Den er gal med kompasset, Olav Hergel

NY BOG: Journalisten Olav Hergel beskriver i en ny roman dagspressens forfald som følge af konkurrencen fra nettet. Men det er formentligt utilsigtet, når han også udstiller en mangel på basal dømmekraft i journalist-standen.

Da jeg var barn og ung i 70’erne og 80’erne, og endnu kun drømte om at blive journalist, talte man meget om bladdøden. Den kendsgerning, at den ene provinsavis efter den anden smed håndklædet i ringen, skyggede for det overordnede billede: Det var dagspressens storhedstid. Koncentrationen i branchen gav de tilbageværende aviser muskler, og da deres ejere næsten uden undtagelse prioriterede de publicistiske traditioner over de økonomiske ambitioner, blev disse muskler brugt til at lave god, uafhængig journalistik. Det betød også, at den tids journalister havde uhørt gode vilkår.

Nedturen begyndte midt i 90’erne, da internettet kom frem. Siden er dagbladenes oplagstal styrtdykket. Det samme er indtægterne, og journalister bliver i dag holdt i stram snor. Ingen får lov at dandere den, og en journalist, der gerne vil have tid og resurser til at grave den helt store historie frem, skal argumentere virkelig godt for det: Der skal produceres linjer, de skal produceres hurtigt, og væsentlighedskriteriet bliver udvandet af behovet for sidevisninger.

Journalisten Olav Hergel behandler i sin nye roman ”Punktum” dette forfald. Hovedpersonen, den 49-årige stjernerapporter Mikkel Haslund, kan ikke leve med, at han nu om dage skal skrive historier om, at det har været den varmeste august måned i 17 år. I et anfald af dårligt humør gør han oprør og insisterer på at lave en væsentlig historie, hvor han faktisk skal ud i den virkelige verden og tale med mennesker. Det får han så lidt heldigt mulighed for, men det bringer ham også i dybe problemer, for omstændighederne og konkurrencen fra nettet ændrer sig jo ikke. Herefter går det ud over stepperne med sex, vold, dødsfald over 484 sider.

De er velskrevne, siderne, og det er en bog, man har lyst til at læse videre i. Men samtidig sidder man også tilbage med den samme fornemmelse af have indtaget tomme kalorier, som man ofte sidder tilbage med, når man har læst eller set mange af nutidens medier.

En ting er, at det ikke rigtigt rækker til et stort drama, at en tidligere uhyre privilegeret faggruppe nu kun er almindeligt privilegeret. Det er trist for os, at nyhedsmedierne fyrer folk. Men andre – virksomheder og offentlige organisationer – skruer til gengæld op. Der bliver kommunikeret som aldrig før, og vi tjener godt på det.

Værre er det, at bogen illustrerer, at problemerne i nyhedsmedierne stikker noget dybere end blot den manglende indtjening i nyhedsmedierne og nettets krav om hastighed og simple, men fængende emner – som sex, vold og dødsfald. Der er også et problem, der har mere med psykologi og mentalitet at gøre: Kan medierne holde nyhederne ud i så strakt arm, at de faktisk kan overskue dem, og dermed beskrive dem på en måde, der bringer værdi til nutidsmennesker, der i forvejen får et bjerg af informationer på sociale medier?

Et spor i romanen handler om prostitution. En kvindelig, radikal politiker, der optræder som totredjedelsheltinde, får et købesexforbud bragt på banen. Det spøjse er, at Olav Hergel her beskriver virkeligheden, sådan som 00’ernes forbudsbevægelse beskrev den. Dermed godtager han en stor bunke fake news, fra før dette begreb opstod. Og det var ikke fake news som i ”vi er lidt uenige om, hvordan det her skal tolkes.” Det var lodrette usandheder i hobetal om fakta og forskningsresultater, og det var fupnumre, der langt hen ad vejen blev betalt af skatteyderne.

En roman er fiktion, og forfatteren har naturligvis lov til at dreje virkeligheden, så den passer ind i teksten. Men det er næppe, hvad der er sket her. Det ville i hvert fald gå helt skævt af bogens underliggende præmis – at journalister nu om dage kun kradser i overfladen. Mere sandsynligt er det, at Olav Hergel simpelthen ikke er orienteret om, hvad der lå bag forbudsargumentationen. Hans hovedperson er træt af, at moderne journalister blot sidder og googler, i stedet for at gå ud i virkeligheden. Men selv synes Hergel hverken at have gjort det ene eller det andet.

Men værre er det med bogens hovedspor, som er inspireret af en virkelig begivenhed: En gartner fra Taastrup bliver efter 41 års ansættelse i kommunen fyret, fordi han hver formiddag sætter sig for selv på en bænk og ryger en smøg. Det er selvfølgelig godt pressestof, og det bliver ikke ringere af, at den chef, der fyrer ham, er en smuk og velhavende kvinde – trekvartheltinden fra før, der på det tidspunkt endnu ikke er minister. Men sagen bliver mudret af, at den radikale politiker jo også er et menneske, der har familie, som lider under en mediestorm mod hende, at hun jo i øvrigt bare har haft en vision om et røgfrit Danmark, og at gartneren havde fået sine lovformelige advarsler inden fyringen.

Jeg har til min undren set flere anmeldere af bogen købe denne præmis: At der kan siges både for og imod, så det ikke er entydigt. Men jo, det er naturligvis entydigt: Uanset hvordan man vender og drejer det, er det ude af proportion at ødelægge et menneskes tilværelse på grund af en formel detalje, der ikke har betydning for nogen andre – gartneren var omhyggelig med ikke at genere andre og samlede endda troligt sit cigaretskod op hver dag. Og nej – i sig selv er det ikke et argument for at bruge noget som helst magtmiddel, at man har en vision. Det havde Stalin, Hitler og Pol Pot også.

Med en sådan mangel på moralsk kompas er der ikke noget at sige til, at medierne er fyldt til randen med ligegyldige politiske drillerier og analyser. Hvis man ikke kan kende forskel på godt og skidt, står fakta og retfærdighed tilbage som ligegyldige faktorer. Kun synspunkter har værdi.

Olav Hergel: Punktum. Politikens Forlag. 484 sider.

Posted in Ikke kategoriseret | 1 Comment

Alle nødløgnes moder

I et år har vi i Danmark haft den besynderlige situation, at det i nogle tilfælde er helt legitimt for embedsmænd at lyve for de folkevalgte. Princippet blev endeligt knæsat, da det såkaldte nødløgnsudvalg indirekte blåstemplede, at Justitsministeriet over for Folketingets Retsudvalg havde løjet om baggrunden for, at et besøg på Christiana måtte udsættes.

For den udenforstående var og er det svært at forstå, hvorfor nødløgnen var nødvendig. Alle forstår, at en efterretningstjeneste skal have hemmeligheder. Men politimyndigheder har masser af gange fået ændret, flyttet eller helt aflyst arrangementer med den helt overordnede begrundelse, at man ikke så sig i stand til at garantere sikkerheden ved dem. Så hvorfor kunne retsudvalget ikke blot få denne forklaring?

Man får en fornemmelse af svaret i Morten Skjoldagers nye bog ”Syv år for PET” – den bog, som efterretningstjenesten fik bremset udgivelsen af, hvorefter Politiken optrykte den. Det konkrete problem var en trussel mod Pia Kjærsgaard, der som suppleant i udvalget ville med på udflugten. Da PET jo beskytter hende døgnet rundt, kender de også hendes kalender, og så fik daværende PET-chef Jakob Scharf den smarte ide, at man kunne lægge udflugten på en dag, hvor Pia Kjærsgaard skulle noget andet vigtigt.

Det var naturligvis stærkt grænseoverskridende, at man på denne måde ville misbruge fortrolige oplysninger, man havde fået fra en person for at kunne beskytte denne. Andre i PET fik da også sat en stopper for ideen. Men en psykologisk mekanisme synes at være gået i gang: Har man en gang haft tanken om en nedrig handling, vil man pr. refleks være tilbøjelig til at lyve om det, som handlingen angår, også selv om man aldrig førte den ud i livet.

Forløbet var medvirkende til, at Scharf måtte forlade PET. Men han var i forvejen så upopulær blandt medarbejderne, at de, blandt andet med lækager til Ekstra Bladet om chefens forbrug på rejser, søgte at fælde ham. Også Pia Kjærsgaard har udtalt sig rasende om Scharf, og efter at have læst bogens sidste kapitel, forstår man hende. Scharf forsvarer for eksempel sit påtænkte bedrag over for hende med, at det er helt normalt, at politikere og embedsmænd lyver om vigtige møder, de skal til, for på den måde at slippe for andre møder. Sikkert nok, men det er naturligvis ikke det samme at lyve lidt om egne aftaler som at misbruge fortrolig viden om en anden persons aftaler.

Måske er uviljen mod og mistilliden til Scharf også baggrunden for det uskønne forløb, hvor udgivelsen af bogen blev bremset. Måske har nogen i PET ikke evnet at holde hovedet koldt.

