I ren kærlighed gælder ingen regler

Københavnere vil måske have bemærket, at de kommunale skraldebøtter er pyntet med en lysegrøn plakat, hvorpå der står ”Ren kærlighed til København.”

Man kunne tro, at det blot er et smart ordspil, som et eller andet reklamebureau har fundet på. Men det er det ikke: Det er ment helt bogstaveligt.

Jeg ved det, fordi jeg i forbindelse med mit arbejde jævnligt er til konference med de politikere og embedsmænd, der skal udvikle kommunen. I de kredse er idealet ikke blot, at byen skal være god, så borgerne kan lide at være i den. Det er heller ikke nok, at de elsker byen. Meningen er, at folk decideret skal forelske sig deres by.

Det er ikke bare noget dansk eller københavnsk fænomen. Jeg har så sent som i denne uge hørt en højtstående chef i Stockholm Kommune fortælle, at hun elsker København – men er forelsket i sin egen by.

Folk, som ikke går til konferencer om byplanlægning, har også set et eksempel på fænomenet i denne uge. Den radikale Anna Mee Allerslev greb således til det, der var en tilsyneladende malplaceret kærlighedserklæring til København, da hun skulle forsvare, at hun gratis havde brugt den store rådhushal.

”Vi valgte at holde vores bryllupsreception på Rådhuset, fordi København og Københavns Rådhus betyder meget for mig. Jeg elsker København, og jeg elsker mit arbejde. Derfor besluttede vi at holde vores bryllupsreception på Rådhuset,” skrev hun på facebook.

Jeg må sige for mit eget vedkommende, at det altid krymper i mig, når jeg hører den slags snak. En by er i sidste ende blot en masse sten, stål og beton, der er ramme for nogle institutioner, og der er noget dehumaniserende over, at man reserverer sine største følelser til dette miks.

Eller sagt på en anden måde: Det er en nationalisme, der er gået over sine bredder, selv om den er rettet mod byen og ikke mod nationen. Og den indeholder alle de samme farer, som ekstrem nationalisme gør. Som at menneskene bliver ligegyldige instrumenter, der kun får værdi for så vidt de fremmer nationens/byens sag. Og at dem, som ikke gør dette, tværtimod i en eller anden grad bliver folkefjender.

I den sammenhæng er det naturligvis isoleret set et meget lille problem, at kommunen risikerer et indtægtstab, fordi dens politikere uretmæssigt holder private fester i den rådhushal, der ellers kunne lejes ud til betydelige beløb.

Men det er et pænt stort strå på kamelens ryg, når borgerne kan se, at regler bliver sat til side af og for dem, der direkte er i byens tjeneste.

For Anna Mee Allerslev og hendes kolleger på rådhuset hænger det dog sikkert fint sammen. Som talemåden siger, gælder ingen regler i kærlighed. Man er storsindet, og så forventer man også storsind fra den elskede. Det manglede bare andet.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , | Leave a comment

Velfærdsstaten – utopi, eller et blændværk fra starten?

NY BOG: Henrik Christoffersen er desillusioneret efter en lang karriere, der for det mestes vedkommende er foregået i velfærdsstatens maskinrum. Han er måske sin generations skarpeste analytiker, når det kommer til offentlig økonomi og forvaltning. Alligevel har han en blind vinkel og synes ikke at se, det kun var i en begrænset kreds af teknokrater, at den unge velfærdsstat i 60’erne blev betragtet som en utopi, der var inden for rækkevidde.

Henrik Christoffersens far var kommunaldirektører i Korsør. Det var før den slags stillinger blev besat af akademikere. Faren var i sin tid begyndt som elev i kommunen og havde langsomt arbejdet sig op gennem rækkerne. Han var i den forstand selv en arbejder, og han var da også selv socialdemokrat. Dette i en socialdemokratisk kommune i en periode, hvor den unge velfærdsstat blev rullet ud. De fremskridt, han så, glædede ham meget.

Alligevel var ikke alt idel lykke. Han fik også fjender, eller i hvert fald folk, som ikke kunne lide ham. Ikke alle var jo tilhængere af det, kommunaldirektøren så som fremskridt, og der var også nogle, der skulle betale en særlig høj pris – for eksempel dem, hvis jord blev eksproprieret til kommunens byggeprojekter. Han taklede det ved at isolere sig lidt – at være ensom på sin bro, som en leder må være. Men også hans søn måtte forholde sig til det. Han oplevede et par gange, at undervisere – den ene af dem endda den præst, der skulle have forberedt ham til konfirmationen – lod deres vrede gå ud over ham.

Henrik Christoffersen fortæller om det i sin nye bog Utopia t/r, som handler om hans livslange karriere, først som en af velfærdsstatens tjenere, siden som dens analytiker i forskningsinstitutionen AKF, og senest som kritisk, udenforstående analytiker i den liberale tænketank CEPOS.

I dag er han måske mest kendt for at være en af mændene bag tesen om den såkaldte velfærdskoalition; altså tanken om, at et vælgerflertal af offentligt ansatte og modtagere af overførselsindkomst har blokeret en sund udvikling af den offentlige sektor og samfundet som sådan. Er man journalist eller økonom, har man så mange gange mødt Henrik Christoffersens navn, at man ikke forbinder det med et bestemt emne, men mere generelt med dybdegående analyser.

Udviklingens i hans karriere afspejler ikke den gamle talemåde om, at livets afdrift går mod højre. I stedet er der tale om en støt voksende desillusion. Christoffersen nævner selv, at han aldrig har forliget sig med, hvad han har set og erfaret i sig arbejdsliv.

Illusionerne startede så også på et højt niveau. Fuld af entusiasme lod han sig allerede som ung stud. polit. ansætte i Danida i slutningen af 60’erne. Men kun for at konstatere, at ulandsbistanden var befængt med korruption, og desværre ikke kun i modtagerlandene. Han undlod at købe de i tiden ellers så populære ulandskalendere til sine børn, da han havde set, hvad pengene gik til.

Men ellers bed han det i sig som en uheldig undtagelse og lod sig i stedet ansætte i Kommunernes Landsforening, hvor han da også umiddelbart fandt langt større engagement, professionalisme og retskaffenhed. Men så alligevel ikke ubetinget. Der var for eksempel den jyske borgmester, der efter en aften på den københavnske natklub Kakadu, tilsyneladende uden at skamme sig over dette åbenlyse misbrug af offentlige midler, afleverede et bilag, hvoraf det kortfattet fremgik, at der var brugt 5000 kroner på ”drinks”. Og der var den rå behandling af hæderlige kolleger, hvis de kom i vejen for spidserne i politik og administration.

Det blev for meget, og han skiftede til amternes og kommunernes forskningsinstitution AKF, hvor han blev forskningschef. Her kunne han formelt virke uafhængigt, men virkeligheden var anderledes, og de mange eksempler er lærerige for dem, som tror, at fake news er en ny opfindelse. Det nye er kun, at systematikken nu også bliver brugt målrettet af dem, som angriber systemet, og ikke kun af dem som arbejder i det. Et eksempel på Christoffersens frustrationer: Han påviste, at provenuet af en påtænkt affaldsafgift ville blive spist op af omkostningerne ved, at alt affald skulle køres et sted hen, hvor det kunne vejes. Men i forbindelse med planen om afgiften var det tanken, at en del af provenuet skulle bruges til at udvide staben i Miljøministeriet, og gæt selv hvem der fik sat en stopper for, at dette forskningspapir blev udgivet.

På dagen for sit 25-års jubilæum sagde han i protest, eller måske snarere i afmagt, op i AKF, hvorefter han kom til CEPOS. Nu kunne han offentliggøre, hvad han ville, men til gengæld blev han lagt på is af nogle af de medier, der ellers flittigt havde brugt ham, mens han tilsyneladende var systemets mand.

