Når skred i retssikkerheden koster arbejdspladser

by Sten Thorup Kristensen Posted on 16. december 2012

Der er mere på spil end blot rimeligheden, når myndigheden begår grove overgreb på borgerne. For borgeren er det også et tillidsbrud, der underminerer en af pillerne under ethvert samfund – nemlig den, at borgere og myndigheder viser hinanden tillid. At man, trods hændelige fejl, trækker på samme hammel, og derfor viser fleksibilitet og giver lidt mere end det, man egentlig har pligt til.

Der er en hård virkelighed omkring dette element: Selv om vi foretrækker at se det sådan, at vi alle er lige, så gør det en stor forskel, om det er stofbrugeren på gaden på Vesterbro, der oplever tillidsbruddet, eller om det er erhvervslederen i en fin lejlighed på Østerbro. Sidstnævnte skal skabe arbejdspladser og velstand, der kommer alle til gode. Så her er loyaliteten over for samfundet ekstra vigtig i det store billede.

Ud fra den optik er der en ny lov, der er på vej gennem Folketinget, der er bemærkelsesværdig: Straffen for kartelvirksomhed har hidtil blot været bøde. Nu bliver den med ét slag hævet til seks års fængsel i særligt alvorlige tilfælde. Den nye strafferamme er lige akkurat høj nok til, at politiet ifølge reglerne i retsplejelovens paragraf 781 kan anvende telefonaflytninger i efterforskningen af sagerne.

Det betyder, at mange erhvervsfolk vil blive udsat for store ubehageligheder – uanset om de er skyldige i kartelvirksomhed eller ej. Erfaringsmæssigt er domstolene meget large med at godkende politiets grundlag for at foretage telefonaflytningerne, uanset at resultatet i sidste ende er enten frifindelser eller meget milde straffe. Værst vil det naturligvis være i de sager, der når helt frem til byretten, så journalisterne får den udsøgte fornøjelse at referere fra de private samtaler, der bliver afspillet.

Selve det at udvide strafferammen er ikke noget overgreb. Det er i mine øjne tværtimod rimeligt. Strukturen i dansk økonomi har ændret sig over de seneste årtier, og i dag virker det mest tidssvarende, at for eksempel koordinering af bud ved en licitation skal betragtes på linje med bedrageri.

Men intentionen med de højere strafferammer, og de deraf følgende ubehageligheder for erhvervsledere, går tilsyneladende langt videre. Det fremgår af et opsigtsvækkende interview med erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen i Dagbladet Børsen den 26. november. Her satte hun de hårde strafferetlige tiltag ind i en meget mere banal, fordelingspolitisk sammenhæng. Hun slog fast, at ”det offentlige og lønmodtagerne allerede har stået nok for skud,” og senere uddybede hun: ” Det (monopoler og karteller, STK) er samfundsundergravende. Og hvis erhvervslivet bliver ved med at sige, at der er for mange skatter og afgifter, så må vi sige til dem, at de undergraver samfundet, hvis de ikke kan finde ud af at samarbejde og invitere nye parter ind.”

Vilhelmsen er ny som minister – hun har arvet forslaget fra forgængeren Ole Sohn – og denne bitterhed over en skattediskussion er naturligvis ikke den officielle begrundelse for, at man vil bruge hårde strafferetlige sanktioner over for erhvervsfolk. Det er i stedet, at kartelvirksomhed koster samfundet dyrt, så man er nødt til at gribe hårdt ind over for det.

Denne pointe underbyggede ministeriet for nyligt med en undersøgelse, der viste, at rigtigt mange virksomheder havde oplevet at blive ofre for andres kartelvirksomhed. Men der var det besynderlige i undersøgelsen, at meget få virksomheder selv mente, de havde deltaget i kartelvirksomhed. Det rejser spørgsmålet om, hvor meget af opfattelsen af andres kartelvirksomhed der blot er baseret på myter; opstået ud fra sladder og fra uforståenhed over for, at konkurrenterne slet og ret kan gøre det bedre.

I mange tilfælde behøver virksomheder heller ikke bryde nogen lov for at koordinere priser. De kan slet og ret lægge deres egne priser op ad konkurrenternes priser, der jo i de fleste tilfælde er frit tilgængelige.

Det tæller også med, at politikerne i mange sammenhænge direkte tilskynder til, at virksomheder samarbejder. Hver gang politikerne siger, at de overlader det til erhvervslivet selv at finde en løsning på et eller andet problem, forudsætter de, at konkurrenter i et marked i en eller anden grad samordner deres praksis.

Der er altså ikke helt nemt at se nogen fast skillelinje mellem ulovlig kartelvirksomhed på den ene side, og almindeligt accepteret eller endda påskønnet branchekoordinering på den anden. Annette Vilhelmsen bidrager heller ikke til at gøre den skillelinje mere tydelig. Det er en af de bemærkelsesværdige ting ved citatet ovenfor, at ministeren på en og samme gang fordømmer kartelvirksomhed i de hidtil hårdeste vendinger – og opfordrer virksomhederne til at samarbejde.

Faktum er da også, at der hidtil har været ganske langt mellem de egentlige kartelsager, og specielt mellem de alvorlige af slagsen. Og de alvorlige sager, der har været, har endda været i meget afgrænsede brancher, så den samfundsskadelige effekt har været beskeden. Se her på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside en oversigt over samtlige afgørelser i konkurrencesager de seneste år. De alvorlige og meget samfundsskadelige kartelsager blandt rørproducenter og el-installatører skal man efterhånden en del år tilbage for at finde.

Det politiske ræsonnement er så, at der i virkeligheden findes mange flere kartelsager, men at de bare ikke bliver opdaget. Det har jeg meget svært ved at tro på. Jeg fulgte selv afsløringen af de nævnte rør- og el-karteller på forholdsvis tæt hold – jeg arbejdede dengang i Børsen Magasiner, og det var nogle af mine dygtige kolleger dér, som stod for det.

De præsterede dette uden nogensinde at aflytte en eneste telefon. De havde blot gode kilder. Og når en journalist eller to kan afsløre et stort kartel uden aflytninger, så må politiet – der i alle dimensioner har langt større resurser – også kunne gøre det. Hvis disse karteller altså overhovedet findes.

Men nu bliver straffene altså hævet, og politiet får lov til at bruge de skrappeste efterforskningsmidler. Tiden vil vise, om det så også fører til, at man afslører flere virkelige banditter.

Stensikkert er det derimod, at mange erhvervsfolk, der enten er helt uskyldige, eller højest har begået små forseelser, vil komme i fedtefadet. De vil få en de facto-straf for forbrydelser, de ikke har begået. De vil opleve det som et alvorligt tillidsbrud.

Det forekommer mig ganske naivt at tro, at de pågældende bagefter vil vise den danske stat samme veneration – eller nogen veneration overhovedet, i erhvervsmæssig sammenhæng. De vil være mindre tilbøjelige til at spille med, når politikerne appellerer om at oprette akutjob eller praktikpladser eller hvad det måtte være. De vil heller ikke i samme grad tøve med at lægge deres virksomheders indkøb uden for Danmark, eller endda flytte virksomheden helt ud af Danmark, hvis lejligheden byder sig.

Det er altså arbejdspladser, vækst og velstand, man gambler med. Foruden naturligvis retssikkerheden i Danmark. Og det i en sag, der ifølge den ansvarlige minister ikke handler om andet end fordelingspolitisk bitterhed.

Fotos til dette indlæg er dem, regeringen selv har anvendt i sit konkurrencepolitiske udspil Styrket konkurrence til gavn for Danmark.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , | Leave a comment

I Skovlunde bryder man loven

by Sten Thorup Kristensen Posted on 7. december 2012

På visitationszone.dk kan du følge med i, om der for tiden også er en visitationszone der, hvor du bor. Der er ikke noget centralt sted hos politiet, hvor man kan se, hvor der er visitationszoner og hvorfor.

I Skovlunde bliver der angiveligt helt åbenlyst solgt hash på gaden. Det gør mange af de lokale utrygge, og politiet har nu reageret ved at oprette en såkaldt visitationszone, hvor enhver kan blive kropsvisiteret og få undersøgt tasker.

”Det at vi opretter en visitationszone, er en ny måde at ramme hashhandelen på, for det, at vi kan visitere for våben, giver os bedre muligheder for også at visitere for andre ting. Og jeg kan sige med det samme, at vi massivt vil visitere alle mistænkelige personer i området, og det vil ikke kun være lokalpolitiet i Ballerup og Gladsaxe, der gør det, men samtlige patruljer i Københavns Vestegns Politi. Konsekvensen af vores indsats skulle meget gerne være, at vi mindsker – helst fjerner – eller flytter hashhandelen fra Skovlunde,” forklarer vicepolitiinspektør Preben Rasmussen til Ballerup Bladet.

Men hov – visitationszoner må kun bruges til ”at forebygge strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd,” som det hed i bemærkningerne til den lov fra 2004, der gav politiet adgang til at indføre visitationszoner. Det vil i praksis sige, at man gennem stikprøvekontroller må tjekke, om folk har knive eller andre våben på sig. Besiddelse af hash er ikke en af de ting, man må visitere for. Her må politiet nøjes med retsplejelovens generelle regler, som kun kan bruges, når der er en konkret mistanke mod en borger.

Så uanset at Preben Rasmussen formelt kan indføre visitationszonen med henvisning til, at man leder efter våben, så er der et problem, når han end ikke lægger skjul på, at det reelle formål er at lede efter hash. Endda et alvorligt problem:

”Det lyder som misbrug af visitationszonen. Det er klart, at man kan visitere og ved et tilfælde kan finde hash, og det må man så gerne. Men hvis det primære formål er at lede efter hash, så vil jeg nok mene, at man er på kanten af politiloven – for ikke at sige over kanten. Det forekommer mig ikke umiddelbart hjemlet ,” siger Sysette Vinding Kruse, formand for Advokatsamfundets strafferetsudvalg.

På en ny hjemmeside, www.visitationszone.dk, kan du følge med i, om der for tiden også er en visitationszone der, hvor du bor. Siden er oprettet af Christian Panton, der også opfordrer læserne til at bidrage med oplysninger – der er ikke noget centralt sted hos politiet, hvor man kan se, hvor der er visitationszoner og hvorfor.

Politiets adgang til at oprette visitationszoner blev som nævnt indført i 2004. Hvis de kun blev anvendt, som de dengang blev beskrevet, ville de ikke være det store problem – eller, de ville i hvert fald ikke støde min retsbevidsthed.