Under alle omstændigheder er det godt, at bogen kom på gaden. Det kan ikke udelukkes, at den indeholder detaljer om efterforskning, som PET helst havde holdt for sig selv. Men de historier, der fortælles over de 15 kapitler, er ikke nye, og for så vidt angår metoderne er de farverige, men uden at overraske nogen, som har set blot en enkelt spionfilm. Som når PET skulle arrangere en rumaflytning af en potentiel terrorist, der havde en tudsegammel computerskærm. Agenterne fandt langt om længe en skærm af samme mærke, påførte den omhyggeligt samme skader og ridser, som terroristens skærm havde, byggede tre bittesmå kameraer ind i den – og byttede de to skærme ud, så de fra da af kunne følge med i, hvad der skete i lejligheden.

krasnikDenne operation var succesfuld, og den afværgede med al sandsynlighed en eller flere alvorlige terrorhandlinger. Desværre har mange over årene arbejdet med tilsvarende planer. Scharf stod for en linje, hvor PET i højere grad end hidtil kommunikerede med – eller i hvert fald til – offentligheden, og selv om efterretningsarbejde i sagens natur må være hemmeligt, er det sundt, at befolkningen i overordnede træk ved, hvad dens efterretningstjeneste arbejder med, hvorfor og hvordan.

Man kan også nemt argumentere for, at der endda er behov for mere offentlighed. Martin Krasniks berømte interview med Lars Hedegaard i Deadline, hvor det mere end antydes, at denne selv havde opdigtet attentatforsøget, var meget omtalt i tiden. Men her spildte offentligheden sin tid på et vildspor, og givetvis til stor og urimelig belastning for Lars Hedegaard: Ifølge Scharf var dem, som efterforskede attentatforsøget, aldrig i tvivl om, at det havde fundet sted.

Og så er der den fare ved efterretningstjenester, som man så illustreret i nødløgns-affæren: En tjeneste, som allerede i lovgivningen har fået tildelt ekstraordinære redskaber, og som man heller ikke kan kontrollere efter sædvanlige metoder, kan nemt blive fristet over evne til at misbruge sine beføjelser, og så er man inde, hvor det truer demokrati og borgerrettigheder. Helt afværges kan det næppe, men gennem offentlighed kan risikoen dog begrænses. Så alene af den grund fortjener såvel Morten Skjoldager som Jakob Scharf en tak for bogen.

Posted in Ikke kategoriseret | Leave a comment

Epilog: Karsten Nonbos fortalelse

Kommunernes grå kontroller, vol. 5: Der var ikke mange folketingsmedlemmer, der hæftede sig særligt ved det, da de i 2003 vedtog den lov, der gav kommunerne hjemmel til at foretage tvangsmæssige kontroller i virksomheder. Altså den hjemmel, som i hvert fald Odense og Slagelse Kommune, men efter alt at dømme også andre kommuner, siden har trukket længere, end de måtte.

Hjemlen var kun et enkelt element i en større pakke, der skulle forhindre socialt bedrageri, og der var andre elementer, der vakte større opmærksomhed blandt politikerne. Det gjaldt særligt de muligheder, kommunerne fik til at belyse en social klients livforhold, blandt andet med oplysninger fra andre myndigheder, samt muligheden for at straffe borgere, der giver forkerte oplysninger.

Karsten-Nonbo2Disse regler, med senere stramninger, er da også kommet til at gå meget vidt. I anden artikel i denne serie er der en video fra et DR-program. I artiklen bliver der fokuseret på den kontrolaktion, man ser på skærmen. Men udsendelsen viser også, hvordan kommunale kontrollanter krydsforhører sociale klienter om nogle meget intime spørgsmål.

I sammenligning med dét virkede det meget uskyldigt, når man gav kommuner adgang til at gå ind i virksomheder og tjekke, om personer, som kommunerne udbetalte dagpenge til, samtidig gik på arbejde. Arbejdsdirektoratet havde allerede en tilsvarende hjemmel for dem, der fik dagpenge fra a-kasser.

Forinden måtte kommunerne nøjes med, at arbejdsgiverne og andre havde pligt til at give oplysninger. Men dels var disse regler uklare. Det blev der rådet bod på med nogle samtidige ændringer i paragrafferne. Dels var det stadig ikke nok, lød vurderingen fra embedsværket. ”Kontrol med sort arbejde kan kun gennemføres ved uanmeldte eftersyn i virksomhederne,” blev det fastslået i lovens bemærkninger.

Med ændringerne i loven dengang i 2003 blev kommunernes problem løst. Men i dag ved vi, at det ikke skyldtes, at uklarheden blev fjernet. Den bestod, men aben blev bare flyttet, så det nu var borgerne, og ikke kommunerne, der havde et problem med den.

Og borgerne står langt svagere, end kommunerne gør. Det skulle tage 12 år, før en protest nåede hele vejen igennem systemet, så kommunerne var nødt til at reagere på det.

I 2003 var VK-regeringen endnu ung, og særligt Venstre, der netop var blevet landets største parti, var i offensiven. Under behandlingen af lovforslaget var Karsten Nonbo ordfører for Venstre, og han kom for skade at sige, at ”retssikkerheden skal også gælde på det her område, men der skal ikke være retssikkerhed for dem, der begår bedragerierne.”

Enhedslistens Line Barfod fangede hurtigt fortalelsen. I et civiliseret samfund skal der være retssikkerhed for alle, og eneste alternativ er retssikkerhed for ingen: Man kan jo ikke på forhånd vide, hvem der er bedragerne. Karsten Nonbo – der i det civile liv er kriminalassistent – trak da også fluks i land, selv om hans gjorde med ord, der heller ikke var super-klare: ”Selvfølgelig skal der være retssikkerhed. Men der skal være mulighed for at dømme, men ingen tvivl om, at det var en fortalelse,” sagde han.

Af alt, hvad der blev sagt og skrevet under behandlingen af lovforslaget, var det Karsten Nonbos tågesnak, der kom tættest på den virkelighed, som opstod med loven.

Den omtalte hjemmel findes paragraf 12a i Lov om retssikkerhed på det sociale område. Paragraffen blev tilføjet ved L138, der blev vedtaget den 15. maj 2003.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , | Leave a comment

Borgerne er magtesløse ved ulovlige kontroller

Kommunernes grå kontroller, vol. 4: Offentlig forvaltning er på godt og ondt som en supertanker. Den manøvrerer trægt og besværligt – men med stor kraft.

Da Indenrigsministeriet i maj afgjorde, at en tvangsmæssig kontrol i Odense Kommune tilbage i 2010 havde været uden lovhjemmel (se første artikel i serien), skete der umiddelbart ikke andet, end at afgørelsen blev lagt på hjemmesiden og sendt til parterne.

Bag linjerne skete der dog mere, oplyser pressechef Søren Kudahl Sørensen fra Kommunernes Landsforening i en mail. ”På konferencen ”Den kommunale jurist” i juni måned, hvor over 100 kommunale jurister deltog, gennemgik afdelingschefen fra det daværende Økonomi- og Indenrigsministerium under sit oplæg blandt andet denne udtalelse. Vi påtænker desuden at tage den med på vores juridiske netværk, som afholdes i oktober måned, hvor de kommunale jurister ligeledes er målgruppen,” skriver han.

Horsens_4På den måde spredes informationerne om, hvordan kommunernes hjemmel til at fortage kontroller på det sociale område skal tolkes. Men det sker 12 år efter, at denne lovhjemmel blev vedtaget. Denne langsommelige proces skyldes blandt andet, at det er er så vanskeligt for borgerne at komme gennem klagesystemet, og at borgerne heller ikke har det store incitament til det: Selv hvis de får ret, skal de hverken regne med at få nogen form erstatning, eller at se de ansvarlige straffet, for så vidt det er relevant. Dermed er det meget få sager, der kommer så langt, at der bliver truffet principielle afgørelser i dem.

Sysette Vinding Kruse er formand for Advokatrådets strafferetsudvalg. Som forsvarsadvokat har hun også erstatningssager for personer, der har været ude for en uberettiget ransagning. Den slags sager er der en del af. Derimod har hun ikke tidligere hørt om tilfælde hvor borgere har fået erstatning, såfremt en administrativ kontrol har været uberettiget.

Men hun har svært ved at tro, at det skyldes, at der aldrig bliver begået fejl ved det sekscifrede antal administrative kontroller. Borgerne opgiver bare at gøre noget ved det, antager hun. ”Jeg kunne godt forestille mig, at folk ikke aner, hvor de skal klage til. Det er lige før, at jeg ikke engang selv ville vide det. Jeg vil tro, at de personer under den sociale lovgivning, det handler om, kender deres rettigheder dårligt og heller ikke har resurserne til at føre sager. Og det er kun i det omfang, at det bliver til en straffesag, at de får juridisk bistand,” siger Sysette Vinding Kruse.

Det er imidlertid heller ikke sådan, at borgerne kan vælge bare at melde forholdet til politiet med henblik på at få rejst en straffesag mod kontrollanterne. At en kontrol er ulovlig er ikke ensbetydende med, at der også er et strafbart forhold. Men der kan være det, hvis for eksempel kriterierne i straffelovens paragraf 155 er opfyldt: ”Misbruger nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret, straffes han med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Sker det for at skaffe sig eller andre uberettiget fordel, kan fængsel indtil 2 år anvendes.”

Men politiet vil som den absolutte hovedregel henvise borgeren til de klageinstanser, som typisk vil findes i forbindelse med forvaltningsopgaver. Så borgeren skal under alle omstændigheder under dette system – uden juridisk vejledning.