Og således emmer bogen af – bitterhed er måske det forkerte ord, men det bedste alternativ er tragedie. Det er så nok for dramatisk, men der er ingen tvivl om, at Christoffersen er en skuffet mand, der trods masser af arbejde og indsats blot er kommet længere og længere væk fra sin ungdoms drømme og idealer. Bogen slutter med en hyldest til det civilsamfund, der træder til, når systemet falder igennem, for eksempel med skolereformen.

De stærke følelser gør også bogen stærk. Den er desuden velskrevet og giver et godt tidsbillede, især for perioden fra 1970 til nu. Bogen er nok særligt en pageturner for læsere, der har et forhold til de institutioner, Christoffersen beskriver – herunder den verden af kunst, som er Christoffersens store passion.

Men der er et væsentlig aber dabei: Bogens præmis, som også ligger i titlen, holder ganske enkelt ikke.

Christoffersens oplevelse er, at der i hans ungdom var en generel entusiasme omkring den unge velfærdsstat – at ikke bare han, men også alle andre (firkantet sagt), arbejdede glade hen mod utopien om det gode samfund, og at det er denne utopi, der er faldet sammen.

Jeg tvivler ikke på, at der har været den form for entusiasme blandt nogle unge akademikere og offentlig ansatte. Sikkert også blandt nogle politikere. Men ikke mange: Intet parti havde haft på programmet, at vi skulle have en altomsluttende stat, der opkræver så meget skat, som det overhovedet er muligt. Det opstod ved en tilfældighed og dårlig økonomistyring i staten. Man havde simpelthen ikke overblik over, hvor meget de søsatte projekter kostede, og da man fandt ud af det (i forbindelse med, at man i 60’erne indførte tre overslagsår i finansloven; en systematik, der stadig bruges), var det for sent.

Og selv om almindelige danskere nok var glade for folkepension og nye boliger, er der også klare vidnesbyrd om, at man så på den fremvoksende velfærdsstat med irritation og vrede. Som Christoffersen nævner, lykkedes det den venstreorienterede økonomiprofessor Jørgen S. Dich at sælge 100.000 eksemplarer af sin kradse kritik af velfærdsstaten i bogen ”Den herskende klasse” fra 1973. Et abnormt højt salgstal for en økonomisk fagbog. Samme år kom Mogens Glistrups Fremskridtsparti i Folketinget med 28 mandater – på et program, der blandt andet indebar, at de offentligt ansatte skulle sendes ud og grave grøfter.

Og nej, der var ikke bare lydhørhed for Dich og Glistrup, fordi kassen var tømt i forbindelse med oliekrisen. Begge nåede at komme på banen inden oliepriserne tordnede i vejret og smadrede statens hidtidige planlægning. Og allerede i 60’erne var lagerforvalter Rindal brudt gennem lydmuren med sin ramsaltede kritik af den statslige kunststøtte. Den nærmest hadefulde tone, som både Glistrup og Rindal brugte, genfindes talrige steder i populærkulturen. Tænk for eksempel på filmen Vi er alle sammen tossede fra 1959. Se også Cirkusrevyen fra 1967, som desværre ikke findes på Youtube længere. Den indeholder harmløse klassikere som Sonny Boy og Hvem har du kysset i din gadedør, men også i dag næsten glemte sketches, som den hvis pointe er, at danskerne ville være mere lykkelige, hvis de ledende økonomiske ministre blev smidt ud af en flyvemaskine. Uden faldskærm.

Henrik Christoffersen har et blindt øje over for denne del af virkeligheden. Han har ikke set den, selv når den var helt tæt på. Og det var for den jo allerede i hans barndom. Så grænseoverskridende og uacceptabelt det er at lade sin vrede mod en mand gå over dennes søn, så meget mere viser dét, at det alligevel skete, og endda i flere tilfælde, styrken af denne vrede.

Det er mærkeligt, at en så stærk analytiker som Henrik Christoffersen ikke ser dette. Det er også ærgerligt, for der er brug for at få punkteret myten om, at vi er nødt til at acceptere velfærdsstaten, som vi kender den, inklusive korruptionen, eller at acceptere en rå kapitalisme, hvor fanden tager de sidste. I 60’erne og 70’er, hvor det hele var nyt, og alle kunne huske det, der var før, kunne man endnu sætte ord på, hvad man konkret var vred over – administrativt bøvl med den nye moms, skrankepaver, støtte til at uforståelig kunst eller høj indkomstskat. I dag bliver det ikke til meget mere end brok over en diffus elite, og sådan er det, fordi politikere og analytikere ikke kan, tør eller vil skære igennem tågerne og fortælle, hvor velfærdsstaten fejler, og hvilke alternativer, der findes.

For den, som gerne vil høre absurditeten i velfærdsstaten penslet ud, så tag med  tilbage til 1959 og se nøglescenen fra den førnævnte film. Den første del er vist utallige gange på tv, men snyd ikke dig selv for embedsmandens monolog sidst i klippet.

Henrik Christoffersen: Utopia t/r. Udgivet på forlaget Multivers. 228 sider på Saxo.com.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | Leave a comment

Fake news bag Pernille Skippers ikke-elite

Hvordan har lederen af Danmarks fjerdestørste parti fået den opfattelse, at hun er nogenlunde så langt fra at være elite, som man kan komme? Hun støtter sig til et stykke pseudovidenskab, der blev udgivet for et par år siden – og som dengang blev omtalt rosende i førende medier.

Rundhyl. Jeg har først lært ordet at kende her i foråret. Men det er et godt ord, og nu har jeg lige slået det op: Det er ifølge norsk Wikipedia en betegnelse for det fænomen, at mikrofonen opfanger sin egen lyd fra en højtaler, således at det ender i et skingrende hyl.

Som regel bruges ordet dog i overført betydning – når et eller andet bliver selvsupplerende i en grad, så den fornuftige mening går helt tabt.

Sådan er det gået med bogen Magteliten, der blev udgivet for godt to år siden. Forfatterne, Markus Bernsen, Anton Grau Larsen & Christoph Ellersgaard, satte sig for at indkredse den meget omtalte elite. Et i sig selv et prisværdigt projekt, men resultatet blev det ringeste, jeg nogensinde er stødt på i en videnskabelig tekst, og jeg har i al beskedenhed læst en del sådanne.

Bogen sætter navn på 423 personer, der angiveligt skulle udgøre en særlig elite i Danmark. Det er gjort ved at undersøge en række fora, hvor magtfulde personer færdes. Men forfatterne skelner ikke mellem, hvor meget magt, der ligger i disse fora. Det vil sige, at det tæller lige så meget at være menigt medlem af en pro forma-bestyrelse i et middelstort selskab som at være bestyrelsesformand i Mærsk eller i Danske Bank.

En endnu mere betydelig fejl er, at forfatterne helt uargumenteret vægter de forskellige kilder til magt forskelligt. Der indgår 15-20 gange så mange poster fra fora i erhvervslivet (herunder fagforeninger) som fra det politiske liv. På den måde når man frem til den pikante konklusion, at det er erhvervsfolk, der styrer Danmark.

Men det er var altså en konklusion, der var en uundgåelig følge af undersøgelsens design, og man var nået frem til noget helt andet, hvis man havde holdt mandtal i færre erhvervsmæssige og flere politiske fora.

Det sidste kunne man for eksempel have gjort ved at tælle i politiske forsamlinger. I givet fald ville mange fra Enhedslisten, der jo har udvalg for hvad som helst, og som har en tradition for også at være aktive i diverse græsrodsbevægelser, nok have ligget højt på listen. Det er meget muligt, at partiets leder Pernille Skipper kunne have ligget i top10.

I så fald var vi gået glip af en af dette års agurketidshistorier – nemlig at Pernille Skipper over for Politiken angav, at hun på en elite-skala fra 0 til 10, ligger på 1. I den efterfølgende forklaring henviser hun netop til bogen Magteliten, hvor der ikke var plads til hende overhovedet blandt de 423 mest magtfulde.

