Finanssektorens fortsatte vej ud i sumpen

LEGO står for ”leg godt”, og det er et godt eksempel på, at Danmarks største virksomheder med få undtagelser i sin tid er stiftet med et ædelt formål, som ikke bare var at tjene penge. Nordisk Gentofte (i dag fusioneret til Novo Nordisk) ville hjælpe diabetikere, Arla har sin oprindelse i små andelsselskaber, der samlet befordrede en social og demokratisk revolution, og brygger Jacobsen ville med Carlsberg bringe sit fædreland op på et højere niveau inden for videnskab og kultur. Og så videre.

I disse år kæmper virksomheder ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden, med at finde tilbage til idealerne, eller at få sig nogle nye. Dette som modsætning til den såkaldte shareholder value-tankegang, der har domineret i 90’erne og 00’erne, og hvorefter virksomhederne netop kun skulle koncentrere sig om at skabe afkast til sine aktionærer. Det, lyder erkendelsen nu, er ikke gangbart i en tid, hvor vesten, i hvert fald i relative termer, er på retur, og hvor demokrati, retssikkerhed og social sikkerhed pludselig begynder at vakle.

I Danmark har bankerne mere end nogen en udfordring på den front. De har helt og holdent været gearet til at tjene penge, og mange af dem. Man kan diskutere, hvor stor deres brøde er i de aktuelle sager om skattely, hvidvask og udbytteskat, og jeg hører personligt til de mere milde og overbærende iagttagere. Men sikkert er det, at bankernes indtjeningsfokus er problematisk og uholdbart, og i hvert fald de to sidstnævnte skandaler havde set helt anderledes ud, og været meget mindre, hvis der havde været mere plads til idealer.

Derfor var det også naturligt, at formanden for Finans Danmark Michael Rasmussen brugte sin tale på dagens årsmøde i brancheforeningen til at sætte fokus på sektorens etik. Og han gjorde, sådan som kommunikationseksperter siger, man skal i den situation: Han lagde sig fladt ned.

”Vi har i årets løb set sager, hvor vi i sektoren har begået så alvorlige fejl, at der er tale om brud på den kontrakt med samfundet, vi som banker og kreditinstitutter, har til opgave at leve op til. For de fejl vil vi som samlet sektor gerne sige undskyld. Til vores kunder. Og til samfundet,” sagde Michael Rasmussen.

Og videre:

”Der er kun et sted at kigge hen for at finde et svar på, hvordan vi genskaber tilliden – og det er indad.”

Det lyder umiddelbart godt og ansvarligt, og jeg er heller ikke i tvivl om, at det er oprigtigt ment. Med ordene om brud på samfundskontrakten læner Michael Rasmussen sig op af en formulering, Mette Frederiksen har anvendt, og som et indeholder et stort, potentielt drama. Konsekvensen, når man bryder sin kontrakt, er som bekendt, at man kan blive smidt på porten.

Men desværre er Michael Rasmussen på galt spor. Det er godt for ethvert individ og enhver virksomhed at se indad. Men det kan ikke stå alene. Man kan sige, at det netop er finanssektorens problem, at den kun har kigget indad. En samfundsmæssig idealisme indebærer, at man både ser ud og ind, og at man forholder sig til, hvad man ser begge steder.

Det skulle finanssektoren have gjort noget før. I forbindelse med for eksempel udbytteskatterne vidste bankerne, at reglerne var defekte og kunne misbruges. Det kunne de have sagt, højt og utvetydigt. I stedet har de holdt lav profil. Ikke nødvendigvis fordi de selv ville misbruge reglerne, men fordi de dermed samtidig ville sætte en legitim brug af samme regler på spil, og fordi de ikke ville være ukollegiale over for konkurrenter, der valgte at gå til reglernes grænser.

Det var altså en diskussion, bankerne kunne have rejst, hver for sig eller i samlet flok. Men de valgte af opportunistiske grunde at lade være.

Det er endnu mere udpræget, når vi taler hvidvask. De regler, Danske Bank har overtrådt, er dels helt ekstremt dyre for bankerne at administrere, og det er en omkostning, der går videre til alle os kunder. Dels er reglerne retssikkerhedsmæssigt helt i skoven. De medfører en overvågning, der både ved sin form og sit omfang stiller hedengangne Stasi i et noget mere fordelagtigt lys. Så bankerne havde al mulig grund til at råbe vagt i gevær. Men igen gjorde de det ikke. De har vel tænkt, at omkostningerne var ens for alle, og så har de ikke villet ud i den svære diskussion, hvor politikere har ønsket reglerne med formelle grunde om at bekæmpe terrorisme, korruption og andet skidt.

Men den svære diskussion er engang imellem nødvendig for enhver, der vil vise ansvarlighed. Det er den eneste vej at gå. Det er dét, bankerne skylder sine kunder og samfundet – at fortælle, hvordan de fra deres position ser verden. Der er kun dem til det. Ingen kan forvente, at de almindelige danskere eller deres folkevalgte skal forstå noget så komplekst som den finansielle sektor, uden at få den forklaret.

Med andre ord: Hvis bankerne vil ud af tillidskrisen, skal de turde at være kontroversielle. At være i opposition.

Kollektive undskyldninger, derimod, er meningsløse og sagligt ubegrundede, hvormed de ikke bidrager til branchens troværdighed, men til det modsatte.

 

Fotos: Finans Danmark.

Posted in Ikke kategoriseret | Leave a comment

En dukseplads for et demokrati

Hvidvask af penge har alle dage været ulovligt. Man må ikke hjælpe en forbryder med at få hans fortjeneste til at se lovlig ud. Over de seneste årtier er begrebet hvidvask imidlertid blevet udvidet meget i forhold til dette udgangspunkt. Groft sagt, hvis man er for eksempel bank, advokat, revisor eller ejendomsmægler, er der ikke længere noget, der hedder god tro. Det er ikke længere nok, at man undlader at gøre forretninger med nogle, som man må indse har tjent deres penge på uærlig vis. Man skal aktivt undersøge, om enhver kunde kunne være uærlig.

Den sidste store stramning af loven om hvidvask kom forrige sommer. Her blev de nævnte typer af virksomheder blandt andet pålagt at holde særligt øje med politikere og højtstående embedsfolk – ideen er, at man vil sikre sig, at disse ikke kan begå korruption. Også andre stramninger kom med.

Omkostningerne ved det er enorme. Alene omstillingen skønnedes at koste 1,4 mia. kroner, hvortil kommer årlige ”driftsudgifter” på 500 mio. kroner. Det svarer cirka til, at 500 ekstra personer skulle ansættes til at holde øje med, om økonomiske transaktioner har forbindelse til ulovligheder. Allerede inden den nye lov havde alene bankerne cirka 1000 ansatte, der beskæftiger sig med denne opgave.

Men hvem var det nu, der fandt på og bestemte, at den i forvejen brede definition af hvidvask skulle udvides endnu mere, og at en lang række virksomheder skulle have ikke bare ret, men pligt til at granske borgenes økonomiske forhold endnu mere, end de gjorde i forvejen?

Tjekker man processen, kan man dårligt sige, at der var tale om en demokratisk beslutning. Jo, det var det formelt, men reelt var det demokratiske element uhyre beskedent.

Fiskeri- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen og hendes særlige rådgiver Morten Flindt beskriver forløbet i deres nye bog Det forsømte Folketing.

Stramningen af hvidvaskloven kom som følge af et EU-direktiv. Folketinget hørte første gang om det i marts 2013, hvor daværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager orienterede Folketinget om, at EU ønskede at inkludere spillevirksomheder (for eksempel Danske Spil) i loven, og at man samtidig ville halvere bagatelgrænsen for kontantbetalinger fra 112.000 til 56.000 kroner. Ændringerne ville hverken medføre merudgifter for staten eller for samfundet, hed det.