I forarbejdet til loven blev der sammenlignet med den kontrol, der bliver foretaget af flypassagerer. Denne kontrol er lidt generende, men de fleste af os accepterer alligevel, som et middel til at undgå, at der også kommer alskens terrorister og psykopater med om bord. Tilsvarende accepterer de fleste af os en kropsvisitering ved indgangen til diskoteker, fodboldstadions og så videre. Visitationszonerne var, som de blev forklaret, blot en lille udvidelse af dette princip, så politiet fik mulighed for at foretage stikprøvekontroller i uroplagede kvarterer. Generende ja, men det er også generende at leve i konstant frygt for, at man bliver udsat for vold eller trusler fra bevæbnede personer.

Når der alligevel fra flere sider blev advaret mod at give politiet ret til at oprette visitationszoner, var det således primært af frygt for, at denne adgang ville blive misbrugt. Og denne frygt har – som ved mange udvidelser af politiets bemyndigelser gennem de seneste år – desværre vist sig fuldt ud berettiget. Al erfaring viser, at ministres dyre løfter om, at politiet nøje vil holde sig inden for ånd og bogstav i det nye retsgrundlag, det bliver tildelt, ikke er det papir værd, løfterne er skrevet på.

I tilfældet med visitationszonerne er der desuden et problem med ligebehandlingen af borgerne. I Skovlunde blev visitationszonen oprettet efter pres fra Skovlunde Lokalråd. Andre potentielt eller reelt kriminelle, der ikke er samme politiske opmærksomhed omkring, går man mindre hårdt til værks over for.

Bemærk i den sammenhæng den ganske store visitationszone i København. Den omfatter lige akkurat ikke området omkring Parken, hvor der ellers jævnligt er voldelige optøjer, når rivaliserende hooligan-grupper støder sammen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Preben Rasmussen. Men vender han tilbage på den telefonbesked, jeg har lagt til ham, vil hans eventuelle kommentar blive tilføjet dette indlæg.

Dette indlæg er først offentliggjort på DenFri.

 

 

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , | Leave a comment

Institut for Menneskerettigheder på vej mod bristepunktet

by Sten Thorup Kristensen Posted on 18. november 2012

Den 9. november havde jeg en kronik i Jyllands-Posten. Her foreslog jeg, at man nedlægger Institut for Menneskerettigheder. Kronikken var forkortet en anelse. En af de ting, der var gledet ud, var, at det trods alt ikke er sådan, at jeg mener, at instituttet ikke gør gode ting overhovedet. Men min pointe var – og er – at instituttet overordnet set giver danskerne en falsk fornemmelse af, at det står værn om vores menneskerettigheder. På den måde er instituttets tilstedeværelse, når det kommer til stykket, mere skadeligt end gavnligt.

Instituttets direktør Jonas Christoffersen svarede i et indlæg den 14. november på min kronik.

På overfladen ligner det måske bare en diskussion om, hvorvidt Institut for Menneskerettigheder gør deres arbejde godt nok. Om de er skarpe nok og besidder evnen til at komme ind i debatten. Men der er mere i det. Det grundlæggende spørgsmål handler om, hvad menneskerettigheder er.

Inden for menneskeretten taler man om negative og positive rettigheder. Ordene står ikke for, om det er godt eller skidt. De negative rettigheder er dem, der forbyder myndigheder eller andre magthavere at foretage visse indgreb i borgernes liv. De positive rettigheder er dem, der siger, at sådanne magthavere aktivt skal gøre noget for folk.

Klassiske menneskerettigheder og frie forfatninger er paragraf efter paragraf med negative rettigheder: Det er ytringsfrihed, privat ejendomsret, hjemmets fred og lignende. Derimod fylder positive rettigheder ikke meget. Men mange taler for, at de skal med. For eksempel i form af ret til velfærd eller ret til at leve i et rent miljø.

For eksempel Amnesty International og Forbrugerrådet ser det som et gammeldags synspunkt, at menneskerettigheder kun består af negative rettigheder. Institut på Menneskerettigheder er på samme hold, uden at jeg dog har hørt dem bruge formuleringen om det gammeldags i negative rettigheder.

Umiddelbart lyder tilføjelsen af positive rettigheder måske også som en fin modernisering, hvor man sikrer, at alle får del i glæderne fra et samfund i overflod. Men så enkelt er det ikke. Mange andre – blandt andet jeg – mener, at menneskerettigheder bliver udhulet, når man blander positive rettigheder ind i sagen. Disse positive rettigheder må nødvendigvis kannibalisere på de negative rettigheder, og så er det altså nogle af de virkelig dyre ting, som ytringsfriheden og hjemmets ukrænkelighed, der står på spil.

Humlen er, hvis den centrale magt skal have pligt til at sikre for eksempel et vist velfærdsniveau, så skal den naturligvis også have midlerne til at gøre det. Herunder til at anvende tvang over for borgerne. Og det står i modsætning til de klassiske negative rettigheder, der netop handlede om at begrænse den centrale magts beføjelser i mødet med borgeren.

Oven i det: Hvis menneskerettigheder bare bliver et samlebegreb for alt, hvad der er godt og pænt (og generel velfærd og rent miljø er bestemt godt og pænt), så bliver begrebet meget diffust. Så kan magthaverne i enhver situation henvise til, at de er forpligtet af menneskerettighederne – også når de vælger et indsatsområde frem for et andet. De positive rettigheder forsyner altså den centrale magt med endnu flere beføjelser, og dermed også flere muligheder for at lave rævekager.

På Institut for Menneskerettigheders hjemmeside finder man et godt eksempel på, hvordan instituttet på denne vis forplumrer menneskerettighedsbegrebet – til skade for borgerne.

Den 29. oktober afholdt instituttet og Kommunernes Landsforening således en konference om ”fordelene ved mangfoldighed i kommunerne”.

”Mangfoldighed” er et af tidens politiske buzzwords. Imidlertid er det ikke andet end netop dét: Med blot lidt kritisk sans vil man se, at de forskellige politiske systemer i Danmark næppe gennem hele folkestyrets epoke har vist større intolerance over for afvigende adfærd, end det er tilfældet for øjeblikket. Hashrygere, tobaksrygere, folk, der spiser fed mad, sexarbejdere eller endog folk, der tillader at bosætte sig i nærheden af andre af deres egen etnicitet eller socialgruppe, bliver udsat for mistænkeliggørelse og ofte ganske hårdhændede sanktioner.

Hvad politikerne mener, når de taler om mangfoldighed, er således ikke, at der skal være plads til alle. De forestiller sig i stedet et samfund, hvor man gør en særlig indsats for at skaffe plads til udvalgte minoriteter. Det er en ærlig sag, at de selv gerne vil bo i et samfund, hvor netop disse minoriteter er fremtrædende. Men det har lige så lidt med ægte mangfoldighed at gøre, som hjorten ved skovsøen har at gøre med ægte kunst.

Ægte mangfoldighed består i at lade der være plads til alle – også til dem, man ikke synes om, eller som man endda føler ubehag ved.

Ulykken er, at mens man markedsfører denne forlorne mangfoldighed ud fra et rettighedsperspektiv – så havde en simpel overholdelse af bogstav såvel som ånd i de klassiske negative rettigheder sikret al den ægte mangfoldighed, man overhovedet kunne ønske sig. Menneskerettighederne forbyder som bekendt diskrimination baseret på køn, race, religion eller seksuel orientering, og forbuddet mod at krænke hjemmets fred, åbne breve, aflytte telefoner og så videre ville oven i det sætte markante grænser for, hvor meget myndighederne kunne genere minoriteter gennem den daglige administrative praksis.

Det er netop på disse fronter, der er stærk tilbagegang i disse år. Statens brug af sit voldsmonopol er eskaleret ud over alle bredder.

Institut for Menneskerettigheder hænger fast i denne sump. Med sin forkærlighed for de positive rettigheder ender man med at retfærdiggøre voldsanvendelsen, i stedet for at forsvare dem, som volden går ud over.

På det lange sigt er det en interessant udvikling, for mens Institut for Menneskerettigheder tilsyneladende ikke hæfter sig ved magtanvendelsen, går den naturligvis ikke hen over hovedet på de stadigt flere danskere, den rammer. Fortsætter den nuværende udvikling, er det et spørgsmål om tid, før instituttet møder bristepunktet, og dets virke bliver for absurd i forhold til den virkelighed, borgerne oplever.

Jeg har holdt en længere pause med indlæg her på bloggen. I den kommende tid vil der komme flere nye indlæg – blandt andet med fokus på erhvervsdrivendes menneskerettigheder. Disse er blevet angrebet gennem flere bemærkelsesværdige nye love det seneste år.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , | Leave a comment

Tre børn i klemme mellem jura og politik

by Sten Thorup Kristensen Posted on 24. juni 2012

To dage før julen 2010 ringer Iben Ernst Bøttker, anklager ved Midt og Vestjyllands Politi, til socialforvaltningen i en midtjysk kommune. Hun vil gøre opmærksom på et problem med tre børn på to, fire og ni år. Deres forældre er varetægtsfængslede i en sag om menneskehandel, og i stedet bor de nu hos den biologiske far, JK, til det ældste af børnene; en pige.

Ifølge sagsbehandlerens notater fra samtalen finder Iben Ernst Bøttker det kritisk, at JK fortsat har de to mindste børn. Med andre ord: Hun foreslår dem fjernet.

Dagen efter skulle der være faldet dom i sagen, men det var blevet udsat, fordi en af domsmændene var ramt af en blodprop. Men, fortæller Iben Ernst Bøttker, anklagemyndigheden lagde op til en langvarig fængselsstraf og eventuelt udvisning. ”Det har således aldrig været meningen, at parret ville blive løsladt her i december,” hedder det i kommunens notater. Adspurgt om konkrete bekymringer fortæller Iben Ernst Bøttker, ”at det ikke lader til at gå godt hos (JK), at børnene er i dagsinstitution i hele institutionens åbningstid, og at det ældste barn, som er (JK’s) biologiske barn, har været selvmordstruet.”