Selv hvis sagen, som i tilfældet fra Odense Kommune, falder ud til borgerens fordel, og fejlen er så grov, at den falder ind under straffelovens bestemmelser, vil der typisk ikke ske mere, fordi forældelsesfristen er overskredet. Forældelsesfrister har sin egen komplicerede jura, men i tilfældet med paragraf 155 hedder den som udgangspunkt to år, hvis det er i den milde ende med en strafferamme på fire måneder, og fem år, hvis det er i den hårde ende med en strafferamme på to år. I Odense-tilfældet kom afgørelsen fra Indenrigsministeriet cirka fem år og en måned efter, at den kontrol, afgørelsen handlede om, havde fundet sted. Selv efter den hårde del af paragraffen var sagen altså forældet, da den endelige afgørelse kom.

Falder afgørelsen inden for forældelsesfristen, er det borgerens eget ansvar at få rejst en politisag. Anklagemyndigheden vil ifølge chefanklager Jan Stick kun i helt særlige tilfælde tage sådan et initiativ. Et særligt tilfælde kan være, hvor en sag er blevet kendt gennem medierne medierne, og der efter mediernes udlægning åbenlyst er tale om en alvorlig overtrædelse af straffeloven, men hvor den forurettede af den ene eller anden grund ikke selv vil anmelde sagen. Så går anklagemyndigheden, af hensyn til befolkningens retsfølelse, ind og sørger for, at det bliver undersøgt, hvorvidt nogen kan drages strafferetligt til ansvar.

I sagen fra Odense stod Indenrigsministeriet selv for næsten fire af de fem års sagsbehandlingstid. Kontorchef Christina Ekman forklarer i en mail: ”Som det fremgår af udtalelsen beklager ministeriet meget den lange sagsbehandlingstid. Der er ikke tale om, at ministeriet har prioriteret sagen lavere end andre sager, som ministeriet har realitetsbehandlet som øverste tilsynsmyndighed. Set over perioden 2007 – 2014 er ministeriets gennemsnitlige sagsbehandlingstid for realitetsbehandlede tilsynssager godt 2 år. Det dækker naturligvis over, at nogen sager kan behandles på kortere tid, mens andre sager – som f.eks. sagen vedrørende Odense Kommune – tager længere tid, ofte fordi fagministerier skal høres.”

Christina Ekman forklarer også, at afgørelsen ikke har nogen retsvirkning i den forstand, at Odense Kommune bliver pålagt nogen sanktioner. ”Men hvis udtalelsen ikke efterleves, vil Statsforvaltningen efter omstændighederne kunne følge op herpå, jf. §§ 50 a- 51 i lov om kommunernes styrelse. Der er uhyre sjældent nødvendigt at bruge andre reaktioner med henblik på at få den enkelte kommune til at efterleve de kommunale tilsynsmyndigheders udtalelser. Ministeriet fandt på baggrund af sagens omstændigheder derfor heller ikke anledning til – ud over afgivelsen af den vejledende udtalelse – at foretage videre i anledning af den konkrete sag fra Odense,” skriver Christina Ekman.

Odense_2Hun oplyser, at det ikke hører til ministeriets opgaver som tilsynsmyndighed at tage stilling til, om borgeren skal have nogen form for erstatning. Den opgave ligger også hos domstolene.

Status lige nu er, at i hvert fald Odense Kommune ændrer i sine procedurer omkring tvangsmæssige kontroller. Andre kommuner vil måske også gøre det, efterhånden som kendskabet til afgørelsen fra Indenrigsministeriet når ud til de kommunale jurister.

Men hvis kommunerne ikke retter ind, og der fortsat sker kontroller uden lovhjemmel, vil der ikke ske noget, før en ny borger går den lange og tunge vej gennem klagesystemet. Der vil heller ikke blive gjort noget for at undersøge, hvor stor en del af kommunernes hidtidige kontroller, der har været uden lovhjemmel. Der vil så naturligvis heller ikke blive givet kompensation til dem, som sådanne kontroller er gået ud over, og det vil aldrig blive undersøgt, om forseelserne fra kommunernes side har været så grove, at der er grundlag for at rejse straffesager mod de ansvarlige.

Klagemulighederne for at håndhæve grundlovens ord om boligens ukrænkelighed er så svage, at Sysette Vinding Kruse ikke vil udelukke, at det kunne indbringe Danmark en dom fra den europæiske menneskerettighedsdomstol, hvis nogen en dag anlægger en sag her.

”Hvis man ikke overholder grundlovens ord om, at boligen er ukrænkelig, og man går videre end den lovhjemmel, man har vedtaget – ja, så vil man da på sigt kunne indbringes for menneskerettighedsdomstolen. Men i givet fald skal det først igennem danske domstole, og der har jeg altså endnu ikke set ved sager om administrative kontroller uden for retsplejelovens område,” siger Sysette Vinding Kruse.

Fotos (fra byretterne i henholdsvis Horsens og Odense): Per Johansen.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , | Leave a comment

Kontrollerne & kontrakten med borgerne

Kommunernes grå kontroller, vol. 3: At boligen er ukrænkelig, som det hedder i grundlovens paragraf 72, betyder, at offentlige myndigheder ikke for godt befindende kan gå ind i folks hjem eller virksomheder. Hvis en myndighed skal tiltvinge sig adgang til privat grund, skal der enten være en retskendelse i forbindelse med efterforskningen af en strafbar handling, eller også skal der være en lov, der specificerer, at myndigheden som følge af en eller anden væsentlig og omhyggeligt defineret situation kan gå ind på grunden.

Det er ikke bare den danske grundlov, der holder dette princip helligt. Det er standardstof i forfatninger kloden rundt, og det er for eksempel også nævnt i den europæiske menneskerettighedskonvention.

Det er klart nok, hvorfor myndighederne ikke bare kan invitere sig selv ind, hvor de vil. Sådanne påtvungne besøg vil ofte blive oplevet som ubehagelige. Men der er så meget, der er ubehageligt, uden at det af den grund bliver nævnt i forfatninger. Så hvad giver netop boligens ukrænkelighed denne status?

Det handler helt grundlæggende om, hvad en stat består i. Vi tænker ikke så tit over det, men vi har overladt en enorm magt, også over vores personlige liv, til staten. Den kan tage vores penge som skatter, den kan sætte os i fængsel, den kan tvinge os til at gøre militærtjeneste, og så videre.

bakalowicz-wladyslaw-joannaVi accepterer naturligvis alt dette, fordi staten til gengæld beskytter os. Og vi indser for eksempel, at hvis staten skal fængsle folk, der begår forbrydelser mod os, må vi også acceptere selv at ryge i fængsel, hvis vi begår de samme forbrydelser mod andre.

Men helt siden middelalderen, da man gjorde de første forsøg på at skrive noget, der ligner moderne forfatninger, har man også set i øjnene, at magt kan og vil blive misbrugt. Boligens ukrænkelighed er på linje med andre borgerrettigheden, som brevhemmeligheden og princippet om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Den slags skal sørge for, at staten ikke misbruger den enorme magt, borgerne har givet den, over for de samme borgere. Uden borgerrettighederne kunne staten til enhver tid disciplinere os til at gøre, hvad den måtte ønske, vi skal gøre.

Der er så at sige tale om en kontrakt mellem borger og stat. Staten får sine magtmidler, mod at passe sin pligter og samtidig garantere, at den respekterer borgernes privatsfære og i øvrigt behandler os lige.

Borgerrettighederne er opfundet i en tid, hvor statsmagten var en konge. Men de bliver ikke mindre relevante af, at vi nu har demokrati. Tværtimod. I det demokrati kan der være flertal, eller bare stærke mindretal, som mener demokratiet har givet dem ret til at forfølge eller chikanere udvalgte befolkningsgrupper. Desuden giver demokratiets komplekse regelsæt mange flere muligheder for, at myndighederne kan finde bevis på lovbrud, hvis de får lov at lede ned i borgernes personlige gemmer.

Set i det lys er Danmark netop i disse år hjemsted for det, der måske er begyndt tilfældigt, men som har udviklet sig til et spændende eksperiment.

Som nævnt er der love, der giver myndigheder hjemmel til at gøre undtagelse fra hovedprincippet om, at myndigheder kan gå ind på privat grund uden. For eksempel har brandmyndighederne adgang til gå ind og se, om ejendomme er brandsikre. Hensynet – at undgå frygtelige dødsulykker i ildebrande – overtrumfer de ulemperne ved de tvangsmæssige kontroller.

Med velfærdsstaten begyndte den slags love at brede sig til stadigt mindre dramatiske situationer. For eksempel fik skattemyndighederne adgang til at gå ind i virksomheder for at undersøge, om de afregnede deres skat på den rigtige måde. I slutningen af 1990’erne var den slags love blevet så omfattende, at der var behov for at gå hele området igennem. Det førte i 2004 til en markant reform: På VK-regeringens foranledning vedtog man Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (LINK), der fastslog borgernes rettigheder, når de blev udsat for en tvangsmæssig kontrol uden retskendelse. Det blev blandt andet fastslået, at den type administrative kontroller ikke måtte bruges i straffesager. Det skulle være sådan, at borgerne naturligvis godt kunne sidde tilbage med en ærgrelse, hvis de efter en kontrol var blevet standset i at bryde love og regler. Men de skulle ikke frygte kontrollerne.

Om det var tilsigtet eller ej, så åbnede den nye lov for en strøm af nye lovhjemler til at foretage kontroller uden retskendelse. De følger næsen som fast praksis med love om nye opgaver til myndigheder, selv når lovene er uvæsentlige. Da man for eksempel i 2013 satte begrænsninger i anvendelsen af kanel i bagværk, markerede sundhedsmyndighederne regelændringen med tvangsmæssige kontroller i 300 bagerier.