I november samme år bad Vestager om et konkret forhandlingsmandat. Nu blev det oplyst, at regeringen regnede med at indgå kompromis om det med kontantbetalingerne, og at der nu kunne komme nogle økonomiske konsekvenser af en endnu ikke beskrevet størrelse.

Så hørte Folketinget ikke mere førend juli 2016, hvor lovforslaget, der skulle implementere direktivet, blev fremlagt. Nu var det vokset til 285 sider, og der var ikke længere tale om småjusteringer, men om helt nye elementer der blev bragt ind i loven, med de nævnte meget store omkostninger for virksomhederne til følge.

Juli er som bekendt sommerferietid, og det påvirkede høringsprocessen. De relevante erhvervsorganisationer måtte arbejde hårdt og kalde personale ind fra ferie, men de nåede alligevel ikke ned i detaljerne.

Politikerne nåede heller ikke at sætte sig ind i det, viste det sig under førstebehandlingen i Folketinget i oktober samme år. Det vil sige, de fleste af ordførerne havde forstået det intuitive element, som de havde hørt om i god tid i forvejen, at også spillevirksomhederne skulle ind under loven, og ordet ”spil” blev nævnt 30 gange under debatten. Men bankerne blev kun nævnt fire gange, revisorer to gange, og realkreditinstitutter og advokater slet ikke.

Kort sagt: Ingen politikere, og meget få af de berørte virksomheder eller brancheorganisationer, nåede at forstå den komplicerede og ganske drastiske lovændring, der siden har beskæftiget sindene så meget, før det var vedtaget.

Den daværende ordfører fra de konservative, Brian Mikkelsen, nåede slet ikke at sætte sig ind i lovforslaget, og nøjedes ved folketingsbehandlingen med at sende en hilsen gennem sin ordførerkollega fra Venstre. Det er interessant, fordi han var ansvarlig minister, da forslaget blev vedtaget i sommeren 2017, og senere blev han direktør i Dansk Erhverv, hvor mange medlemmer har besværet med at leve op til loven.

Nå, men var den demokratiske behandling rent symbolsk, nåede Danmark til gengæld at implementere EU-direktivet til tiden.

Netop denne rolle indtager Danmark ofte. Senest i september i år viste den årlige opgørelse fra EU-kommissionen, at Danmark er det medlemsland, hvor der er færrest åbne sager om direktiver, som ikke er blevet indføjet i lovgivningen til den ansatte tidsfrist.

Dette er en kilde til ikke ubetydelig stolthed blandt politikere og embedsfolk. Førstepladsen er kommet i hus ved en smidig arbejdsgang, hvor ministrene løbende orienterer Folketingets Europaudvalg om forhandlingerne i EU, og får udvalgets mandat til at arbejde videre. På den måde er partierne – i teorien – godt forberedte, når det endelige direktivudkast ankommer til København.

Men praksis er altså noget anderledes. Reelt er det mere retvisende at sige, at EU-lovteksterne kan behandles så hurtigt i Danmark, fordi vi springer det med demokratiet over.

Hvidvaskloven er måske et grelt eksempel, men Eva Kier Hansen og Morten Flindt beskriver, hvordan de forhandlingsmandater, Europaudvalget giver ministrene, er så brede, at det sjældent er nødvendigt for dem at komme tilbage til udvalget og meddele, at mandatet må diskuteres igen. Det er kun sket i 7 ud af 166 tilfælde i perioden fra 2010 til 2014.

Læg hertil, at mandaterne ofte blive givet under tidspres, og at langt de fleste lovtekster fra EU ikke er direktiver, men forordninger, som træder i kraft, uden at Folketinget får lejlighed til at se dem igen.

At Folketinget således i lange stræk er koblet af lovgivningsprocessen i EU er mere end et demokratisk problem. Det er også et praktisk problem.

Folketinget er ikke blot folkets valgte repræsentanter – de udfylder i en ideel verden også rollen som de lægfolk, der tjekker, om ny lovgivning er intuitivt rimelig og til at forstå. I deres fravær bliver loven lavet af teknokrater, der i et eller andet omfang er under indflydelse af lobbyister.

Det sidste kan for eksempel meget vel være baggrunden for, at sagen om udbytteskatter er opstået. Der er givetvis en eller anden forklaring på, hvorfor systemet er indrettet sådan, at en part kan få refunderet en skat, som en anden part har betalt. Men en almindeligt fornuftig lægmand eller -kvinde, der så det som sit ansvar, at borgernes skattebetalinger blev håndteret forsvarligt, ville næppe nogensinde have accepteret det.

Det er mere usikkert, hvad den fornuftige, ansvarlige lægmand ville gøre på hvidvaskområdet. Men han/hun ville næppe have accepteret et system, der indebærer totalovervågning af borgerne. Og under alle omstændigheder havde han/hun krævet at få tid og ro til at sætte sig ind i et så omfattende lovforslag.

 

Fotos: Flickr. Henholdsvis Sébastien Bertrand for EU-kommissionen (øverst) og dkpto (nederst).

Posted in Ikke kategoriseret | Leave a comment

Du er også selv indberettet for hvidvask

Britta Nielsen, der angiveligt benyttede sin stilling i Socialstyrelsen til over et par årtier at stjæle mindst 111 mio. kroner fra satspuljerne, må i sit sydafrikanske eksil fundere over, om hun har været heldig eller uheldig i sin gerning.

Det var selvfølgelig uheldigt for hende, at Socialstyrelsen blev udflyttet, i hvilken forbindelse man ryddede op i nogle systemer og opdagede tyveriet. Men omvendt har hun været heldig med, at kontrolsystemerne svigtede gennem så mange år i træk, at hun nåede at udleve mange af sine ambitioner.

Særligt heldig var hun med, at ved den lejlighed, hvor myndighederne faktisk blev ledt på sporet, forlod de det hurtigt igen. Som det kom frem i denne uge, havde Danske Bank allerede i 2012 indberettet de usædvanlige bevægelser på hendes konti.

Nyheden skabte lidt tiltrængt medvind for Danske Bank, der er under heftig beskydning for at have overtrådt hvidvaskloven i sin estiske filial. I Britta Nielsen-sagen virkede bankens procedurer efter hvidvaskloven, og det kan man så, alt efter smag og behag, glæde sig over.

Men det er også en eftertanke værd, for det er naturligvis ikke kun Britta Nielsens konti, bankerne overvåger for, om bevægelserne på dem kan have sammenhæng med ulovligheder. Det er vores alle sammens konti, og antallet af indberetninger til Bagmandspolitiets hvidvasksekretariat er over de seneste årtier eksploderet.

I 2003 var der i alt 366 indberetninger fra banker, revisorer, advokater og andre virksomheder, der har at gøre med finansielle transaktioner. Fire år senere, i 2008, var det firedoblet til 1553 indberetninger. I 2013 var det igen næsten firedoblet, til nu 5166 indberetninger. De seneste tal, fra 2017, viser endnu en firedobling.

Af de 24.911 indberetninger i 2017 kom de 18.463 fra bankerne og omhandlede 1.146.502 transaktioner. Og det er altså blot i løbet af et enkelt år.

Det tal er så forbløffende højt, at der er en stor sandsynlighed for, at også dit navn ligger i hvidvasksekretariatets arkiver, som enten modtager eller afsender i en mistænkelig transaktion.

Den gode nyhed er, at det ikke betyder, du er kriminel. At en transaktion er mistænkelig, er ikke ensbetydende med, at den indgår i et lovbrud – og selv om den gør, kan det også nemt, som i Britta Nielsen-sagen, gå sådan, at myndighederne ikke har tid til at behandle informationen om den.

