn i det almindelige skolesystem. I det hele taget er der mange høringssvar, der kritiserer de forhold, som asylansøgere lever under, mens deres sager bliver behandlet.

Den undervisning, de asylansøgernes børn modtager, er faktisk nævnt i den endelige rapport. Men ikke fra den kritiske vinkel – tværtimod: ”Asylansøgerbørn modtager i indkvarteringssystemet undervisning, der i indhold og omfang svarer til den undervisning, som herboende tosprogede børn modtager i den danske folkeskole, ligesom asylansøgerbørn på visse betingelser kan få adgang til at følge undervisningen direkte på en lokalt beliggende skole,” kan man læse i rapporten.

Asylområdet optager cirka halvanden ud af de 20 sider i rapporten. Men også den øvrige tekst om asyl er renset for kritik. Det er en faktuel beskrivelse af de rettigheder og ydelser, som dansk lovgivning tilstår asylansøgere. Kun til allersidst er der indirekte en erkendelse af, at alt muligvis ikke er rosenrødt. Det er, hvor man skriver om bestræbelser på at forbedre forholdene i asylcentrene. Her kan læserne af rapporten slutte sig til, at børnefamilier i udgangspunkt bliver indkvarteret på ét værelse under de lange ophold i asylcentrene. Det er nemlig indført ”tiltag med det formål bl.a. at forbedre forholdene for børnefamilier på asylcentrene, herunder indførelse af en to-værelsespolitik for familier med børn som giver familierne mere plads og privatliv.”

Andet eksempel: Hjemmets ukrænkelighed

”Privatlivets fred. Ufatteligt mange myndigheder har adgang til dit hjem.”

Sådan hedder det lakonisk i referatet fra borgermøderne i København og Århus. Men myndighedernes forvaltning i forhold til borgerne er slet ikke nævnt i rapporten.

Det havde der ellers været god grund til. Imens embedsmændene skrev på rapporten om menneskerettigheder, var der andre embedsmænd, der skrev på et lovforslag, der voldsomt udvidede myndighedernes adgang til at gå ind folks hjem og virksomheder. VK-regeringen ville fjerne nogle af de barrierer, man havde mødt, mens man i stødt voksende omfang brugte tvangsindgreb som instrument til at forhindre socialt bedrageri og skattesnyd.

Det kommer oveni, at man også på andre forvaltningsområder gør langt mere brug af tvangsindgreb i form af uanmeldte kontroller, end man tidligere gjorde.

Som nævnt i et tidligere indlæg giver den danske grundlov ingen beskyttelse, hvis Folketinget ønsker at udvide adgangen til at foretage kontroller i private hjem eller af private papirer. På dette punkt må vi som borgere sætte vores lid til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der gennem sin artikel 8 giver en mere præcis beskrivelse af, hvad der skal til, før myndighederne må gribe ind i private hjem og privat korrespondance.

Når Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter hjemmets ukrænkelighed, og når grundloven i hvert fald i sit udgangspunkt gjorde det samme, er det ikke for at give forbrydere frit spil eller for at lægge hindringer i vejen for myndighedernes rimelige forvaltning af lovgivningen. Det er for at forhindre, at disse magtinstrumenter bliver misbrugt til at forfølge borgere og grupper af borgere, men af andre grunde har noget imod.

Det bliver ofte omtalt i medierne, når en myndighed har gennemført kontroller, og det fremgår, at man særligt på det sociale område og skatteområdet næsten konsekvent danser på grænsen mellem rimelig forvaltning og magtmisbrug. Dem, der bliver kontrolleret, er næsten altid borgere, som i forvejen er politisk kontroversielle eller omdiskuterede.

Det gælder særligt udlændinge, og mange skattekontroller går for eksempel direkte mod små servicevirksomheder, der i mange tilfælde er ejet af indvandrere. Men oprustningen af kontroller mod socialt bedrageri falder også sammen med, at næsten alle politiske partier er nået til den konklusion, at sociale ydelser og rettigheder skal begrænses.

Tredje eksempel: Lømmelpakken

Med en ny lov fra november 2009 – den såkaldte uro-pakke eller lømmelpakke – fik politiet lov til at foretage administrative anholdelser og tilbageholde folk i op til 12 timer alene ud fra en antagelse om, at de kunne finde på at begå noget ulovligt.

Dette er naturligvis en begrænsning i den personlige frihed, og den er endda på flere måder ganske vidtgående som sådan. For den enkelte, der end ikke har overvejet at begå noget ulovligt, er selv en kortvarig anholdelse en voldsom oplevelse, og på et overordnet plan er der en modstrid mod den forsamlingsfrihed, der hører til i et demokratis fundament.

Lømmelpakken var da også et af emner, der er blevet rejst på borgermøderne. Den er også omtalt i rapporten om menneskerettigheder. Men det er i en anden form end det, borgerne havde givet udtryk for.

Rapporten forholder sig således ikke kritisk til lømmelpakken som sådan, men til anvendelsen af den under klimakonferencen COP15 i december 2009. Denne anvendelse har ”været genstand for kritik i den offentlige debat,” hedder det.

Embedsmændene ændrede i afsnittet undervejs, fordi der, mens de skrev på rapporten, faldt en dom, hvor byretten fandt 250 administrative anholdelser under COP15 i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette bliver nævnt, med den tilføjelse, at anklagemyndigheden havde anket dommen til landsretten (som siden har stadfæstet byrettens dom).

Om rapporten fokuserer på princippet i lømmelpakken, eller på en konkret anvendelse af den, kan synes som en detalje. Men det er det ikke. Tværtimod er det et eksempel på, at de borgere, der i den brede høringsrunde havde misforstået begrebet menneskerettigheder, ikke behøver at føle mindreværd i forhold til embedsmændene. De er heller ikke selv sikre i begrebet menneskerettigheder.

Når en borger begår umotiveret vold mod en anden, er det et brud på den sidstes rettigheder. Men det er kun et menneskeretligt problem, hvis myndighederne lader det passere – enten ved at gøre det lovligt, eller ved ikke at håndhæve den lovgivning, der skal beskytte os mod vold.