Bloggeren Gordon Flemming foretog i juli i år en simpel optælling af dokumenter i dokumenter på retsinformation.dk, der indeholder ordene ”uden retskendelse”. Han fandt, at antallet af nye dokumenter med disse ord var steget ekspotentielt siden 2004. Se hans grafik på nederste billede til denne artikel.

Uden retskendelseI alt vil jeg skønne, at der hvert år bliver gennemført op mod 300.000 tvangsmæssige, administrative kontroller på de forskellige områder. Det er baseret ud fra en årlig opgørelse i Justitsministeriet, men denne opgørelse er noget løs, den har heller ikke alle fagområder med. For eksempel de kommunale kontroller på det sociale område – som den nye afgørelse fra Indenrigsministeriet handler om – er der ingen, der tæller.

Spørgsmålet er, hvordan hele denne udvikling har påvirket kontrakten mellem centralmagten og borgerne. Er der tale om fredsommelige og velmente kontroller, der blot skal opretholde samfundets gode orden, uden at genere nogen urimeligt? Eller er centralmagten trådt ud over sine grænser, så de tvangsmæssige kontroller ikke bliver brugt i et administrativt, men i et politisk ærinde?

I de to problematiske kontrolaktioner, jeg har skrevet om i det foregående artikler (se første og anden artikel i serien), er det henholdsvis udlændinge og sexarbejdere, det er gået ud over. Det er et tilfælde fra min side. Men måske er det alligevel ikke helt tilfældigt, at de eksempler, der umiddelbart ligger dokumentation, netop handler om tidens to måske nok varmeste, værdipolitiske emner: Indvandring og prostitution.

Næste artikel i serien handler om en ironi i det hele: Samtidig med, at antallet af tvangsmæssige kontroller skyder i vejret, er der meget ringe kontrol med, om staten overholder sin egen lovgivning i forbindelse med disse kontroller. For en borger, der er blevet udsat for en ulovlig kontrol, er det praktisk talt umuligt at få erstatning eller at få de ansvarlige straffet. Og selv når en praksis er kendt ulovlig, er der i bedste fald med meget stor træghed, at myndighederne ændrer den.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | Leave a comment

Et anderledes besøg på restauranten

Kommunernes grå kontroller, vol. 2: I Slagelse Kommune har de en kontrolgruppe. Det er blandt andet dens opgave at tage på uanmeldte besøg i virksomheder og tjekke, om der her findes medarbejdere, som ikke burde være der, fordi de hæver dagpenge.

Nogle af medlemmerne i kontrolgruppen i Slagelse havde været på en lokal restaurant, hvor de bemærkede, at personalet var udenlandsk. De besluttede derfor, at de også ville aflægge restauranten et besøg i arbejdsmæssig sammenhæng. De ville tjekke, om disse udlændinge nu også havde tilladelse til at arbejde i Danmark.

Forløbet fremgår af første afsnit af DR’s serie ”Aktion Socialt Bedrageri” fra 2013. Man ser en temmelig dramatisk aktion, hvor kommunen går ind forskellige indgange for at sikre sig, at ingen flygter fra stedet, og hvor de ansatte bliver udsat for ganske kontante forhør.

Illegal arbejdskraftMen der er et problem: Kommuner har slet ikke har nogen hjemmel til at tiltvinge sig adgang til virksomheder for at undersøge, om medarbejderne har arbejdstilladelse. Det oplyser Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Sådan en hjemmel har kun politiet, der så kan søge bistand hos styrelsen. Men ikke hos kommunerne.

Sagen opfylder altså et kriterium i den nye afgørelse fra Indenrigsministeriet, der blev beskrevet i forrige artikel i serien: Kommunen tiltvang sig adgang til restauranten med et formål, som der ikke var lovhjemmel til. I modsætning til sagen fra Odense har Slagelse Kommune heller ikke det argument, at de blot deltog i aktion, hvor det reelt var andre myndigheder, der førte ordet. Det var kun kommunens folk, der var til stede, indtil de tilkaldte politiet.

Det fremgår dog også af udsendelsen, at et sekundært formål med aktionen var at undersøge, om der foregik socialt bedrageri på restauranten. Det har kommunen hjemmel til gennem paragraf 12 a i den sociale retssikkerhedslov. Det er også den, kommunen henviser til i en mail, efter jeg har spurgt dem til hjemmelsgrundlaget for kontrolaktionen.

Helle Guldager, afdelingschef i Center for Borgerservice i Slagelse Kommune, afviser samtidig, at forløbet var sådan, som DR-programmet fremstillede det.

”Den ansatte kontrolmedarbejders forklaring om, at man går ud til virksomheden, fordi man har erfaret, at de ansatte ikke taler dansk, er taget ud af en sammenhæng (interviews med medarbejderne blev ikke foretaget samtidig med aktionerne) og må i nogen grad tilskrives udsendelsens journalistiske vinkel. Flere andre virksomheder blev i øvrigt kontrolleret samme aften,” skriver hun.

I to sekvenser i udsendelsen siger kommunens medarbejdere direkte, at de er kommet for at undersøge, om medarbejderne har opholdstilladelse. DR understreger det tillige med teksten ”Illegal arbejdskraft” hen over skærmen. Se udsendelsen på videoen herunder og bedøm selv, i hvor høj grad DR kan have fordrejet virkeligheden.

Det fremgår af udsendelsen, at kontrolgruppen på restauranten fandt en person, som ikke havde arbejdstilladelse, samt en anden, som hævede arbejdsløshedsunderstøttelse samtidig med, at hun havde ansættelseskontrakt i restauranten.

Men DR fokuserede gennem hele serien på tilfælde, hvor kontrollanterne fandt borgerne, der ikke fulgte reglerne. I mange tilfælde vil kontrolgruppen naturligvis finde ud af, at alt er, som det skal være. I de tilfælde må man formode, at de samme spørgsmål bliver stillet, og lige så kontant.

En borger, som er uskyldig, eller som er i god tro, vil givetvis opleve det som ubehageligt, og som vanskeligt at forklare sin sag til de meget mistroiske kontrollanter. For eksempel bliver den udenlandske borger bedt om at vise sit id-kort, men netop det, at han fremviser det, bliver af kontrolgruppen taget som et tegn på, at han ikke har opholdstilladelse. Kontrolgruppen regner det også som mistænkeligt, at han rejser fra Roskilde til Slagelse for at arbejde, selv om denne tur kun varer 40 minutter med tog, hvilket er en helt normal pendlerafstand.

Den anden borger får kontant at vide af en af kontrollanterne, at hun lyver. Det viser det sig, at der også er en sandsynlighed for, at hun gør. Men i hvert fald på det tidspunkt, hvor bemærkningen falder, kan der endnu blot være tale om en hændelig misforståelse i den pressede situation.

LøjetI Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, der generelt regulerer myndigheders kontrolarbejde over for borgerne, hedder det, at en kontrol skal gennemføres så skånsomt, som omstændighederne tillader.

Helle Guldager skriver:

”De viste klip i udsendelsen er udsnit af flere samtaleforløb, som ikke er vist i deres helhed, men er klippet og redigeret. Udtalelsen om, at ”du lyver” er taget ud af en sammenhæng, og lyder derfor noget barsk. Selve besøget varede i over en time, hvilket ikke fremgår af udsendelsen. Generelt kan samtaleforløbene derfor ikke uden videre tages som udtryk for et fuldt og dækkende billede af den praksis for og tonen i opgaveudførelsen, herunder de samtaler der reelt har fundet sted. Siden optagelserne har Slagelse kommune indført et fælles koncept om ”mere service – mindre myndighed” hvilket også gælder i kontrolindsatsen. Kontrolgruppen har fokus på at tilbyde vejledning om regler og lovkrav, blandt andet ved første kontrolbesøg i virksomheder.”

Om en tvangsmæssig kontrol har lovhjemmel eller ej er noget, som tilsynsmyndigheder og domstole tager stilling til. Jeg er ikke bekendt med, at den her omtalte kontrolaktion har været indklaget, og jeg kan naturligvis heller ikke sige, hvordan den relevante ville vurdere lovligheden af de enkelte elementer eller helheden af kontrolaktionen. Det kan blot fastslås, at der ikke er eller var lovhjemmel til det, som DR beskriver som aktionens primære formål.

I næste afsnit handler det om, hvorfor det er så vigtigt, at myndigheder ikke uden lovhjemmel kan tiltvinge sig adgang til privat grund, at dette princip har sin egen paragraf i grundloven. Samt om, hvordan antallet af nye lovhjemler til, at myndigheder kan tiltvinge sig adgang til privat grund, stiger voldsomt i disse år.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | Leave a comment

Kommunale kontroller på grundlovens kant – eller over

Kommunernes grå kontroller, vol. 1:  ”Jeg er med til at gøre en forskel. Jeg er med til at sætte fokus på, at det her, det er bare ikke ok.”

”Beth” er faglig koordinator i Odense Kommune, og da hun i 2013 var med i DR’s serie Aktion socialt bedrageri, fremhævede hun det principielle aspekt af sit arbejde med at afsløre borgere, der snyder sig til sociale ydelser.

Men en afgørelse, som Indenrigsministeriet kom med i maj, viser, at der også er meget alvorlige principielle problemer i ”Beth’s” eget virke. I den konkrete sag, der er truffet afgørelse i, har hun ifølge ministeriet gennemført en tvangsmæssig kontrol, som af to forskellige grunde var ulovlig.