Den dårlige nyhed er, at selve processen markerer, at vi har mistet en borgerrettighed, som er nævnt i grundlovens paragraf 72: ”Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.”

Med hvidvaskloven er staten inde i vores mest private gemmer, nemlig vores bankkonti, og de kan gøre det i meget stort omfang, og uden den i grundloven nævnte retskendelse. Man synes endda ikke at have gjort sig den ulejlighed så i det mindste at vedtage en ”særegen undtagelse”. Hvidvaskloven, i hvert fald i sin seneste version fra 2016, nævner end ikke grundloven i denne sammenhæng.

Tricket er, at man lader bankerne gøre det praktiske arbejde med overvågningen, i stedet for at politiet gør det selv.  På den måde vurderer man åbenbart, at borgernes rettigheder over for staten falder bort. Men for borgerne er resultatet naturligvis det samme, uanset om det er politiet selv, der går ind i deres private gemmer, eller om det pålægger andre denne opgave.

Og det bliver endnu værre: I lovændringen fra 2017 skiftede man fra en regelbaseret til en risikobaseret håndtering af hvidvaskindberetninger. Det er tænkt som en tiltrængt lettelse af den enorme administrative byrde, som det havde udviklet sig til for både virksomheder og myndigheder. Men det indebærer også et tab af retssikkerhed, for mindre firkantede regler har også den effekt, at borgerne ikke kan få et klart svar på, om en transaktion bliver betragtet som mistænkelig.

Heller ikke de virksomheder, som skal foretage indberetningerne, kan med den risikobaserede tilgang vide sig sikre på, om de bagefter vil blive bebrejdet at indberette for lidt. Og med de problemer, som Danske Bank er kommet ud i, kan man have en mistanke om, at den administrative lettelse er blevet det modsatte – at bankerne hellere indberetter for meget end for lidt.

I dækningen af Britta Nielsen-sagen viser medierne ofte et billede af hendes hus i Hvidovre. Det har en fascinationskraft – ikke fordi huset bærer præg af den velstand, hun angiveligt havde stjålet sig til, men netop fordi det er så almindeligt. Det bliver klart anskueliggjort, at forbryderen også kan være din nabo.

Men dén pointe har altså også en anden kant: At almindelige mennesker, der lever deres almindelige liv – ikke bare din nabo, men også dig selv – bliver overvåget gennem nogle systemer, som ingen kan gennemskue.

 

 

Kilder:

Finans.dk: Bagmandspolitiet blev advaret mod svindelmistænkte Britta Nielsen

Forslag til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (2016)

Hvidvasksekretariatets årsberetning 2008

Anklagemyndigheden: Underretninger og videregivelser 2017

Danmarks Riges Grundlov

Posted in Ikke kategoriseret | Leave a comment

I ren kærlighed gælder ingen regler

Københavnere vil måske have bemærket, at de kommunale skraldebøtter er pyntet med en lysegrøn plakat, hvorpå der står ”Ren kærlighed til København.”

Man kunne tro, at det blot er et smart ordspil, som et eller andet reklamebureau har fundet på. Men det er det ikke: Det er ment helt bogstaveligt.

Jeg ved det, fordi jeg i forbindelse med mit arbejde jævnligt er til konference med de politikere og embedsmænd, der skal udvikle kommunen. I de kredse er idealet ikke blot, at byen skal være god, så borgerne kan lide at være i den. Det er heller ikke nok, at de elsker byen. Meningen er, at folk decideret skal forelske sig i deres by.

Det er ikke bare noget dansk eller københavnsk fænomen. Jeg har så sent som i denne uge hørt en højtstående chef i Stockholm Kommune fortælle, at hun elsker København – men er forelsket i sin egen by.

Folk, som ikke går til konferencer om byplanlægning, har også set et eksempel på fænomenet i denne uge. Den radikale Anna Mee Allerslev greb således til det, der var en tilsyneladende malplaceret kærlighedserklæring til København, da hun skulle forsvare, at hun gratis havde brugt den store rådhushal.

”Vi valgte at holde vores bryllupsreception på Rådhuset, fordi København og Københavns Rådhus betyder meget for mig. Jeg elsker København, og jeg elsker mit arbejde. Derfor besluttede vi at holde vores bryllupsreception på Rådhuset,” skrev hun på facebook.

Jeg må sige for mit eget vedkommende, at det altid krymper i mig, når jeg hører den slags snak. En by er i sidste ende blot en masse sten, stål og beton, der er ramme for nogle institutioner, og der er noget dehumaniserende over, at man reserverer sine største følelser til dette miks.

Eller sagt på en anden måde: Det er en nationalisme, der er gået over sine bredder, selv om den er rettet mod byen og ikke mod nationen. Og den indeholder alle de samme farer, som ekstrem nationalisme gør. Som at menneskene bliver ligegyldige instrumenter, der kun får værdi for så vidt de fremmer nationens/byens sag. Og at dem, som ikke gør dette, tværtimod i en eller anden grad bliver folkefjender.

I den sammenhæng er det naturligvis isoleret set et meget lille problem, at kommunen risikerer et indtægtstab, fordi dens politikere uretmæssigt holder private fester i den rådhushal, der ellers kunne lejes ud til betydelige beløb.

Men det er et pænt stort strå på kamelens ryg, når borgerne kan se, at regler bliver sat til side af og for dem, der direkte er i byens tjeneste.

For Anna Mee Allerslev og hendes kolleger på rådhuset hænger det dog sikkert fint sammen. Som talemåden siger, gælder ingen regler i kærlighed. Man er storsindet, og så forventer man også storsind fra den elskede. Det manglede bare andet.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , | Leave a comment

Velfærdsstaten – utopi, eller et blændværk fra starten?

NY BOG: Henrik Christoffersen er desillusioneret efter en lang karriere, der for det mestes vedkommende er foregået i velfærdsstatens maskinrum. Han er måske sin generations skarpeste analytiker, når det kommer til offentlig økonomi og forvaltning. Alligevel har han en blind vinkel og synes ikke at se, det kun var i en begrænset kreds af teknokrater, at den unge velfærdsstat i 60’erne blev betragtet som en utopi, der var inden for rækkevidde.

Henrik Christoffersens far var kommunaldirektører i Korsør. Det var før den slags stillinger blev besat af akademikere. Faren var i sin tid begyndt som elev i kommunen og havde langsomt arbejdet sig op gennem rækkerne. Han var i den forstand selv en arbejder, og han var da også selv socialdemokrat. Dette i en socialdemokratisk kommune i en periode, hvor den unge velfærdsstat blev rullet ud. De fremskridt, han så, glædede ham meget.

Alligevel var ikke alt idel lykke. Han fik også fjender, eller i hvert fald folk, som ikke kunne lide ham. Ikke alle var jo tilhængere af det, kommunaldirektøren så som fremskridt, og der var også nogle, der skulle betale en særlig høj pris – for eksempel dem, hvis jord blev eksproprieret til kommunens byggeprojekter. Han taklede det ved at isolere sig lidt – at være ensom på sin bro, som en leder må være. Men også hans søn måtte forholde sig til det. Han oplevede et par gange, at undervisere – den ene af dem endda den præst, der skulle have forberedt ham til konfirmationen – lod deres vrede gå ud over ham.

Henrik Christoffersen fortæller om det i sin nye bog Utopia t/r, som handler om hans livslange karriere, først som en af velfærdsstatens tjenere, siden som dens analytiker i forskningsinstitutionen AKF, og senest som kritisk, udenforstående analytiker i den liberale tænketank CEPOS.