Det er sandt, at forældrene havde denne bekymring om den niårige pige. Som man kan forestille sig, var sagen en ekstremt hård oplevelse for hende. Mens den biologiske far er dansk, er moren og stedfaren nigerianske. Men de var faldet godt til i Danmark, de havde begge gode job, de var aktive i et lokalt kirkesamfund, og de havde endda en aupair-pige fra hjemlandet. Pludselig en dag bliver freden afbrudt. Politiet stormer ind og endevender hjemmet, og forældrene bliver begge varetægtsfængslede – anklaget for menneskehandel og andre bestialske forbrydelser mod netop aupair-pigen. Sagen er omtalt i alle medier, så alle omkring den niårige pige også ved, hvordan myndighederne ser på hendes mor og stedfar. Hun kan blandt andet læse, at de to skal udvises efter dommen.

Under varetægtsfængslingen er det vanskeligt for børnene at komme til at besøge moren og stedfaren, der sidder i hvert sit fængsel. I flere tilfælde kikser aftaler. Ved en lejlighed, for eksempel, sidder JK fast i trafikken, og de kommer nogle minutter for sent til det aftalte besøg. I mellemtiden er den betjent, der skulle stå for det praktiske, taget hjem. De tre børn må ind i bilen igen og vender hjem med uforettet sag. Ifølge JK var der også flere tilfælde, hvor den centrale politimyndighed ikke havde arrangeret aftalte besøg hos moren, men hvor den lokale politimyndighed dog fik ordnet sagen.

Også for de to mindste børn er det hårdt. Men de er et stykke hen ad vejen beskyttet af, at de er for små til at forstå, hvad der foregår – og til at læse, hvad der står i aviserne.

Børnene slipper dog for at blive tvangsfjernet. Den normale sagsbehandler er taget på juleferie, og da hun kommer tilbage på arbejde efter jul, afviser hun blankt at anbringe børnene uden for hjemmet. Hun udtaler i stedet, igen ifølge notaterne, sin forundring over, at Iben Ernst Bøttker kan udtale sig skråsikkert om en dom, før den er faldet.

Det viser sig, at sagsbehandleren har god grund til sin forundring. For tre måneder senere, da dommen endelig falder, bliver ægteparret frikendt for såvel menneskehandel som øvrige bestialske forbrydelser. Kun får moren en dom for rufferi – et forhold, hun selv har erkendt. Retten afgør, at hun har fortjent en straf, der passer præcist med de syv måneder, hun havde siddet varetægtsfængslet. Nogen udvisning kommer ikke på tale, og både moren og stedfaren bliver løsladt straks efter domsafsigelsen. Børnene vender snart efter tilbage til deres normale hjem.

Sagsforløbet havde været særdeles specielt. Politiet og anklagemyndigheden holdt sig stort til aupair-pigens vidneudsagn. Men det tiltalte ægtepar, deres advokater og JK gik i gang med at finde beviser og vidneudsagn, der understøttede dem. Dem var der masser af. I nogle tilfælde undlod politiet ifølge JK at foretage afhøringer af personer, som han henviste dem til, og som ville give en anden udlægning end aupair-pigens. Men oplysningerne kom frem i retten, og det blev godtgjort at aupair-pigen på en række punkter havde givet lodret forkerte oplysninger.

Hvad aupair-pigens motiver har været for at afgive forkerte forklaringer, er der ikke sikkerhed om. Men meget tyder på, at hun har ønsket at opnå en opholdstilladelse. Det har man mulighed for, hvis man er offer for menneskehandel.

Hvilke motiver politiet og anklagemyndigheden havde for alligevel at forholde sig så ukritisk til aupair-pigens forklaring, er der heller ikke sikkerhed for.

Ifølge retsplejeloven har anklagemyndigheden pligt til at se neutralt på en sag og at undersøge argumenter både for og imod en domfældelse. Dette i modsætning til forsvareren, der kun skal finde de argumenter, der tjener klientens sag. Men anklagere er også kun mennesker, og i sidste ende måler de naturligvis deres succes på, hvor mange de får dømt.

I dette tilfælde kan det også spille ind, at netop politiet i Midt og Vestjylland har holdt en meget høj profil inden for emnet menneskehandel. Politikere og medier beskriver politikredsen som et forbillede, og ledende politifolk fra kredsen har hyppigt udtalt sig som eksperter i medierne.

Imidlertid har man endnu ikke fået dømt nogen for menneskehandel. To foregående sager i Midt og Vestjylland endte med henholdsvis frifindelse og tiltalefrafald. Sagen mod det nigerianske ægtepar stod altså til at blive den første sejr for politiet og anklagemyndigheden i politikredsen.

Men da Iben Ernst Bøttker ringede til kommunens socialforvaltning den 22. december 2010, må hun have vidst, at også denne sag var mere end tvivlsom. Hun kendte på det tidspunkt til den dokumentation og de vidner, som forsvaret havde samlet. 

Hun kendte også til, at både kommunen og forsvarsadvokaten var meget imponeret over den måde, hvorpå JK tog sig af de tre børn. Hun kendte også, som det fremgik af kommunens notater, til hvor hårdt den psykiske belastning fra sagen ramte den ældste datter.

Det var på trods af denne viden, at hun tilskyndede kommunen til at anbringe de to mindste børn uden for hjemmet – dagen før, deres forældre med stor sandsynlighed var blevet frikendt og løsladt, havde det ikke været for den sygdomsramte domsmand.

JK klagede til politiet over Iben Ernst Bøttkers henvendelse til kommunen. Eller, det vil sige, ikke over selve henvendelsen, for en anklager har pligt til at kontakte kommunen, hvis hun ved, at der kan være problemer med varetagelsen af børn under en straffesag. Men faren fandt indholdet i hendes oplysninger injurierende mod ham. Han påpegede, at Iben Ernst Bøttker aldrig har talt med hverken ham, børnehavnen, dagplejeren eller kommunen, så hun havde ikke noget belæg for at sige, at han ikke tager sig godt af børnene.

Politiet i Midt og Vestjylland modtager klagen en måneds tid efter, at Iben Ernst Bøttker har henvendt sig til kommunen. Men politiet får sendt klagen forkert gennem systemet, så der bliver først truffet afgørelse i august 2011.

Noget udsædvanligt giver Midt og Vestjyllands Politi faren medhold i dét, han netop ikke havde klaget over – nemlig selve det, at Iben Ernst Bøttker havde henvendt sig til kommunen. Det bliver beklaget, ”særligt da De ifølge sagens oplysning fra (kommunen) har haft et særdeles godt samarbejde med (kommunen), samt ydet et særdeles godt arbejde for Deres 3 børn,” som det hedder i den afgørelse, der bliver sendt til JK.

Derimod mener Midt og Vestjyllands Politi ikke, man kan kritisere Iben Ernst Bøttker for det, hun fortæller kommunen. Hun oplyser nemlig, at hun forholder sig til en besked, faren har indtalt på hendes mobiltelefon kort før henvendelsen til kommunen, og denne besked er for længst gået tabt.

Det er en mystisk afgørelse, for når Midt og Vestjyllands Politi lægger til grund, at man ikke kan dokumentere indholdet af telefonbeskeden, så var der heller ikke grund til at beklage, at Iben Ernst Bøttker ringede til kommunen. Det var tværtimod hendes pligt, hvis JK havde sagt, hvad Iben Ernst Bøttker hævdede han sagde.

Ifølge Iben Ernst Bøttker skulle JK nemlig have indtalt på telefonbåndoptageren, at han ikke kunne have de mindste børn – altså dem, han ikke var far til – i julen. Derfor var hun nødt til at henvende sig til kommunen. JK siger, at denne påstand fra Iben Ernst Bøttkers side er lodret løgn.

Hvis det ikke er løgn, så er det i hvert fald mystisk. Den vigtige oplysning om, at faren ikke kunne have børnene i julen, fremgår nemlig ikke af kommunens referat af samtalen med Iben Ernst Bøttker den 22. december. Tværtimod bliver Iben Ernst Bøttker og den vikarierende sagsbehandler enige om, at Iben Ernst Bøttker skal tale med den normale sagsbehandler efter jul. En beslutning, der ikke giver den store mening, hvis problemet netop lå i juledagene.

Heller ikke i referatet af den samtale, Iben Ernst Bøttker og den normale sagsbehandler fører efter jul, den 6. januar 2011, er noget problem omkring højtiden nævnt.

Ligeledes næver Iben Enrst Bøttker det ikke, da hun besvarer en klage fra morens forsvarsadvokat. Denne besvarelse er dateret den 8. februar 2011.

Først den 30. maj 2011, da Iben Ernst Bøttker skal kommentere JK’s klage til Midt og Vestjyllands Politi, nævner hun i en enkelt sætning, at faren på telefonbeskeden havde sagt, at han ikke kunne have børnene julen over.

JK klager senere videre til Statsadvokaten. Dette er en anden del af anklagemyndigheden, og det er altså igen kolleger til Iben Ernst Bøttker, der skal behandle en klage over hende. Statsadvokaten afviser klagen med samme begrundelse som Midt og Vestjyllands Politi.

Iben Ernst Bøttker har ikke ønsket at kommentere oplysningerne i dette indlæg. Men i sit svar på klagen fra morens forsvarsadvokat afviser hun, at henvendelsen til kommunen skulle have forbindelse til retssagen, samt at hun over for kommunen skulle have udtalt sig om sandsynligheden for, at de tiltalte ville blive dømt.

For Iben Ernst Bøttker er der sket to ændringer, siden disse begivenheder fandt sted. For det første har hun skiftet navn – hun hed tidligere Iben Staal – og for det andet er hun blevet ansat hos Statsadvokaten for Midt, Vest og Sydøstjylland. Altså den instans, der behandlede klagen over politiets afgørelse om hendes henvendelse til kommunen.

Dette var historien om tre små børn, der kom i klemme i moderne, dansk retspleje. Meget nær med fatale følger, havde det ikke været for en kommunal sagsbehandler, der holdt hovedet koldt under et sagsforløb, der ellers vakte store følelser i omgivelserne.

Kommissioner bliver ofte anvendt til at udvikle dansk retspleje. De kan for eksempel se på behovet for ændringer i straffeloven, eller de kan belyse komplicerede forløb med et strafferetligt indhold. Det sidste kender vi for eksempel fra kommissionsdomstolen omkring lækagen af statsministerens skatteoplysninger.

Men ingen kommission er nedsat for at undersøge Midt og Vestjylland Politis håndtering af denne sag.

Ingen har forholdt sig til, hvordan to klageinstanser kunne lægge en usammenhængende forklaring fra den, klagen handlede om, til grund, og hvordan de begge kunne nå til samme, selvmodsigende afgørelse.