Lovbrud vil på den måde forekomme i ethvert samfund, også fra myndighedernes side. Problemet er, hvis allerede loven eller den praktiske forvaltning af den ikke giver borgerne de fornødne rettigheder. Derfor er det ikke et menneskeretligt problem, at der er skete administrative anholdelser fra politiet, som domstolene siden har underkendt, og der var heller ikke noget menneskeretligt problem, der var blevet løst, selv om landsretten havde givet politiet medhold. Tværtimod: Dommen mod politiet viser netop, at der trods alt er en grænse for, hvornår det kan foretage administrative anholdelser.

Men administrative anholdelser af borgere, der ikke har brudt nogen lov, kan altså stadig finde sted. Dermed er der også fremdeles en menneskeretlig problemstilling. Den har Udenrigsministeriet ikke forholdt sig til i rapporten.

Fjerde eksempel: Ligestilling

Det første emne, der bliver taget op i Udenrigsministeriets rapport, er ligestilling mellem mænd og kvinder. Man beskriver, at der lovgivningsmæssigt er fuld ligestilling mellem mænd og kvinder, men så tilføjer man: ”På grund af strukturelle og kulturelle forhold i det danske samfund er målet dog endnu ikke helt nået, og der arbejdes politisk på en række fokusområder bl.a. for at få flere kvinder i ledelse og nedbryde kønsstereotyper i forbindelse med uddannelsesvalg.”

Dette, at ”målet dog endnu ikke her helt nået”, er det eneste sted i rapporten, hvor man direkte erkender et problem med menneskerettigheder i Danmark. Men ironisk nok er der her netop ikke tale om menneskeretlige problemstillinger, uanset hvad mener om de to forhold, der konkret bliver nævnt.

Når asylansøgere sidder indespærret, uden at kunne få deres sag behandlet af en uafhængig domstol, er der en objektiv og veldefineret begivenhed som, der udgør en menneskeretlig problemstilling. Det samme er tilfældet, når myndighed tiltvinger sig adgang til borgernes hjem, eller når borgere bliver anholdt, selv om de hverken har gjort, eller er mistænkt for at have gjort, noget ulovligt.

Men at kønsstereotyper har betydning for uddannelsesvalg, eller at strukturelle og kulturelle forhold er årsag til, at der relativt er flest mænd i topledelse, er derimod kun subjektive vurderinger. Dermed bliver debatten om menneskerettigheder sludrevorn, og den centrale magt kan unddrage sig de skarpe forpligtelser over for borgerne, som er hele humlen i menneskerettigheder.

Og endnu værre: Hvor menneskerettigheder skulle være det, der beskytter borgerne mod emsige politiske tiltag fra centralmagtens side, bliver menneskerettighederne i stedet til et politisk instrument for centralmagten. Som her, hvor både teserne om kvinder i ledelse og kønsstereotyper er udgangspunkt for at bringe tvangsinstrumenter i anvendelse.

Men alt dette kunne Udenrigsministeriet have undgået, hvis man – som lovet – havde skrevet rapporten ”på basis af en bred, national konsultationsproces i overensstemmelse med Menneskerettighedsrådets retningslinjer.” Det fremgår ikke af høringsmaterialet, at nogen borger har nævnt hverken andelen af kvinder i topledelse eller kønsstereotyper som menneskeretlige problemer i Danmark.

________________________________________________________________

Læs om UPR-processen på Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor man også kan finde Danmarks endelige rapport.

Den daværende VK-regering fik vedtaget sit forslag om at øge adgangen til at gå ind i virksomheder og privat ejendom for at foretage kontroller rettet mod socialt bedrageri. Jeg skrev om det i indlægget Til brug for en enkelt sag.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention findes her.

Blandt andet Danmarks Radio skrev om landsretsdommen, der underkendte nogle af politiets administrative anholdelser under COP15.

Foto: Torben Svane

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , , , , | 2 Comments

Da Lene Espersen snød ved Danmarks eksamen

by Sten Thorup Kristensen Posted on 3. april 2012

Verden ændrer sig hurtigt, og man glemmer næsten, at det kun er et år siden, at det var godt stof i medierne, hver gang Lene Espersen meldte afbud til et møde.

Et af de møder, den daværende udenrigsminister ikke deltog i, fandt sted i Geneve den 2. maj sidste år. Danmark var for første gang til ”eksamen” i FN’s menneskerettighedsråd. I ministerens fravær blev Danmark repræsenteret af Udenrigsministeriets departementschef Claus Grube.

Lene Espersen selv var på officielt besøg i Tyrkiet i de dage, og det har sikkert været mindre pinagtigt. Hvad Danmark stillede med i Geneve, var nemlig regulært eksamenssnyd.

Danmark overholdt ikke eksamensproceduren, og dermed undgik VK-regeringen at få udstillet de talrige retssikkerhedsmæssige problemstillinger, der er opstået i kølvandet på 00’ernes værdipolitik, med dens stramninger i blandt andet udlændingepolitikken, retspolitikken og forvaltningen af lovgivning om skat og sociale ydelser.

Snyderiet fremgår af en aktindsigt, jeg har fået i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Social- og Integrationsministeriet.

Eksamenen i Geneve var et led i den såkaldte UPR-proces. Den han handler om, at FN’s medlemslande, på lige vilkår, skal testes på deres overholdelse af menneskerettigheder. Det skal ske hvert fjerde år – bogstaverne står for Universal Periodical Review – og denne gang var første gang, Danmark var ved eksamensbordet.

Processen er tænkt som en fairness over for nogle af de lande, der normalt bliver kritiseret i henseende til menneskerettigheder. De vil få lejlighed til at vise, at det heller ikke er sådan, at alt er rosenrødt i de lande, de bliver kritiseret af. Danmark er blandt de lande, der hyppigt optræder som kritiker.

UPR-processen foregår ved, at hvert land først afholder en bred, offentlig høring, hvor aktuelle problemer med menneskerettigheder kommer på bordet. På baggrund af denne høring skriver regeringen en rapport på op til 20 sider, og det var danske udgave af denne rapport, man diskuterede på den formelle ”eksamen” i Geneve. Der bliver skrevet en ny rapport på baggrund af eksamensmødet, og efterfølgende får alle medlemslande lejlighed til at komme med deres anbefalinger til det eksaminerede land. Disse anbefalinger kan landet så sige ja eller nej til, og så er UPR-processen slut.