I dag er han måske mest kendt for at være en af mændene bag tesen om den såkaldte velfærdskoalition; altså tanken om, at et vælgerflertal af offentligt ansatte og modtagere af overførselsindkomst har blokeret en sund udvikling af den offentlige sektor og samfundet som sådan. Er man journalist eller økonom, har man så mange gange mødt Henrik Christoffersens navn, at man ikke forbinder det med et bestemt emne, men mere generelt med dybdegående analyser.

Udviklingens i hans karriere afspejler ikke den gamle talemåde om, at livets afdrift går mod højre. I stedet er der tale om en støt voksende desillusion. Christoffersen nævner selv, at han aldrig har forliget sig med, hvad han har set og erfaret i sig arbejdsliv.

Illusionerne startede så også på et højt niveau. Fuld af entusiasme lod han sig allerede som ung stud. polit. ansætte i Danida i slutningen af 60’erne. Men kun for at konstatere, at ulandsbistanden var befængt med korruption, og desværre ikke kun i modtagerlandene. Han undlod at købe de i tiden ellers så populære ulandskalendere til sine børn, da han havde set, hvad pengene gik til.

Men ellers bed han det i sig som en uheldig undtagelse og lod sig i stedet ansætte i Kommunernes Landsforening, hvor han da også umiddelbart fandt langt større engagement, professionalisme og retskaffenhed. Men så alligevel ikke ubetinget. Der var for eksempel den jyske borgmester, der efter en aften på den københavnske natklub Kakadu, tilsyneladende uden at skamme sig over dette åbenlyse misbrug af offentlige midler, afleverede et bilag, hvoraf det kortfattet fremgik, at der var brugt 5000 kroner på ”drinks”. Og der var den rå behandling af hæderlige kolleger, hvis de kom i vejen for spidserne i politik og administration.

Det blev for meget, og han skiftede til amternes og kommunernes forskningsinstitution AKF, hvor han blev forskningschef. Her kunne han formelt virke uafhængigt, men virkeligheden var anderledes, og de mange eksempler er lærerige for dem, som tror, at fake news er en ny opfindelse. Det nye er kun, at systematikken nu også bliver brugt målrettet af dem, som angriber systemet, og ikke kun af dem som arbejder i det. Et eksempel på Christoffersens frustrationer: Han påviste, at provenuet af en påtænkt affaldsafgift ville blive spist op af omkostningerne ved, at alt affald skulle køres et sted hen, hvor det kunne vejes. Men i forbindelse med planen om afgiften var det tanken, at en del af provenuet skulle bruges til at udvide staben i Miljøministeriet, og gæt selv hvem der fik sat en stopper for, at dette forskningspapir blev udgivet.

På dagen for sit 25-års jubilæum sagde han i protest, eller måske snarere i afmagt, op i AKF, hvorefter han kom til CEPOS. Nu kunne han offentliggøre, hvad han ville, men til gengæld blev han lagt på is af nogle af de medier, der ellers flittigt havde brugt ham, mens han tilsyneladende var systemets mand.

Og således emmer bogen af – bitterhed er måske det forkerte ord, men det bedste alternativ er tragedie. Det er så nok for dramatisk, men der er ingen tvivl om, at Christoffersen er en skuffet mand, der trods masser af arbejde og indsats blot er kommet længere og længere væk fra sin ungdoms drømme og idealer. Bogen slutter med en hyldest til det civilsamfund, der træder til, når systemet falder igennem, for eksempel med skolereformen.

De stærke følelser gør også bogen stærk. Den er desuden velskrevet og giver et godt tidsbillede, især for perioden fra 1970 til nu. Bogen er nok særligt en pageturner for læsere, der har et forhold til de institutioner, Christoffersen beskriver – herunder den verden af kunst, som er Christoffersens store passion.

Men der er et væsentlig aber dabei: Bogens præmis, som også ligger i titlen, holder ganske enkelt ikke.

Christoffersens oplevelse er, at der i hans ungdom var en generel entusiasme omkring den unge velfærdsstat – at ikke bare han, men også alle andre (firkantet sagt), arbejdede glade hen mod utopien om det gode samfund, og at det er denne utopi, der er faldet sammen.

Jeg tvivler ikke på, at der har været den form for entusiasme blandt nogle unge akademikere og offentlig ansatte. Sikkert også blandt nogle politikere. Men ikke mange: Intet parti havde haft på programmet, at vi skulle have en altomsluttende stat, der opkræver så meget skat, som det overhovedet er muligt. Det opstod ved en tilfældighed og dårlig økonomistyring i staten. Man havde simpelthen ikke overblik over, hvor meget de søsatte projekter kostede, og da man fandt ud af det (i forbindelse med, at man i 60’erne indførte tre overslagsår i finansloven; en systematik, der stadig bruges), var det for sent.

Og selv om almindelige danskere nok var glade for folkepension og nye boliger, er der også klare vidnesbyrd om, at man så på den fremvoksende velfærdsstat med irritation og vrede. Som Christoffersen nævner, lykkedes det den venstreorienterede økonomiprofessor Jørgen S. Dich at sælge 100.000 eksemplarer af sin kradse kritik af velfærdsstaten i bogen ”Den herskende klasse” fra 1973. Et abnormt højt salgstal for en økonomisk fagbog. Samme år kom Mogens Glistrups Fremskridtsparti i Folketinget med 28 mandater – på et program, der blandt andet indebar, at de offentligt ansatte skulle sendes ud og grave grøfter.

Og nej, der var ikke bare lydhørhed for Dich og Glistrup, fordi kassen var tømt i forbindelse med oliekrisen. Begge nåede at komme på banen inden oliepriserne tordnede i vejret og smadrede statens hidtidige planlægning. Og allerede i 60’erne var lagerforvalter Rindal brudt gennem lydmuren med sin ramsaltede kritik af den statslige kunststøtte. Den nærmest hadefulde tone, som både Glistrup og Rindal brugte, genfindes talrige steder i populærkulturen. Tænk for eksempel på filmen Vi er alle sammen tossede fra 1959. Se også Cirkusrevyen fra 1967, som desværre ikke findes på Youtube længere. Den indeholder harmløse klassikere som Sonny Boy og Hvem har du kysset i din gadedør, men også i dag næsten glemte sketches, som den hvis pointe er, at danskerne ville være mere lykkelige, hvis de ledende økonomiske ministre blev smidt ud af en flyvemaskine. Uden faldskærm.

Henrik Christoffersen har et blindt øje over for denne del af virkeligheden. Han har ikke set den, selv når den var helt tæt på. Og det var for den jo allerede i hans barndom. Så grænseoverskridende og uacceptabelt det er at lade sin vrede mod en mand gå over dennes søn, så meget mere viser dét, at det alligevel skete, og endda i flere tilfælde, styrken af denne vrede.

Det er mærkeligt, at en så stærk analytiker som Henrik Christoffersen ikke ser dette. Det er også ærgerligt, for der er brug for at få punkteret myten om, at vi er nødt til at acceptere velfærdsstaten, som vi kender den, inklusive korruptionen, eller at acceptere en rå kapitalisme, hvor fanden tager de sidste. I 60’erne og 70’er, hvor det hele var nyt, og alle kunne huske det, der var før, kunne man endnu sætte ord på, hvad man konkret var vred over – administrativt bøvl med den nye moms, skrankepaver, støtte til at uforståelig kunst eller høj indkomstskat. I dag bliver det ikke til meget mere end brok over en diffus elite, og sådan er det, fordi politikere og analytikere ikke kan, tør eller vil skære igennem tågerne og fortælle, hvor velfærdsstaten fejler, og hvilke alternativer, der findes.

For den, som gerne vil høre absurditeten i velfærdsstaten penslet ud, så tag med  tilbage til 1959 og se nøglescenen fra den førnævnte film. Den første del er vist utallige gange på tv, men snyd ikke dig selv for embedsmandens monolog sidst i klippet.