Ingen har forholdt sig til, om der i dette tilfælde var et upartisk og seriøst klagesystem, som de berørte i sagen kunne gå til, når de mente, at en anklagemyndighed fremkom med usande oplysninger.

Ingen har forholdt sig til, hvorvidt det er betimeligt, at en anklager opfordrer en kommune til at tvangsfjerne de tiltaltes børn, selv om hun ved, at forældrene med stor sandsynlighed vil blive frikendt, og selv om hun ved, at børnene efter omstændighederne har det så godt, som de kan have det, hvor de er.

Ingen har forholdt sig til, hvordan Midt og Vestjyllands Politi kunne køre hele sagen igennem, og få opretholdt varetægtsfængslinger, uden at have foretaget en efterforskning, der også tog højde for muligheden for, at de tiltalte var uskyldige.

Ingen har forholdt sig til, hvordan Midt og Vestjyllands Politi kan udtale sig vidt og bredt om sine erfaringer om menneskehandel, uden nogensinde at have dokumenteret menneskehandel i politikredsen.

Og ingen har forholdt sig til, hvorfor politikerne på Christiansborg lægger et så stort pres på Midt og Vestjyllands Politi og de øvrige politikredse for at finde forbrydelser på netop dette område – uden på noget tidspunkt at sætte sig ind i hverken erfaringer fra eller konsekvenserne af den politiindsats, der følger.

_________________________________________________________________

Blandt andet Dagbladet Information har i flere tilfælde beskrevet Midt og Vestjyllands Politis indsats mod menneskehandel som et forbillede – blandt andet i denne artikel, der beskriver, hvordan politikredsen har haft succes med at anbringe de formodede ofre på krisecentre frem for i fængsel.

Tanken om, at man fængsler ofre for forbrydelser, kan synes barok. Men sagen er, at hvis ikke udenlandske sexarbejdere er ofre for menneskehandel, vil de ofte selv blive betragtet som lovbrydere – typisk fordi de har brudt udlændingeloven, eller, som i en nylig sag, på grund af ”subsistensløshed”.  Konsekvensen er, at der ikke er nogen ”neutral” vej for sexarbejderne, der kommer i kontakt med politiet. De må vælge mellem at være ofre eller skurke. Dermed har politiet også både en pisk og en gulerod over for kvinderne. Et klip fra Sine Plambecks og Julie Lansades dokumentarfilm ”Mission kvindehandel” viser et eksempel, hvor en grædende rumænsk kvinde sidder i denne klemme over for to betjente fra Københavns Politi.

Artiklen fra Information ovenfor er fra 2010. På det tidspunkt sad aupair-pigen fra den midtjyske sag i krisecenter – hun må have været en af dem, hvis vilje til at vidne politikredsen oplevede som en succes.

Jeg har også skrevet om sagen i artiklen “Politiets blinde øjne” i Magasinet Advokaten.

I marts fik Midt og Vestjyllands Politi varetægtsfængslet to personer i en ny sag om menneskehandel. De to sidder fortsat fængslet. Der er ikke rejst tiltale mod dem eller berammet noget retsmøde.

Foto: Anja Gaard Olsen

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , | Leave a comment

Udenrigsministeriet kommenterer forsvundne høringssvar

by Sten Thorup Kristensen Posted on 9. juni 2012

”Den danske regering har lagt vægt på, at rapporten udarbejdedes på basis af en bred, national konsultationsproces i overensstemmelse med Menneskerettighedsrådets retningslinjer.”

Sådan hed det i den rapport, som Danmark sidste år afleverede til Danmarks ”eksamen” i menneskerettigheder – den såkaldte UPR-proces. Men udsagnet lå på ingen måde tæt op ad virkeligheden. Hvis den daværende regering havde lagt vægt på den brede, nationale høringsproces, så var det i hvert fald ikke en holdning, der var nået ud til de embedsmænd, der i praksis skrev rapporten.

Aktindsigter viser intet spor af, at de har brugt input fra den brede høringsproces – endsige af de har set dem. Eneste part uden for den ministerielle verden, der har haft synlig indflydelse på den endelige rapport, er Amnesty International, og det var i kraft af deltagelse i en senere høringsrunde, hvor den brede offentlighed ikke var inviteret med.

Jeg har skrevet om sagen tidligere i indlæggene Da Lene Espersen snød ved Danmarks eksamen, Folkets overhørte røst og Vi er ikke engang civilister. Jeg har i mellemtiden anmodet Udenrigsministeriet om en kommentar, og de har forklaret, hvor høringssvarene blev af:

·         Centralt i den første høringsproces var to borgerhøringer i København og Århus, der blev afholdt i september 2010. Udenrigsministerierne opfordrede fagministerierne, der i praksis skrev hvert deres afsnit i rapporten, til at deltage i høringerne. Men ingen af dem fulgte denne opfordring. I stedet rundsendte Udenrigsministeriet et kortfattet referat med nogle af de synspunkter, der kom op på høringerne.

·         Også i Nuuk og Thorshavn blev der holdt høringer, og her var der større forståelse for, at fagministerierne ikke mødte op. Hverken ved aktindsigter i Udenrigsministeriet eller i de to fagministerierne – Justitsministeriet eller Social- og Integrationsministeriet – jeg har søgt aktindsigt i, har der vist sig referater af disse møder fra Grønland og Færøerne. Udenrigsministeriet forsikrer dog, at referaterne er skrevet. Desuden deltog henholdsvis hjemmestyret og landsstyret i møderne, og de kan have taget pointer herfra med i deres egne, skriftlige høringssvar.

·         De borgere, der ikke kunne være med til nogen af de fire offentlige møder, havde i stedet mulighed for at sende skriftlige høringssvar til en mailadresse, der var anført på Udenrigsministeriets hjemmeside. Aktindsigterne i fagministerierne viser kun, at de har modtaget meget ufuldstændige referater af disse de skriftlige hørringssvar. Udenrigsministeriet mener dog, efter at have talt med kolleger i fagministerier, at de skriftlige høringssvar i deres fulde længde har været fremlagt på møder mellem embedsmænd fra de forskellige ministerier. Men i hvert fald i Justitsministeriet og Social- og Integrationsministeriet er høringssvarene i så fald bortkommet, og de er ikke lagt ved akterne.

Thomas Winkler, chef i Udenrigsministeriets Juridiske tjeneste, forklarer, at man selvfølgelig lyttede til offentligheden, men at processen med høringsmaterialet skyldes det tidspres, man arbejdede under. Men Danmark skal næste gang til eksamen i 2015, og det vil give en lejlighed til at gennemføre en bedre proces. Thomas Winkler afviser, at Udenrigsministeriet har andre interesser end at inddrage civilsamfundet i så høj grad som muligt. Tværtimod: Danmark har selv været blandt fortalerne for UPR-processen, så vi skal også være de første til at overholde den.

”Det er kun i Danmarks internationale interesse, at vi bidrager så aktivt som muligt til sådan en proces. Selv om processen er forankret i Udenrigsministeriet, så er det meget få dele af substansen, der ligger hos os. Så det bedste vi kan gøre, er at bede fagministerierne om at inddrage civilsamfundet og relevante aktører bedst muligt, og så at udvise den fornødne selvkritik. Det har vi også gjort,” siger Thomas Winkler.

Allerede næste sommer skal der være en midtvejsevaluering af UPR-processen. I mellemtiden har regeringen lagt ekstra pres på sig selv ved i regeringsgrundlaget at love, at man gennemgår hele bunken af anbefalinger fra andre lande – også de anbefalinger, som Danmark afviste.

Det er en god anledning til også at gå befolkningens høringssvar igennem en gang til, mener Thomas Winkler.

”Fagministerierne har stadig det gamle høringsmateriale, og det er oplagt, at man også inddrager det i de overvejelser, man har. Der er jo tale om en revurdering af nogle af de anbefalinger, vi har modtaget, så det er logisk, at man laver en mini-proces i forhold til det, man gjorde dengang,” siger han.

Thomas Winkler vil ikke på nuværende tidspunkt love for meget om anvendelsen af de gamle høringssvar. Det er i sidste ende regeringen, der tager stilling til, hvad den mener, anfører Thomas Winkler. Men man overvejer en model, hvor man ved midtvejsevalueringen orienterer og rådfører sig med en organisationer fra civilsamfundet. En kreds af disse organisationer har selv har henvendt sig i den anledning.

Institut for Menneskerettigheder havde en særlig rolle med at hjælpe til under UPR-processen. Man indhentede blandt andet udtalelser fra en række offentlige institutioner.

Men kom man på den måde til at legitimere en proces, hvor man regeringen i praksis selv udvalgte hvilke dele af civilsamfundet, den ville lytte til? Anders Buhelt, leder af retsafdelingen i Institut for Menneskerettigheder, siger:

”Det er et legitimt spørgsmål. Vi har til mandat at rådgive regeringen og Folketinget i spørgsmål om blandt andet menneskerettigheder. I det med at være rådgivende ligger jo også, at man ikke er besluttende. Hvorvidt man tager input med fra de høringer, der er blevet afholdt, er en politisk beslutning, som vi ikke har nogen indflydelse på. Men jeg mener ikke, vi er kommet til at legitimere noget, der ikke burde være sket. Jeg mener, det er vigtigt, at vi gik ind som den institution, vi er, og hjalp til, så der var en høringsproces, og så den blev designet på en måde, så den også rent tidsmæssig hang sammen.”

Ander Buhelt anfører, at Institut for Menneskerettigheder udarbejdede sin egen rapport, der på en række punkter havde fokus andre steder end der, hvor regeringens fokus lå. Det fik praktisk betydning i sidste ende, mener han.

”Vi lavede en skematisering af de input, der kom ved borgerhøringerne, og så også af den senere høring af uafhængige organisationer. Det var et stort arbejde, vi lavede i forhold til de diplomatiske korps i Geneve; altså til de stater, der stillede spørgsmål ved eksamenen. Hvis man kigger på de spørgsmål, der blev stillet til Danmark, kan man se, at de var meget bredere end det, der var indeholdt i Danmarks rapport. Det synes jeg mangler på din blog: Erkendelsen af, at processen var bredere end den danske regerings tilgang,” siger Anders Buhelt.

__________________________________________________________________

Satiretegningen er lånt fra Wikispaces.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , | Leave a comment

”Det er en væsentlig frihedsrettighed – derfor afskaffer vi den”

by Sten Thorup Kristensen Posted on 22. maj 2012

Med en ny lov får kommuner og politi mulighed for, uden retskendelse, at tiltvinge sig adgang til børnefamiliers hjem.