Og her har vi rundhylet: Tre forfattere vil indkredse eliten, men på trods af, at de to af dem har en ph.d. og den tredje er videnskabsjournalist på Weekendavisen, gør de deres arbejde så dårligt, at konklusionen er et oplagt eksempel på fake news.

Og to år senere er der en politiker, som måske nok ikke er blandt Danmarks allermest magtfulde, men som helt indiskutabelt tilhører eliten, som benytter konklusionen til på en helt absurd måde at benægte dette faktum.

Det har igen det resultat, at folk derude, som ligeså indiskutabelt ikke er en del af eliten, i endnu højere grad end før må føle, at det, som foregår i kongerigets øverste cirkler, er et absurd teater, som ingen behøver tage alvorligt.

Der er også en medievinkel på hele balladen. Jeg følte mig noget alene med min uvenlige anmeldelse i Økonomisk Ugebrev. Mediehuse har i dag en hær af universitetsansatte journalister på lønningslisten, men meget få af dem spottede de invaliderende fejl i den videnskabelige metode. I stedet omtalte man bogens falske konklusion som en dyster, men sandfærdig nyhed. Se for eksempel DR, TV2 Lorry, Berlingske og Information. Politiken, hvis forlag udgav bogen, har i den aktuelle anledning genopdaget bogen, men stadig uden at bemærke noget urent trav.

Det var ellers ikke mere indviklet, end at forfatterne, journalister eller Pernille Skipper selv kunne have stillet det spørgsmål, som mange sarkastisk har stillet de seneste dage: Kan det virkelig passe, at Skipper ikke tilhører landets elite?

Og nej, det kan det naturligvis ikke.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , | Leave a comment

Inger Støjbergs fornemmelse for grundlovsbrud

Den nuværende integrationsminister var allerede i 2010 ude i det, der efter alt at dømme var et klokkeklart og barokt brud på grundloven. Processen i den gamle sag ligner meget det, vi denne sommer kan følge i sagen om barnebrude. Så hvorfor er det først nu, kritikere fra venstre og højre er kommet på banen?

I 2010 gennemførte Pensionsstyrelsen en række kontroller i Københavns Lufthavn. Det handlede om at fange sociale bedragere – kort fortalt folk af udenlandsk herkomst, som modtog dagpenge og dermed skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men som i virkeligheden var på vej til hjemlandet. Beskæftigelsesministeren, som satte det i værk, sørgede for at medierne blev grundigt orienteret om, hvad der foregik.

Ministeren var Inger Støjberg, og hun deltog endda selv i en af kontrollerne.

Denne medieoffensiv var måske lige frisk nok, selv om det det var en populær sag at stoppe dette snyderi, og selv om der, ifølge DR, var mange snydere, der blev fanget. Pensionsstyrelsen havde nemlig ingen lovhjemmel til at foretage den slags tvangsmæssige kontroller. Og myndigheder skal ifølge Grundlovens paragraf 72 have enten lovhjemmel eller retskendelse, når de gennemfører ”husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden.”

Inger Støjberg gik nu i gang med at skaffe sig den lovhjemmel, hun manglede. Det lykkedes også i juni året efter, da hun fik vedtaget en lov om, at myndighederne på trafikknuder kan standse alle borgere og forlange, at vi redegør for, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen. Det er ganske DDR-agtigt, men mig bekendt er loven dog ikke blev anvendt så bredt, som den gav mulighed for.

Lovarbejdet var ikke gnidningsfrit. I det første udkast havde embedsmændene glemt at skrive, at der var tale om en undtagelse til den generelle formulering i grundlovens paragraf 72. Det siger retspraksis, at man skal – er det ikke specifikt nævnt, gælder det ikke som en undtagelse.

Formuleringen blev rettet, men det løste stadig ikke problemet med de kontroller, der allerede var gennemført. Spørgsmålet var, om Inger Støjberg havde begået et klokkeklart grundlovsbrud – endda i en så direkte form, at hun personligt i konkrete situationer havde afkrævet folk oplysninger og dokumentation, uden at have lovhjemmel til det. Der blev spurgt til det i Folketinget, men Støjberg svarede blot henholdende.

Jeg skrev den sommer en artikel om grundlovens paragraf 72 til Weekendavisen. I den forbindelse afviste Inger Støjberg lodret, at hun havde brudt grundloven.

”Det er en misforståelse på den måde at sammenligne de hidtidige tilsyn med det tilsyn, som lovforslaget nu giver mulighed for. Det hidtidige tilsyn i Pensionsstyrelsen er foregået med udgangspunkt i politiets og Skats sædvanlige myndighedsopgaver, mens L 187 giver hjemmel til, at Pensionsstyrelsen selvstændigt kan tilrettelægge og udføre sit tilsyn og ikke behøver at være afhængig af andre myndigheder,” udtalte hun.

Nu er det blot sådan ifølge den såkaldte retssikkerhedslov, at myndigheder ikke på den måde kan trække på hinandens lovhjemler. Hver myndighed, der vil gennemføre en tvangsmæssig kontrol, skal have sin egen hjemmel til det, og det tæller ikke at komme sammen med en anden myndighed, der har hjemlen.

På det tidspunkt, i 2011, var kontrolprincippet ret nyt, og hverken jeg eller Beskæftigelsesministeriet kunne vide, om der fandtes en eller anden teknikalitet, som gjorde, at lovens tekst ikke skulle forstås bogstaveligt. Men det har Indenrigsministeriet siden taget stilling til i en helt anden sag, som jeg har omtalt her. Og her fandt man, at loven skal opfattes bogstaveligt: En myndighed kan kun foretage tvangsmæssige kontroller på baggrund af egen lovhjemmel.

Alt tyder altså på, at Inger Støjberg i 2010 var ude i et ganske barokt brud på grundloven. I sin proces ligner sagen meget den aktuelle om barnebrude: Ministeren foretager et alt for hurtigt træk, når det matcher en aktuel folkestemning. Bagefter skal embedsmændene rydde op, men i første omgang bliver det hele bare mere rodet, alt imens Støjberg selv foretrækker at tale uden om.

Den store forskel er, dengang blev der ikke spurgt så meget. Som sagt – sagen døde igen.

Det, må jeg sige, undrer mig personligt. Jeg synes, at sagen dengang var noget mere graverende. Og når den fik lov til at fare, viser det som et minimum, at den nuværende kritik af Støjberg ikke er rigtigt dybtfølt: Det er ikke Danmark som retssamfund, der er i spil for kritikere fra såvel venstre som højre side. Hvis det var det, havde disse kritikere reageret for længst, og også i andre situationer, hvor grundloven er blevet bøjet og strakt til ukendelighed af ministre, uden at Inger Støjberg havde lod eller del i det.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , | Leave a comment

Dansk juras sjæl lever stadig i enevælden

NY BOG: Folketinget havde nok befolkningen imod sig, da det for nogle år siden vedtog ”mørklægningsloven”. Men den havde i det mindste historien på sin side: Danmark har gennem århundreder været langt bagude efter nabolandene, når det gælder offentlighed i forvaltningen. Denne forvaltning har aldrig rigtig taget princippet til sig, og det er blot en del af det omfattende arvegods fra enevælden, som – ukendt for de fleste – stadig præger administrationen af Danmark. Ditlev Tamm minder om det i en ny bog om juraens historie.

Det 17. århundrede er nok det mest begivenhedsrige i danmarkshistorien. I første del af det byggede en velstående og magtfuld Christian IV de monumenter, der i hvert fald indtil de seneste årtiers byggeboom dominerede hovedstadens visuelle udtryk. Senere tabte han og hans efterfølger en stribe krige. Civilbefolkningens lidelser var frygtelige, og bagefter var riget forarmet og reduceret.