Henrik Christoffersen: Utopia t/r. Udgivet på forlaget Multivers. 228 sider på Saxo.com.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , , | Leave a comment

Fake news bag Pernille Skippers ikke-elite

Hvordan har lederen af Danmarks fjerdestørste parti fået den opfattelse, at hun er nogenlunde så langt fra at være elite, som man kan komme? Hun støtter sig til et stykke pseudovidenskab, der blev udgivet for et par år siden – og som dengang blev omtalt rosende i førende medier.

Rundhyl. Jeg har først lært ordet at kende her i foråret. Men det er et godt ord, og nu har jeg lige slået det op: Det er ifølge norsk Wikipedia en betegnelse for det fænomen, at mikrofonen opfanger sin egen lyd fra en højtaler, således at det ender i et skingrende hyl.

Som regel bruges ordet dog i overført betydning – når et eller andet bliver selvsupplerende i en grad, så den fornuftige mening går helt tabt.

Sådan er det gået med bogen Magteliten, der blev udgivet for godt to år siden. Forfatterne, Markus Bernsen, Anton Grau Larsen & Christoph Ellersgaard, satte sig for at indkredse den meget omtalte elite. Et i sig selv prisværdigt projekt, men resultatet blev det ringeste, jeg nogensinde er stødt på i en videnskabelig tekst, og jeg har i al beskedenhed læst en del sådanne.

Bogen sætter navn på 423 personer, der angiveligt skulle udgøre en særlig elite i Danmark. Det er gjort ved at undersøge en række fora, hvor magtfulde personer færdes. Men forfatterne skelner ikke mellem, hvor meget magt, der ligger i disse fora. Det vil sige, at det tæller lige så meget at være menigt medlem af en pro forma-bestyrelse i et middelstort selskab som at være bestyrelsesformand i Mærsk eller i Danske Bank.

En endnu mere betydelig fejl er, at forfatterne helt uargumenteret vægter de forskellige kilder til magt forskelligt. Der indgår 15-20 gange så mange poster fra fora i erhvervslivet (herunder fagforeninger) som fra det politiske liv. På den måde når man frem til den pikante konklusion, at det er erhvervsfolk, der styrer Danmark.

Men det er var altså en konklusion, der var en uundgåelig følge af undersøgelsens design, og man var nået frem til noget helt andet, hvis man havde holdt mandtal i færre erhvervsmæssige og flere politiske fora.

Det sidste kunne man for eksempel have gjort ved at tælle i politiske forsamlinger. I givet fald ville mange fra Enhedslisten, der jo har udvalg for hvad som helst, og som har en tradition for også at være aktive i diverse græsrodsbevægelser, nok have ligget højt på listen. Det er meget muligt, at partiets leder Pernille Skipper kunne have ligget i top10.

I så fald var vi gået glip af en af dette års agurketidshistorier – nemlig at Pernille Skipper over for Politiken angav, at hun på en elite-skala fra 0 til 10, ligger på 1. I den efterfølgende forklaring henviser hun netop til bogen Magteliten, hvor der ikke var plads til hende overhovedet blandt de 423 mest magtfulde.

Og her har vi rundhylet: Tre forfattere vil indkredse eliten, men på trods af, at de to af dem har en ph.d. og den tredje er videnskabsjournalist på Weekendavisen, gør de deres arbejde så dårligt, at konklusionen er et oplagt eksempel på fake news.

Og to år senere er der en politiker, som måske nok ikke er blandt Danmarks allermest magtfulde, men som helt indiskutabelt tilhører eliten, som benytter konklusionen til på en helt absurd måde at benægte dette faktum.

Det har igen det resultat, at folk derude, som ligeså indiskutabelt ikke er en del af eliten, i endnu højere grad end før må føle, at det, som foregår i kongerigets øverste cirkler, er et absurd teater, som ingen behøver tage alvorligt.

Der er også en medievinkel på hele balladen. Jeg følte mig noget alene med min uvenlige anmeldelse i Økonomisk Ugebrev. Mediehuse har i dag en hær af universitetsansatte journalister på lønningslisten, men meget få af dem spottede de invaliderende fejl i den videnskabelige metode. I stedet omtalte man bogens falske konklusion som en dyster, men sandfærdig nyhed. Se for eksempel DR, TV2 Lorry, Berlingske og Information. Politiken, hvis forlag udgav bogen, har i den aktuelle anledning genopdaget bogen, men stadig uden at bemærke noget urent trav.

Det var ellers ikke mere indviklet, end at forfatterne, journalister eller Pernille Skipper selv kunne have stillet det spørgsmål, som mange sarkastisk har stillet de seneste dage: Kan det virkelig passe, at Skipper ikke tilhører landets elite?

Og nej, det kan det naturligvis ikke.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , , | Leave a comment

Inger Støjbergs fornemmelse for grundlovsbrud

Den nuværende integrationsminister var allerede i 2010 ude i det, der efter alt at dømme var et klokkeklart og barokt brud på grundloven. Processen i den gamle sag ligner meget det, vi denne sommer kan følge i sagen om barnebrude. Så hvorfor er det først nu, kritikere fra venstre og højre er kommet på banen?

I 2010 gennemførte Pensionsstyrelsen en række kontroller i Københavns Lufthavn. Det handlede om at fange sociale bedragere – kort fortalt folk af udenlandsk herkomst, som modtog dagpenge og dermed skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men som i virkeligheden var på vej til hjemlandet. Beskæftigelsesministeren, som satte det i værk, sørgede for at medierne blev grundigt orienteret om, hvad der foregik.

Ministeren var Inger Støjberg, og hun deltog endda selv i en af kontrollerne.

Denne medieoffensiv var måske lige frisk nok, selv om det det var en populær sag at stoppe dette snyderi, og selv om der, ifølge DR, var mange snydere, der blev fanget. Pensionsstyrelsen havde nemlig ingen lovhjemmel til at foretage den slags tvangsmæssige kontroller. Og myndigheder skal ifølge Grundlovens paragraf 72 have enten lovhjemmel eller retskendelse, når de gennemfører ”husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden.”

Inger Støjberg gik nu i gang med at skaffe sig den lovhjemmel, hun manglede. Det lykkedes også i juni året efter, da hun fik vedtaget en lov om, at myndighederne på trafikknuder kan standse alle borgere og forlange, at vi redegør for, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen. Det er ganske DDR-agtigt, men mig bekendt er loven dog ikke blev anvendt så bredt, som den gav mulighed for.

Lovarbejdet var ikke gnidningsfrit. I det første udkast havde embedsmændene glemt at skrive, at der var tale om en undtagelse til den generelle formulering i grundlovens paragraf 72. Det siger retspraksis, at man skal – er det ikke specifikt nævnt, gælder det ikke som en undtagelse.

Formuleringen blev rettet, men det løste stadig ikke problemet med de kontroller, der allerede var gennemført. Spørgsmålet var, om Inger Støjberg havde begået et klokkeklart grundlovsbrud – endda i en så direkte form, at hun personligt i konkrete situationer havde afkrævet folk oplysninger og dokumentation, uden at have lovhjemmel til det. Der blev spurgt til det i Folketinget, men Støjberg svarede blot henholdende.

Jeg skrev den sommer en artikel om grundlovens paragraf 72 til Weekendavisen. I den forbindelse afviste Inger Støjberg lodret, at hun havde brudt grundloven.

”Det er en misforståelse på den måde at sammenligne de hidtidige tilsyn med det tilsyn, som lovforslaget nu giver mulighed for. Det hidtidige tilsyn i Pensionsstyrelsen er foregået med udgangspunkt i politiets og Skats sædvanlige myndighedsopgaver, mens L 187 giver hjemmel til, at Pensionsstyrelsen selvstændigt kan tilrettelægge og udføre sit tilsyn og ikke behøver at være afhængig af andre myndigheder,” udtalte hun.