Sagen er alvorlig, for når en myndighed tiltvinger sig adgang til privat grund uden at have lovhjemmel til det, er der ikke blot tale om lovbrud fra myndighedens side. Der er også tale om et brud på grundlovens paragraf 72 om boligens ukrænkelighed og på borgernes basale menneskerettigheder.

Beth 1Enhver lov vil engang imellem blive brudt, forsætligt såvel som uforsætligt. Men efter alt at dømme er det ikke kun ”Beth” og Odense Kommune, der har tolket en lovhjemmel fra 2003 til at foretage kontroller mod socialt bedrageri alt for vidtgående. Sammenlagt kan der være tale om hundredvis, eller endda tusindvis, af grundlovsbrud over årene.

Odense Kommune anfægter dele af ministeriets afgørelse. Men den lægger nu sin praksis for de pågældende kontroller om. Hvordan de øvrige 97 kommuner reagerer, er usagt.

Denne artikel er den første i en ny serie på Jyske Blog. Serien, “Kommunernes grå kontroller” handler om afgørelsen, om dens konsekvenser og om kommunernes kontroller mod socialt bedrageri.

Den konkrete sag angår en kontrol, der blev udført tilbage i 2010. En sexarbejder havde af en veninde og kollega lånt en lejlighed til at arbejde fra. ”Beth” mødte op sammen med en kollega fra SKAT og tre politifolk. Hun tog omfattende noter om, hvad hun så og hørte under kontrollen. De to sexarbejdere klagede bagefter til kommunen, der afviste al kritik, og endog at der var et forhold, som der formelt set kunne klages over. Sagen gik derfor videre til Statsforvaltningen i Syddanmark, der i sin afgørelse fra juli 2011 gav kommunen medhold på alle punkterne.

Så blev der klaget videre til Indenrigsministeriet, der er højeste myndighed. Og nu, næsten fire år senere, og over fem år efter, at kontrollen fandt sted, er afgørelsen altså kommet.

Ministeriet påpeger tre fejl i kontrollen. For det første havde kontrollanten ifølge ministeriet ikke forinden kontrollen undersøgt tilstrækkeligt, om der var tale om en lejlighed til beboelse eller til erhverv. Det skulle hun gøre, for kontrolhjemlen gælder ikke i boliger.

Denne første fejl er næppe relevant i forhold til bedømmelsen af ret mange andre kontroller. Det var derimod den anden fejl: Kontrollanten konstaterede hurtigt, at sexarbejderen i lejligheden ikke modtog sociale ydelser. Alligevel noterede hun en lang række oplysninger om sexarbejderens personlige forhold og relationer samt om lejlighedens indretning. Ud fra dette konkluderer Indenrigsministeriet, at kontrollen havde et andet formål end det, der er lovhjemmel til. Hjemlen findes i paragraf 12 a i den sociale retssikkerhedslov. Denne giver kommunerne adgang til at gå ind i virksomheder og undersøge, om der her findes modtagere af sociale ydelser, og i givet fald om de også er berettigede til den. Andet kan paragraffen ikke bruges til, så ”Beth” havde intet lovgrundlag for at indhente de oplysninger, hun omhyggeligt noterede ned under og efter kontrollen.

Den tredje fejl var, at disse oplysninger blev gemt. Ifølge Socialministeriet, som udtalte sig i sagen i 2013, må kommunerne kun gemme personfølsomme oplysninger, hvis de er relevante for behandlingen af en sag. Det var disse oplysninger ikke, da der slet ikke var nogen sag. Indenrigsministeriet tager ikke selv stilling til dette tredje punkt, men konstaterer blot, hvad Socialministeriet mener.

For Odense Kommune kommer afgørelsen på enhver måde overraskende. Man havde glemt alt som sagen, og en del af medarbejderstaben er også skiftet ud i mellemtiden, oplyser Jesper Suhr Thomsen, der er leder af kontrol og regres kommunen.

Odense Kommune mener, at første punkt i Indenrigsministeriets afgørelse er er baseret på en misforståelse. Ganske vist blev der i referatet fra kontrollen noteret nogle argumenter for, at der var tale om lokaler til erhverv og ikke til beboelse. Men det var ikke fordi, man forinden havde været i tvivl på det punkt. Via oplysninger fra SKAT og Fyns Politi havde man sikret sig, at det var lokaler til erhverv. ”Det gør vi altid et kæmpe forarbejde for at fastslå,” understreger Jesper Suhr Thomsen.

Men på de øvrige to punkter tager kommunen afgørelsen til efterretning.

”Vi må bare respektere, at der er en myndighed over os, der har tolket loven således, at borgerne under kontrollerne i første omgang kun er forpligtet til at oplyse navn, adresse og fødselsdato, og at vi ikke må spørge yderligere, hvis de ikke modtager sociale ydelser. Vi retter ind og har ændret i vores retningslinjer, så den stemmer med ministeriets afgørelse. Også selv om det gør det svært for os, når vi er ude,” siger Jesper Suhr Thomsen.

Socialt bedrageri”På den pågældende kontrol var det SKAT og politiet, der var tovholdere, og vores medarbejder sagde ikke noget, efter at hun havde præsenteret sig, vist legitimation og fået oplyst af borgeren, at denne ikke modtog sociale ydelser. Vores medarbejder har så opfattet sin notatpligt sådan, at hun skulle tage et referat fra kontrolbesøget. Så det er ikke på nogen måde gjort i ond tro fra hendes side. Men vi tager også til efterretning, at vi i den slags tilfælde ikke må notere andet en navn, adresse og fødselsdato,” fortsætter Jesper Suhr Thomsen. Misforståelsen omkring de omhyggelige notater er ifølge ham blandt andet opstået, fordi det generelt er et krav, at kommunerne noterer de saglige og relevante oplysninger, en borger kommer med. Desuden fremhæver han, at det er pointeret i lovgivningen, at forskellige myndigheder kan samarbejde om kontroller.

I Danmark fører man statistik over mangt og meget, men netop myndighedernes tvangsmæssige kontroller uden retskendelse er der meget få tal på. For så vidt angår kommunernes kontroller på det sociale område er der slet ingen statistik på landsplan. Derfor kan man heller ikke vide, hvor mange kontroller kommunerne har gennemført siden 2003 eller vurdere, hvor stor en del af dem der har været lovstridige efter den afgørelse, der nu er kommet fra Indenrigsministeriet.

Men flere forhold tyder på, at der har været tale om mange ulovlige kontroller. I den konkrete sag var det ikke bare kontrollanten på dagen, der havde misforstået reglerne. Også en lang række andre personer, der må formodes at have kendskab til juraen, har haft lejlighed til at studere forløbet, uden at bemærke noget. Det gælder adskillige jurister og ledere i såvel Odense Kommune som i Statsforvaltningen samt medarbejderne fra SKAT og Politiet, der var med på samme kontrol.

Samtidig har myndighedskontroller i flere tilfælde været emnet for dokumentarserier på både DR og TV2, der har haft kamerahold ude med kontrollanterne. På denne måde er det dokumenteret, hvordan det foregår, og herunder kan man også se praksisser, der er problematiske i forhold til lovgivningen, som den nu er fortolket af Indenrigsministeriet.

Næste artikel i serien handler netop om en sådan kontrolaktion, der er på lovens kant eller over – og som har været vist på tv, uden at journalisterne fra DR stillede spørgsmålstegn ved lovligheden af det, de fik optaget på film.

Posted in Ikke kategoriseret | Leave a comment

Man bruger vold, fordi man kan og må

NY BOG: Da Ellef Henry Rasmussen gik i skole i Svendborg i 1930’erne, var han en af de store og stærke drenge. Nogle i denne position har brugt den til at holde orden og beskytte de svage i flokken. Ellef Rasmussen var ikke så ædel: Var der stridigheder, støttede han den part, der betalte ham mest for at give den anden part klø.

Han fortæller frejdigt om det i sine erindringer, der netop er udkommet som bogen ”Troskab” – med historikeren Peter Møller Hansen som pennefører. Ellef Rasmussens erindringer er interessante, fordi han hurtigt efter besættelsen meldte sig frivilligt på tysk side. Han kom ind i Waffen SS, og da han i 1945 var blandt de sidste forsvarere af Berlin, havde han nået rang af kaptajn.

MIN_AERE_HEDDER_TROSKAB_forside_x.inddPeter Møller Hansen nævner i forordet, at Ellef Rasmussens fortælling er interessant for os i dag, ”fordi ekstremisme også trives i nutidens polariserede verden, hvor unge mennesker drager i krig med et ophøjet ideologisk budskab som tilskyndelse”. Forordet blev skrevet i januar i år, og forfatteren kunne ikke vide, at denne vinkel skulle blive endnu mere relevant med terroren i den følgende måned. De første dages forsøg på afskrive forøget på massemord ved dels et politisk møde, dels en konfirmationsfest, med, at det var en enkelt gal mands værk, klingede hult allerede mens de blev udtalt. Teorien om den ensomme, gale mand blev just mere troværdig i de følgende dage, hvor forbløffende mange mennesker udtrykte forskellige grader af sympati med massemorderen og/eller hans gerning.