Måske er det på grund af disse store omvæltninger, at en anden vigtig arv fra århundredet er mere eller mindre glemt: Det var også i det 17. århundrede, at den moderne jura kom til Danmark. Forløbet er med i Ditlev Tamms bog ”Juraens bedste historier”, der udkom i november sidste år.

Juraen er opstået længe før, man var i stand til at skrive om det, og dermed efterlade sig kilder. Retsregler lyder måske meget lærde, men selv i de mest primitive samfund har man kunnet finde ud af at lave nogle faste regler, med tilknyttede sanktioner, mod for eksempel tyveri og vold, og til at regulere ægteskaber, arv og så videre. Man skal heller ikke have håndhævet den slags regler ret mange gange, før man erfarer, at det er nødvendigt at tage bevisførelse og lignende, som vi i dag har nedfældet i højtidelige menneskerettighedserklæringer, alvorligt, hvis reglerne skal bevare deres autoritet.

Det bliver lidt mere avanceret, når samfundene begynder at samle sig i fyrstedømmer, og når religioner kommer ind med arbitrære moralbud. Men stadig er der blot tale om mindre tilføjelser til den basale jura.

Rigtigt komplekst bliver det først, når der opstår en egentlig centralmagt, som har videre ambitioner end blot det at eksistere og at føre krige mod de onde naboer. Det var det, der skete i 1600-tallet. Christian IV førte en aktiv erhvervspolitik, hvor han søgte at opbygge nye virksomheder, og det var også i denne periode, København fik sin status som hovedstad. Alle de bygninger, kongen stod fadder til, skulle medvirke til, eller skulle som symboler markere, at Danmark ikke blot var summen af et antal mennesker af forskellig stand, men også en stat, der havde interesser i egen ret.

Christian IV blandede sig i alt stort og småt, der foregik i riget. Instrumentet var forordninger, og som han en dag sagde til sin rigsfuldmægtig: ”Nå, har du drømt en forordning i nat?” Når man læser disse forordninger, er det slående, så lidt mentaliteten blandt lovgiverne har ændret sig i mellemtiden. På den tid handlede det om at spare penge, så der kom en række forordninger om, hvordan personer af forskellig stand måtte klæde sig, hvordan de skulle feste og så videre. Det skulle på den ene side ikke være for prangende og dyrt, men på den anden side skulle det også foregå ordentligt og standsmæssigt. Intet tyder på, at alle disse forordninger blev overholdt, men kongen og hans folk blev optimistisk ved med at udstede dem.

Det, som Christian IV virkelig gerne ville, var at få magten for sig selv, altså at blive enevældig, og hvis han ikke havde været så uduelig, var det nok også lykkedes for ham. Hans langt mere politisk begavede søn, Frederik III, fik den i hvert fald ret hurtigt fikset. Enevælden blev indført i 1660, og den blev i de følgende årtier stadfæstet med juridiske dokumenter, blandt andet kongeloven og Danske Lov. Sidstnævnte var reelt ikke meget mere end en samling af, hvad man kunne finde af gammel jura og retspraksis, men nu havde Danmark en samlet lovbog på sit eget sprog, hvilket var usædvanligt i samtiden.

I det hele taget udviklede enevælden sig anderledes i Danmark, end den gjorde uden for grænserne. I andre lande blev den i højere grad en parentes. I for eksempel Sverige og Frankrig kom der pompøse og dygtige eneherskere, men med deres kraft skabte de også en dynamik, der æggede til forandringer. I Danmark var der aldrig en overnormalt begavet enevoldskonge, så det nyoprettede embedsværk på Slotsholmen kørte butikken mere hverdagsagtigt, og da man samtidig havde været omhyggelige med det juridiske fundament, kom enevælden til at bestå i næsten 200 år.

Og meget af enevælden lever stadig i den statslige administration og praksis. Det er ikke blot det, at vi opretholder det formelle teater med, at dronningen giver love og lægger navn til diverse udnævnelser. Mere konkret betydning har for eksempel den tradition, der er indlejret i for eksempel Højesteret, som var en af de første institutioner, der blev oprettet under enevælden, og som oprindeligt blot skulle tjene og adlyde kongen. Den dag i dag er Højesteret meget nølende med dømme imod den politiske magt.

Retssystemet er heller ikke meget for at dømme embedsmænd, der har overtrådt loven som led i deres erhverv. Der er bygget talrige klageinstanser op omkring offentlig forvaltning i Danmark, men de tager sjældent mere alvorlige sanktioner end beklagelser og påtaler i brug. Måske er der andre grunde til, at denne praksis er taget med over i folkestyret, men det står ikke til diskussion, at den er opfundet under enevælden: Embedsmændene var kongens tjenere, så en dom mod dem ville reelt være en dom mod kongen, og det ville kortslutte hele tankegangen om, at kongen var ophøjet og havde sin kompetence fra Gud, intet mindre.

Efter samme logik tilkom det ikke borgerne at blande sig i, eller blot at få indsigt i, hvad kongen foretog sig. Det ser man, som Ditlev Tamm påpeger, i forhold til offentlighed i forvaltningen. Der var stor ballade om den nye offentlighedslov, men allerede den gamle var skrabet i forhold til, hvordan praksis for eksempel er hos vores svenske naboer. Den kom også med meget sent. Sverige fik en lov om offentlighed i forvaltningen i 1700-tallet. Vi fik vores i 1970.

Ditlev Tamm er en meget vidende mand, og hans viden omfatter meget andet end jura. Men desværre er hans bog ikke entydigt vellykket. Første halvdel af bogen forekommer meget lang – hvilket også er grunden til, at denne anmeldelse først kommer nu, et halvt år efter udgivelsen af bogen.

Miseren med juraen op til og med middelalderen er, at nok kender vi til en række sager, men vi mangler detaljerne om dem. For eksempel ved vi, at Erik Klipping blev myrdet i en lade i Finderup i 1286, men vi ved ikke, på hvilket grundlag Marsk Stig og otte andre blev dømt for det. Så er vi lige vidt og kan ikke konkludere noget om retssystemets funktion eller troværdighed. Ditlev Tamm vil heller ikke bevæge sig ud i spekulationer, og det er jo videnskabeligt set meget redeligt. Men det betyder altså, at der end ikke er en god røverhistorie at underholde læseren med.

I stedet øser Tamm af sin generelle viden om historie, filosofi, teologi og en masse andet. Denne viden er som nævnt stor, men det er ikke det, man kommer efter i en bog om juraens historie. Det virker som om forlaget, Gyldendal, ikke har mandet sig op til at holde forfatteren på sporet og få ham til at fortælle om det, som læseren med rette vil forvente af det, som skulle være en let tilgængelig bog om retshistorie.

Samme fornemmelse sidder man med ved læsningen af bogens mere medrivende anden halvdel, hvor der ellers er kilder til at belyse såvel de enkelte afgørelser som udviklingen af loven. For eksempel kunne Ditlev Tamm have valgt at gået mere i dybden med de hekseprocesser, der også var en fremtrædende del af det 17. århundredes jura. Juridisk set er hekseprocesserne særdeles spændende derved, at man af et ærligt hjerte mente, at man havde løftet bevisbyrden i sagerne.

I dag ved vi, at det var nonsens og indbildning. Men det er lærerigt, fordi der også i dag er områder, hvor juraen bliver rullet ud i maksimal længde, selv om dokumentationen for problemer nøgternt set er tynd. Et eksempel er de senere års megen fokus på ulovlig brug af skattely. Der er ingen dokumentation for, at det skulle have noget væsentligt omfang, og slet ikke i forhold til skadevirkningen af skattemyndighedernes selvskabte plager. Men i politik, administration og medier bliver det set som kæmpestort. Og sådan er det: Det var ikke kun i fortiden, at hver by havde sine heks og hvert sogn sine trolde. Vi har dem også i dag, de bliver født ud af de samme psykologiske mekanismer som altid – og de bliver stadig retsforfulgt.