Det var den allerførste del af dette forløb, Danmark snød med. I rapporten kom der til at stå, at ”Den danske regering har lagt vægt på, at rapporten udarbejdedes på basis af en bred, national konsultationsproces i overensstemmelse med Menneskerettighedsrådets retningslinjer.”

Men det var ikke sandt.

Ganske vist afholdt man højtideligt offentlige møder i København, Århus, Nuuk og Thorshavn, hvor alle kunne møde op og give deres besyv med. Møderne i Danmark blev afholdt henholdsvis den 23. og 24. september 2010. De, som ikke kunne være til stede, havde mulighed for at sende deres input på en e-mailadresse, som man kunne finde på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Men de bidrag, der kom ind på denne måde, blev aldrig brugt i processen. De embedsmænd, der i praksis skrev rapporten, så først borgernes bidrag, da de stort set havde skrevet færdigt. Der er heller ingen spor af, at borgernes synspunkter er blevet drøftet eller overvejet.

Det var embedsmænd fra de forskellige ministerier, der var penneførere på de afsnit af rapporten, der lå inden for hver deres områder. Allerede den 27. august 2010 sendte Udenrigsministeren en mail rundt med en disposition af rapporten, så hvert ministerium vidste, hvor meget det skulle skrive, og om hvilke emner. Den 27. september kom en ny mail, hvor ministerierne blev opfordret til at forholde sig til bemærkninger i allerede eksisterende FN-rapporter om menneskerettigheder i Danmark.

Først den 6. oktober kl. 16.39 modtog ministerierne en mail med et referat af borgermøderne. På det tidspunkt var der mindre end to døgn tilbage, før ministerierne havde deadline for at aflevere deres bidrag.

Referatet fra borgermøderne bestod af seks tekstsider med ganske korte statements. Her er for eksempel, hvad der er noteret om emnet indvandrere, i relation til demokrati og frihedsrettigheder:

”Med 4-års-reglen kan man leve et helt liv i DK uden at opnå varigt ophold og statsborgerskab og dermed retten til at stemme. Herunder undtagelsesreglernes uigennemsigtighed for familiesammenførte kvinder og deres børn. Udlændinge, der prøver at klage over fx løn smides ud fordi de er her på falske forudsætninger. Manglende tolkning er et problem.”

Den argumentation og de eksempler, der er blevet bragt op på borgermøderne, er ikke med i referatet. Man kan også stille spørgsmålstegn ved, om referatet er dækkende. I hvert fald var Udenrigsministeriet referat af de skriftlige henvendelser, der kom ind via e-mailadressen, af en eller anden grund skrevet om i samme stakato-form som referatet fra borgermøderne, og en række kritikpunkter og pointer fra borgerne var helt udeladt.

Dette sidste referat er dateret den 11. november. På dette tidspunkt var første udkast til rapporten for længst færdigt. Hvad borgermøderne i Nuuk og Thorshavn havde resulteret i, fremgår ingen steder.

En ny høringsrunde – denne gang kun skriftlig, og specielt adviseret over for diverse interesseorganisationer – på basis af det første udkast til rapporten, gav en ny anledning til at inddrage resultaterne fra den første og bredeste høring. Men heller ikke her er der noget spor af, at embedsmændene har inddraget folkehøringerne.

Der var heller ikke meget plads til det. I den nye høringsrunde var der svar fra organisationer, der øjensynligt blev tillagt større status. Det gjaldt for eksempel Amnesty International. På deres foranledning blev der ændret i teksten.

Men selv i anden høringsrunde var de indholdsmæssige ændringer få. Og i øvrigt vanskelige for den udenforstående læser at forstå. Et høringssvar beskæftigede sig for eksempel med det problematiske i at udvise asylansøgere til Grækenland, som angiveligt ikke giver asylansøgere betryggende forhold. Resultatet i rapporten blev en længere forklaring om, at Danmark ikke i flæng udviser personer til Grækenland. At der havde været tale om kritik, skulle læseren gætte sig til.

Og når nye emner skulle ind, måtte noget andet ud, fordi man efter UPR-reglerne stadig kun havde 20 sider at skrive på. Det var altså ikke oplagt yderligere at inddrage emner fra borgerhøringerne.

Det endelige resultat var en rapport, der i al væsentlighed beskrev hvor fortrinligt Danmark overholder menneskerettighederne. Den eneste kritik, der blev plads til, var den, der allerede var kendt – enten fra FN-rapporter eller fra medierne.

Men heller ikke her var der megen imødekommenhed. Rapporten nævner for eksempel, at terrorpakkernes udvidelse af politiets muligheder under efterforskning, blandt andet til at spore borgernes brug af internettet, er blevet kritiseret. Men regeringen selv havde, uden nærmere forklaring, ikke selv fundet noget kritisabelt ved terrorpakkerne. Som det hedder i rapporten:

”Regeringen vil tage kritikken i betragtning i bestræbelserne på også fremover at sikre, at terrorlovgivningen giver grundlag for en effektiv terrorbekæmpelse uden at kompromittere borgernes grundlæggende rettigheder.”

Naturligvis var der en del af borgernes input, der var baseret på en misforståelse af begrebet menneskerettigheder. Men omvendt kunne man sagtens have skrevet en god rapport, alene på basis af borgerhøringerne. I et senere indlæg skal jeg vende tilbage til nogle af de særdeles relevante problemstillinger, som borgerne bragte op, men som aldrig fandt vej til rapporten.

Blandt andet på grund af påsken har det ikke været muligt at få en kommentar fra Udenrigsministeriet. Såfremt ministeriet efter påske ønsker at kommentere sagen, beskriver jeg det i et nyt indlæg.

Udenrigsministeriets departementschef Claus Grube får alligevel det sidste ord i denne omgang. Han fik ikke sved på panden under eksaminationen i Geneve den 2. maj.

”Det var en god oplevelse. Jeg synes, det var en god dialog med en stor kreds af FN’s medlemslande,” sagde han til Politiken.

________________________________________________________________

Læs om UPR-processen på Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor man også kan finde Danmarks endelige rapport.