Det får de fordi, at det i Danmark er en væsentlig frihedsrettighed, at myndigheder ikke kan tiltvinge sig adgang til folks hjem.

Hvis du ikke synes, de to sætninger hænger sammen, så er det ikke dig, der er noget galt med. Men sådan er altså argumentationen fra socialminister Karen Hækkerups side. Det viser ministerens svar på spørgsmål, som Pernille Skipper fra Enhedslisten har stillet i forbindelse med behandlingen af lovforslaget.

Loven skal bruges, når kommunerne udarbejder de såkaldte børnefaglige undersøgelser. Ministerens begrundelse for, at myndighederne skal kunne tiltvinge sig adgang til børnefamiliers hjem, er, at der nogle gange kan ligge vigtige oplysninger inden for familiens fire vægge, men at nogle forældre nægter at samarbejde. På den måde er man, igen ifølge ministeren, blevet forhindret i at få stoppet nogle af de meget alvorlige misbrugssager, som man for eksempel har set en af i Brønderslev. Jeg har skrevet om det tidligere i indlæggene Brønderslev, og meget mere og In the ghetto.

Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor kommunerne ikke skulle have pligt til at indhente den dommerkendelse, der som udgangspunkt er forudsætningen for, at myndigheder kan foretage tvangsindgreb i private hjem. Institut for Menneskerettigheder anførte i sit høringssvar, at blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 beskytter privatlivets fred, og at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol betragter dommerkendelse som en væsentlig garanti mod misbrug fra myndighedernes side.

Det udelukkede ikke, at lovforslaget kunne være i orden, fortsatte instituttet. For på den anden side vejer hensynet til barnets tarv meget højt. Så instituttet foreslog, at ministeriet begrundede, hvorfor der ikke skulle kræves dommerkendelse. Denne begrundelse kunne for eksempel være, at ”en retskendelse vil medføre en forsinkelse, hvorved formålet med at foretage en husundersøgelse kan forspildes.”

Netop denne begrundelse indføjede ministeriet så i form af et par linjer i lovens bemærkninger.

Der er bare et problem med denne begrundelse. Nemlig at den nye lov under ingen omstændigheder kan bruges til at foretage hurtige indgreb, hvis man har en mistanke om, at noget er helt galt. Det er nemlig ifølge lovforslaget en forudsætning, at ”forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.”

Det vil sige, at forældrene først skal have haft tid til at demonstrere deres manglende samarbejdsvilje. Det kan for eksempel ske ved, at forældrene ”kontinuerligt har aflyst planlagte møder eller ikke har åbnet døren, hvis kommunen er kommet for at aflægge besøg i hjemmet.” Altså en proces, der i sig selv kan tage uger eller måneder.

Også en anden forudsætning i lovforslaget taler imod, at der er tilfælde, hvor den skal bruges i al hast. Loven bliver som nævnt ikke lavet af hensyn til at stoppe et akut misbrug eller lignende – det har man i forvejen andre love til – men for at lave de børnefaglige undersøgelser. Disse undersøgelser er omfattende, så man er under alle omstændigheder ude i noget med en længere sagsbehandlingstid.

Loven kan altså kun bruges i tilfælde, hvor kommunen for længst har besluttet, at der skal foretages en børnefaglig undersøgelse, og hvor forældrene har haft tid til at vise, at de stiller sig på tværs. Men når der alligevel er gået så lang tid med alt dette, hvordan kan sagsbehandlingen så pludselig haste i en grad, så man end ikke har tid til at indhente en dommerkendelse?

Pernille Skipper fra Enhedslisten spurgte Karen Hækkerup, hvor lang tid det tager at indhente sådan en dommerkendelse. Det fik ministeren så Domstolsstyrelsen til at bedømme. Styrelsen svarede, at når sagerne åbenbart er så vigtige, så vil de få høj prioritet og blive behandlet snarest muligt. Det ville i gennemsnit tage 37 dage, vurderede man, ud fra den type af sager, der kommer nærmest til at være sammenlignelige – nemlig sager om fraskilte forældre, hvor den ene part ikke efterlever sin pligt til at give den anden samvær med børnene.

I for eksempel straffesager kan domstolene jævnligt give tilladelse til et tvangsindgreb fra den ene dag til den anden. Men her skal der altså gå 37 dage. Domsstolsstyrelsen forklarer det således:

”Da der er tale om et ret væsentligt indgreb i en grundlæggende frihedsrettighed efter grundloven, er det dog samtidig vigtigt, at sagerne bliver behandlet grundigt, og det må formentlig antages – selvom dette ikke foreligger beskrevet nærmere – at der vil skulle beskikkes en advokat for forældrene til barnet/den unge og måske tillige en bistandsadvokat til barnet/unge under sagens behandling. Der vil endvidere skulle afholdes et eller flere retsmøder i sagen.”

Altså: Domstolene må bruge tid på at vurdere sagerne, fordi indgrebet udgør ”et ret væsentligt indgreb i en grundlæggende frihedsrettighed.” Men netop derfor annullerer man helt denne frihedsrettighed. Den er for besværlig at håndtere for myndighederne.

Det er juridisk fuldmægtig Martin Futtrup, der har skrevet høringssvaret fra Institut for Menneskerettigheder. Det er dermed også ham, der har fundet på argumentet om, sagsbehandlingen skal gå hurtigt, og videre igen er det også på grund af hans bidrag, at Pernille Skipper har fået socialministeren til at undersøge, hvor lang tid det egentlig tager for domstolene at behandle den slags sager.

Det havde ministeriet ikke undersøgt forinden. Formuleringen om, at det kunne tage for lang tid at indhente retskendelsen, blev indføjet i lovforslagets bemærkninger, uden at man havde nogen anelse om, hvor lang tid det ville tage at få sådan en retskendelse.

Martin Futtrup kan ikke vurdere, om der er et reelt behov for den hurtige sagsbehandling, som ministeriet nu lægger op til, når det først har vist sig, at forældrene ikke vil samarbejde. På det punkt tager han ministeriets udsagn i de få linjer, der på hans egen foranledning er blevet sat ind i lovens bemærkninger, for pålydende.

Men givet, at der er dette behov for, at sagsbehandlingen pludselig går hurtigt, mener han fortsat, at det kan forsvares, at man dropper kravet om en dommerkendelse. Han og Institut For Menneskerettigheder kan således godt bakke op om den argumentation, at man fjerner kravet om retskendelse, netop fordi retskendelsen beskytter en grundlæggende frihedsrettighed og dermed skal overvejes omhyggeligt.

”Det ændrer ikke på, at der er to tungtvejende hensyn, der er oppe mod hinanden (frihedsrettigheder og barnets tarv, STK). Domstolene har forståelse for, at det skal gå hurtigt, men samtidig er det også tunge sager, som man skal behandle ordentligt. Det er den samme overvejelse, kommunerne vil have: Har man behov for at kunne reagere hurtigt, eller har man det ikke. Hvis det viser sig, at det er nødvendigt at reagere hurtigt, så kan det sagtens være retfærdiggjort, at man ikke kræver en retskendelse. Hvis man lige så godt kan afvente en retskendelse, er det derimod ikke retfærdiggjort. Jeg synes, det afhænger af de konkrete omstændigheder, og det bliver for detaljeret til, at jeg kan gå ind og sige: ’Sådan er det’,” siger Martin Futtrup.

Enhedslisten har stillet et ændringsforslag om, at indgrebene kun kan blive foretaget med retskendelse. Kun såfremt dette ændringsforslag bliver vedtaget, vil partiet stemme for den samlede lov.

Det betyder dog efter alt at dømme, at Enhedslisten kommer til at stemme imod. Der er nemlig ingen andre partier, der støtter ændringsforslaget.

Liberal Alliance har tilkendegivet, at man under andenbehandlingen af forslaget ville uddybe sine holdninger til blandt andet Enhedslistens forslag. Der var dog ingen ordførere, heller ikke fra Liberal Alliance, på talerstolen under andenbehandlingen

Alle andre partier end Enhedslisten vil stemme ja til forslaget under tredje og sidste behandling.

_____________________________________________________________

Dokumenterne og ordførertaler vedrørende lovforslaget findes på Folketingets hjemmeside.

Foto: Enhedslisten (fotograf Maibritt Kerner)

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , | 2 Comments

In the ghetto

by Sten Thorup Kristensen Posted on 14. maj 2012

I oktober 2010 fremlagde den daværende VK-regering sin ghettoplan. Det var – som vanligt ved ny lovgivning om indvandring dengang – en del af den dynamik, man havde sammen med Dansk Folkeparti.

På et pressemøde forklarede Lars Løkke Rasmussen behovet for ghettoplanen. ”Fordi børn kan lege ude på gaden om aftenen, fordi forældrene ikke skal op til noget næste dag,” sagde han blandt andet, ifølge Politiken.

Denne problematisering af, at børn leger udenfor om aftenen, tjener som et godt eksempel på, hvor nemt de i udgangspunktet ædle intentioner om, at samfundet skal beskytte børn, kan komme til at indgå i en mudret politisk sammenhæng.

Politikere fra regeringen og dens parlamentariske grundlag kan selv lægge to og to sammen og se på fremtidsperspektiverne, når de om kort tid giver de sociale myndigheder og politiet lov til at tiltvinge sig adgang til børnefamiliers hjem, uden retskendelse.

Regeringen vil naturligvis bruge loven i nogle sammenhænge, hvor den selv finder det hensigtsmæssigt. Men en dag vil der komme et nyt flertal, og det vil have sine egne meninger om, hvad loven bedst kan bruges til.

Camilla Paaske Hjort og jeg skriver om loven i Information i dag. Læs artiklen her.

Et tidligere indlæg om emnet: Brønderslev, og meget mere.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | Leave a comment

Dumping af borgerrettigheder

by Sten Thorup Kristensen Posted on 1. maj 2012

I dag er det 1. maj, og politikere fra venstre side i Folketinget vil rundt omkring i landet holde taler for større eller mindre forsamlinger. Mange af disse politikere vil særligt fremhæve ét konkret resultat af magtskiftet sidste efterår. Nemlig den indsats mod såkaldt social dumping, som regeringen har aftalt med Enhedslisten.

Det vil sikkert også være et populært budskab, for der er for tiden høj arbejdsløshed blandt byggefolk, og mange af dem var i forvejen bekymrede for den konkurrence, de bliver udsat for fra østeuropæiske kolleger, der er villige til at acceptere en lavere løn.