Nu er det blot sådan ifølge den såkaldte retssikkerhedslov, at myndigheder ikke på den måde kan trække på hinandens lovhjemler. Hver myndighed, der vil gennemføre en tvangsmæssig kontrol, skal have sin egen hjemmel til det, og det tæller ikke at komme sammen med en anden myndighed, der har hjemlen.

På det tidspunkt, i 2011, var kontrolprincippet ret nyt, og hverken jeg eller Beskæftigelsesministeriet kunne vide, om der fandtes en eller anden teknikalitet, som gjorde, at lovens tekst ikke skulle forstås bogstaveligt. Men det har Indenrigsministeriet siden taget stilling til i en helt anden sag, som jeg har omtalt her. Og her fandt man, at loven skal opfattes bogstaveligt: En myndighed kan kun foretage tvangsmæssige kontroller på baggrund af egen lovhjemmel.

Alt tyder altså på, at Inger Støjberg i 2010 var ude i et ganske barokt brud på grundloven. I sin proces ligner sagen meget den aktuelle om barnebrude: Ministeren foretager et alt for hurtigt træk, når det matcher en aktuel folkestemning. Bagefter skal embedsmændene rydde op, men i første omgang bliver det hele bare mere rodet, alt imens Støjberg selv foretrækker at tale uden om.

Den store forskel er, dengang blev der ikke spurgt så meget. Som sagt – sagen døde igen.

Det, må jeg sige, undrer mig personligt. Jeg synes, at sagen dengang var noget mere graverende. Og når den fik lov til at fare, viser det som et minimum, at den nuværende kritik af Støjberg ikke er rigtigt dybtfølt: Det er ikke Danmark som retssamfund, der er i spil for kritikere fra såvel venstre som højre side. Hvis det var det, havde disse kritikere reageret for længst, og også i andre situationer, hvor grundloven er blevet bøjet og strakt til ukendelighed af ministre, uden at Inger Støjberg havde lod eller del i det.

Posted in Ikke kategoriseret | Tagged , , , | Leave a comment

Dansk juras sjæl lever stadig i enevælden

NY BOG: Folketinget havde nok befolkningen imod sig, da det for nogle år siden vedtog ”mørklægningsloven”. Men den havde i det mindste historien på sin side: Danmark har gennem århundreder været langt bagude efter nabolandene, når det gælder offentlighed i forvaltningen. Denne forvaltning har aldrig rigtig taget princippet til sig, og det er blot en del af det omfattende arvegods fra enevælden, som – ukendt for de fleste – stadig præger administrationen af Danmark. Ditlev Tamm minder om det i en ny bog om juraens historie.

Det 17. århundrede er nok det mest begivenhedsrige i danmarkshistorien. I første del af det byggede en velstående og magtfuld Christian IV de monumenter, der i hvert fald indtil de seneste årtiers byggeboom dominerede hovedstadens visuelle udtryk. Senere tabte han og hans efterfølger en stribe krige. Civilbefolkningens lidelser var frygtelige, og bagefter var riget forarmet og reduceret.

Måske er det på grund af disse store omvæltninger, at en anden vigtig arv fra århundredet er mere eller mindre glemt: Det var også i det 17. århundrede, at den moderne jura kom til Danmark. Forløbet er med i Ditlev Tamms bog ”Juraens bedste historier”, der udkom i november sidste år.

Juraen er opstået længe før, man var i stand til at skrive om det, og dermed efterlade sig kilder. Retsregler lyder måske meget lærde, men selv i de mest primitive samfund har man kunnet finde ud af at lave nogle faste regler, med tilknyttede sanktioner, mod for eksempel tyveri og vold, og til at regulere ægteskaber, arv og så videre. Man skal heller ikke have håndhævet den slags regler ret mange gange, før man erfarer, at det er nødvendigt at tage bevisførelse og lignende, som vi i dag har nedfældet i højtidelige menneskerettighedserklæringer, alvorligt, hvis reglerne skal bevare deres autoritet.

Det bliver lidt mere avanceret, når samfundene begynder at samle sig i fyrstedømmer, og når religioner kommer ind med arbitrære moralbud. Men stadig er der blot tale om mindre tilføjelser til den basale jura.

Rigtigt komplekst bliver det først, når der opstår en egentlig centralmagt, som har videre ambitioner end blot det at eksistere og at føre krige mod de onde naboer. Det var det, der skete i 1600-tallet. Christian IV førte en aktiv erhvervspolitik, hvor han søgte at opbygge nye virksomheder, og det var også i denne periode, København fik sin status som hovedstad. Alle de bygninger, kongen stod fadder til, skulle medvirke til, eller skulle som symboler markere, at Danmark ikke blot var summen af et antal mennesker af forskellig stand, men også en stat, der havde interesser i egen ret.

Christian IV blandede sig i alt stort og småt, der foregik i riget. Instrumentet var forordninger, og som han en dag sagde til sin rigsfuldmægtig: ”Nå, har du drømt en forordning i nat?” Når man læser disse forordninger, er det slående, så lidt mentaliteten blandt lovgiverne har ændret sig i mellemtiden. På den tid handlede det om at spare penge, så der kom en række forordninger om, hvordan personer af forskellig stand måtte klæde sig, hvordan de skulle feste og så videre. Det skulle på den ene side ikke være for prangende og dyrt, men på den anden side skulle det også foregå ordentligt og standsmæssigt. Intet tyder på, at alle disse forordninger blev overholdt, men kongen og hans folk blev optimistisk ved med at udstede dem.

Det, som Christian IV virkelig gerne ville, var at få magten for sig selv, altså at blive enevældig, og hvis han ikke havde været så uduelig, var det nok også lykkedes for ham. Hans langt mere politisk begavede søn, Frederik III, fik den i hvert fald ret hurtigt fikset. Enevælden blev indført i 1660, og den blev i de følgende årtier stadfæstet med juridiske dokumenter, blandt andet kongeloven og Danske Lov. Sidstnævnte var reelt ikke meget mere end en samling af, hvad man kunne finde af gammel jura og retspraksis, men nu havde Danmark en samlet lovbog på sit eget sprog, hvilket var usædvanligt i samtiden.

I det hele taget udviklede enevælden sig anderledes i Danmark, end den gjorde uden for grænserne. I andre lande blev den i højere grad en parentes. I for eksempel Sverige og Frankrig kom der pompøse og dygtige eneherskere, men med deres kraft skabte de også en dynamik, der æggede til forandringer. I Danmark var der aldrig en overnormalt begavet enevoldskonge, så det nyoprettede embedsværk på Slotsholmen kørte butikken mere hverdagsagtigt, og da man samtidig havde været omhyggelige med det juridiske fundament, kom enevælden til at bestå i næsten 200 år.

Og meget af enevælden lever stadig i den statslige administration og praksis. Det er ikke blot det, at vi opretholder det formelle teater med, at dronningen giver love og lægger navn til diverse udnævnelser. Mere konkret betydning har for eksempel den tradition, der er indlejret i for eksempel Højesteret, som var en af de første institutioner, der blev oprettet under enevælden, og som oprindeligt blot skulle tjene og adlyde kongen. Den dag i dag er Højesteret meget nølende med dømme imod den politiske magt.

Retssystemet er heller ikke meget for at dømme embedsmænd, der har overtrådt loven som led i deres erhverv. Der er bygget talrige klageinstanser op omkring offentlig forvaltning i Danmark, men de tager sjældent mere alvorlige sanktioner end beklagelser og påtaler i brug. Måske er der andre grunde til, at denne praksis er taget med over i folkestyret, men det står ikke til diskussion, at den er opfundet under enevælden: Embedsmændene var kongens tjenere, så en dom mod dem ville reelt være en dom mod kongen, og det ville kortslutte hele tankegangen om, at kongen var ophøjet og havde sin kompetence fra Gud, intet mindre.