Men Ellef Rasmussen og de 6000 andre danskere, der frivilligt kæmpede for tyskerne under anden verdenskrig, kan hjælpe os til en forklaring. Ganske vist stod det fulde omfang af nazismens gru først klart efter krigen. Men uanset hvilke sympatier de frivillige måtte have haft for nazismens civile sider, må det allerede da have stået klart for dem, at nazisterne også var rovmordere. Vi kan analysere disse mange frivilliges motiver uden at blive ledt på afveje af, om deres handlinger var født af en anden kultur eller religiøs tro. Det var ikke tilfældet. De var utvetydigt børn af det danske samfund.

For Ellefs Rasmussens vedkommende er der endvidere – rent akademisk – den fordel, at han aldrig har fortrudt sine gerninger. Han står ved, hvad han har gjort, når han fortæller om det i dag.

Der var ingen social armod, der gjorde ham til en vred, ung mand. Ganske vist beskriver han sit barndomshjem som fattigt. Men den historie hænger ikke sammen – og den er vist i øvrigt heller ikke ment som en undskyldning. Ellef Rasmussens far havde en pænt høj tjenestemandsstilling i staten, hvilket mange har misundt ham under 1930’ernes krise. Rasmussen selv fortæller, hvordan han fra en tidlig alder måtte arbejde for at understøtte hjemmet. Men for en dreng, der således næsten ikke havde fritid, havde han påfaldende mange fritidsaktiviteter.

Men fattige eller ej, omtaler Ellef Rasmussen begge sine forældre med varme. Han oplevede dem som kærlige og ansvarlige. Det bliver understøttet af de mange billeder, der viser en sund og glad dreng.

Som stor dreng blev Ellef Rasmussen så medlem af de nazistiske ungdomsforbund. Han var inspireret af sin mor, der kom fra det tyske mindretal i Sønderjylland, og som hørte Hitler tale på tysk radio. Men intet i hans fortælling tyder på, at der var nogen væsentlig dybde i hans ideologiske tanker. Nationalismen blev indpodet i ham få år før krigen, og besættelsen i 1940 kom angiveligt som et chok for ham. Men det var et chok, der i al væsentlighed synes at have fortaget sig allerede hen på eftermiddagen den 9. april. Hans uvilje mod kommunismen virker også som en ren efterrationalisering fra en mand, der tilbragte krigen på østfronten. Da han meldte sig til tjeneste i sommeren 1940, var Tyskland således snarere allieret med end i krig mod Sovjetunionen. På det tidspunkt var England den tilbageværende fjende.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at manden var psykopat. Han kan naturligvis fortie eller bortforklare konkrete begivenheder, og gør det med meget stor sandsynlighed også. Derimod er det svært gennem 500 sider at skjule psykopatens karaktertræk. Men Ellef Rasmussen fortæller meget nøgternt. Han praler stort set ikke. Tværtimod anerkender han andres dygtighed. Han bemærker lidelser og har medfølelse, og han opfatter, at nogle viser ham venlighed, mens andre ikke gør.

Det eneste punkt, hvor han virkelig skiller sig ud, er i det noget skødesløse forhold, han har til vold. Det er en gentagelse af barndommens reaktioner, der får ham ind i tysk tjeneste. Han er sammen med en flok andre drenge fra den nazistiske ungdomsorganisation inviteret på et kursus i Østrig, og han tager glad imod dette for en 17-årig eventyrlige tilbud. Først da holdet er ankommet, får de at vide, at der er tale om militær træning. Det fleste fortsætter alligevel, selv om de frit kan rejse hjem på tyskernes regning. Som Ellef Rasmussen forklarer: På det tidspunkt ser krigen ud til at være næsten slut alligevel – man manglede bare lige at slå englænderne – og så ville han som veteran have stået forrest i køen til alle de gode jobs i den nazistiske stat.

Naturligvis er det usympatisk på den måde at øve hård vold mod andre for egen vindings skyld. Men for Ellef Rasmussen synes det at være en naturlig norm, og han accepterer det også, når det rammer ham selv. Det gør det ikke bare fra fjendens side. Han havde god grund til at være bitter over den hærledelse, der narrede ham og kammeraterne ud i en krig i et land med notorisk hårde vintre – men uden at give dem vinteruniformer med. Vi er vant til at opfatte perioden frem til slaget ved Stalingrad som en periode med tysk succes, hvad det selvfølgelig også var. Men det var også med hårde tyske lidelser i dette første år på østfronten. Mange frøs ihjel i den vinter, hvor fremrykningen var midlertidigt stoppet, og russerne holdt stressniveauet højt med nålestiksangreb, der tvang tyskerne ud i konstante vagttjenester i 30 eller 40 graders kulde. I Ellef Rasmussens division blev fire ud fem enten dræbt, såret eller taget til fange det første år. De, der kom i fangeskab, døde næsten alle i Gulag-lejrene.

Men der er ingen brok over alt dette.

Ellef Rasmussen er bare en enkelt mand, og naturligvis beviser hans historie i sig selv intet. Men de talrige andre danske frivillige, der er nævnt i bogen, har også helt almindelige danske slægtsnavne, som vi hele tiden støder på, også i dag. På billederne er de fleste flotte unge mænd med livet foran sig. Der er intet, der signalerer taber-typer, som Holger fra tv-serien Matador, der også melder sig i SS. Og man spekulerer på, om netop denne stereotyp ikke bare en bekvem, bortforklarende fordom. En ting er at være vred på grund af fattigdom eller uretfærdigheder, man med rette eller urette mener at have oplevet. Men der er trods alt et stykke vej derfra og så til at melde sig frivilligt som massemorder.

Og så kan man endvidere fundere over, hvor usædvanlige disse frivilliges forhold til vold egentlig var, når det kom til stykket. TV-programmet på en almindelig fredag eller lørdag aften, hvor vi rask væk ser en snes mord og drab, vidner om, at vi generelt finder afstumpet og ekstrem vold interessant. Vi fryder os sammen med heltene, når de pløkker folk, der ikke har gjort sig skyldige i meget mere end at have en stor kæft. Og vi undrer os ikke over, at heltene stort set ikke lader sig påvirke af disse drab. I nogle tilfælde får denne voldsfetichisme også afløb i den virkelige verden, som når det er nogenlunde socialt acceptabelt at kaste med brosten til demonstrationer eller at deltage på tæskehold i forbindelse med fodboldkampe.

Selv om vi lever i relativt fredelig tid, er det altså ingenlunde sådan, at vold er fremmed for os – heller ikke ekstrem vold. Den ligger lige under overfladen og er parat til at komme op, så snart vi giver den lov til det. Og når der er systemer eller strømninger, der tilbyder undskyldninger og anledninger, så ænser denne verdens Ellef Rasmussen’er ikke nogen årsag til at holde sig tilbage.

Det er altså undskyldningerne og anledningerne, der skal sættes ind overfor. Og det er ikke bare et spørgsmål om at sige fra over for visse imamers hadefulde retorik. Det er også et problem at give for eksempel dårlig integration af indvandrere skylden for miseren. For allerede dér begynder man at banalisere den ekstreme voldsanvendelse. Man gør terrorren lidt mindre socialt uacceptabel, hvis den alligevel bare har rod i nogle administrative misforståelser i velfærdsstaten.

Tolerancen for volden må man vente med, til problemet er løst og gået over i historien. Så er der til gengæld også plads til den. Ellef Rasmussen opbyggede efter krigen sit eget rejseselskab med op til 800 ansatte. Han drev blandt andet en af de berømte spritbåde fra Sønderborg. Her kunne han også en gang imellem give dem som vært for selskaber med venner fra nazitiden, og med sin velstand støttede han de forhenværende kampfæller, der havde klaret sig mindre godt.

Peter Møller Hansens og Ellef Rasmussens bog er overordentlig god – velfortalt og spændende. Dog lyser den mest i den nutidige kontekst. Man tror på de følelser og generelle erfaringer, Ellef Rasmussen formidler, hvorimod man sidder noget skeptisk tilbage omkring præcisionen af de historiske detaljer. Dels indgår tyske soldaters mord på civilbefolkningen stort set ikke, og det er næsten utænkeligt, at Rasmussen ikke i det mindste har hørt om den slags. Dels er der ingen, der husker detaljer så godt og udførligt, som Ellef Rasmussen angiveligt gør. Nogle af disse detaljer er synkroniseret med andre kilder for at gøre dem præcise, og af hensyn til kommende historikere må man håbe, at Peter Møller Hansen har bevaret notater om, hvad i beretningen der således er dokumenteret, og hvad der er baseret på ren erindring.

 

Peter Møller Hansen: Troskab. Dansk SS-frivillig  E.H. Rasmussens erindringer 1940-1945. Udgivet på Lindhardt og Ringhof den 10. marts 2015. 560 sider. Vejl. pris 349,95. kr.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , , | Leave a comment

Hvis dog bare DDR havde været cool

Murfalds-jubilæum, vol. 6. Hvis du læser dette indlæg igennem og har et positivt udbytte af det, har du oplevet en snert af Karl Marx’ vision. Tricket virker også, hvis du i stedet har haft udbytte af andre indlæg på gratis medier, som er drevet af udgivernes passioner, idealer eller hang til innovation.

Karl Marx må være en af de mest misforståede tænkere gennem alle tider. Hans formelle tilhængere – både nu og dengang, de var mange – undlader i mange tilfælde at holde næsen i sporet i forhold til hans betragtninger om udbytning. Og hans modstandere forbinder ham ofte med de ulykker, der er sket i hans navn, i stedet for, hvad han faktisk skrev.