Ditlev Tamm: Juraens bedste historier rettens kulturhistorie fra middelalderen til i dag. Udgivet på Gyldendal. 348 kroner på Saxo.com.

Illustrationer: Øverst det skæbnesvangre øjeblik i danmarkshistorien, hvor en ung Christian IV i 1594 får overrakt nøglen til skatkammeret. Nederst hyldes Frederik den 3. som arvekonge i 1660, som en konsekvens af det netop indførte enevælde. Det store skrummel til højre i billedet er det daværende Christiansborg Slot, som besøgende fyrster, ifølge historikeren Palle Lauring, fandt komisk. 

Posted in Ikke kategoriseret | Leave a comment

Den er gal med kompasset, Olav Hergel

NY BOG: Journalisten Olav Hergel beskriver i en ny roman dagspressens forfald som følge af konkurrencen fra nettet. Men det er formentligt utilsigtet, når han også udstiller en mangel på basal dømmekraft i journalist-standen.

Da jeg var barn og ung i 70’erne og 80’erne, og endnu kun drømte om at blive journalist, talte man meget om bladdøden. Den kendsgerning, at den ene provinsavis efter den anden smed håndklædet i ringen, skyggede for det overordnede billede: Det var dagspressens storhedstid. Koncentrationen i branchen gav de tilbageværende aviser muskler, og da deres ejere næsten uden undtagelse prioriterede de publicistiske traditioner over de økonomiske ambitioner, blev disse muskler brugt til at lave god, uafhængig journalistik. Det betød også, at den tids journalister havde uhørt gode vilkår.

Nedturen begyndte midt i 90’erne, da internettet kom frem. Siden er dagbladenes oplagstal styrtdykket. Det samme er indtægterne, og journalister bliver i dag holdt i stram snor. Ingen får lov at dandere den, og en journalist, der gerne vil have tid og resurser til at grave den helt store historie frem, skal argumentere virkelig godt for det: Der skal produceres linjer, de skal produceres hurtigt, og væsentlighedskriteriet bliver udvandet af behovet for sidevisninger.

Journalisten Olav Hergel behandler i sin nye roman ”Punktum” dette forfald. Hovedpersonen, den 49-årige stjernerapporter Mikkel Haslund, kan ikke leve med, at han nu om dage skal skrive historier om, at det har været den varmeste august måned i 17 år. I et anfald af dårligt humør gør han oprør og insisterer på at lave en væsentlig historie, hvor han faktisk skal ud i den virkelige verden og tale med mennesker. Det får han så lidt heldigt mulighed for, men det bringer ham også i dybe problemer, for omstændighederne og konkurrencen fra nettet ændrer sig jo ikke. Herefter går det ud over stepperne med sex, vold, dødsfald over 484 sider.

De er velskrevne, siderne, og det er en bog, man har lyst til at læse videre i. Men samtidig sidder man også tilbage med den samme fornemmelse af have indtaget tomme kalorier, som man ofte sidder tilbage med, når man har læst eller set mange af nutidens medier.

En ting er, at det ikke rigtigt rækker til et stort drama, at en tidligere uhyre privilegeret faggruppe nu kun er almindeligt privilegeret. Det er trist for os, at nyhedsmedierne fyrer folk. Men andre – virksomheder og offentlige organisationer – skruer til gengæld op. Der bliver kommunikeret som aldrig før, og vi tjener godt på det.

Værre er det, at bogen illustrerer, at problemerne i nyhedsmedierne stikker noget dybere end blot den manglende indtjening i nyhedsmedierne og nettets krav om hastighed og simple, men fængende emner – som sex, vold og dødsfald. Der er også et problem, der har mere med psykologi og mentalitet at gøre: Kan medierne holde nyhederne ud i så strakt arm, at de faktisk kan overskue dem, og dermed beskrive dem på en måde, der bringer værdi til nutidsmennesker, der i forvejen får et bjerg af informationer på sociale medier?

Et spor i romanen handler om prostitution. En kvindelig, radikal politiker, der optræder som totredjedelsheltinde, får et købesexforbud bragt på banen. Det spøjse er, at Olav Hergel her beskriver virkeligheden, sådan som 00’ernes forbudsbevægelse beskrev den. Dermed godtager han en stor bunke fake news, fra før dette begreb opstod. Og det var ikke fake news som i ”vi er lidt uenige om, hvordan det her skal tolkes.” Det var lodrette usandheder i hobetal om fakta og forskningsresultater, og det var fupnumre, der langt hen ad vejen blev betalt af skatteyderne.

En roman er fiktion, og forfatteren har naturligvis lov til at dreje virkeligheden, så den passer ind i teksten. Men det er næppe, hvad der er sket her. Det ville i hvert fald gå helt skævt af bogens underliggende præmis – at journalister nu om dage kun kradser i overfladen. Mere sandsynligt er det, at Olav Hergel simpelthen ikke er orienteret om, hvad der lå bag forbudsargumentationen. Hans hovedperson er træt af, at moderne journalister blot sidder og googler, i stedet for at gå ud i virkeligheden. Men selv synes Hergel hverken at have gjort det ene eller det andet.

Men værre er det med bogens hovedspor, som er inspireret af en virkelig begivenhed: En gartner fra Taastrup bliver efter 41 års ansættelse i kommunen fyret, fordi han hver formiddag sætter sig for selv på en bænk og ryger en smøg. Det er selvfølgelig godt pressestof, og det bliver ikke ringere af, at den chef, der fyrer ham, er en smuk og velhavende kvinde – trekvartheltinden fra før, der på det tidspunkt endnu ikke er minister. Men sagen bliver mudret af, at den radikale politiker jo også er et menneske, der har familie, som lider under en mediestorm mod hende, at hun jo i øvrigt bare har haft en vision om et røgfrit Danmark, og at gartneren havde fået sine lovformelige advarsler inden fyringen.

Jeg har til min undren set flere anmeldere af bogen købe denne præmis: At der kan siges både for og imod, så det ikke er entydigt. Men jo, det er naturligvis entydigt: Uanset hvordan man vender og drejer det, er det ude af proportion at ødelægge et menneskes tilværelse på grund af en formel detalje, der ikke har betydning for nogen andre – gartneren var omhyggelig med ikke at genere andre og samlede endda troligt sit cigaretskod op hver dag. Og nej – i sig selv er det ikke et argument for at bruge noget som helst magtmiddel, at man har en vision. Det havde Stalin, Hitler og Pol Pot også.

Med en sådan mangel på moralsk kompas er der ikke noget at sige til, at medierne er fyldt til randen med ligegyldige politiske drillerier og analyser. Hvis man ikke kan kende forskel på godt og skidt, står fakta og retfærdighed tilbage som ligegyldige faktorer. Kun synspunkter har værdi.

Olav Hergel: Punktum. Politikens Forlag. 484 sider.

Posted in Ikke kategoriseret | 1 Comment

Alle nødløgnes moder

I et år har vi i Danmark haft den besynderlige situation, at det i nogle tilfælde er helt legitimt for embedsmænd at lyve for de folkevalgte. Princippet blev endeligt knæsat, da det såkaldte nødløgnsudvalg indirekte blåstemplede, at Justitsministeriet over for Folketingets Retsudvalg havde løjet om baggrunden for, at et besøg på Christiana måtte udsættes.

For den udenforstående var og er det svært at forstå, hvorfor nødløgnen var nødvendig. Alle forstår, at en efterretningstjeneste skal have hemmeligheder. Men politimyndigheder har masser af gange fået ændret, flyttet eller helt aflyst arrangementer med den helt overordnede begrundelse, at man ikke så sig i stand til at garantere sikkerheden ved dem. Så hvorfor kunne retsudvalget ikke blot få denne forklaring?