Efter samme logik tilkom det ikke borgerne at blande sig i, eller blot at få indsigt i, hvad kongen foretog sig. Det ser man, som Ditlev Tamm påpeger, i forhold til offentlighed i forvaltningen. Der var stor ballade om den nye offentlighedslov, men allerede den gamle var skrabet i forhold til, hvordan praksis for eksempel er hos vores svenske naboer. Den kom også med meget sent. Sverige fik en lov om offentlighed i forvaltningen i 1700-tallet. Vi fik vores i 1970.

Ditlev Tamm er en meget vidende mand, og hans viden omfatter meget andet end jura. Men desværre er hans bog ikke entydigt vellykket. Første halvdel af bogen forekommer meget lang – hvilket også er grunden til, at denne anmeldelse først kommer nu, et halvt år efter udgivelsen af bogen.

Miseren med juraen op til og med middelalderen er, at nok kender vi til en række sager, men vi mangler detaljerne om dem. For eksempel ved vi, at Erik Klipping blev myrdet i en lade i Finderup i 1286, men vi ved ikke, på hvilket grundlag Marsk Stig og otte andre blev dømt for det. Så er vi lige vidt og kan ikke konkludere noget om retssystemets funktion eller troværdighed. Ditlev Tamm vil heller ikke bevæge sig ud i spekulationer, og det er jo videnskabeligt set meget redeligt. Men det betyder altså, at der end ikke er en god røverhistorie at underholde læseren med.

I stedet øser Tamm af sin generelle viden om historie, filosofi, teologi og en masse andet. Denne viden er som nævnt stor, men det er ikke det, man kommer efter i en bog om juraens historie. Det virker som om forlaget, Gyldendal, ikke har mandet sig op til at holde forfatteren på sporet og få ham til at fortælle om det, som læseren med rette vil forvente af det, som skulle være en let tilgængelig bog om retshistorie.

Samme fornemmelse sidder man med ved læsningen af bogens mere medrivende anden halvdel, hvor der ellers er kilder til at belyse såvel de enkelte afgørelser som udviklingen af loven. For eksempel kunne Ditlev Tamm have valgt at gået mere i dybden med de hekseprocesser, der også var en fremtrædende del af det 17. århundredes jura. Juridisk set er hekseprocesserne særdeles spændende derved, at man af et ærligt hjerte mente, at man havde løftet bevisbyrden i sagerne.

I dag ved vi, at det var nonsens og indbildning. Men det er lærerigt, fordi der også i dag er områder, hvor juraen bliver rullet ud i maksimal længde, selv om dokumentationen for problemer nøgternt set er tynd. Et eksempel er de senere års megen fokus på ulovlig brug af skattely. Der er ingen dokumentation for, at det skulle have noget væsentligt omfang, og slet ikke i forhold til skadevirkningen af skattemyndighedernes selvskabte plager. Men i politik, administration og medier bliver det set som kæmpestort. Og sådan er det: Det var ikke kun i fortiden, at hver by havde sine heks og hvert sogn sine trolde. Vi har dem også i dag, de bliver født ud af de samme psykologiske mekanismer som altid – og de bliver stadig retsforfulgt.

Ditlev Tamm: Juraens bedste historier rettens kulturhistorie fra middelalderen til i dag. Udgivet på Gyldendal. 348 kroner på Saxo.com.

Illustrationer: Øverst det skæbnesvangre øjeblik i danmarkshistorien, hvor en ung Christian IV i 1594 får overrakt nøglen til skatkammeret. Nederst hyldes Frederik den 3. som arvekonge i 1660, som en konsekvens af det netop indførte enevælde. Det store skrummel til højre i billedet er det daværende Christiansborg Slot, som besøgende fyrster, ifølge historikeren Palle Lauring, fandt komisk. 

Posted in Ikke kategoriseret | Leave a comment

Den er gal med kompasset, Olav Hergel

NY BOG: Journalisten Olav Hergel beskriver i en ny roman dagspressens forfald som følge af konkurrencen fra nettet. Men det er formentligt utilsigtet, når han også udstiller en mangel på basal dømmekraft i journalist-standen.

Da jeg var barn og ung i 70’erne og 80’erne, og endnu kun drømte om at blive journalist, talte man meget om bladdøden. Den kendsgerning, at den ene provinsavis efter den anden smed håndklædet i ringen, skyggede for det overordnede billede: Det var dagspressens storhedstid. Koncentrationen i branchen gav de tilbageværende aviser muskler, og da deres ejere næsten uden undtagelse prioriterede de publicistiske traditioner over de økonomiske ambitioner, blev disse muskler brugt til at lave god, uafhængig journalistik. Det betød også, at den tids journalister havde uhørt gode vilkår.

Nedturen begyndte midt i 90’erne, da internettet kom frem. Siden er dagbladenes oplagstal styrtdykket. Det samme er indtægterne, og journalister bliver i dag holdt i stram snor. Ingen får lov at dandere den, og en journalist, der gerne vil have tid og resurser til at grave den helt store historie frem, skal argumentere virkelig godt for det: Der skal produceres linjer, de skal produceres hurtigt, og væsentlighedskriteriet bliver udvandet af behovet for sidevisninger.

Journalisten Olav Hergel behandler i sin nye roman ”Punktum” dette forfald. Hovedpersonen, den 49-årige stjernerapporter Mikkel Haslund, kan ikke leve med, at han nu om dage skal skrive historier om, at det har været den varmeste august måned i 17 år. I et anfald af dårligt humør gør han oprør og insisterer på at lave en væsentlig historie, hvor han faktisk skal ud i den virkelige verden og tale med mennesker. Det får han så lidt heldigt mulighed for, men det bringer ham også i dybe problemer, for omstændighederne og konkurrencen fra nettet ændrer sig jo ikke. Herefter går det ud over stepperne med sex, vold, dødsfald over 484 sider.

De er velskrevne, siderne, og det er en bog, man har lyst til at læse videre i. Men samtidig sidder man også tilbage med den samme fornemmelse af have indtaget tomme kalorier, som man ofte sidder tilbage med, når man har læst eller set mange af nutidens medier.

En ting er, at det ikke rigtigt rækker til et stort drama, at en tidligere uhyre privilegeret faggruppe nu kun er almindeligt privilegeret. Det er trist for os, at nyhedsmedierne fyrer folk. Men andre – virksomheder og offentlige organisationer – skruer til gengæld op. Der bliver kommunikeret som aldrig før, og vi tjener godt på det.

Værre er det, at bogen illustrerer, at problemerne i nyhedsmedierne stikker noget dybere end blot den manglende indtjening i nyhedsmedierne og nettets krav om hastighed og simple, men fængende emner – som sex, vold og dødsfald. Der er også et problem, der har mere med psykologi og mentalitet at gøre: Kan medierne holde nyhederne ud i så strakt arm, at de faktisk kan overskue dem, og dermed beskrive dem på en måde, der bringer værdi til nutidsmennesker, der i forvejen får et bjerg af informationer på sociale medier?

Et spor i romanen handler om prostitution. En kvindelig, radikal politiker, der optræder som totredjedelsheltinde, får et købesexforbud bragt på banen. Det spøjse er, at Olav Hergel her beskriver virkeligheden, sådan som 00’ernes forbudsbevægelse beskrev den. Dermed godtager han en stor bunke fake news, fra før dette begreb opstod. Og det var ikke fake news som i ”vi er lidt uenige om, hvordan det her skal tolkes.” Det var lodrette usandheder i hobetal om fakta og forskningsresultater, og det var fupnumre, der langt hen ad vejen blev betalt af skatteyderne.