På Karl Marx’ tid gik blomstrede en kapitalisme, der skabte ekstreme formuer, hånd i hånd med en ekstrem fattigdom. Derfor var der naturligvis efterspørgsel efter nogle teorier om, hvordan man kunne udjævne indkomsterne. Da det på det tidspunkt kun var teorier, har man ikke i nær samme grad hæftet sig ved farerne ved at etablere for eksempel et proletariatets diktatur. Det er anderledes klart for os, der lever i dag, at diktaturet bliver permanent i stedet for midlertidigt.

plan dKarl Marx havde absolut ingen planer om, at undertrykkelsen skulle vare ved. Hans forestilling om det endelige samfund var så smuk, at man ikke kan andet end holde af den. Marx forestillede sig et samfund, hvor der slet ikke behøvede at være arbejdsgivere eller arbejdstagere. Folks forbrug blev dækket af det, som nogen helt frivilligt og af personlig interesse valgte at producere. Det er det, man i nutiden ser i praksis med for eksempel internetmedier.

Disse visioner er ikke meget omtalt i dag. Men det var ud af dem, kommunismen opstod. Det var naturligvis ikke visioner om diktatur og hemmelige tjenester, der samlede folkemængder under de røde faner. Disse dårligdomme var bare noget, der kom.

I forbindelse med jubilæet for murens fald har Lindhardt & Ringhof udgivet en dansk version af en tre år gammel krimi af den tyske forfatter Simon Urban. Det er en såkaldt kontrafaktisk roman, hvor forfatteren forestiller sig, at staten DDR overlevede de urolige måneder for 25 år siden. Man får levende beskrivelser af, hvordan det er at leve i sådan et land. For eksempel i forbindelse med et terrorangrebet mod en regeringsbygning i Østberlin. Hovedpersonen, en østtysk kriminalkommissær, falder i staver over, hvordan han selv i denne dramatiske situation oplever samfundet som en teaterforestilling. For derefter at erkende, at alle de andre, der lige så pligtskyldigt udfylder deres roller, formentligt tænker det samme.

Det er næsten umuligt at gøre kontrafaktiske romaner realistiske. Man kan ikke bare fjerne en enkelt brik fra historiens udvikling. Men Simon Urbans bud er vel nogenlunde så realistisk, som det kan være.

Han tager først brikken ud efter, at muren faldt. Han forestiller sig, at Egon Krentz, der i statens sidste måneder fik opgaven at redde den, faktisk lykkedes med sin mission. Det er foregået ved, at han har lanceret en vision, som umiddelbart skabte opbakning om DDR, og som fik kapital og mennesker til at søge til landet. Hvormed det bestod, og genforeningen aldrig fandt sted.

Men i romanen kører visionen også af sporet efter få år, og så må Egon Krentz lukke muren igen. Staten består, dels fordi man nedlægger Stasi og bilder folk ind, at afløseren ikke er så slem, og dels fordi DDR bliver vært for en gasledning mellem Rusland (som er overgået til kapitalisme) og Vesttyskland. Indtægterne fra denne gasledning gør, at levestandarden kan holdes på et rimeligt niveau.

For det nye DDR er det således noget skidt, at folk i Vesttyskland bygger vindmøller og solenergianlæg. Det betyder, at man nærmer sig den dag, hvor indtægtsstrømmen stopper.

Ergo må DDR forinden have genoplivet Egon Krenz’ vision fra 1989. Disse bestræbelser er centrale for bogens plot.

Men hvad går så denne vision ud på? Uden at røbe for meget kan jeg godt afsløre, at den ville glide glat igennem en typisk folkevalgt forsamling i Danmark. Faktisk minder den en hel del om Borgerrepræsentationens visioner for Københavns Kommune. Den er cool og hip og politisk korrekt.

Måske er det mig, der tager en krimi mere alvorligt, end man bør gøre. Men jeg undrer mig over præmissen. DDR gik ikke under af mangel på et ideal. Intet ideal kunne være smukkere for menneskeheden end det kommunistiske. Det har bare aldrig ladet sig udføre i praksis. Dem, som har gjort forsøget, er kommet ind i en ond cirkel, hvor de har måttet bruge mere og mere vold og undertrykkelse for at holde visionen i live. Dermed er de blot kommet endnu længere væk fra visionen, indtil det hele brød sammen. Borgerne i DDR var heldige med, at sammenbruddet hos dem forløb stort set fredeligt.

Inddrager man også danske erfaringer fra efter murens fald, synes problemet ikke at være kommunismen i sig selv, men derimod det, at visionen er totalitær i den forstand, at den forudsætter centralisering og ensretning. Danske politikere og myndigheder bakser med at gennemføre deres egen Plan D, og man synes ikke at gøre antræk til at opgive den endnu. Men faktum er, bestræbelserne er gået hånd i hånd med nogle af de træk, som til sidst endte med at underminere DDR: Større og større overvågning, mere fokus på straf, offentlige institutioner, der holder op med at virke efter hensigten, og i de seneste år også økonomisk stagnation.

Plan D – altså bogen – indeholder som nævnt nogle fine betragtninger over, hvordan det er at leve i et kommunistisk diktatur. Også det kontrafaktiske perspektiv er ret vellykket, selv om en del af det nok kun er sjovt for tyskere, der for eksempel kan hygge sig med at fundere over, hvor stærkt det østtyske landshold i fodbold havde været i de forløbne årtier.

Jeg er ikke den rette til at anmelde en krimi. Selve genren med dens antihelte, der som de eneste forstår alting, men som alligevel aldrig kommer nogen vegne, trætter mig. Men kan man lide krimier, er Plan D vist udmærket. At dømme efter omslaget har den i hvert fald fået meget fine anmeldelser i seriøse, tyske medier.

Og dette var så sidste artikel i serien om Berlinmurens fald.

 

Simon Urban: Plan D. Udgivet på Lindhardt & Ringhof den 1. oktober. Vejl. pris: 299,95 kr.

Andre artikler i serien: Vol. 1, Vol. 2, Vol. 3, Vol. 4, Vol. 5.

Foto: Forlaget

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , | Leave a comment

I Danmark registrerer man politiske afvigere

Murfalds-jubilæum, vol. 5: Der er ét særligt svagt punkt i argumentationen for, at det overhovedet er nødvendigt med generel overvågning af hele befolkningen for at bekæmpe terror: Efterretningstjenesterne havde i forvejen stort set ad libitum-adgang til at registrere medlemmer af foreninger såvel som enkeltpersoner, som i kraft af politiske aktiviteter kunne have den mindste tilknytning til terrorister.

Det en praksis, der stammer fra den kolde krigs tid. Dengang var det venstrefløjen, man holdt øje med. Og man registrerede ikke blot kommunister med loyalitet over for Østblokken. Også andre enkeltpersoner og organisationer på den tids spraglede venstrefløj blev registreret, og yderligere en ring ude registrerede man endda også personer og organisationer, der for eksempel var pacifister eller modstandere af EF (nutidens EU).
Kejs2

Hvis man overfører den praksis på nutidens terrortrusler, kan man for eksempel ikke blot registrere personer og organisationer med voldelige intentioner eller med antidemokratiske holdninger. Man kan også registrere på basis af deltagelse i til dels overlappende debatter om religion og indvandring.

Allerede under den kolde krig var registreringerne problematiske. For når det nu var den politiske frihed, man kæmpede for at bevare, så det ikke godt ud, at man samtidig førte arkiver over dem, der gav udtryk for afvigende synspunkter. Det var og er da også officielt formuleret dansk politik, at man ikke gør det. Men det er altså lige så officielt, at man gør det alligevel, hvis man ønsker det.

Preben Wilhjelm har i bogen ”Demokratiets vogtere” fra 1999 beskrevet, hvordan denne besynderlige dobbelthed kom i stand. Det er en bog, der emmer af frustration. Wilhjelm var fra midten af 70’erne og cirka ti år frem folketingsmedlem for Venstresocialisterne, og han var blandt de fremmeste af dem, der med stor dygtighed afdækkede brud på retssikkerheden. Men ofte gjorde dette arbejde bare ondt værre. Når bruddene blev dokumenteret, blev de ofte ikke standset, men i stedet blåstemplet. Således også i denne sag.

Men det er af flere grunde værd at erindre historien om, hvordan og hvorfor vi i Danmark siger, at vi ikke registrerer lovlig politisk virksomhed, men så gør det alligevel. Når vi taler om den magtanvendelse, der fandt sted i østlandene, må den naturligvis stilles i forhold til den magtanvendelse, der skete i vores egne lande. Også i forhold til nutidens sikkerhedsrisici er forløbet relevant.

Så her er historien om registreringen af lovlige politiske aktiviteter; beskrevet med Preben Wiljhelms bog som kilde.

Mens SF under ”det røde kabinet” fra 1966 til 1968 våndede sig under ”magtens åg”, som socialdemokraten Per Hækkerup udtrykte det, var de radikale til gengæld for første gang i et par menneskealdre helt fri for ansvar. Partiet brugte situationen til at promovere nogle principielle sager, og blandt dem modstanden mod efterretningstjenesternes registrering af lovlige politiske aktiviteter. Det havde der været nogle medieomtalte tilfælde af. Partiet stillede blandt andet et beslutningsforslag om, at registreringer af den art skulle være ulovlige.