Social- og Integrationsministeriet har ikke behandlet min ansøgning om aktindsigt korrekt. Der mangler alle indgående skrivelser og mails i sagen, herunder Udenrigsministeriets referater af borgernes input. Det fremgår imidlertid af aktindsigten i Justitsministeriet, at både social- og integrationsministerierne, som de var organiseret under den daværende VK-regering, har modtaget disse dokumenter. Men de er altså øjensynligt ikke blev lagt ved sagen.

Foto: Torben Svane.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , | 2 Comments

Det står med brede bøge (men uden borgerrettigheder)

by Sten Thorup Kristensen Posted on 20. marts 2012

Enhver dansk udenrigsminister, der får besøg af kolleger fra ikke-vestlige lande, forventes at holde et foredrag om menneskerettigheder. Og så må man jo tro, at Danmark har sin egen sti ren – at her hos os er borgernes basale rettigheder klippefast forankret i en forfatning, der nidkært bliver beskyttet af domstolene.

Men sådan er det ikke. Faktisk er det lige omvendt: Demokratiet og dets institutioner er i vidt omfang beskyttet af grundloven, og det samme er for eksempel trosfriheden. Men når det kommer til borgerens forhold til myndighederne, skiller Danmark sig ud fra de lande, vi normalt sammenligner os med, ved netop at have meget få forfatningsmæssigt garanterede rettigheder.

Vi har rettigheder, men de er ikke mere klippefaste, end at 90 folketingsmedlemmer kan fjerne dem i morgen. Og der er ganske ofte 90 folketingsmedlemmer eller flere, der kan finde sammen om den slags love.

Forholdet skyldes en kombination af to faktorer, forklarer Pernille Boye Koch, ph.d. i forfatningsret ved Københavns Universitet: For det første at grundloven er så vanskelig at ændre, og for at det andet at de relevante paragraffer i grundloven er så gamle, at det er meget svært at tolke dem i en nutidig sammenhæng.

”De danske frihedsrettigheder i grundloven er meget sporadiske og giver en ret ringe beskyttelse i forhold til det, man finder i de internationale menneskerettigheder. Dét kan man sige ret firkantet. Vi får i langt de fleste tilfælde en bedre beskyttelse i de internationale konventioner, end vi får i vores egen grundlov,” siger Pernille Boye Koch.

Det er i grundlovens kapitel 8, at man skal lede efter de paragraffer, som grundlovsgiverne muligvis har tænkt som en begrænsning af lovgivernes magt over for borgerne. Paragraf 71 siger, at den personlige frihed er ukrænkelig. Paragraf 72 siger, at boligen er ukrænkelig. Paragraf 73 siger, at ejendomsretten er ukrænkelig. Og så videre.

Men i alle disse paragraffer er der også formuleringer om, at principperne kun gælder, med mindre noget andet er vedtaget ved lov eller gavner det almene vel. Det giver paragrafferne elastik.

Og ordlyden stammer i de fleste tilfælde helt tilbage fra den allerførste grundlov fra 1849. Dengang var grundlovsgiverne mest af alt optaget af at fravriste magten fra kongen og adelen, og samtidig skulle de i krig mod de onde tyskere i Slesvig og Holsten, der ønskede uafhængighed af Danmark.

Der var med andre ord nok andet at se til, og hvad grundlovsgiverne mente om en tænkt situation halvandet hundrede år senere, hvor Roskilde Kommune tvangsopkøber en mark fra én virksomhed for at stille den til rådighed for nabovirksomheden, er mere end svært at vide – og det er heller ikke nødvendigvis relevant.

”Der er en stor diskussion om, hvor meget man skal tillægge det, som grundlovsfædrene havde i hovederne, af betydning i en nutidig verden. Når man har redigeret grundloven, så har man ikke luget i gamle bestemmelser, og derfor er der nogle formuleringer, der er vældigt forældede. Det har betydet, at når man har fortolket bestemmelserne, både i Folketinget og hos domstolene, så har man gjort det ud fra et nutidigt behov og en nutidig politisk sammenhæng,” siger Pernille Boye Koch.

Løsningen er altså blevet, at Folketingets flertal suverænt bestemmer, hvor grænsen går mellem ukrænkelighed og hensynet til det almene vel – som defineret af Folketinget selv.

Derfor er der, trods ejendomsrettens angivelige ukrænkelighed, en meget vidtgående praksis for, hvornår staten eller en kommune kan ekspropriere ejendom. Ligesom der er en meget vidtrækkende praksis for, hvornår man fængsler folk, og hvornår diverse myndigheder går ind i folks hjem eller virksomhed uden retskendelse. I praksis er der meget lidt beskyttelse at hente for borgerne i grundlovens ord om henholdsvis den personlige friheds og boligens ukrænkelighed.

Det sidste hører som nævnt hjemme i grundlovens paragraf 72. Den siger: ”Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.”

Spørgsmålet er imidlertid, om paragraffen skal forstås sådan, at myndighederne kun i undtagelsestilfælde må foretage husundersøgelse, åbne post og så videre – eller om den i stedet giver politikerne en praktisk brugervejledning til, hvordan de skal gøre, hvis de vil foretage husundersøgelser og åbne borgernes post.

Under alle omstændigheder er der nu nogle hundrede love, der hjemler ”særegne undtagelser”, og i skrivende stund er mindst en mere på vej gennem Folketinget.

”Grundlovens paragraf 72 har for så vidt ikke noget materielt indhold. Den beskriver kun en proces; en form. Den siger ikke noget om, hvor meget der skal til, eller hvornår det er rimeligt at kræve en retskendelse. Derfor er det ikke nogen særlig effektiv beskyttelse, i forhold til det man for eksempel har i den europæiske menneskerettighedskonvention,” siger Pernille Boye Koch.

Men hvorfor går domstolene så ikke ind og trækker nogle streger i sandet? I andre lande, som i Tyskland, USA og Norge, går højesteret jævnligt ind og underkender love, eller underkender en praksis, som de lovgivende forsamlinger ellers lige havde givet tilladelse til.