Men der er nogle alvorlige ulemper ved denne indsats – ulemper, som politikerne næppe vil fortælle om blandt faner, kaffekopper og håndbajere: For det første er indsatsen efter alt at dømme i lodret strid med lands lov og ret. For det andet inkluderer den en lovændring, der vil gøre det muligt for Skat og politiet at gå ind i private hjem – uden dommerkendelse.

Indsatsen består af kontroller gennemført af Skat, Arbejdstilsynet og politiet. De går sammen ud på byggepladserne for at finde lov- og regelbrud fra udenlandske byggefirmaer, eller fra danske virksomheder, der benytter sig af udenlandsk arbejdskraft.

Kontrollerne blev sat i værk i begyndelsen af marts, og i den anledning udsendte de tre involverede ministre – beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, skatteminister Thor Möger Pedersen og justitsminister Morten Bødskov – en fælles pressemeddelelse. Sidstnævnte udtalte:

”Jeg lægger stor vægt på, at politiet indgår i et målrettet samarbejde med både SKAT og Arbejdstilsynet, så myndighederne kan gå direkte efter de arbejdspladser, hvor vi ved, at der findes illegal arbejdskraft. Politiet kan således bidrage med nyttig, efterforskningsbaseret viden, som kan bruges til at målrette aktionerne mod social dumping i endnu højere grad. Politiet vil samtidig tage sig af sager, hvor udenlandske medarbejdere ikke har arbejds- eller opholdstilladelse.”

Morten Bødskovs problem er, at politiet slet ikke har lov til at deltage fast i den slags kontroller, hvor myndigheder uden retskendelse tiltvinger sig adgang til private hjem eller virksomheder. Det er kun Skat og Arbejdstilsynet, der har den slags hjemler. Politiet kan kun deltage, hvis der er en begrundet formodning om, at de andre myndigheder vil blive nægtet at udføre kontrollerne.

Jeg beskrev i mit forrige indlæg, hvordan de daværende skatteministre Casten Koch og Ole Stavad højt og helligt lovede, at politiet ikke havde andre opgaver, dengang i slutningen af 90’erne, hvor Skats lovhjemmel til at foretage kontroller blev indføjet i loven. Ole Stavad formulerede det sådan, at politiet kun skulle med i ekstraordinære situationer.

Jan Pedersen, professor dr. jur. ved Aarhus Universitet, var blandt dem, der allerede advarede om de mulige konsekvenser, dengang SR-regeringen justrede lovgivningen om skattemyndighedernes kontroladgang. I dag mener han, at politiets faste deltagelse i kontrollerne er strid med den retstilstand, som Ole Stavad støbte ind i beton med sine gentagne løfter til Folketingets skatteudvalg i 1999.

”Det, som Morten Bødskov udtaler i pressemeddelelsen, svarer ikke ret godt til det, som Ole Stavad har oplyst over for Folketinget. Ministersvarene udtrykker retsstillingen meget klart. Politiets opgave er at overvinde forhindringer, men det skal der være en konkret anledning til det. Man kan ikke bare rykke fast ud med politiet,” siger Jan Pedersen.

Jeg har spurgt Rigspolitiet, hvordan det alligevel kan lade sig gøre, at politiet er med hver gang, når der bliver gennemført kontroller mod social dumping. Svaret er, at man altid betragter den slags kontroller som ekstraordinære.

Men ud over at den forklaring rent sprogligt ikke hænger sammen, er den heller ikke tilnærmelsesvist sand. Jeg har også fået aktindsigt i de forskellige myndigheders arbejde med at udforme den konkrete model for kontrollerne mod social dumping. Det foregik i al hast hen over finanslovsforhandlingerne i november og december sidste år. Og her fremgår det klart, at der er et ganske andet mål med politiets tilstedeværelse end at sikre adgang til byggepladserne.

I det notat, som cirkulerede mellem embedsmændene, mens man udarbejdede den præcise model for kontrollerne, er der afprøvet flere forskellige formuleringer om politiets rolle. En af dem lyder: ”Politiet inddrages med henblik på at sikre hurtig opfølgning, såfremt der er grundlag for at iværksætte sanktioner eller skridt til retlig sikring af tilgodehavender.” Den endelige formulering blev: ”SKAT og politiet indgår i udrykningsenhedernes indsats bl.a. for at sikre en hurtigere og mere effektiv sanktionering ved lovovertrædelser”.

Så politiet deltager altså i tvangsindgreb uden dommerkendelse, uden at have nogen lovhjemmel til det. Dette problem kunne Morten Bødskov og hans ministerkolleger dog muligvis løse ved at få vedtaget en lov, der giver lovhjemlen.

Anderledes indviklet er et andet element i kontrollerne mod social dumping. Det handler om det såkaldte specialitetsprincip, der går ud på, at myndigheder kun må bruge deres magtmidler inden for hvert deres forvaltningsområde. Hvilket skal sikre, at regering og myndigheder ikke misbruger samme magtmidler til at forfølge borgere, de af andre grunde har noget imod.

Hvis regeringen en dag skulle få en særlig modvilje mod de rødhårede, kunne den i princippet få skovlen under dem ved med særlig nidkærhed at håndhæve lovgivningen over for borgerne med rødt hår. Færdselspolitiet kunne for eksempel give bøder til rødhårede cyklister, der kørte over for rødt, mens det lod borgere med andre hårfarver slippe. Men kun i princippet, for det er den slags, specialitetsprincippet sætter en stopper for.

Kontrollerne mod social dumping retter sig mod bl.a. skattesnyd og brud på arbejdsmiljøloven. Begge dele er myndighederne i deres gode ret til at gribe ind over for – også ved hjælp af tvangsindgreb uden dommerkendelse.

Men hvis det reelle formål er at bekæmpe grupper af borgere, der i udgangspunktet overholder loven, så stiller sagen sig ganske anderledes. Og det er der ganske meget, der tyder på, at den gør.

”Social dumping” er udelukkende et politisk begreb. Da der er fri løndannelse i Danmark, er der, på nær i nogle få undtagelsestilfælde, juridisk set ikke noget, der hedder underbetaling. Hvis et område er omfattet af overenskomster, skal de naturligvis overholdes. Men det er ikke noget, der angår regeringen eller myndighederne.

Der er konkrete grunde til, at man ikke bare fastsætter en mindsteløn i lovgivningen. Blandt andet ville det svække den rolle, arbejdsmarkedets parter har i den danske model, hvis statsmagten blander sig i løndannelsen. Men netop i henseende til udenlandske håndværkere er den frie løndannelse ubekvem.

Men Enhedslisten lagde i forbindelse med finanslovsforliget ikke skjul på, at det var ”underbetalingen” – som altså i sig selv er fuldt lovlig – man var ude efter.

”Der går tusindvis af danske håndværkere arbejdsløse, fordi der er nogle arbejdsgivere der ser en fidus i at importere underbetalt arbejdskraft under kummerlige vilkår. Det vil vi ikke stå model til,” udtalte ordføreren Finn Sørensen i forbindelse med aftalen med regeringen om at bekæmpe social dumping.

En udtalelse fra et forligsparti hverken forpligter eller miskrediterer regeringen. Men embedsmændene, der udformede kontrolindsatsen, var heller ikke i tvivl om, at det var Enhedslistens politiske ønske, man skulle opfylde. I det notat, der åbnede kommunikationen mellem embedsmændene, hedder det under overskriften ”Problem”:

”Enhedslisten har tilkendegivet, at de vil rejse social dumping som et tema under forhandlingerne om finansloven for 2012. Det bemærkes, at fagbevægelsen også har stor fokus på social dumping, som således også kan forventes at blive et tema under de forestående trepartsforhandlinger.”

Ole Christensen, socialdemokratisk EU-parlamentsmedlem, var på samme spor i et debatindlæg i Dagbladet Børsen den 12. marts.

”Gennem landsdækkende razziaer har regeringen indledt kampen mod underbetalt udenlandsk arbejdskraft og skuffeselskaber,” skrev han.

Og hvis det ikke var nok, så er skatteministeren også klar i mælet i de tre ministeriers fælles pressemeddelelse:

”Det (er) en central politisk opgave at sikre, at de danske virksomheder ikke også skal slås med unfair konkurrence fra udenlandske virksomheder eller miste ordrer, fordi andre danske virksomheder hyrer udenlandsk arbejdskraft på klart ringere vilkår, end hvad der gælder for danske medarbejdere. Derfor er jeg meget tilfreds med, at den styrkede indsats nu vil sætte et klart fokus på, at alle virksomheder, danske og udenlandske, skal leve op til reglerne,” udtalte han.

På baggrund af det sidste citat mener advokat Christian Harlang, at aktionerne udgør et klart brud på specialitetsprincippet.

”Jeg undrer mig virkelig over, at der ikke er nogen i embedsværket, der stopper ministeren. Det er meget, meget mærkeligt. Hvis man overtræder specialitetsprincippet, er det ofte udtryk for en magtfordrejning,” siger Christian Harlang.

Indsatsen er indtil nu foregået på byggepladser, der er ejet af virksomheder og institutioner. Men mange af de firmaer, som regeringen og Enhedslisten gerne vil ramme, arbejder i private hjem. Dér har indtil videre kun Arbejdstilsynet kontrolbeføjelser, og det er hidtil foregået stille og roligt, og meget sjælendt med politiets deltagelse.

Men det vil regeringen lave om på med et lovforslag, der er på vej gennem Folketinget. Det skal også give Skat ret til at gå ind på privat grund – dog ikke ind i selve hjemmene, men i for eksempel haver og indkørsler. Hvis regeringen tolker politiets hjemler som hidtil, vil politiet altså som fast praksis følge med.

Og så har man følgende situation: Politiet går, uden nogen dommerkendelse, ind på privathjemmets grund hos borgere, som politikerne af helt andre grunde end de formelt juridiske ønsker at få ram på, i håb om at finde ud af, at disse borgere har begået handlinger, man kan straffe dem for.

Fortsat god 1. maj.

__________________________________________________________________

Villy Søvndals 1. maj-tale blev lækket før tid og bragt i Politiken. I talen bliver netop kontrollerne mod social dumping fremhævet som et af de markante resultater, regeringen har opnået.

Forslaget om Skats lovhjemmel til at foretage kontroller uden dommerkendelse ved private hjem findes på Skatteministeriets hjemmeside.