I 1968 svingede situationen 180 grader, da de radikale ikke blot kom i regering, men også fik statsministerposten. Partiet forsøgte nu – blandt andet presset af SF, der var tilbage i den trygge ansvarsfrihed – at få sine to regeringspartnere, Venstre og De Konservative, med på sit forbud mod registrering af lovlige politiske aktiviteter. Det lykkedes ikke, men som et kompromis fremsatte man det, der siden er blevet kendt som ”regeringserklæringen af 30. september 1968”. Det første afsnit, som også er det centrale, lyder:

Kejs3”Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.”

Efterfølgende søgte partiet at få meningen med erklæringen hamret fast. Den radikale Svend Haugaard bad i Folketinget sin partifælle, statsministeren Hilmar Baunsgaard, bekræfte, at ”det er rigtigt, når jeg opfatter det sådan, at den trufne beslutning giver sikkerhed for, at al politisk registrering nu ophører, at det indsamlede materiale tilintetgøres, og at der i fremtiden kun bliver tale om registrering af personer, der sigtes for ulovlig virksomhed.”

Det bekræftede Hilmar Baunsgaard. Og så skulle den ged jo være barberet.

Men allerede et år efter var den gal igen. I oktober 1969 indtraf en af den slags begivenheder, der lagde farver på den kolde krig, hvor aflytning endnu ikke kunne foregå diskret og digtalt. Man opdagede et aflytningsanlæg under nogle af Københavns Universitets lokaler i Kejsergade i det centrale København. Personalet måtte flygte over hals hoved. Der kom aldrig fuld klarhed over, hvad anlægget egentlig skulle, men dets primære funktion syntes at være at aflytte udenlandske ambassader, hvis kommunikation gik gennem det nærliggende Købermagergade Postkontor. Men der foregik måske også aflytning af de rebelske studenter, der engang imellem holdt politiske møder ovenpå.

Det var der masser af snak om, og det begyndte i det hele taget at blive påfaldende, at de konservative justits- og forsvarsministre lagde meget vægt på ordet ”alene” i regeringserklæringen. Altså: Efter deres mening måtte man gerne registrere lovlig politisk aktivitet, hvis der samtidigt kunne være et andet grundlag for registreringen. Allerede her var erklæringen jo udvandet noget i forhold til den måde, som for eksempel de radikale tolkede den på.

Et lille årti senere skulle det blive klart, at ordet ”alene” faktisk blev tolket så bredt, at erklæringen reelt ikke havde nogen værdi. Anledningen var endnu en af de farverige kold krigs-historier. Ekstra Bladet afslørede i en lang artikelserie, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde samarbejdet med en mand med det udmærkede navn Hans Hetler, der registrerede et meget stort antal personer af venstreorienteret observans – både enkeltpersoner og medlemmer af partier og organisationer. Hetler sagde selv, at det drejede sig om 60.000 personer, men det var nok trods alt snarere 5.000.

Socialdemokratiet havde på dette tidspunkt overtaget regeringsmagten, men regeringserklæringen fra 1968 var blevet stående som officiel dansk politik. Forsvarsminister Orla Møller afviste i meget, meget klare vendinger, at Ekstra Bladets oplysninger havde noget som helst på sig.

Men da en kommissionsdomstol blev sat til at undersøge sagen, viste det sig, at det faktisk i al væsentlighed var foregået sådan, som Ekstra Bladet havde beskrevet det.

Tilbage stod spørgsmålet, om FE så havde handlet retsstridigt, når den aktivt havde søgt at registrere de mange venstreorienterede. Og nu skete der noget underligt: Kommissionen, der havde landsommer Frank Poulsen i spidsen, frikendte over en bred kam FE.

Kejs1Også Frank Poulsen mente, at ordet ”alene” i regeringserklæringen betød, at man gerne måtte registrere politisk aktive, hvis der også var andre grunde til registreringen. Frank Poulsen var meget large med hvilke andre grunde, der kunne komme på tale. Det kunne for eksempel være, at den lovlige aktivitet, borgeren deltog i eller medvirkede til, ”efter almindelige erfaringssætninger må ventes at ville udarte til ulovligheder”. For en efterretningstjeneste, der arbejder uden daglig kontrol, kan stort set hvad som helst dækkes ind under den formulering.

I øvrigt talte regeringserklæringen kun om borgere, hvilket Frank Poulsen tolkede sådan, at man gerne måtte registrere selve organisationerne. Og der var jo ingen pointe i at registrere dem, hvis man ikke også kunne notere i hvert fald deres ledende medlemmers personoplysninger i sagsmapperne.

Frank Poulsen var ligeledes meget large med hvilke politiske organisationer, det kunne være relevant for FE at overvåge. For eksempel kunne man ifølge ham overvåge organisationer, der var mod EF, fordi de så også var imod en europahær, og dermed muligvis også mod NATO. Dette ræsonnement var meget yderliggående. Ikke blot fordi det naturligvis ikke i sig selv var statsfjendtligt at være NATO-modstandere, hvilket rundt regnet en tredjedel af befolkningen var. Men nogen europahær var der end ikke politisk tilslutning til på Christiansborg, så strengt taget var man mere statsfjendtlig hvis man gik ind for den, ind hvis man var imod den. Frank Poulsen regnede altså statens interesser som noget andet, end dens demokratisk valgte ledelse gik ind for.

Men det virkelig absurde i situationen kom efterfølgende. Politikerne fra de store partier henholdt sig til Frank Poulsens udredning, når de fastslog, at FE havde holdt sig inden for sine rammer. Men dermed godtog de også de facto-tilladelsen til at registrere personer, der udførte lovlige politiske aktiviteter.

Retstilstanden, som Frank Poulsen fortolkede, hvilede jo udtrykkeligt ikke på nogen lov, men kun på en erklæring. Havde politikerne ønsket en mindre omfattende adgang til at foretage registreringerne, kunne de bare have kommet med en ny og mere tydelig erklæring. I stedet brugte de Frank Poulsens tolkning af deres synspunkter til at hvidvaske den praksis, der havde udviklet sig.

Frank Poulsen blev kort tid efter udnævnt til præsident i Sø- og Handelsretten, og forsvarsminister Orla Møller, der havde givet forkerte oplysninger i forbindelse med Ekstra Bladets artikler, fik et job i NATO-hovedkvarteret, før han nåede at blive stillet til regnskab i Folketinget.

Preben Wilhjelms bog er som nævnt fra 1999. Regeringserklæringen har, også siden 1999 været til debat, og der er kommet nye oplysninger frem om, hvordan den blev håndteret. Men i al væsentlighed ikke noget, der er overraskende i forhold til det, der kom frem i forbindelse med Ekstra Bladets artikler i 70’erne og den efterfølgende kommissionsdomstol.

Alle regeringer siden dengang har overtaget regeringserklæringen fra 1968 som deres egen politik. I maj sidste år blev erklæringens indhold endda “i det væsentlige” lovfæstet i Lov om Politiets Efterretningstjeneste, uden at der var den store ballade om det. Alle undtagen Enhedslisten stemte for lovændringen.

Det er muligt, at efterretningstjenesterne ikke foretager registreringer af politiske aktiviteter for at forebygge terrorhandlinger, selv om de kan gøre det. Det kan jeg i sagens natur ikke vide.

Men det er påfaldende, at der er så lidt fokus på spørgsmålet. I hvilket omfang bliver vi i dag registreret, hvis vi for eksempel på facebook kritiserer lovgivning, myndigheder eller ledende politikere?

Kejs4Har vi under de 50 forløbne år vænnet os til, at efterretningstjenesterne kan registrere os? Eller er det omvendt sådan, at vi stadig regner det som så langt ude, at vi ikke rigtigt kan forestille os, at det sker?

Den radikale Jens Bilgrav Nielsen motiverede i Folketinget forslaget om at forbyde registrering ved at sige, at der ikke var noget demokrati, hvis man ikke kunne give sin mening til kende uden at blive registreret. Det er ret indlysende, at han ikke i en direkte forstand havde ret. Den politiske debat og de politiske institutioner levede videre, og det samme gjorde venstrefløjen.

Men man kan argumentere for, at registreringen skabte en forråelse af demokratiet. I hvert fald fordi den praksis, man anlagde, gav rum for udemokratiske tankerækker inden for staten, hvor efterretningstjenesterne selv definerede, hvad der politisk set var ”rigtigt” og ”forkert”. Men måske også fordi nogle af de organisationer, der blev overvåget, reagerede ved at skjule nogle af deres politiske aktiviteter, hvorved der netop blev lavet en rugekasse for anti-demokratiske tendenser.

Man kan ligeledes argumentere for, at den overvågning, vi er opmærksomme på i dag, har den samme effekt.

 

Wikipedia beskriver debatten om regeringserklæringen af 1968, også i tiden efter Preben Wiljhelms bog udkom i 1999.

Se en beskrivelse af regeringserklæringens nuværende tolkning, der i store træk flugter Frank Poulsens tolkning fra 1978, under punkt 5 i bemærkningerne til Forslag til lov om Politiets Efterretningstjenste, der blev vedtaget i maj 2013.

I 1999 udkom PET-kommissionens beretning, der blandt andet omhandlede registreringer af politiske aktiviteter. Pernille Boye Koch, der er lektor i offentlig ret ved RUC, skriver om det her.

Andre artikler i serien: Vol. 1, Vol. 2, Vol. 3, Vol. 4, Vol. 6.

Fotos: Torben Svane

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , , | Leave a comment