”Så snart dommerne går ind i den slags sager, så får de en mere retsskabende effekt. Det er man ikke glad for, for det synes man er at blande sig i noget politisk. Det er sådan set meget sympatisk, for dommerne har jo heller ikke samme politiske legitimitet. Det er ikke dem, vælgerne har stemt på. I den henseende spiller det også ind, at det er så svært at ændre på grundloven. Hvis danske domstole går ind og underkender en lov, så sætter man lovgivningsmagten helt skakmat. I Norge, for eksempel, kræver det kun to tredjedeles flertal i Stortinget at ændre forfatningen, og så har de et modtræk – de kan argumentere bedre og få samlet flertallet. Men det kan man i praksis ikke i Danmark,” siger Pernille Boye Koch, der også personligt ærgrer sig over, at grundloven er så fastlåst.

”Min mere retspolitiske holdning er, at vi skal se at få ændret den grundlov. Jeg synes, det er et problem, at vores nationale dokument, som har størst demokratisk betydning og legitimitet, reelt ikke har nogen betydning længere, fordi det er så forældet og så udvandet. Bestemmelserne om menneskerettigheder er blandt dem, der allermest trænger til at blive revideret,” slutter Pernille Boye Koch.

__________________________________________________________________

Se kapitel 8 i den oprindelige grundlov fra 1849, og sammenlign med samme kapitel i den nugældende grundlov fra 1953.

Det seneste skud på stammen over lovgivning, der giver ”særegen undtagelse” til at bryde boligens ukrænkelighed, er omtalt i indlægget Mytologien om den onde indvandring. Læs også indlægget Til brug for en enkelt sag om de seneste års udvikling i den type lovgivning.

Trods grundlovens ord om den personlige frihed bliver der fængslet stadigt flere, uden at der foreligger bevis for, at de har overtrådt loven. Læs om det i indlægget Et spørgsmål om følelse.

De to øverste billeder er fra den meget omtalte grund i Roskilde, som kommunen vil ekspropriere, primært af hensyn til Roskilde Festivalen. Grundens ejer, Keld Bjergegaard fra PlanteRiget, står ved et af de markeringsflag, som kommunen har sat op i forbindelse med ekspropriationssagen. Flagene har ringe praktisk betydning i en tid med digitale kort, men loven kræver stadig, at de skal være der.

Foto: Torben Svane.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , | Leave a comment

Den hemmelige retspleje

by Sten Thorup Kristensen Posted on 15. marts 2012

I 2009 aflyttede politiet 2567 personers telefoner. Det vil sige, det var det tal, Rigspolitiet nåede frem til, da de talte op. Så overgik den statistiske opgave til Rigsadvokaten, og her nåede man frem til, at det i virkeligheden var 3311 personers telefoner, der var blevet aflyttet.

Forskellen skyldes kun bøvl med at gøre det præcise tal op, for naturligvis er der et helt præcist antal personer, der er blevet aflyttet. Tilmed er det sådan, at politiet skal have en retskendelse for hver person, man vil aflytte. Og så vil den it-kyndige læser spørge, hvorfor man så ikke blot slår op i databasen og ser, hvor mange kendelser der har været efter den pågældende paragraf i retsplejeloven?

Svaret er, at sådan en database ikke findes. Domstolenes afgørelser bliver kun arkiveret på papir, og med omkring 40.000 afgørelser hvert år i retskredse fordelt over hele landet, er det et hestearbejde at lave blot tilnærmelsesvist præcis statistik.

En digitalisering af retsvæsenet – en domsdatabase – har været på programmet i mange år efterhånden. Men der er aldrig blevet sat penge af til det. Domstolsstyrelsen oplyser til mig, at man nu er nået så langt, at der er en model for, hvordan det kan gøres. Men her er arbejdet så igen gået i stå. Var der ikke penge til en domsdatabase før krisen, er der det slet ikke nu, og regeringen har hverken sat penge af til domsdatabasen i 2012 eller nogen af de tre overslagsår, som man opererer med i finansloven.

Det er ellers vanskeligt at forestille sig noget område, hvor en digital database er mere relevant. Det handler om hundredtusindsvis af nye tekstsider hvert år, og langt de fleste informationer skal aldrig bruges igen, når først afgørelserne er afsagt og ført ud i livet. Men når oplysningerne skal bruges igen, kan de til gengæld være særdeles vigtige.

Det gælder i først række ved de mere specielle og sjældne typer af sager, hvor både anklager og forsvarer har brug for at lede efter fortilfælde, som de kan læne sig op ad i deres procedurer. I dag er specielt forsvarerne langt hen ad vejen henvist til tidsskrifters og opslagsværkers meget korte resumeer af udvalgte sager. Resultatet er alt andet lige, at domsafsigelserne bliver upræcise. Folk bliver straffet for lidt eller for meget, og såvel advokater som domstolene må bruge en masse ekstra ressourcer.

Men i anden række gælder det også i den offentlige debat om straffesager. Som da man fornyeligt diskuterede sagen om en mand, der blev idømt seks års fængsel for forsøg på at slå sin kæreste ihjel, men som blev løsladt efter to år. Med en domsdatabase havde vi alle kunnet finde afgørelsen på internettet, og det havde været højest gavnligt for forståelsen af, hvorfor dommen var, som den var. Uanset om man så var enig i afgørelsen eller ej.

Tilsvarende var også den politiske debat om straffesager blevet kvalificeret med en domsdatabase. Når politikere foreslår skærpede straffe for denne eller hin forbrydelse, så hører det med til historien, at de højest kan have et overfladisk kendskab til, hvordan straffene bliver udmålt i dag. Politikerne kan få adgang til domsudskrifter, og de gør det også engang imellem. Men de har ingen mulighed for at overskue helheden, for lige så upræcis statistikken er for telefonaflytningerne, lige så upræcis er den på andre områder.

Man beder Rigspolitiet lave en opgørelse, og det fortæller ét. Men så går Rigsadvokaten bunken igennem, og de finder ud af noget andet.

Alt dette har man historisk set måtte leve med. Før computere og internet blev opfundet og forfinet, kunne det nu engang ikke gøres bedre, uden at der skulle sættes urimeligt store ressourcer af til det. Men de seneste årtier, eller i hvert det seneste årti, har man haft mulighed for at løfte niveauet ved hjælp af bedre statistik. Man har bare ikke gjort det.

I samme periode er endda sket en udvikling af retsplejen, der yderligere har øget behovet for god statistik. Især under VK-regeringerne op gennem 00’erne er politiets og anklagemyndighedens adgang til at bruge tvangsmidler over for borgere, endnu før deres sager er afgjort, blevet udvidet betragteligt.