Man får en fornemmelse af svaret i Morten Skjoldagers nye bog ”Syv år for PET” – den bog, som efterretningstjenesten fik bremset udgivelsen af, hvorefter Politiken optrykte den. Det konkrete problem var en trussel mod Pia Kjærsgaard, der som suppleant i udvalget ville med på udflugten. Da PET jo beskytter hende døgnet rundt, kender de også hendes kalender, og så fik daværende PET-chef Jakob Scharf den smarte ide, at man kunne lægge udflugten på en dag, hvor Pia Kjærsgaard skulle noget andet vigtigt.

Det var naturligvis stærkt grænseoverskridende, at man på denne måde ville misbruge fortrolige oplysninger, man havde fået fra en person for at kunne beskytte denne. Andre i PET fik da også sat en stopper for ideen. Men en psykologisk mekanisme synes at være gået i gang: Har man en gang haft tanken om en nedrig handling, vil man pr. refleks være tilbøjelig til at lyve om det, som handlingen angår, også selv om man aldrig førte den ud i livet.

Forløbet var medvirkende til, at Scharf måtte forlade PET. Men han var i forvejen så upopulær blandt medarbejderne, at de, blandt andet med lækager til Ekstra Bladet om chefens forbrug på rejser, søgte at fælde ham. Også Pia Kjærsgaard har udtalt sig rasende om Scharf, og efter at have læst bogens sidste kapitel, forstår man hende. Scharf forsvarer for eksempel sit påtænkte bedrag over for hende med, at det er helt normalt, at politikere og embedsmænd lyver om vigtige møder, de skal til, for på den måde at slippe for andre møder. Sikkert nok, men det er naturligvis ikke det samme at lyve lidt om egne aftaler som at misbruge fortrolig viden om en anden persons aftaler.

Måske er uviljen mod og mistilliden til Scharf også baggrunden for det uskønne forløb, hvor udgivelsen af bogen blev bremset. Måske har nogen i PET ikke evnet at holde hovedet koldt.

Under alle omstændigheder er det godt, at bogen kom på gaden. Det kan ikke udelukkes, at den indeholder detaljer om efterforskning, som PET helst havde holdt for sig selv. Men de historier, der fortælles over de 15 kapitler, er ikke nye, og for så vidt angår metoderne er de farverige, men uden at overraske nogen, som har set blot en enkelt spionfilm. Som når PET skulle arrangere en rumaflytning af en potentiel terrorist, der havde en tudsegammel computerskærm. Agenterne fandt langt om længe en skærm af samme mærke, påførte den omhyggeligt samme skader og ridser, som terroristens skærm havde, byggede tre bittesmå kameraer ind i den – og byttede de to skærme ud, så de fra da af kunne følge med i, hvad der skete i lejligheden.

krasnikDenne operation var succesfuld, og den afværgede med al sandsynlighed en eller flere alvorlige terrorhandlinger. Desværre har mange over årene arbejdet med tilsvarende planer. Scharf stod for en linje, hvor PET i højere grad end hidtil kommunikerede med – eller i hvert fald til – offentligheden, og selv om efterretningsarbejde i sagens natur må være hemmeligt, er det sundt, at befolkningen i overordnede træk ved, hvad dens efterretningstjeneste arbejder med, hvorfor og hvordan.

Man kan også nemt argumentere for, at der endda er behov for mere offentlighed. Martin Krasniks berømte interview med Lars Hedegaard i Deadline, hvor det mere end antydes, at denne selv havde opdigtet attentatforsøget, var meget omtalt i tiden. Men her spildte offentligheden sin tid på et vildspor, og givetvis til stor og urimelig belastning for Lars Hedegaard: Ifølge Scharf var dem, som efterforskede attentatforsøget, aldrig i tvivl om, at det havde fundet sted.

Og så er der den fare ved efterretningstjenester, som man så illustreret i nødløgns-affæren: En tjeneste, som allerede i lovgivningen har fået tildelt ekstraordinære redskaber, og som man heller ikke kan kontrollere efter sædvanlige metoder, kan nemt blive fristet over evne til at misbruge sine beføjelser, og så er man inde, hvor det truer demokrati og borgerrettigheder. Helt afværges kan det næppe, men gennem offentlighed kan risikoen dog begrænses. Så alene af den grund fortjener såvel Morten Skjoldager som Jakob Scharf en tak for bogen.

Posted in Ikke kategoriseret | Leave a comment

Epilog: Karsten Nonbos fortalelse

Kommunernes grå kontroller, vol. 5: Der var ikke mange folketingsmedlemmer, der hæftede sig særligt ved det, da de i 2003 vedtog den lov, der gav kommunerne hjemmel til at foretage tvangsmæssige kontroller i virksomheder. Altså den hjemmel, som i hvert fald Odense og Slagelse Kommune, men efter alt at dømme også andre kommuner, siden har trukket længere, end de måtte.

Hjemlen var kun et enkelt element i en større pakke, der skulle forhindre socialt bedrageri, og der var andre elementer, der vakte større opmærksomhed blandt politikerne. Det gjaldt særligt de muligheder, kommunerne fik til at belyse en social klients livforhold, blandt andet med oplysninger fra andre myndigheder, samt muligheden for at straffe borgere, der giver forkerte oplysninger.

Karsten-Nonbo2Disse regler, med senere stramninger, er da også kommet til at gå meget vidt. I anden artikel i denne serie er der en video fra et DR-program. I artiklen bliver der fokuseret på den kontrolaktion, man ser på skærmen. Men udsendelsen viser også, hvordan kommunale kontrollanter krydsforhører sociale klienter om nogle meget intime spørgsmål.

I sammenligning med dét virkede det meget uskyldigt, når man gav kommuner adgang til at gå ind i virksomheder og tjekke, om personer, som kommunerne udbetalte dagpenge til, samtidig gik på arbejde. Arbejdsdirektoratet havde allerede en tilsvarende hjemmel for dem, der fik dagpenge fra a-kasser.

Forinden måtte kommunerne nøjes med, at arbejdsgiverne og andre havde pligt til at give oplysninger. Men dels var disse regler uklare. Det blev der rådet bod på med nogle samtidige ændringer i paragrafferne. Dels var det stadig ikke nok, lød vurderingen fra embedsværket. ”Kontrol med sort arbejde kan kun gennemføres ved uanmeldte eftersyn i virksomhederne,” blev det fastslået i lovens bemærkninger.

Med ændringerne i loven dengang i 2003 blev kommunernes problem løst. Men i dag ved vi, at det ikke skyldtes, at uklarheden blev fjernet. Den bestod, men aben blev bare flyttet, så det nu var borgerne, og ikke kommunerne, der havde et problem med den.

Og borgerne står langt svagere, end kommunerne gør. Det skulle tage 12 år, før en protest nåede hele vejen igennem systemet, så kommunerne var nødt til at reagere på det.

I 2003 var VK-regeringen endnu ung, og særligt Venstre, der netop var blevet landets største parti, var i offensiven. Under behandlingen af lovforslaget var Karsten Nonbo ordfører for Venstre, og han kom for skade at sige, at ”retssikkerheden skal også gælde på det her område, men der skal ikke være retssikkerhed for dem, der begår bedragerierne.”

Enhedslistens Line Barfod fangede hurtigt fortalelsen. I et civiliseret samfund skal der være retssikkerhed for alle, og eneste alternativ er retssikkerhed for ingen: Man kan jo ikke på forhånd vide, hvem der er bedragerne. Karsten Nonbo – der i det civile liv er kriminalassistent – trak da også fluks i land, selv om hans gjorde med ord, der heller ikke var super-klare: ”Selvfølgelig skal der være retssikkerhed. Men der skal være mulighed for at dømme, men ingen tvivl om, at det var en fortalelse,” sagde han.

Af alt, hvad der blev sagt og skrevet under behandlingen af lovforslaget, var det Karsten Nonbos tågesnak, der kom tættest på den virkelighed, som opstod med loven.