En roman er fiktion, og forfatteren har naturligvis lov til at dreje virkeligheden, så den passer ind i teksten. Men det er næppe, hvad der er sket her. Det ville i hvert fald gå helt skævt af bogens underliggende præmis – at journalister nu om dage kun kradser i overfladen. Mere sandsynligt er det, at Olav Hergel simpelthen ikke er orienteret om, hvad der lå bag forbudsargumentationen. Hans hovedperson er træt af, at moderne journalister blot sidder og googler, i stedet for at gå ud i virkeligheden. Men selv synes Hergel hverken at have gjort det ene eller det andet.

Men værre er det med bogens hovedspor, som er inspireret af en virkelig begivenhed: En gartner fra Taastrup bliver efter 41 års ansættelse i kommunen fyret, fordi han hver formiddag sætter sig for selv på en bænk og ryger en smøg. Det er selvfølgelig godt pressestof, og det bliver ikke ringere af, at den chef, der fyrer ham, er en smuk og velhavende kvinde – totredjedelsheltinden fra før, der på det tidspunkt endnu ikke er minister. Men sagen bliver mudret af, at den radikale politiker jo også er et menneske, der har familie, som lider under en mediestorm mod hende, at hun jo i øvrigt bare har haft en vision om et røgfrit Danmark, og at gartneren havde fået sine lovformelige advarsler inden fyringen.

Jeg har til min undren set flere anmeldere af bogen købe denne præmis: At der kan siges både for og imod, så det ikke er entydigt. Men jo, det er naturligvis entydigt: Uanset hvordan man vender og drejer det, er det ude af proportion at ødelægge et menneskes tilværelse på grund af en formel detalje, der ikke har betydning for nogen andre – gartneren var omhyggelig med ikke at genere andre og samlede endda troligt sit cigaretskod op hver dag. Og nej – i sig selv er det ikke et argument for at bruge noget som helst magtmiddel, at man har en vision. Det havde Stalin, Hitler og Pol Pot også.

Med en sådan mangel på moralsk kompas er der ikke noget at sige til, at medierne er fyldt til randen med ligegyldige politiske drillerier og analyser. Hvis man ikke kan kende forskel på godt og skidt, står fakta og retfærdighed tilbage som ligegyldige faktorer. Kun synspunkter har værdi.

Olav Hergel: Punktum. Politikens Forlag. 484 sider.

Posted in Ikke kategoriseret | 1 Comment

Alle nødløgnes moder

I et år har vi i Danmark haft den besynderlige situation, at det i nogle tilfælde er helt legitimt for embedsmænd at lyve for de folkevalgte. Princippet blev endeligt knæsat, da det såkaldte nødløgnsudvalg indirekte blåstemplede, at Justitsministeriet over for Folketingets Retsudvalg havde løjet om baggrunden for, at et besøg på Christiana måtte udsættes.

For den udenforstående var og er det svært at forstå, hvorfor nødløgnen var nødvendig. Alle forstår, at en efterretningstjeneste skal have hemmeligheder. Men politimyndigheder har masser af gange fået ændret, flyttet eller helt aflyst arrangementer med den helt overordnede begrundelse, at man ikke så sig i stand til at garantere sikkerheden ved dem. Så hvorfor kunne retsudvalget ikke blot få denne forklaring?

Man får en fornemmelse af svaret i Morten Skjoldagers nye bog ”Syv år for PET” – den bog, som efterretningstjenesten fik bremset udgivelsen af, hvorefter Politiken optrykte den. Det konkrete problem var en trussel mod Pia Kjærsgaard, der som suppleant i udvalget ville med på udflugten. Da PET jo beskytter hende døgnet rundt, kender de også hendes kalender, og så fik daværende PET-chef Jakob Scharf den smarte ide, at man kunne lægge udflugten på en dag, hvor Pia Kjærsgaard skulle noget andet vigtigt.

Det var naturligvis stærkt grænseoverskridende, at man på denne måde ville misbruge fortrolige oplysninger, man havde fået fra en person for at kunne beskytte denne. Andre i PET fik da også sat en stopper for ideen. Men en psykologisk mekanisme synes at være gået i gang: Har man en gang haft tanken om en nedrig handling, vil man pr. refleks være tilbøjelig til at lyve om det, som handlingen angår, også selv om man aldrig førte den ud i livet.

Forløbet var medvirkende til, at Scharf måtte forlade PET. Men han var i forvejen så upopulær blandt medarbejderne, at de, blandt andet med lækager til Ekstra Bladet om chefens forbrug på rejser, søgte at fælde ham. Også Pia Kjærsgaard har udtalt sig rasende om Scharf, og efter at have læst bogens sidste kapitel, forstår man hende. Scharf forsvarer for eksempel sit påtænkte bedrag over for hende med, at det er helt normalt, at politikere og embedsmænd lyver om vigtige møder, de skal til, for på den måde at slippe for andre møder. Sikkert nok, men det er naturligvis ikke det samme at lyve lidt om egne aftaler som at misbruge fortrolig viden om en anden persons aftaler.

Måske er uviljen mod og mistilliden til Scharf også baggrunden for det uskønne forløb, hvor udgivelsen af bogen blev bremset. Måske har nogen i PET ikke evnet at holde hovedet koldt.

Under alle omstændigheder er det godt, at bogen kom på gaden. Det kan ikke udelukkes, at den indeholder detaljer om efterforskning, som PET helst havde holdt for sig selv. Men de historier, der fortælles over de 15 kapitler, er ikke nye, og for så vidt angår metoderne er de farverige, men uden at overraske nogen, som har set blot en enkelt spionfilm. Som når PET skulle arrangere en rumaflytning af en potentiel terrorist, der havde en tudsegammel computerskærm. Agenterne fandt langt om længe en skærm af samme mærke, påførte den omhyggeligt samme skader og ridser, som terroristens skærm havde, byggede tre bittesmå kameraer ind i den – og byttede de to skærme ud, så de fra da af kunne følge med i, hvad der skete i lejligheden.

krasnikDenne operation var succesfuld, og den afværgede med al sandsynlighed en eller flere alvorlige terrorhandlinger. Desværre har mange over årene arbejdet med tilsvarende planer. Scharf stod for en linje, hvor PET i højere grad end hidtil kommunikerede med – eller i hvert fald til – offentligheden, og selv om efterretningsarbejde i sagens natur må være hemmeligt, er det sundt, at befolkningen i overordnede træk ved, hvad dens efterretningstjeneste arbejder med, hvorfor og hvordan.

Man kan også nemt argumentere for, at der endda er behov for mere offentlighed. Martin Krasniks berømte interview med Lars Hedegaard i Deadline, hvor det mere end antydes, at denne selv havde opdigtet attentatforsøget, var meget omtalt i tiden. Men her spildte offentligheden sin tid på et vildspor, og givetvis til stor og urimelig belastning for Lars Hedegaard: Ifølge Scharf var dem, som efterforskede attentatforsøget, aldrig i tvivl om, at det havde fundet sted.

Og så er der den fare ved efterretningstjenester, som man så illustreret i nødløgns-affæren: En tjeneste, som allerede i lovgivningen har fået tildelt ekstraordinære redskaber, og som man heller ikke kan kontrollere efter sædvanlige metoder, kan nemt blive fristet over evne til at misbruge sine beføjelser, og så er man inde, hvor det truer demokrati og borgerrettigheder. Helt afværges kan det næppe, men gennem offentlighed kan risikoen dog begrænses. Så alene af den grund fortjener såvel Morten Skjoldager som Jakob Scharf en tak for bogen.

Posted in Ikke kategoriseret | Leave a comment