Groft sagt: Tidligere var tvangsforanstaltninger over for en borger baseret på, at en domstol havde fået forelagt beviser for, at borgerens havde gjort noget ulovligt, eller i det mindste håndfaste begrundelser for, at den pågældende borger kunne være til fare for sine omgivelser. I og med, at der var dokumentation i hver enkelt sag, skulle den statistiske efterbehandling sådan set kun til for at stille folks nysgerrighed.

I dag er baggrunden for tvangsforanstaltningerne ikke i nær samme grad baseret på dokumentation. De er i stedet i langt højere grad baseret på skøn og fornemmelser. Derfor er det afgørende for kvaliteten i retsplejen, at man følger med i, om disse skøn og fornemmelser nu også holder. Det er lige så logisk og naturligt, som når en virksomhed fører et regnskab, og som når en skole holder øje med karaktergennemsnittet for eleverne.

Det har ikke engang noget at gøre med, om man er tilhænger af den udvikling, der er sket. Uanset om man mener, at myndighederne skal have flere eller færre tvangsmidler i værktøjskassen, har alle en interesse i, at retsplejen er effektiv – at man får straffet de skyldige og lader de uskyldige gå fri. Men i hvilken grad det er tilfældet i dag, ved man simpelthen ikke.

Derfor er det også meningsløst, når politikere kræver hårdere straffe eller flere efterforskningsmuligheder for politiet. Det ville svare til, at en virksomhed pressede på for at øge sit salg af et givent produkt, uden at have undersøgt, om der er overskud eller underskud ved salget af dette produkt.

Telefonaflytningerne fra før er et godt eksempel på miseren.

Hvor danskerne ellers i meget vidt omfang accepterer tvangsindgreb fra myndighedernes side, så er netop telefonaflytninger en undtagelse, viser en nylig undersøgelse. Men ikke desto mindre har politiet fået langt større muligheder for at aflytte telefoner.

Grundreglen var og er, at det skal handle om en forbrydelse med en strafferamme på mindst seks års fængsel, før politiet kan få adgang til at aflytte telefoner. Men der er kommet så mange undtagelser til, at grænsen i dag praksis snarere er tre års fængsel. Nogle undtagelser er kommet med i anledning af terrorbekæmpelse, men også kamp mod bandekriminalitet, hacking og illegal indvandring har udløst undtagelser.

Det har sat sig sine spor. I 2011 var antallet af aflyttede personer vokset til 4448, ifølge Rigsadvokaten. Og det er endda ikke hele historien, for efter en lovændring fra den anden terrorpakke kan politiet bruge en kendelse om aflytning til også at aflytte de telefoner, der for eksempel tilhører den omhandlede persons familiemedlemmer.

Alle disse aflytninger har omkostninger, økonomiske for systemet og menneskelige for de aflyttede. Det sidste kan for eksempel Henrik Sass Larsen skrive under på – han fik smadret sin karriere, fordi han var så uheldig at bruge en telefon, der blev aflyttet, selv om denne aflytning øjensynligt viste, at han netop ikke havde gjort noget ulovligt.

Hvad kommer der så ud af alle disse aflytninger? Finder man den type forbrydere, som var årsagen til at lovgiverne satte undtagelser ind fra den generelle regel i retsplejeloven? Man ved det ikke, for der mangler en database, hvor man kombinere oplysningerne og se, hvor ofte de aflyttede efterfølgende bliver dømt.

Tilsvarende ved man ikke, hvor mange af de årligt hen ved 7000 varetægtsfængslede, der senere viser sig at være uskyldige. Som beskrevet i et tidligere indlæg tyder stikprøver på, at omkring 1300 personer hvert år sidder varetægtsfængslet, uden nogensinde at få en ubetinget fængselsdom. Men tallet kan være meget højere. Ingen aner det.

Men hvad er det så for nogle frygtlige omkostninger, der gør, at man ikke opretter en domsdatabasen og får klarhed over, om alle disse tvangsmidler er berettigede og effektive?

Ifølge det, Domstolsstyrelsen har oplyst mig, vil det koste blot 4 millioner kroner at udvikle domsdatabasen. Driften giver en løbende meromkostning i forhold til papirarkiveringen, fordi man i hvert enkelt tilfælde må manuelt ind og for eksempel anonymisere navne. Det handler om mellem 3 og 3,5 millioner kroner, hvis databasen i første omgang skal gælde afgørelser fra højere retsinstanser. Hvis afgørelser fra byretterne skal med, kan man gange med tre, cirka.

Det er muligt, at det bliver dyrere, hvis funktionaliteten i henseende til statistik skal være i top. Men vi taler altså udgifter i omegnen af 15-20 millioner kroner om året for en fuldt dækkende domsdatabase. Man skal ikke undgå ret mange uberettigede og/eller nytteløse varetægtsfængslinger, telefonaflytninger og ransagninger, før de penge er sparet hjem igen. Sandsynligheden taler for, at en domsdatabase vil være en overordentlig god forretning.

Og når databasen er betalt, får man endda oveni den gratis glæde, at man i fremtiden kan afværge et stort antal de facto justitsmord, hvor uskyldige sidder fængslet.

____________________________________________________________________

Reglerne for ”indgreb i meddelelseshemmeligheden”, herunder telefonaflytninger, findes i retsplejelovens kapitel 71. Se specielt paragraf 781.

Den omtalte nylige undersøgelser, der viser befolkningens modvilje mod telefonaflytninger, findes i en analyse, KMD har foretaget af socialt bedrageri. Jeg omtalte den i indlægget Hor, slegfred og socialt bedrageri.

Tallene for telefonaflytninger er refereret fra publikationen ”Statistik over indgreb i meddelelseshemmeligheden og ransagninger 2009-2011” findes på Rigsadvokatens hjemmeside.

Det er TV2, der i nogle artikler har gjort opmærksom på Rigspolitiets og Rigsadvokatens vidt forskellige tal om antallet af telefonaflytninger.

Foto: Torben Svane (nederste billede) og TDC. 