Den omtalte hjemmel findes paragraf 12a i Lov om retssikkerhed på det sociale område. Paragraffen blev tilføjet ved L138, der blev vedtaget den 15. maj 2003.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , | Leave a comment

Borgerne er magtesløse ved ulovlige kontroller

Kommunernes grå kontroller, vol. 4: Offentlig forvaltning er på godt og ondt som en supertanker. Den manøvrerer trægt og besværligt – men med stor kraft.

Da Indenrigsministeriet i maj afgjorde, at en tvangsmæssig kontrol i Odense Kommune tilbage i 2010 havde været uden lovhjemmel (se første artikel i serien), skete der umiddelbart ikke andet, end at afgørelsen blev lagt på hjemmesiden og sendt til parterne.

Bag linjerne skete der dog mere, oplyser pressechef Søren Kudahl Sørensen fra Kommunernes Landsforening i en mail. ”På konferencen ”Den kommunale jurist” i juni måned, hvor over 100 kommunale jurister deltog, gennemgik afdelingschefen fra det daværende Økonomi- og Indenrigsministerium under sit oplæg blandt andet denne udtalelse. Vi påtænker desuden at tage den med på vores juridiske netværk, som afholdes i oktober måned, hvor de kommunale jurister ligeledes er målgruppen,” skriver han.

Horsens_4På den måde spredes informationerne om, hvordan kommunernes hjemmel til at fortage kontroller på det sociale område skal tolkes. Men det sker 12 år efter, at denne lovhjemmel blev vedtaget. Denne langsommelige proces skyldes blandt andet, at det er er så vanskeligt for borgerne at komme gennem klagesystemet, og at borgerne heller ikke har det store incitament til det: Selv hvis de får ret, skal de hverken regne med at få nogen form erstatning, eller at se de ansvarlige straffet, for så vidt det er relevant. Dermed er det meget få sager, der kommer så langt, at der bliver truffet principielle afgørelser i dem.

Sysette Vinding Kruse er formand for Advokatrådets strafferetsudvalg. Som forsvarsadvokat har hun også erstatningssager for personer, der har været ude for en uberettiget ransagning. Den slags sager er der en del af. Derimod har hun ikke tidligere hørt om tilfælde hvor borgere har fået erstatning, såfremt en administrativ kontrol har været uberettiget.

Men hun har svært ved at tro, at det skyldes, at der aldrig bliver begået fejl ved det sekscifrede antal administrative kontroller. Borgerne opgiver bare at gøre noget ved det, antager hun. ”Jeg kunne godt forestille mig, at folk ikke aner, hvor de skal klage til. Det er lige før, at jeg ikke engang selv ville vide det. Jeg vil tro, at de personer under den sociale lovgivning, det handler om, kender deres rettigheder dårligt og heller ikke har resurserne til at føre sager. Og det er kun i det omfang, at det bliver til en straffesag, at de får juridisk bistand,” siger Sysette Vinding Kruse.

Det er imidlertid heller ikke sådan, at borgerne kan vælge bare at melde forholdet til politiet med henblik på at få rejst en straffesag mod kontrollanterne. At en kontrol er ulovlig er ikke ensbetydende med, at der også er et strafbart forhold. Men der kan være det, hvis for eksempel kriterierne i straffelovens paragraf 155 er opfyldt: ”Misbruger nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret, straffes han med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Sker det for at skaffe sig eller andre uberettiget fordel, kan fængsel indtil 2 år anvendes.”

Men politiet vil som den absolutte hovedregel henvise borgeren til de klageinstanser, som typisk vil findes i forbindelse med forvaltningsopgaver. Så borgeren skal under alle omstændigheder under dette system – uden juridisk vejledning.

Selv hvis sagen, som i tilfældet fra Odense Kommune, falder ud til borgerens fordel, og fejlen er så grov, at den falder ind under straffelovens bestemmelser, vil der typisk ikke ske mere, fordi forældelsesfristen er overskredet. Forældelsesfrister har sin egen komplicerede jura, men i tilfældet med paragraf 155 hedder den som udgangspunkt to år, hvis det er i den milde ende med en strafferamme på fire måneder, og fem år, hvis det er i den hårde ende med en strafferamme på to år. I Odense-tilfældet kom afgørelsen fra Indenrigsministeriet cirka fem år og en måned efter, at den kontrol, afgørelsen handlede om, havde fundet sted. Selv efter den hårde del af paragraffen var sagen altså forældet, da den endelige afgørelse kom.

Falder afgørelsen inden for forældelsesfristen, er det borgerens eget ansvar at få rejst en politisag. Anklagemyndigheden vil ifølge chefanklager Jan Stick kun i helt særlige tilfælde tage sådan et initiativ. Et særligt tilfælde kan være, hvor en sag er blevet kendt gennem medierne medierne, og der efter mediernes udlægning åbenlyst er tale om en alvorlig overtrædelse af straffeloven, men hvor den forurettede af den ene eller anden grund ikke selv vil anmelde sagen. Så går anklagemyndigheden, af hensyn til befolkningens retsfølelse, ind og sørger for, at det bliver undersøgt, hvorvidt nogen kan drages strafferetligt til ansvar.

I sagen fra Odense stod Indenrigsministeriet selv for næsten fire af de fem års sagsbehandlingstid. Kontorchef Christina Ekman forklarer i en mail: ”Som det fremgår af udtalelsen beklager ministeriet meget den lange sagsbehandlingstid. Der er ikke tale om, at ministeriet har prioriteret sagen lavere end andre sager, som ministeriet har realitetsbehandlet som øverste tilsynsmyndighed. Set over perioden 2007 – 2014 er ministeriets gennemsnitlige sagsbehandlingstid for realitetsbehandlede tilsynssager godt 2 år. Det dækker naturligvis over, at nogen sager kan behandles på kortere tid, mens andre sager – som f.eks. sagen vedrørende Odense Kommune – tager længere tid, ofte fordi fagministerier skal høres.”

Christina Ekman forklarer også, at afgørelsen ikke har nogen retsvirkning i den forstand, at Odense Kommune bliver pålagt nogen sanktioner. ”Men hvis udtalelsen ikke efterleves, vil Statsforvaltningen efter omstændighederne kunne følge op herpå, jf. §§ 50 a- 51 i lov om kommunernes styrelse. Der er uhyre sjældent nødvendigt at bruge andre reaktioner med henblik på at få den enkelte kommune til at efterleve de kommunale tilsynsmyndigheders udtalelser. Ministeriet fandt på baggrund af sagens omstændigheder derfor heller ikke anledning til – ud over afgivelsen af den vejledende udtalelse – at foretage videre i anledning af den konkrete sag fra Odense,” skriver Christina Ekman.

Odense_2Hun oplyser, at det ikke hører til ministeriets opgaver som tilsynsmyndighed at tage stilling til, om borgeren skal have nogen form for erstatning. Den opgave ligger også hos domstolene.

Status lige nu er, at i hvert fald Odense Kommune ændrer i sine procedurer omkring tvangsmæssige kontroller. Andre kommuner vil måske også gøre det, efterhånden som kendskabet til afgørelsen fra Indenrigsministeriet når ud til de kommunale jurister.

Men hvis kommunerne ikke retter ind, og der fortsat sker kontroller uden lovhjemmel, vil der ikke ske noget, før en ny borger går den lange og tunge vej gennem klagesystemet. Der vil heller ikke blive gjort noget for at undersøge, hvor stor en del af kommunernes hidtidige kontroller, der har været uden lovhjemmel. Der vil så naturligvis heller ikke blive givet kompensation til dem, som sådanne kontroller er gået ud over, og det vil aldrig blive undersøgt, om forseelserne fra kommunernes side har været så grove, at der er grundlag for at rejse straffesager mod de ansvarlige.