Mette Frederiksen og Thor Möger Pedersen brugte den første kontrolaktion i marts som photo opportunity. Billedet er hentet på Mette Frederiksens væg på Facebook.

Se også fotograf Keld Navntofts fortrinlige billede fra samme lejlighed – det blev brugt til BT’s dækning af den første kontrolrunde. Bemærk, at journalisten også har forstået det sådan, at kontrollerne skal afdække ”unfair konkurrence på lønområdet”.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment

15 år og en værdidebat senere

by Sten Thorup Kristensen Posted on 25. april 2012

Daværende skatteminister Carsten Koch måtte komme med dyre løfter til Folketinget, da han i 1997 fremlagde et lovforslag om skattemyndighedernes adgang til at kontrollere virksomhedernes skatteregnskaber på virksomhedernes egne adresser.

Selv om der ifølge forslaget kun var tale om en tilpasning og harmonisering af lovteksterne, var samtlige partier både til højre og til venstre for SR-regeringen bekymrede. Både for selve det at give en myndighed lov til at foretage et tvangsindgreb uden dommerkendelse, og for det forehold, at politiet i nogle situationer kunne følge med skat. For hvordan kunne man sikre, at skattemyndighedernes kontroller ikke blev misbrugt til at foretage strafferetslige efterforskninger uden dommerkendelse?

Bekymringerne skulle i høj grad vise sig at være berettigede. I dag foregår Skats og andre myndigheders administrative kontroller i en uskøn sammenblanding med strafferetslige efterforskninger.

Men truslen kom fra en uventet kant. Det er nemlig de samme partier – og i nogle tilfælde endda de samme politikere – som dengang advarede mod de mange lovhjemler til at foretage kontroller uden retskendelse, der siden selv har misbrugt disse lovhjemler.

Hjemmets ukrænkelighed har været den store taber gennem halvandet årtis diskussioner om værdier og velfærdsstat. Et samlet Folketing er vendt på en tallerken, når det gælder borgernes rettigheder under tvangsmæssige kontroller.

Dette er historien om, hvordan det er foregået.

Tilbage i slutningen af 90’erne forsikrede Carsten Koch, at der ikke var grund til panik. I begyndelsen af 1998 skrev han blandt andet til Folketingets skatteudvalg:

”Skulle situationen opstå, at skattemyndighederne på trods af en mistanke om et konkret strafbart forhold alligevel skaffer sig adgang til virksomheden uden en retskendelse, vil der foreligge en omgåelse af de straffeprocessuelle regler om tvangsindgreb og en overtrædelse af reglerne om administrative kontrolbesøg. (…)

De administrative tilsyn foretages alene med henblik på at kontrollere, om der er overensstemmelse mellem det, der fremgår af virksomhedens regnskaber, og de faktiske forhold i virksomheden. Såfremt skattemyndighederne inden et sådant kontrolbesøgs foretagelse har en formodning om et strafbart forhold og eventuelt vurderer, at der er grundlag for at rejse sigtelse, er skattemyndighederne udelukket fra at anvende de administrative kontrolbeføjelser. (…)

”Det (vil) kun i sjældne tilfælde blive aktuelt at indhente politiets bistand. En sådan politibistand kræver, at skattemyndighederne har en begrundet formodning om, at adgangen vil blive nægtet, eller om, at der vil opstå problemer af en sådan karakter, at politiets tilstedeværelse er påkrævet fra starten af besøget.  I øvrigt er politiets opgave alene at overvinde fysiske forhindringer for kontrollens gennemførelse.”

Sådan forklarede en skatteminister altså skattemyndighedernes kontrolbeføjelser i 1998. I dag, nu 14 år senere, bliver de samme kontrolbeføjelser bl.a. brugt til at gennemføre den indsats mod ”social dumping”, som regeringen og Enhedslisten aftalte under finanslovsforhandlingerne. Politiet deltager rutinemæssigt i aktionerne. Justitsminister Morten Bødskov forklarer i en pressemeddelelse:

”Jeg lægger stor vægt på, at politiet indgår i et målrettet samarbejde med både SKAT og Arbejdstilsynet, så myndighederne kan gå direkte efter de arbejdspladser, hvor vi ved, at der findes illegal arbejdskraft. Politiet kan således bidrage med nyttig, efterforskningsbaseret viden, som kan bruges til at målrette aktionerne mod social dumping i endnu højere grad. Politiet vil samtidig tage sig af sager, hvor udenlandske medarbejdere ikke har arbejds- eller opholdstilladelse.”

Politiet deltager altså ikke blot i aktionerne, der foregår uden dommerkendelse – politiet går specifikt efter steder, hvor de ifølge ministeren ved, at der foregår strafbare handlinger. At ansætte illegal arbejdskraft kan give op til to års fængsel. De ansatte selv kan få op til et års fængsel.

Men ministrene kan gøre den slags uden at frygte tæsk. På grund af det samlede Folketings kovending i synet på administrative kontroller uden retskendelse.

Vi spoler tilbage til 1998. Arbejdet med lovforslaget blev afbrudt af folketingsvalget i marts. Men efter SR-regeringens valgsejr blev det genfremsat i 1999. Nu var Ole Stavad skatteminister, og også han måtte på spørgsmål efter spørgsmål fra folketingsmedlemmer forsikre, at kontroladgangen ikke skulle eller kunne bruges til strafferetslige efterforskninger, og at politiet i øvrigt kun skulle med i ekstraordinære situationer, som han udtrykte det.

Trods alle bekymringer blev loven vedtaget med stemmer fra alle partier undtagen Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet. Venstre tilsluttede sig kun nølende forslaget. Partiet havde gennem flere år ført en offensiv omkring retssikkerhed, og som den vikarierende ordfører Kristian Jensen understregede under førstebehandlingen, så man allerhelst, at behovet for kontroller blev revurderet, eller at man helt lukkede for muligheden for kontroller uden dommerkendelse.

”Der skal heller ikke herske tvivl om, at Venstre er modstander af en yderligere omgåelse af ånden i grundlovens paragraf 72 ved overdreven brug af en såkaldt særegen undtagelse. (…)Retssikkerhedsmæssigt er det ikke tilfredsstillende blot gennem lovgivningen at give hjemmel til adgang, idet retssikkerhedsdebatten stikker langt dybere,” sagde Kristian Jensen fra Folketingets talerstol.

Et par år senere blev Venstre selv regeringsparti, og man gik straks i gang med at reformere området ud fra det princip, man syntes at have tænkt sig frem til under forhandlingerne i 1999. Myndighederne skulle have adgang til at kontrollere, men borgernes og virksomhedernes rettigheder i den forbindelse skulle skæres ud i pap. En fastlæggelse af retstilstanden ved myndighedskontroller uden dommerkendelse var med i regeringsgrundlaget for den allerførste VK-regering i 2001.

Retssikkerhedskommissionen blev nedsat, og på baggrund af dens anbefalinger vedtog Folketinget i 2004 ”Lov om retssikkerhed ved forvaltningernes anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.” Det var en banebrydende lov – ikke bare i dansk sammenhæng.

Loven indeholdt en yderligere stramning af grænsen mellem forvaltningsmæssige kontroller og strafferetslige efterforskningen. Forinden havde reglen været, at for eksempel Skat skulle undlade at udføre en kontrol – eller afbryde den undervejs – hvis man blev opmærksom på et forhold, der ville udløse en sigtelse mod den kontrollerede. Nu blev grænsen rykket endnu længere tilbage, så kontroladgangen faldt bort allerede inden et strafbart forhold var tilstrækkeligt belyst til, at der var grundlag for en politianmeldelse.

Det var et stort flertal i retssikkerhedskommissionen, der stod bag denne stramning, fordi man frygtede, at kontroladgangen ellers ville blive misbrugt til at finde bevismateriale for strafbare forseelser.

Men hvis loven blot sluttede der, ville der opstå en række uhensigtsmæssige situationer. Nogle kontroller er vigtige, og det ville for eksempel være skidt, hvis veterinærkontroller eller kontroller med forurenende virksomheder skulle afbrydes, fordi der var en mistanke om blot en lille strafbar handling. Indehaverne kunne for så vidt også helt undgå at blive kontrolleret, blot ved at opføre sig mistænkeligt.

Retssikkerhedskommissionens løsning var, at kontrollen skulle kunne fortsætte, men kun hvis formålet alene var kontrollen. Nøgleordet her er ”alene”. Det vil sige, kontrollanterne ikke må have nogen parallel intention om at opklarestrafbare forbrydelser.

Men hvordan afgør man, om kontrollanten har haft andre intentioner end selve den rent administrative kontrol? Det er en kunstart for sig, og praksis er blevet, at myndigheder foretager kontroller som de vil, så længe det kan forsvares inden for deres egne lovhjemler. Også selv om det ganske åbenlyst har været et sideordnet mål at samle bevismateriale til straffesager, eller endda selv om det har været det overordnede mål.

Den slags har i mange tilfælde været forbundet til 00’ernes værdipolitiske dagsordner. Det er f.eks. ikke Morten Bødskov, der har opfundet, at Skat skal lede efter illegal arbejdskraft. Det er noget, han har overtaget fra sine forgængere. Også den strafferetslige indsats mod almindelige borgeres brug af doping er stærkt forbundet med Skats kontroller, i dette tilfælde med hjemmel i toldloven. Indsatsen mod prostitutionens bagmænd ville være praktisk talt uden effekt, hvis ikke flere hold af skatte- og justitsministre helt officielt havde anvendt Skats kontrolbeføjelser til at fremskaffe bevismateriale og til at give politiet adgang til bordellerne uden dommerkendelse.

Ironisk er meget af denne praksis udviklet, mens skatteministeren hed Kristian Jensen. Han kom meget effektivt bort fra sit standpunkt fra 1999 om, at kontroller uden retskendelse allerhelst helt skulle afskaffes.

Men han var ikke alene om holdningsskiftet. Det gjaldt for både Venstre og Konservative, og hvor de to partier havde indledt deres regeringssamarbejde med at nedsætte retssikkerhedskommissionen, indeholdt en af de allersidste love, de sammen fik vedtaget lige før sommerferien 2011, en lang række udvidelser af forskellige myndigheders kontroladgang.

Blandt nyskabelserne er, at Personalestyrelsen på alt, hvad der kan tolkes som trafikale knudepunkter, kan stoppe folk og kræve at se legitimation og rejsedokumenter. Kommunerne har samtidig fået lov til at målrette kontroller til virksomheder, hvor de har en mistanke om, at borgere begår socialt bedrageri. En adgang, som kommunerne vanskeligt kan forene med retssikkerhedslovens generelle regel om, at kontroller alene skal have formål at bringe orden i ikke-strafbare forhold.