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | 5 Comments

Mytologien om den onde indvandring

by Sten Thorup Kristensen Posted on 4. marts 2012

Når fattige afrikanere ønsker at arbejde i Danmark, så er der bagmænd, der udstyrer dem med en identitet, for derefter at kunne udnytte dem som slaver. Det var BT, der afslørede historien i november sidste år. Eksemplet var en mand, der ved hjælp af en anden mands navn – Frederick Hammond – og identitetspapirer arbejdede som rengøringsassistent hos DSB.

Justitsminister Morten Bødskov reagerede prompte. ”Det er forfærdeligt, når mennesker bliver udnyttet på den måde, som B.T. beskriver. Regeringen ser alvorligt på illegal indvandring og ønsker at slå hårdt ned på de kriminelle bagmænd,” udtalte han til avisen.

Men hov – læs historien i BT her. Det eneste, avisen har dokumentation for, er, at det er foregået i flere tilfælde, at en migrant har anvendt identiteten fra en anden migrant, der har opholds- og arbejdstilladelse. Det er naturligvis ulovligt for begge parter. Men det er ikke ensbetydende med, at der er nogen som helst form for tvang eller slaveri involveret.

I bunden af artiklen er der en henvisning til papirudgaven den følgende dag. Her kunne man læse om en anden mand, der har brugt samme identitet som rengøringsassistenten, men som havde råd til ”iPhone og nye ruskindssko”. Man vil umiddelbart få det indtryk, at denne anden mand så er bagmanden. Men læser man så papirudgaven, fremgår det, også heller ikke den anden mand var den rigtige Frederick Hammond. Det var blot endnu en, der arbejdede under denne identitet.

Begge mænd blev anholdt. Rengøringsassistenten blev straks udvist, mens den anden mand – ham med ruskindsskoene – søgte asyl, og han var frihedsberøvet mens denne asylansøgning blev behandlet. Den omsorg, som justitsministeren og hans folk i politiet lod sig citere for, fusede således ud i ingenting, allerede inden artiklerne var offentliggjort.

Den rigtige Frederick Hammond var ikke fundet, da artiklerne blev skrevet. Måske udnyttede han de to mænd. Men det kan lige så vel være, at de udnyttede ham. Eller de kan alle i enighed have samarbejdet om ulovlighederne.

Mit forrige indlæg handlede om en dom for menneskehandel. Denne gang tager jeg udgangspunkt i en sag om illegal indvandring og menneskesmugling. Der vil komme en del flere indlæg om denne emnekreds her på bloggen.

Årsagen er en erfaring, jeg har gjort mig: Mere end noget andet viser tiltagene mod menneskehandel, menneskesmugling, social dumping, og hvad man ellers kalder det, når lavt uddannede personer bliver hjulpet ind i Danmark, at der er noget pilråddent ved retssikkerheden i Danmark.

Bagmænd i den slags sager bliver idømt relativt lange fængselsstraffe, og for så vidt det er muligt, bliver de som regel også udvist. Det sidste kan måske være ligegyldigt for dem, der kun har været her i kort tid, og som heller ikke ønsker at bliver her. Men andre har nået at slå sig ned her – de har fået kærester, boliger og så videre, og for dem er landsforvisningen en meget hård tillægsstraf for en lovovertrædelse, der ikke har skadet nogen enkelt person.

Grundlaget for sagerne er ofte tyndt. Det er trods alt undtagelsen, at en tiltalt bliver dømt, selv om der på afgørende punkter helt mangler beviser eller vidneudsagn, som det var tilfældet i sagen fra mit forrige indlæg. Men en anden variant er, at man ophøjer en veldokumenteret, men i øvrigt banal handling til at være afgørende i forbrydelsen. Eller at man, mod al fornuft, tillægger den tiltalte nogle nederdrægtige motiver, som man må indse, at den tiltalte aldrig har haft.

For overhovedet at bringe sagerne for retten har politiet og andre myndigheder brugt alle de nye kontrol- og efterforskningsinstrumenter, de har fået i hænderne gennem det seneste årti. Og jævnligt mere til. Så sent som i sidste uge har skatteminister Thor Möger Pedersen fremlagt et lovforslag, der for første gang giver Skat mulighed for at foretage kontroller uden retskendelse i private hjem. Den udtalte hensigt er at bekæmpe sort arbejde, men det er et led i indsatsen mod såkaldt social dumping, og det er særligt brugen af lavtlønnede byggearbejdere fra udlandet, man vil have ram på.

Og endnu inden man når til kontroller og straffesager har man tilsværtet ikke bare enkeltpersonerne i sagerne, men også hele deres stand, gennem mere eller mindre formelle kampagner.

Bemærk igen ministerens kommentar i BT-artiklen. Normalt, når man som journalist henvender sig til en minister for at få en kommentar, er der en pressemedarbejder, der spørger ind til dokumentationen. Hensigten er, at ministeren ikke skal løbe med på en tynd historie. I dette tilfælde er der enten en pressemedarbejder, der har gjort sit arbejde særdeles ringe. Eller også har justitsministeren valgt at se bort fra den manglende viden om lovbruddets nærmere karakter og lavet sin egen lille standret over en borger, der oven i købet er nævnt ved navn.

Det er ingenlunde udsædvanligt, at et medie giver medløb til politikeres og myndigheders dagsordner i den slags sager. Hvilket også afspejler sig i sprogbrugen. Selv uden at tale om slaveri, så er menneskesmugling, menneskehandel og social dumping noget af det mest uglesete, vi kan tale om i vores samfund.

Men hvad er egentlig moralen i selve handlingen – at tjene penge på at formidle arbejdskraft til Danmark uden om dansk lov, eller i hvert fald uden om dansk praksis fra for eksempel overenskomster?

DSB stod ifølge BT til en bøde for ikke at have været tilstrækkeligt omhyggelige med at tjekke den afrikanske rengøringsassistents identitet. Men DSB tjener selv masser af penge på at fragte mennesker rundt – ofte mennesker, der skal over grænser for at arbejde.

Luftfartsselskaber tjener penge på det samme. Jobformidlingsbureauer og agenter gør det også. Og rejsebureauer. Og boligudlejere. Og virksomheder, der søger arbejdskraft i udlandet. Meget af denne trafik er ikke bare lovlig; den er direkte tilskyndet af samfundet. Som når højtuddannede bliver tilbudt green cards og skatterabatter.