Klagemulighederne for at håndhæve grundlovens ord om boligens ukrænkelighed er så svage, at Sysette Vinding Kruse ikke vil udelukke, at det kunne indbringe Danmark en dom fra den europæiske menneskerettighedsdomstol, hvis nogen en dag anlægger en sag her.

”Hvis man ikke overholder grundlovens ord om, at boligen er ukrænkelig, og man går videre end den lovhjemmel, man har vedtaget – ja, så vil man da på sigt kunne indbringes for menneskerettighedsdomstolen. Men i givet fald skal det først igennem danske domstole, og der har jeg altså endnu ikke set ved sager om administrative kontroller uden for retsplejelovens område,” siger Sysette Vinding Kruse.

Fotos (fra byretterne i henholdsvis Horsens og Odense): Per Johansen.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , | Leave a comment

Kontrollerne & kontrakten med borgerne

Kommunernes grå kontroller, vol. 3: At boligen er ukrænkelig, som det hedder i grundlovens paragraf 72, betyder, at offentlige myndigheder ikke for godt befindende kan gå ind i folks hjem eller virksomheder. Hvis en myndighed skal tiltvinge sig adgang til privat grund, skal der enten være en retskendelse i forbindelse med efterforskningen af en strafbar handling, eller også skal der være en lov, der specificerer, at myndigheden som følge af en eller anden væsentlig og omhyggeligt defineret situation kan gå ind på grunden.

Det er ikke bare den danske grundlov, der holder dette princip helligt. Det er standardstof i forfatninger kloden rundt, og det er for eksempel også nævnt i den europæiske menneskerettighedskonvention.

Det er klart nok, hvorfor myndighederne ikke bare kan invitere sig selv ind, hvor de vil. Sådanne påtvungne besøg vil ofte blive oplevet som ubehagelige. Men der er så meget, der er ubehageligt, uden at det af den grund bliver nævnt i forfatninger. Så hvad giver netop boligens ukrænkelighed denne status?

Det handler helt grundlæggende om, hvad en stat består i. Vi tænker ikke så tit over det, men vi har overladt en enorm magt, også over vores personlige liv, til staten. Den kan tage vores penge som skatter, den kan sætte os i fængsel, den kan tvinge os til at gøre militærtjeneste, og så videre.

bakalowicz-wladyslaw-joannaVi accepterer naturligvis alt dette, fordi staten til gengæld beskytter os. Og vi indser for eksempel, at hvis staten skal fængsle folk, der begår forbrydelser mod os, må vi også acceptere selv at ryge i fængsel, hvis vi begår de samme forbrydelser mod andre.

Men helt siden middelalderen, da man gjorde de første forsøg på at skrive noget, der ligner moderne forfatninger, har man også set i øjnene, at magt kan og vil blive misbrugt. Boligens ukrænkelighed er på linje med andre borgerrettigheden, som brevhemmeligheden og princippet om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Den slags skal sørge for, at staten ikke misbruger den enorme magt, borgerne har givet den, over for de samme borgere. Uden borgerrettighederne kunne staten til enhver tid disciplinere os til at gøre, hvad den måtte ønske, vi skal gøre.

Der er så at sige tale om en kontrakt mellem borger og stat. Staten får sine magtmidler, mod at passe sin pligter og samtidig garantere, at den respekterer borgernes privatsfære og i øvrigt behandler os lige.

Borgerrettighederne er opfundet i en tid, hvor statsmagten var en konge. Men de bliver ikke mindre relevante af, at vi nu har demokrati. Tværtimod. I det demokrati kan der være flertal, eller bare stærke mindretal, som mener demokratiet har givet dem ret til at forfølge eller chikanere udvalgte befolkningsgrupper. Desuden giver demokratiets komplekse regelsæt mange flere muligheder for, at myndighederne kan finde bevis på lovbrud, hvis de får lov at lede ned i borgernes personlige gemmer.

Set i det lys er Danmark netop i disse år hjemsted for det, der måske er begyndt tilfældigt, men som har udviklet sig til et spændende eksperiment.

Som nævnt er der love, der giver myndigheder hjemmel til at gøre undtagelse fra hovedprincippet om, at myndigheder kan gå ind på privat grund uden. For eksempel har brandmyndighederne adgang til gå ind og se, om ejendomme er brandsikre. Hensynet – at undgå frygtelige dødsulykker i ildebrande – overtrumfer de ulemperne ved de tvangsmæssige kontroller.

Med velfærdsstaten begyndte den slags love at brede sig til stadigt mindre dramatiske situationer. For eksempel fik skattemyndighederne adgang til at gå ind i virksomheder for at undersøge, om de afregnede deres skat på den rigtige måde. I slutningen af 1990’erne var den slags love blevet så omfattende, at der var behov for at gå hele området igennem. Det førte i 2004 til en markant reform: På VK-regeringens foranledning vedtog man Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (LINK), der fastslog borgernes rettigheder, når de blev udsat for en tvangsmæssig kontrol uden retskendelse. Det blev blandt andet fastslået, at den type administrative kontroller ikke måtte bruges i straffesager. Det skulle være sådan, at borgerne naturligvis godt kunne sidde tilbage med en ærgrelse, hvis de efter en kontrol var blevet standset i at bryde love og regler. Men de skulle ikke frygte kontrollerne.

Om det var tilsigtet eller ej, så åbnede den nye lov for en strøm af nye lovhjemler til at foretage kontroller uden retskendelse. De følger næsen som fast praksis med love om nye opgaver til myndigheder, selv når lovene er uvæsentlige. Da man for eksempel i 2013 satte begrænsninger i anvendelsen af kanel i bagværk, markerede sundhedsmyndighederne regelændringen med tvangsmæssige kontroller i 300 bagerier.

Bloggeren Gordon Flemming foretog i juli i år en simpel optælling af dokumenter i dokumenter på retsinformation.dk, der indeholder ordene ”uden retskendelse”. Han fandt, at antallet af nye dokumenter med disse ord var steget ekspotentielt siden 2004. Se hans grafik på nederste billede til denne artikel.

Uden retskendelseI alt vil jeg skønne, at der hvert år bliver gennemført op mod 300.000 tvangsmæssige, administrative kontroller på de forskellige områder. Det er baseret ud fra en årlig opgørelse i Justitsministeriet, men denne opgørelse er noget løs, den har heller ikke alle fagområder med. For eksempel de kommunale kontroller på det sociale område – som den nye afgørelse fra Indenrigsministeriet handler om – er der ingen, der tæller.

Spørgsmålet er, hvordan hele denne udvikling har påvirket kontrakten mellem centralmagten og borgerne. Er der tale om fredsommelige og velmente kontroller, der blot skal opretholde samfundets gode orden, uden at genere nogen urimeligt? Eller er centralmagten trådt ud over sine grænser, så de tvangsmæssige kontroller ikke bliver brugt i et administrativt, men i et politisk ærinde?

I de to problematiske kontrolaktioner, jeg har skrevet om i det foregående artikler (se første og anden artikel i serien), er det henholdsvis udlændinge og sexarbejdere, det er gået ud over. Det er et tilfælde fra min side. Men måske er det alligevel ikke helt tilfældigt, at de eksempler, der umiddelbart ligger dokumentation, netop handler om tidens to måske nok varmeste, værdipolitiske emner: Indvandring og prostitution.

Næste artikel i serien handler om en ironi i det hele: Samtidig med, at antallet af tvangsmæssige kontroller skyder i vejret, er der meget ringe kontrol med, om staten overholder sin egen lovgivning i forbindelse med disse kontroller. For en borger, der er blevet udsat for en ulovlig kontrol, er det praktisk talt umuligt at få erstatning eller at få de ansvarlige straffet. Og selv når en praksis er kendt ulovlig, er der i bedste fald med meget stor træghed, at myndighederne ændrer den.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | Leave a comment