Om det at bekæmpe socialt bedrageri er værdipolitik eller økonomisk politik, er en smagssag. Men i hvert fald havde hensynet til velfærdsstatens overlevelse i den christiansborgske prioritering klart overhalet borgernes rettigheder i egne hjem og virksomheder, fremgik det, da loven blev behandlet sidste sommer.

Venstres ordfører Ulla Tørnæs forklarede synspunktet i Folketinget:

”Et grundvilkår for vores skatteyderfinansierede velfærdssamfund er jo, at vi alle yder efter evne og nyder efter behov. Et misbrug har derimod efter min opfattelse en undergravende effekt på respekten for de skatteyderbetalte ydelser. Derfor skal misbrug af sociale ydelser af enhver art bekæmpes, ellers risikerer vi, at vores skattefinansierede velfærd mister sin legitimitet i borgernes øjne, og det er der jo ingen af os der har nogen som helst interesse i.”

Ulla Tørnæs nævnte derimod ikke borgernes retssikkerhed med et ord.

Kun Enhedslisten og de radikale stemte sidste år mod den nye lov. Men også de to partier er kommet med på bølgen nu, hvor deres stemmer tæller med i det regerende flertal.

Enhedslisten tæller det som en af partiets sejre, at kontrollerne mod social dumping bliver gennemført, og pakken fra finanslovsaftalen indeholder yderligere et pikant element: Nemlig et lovforslag, der for første gang skal give Skat mulighed for at foretage kontroller i private boliger – eller i hvert fald på grunde tilknyttet private boliger. Hvis Morten Bødskovs politifolk følger med på disse fremtidige kontroller, er konsekvensen, at politiet uden dommerkendelse kan foretage ransagninger i private boliger.

Tilbage i slutningen af 90’erne kunne både SF og Enhedslisten godt acceptere lidt mere vidtgående kontrolbeføjelser i virksomheder. Når begge partier stemte for, var det bl.a. med henvisning til, at forslaget netop ikke omhandlede private boliger. Frank Aaen var ordfører for Enhedslisten ved debatten i 1997, og han udtrykte synspunktet således:

”Det er jo en oplagt anledning til betænkeligheder, når man åbner for at give adgang til et privat område uden retskendelse, men vi opfatter nu det vigtigste i denne bestemmelse som værende, at man ikke kan tiltvinge sig adgang til menneskers private boliger uden retskendelse. Dels ud fra mit principielle synspunkt og holdning til ejendomsforholdene i erhvervslivet, men sådan set også ud fra mange andre betragtninger, kan man godt betragte virksomheder som i højere grad en del af det offentlige rum, end en privat bolig er.”

Men det var altså dengang. I dag står et samlet Folketing bag en praksis, der giver myndighederne langt videre rammer for at foretage tvangsindgreb i virksomheder og boliger, end nogen havde forstillet sig for 15 år siden.

Men det er ikke ensbetydende med, at praksis også er lovlig. Førende jurister mener, at indsatsen mod social dumping er i strid med lov og ret. Det vender jeg tilbage til i et kommende indlæg.

________________________________________________________________

De omtalte lovforslag, samt debatterne om dem, høringssvar og så videre, kan findes i databasen på Folketingets hjemmeside.

Carsten Kochs lovforslag var L 77 fra første samling i folketingsåret 1997-98.

Ole Stavads genfremsættelse af forslaget var L 73 fra folketingsåret 1998-99.

Forslag til Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter er fremsat som L 96 af justitsminister Lene Espersen i Folketingsåret 2003-04.

Forslaget om at udvide kontroladgangen i forbindelse med socialt bedrageri er fremsat som L 187 af beskæftigelsesminister Inger Støjberg i første samling i folketingsåret 2010-11. Om dette forslag – se også det tidligere indlæg Til brug for en enkelt sag.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , , , | Leave a comment

Brønderslev, og meget mere

by Sten Thorup Kristensen Posted on 18. april 2012

Få måneder mere – så kan forældrene ikke længere frabede sig besøg fra socialforvaltningen, hvis denne mener, at der er behov for at undersøge et barns trivsel inden for hjemmets fire vægge.

Det følger af et lovforslag – L 141 – der lige nu bliver behandlet i Folketinget.

Ganske vist taler ordførerne ikke om noget, der skal være normal praksis. De henviser til tragiske sager de seneste år. Det kan for eksempel være Brønderslevsagen. Der er vel også en folkelig forståelse for, at myndighederne skal have gode instrumenter til at stoppe den slags.

Men lovændringen rækker langt videre. De nye regler kan også bruges i mange tilfælde, hvor det at anbringe børnene uden for hjemmet ikke er på tale – og endda hvor kommunen end ikke vil tilbyde familien hjælp eller støtte.

Det fremgår af dette afsnit i lovens bemærkninger:

”Der har de senere år været en række sager, hvor børnene er vokset op under stærkt bekymrende, herunder sundhedsfarlige forhold, men hvor forældrene kontinuerligt har aflyst planlagte møder eller ikke har åbnet døren, hvis kommunen er kommet for at aflægge besøg i hjemmet. Det må formodes, at den blotte konstatering af forholdene i hjemmet i nogle af sagerne ville have kunnet været medvirkende til, at der var iværksat relevant støtte til familien på et langt tidligere tidspunkt. I visse af sagerne havde en konstatering af forholdene i hjemmet formentlig ført til en akut anbringelse af barnet uden for hjemmet.”

Teksten tager altså udgangspunkt i nogle sager fra virkelighedens verden, hvor børn har levet under ”stærkt bekymrende” forhold, OG hvor forældrene har nægtet kommunens folk adgang til hjemmet. For den udeforstående lyder det som Brønderslevsagen – indtil man læser næste sætning. Embedsmændene, der har skrevet teksten, har en meget bredere fortolkning af ordene ”stærkt bekymrende”, for når det kommer til stykket er det kun i nogle af de sager man har i tankerne, at besøget kunne have medført ”relevant støtte”. Og det endda kun som en formodning.

I stedet er det i første række papirgangen, det handler om.   

De påtvungne besøg skal bruges til at gennemføre en såkaldt børnefaglig undersøgelse. Den foretager man, ifølge Servicelovens paragraf 50, når man antager, at et barn trænger til særlig støtte. Det kan være på grund af handicaps, men det kan også være af andre årsager.

Det er imidlertid ikke kun barnets eventuelle konkrete problem, den børnefaglige undersøgelse handler om. Den skal, ifølge paragraffen, i udgangspunktet omfatte hele barnets tilværelse: Familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber – samt andre relevante forhold. Kort sagt: Alt. Der er ikke noget at sige til, hvis sagsbehandlerne i kommunerne har behov for at komme ind i hjemmet, hvis de skal gøre det arbejde, den allerede eksisterende lov pålægger dem.

For store børn mellem 16 og 18 bliver kravene til kommunens engagement endda udvidet med den ny lov. I et tidligere udkast til loven var de ”handleplaner”, som kommunerne udarbejder for det enkelte barn, omdøbt til ”fremtidsplaner”. Det blev pillet ud efter høringsrunden. Men noget af substansen består, og bliver loven vedtaget, skal handleplaner for unge fremover også omfatte senere uddannelse og erhverv.

Forældre kan have gode grunde til at lukke af for sociale myndigheder. De kan have dårlige erfaringer med dem, og det er under alle omstændigheder ydmygende og belastende at skulle forsvare sine evner til noget så basalt i livet som at tage sig af sit eget barn.

Men stadigvæk: Hvis nu kommunen ved ét ud af ti, hundrede eller tusinde besøg fanger en Brønderslevsag i opløbet, er det så ikke prisen værd for de forældre, der, når det kommer til stykket, kun lider en i sammenligning beskeden overlast ved kommunens besøg?

Brønderslevsagen handlede ikke bare om sociale forhold – den handlede også om dybt kriminelle forhold. Det vil sige, at politiet i forvejen kunne have foretaget ransagninger, hvis kommunen, skolen eller nogen anden havde haft en konkret begrundet mistanke om, hvad der foregik i hjemmet.

I andre alvorlige sager er der ikke tale om direkte kriminelle forhold. Men her har en kommune til gengæld i forvejen visse muligheder for at komme ind i et hjem uden retskendelse. Det gælder for eksempel hvis et barn er sygt, men forældrene af stædighed, uvidenhed eller manglende formåen ikke vil lade det undersøge eller sætte i behandling.

Der er altså i forvejen vide muligheder for at foretage tvangsindgreb i de grove sager. Derfor taler Tabuka  - Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte – i sit høringssvar også imod loven. Foreningen mener, at problemet ligger et helt andet sted end i manglende muligheder for kommunerne.

”Vi er ikke i tvivl om (…) at kommunerne ikke bruger de muligheder, de allerede har. De taler ikke tilstrækkeligt grundigt med børnene, og de er passive over for de ganske mange henvendelser, de ofte får om sagerne,” skriver Tabuko i sit høringssvar. Foreningen mener, at det er viljen, det kniber med – måske fordi det er meget dyrt for en lille kommune, hvis den først beslutter, at en familie skal have hjælp.

Landsforeningen af Aktive Bedsteforældre (LaAb) advarer mod at svække familiernes retssikkerhed. ”LaABs rådgivere har erfaring for, at det i langt de fleste tilfælde er muligt at nå ’besværlige’ forældrene med samtale. Må vi foreslå kurser, som styrker sagsbehandlernes kommunikationsevner?,” hedder det lettere syrligt i det ganske kortfattede høringssvar.

Jeg har her fremhævet to høringssvar, der taler imod lovændringen. Flere andre høringsparter støtter derimod lovændringen. Det vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

I denne omgang ville jeg blot introducere én vinkel på én paragraf i ét lovforslag i én folketingssamling, der på den eller anden måde betydeligt indskrænker borgernes rettigheder over for myndighederne. Den slags forslag kommer hele tiden – i denne folketingssamling er mindst tre undervejs.

___________________________________________________________________

L 141 findes på Folketingets hjemmeside. Se menuen til venstre for lovforslag som fremsat (altså med bemærkninger), ordførertaler og høringsdokumenter (under bilag).

Serviceloven findes på Retsinfo.

Foto: Torben Svane

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | 3 Comments