Det bliver kun et problem, når det er de fattige og uuddannede, det handler om. Dem prøver man, i Danmark som i de fleste andre lande, at holde ude. Det fungerer sådan, fordi verdenssamfundet ikke er noget demokrati. Nationalstaternes rettigheder tager forrang for borgernes rettigheder.

Min pointe her er hverken at tale for eller imod denne ordning af verden eller nationalstaternes rettigheder til at begrænse indvandring. Jeg påpeger blot, at det giver en anden dimension, når man skal betragte moralen i brud på udlændingeloven, i forhold til moralen i brud på anden lovgivning.

Hvis man forhindrede jyder i at komme til Sjælland eller omvendt, ville vi alle synes, det var horribelt. Vi ville specielt finde det horribelt, hvis man forhindrede fattige og uuddannede i at komme over Storebælt, samtidig med at man med at man gav de rige og veluddannede særlige privilegier for at foretage samme rejse. Den slags strider mod alle værdier, som moderne, vestlige samfund er baseret på.

Når vi således undrer os over moralen hos menneskehandlere og menneskesmuglere, så er det fordi vi selv i, når det handler om indvandring, har vendt det moralske landkort, vi normalt navigerer efter, på hovedet.

Sådan er det i udgangspunktet. Det udelukker naturligvis ikke, at disse mennesker, der ulovligt tjener penge på at få fattige og uuddannede til Danmark, samtidig agerer på en lurvet måde over for indvandrerne.

Det sker også i nogle tilfælde. Men ud fra de sager, jeg i større eller mindre grad har sat mig ind, er det en undtagelse. Lige så hyppigt sker det, at disse bagmænd er egentligt idealistiske. I langt de fleste tilfælde er det noget ind imellem. Bagmændene er almindeligt hæderlige, uden at overdrive det. De lever bare deres liv; griber fat i muligheder, der byder sig til, men uden at træde på nogen undervejs.

Når man læser skrækhistorier om bagmændene, som den i BT, kan man trygt regne med, at de er præget af overdrivelser. Som regel ganske voldsomme overdrivelser. Fantasien får frit løb. Begrebet slaveri bliver rask væk misbrugt. Det samme gør begrebet ”organiseret kriminalitet”. Ja, det er organiseret, og det kan jo næsten ikke være anderledes med en ulovlighed, der involverer en rejse. Men det er organiseret i den praktiske forstand af ordet – ikke i den forstand, at der står store og professionelle bander bag. Det gør der sjældent eller aldrig, med mindre man anvender en bred definition af ordet bander.

Hver især kan filosofere over, hvor der er opstået en mytologi om en særlig ondskab i forbindelse med denne form for migration. Men sikkert er det, at der er stærke politiske interesser, der lukrerer på denne mytologi. Det gælder ikke blot nationalt begrundede ønsker om at begrænse indvandring, som vi kender det fra for eksempel Dansk Folkeparti. Også i resten af det politiske spektrum er fattige migranter med lav uddannelse en sten i skoen. De presser lønninger og sociale systemer.

Mens i hvert fald dele af venstrefløjen forsvarer den enkelte migrant, står de således af, når det gælder de private, kommercielle initiativer for at hjælpe migranterne. Denne prioritering siger meget om, hvor smalt det politiske spektrum er i Danmark – også når det gælder spørgsmålet om indvandring. Når indvandrere etablerer egne systemer, der udfordrer de officielle systemer, så mister selv Enhedslisten og de radikale enhver trang til at beskytte dem, eller til blot at give dem en nogenlunde fair behandling. Mere vigtigt var hensynet til indvandrernes rettigheder heller ikke, og alle på Christiansborg kan i enighed trykke på de grønne knapper.

Men en endnu mere grum historie fortæller det altså om vores retssystem. Udlændingeloven må naturligvis håndhæves. Selv med de mest ædle intentioner var det næppe heller realistisk, at Danmark, som det eneste land i verden, kunne indføre en lovgivning om migration, der var synkroniseret med den øvrige lovgivnings principper om lige rettigheder til høj og lav.

Men selve håndhævelsen kunne godt foregå efter gængse principper, hvor man holder sig til lovlige midler i efterforskningen, hvor de tiltalte får en fair retssag, og hvor de, i tilfælde af skyld, idømmes straffe, der står i et rimeligt forhold til forbrydelsernes karakter.

At det ikke sker, viser, hvor skrøbeligt retssystemet er. Al snakken om menneskerettigheder, og de fine regler, der er føjet ned i grundloven eller i andre love, er meget lidt værd, hvis man ikke har gode venner på Christiansborg.

__________________________________________________________________

Brug af andres identiteter i forbindelse med illegal indvandring er langt fra noget ukendt fænomen. I januar skrev for eksempel Politiken om en stor sag af den art.

I udgangspunktet er det dem, der bruger de falske identiteter, der skal straffes og udvises. Bemærk nederst i artiklen, at det kom som en overraskelse under efterforskningen, at der muligvis var en form for betaling for at bruge identiteterne. For Politiet er det altså langt fra nogen selvfølge, at det fungerer sådan, som BT har antaget.

Det fremgår ikke af Politikens artikel, hvor stor betalingen har været. I nogle tilfælde, hvor en person har fået dækket omkostninger ved at hjælpe en anden person ind i landet, tolker byretten det som en regulær indtægt, hvilket er en stærkt skærpende omstændighed.

På Domstolsstyrelsens hjemmeside findes en nyere højesteretsdom mod en mand, der har brugt en falsk identitet til at få arbejde i Danmark. Hvis Højesterets præmis om, at mandens ægteskab udelukkende var proforma, holder, finder jeg i dette tilfælde både straffen på 40 dages fængsel og efterfølgende udvisning rimelig. Men sagen illustrerer, hvor komplekse problemstillinger det er, politiet og retssystemet skal forholde sig til og vurdere.

Et udkast til det omtalte lovforslag fra skatteminister Thor Möger Pedersen findes på Skatteministeriets hjemmeside. Skat får efter forslaget mulighed for, uden retskendelse, at gå ind på en ejendom, der tjener som privatbolig. De må dog ikke gå ind i selve boligen – hvordan denne sondring så end skal forvaltes i praksis.

Foto: Torben Svane

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | Leave a comment